Vinteren havde ramt Frosthjem med alt, den havde. Sneflokkene fygede henover de hvide bakker og udhviskede horisontlinjen og alle fodspor, der var sat for mere end en halv time siden. Turen herop havde været hård for hesten. Pelskraven på Zahinaels kappe havde fået iskrystaller for enden af hårstråene, så den var tættere på en pigget pladerustning end en beklædningsgenstand kun for varmens skyld. Hans støvler var fugtige op til knæet og kager fra snedyngerne hang fast på både dem og den nederste halve meter af den tunge kappe. Han egen blege hud faldt næsten i ét med hele landskabet havde det ikke været for de to issyle til lyseblå øjne midt i kraniet. 
Træet knagede i trappen, idet han tog de sidste trin op til murens stenstruktur. Et isnende vindstød fór ind over facaden, men han fortsatte frem uden en trækning, mens kuldetårer blev tvunget frem i hans øjne. Blikket lå fastlåst på skikkelsen ved borgmurens skydeskår. Det var alt for længe siden, de sidst havde set hinanden, men Zahinael havde haft travlt med krig og flytning af hele Mørkets operation. Nok stod netop denne elverkvinde ikke længere i spidsen af hele sit folk, og var derfor på ingen måde så værdifuld for ham, som hun havde været i sine regerende år, men han havde nu alligevel fået en forkærlighed for hende. Altså, når hun ikke dræbte hans underordnede.
"Toorah," hilste han og stillede sig hen ved siden af hende. Han lagde hænderne på den kolde borgmur. Frosten bed i huden, behageligt og prikkende. "Jeg skulle bruge den mørkelver."

Ja, vinteren havde i sandhed ladet Frosthjem leve op til dets navn, som sneen i dagevis havde dækket landskabet over og over igen, ladende små krystaller af is dække skovens træer til et glimtende virvar, havde den fortsættende hvide storm ikke dækket for dette. Der var dog ikke gået længe før nyheden om en fremmed indtrængende havde nået Toorahs spidse ører, og interessen for denne mandspersons visit havde påbudt elveren at trække i den kraftige vinterrobe, tydeligt syet til at imødekomme denne slags vejr. Den kraftige røde farve lod vise, at selvom Frosthjem forsvarede den nordlige del af riget, var hun ikke nervøs for at blive overrasket, det sidste en Nattefrost-elver gjorde, var at krybe i landskabet, og Toorah var bestemt en af dem. Roben var heldigvis foret med lun pels, som viste sig i hætten der var trukket opover hovedet, og selvom hun ikke havde stået og nydt udsigten over landskabet længe, som Zahinael gjorde sin ankomst, var den ene side alligevel nået at sne til i et hvidt rim-lag.
Som dæmonen nærmede sig, var der ikke så meget som en muskel der bevægede sig under den lyse hud, Toorahs dybrøde blik skuede over landskabet i solens sidste stråler der kæmpede med at trænge gennem stormen. Der gik ikke længe før han hilste, nysgerrigheden for hans besøg steg i den endnu unge elverkvinde, efter hun havde frasagt sig posten som Elverlys leder var der næppe meget interesse fra hans side, så alligevel at se ham på disse kanter kunne kun bære noget interessant med sig.
"Åh, hvor beklageligt..." Toorahs dybe bløde stemme skar overraskende let gennem vindens stædige hylen over fæstningsværket, men deri forekom en dyb ironi. Elverkvinden stod som altid unaturligt rankt, som kun soldater gjorde det, det var af samme årsag en sjældenhed at se det skæve smil som brød frem mod dæmonen, inden de dybrøde iris søgte hans retning, uden hun flyttede hovedet det mindste "Men hvis du refererer til 'uheldet' for få dage siden, kan jeg kun sige, at den var rigeligt tæt på grænsen..." Den del var teknisk set sand, at det var flere måneder siden hun sidst havde fået muligheden for at slå et af de tykblodede bæster ihjel og derfor havde behandlet det som en sand sport idet væsenet var begyndt at flygte, var en side af sagen der næppe var værd at nævne. I nogle åndeløse øjeblikke studerede hun trækronerne der rakte så langt øjet rakte og vejret tillod, inden hun vendte sig halvfems grader, vendende fronten imod Spionmesteren fra mørkets rækker "Du har ikke overvejet at få dem mærket, som de dyr de er? Så er de måske nemmere at holde styr på?" Det skæve smil spillede endnu på de rosa læber, det havde vist været flere årtier siden at Toorah og Zahinael havde været 'De's, en ting der ellers kendetegnede den tidligere leder. 

Nok havde mørkelveren været tæt på grænsen, men Zahinael havde svært ved at tro, at han havde lagt op til at blive jagtet og myrdet. Det havde trods alt været en af hans spioner, og selvom mørkelvere gjorde sig bedst på den vrede frontlinje, var der et par stykker i hans netværk, der gjorde deres arbejde i smug ganske glimrende. Derudover kendte han Toorahs temperament, og det var bare mere sandsynligt, at blodtørsten havde reddet hende hele vejen til mørkelverens endeligt. En egenskab Zahinael virkelig påskønnede i Toorah - som regel.
"Prøver du at bilde mig ind, at du faktisk ville gøre dig ulejligheden med at tjekke efter et Z i deres venstre armhule, inden du slår dem ihjel?" spurgte han, men smilet dirrede i mundvigen. Han havde svært ved at være sur på Toorah i længere tid ad gangen. Et så vredesstyret, forunderligt væsen kunne man ikke andet end at holde af.
Han vinklede sig selv, så han kunne læne sig op ad den høje del af skydeskåret og se på Toorah, mens han var skærmet fra det værste af vinden, der nu rev hans kappe fremad mod hende og tvang hætten op over hans hoved.
"Jeg savner dig på toppen, Toorah," tilføjede han så. "Rådet er nogle stivstikkere."

De dybrøde øjne granskede personen foran hende, hun havde i sandhed lettere ved at respektere en dæmon end et simpelt menneske, selvom dæmoner havde tendenser til at blive lidt for snu med årene, det var vel i sidste ende hvorfor hun kunne acceptere dem, deres visdom. Zahinaels kommentar fik hende til at trække på skulderen "Næppe..." Hun hævede et enkelt øjenbryn, som fik noget funklende frem i hendes blik "Måske noget mere åbenlyst? Du kunne flå huden af deres ansigter, eller klippe deres ører af?" Åhjo, Toorah kunne komme med mange bud på hvordan man kunne gøre sådan et ugudeligt bæst en tjeneste, han kunne jo bare spørge, det bedste man kunne gøre for dem var dog naturligvis at fjerne dem fra denne verdens overflade.
Smilet forsvandt, det blev buret inde bag den hårde facade Toorah var så kendt for, det var hendes ansigt der som regel var hugget i sten der havde fået så mange til at respektere hende, med et stænk af frygt. De unge spejdere turde dårligt at se hende i øjnene. "Rådet er ungt, de ved endnu ikke hvad der er godt for dem..." Knurrede hun, som bitterheden spredte sig på tungen. Toorah havde frivilligt forladt sin post som enevældig hersker over Elverly, for at få rettet op på et mytteri i hendes bagland, en handling som var så absolut nødvendig for ikke at få blakket Nattefrost-slægtens ry og rygte. Hun vendte blikket ud gennem skydeskårets kant, udover Elverlys skove "De glemmer at Elverly var halv størrelse af hvad det er idag, da jeg tiltrådte posten!" Knurrede hun indestængt, som hun endnu engang fortrængte alle følelser og henfaldt i en komplet neutral mine, frustrationen afstedkom primært deres forskellige politiske ideologier, som dog var noget forskellige. Toorah havde ikke opnået succes fra den ene dag til den anden, hun havde ledt landet konsekvent og uden at være nervøs for at få blod på hænderne. 
I en langsom bevægelse vendte hun sig endnu engang mod Zahinael som hun gav et let nik mod Frosthjems prægtige bygninger "Kan jeg friste med et krus varmt honningvin indendørs?" Hun trængte til at komme ud af blæsten og kulden og selvom hun ikke var et øjeblik i tvivl om dæmonens resistens mod vind og vejr, var det trods alt at foretrække at dele ud af sine politiske holdninger på lidt mere privat maner. Uden at høre hans mening, trådte elverkvinden forbi den høje menneskelignende skikkelse, og ned mod hendes private gemakker 

Toorahs tanker kunne være taget direkte ud af Zahinaels egne. Politik var meget bedre at diskutere for lukkede døre - selvom vindens piben også ydede et ganske fint skjold mod nysgerrige ører. 
"Du glemmer, at mit virke er i det skjulte," sagde han og genoptog den mindre politiske diskussion, mens de bevægede sig ned ad trappen. "At flå huden af dem ville næppe gøre dem i stand til at komme de steder hen, jeg har brug for de er. Jeg vil overveje at give dem samme frisure eller tage snippen af begge ører. For dig, kære, så du ved, at de er mine. Du ved, jeg ikke holder dem, medmindre de er brugbare."

Det var noget af et skift at komme indenfor. Stormens rasen blev lukket ude af den solide dør, og gangene inde i borgen virkede foruroligende stille til fordel for udenfor. Lave hvin kom fra vinduernes kanter, hvor utætheder var opstået, men snart var disse også lagt bag dem, og en knitrende pejs kunne tø dem op. Zahinael lod dog sin frosne kappe blive uden for Toorahs gemakker - den ville nok skabe en mindre sø under sig, når den først begyndte at tø.
"Rådsmedlemmerne er jo ikke just unge," sagde han så og tog plads, hvor Toorah anviste det. "Men Rådet i sig selv er. Er det deres ledererfaring, der holder dem tilbage?"
Samarbejdet havde været så meget lettere, mens Toorah havde siddet på posten. Nok tog hun imod tilbud fra både Lyset og Mørket alt efter, hvem der gav hende den bedste handel, men det kunne Zahinael faktisk ikke fortænke hende i. Dette var ikke hendes krig, og sad han på sidelinjen, ville han uden tvivl have gjort det samme. Sabbatin havde ikke været den bedste leder til at se det og tilbyde Toorah bedre ting, de gange hvor Lyset havde overbudt dem, og desværre var lederskiftet til Merihem sket efter Toorah havde afstået sin post. Åh, hvor ville Zahinael gerne se den flammehårede elverkvinde på toppen af Elverly igen. Hvilken storhed, der så kunne skabes. Hvilket fald, Lyset ville lide.

Der gik længe inden Toorah svarede, hun havde lært det nu, hun havde vitterligt al tid i verdenen, der var absolut ingen grund til at forhaste sig med noget, slet ikke i selskabet af en dæmon. Som hun trådte ud på den stenede gårdsplads og sneen gav efter for hendes støvler med en søgelig klagen. Så skævede hun ud fra hætten med det lille skælmske smil de fleste kendte hende for. "Men det ville glæde mig" Startede hun ud, uden at trække så meget som en mine. Der var i sandhed få ting der kunne sætte Toorahs vrede fri som mørkelvere, måske var det ren natur at de to racer måtte gå i klinch med hinanden, måske var Toorahs opdragelse ekstra striks på det punkt, hun anså dem i hvert fald ikke som personer, nærmere kuede husdyr. "Du ved jeg ikke kan lade dem så meget som komme i nærheden af vores grænser. En trimning af dine bæster ville dog varme mig umådeligt!" Hun hævede de røde veltrimmede bryn "Så ville jeg jo vide hvor hovederne skulle sendes til!" Hun trådte indenfor i stenhallerne, der dog endnu bar præg af den elviske kultur. Det var dog tydeligt, at de tidlige bygninger var udstykket i et noget mere hårdt design end hvad man kunne forvente at finde dybere inde i Elverlys skove. De massive søjler som bar hvælvingerne i de store åbne haller var udhugget med smukke men simple mønstre, mens gulvet var lagt i marmor og ikke træ. Hallerne var præget af  kaminer, med åbninger så høje som en elver selv, hvorfra ilden brændte ud fra gnistrende sorte sten.
Som de nåede til en anseelig metalbeslået dør, trak Toorah ligevel den store kappe af og hang en tydeligt tiltænkt knage, inden hun trak døren op der gav sig uden at knage det mindste. På den anden side lå hendes gemakker, detaljerede kort prydede væggene, mens tunge bøger stod på ræd og række i høje udhuggede marmorreoler. Også her buldrede en åben ild, varmende stenfætningen op.
Med sin kontrollerede kropsholdning anviste den høje elverkvinde Zahinael til en af de højryggede stole, inden en ung elver stak hovedet ind og stillede to krus som Toorah ikke var længe om at samle op. Den unge knøs var dog ikke sen til at kaste et indgående blik på dæmonen, som døren lukkede efter ham.
Med en skarp bevægelse satte den rødhårede elver sig i den anden højryggede stol, som hun placerede de dampende krus mellem hende og den slanke skikkelse, så slog hun blikket op på ham, ladende disse grænske ham indgående. "Nej, ikke deres ledererfaring" Toorah løftede kruset til læberne, den lune alkohol nåede hendes næsebord, medbringende en brændende fornemmelse helt ned i svælget, som hun tog en tænksom tår "Deres manglende ambision, manglende blodtørst og uendelige frygt for at få beskidte hænder gør!" Hun tav, alene tanken om at der var iværksat at opføre en by til halvelverene var nok til at puste til Toorahs indre ild, stod det til hende, ville det være præcis dér, hun udførte årets kommende halvelverjagt, dog holdt hun tand for tunge, for nu. Der var ingen grund til at kaste om sig med intern information. "Så Zahinael, jeg antager du ikke kun er her på grund af en enkel sølle mørkelver?" 

Der var noget over Frosthjems overdådighed, der mindede mere om Obisidianslottet end Elverly. De mørke vægge, de store kaminer. Måden ens fodtrin rungede ud gennem gange og højhvælvede lofter på. En dag måtte han vise Toorah hvilket overdådigt palads, Merihem havde hævet fra havet, men det var næppe nu, mens alliancerne stod svagt og der ikke skulle findes en grund til at se skævt til Nattefrostfamilien - og måske også, når Luna var kommet sig, og de faktisk kunne flyve hele vejen. Turen på hesteryg var ikke kun besværet af havet, der lå mellem fastlandet og øerne, men den ville også tage alt for lang tid. Og det endda for væsner, der burde have tid nok i livet. 
"Hm, ikke kun en død mørkelver. Det var måske mere min undskyldning," svarede Zahinael med et skævt smil og et sip af den brændende te. "Det var også for at se dig, Toorah. Måske snakke lidt om fremtiden."
Han tog en dyb indånding og lod varmen brede sig i kroppen fra maven og halsen. Pejsen var godt i gang med at tø støvlerne, som også var ved at lave en mindre pøl under hælene. Dog nok væsentligt mindre end kapperne ude på gangen ville producere. Koppen blev flyttet mellem hænderne, mens han overvejede sine næste ord.
"Jeg har ikke været på besøg længe. Et var, at Elverly fik ny ledelse," Det var den pæneste måde at sige det på. "Noget andet var, at vi også fik ny ledelse. En ny, meget mere kompetent en af slagsen. Selvom du måske ikke selv sidder på toppen, tænkte jeg vi kunne snakke lidt om fremtiden alligevel. Hvordan vi hver især kan... hjælpe hinanden."
Smilet blev bredere og tekoppen hævet som en lille skål.

Den tidligere leder gav et fnys fra sig, nej, det tænkte hun nok. Der skulle mere end en simpel fodtusse til at få Zahinael hele vejen Nordpå, selvom hun ikke var i tvivl om hans glæde for skovelverenes mørkhudede slægtninge. De var bedre soldater end menneskene, typisk mere smidige, hurtigere, lettere til fods for slet ikke at snakke om udholdenheden. Selvom Toorah hadede dem af hele sit hjerte måtte hun anderkende at hun forstod hans præference når det kom til simple soldater.
"Ah, jaså, jeg er yderst smigret" Hun sippede til den stærke te, uden at flytte blikket fra dæmonen, det var ikke atypisk at Toorah blev opsøgt af alverdens generaler, ledere og andre højtstående fra henholdsvis både Lyset og Mørket, men det var sjovt nok stoppet efter hendes fratrædelse. Ydermere virkede tisspunktet sært, der var ingen umiddelbare vendepunkter eller åbenlyse slag der stod for skud, ikke af hvad elveren vidste af og hun kom endda væsentligt mere ud nu, end hun gjorde på sin topposition. Alligevel lod det til at dæmonen overvejede sine træk nøje, en sær observation for en s gammel og hærdet som ham. Langsomt og observerende fugtede Toorah sine læber, inden hun rakte sit krus mod hans til en skål, hun sad rankt i stolen, som slappede hun slet ikke af, men sandheden var, at det var hendes normale positur, det var en sand sjældenhed at se Toorah slænge sig på nogen som helst måde.
"For fremtiden ja..." Hun tog en tår af kruset, inden hun stillede den kune drik fra sig, varmen fra ildstedet lunede hendes kinder, så det prikkede i huden, fremdragende en rosa farve efter at hun havde stået ude i kulden, et af de tydeligeste tegn på at kvinden faktisk var i live. "Så, nogle visioner Zahinael? Jeg hørte om en hvis mængde angreb forskellige steder i landet? Næppe noget du har med at gøre, hm?" Hun foldede hænderne i skødet, observerende. "Det er heller ikke mange måner siden jeg så skibe sejle langs vores kyst..." Hun vippede hovedet en kende nedad, ladende de røde øjne blive en kende mere indgående "... De bar jeres flag" Havde skibene sejlet forbi Elverly havde det været én ting, men et af dem havde været dumme nok til at gå i land, hvilket havde udviklet sig til et problem Toorah og en håndfuld mænd selv havde måtte tage sig af. Den kvindelige elver havde efterfølgende præsenteret problematikken for Rådet, der ikke havde virket synderligt imponerede, deres tab i sandhed.

"Vi er næsten naboer nu, Toorah," svarede han med et venligt smil - så venligt som det blev fra ham. "I vil ikke kunne undgå at se vores skibe af og til. Desuden presser vi alt, der offentligt støtter dronningen, og det nye råd... Ja, jeg behøver vist ikke fortælle dig om dem."
Deres skibe raserede kysten så meget de kunne komme til. Pressede Lysets ressourcer til det yderste for at holde dem på tåspidserne. Der skulle ikke være tid til hvile for nogen, og det skulle deres langskibe nok sørge for. Selv fiskerbådene fik ikke lov til at komme særligt langt ud, før Mørket truede med sit sejl og jagede dem ind mod land igen. Hvis fiskerbyerne fik færre fisk med ind, ville de sulte. Det ville resten af landet også, når karavanerne bragte mindre mad ind i landet. Næste år ville de ramme de kystnære marker inden såning, så der ikke kunne gro noget. Alt imens de selv sad på en klippeø i et utilgivende farvand. Lyset måtte komme til dem med deres flåde eller have udsigt til en rigtig stram vinter næste år.
"Nej, hvis vi bare kunne begynde at samarbejde lidt igen, så ville vi nok godt kunne finde ud af at lægge et par ruter om," tilføjede han. "Jeg må virkelig sige, jeg ærgrer mig over, at det ikke er dig, jeg skal forhandle med om den slags mere."
Tekoppen var tom, og han satte den fra sig og lagde det ene ben over det andets knæ. Masserede sin lægmuskel, der var sammentrukket og øm efter den lange ridetur. Det gjorde ham ikke så meget, men han vidste, han skulle tage sig godt af sin krop, skulle han ikke ende som Gabriel, der måtte skifte hver tredje måned. Hvad han udsatte den for at modbydelige ting havde i det mindste holdt sig væk fra virkeligheden på det seneste. Et lille smil ved mindet krusede hans læber. Dét havde været en oplevelse, der ikke lige blev glemt de næste tusind år.
"Hvad angår visioner... Visioner og drømme. Vi har haft nogle spændende, spændende drømme i Mørket på det sidste," sagde han og lod sætningen hænge mellem dem. Hvor meget information, Toorah skulle have nu, afhang af hendes reaktion. Nok kendte Zahinael Toorah, men han kendte ikke alle hendes relationer og venskaber. Det kunne meget vel være et minefelt at træde ind i, så der skulle trædes varsomt lidt endnu.

Elverkvinden kneb øjnene en kende sammen mod dæmonen, naboer, muligvis. Hun havde ikke just selv set Mørkets base, ej heller havde der været mulighed for at søge dette sted ud, Elverly havde blot startet på at opbygge deres flåde som Toorah trådte af, og sandt at sige, havde hun ingen ide om projektet nu var nedlagt, efter hendes fratrædelse. "Jeg kender krigen Zahinael!" Næsten afbrød hun ham, lidt for godt kender jeg det, alligevel var stemmen rolig og kontrolleret ned til mindste udtalelse, hun vidste godt hvordan tingene hang sammen, og dæmonen hun sad overfor besad et sæt af evner ingen general ville undvære, han var snu og strategisk, evner Toorah i sandhed beundrede. Ingen med hjernen i behold kunne vel lade være. Desværre betød dette ligeledes, at Elverly på sigt ville mangle ressourcer, nok som de sidste  i landet, men det ville potentielt blive et problem. Den gyldenhudede elver lod tungen fugte de lyse læber inden hendes ansigt henfaldt til den neutrale maske hun var så kendt for, ingen følelser var at finde her, ulæseligt for det blotte øje. "Jeg antager ikke i har søgt tilflugt et frugtbart sted..." Der var ingen dømmende tone at finde, ej heller var der hån eller spot, blot tør konstantering. "Med nedbrændinger i hele landet, sultende bønder, manglende ressourcer, hvordan forestiller du dig at brødføde dit eget folk?" Hun lænede sig tilbage i stolens sæde, men ikke som en magelig kat, nærmere ganske overvejende. Hun lagde benet over det andet, der var naturligvis ét svar på det spørsmål "For selv hvis du bruger Elverly med vores mange ressourcer, har vi næppe nok til at holde mørkets hær ved lige!" Det var langt hen ad vejen sandt, primært fordi mange af mørkets rustninger var tunge, energikrævende at bære rundt på. Toorah havde aldrig været narvøs for at tage tyren ved hornene og tale ligeud af posen, en kvalitet hun selv satte meget pris på, her var der ingen kat om den varme grød, det var åbenlyst, at dæmonen selv havde tænkt tankerne.
"En ærgerlig sag, i sandhed. Du må fremlægge dine argumenter for Rådet..." Hun vendte sine håndflader opad, visende at sagen var ude af hendes hænder "... Det lader ikke til at mine holdninger er velkomne der mere!" Nej, det var ikke just en varm velkomst hun havde modtaget sidst hun havde tilbudt sin viden og ikke mindst fremstillet et simpelt krav.
Toorah tog en dyb indånding, inden hun tømte sit eget krus som blev stillet tilbage på bordet med en unaturligt langsom bevægelse, hun tyggede på hans sidste sætning, vendte den i hovedet nogle gange, det var tydeligvis en hentydning. "Jaså?" Kruset blev skubbet de sidste centimeter med hendes fingerspidser, inden hun rettede blikket mod dæmonen endnu engang, en uro, der ikke viste sig på ydersiden groede i hendes mave "Noget af særlig interesse?" 

"Måske dine holdninger ikke er så langt fra alle i Rådet," svarede Zahinael, uden at specificere, hvilket et af spørgsmålene, han tog op. Det hele hang jo sammen i sidste ende. "Jeg drømte lidt om en fin, lyshåret elver, der bestemt mente, at tortur ligger i jeres kulturarv. Det havde jeg ikke troet, jeg skulle høre fra andre end dig, min kære Toorah."
Han smilede blot ved mindet. Hvordan Yume'Ave havde revet ham fra hinanden, druknet ham i tjære, spiddet ham på et lyn og i sidste ende selv bukket under og havde grædt i hans favn. Det havde været en fantastisk måde at bruge sin nat på, og han var allerede begyndt at fortryde, at han havde sagt til Yume'Ave, at han ikke ville besøge hende, så længe, hun holdt sin del af aftalen. 
"Hvad angår krigen, ved du, vi ikke er dumme, Toorah," svarede han, men blev faktisk nødt til at bide de ord i sig igen. For Sabbatin havde godt nok ligget over den grænse, der var til at undskylde, lidt for længe. "Eller, det ved du måske ikke. Sabbatin er død - eller så tæt på som han kommer for nu i hvert fald. Endelig har vi et kompetent lederskab at støtte os op ad. Selvfølgelig brænder vi ikke alle markerne - det er ikke gavnligt for os. Når alliancerne falder på plads, må vi se, hvem der brænder."
Det var ikke Zahinaels beslutning, hvem der skulle brændes. Det var Merihems, og Zahinael overlod gladeligt valget og dømmekraften til ham og Ethelihn på den front. Selvom generalen blot var et menneske, havde hun en strategisk forståelse på højde med en værdi race, og det skulle ikke underkendes. Zahinaels egne spidskompetencer lå andetsteds - i spionagen og informationen, i infiltration og snigmord. Og selvom der havde været en skjult trussel i hans sidste ord, kunne Toorah ikke gøre så meget ved det. Hun var ikke Rådet, men måske havde hun adgang til deres ører.

Den rødhårede elver sad stille et øjeblik, der var mange personer at gennemgå i hendes hoved, men kun én kunne passe med rådet, med mindre han havde fundet en drømmemager der ville lade ham gå til Daeralda, og hun var forhåbentligt lige så godt beskyttet i sin søvn som Toorah havde været da hun boede i Skovfortet. "Yume'Ave har blodige tendenser!" De ligger bare langt væk. Toorahs ansigt forholdt sig stille, som den maske hun havde formet, selv øjnene nå næsten døde hen. Bag dem dog startede stormen. Toorah var ikke så tæt med Yume som hun havde været engang, hun havde med vilje skåret alle bånd og relationer da hun for snart 100 år siden blev valgt som enevælgig leder at Elverly og fik titlen som Taurn Edhel. I al den tid gik hun uden nære relationer, elskere og familien blev udelukkende besøgt på et minimum. At lukke nogen ind tæt på var risikabelt, ikke kun fordi man bandt sig for tæt til et andet væsen, man serverede ligeledes sine svagheder på et sølvfad for udefrakommende kræfter. "Sig mig, du regner vel ikke med at hun kan gøre noget for jer?" Fortæl mig mere. For første gang hævede Toorah øjenbrynene, hvad end der var foregået skulle hun nok finde ud af det, men hun havde ikke i sinde at lægge stærkere våben i  hænderne på Zahinael end højst nødvendigt, den slags fordelte man under en forhandling.
"Ah ja, det høre jeg en lille fugl synge om..." Aproprops tortur, så var det faktisk en skræmmende almindelig handlig nordpå, og Toorah selv havde stået i spidsen for adskillige henrettelser for ikke at snakke om forbiløbende soldater der i sandhed ikke hørte til i Elverlys skove "...Dæmon i spidsen, det er et interessant valg..." Elveren lod albuerne hvile tungt mod de robuste armlæn, som hun samlede kun fingerspidserne foran hendes hage og hvilede tungt kæben mod de strakte pegefingre "... Jeg mener, alt det kræver er vel i teorien én stærk mentalist, få fat i deres rigtige navn, så har man mørket i sin hule hånd?" Hun sank blikket til hans brystbasse, bed sig forsigtigt i underlæben, som fantaserede hun kort om scenariet. Hun kendte i hvert fald til én elver så stærk i sin mentalistiske magi at det havde drevet hende selv udover kanten, grænsende til det ene vanvid. Desværre var hun som mange andre løse kanoner, landsforvist for tiden. Det kunne Toorah så takke sig selv for nu. Hun rettede hovedet op i et ryk, ladende hende genfinde øjenkontakten med dæmonen.
"Som sagt Zahinael... Jeg kan ikke gøre noget for dig, jeg har ikke rådets øre, vi lader til at have... forskellige politiske tilgange, skal vi kalde det det?" Hendes arme faldt dovent ned i skødet "Men du kan sikkert få lov at ønske en audiens, ligesom alle andre skal disse dage!" Toorah bed tænderne sammen, det passede hende dårligt at blive anskuet så lavt at de nye magthavere, men der var i sandhed kommet andre boller på suppen de sidste år 

Zahinael betragtede Toorahs blanke, kolde maske indgående. Han kunne godt lide den, selvom han nu også holdt af at se den bløde op. Sidstnævnte skete som regel ikke, mens de snakkede politik. Til hendes spørgsmål om Yume'Ave, smilede han blot og rystede en anelse på hovedet. Nej, han kunne ikke som sådan gøre noget for Mørket. Hun kunne være en lille vej  for dem og en lille brevdue. Og for ham... For Zahinael selv kunne hun være den ypperste læremester, han kunne opdrive.
"Jeg kan lære meget af Yume'Ave," svarede han. "Den erfaring, hun bærer, kan hun vise mig i drømme. Og du ved vel, hvordan jeg laver dem her."
Mellem pege- og tommelfinger voksede en lille gråhvid essensbobbel frem. Fyldt med mindet om den smerte, Yume'Ave havde givet ham. Denne var den trykkende is, for kulden uden for havde mindet ham om det hele dagen. Meget andet, hun havde gjort, havde været meget mere brugbart, men heller ikke noget, han ønskede at fremmane lige nu - det ville være spild af chakra. Han vendte den i hånden, mens han talte videre og tog de andre emner op, Toorah havde bragt på banen.
"Mhn, en simpel dæmon som jeg selv kunne måske lokkes til at sige sit navn for en sådan mentalist," svarede han næsten lige så drømmende som Toorah havde været - hun havde været fokuseret på hans brystkasse, og hans blik var fanget af essensboblen. "Dette er ikke tilfældet med vores nye leder, det kan du vide dig sikker på." Mere behøvede han vel ikke at sige. Ærkedæmoner var bare af en helt anden kaliber. "Og du kan tro, det ikke var noget valg. Hos os er vi ikke så nærsynede, at vi lader folket vælge lederen. Var Elverly lige så klarsynede, ville de også have beholdt dig på posten, Toorah."
En let sviner af elverne og en stor ros til Toorah. Med hende på toppen kunne alle være stærke. Selv mennesker... Nej, de ville være døde. Men udover dem ville folk være stærkere under Toorahs ledelse. 

Selvom tankerne bragede derudaf omkring hvordan i alverden det var lykkeds Zahinael i første omgang, at komme i kontakt med Yume'Ave, viste det sig ikke det mindste på det glatte ubekymrede ansigts af Toorahs, i stedet gled de røde øjne ned på den mælkehvide bobbel der blev fremmanet mellem dæmonens fingre. Hun havde hørt om hans magiske kunnen, men aldrig set det, ærligt lå mindet om fortællingen langt væk, hun tillod sig at knibe øjnene en kende sammen som hun studerede boblen indgående. Huskede hun rigtigt var dæmonen i stand til at indgyde smerte, i en sådan grad, at det ville få de fleste til at tigge om nåde. "Jaså, jeg antager at Yume'Aves magi er en sand legeplads for kreative udfoldelser!" Hun vidste det, for hun havde selv været der. Hvad der undrede hende mest af alt var at måneelveren havde ladet Zahinael ind i første omgang. "Ved resten af rådet noget om jeres måneskinsture?" Et skævt smil krusede sig på den rødhåredes læber, det ville næppe falde i god jord hos de fredselskende elvere at en dæmon havde frit lejde til informationer hos et af rådsmedlemmerne, hun måtte hellere få aflagt Yume'Ave et visit, for at få hendes version af historien. Selvom Toorah og Zahinael havde  haft et sublimt samarbejde flere gange gennem årene, var hun klog nok til ikke at indlade sig på alt hvad der kom ud af munden på ham.
"Åh, det er næsten en skam. Det ville ellers være fristende..." Toorah rettede sig op endnu engang, ladende det ene ben falde på plads i en kontrolleret siddestilling mens øjnene søgte den buldrende ild i den store gabende kamin "Det havde naturligvis ikke ladet positionen være optaget længe!" Hun trak på skuldrene, hans ord fik hende til at slå et let perlende latter op, som hun igen tildelte ham hendes ufravigende opærksomhed "Åh Zahinael, det er ingen hemmelighed at jeg er dybt uenig med mange af de valg der bliver truffet for tiden, men sandheden er, at jeg gør det, jeg gør bedst her, som soldat..." Hun nikkede, årene på toppen havde gjort hende blød i betrækket, en form der nu igen var trænet til det maksimale af hendes ydeevne, tvingende hende til at forkaste de fleste af hendes gamle kjoler, eftersom de efterhånden strammede for meget over hendes skuldre, bryst og arme, der var tilbage i deres soldaterform. Et sultent skær gled forbi hendes blik "Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft så meget tid til at jage de besudlede halvblodselvere... Uden mig her havde dine enheder nok også været mere intakt!" Hun smilede skælmsk "Ingen fornærmelser, selvfølgelig!" 

"Alt forladt," svarede Zahinael med en viften med hånden. "Selvom jeg nu foretrækker mine folk intakte nok til at de kan udføre deres arbejde." 
Det var ikke just tilfældet for den uheldige mørkelver, der var endt for enden af Toorahs klinge tidligere. Det havde sikkert været en smuk jagt og en modbydelig død, men Zahinael var nu én mand i underskud og det var lige efter en åben krig mod dæmonerne, som havde kostet dem alt for dyrt. Så dyrt, at Lyset på spionfronten stod langt bedre end Mørket og gode, nye rekrutter var svære at opdrive.
"Rådet ved så vidt jeg ved ikke noget," svarede han køligt og smilede som om han snakkede om et godt venskab mellem sig selv og drømmeelveren. "Det er helt op til hende, hvad hun ønsker at dele med dem - der kan jeg forsikre dig om, jeg ikke er den eneste, der optager lidt plads på en hemmelig hylde. Og nu må du endelig ikke misforstå mig, Toorah. Jeg har ingen magt i drømme, og jeg har ikke skadet Yume'Ave på nogen måde - ej heller har jeg i sinde at gøre det."
Han foldede hænderne foran sig og rullede skuldrene lidt i deres led. De stive muskler løsnede sig endelig i varmen fra kaminen. Det eneste, der ikke var påvirket af ildens knitren, var umiddelbart begge parters isnende masker.
"Yume'Ave åbnede sin fantasi for mig," afsluttede han. 
Det var vigtigt, Toorah ikke tog hans besøg her som en trussel mod elverfolket. Al tvivl skulle elimineres om, at han havde skadet nogen, hun holdt af - eller bare nogen, hun havde en forpligtelse overfor. Sådan noget kunne altid gemmes til åben konflikt, og der var de ikke med hinanden. Zahinael håbede, det aldrig ville komme dertil med Toorah. Det ville være et stort tab for verden, hvis hun skulle fjernes.

Dæmonens afværgende håndbevægelser fik antydningen af et reelt smil frem på de lyse rosa læber, som elveren trak på skuldrene. "Aah ja, gør vi ikke alle det?" Hun fugtede læberne som smilet forsvandt som dug for solen, bekræftende hende i hendes teori om, at mørkelverene næppe var så vigtige for mørket som de gerne selv fremstillede det. "Det er vel i og for sig blot at lave flere. Hvordan slap avlen egentligt ud af jeres greb i første omgang?" Toorah hævede brynene, oprigtigt nysgerrigt. Ofte forblændede hendes had til den besudlede race hende for at huske, hvordan det hele var startet med at fremavle dem i første omgang. En gerning hændt under mørkets kontrol, engang for længe længe siden, det fremstod så uendeligt ligegyldigt nu. For nu var problemet her og ikke blot i mørkets hær, som en pest havde det spredt sig over hele landet, mørkelverenes blod.
"Elvervin?" Toorah rejste sig i en lang glidende bevægelse fra den store stol, hun kunne mærke lysten tiltale hende fra det bagerste af tungen, som hun i nogle lange skridt gik forbi dæmonen og hen til en karaffel på et andet lille bord. Herfra hældte hun med garvet hånd to højstilkede glas op, inden den kom tilbage på plads og den rødhårede kvinde igen befandt sig foran dæmonen. Hendes beklædning var simpel men elegant under kappen, et par lange sorte kjolebukser var suret fast fra livet og hang ellers løst, som et skørt, fra hendes hofter, mens en tætsiddende grøn skjorte afslørede den fine fysiske form hun havde fået igen efter årene tilbage i uniformen.
I en rolig bevægelse rakte hun det ene glas frem mod dæmonen, inden hun vendte tilbage til den højryggede stol, overvejende ladende de røde dråber glide ind på tungen. "Jaså, jeg kunne naturligvis ikke forestille mig andet..." Startede hun ud, som de røde øjne naturligt fandt dæmonens gennemtrængende isblå "Jeg undredes blot over hvorfra hun kender dig?" Det krævede noget for Yume at invitere folk ind, for at være ærlig kunne Toorah ikke længere mindes hvad det præcis tog for hende, men det var ikke nok med et let rygte eller en flyvsk tankestrøm "Siden hun så villigt lukkede dig ind..."

"Mhn, vi har en fælles bekendt," svarede Zahinael kortfattet, inden han tog imod vinglasset med et "Tak som byder."
Han sippede til vinen og betragtede Toorahs figur. Hun fik vist noget mere tid til at løbe rundt i skovene nu end da hun sad som leder af Elverly. Ikke at han misundte hende den del - kun det faktum, at det gjorde hendes krop muskuløs og tonet. Jo mere fysisk arbejde Zahinael selv lavede, jo mere senet og udhulet, forekom han bare. Som om, der ikke rigtig var plads til musklerne i de lange, tynde lemmer, så de blev aldrig store og intimiderende. Den del måtte han klare på en anden måde. Ligesom elegancen ikke var hans stærke side, og det blev pinligt åbenlyst i sammenligning med en elverkvinde som Toorah. Der var en grund til, at han dækkede sin krop i de fineste brokadeklæder, han kunne opdrive - de vejede lige som op for det, hans krop ikke kunne udstråle i sig selv. Højden havde han i det mindste på sin side, ikke at det var noget man mærkede som en fordel, når man besøgte elvere.
"Avlen var aldrig rigtig mit bord," svarede han med et smil. "Jeg havde mere noget at gøre med de forslag, der blev brugt til at udvikle de første. Der er sikkert blandet noget dæmonblod i nogen af dem - du ved at vi som race avler som om en anden kortlevende race ville gøre det -" Ikke at det var tilfældet for Zahinael selv. Han havde lidt svært ved at finde den slags mere interessant end sit arbejde. "Så at slippe dem løs på verden har sikkert blot medført lidt ekstra derude. Da der kom mange oprettede vi jo også bosteder til dem, så de ikke skulle fylde så meget i kælderen. Hvis jeg kender opdrætterne, slap de næppe ud af vores greb, men blev snarere sluppet ud."
Et saligt, halvt drømmende udtryk gled over hans ansigt, mens han tænkte på nogle af de første mørkelvere og arbejdet med at få dem udviklet. I retrospekt burde han have været mere inde over hele projektet, men han havde haft travlt med andre ting. Han havde altid travlt med andre ting.
"Så sig mig, Toorah," spurgte han og rev sig ud af tankestrømmen. "Hvad får du tiden til at gå med heroppe, når der ikke lige kommer en forvildet mørkling forbi grænsen?"

"Virkelig?" Et nærsen overrasket udtryk fik lov at strejfe elverens porcelænsmaske som de røde øjne indgående studerede dæmonens egen hærdede ansigtsstruktur, hun mindedes ikke at Yume'Ave var den udfarende type, mødende fremmede fra nær og fjern. "Forkæl min videnslyst, og fortæl mig hvem?" Hun hævede brynene en kende, langsomt og tålmodigt, ladende ham se en fraktion af den nysgerrighed som ellers tordnede under den lyse hud. Elveren hævede vinen til læberne, som hun tog en grådig tår, det var sjældent at hun lod sig beruse, men et glas af den velkendte elvervin var aldrig helt af vejen, slet ikke når sneen lå så tyk som nu, og druernes velmagtsmåneder virkede så langt væk. Det var naturligvis tidens løgn, for elverfolket var en sæson blot et åndedræt væk.
Dæmonens næste ord fik hende til at stoppe op, frosset kortvarigt i den position hun befandt sig i, af og til lod hun Zahinaels sande natur gå hende glemt, udelukkende baseret på hans leveår og rolige frembryden. Ordene fik en væmmelse bragt frem, kortvarigt, men nok til at hendes næsefløj vibrerede kortvarrigt "En skændsel var det, Zahinael!" Hun åndede kort ud, findende den utrykkelige ro hun var så kendt for "En jeg har valgt at lægge bag mig, men en skændsel intet mindre!" Den tidligere elverleder vippede hovedet på sned, alene tanken om processen der havde skulle til at korrupere de tidligeste mørkelvere var kvalmefremkaldende. Alligevel levede Toorah i en verden hvor de elvere i sandhed fortjente deres skæbne, de havde selv valgt at lade sig slavebinde af mørket ved et håbløst oprør mod elverfolket, og hvad vigtigere var, meldte myterne og historierne intet om at det skulle være Nattefrostelvere der var stukket af med en fjollet idé om en ny ideologi. Når alt kom til alt ændrede det selvfølgelig ikke på at det korruperede blod måtte jagtes ned og myrdes. "Jeg må påpege at det var en utrolig fejl, når de nu endelig er her, er det i og for sig uudnyttede ressourcer for jer at have dem rendende rundt, for ikke at tale om ekstraarbejde for nogle af os andre!" Hun lænede sig tilbage i stolen, den nuværende avl på mørkelvere kunne ikke være hende mere ligegyldig, man kunne dårligt kalde dem elvere længere.
"Åh..." Skiftet af samtaleemne var i virkeligheden ganske kærkomment "Det ville være løgn at sige at jeg ikke er opendt med en masse tid på mine hænder..." Hun trak på skuldrene i en magelig mine "Men når det så er sagt er der vist en flok mennesker der pludselig mener at vi har fået ret til noget af deres jord, ynkeligt, men nok til at jeg har øget grænsevagterne her nordpå, det hele skal jo passes..." Toorah lod begge arme falde ned på armlænene i en rolig bevægelse, som var menneskene hendes mindste bekymring "Desuden passer bygningsværkerne ikke sig selv heroppe nordpå, grundet stenbygningerne er der rigeligt at vedligeholde, jorden er hårdede at opdyrke end de var sydpå, men det er ladesiggørligt med nok arbejdskraft..." Den rødhårede elver tog et langt drag af sin vin, tiltrængt "Og du? Udover at bygge en flåde?" 

Fordi Toorah fortsatte, lod han det eneste svar til nysgerrigheden over hans og Yumes fælles bekendtskab, være en let trækken på smilebåndet. Nej, den hemmelighed ville hun ikke få fra ham. Han havde trods alt givet Yume'Ave sit ord på ikke at videregive den information. Måske med lidt helt ville Toorah udspørge Yume'Ave, og hendes omgang med den så forhadte race kunne komme op til overfladen. Åh sikken splid, det ikke ville skabe. Så længe Yume'Ave forblev i live. Hun var yderst værdifuld for ham i øjeblikket, men det betød ikke han ville undlade at skabe kaos omkring hende. Elverly kunne godt tåle lidt destabilisering. 
"Og der kan vi være enige om uenigheden," kommenterede Zahinael kort på den følelsesladede tale imod mørkelverracen. Han var nu godt tilfreds med tingenes tilstand på den front.
Fortællingen om de grådige mennesker var ikke ny for ham. Han havde længe haft planer om at prikke lidt til Erneyll. At han var endt med at skulle slå Athelstan grundigt oven i hovedet med meget åbenlyse og ikke særlig diskrete muligheder, var så noget andet, men nogle gange måtte man tage, hvad man kunne få - også når dette var en halvdum snothvalp som ham.
"Ah ja, altid de Erneyll, ikke sandt?" kommenterede han blot og hævede sit eget glas, inden det ramte hans læber. Elvervin var uden tvivl en af grundene til, at han aflagte Toorah personlige visits og ikke fandt en eller anden form for langdistancekommuniktion. "Mhn, udsøgt. Jeg bygger skam ikke en flåde, Toorah. At du overhovedet kunne tro, at jeg har noget som helst at gøre med de militære operationer, pfft, du ved da, generalen er alt for stolt til den slags. Nej, jeg besøger blot gamle venner og genopbygger, hvad vi mistede i Kzar Mora. Åh, nu vi er på emnet, og jeg kender dit had til skabte racer, hvordan har du det så med disse nye dragefødte, der er blevet sluppet ud i landet?"

Toorah lod ikke blikket slippe dæmonen foran hende et eneste sekund, som det røde blik borrede sig ind i hans isblå synsorganer. For mange dødelige ville den slags kontakt med alt sandsynlighed blive ualmindelig ubehagelig, men Toorah ledte efter noget bestemt, en ledetråd eller et hint, men dæmonen var ulæselig og endnu mere frustrerende, var han tavs som graven. Ydermere var den slags kontakt for de fleste elvere mere almindelig, eftersom deres evne til at aflæse hinanden blev bedre med årene, for mange af de gamle i en slægt, kunne de kommunikere med meget få ord, udelukkende benytende sig af et enkelt blik. Til sidst, som det gik op for elverkvinden, at der ikke var noget at hente hos den ældre dæmon tog hun et enkelt langt åndedrag, inden hendes ben endnu blev lagt over kors. 
Hun nippede en enkelt gang til vinen som den blev stillet fra sig, på det lille bord mellem de to individer, "Muligvis..." Toorah gav et hovedkast fra sig, indikerende en afgrundsdyb ligegydighed "Jeg har aldrig gjort mig meget i de menneskelige slægtslinjer, det er vist ingen hemmelighed..." Hun fugtede læberne tænksomt, som forsøgte hun at genkalde sig noget af vigtighed der var forekommet ved forhandlingerne om skovområdet, men der var intet at bide mærke i. "Men det er naturligvis heller ikke mit bord længere, jeg tager mig blot af Nordfronten..." Og der var rigeligt at tage sig af, men det var nu sagen ganske irrelevant, hun nåede heller ikke at give sagen meget tænketid inden dæmonen henledte emnet på den nye race, snakken vakte en særlig gnist i de dybrøde øjne "Åhja, naturligvis, men dit kloge hoved var svært at udelukke for så essentiel del af jeres kommende arbejde, hm? Det er da utænkeligt at du ikke som det mindste er blevet hørt..." Elveren hævede brynene en smule, det var sjældent at der faldt noget som helst som mindede om rosende ord af fra hendes læber, men det skete i sjældne tilfælde "Dragefødte, hm, endnu en af jeres kreative påfindelser..." En knagende klagen fra en kævle på ilden tiltak kort elveren opmærksomhed som hun selv lod til at tænke over emnet "Jeg har ikke haft fornøjelsen af selv at møde en, men mit indtryk er da umiddelbart at det er ren muskelkraft, manglende intellekt og kort levetid..." For med et livsspand på godt 500 år blev de jo ikke uendeligt gamle, Toorah var på trods af hendes enorme erfaring, trods alt anset som værende ung endnu. "Vel blot endnu en forfejlet blandingsrace med menneskets utallige fejl!"