Dianthos var noget nøgen på den her årstid. De sparsomme bytræer havde smidt deres blade, og brostenene virkede koldere end ellers. Bindingsværksfacaderne græd fugt i lange, ujævne striber. Himlen var et ensartet, gråt tæppe, så man ikke opdagede, hvor meget af dagen, der var gået, før det var for sent, og mørket kom væltende ind. Markedspladsen havde pakket sammen tidligere end Rhaya havde forventet, og nu gik hun mod undergrunden mens hun gnavede i en stjålen rødbede. Egentlig havde hun ikke det store behov for at småstjæle mere, nu hvor hun som en del af Proteaus rent faktisk havde håndkrystaller til at betale for sådan noget med. Men det lå ligesom bare stadig i fingrene. 
Tøjet var underligt. Hun havde lånt noget, mens hun var på et par dages visit heroppe til planlægningsmøder, og de posende bukser var det, der kom nærmest, hvad hun var vant til fra syden. Den ustyrlige, krøllede manke hang løst om hendes hoved så det ikke var alt for åbenlyst, at hun var elver. En vane, mere end noget andet, når hun befandt sig fremmede steder. Heroppe var slaveri rent faktisk forbudt, så hun behøvede ikke føle sig lige så usikker ved at gå på gaden som en eftertragtet race.

Der var dog altid idioter at finde, og et sted mellem grænsen til den nedre og centrale bydel, fandt en gruppe grødhoveder frem til Rhaya. 
"Smukke kvinde! Skal du ikke med en tur på kro?" lød råbet bag hende efter at have passeret gruppen.
Som om jeg ikke er magnetisk nok i forvejen, tænkte hun med et øjnerul af de problemer, hun forudså ville opstå ganske snarligt. Hun prøvede at holde kæft og se, om det bare gik over af sig selv. Fodtrin bag hende besvarede dét spørgmsål.
"God dag på markedspladsen? Købt noget spændende med hjem til manden?" Rhaya løftede et øjenbryn og skar en grimasse. En af fyrene var løbet op på siden af hende. "Ah, ingen mand, der venter?"
Rhaya stoppede op og så sig om. Fem mænd i alt og en smal, affolket gyde. Ah. 
"I har tænkt jer at rulle mig?" spurgte hun irriteret og lod sin hånd søge om mod læggen, hvor den ene af hendes stave sat fæstnet til støvlen.
"Det var planen, smukke," svarede den første - en smule overrasket over, at hun havde luret det, men ikke villig til at ændre sin plan. Desværre. 
Rhaya trak sin stav. Han var hurtigere. 
Med magi, hun ikke nåede at opfatte, fløj hendes stav ud af hånden på hende, og hans hånd lukkede sig om hendes hals, idet hun blev hamret op imod den nærmeste husmur - der havde et tværgående træplanke lige i højden med hendes skulderblade. Som slaget ramte hende i ryggen, skød hendes egen magiske aura udad. Det magnetiske felt, hun stadig ikke havde fuld - eller nogen overhovedet - kontrol over spredtes foran hende og frastødte al metal på sin vej. Selv sørgede hun nøje for kun at have ædelmetal på sig, så hun ikke i tide og utide flåede ting i stykker, men hendes modstander var ikke så heldig. Han havde op til flere øreringe i samt et par armbånd på, og de blev revet i stykker og ud af huden for at slippe væk fra den magnetiske bølge, Rhaya udsendte. 
"Av for zalan!" råbte han og slap hende, for at gribe efter den kniv, han for få øjeblikke siden havde haft i bæltet.
"Hvad gjorde hun lige?" spurgte en af de andre. Rhaya var endt halvt på knæ og i åndenød, men med et hårdt udtryk i ansigtet og med sin anden stav i hånden.
"Hvad end det var, slipper du ikke godt fra det, tøs," stemte en anden i.
Den første havde genvundet fatningen og hævede hænderne, hvor det ene håndled blødte fra rifter efterladt af de ødelagte armbånd. Hans ører blødte værre. Rhaya havde spildt nok tid, og besluttede sig for at starte kampen den her gang. Hun ville træde frem mod ham, men kom ingen vegne, da en kraftig vind skubbede hende tilbage. Hånden greb fastere om staven, og hun forstod, hvorfor han havde kunnet bevæge sig så hurtigt og slå den første stav ud af hånden på hende. 
De andre nærmede sig fra begge sider, og selvom det var tilfredsstillende at se deres overraskelse over mere metal, der fløj ud af deres hud, gav det dem ikke lyst til at skride. En hånd greb fat i hendes hår og rev hendes hoved tilbage, mens andre hænder kæmpede mod hendes for at få staven ud af hendes greb. 
En knivsæg glimtede i det tiltagende mørke lidt for tæt på hendes ansigt og fortalte hende, at hendes magnetiske felt havde trukket sig indad igen. Ved Haldis, hvor ville hun gerne bare have en flig af kontrol over den lortemagi. 
"Hun er sgu da elver, Karl!" udbrød ham, der havde fat i hendes hår. Hendes arme var blevet låst på ryggen og en eller anden stod på hendes ene fod.
"Vi havde tænkt os bare at rulle dig, snuske. Nu tror jeg ikke du skal slippe så let. Hvad med at kappe et øre?" snerrede ørebløderen, mens han forgæves forsøgte at presse kniven ned mod hendes hud. "Hvorfor zalan virker det her lort ikke?"

Lokker af sky hvide krøller hang ned og skyggede for den irritation, der spillede i de blåviolette øjne, og fik deres røde skær til at slå gnister, nærmest som var det i et forsøg på at generere nok varme til at holde den bidende kulde for døren. Llyon kom aldrig til at blive en ven af de store temperaturskifte man kunne opleve i landets hjerte, desto tættere året nåede sin ende. Det var som et ekko, et indre mantra, da den samme tanke gentagende gange slikkede mod hjerneskallen under den solkyssede pande, farveløst. Hele byen var lige farveløs som en udtømt menneskelig blodpose, efter en vampyr havde efterladt sin midnatssnack livløst tilbage i en gyde, hvis tilkalkede murværk græd flere tårer end byens borgere.
I klædt en madder rød kappe af uld, tykt nok til at holde ham varm og tyndt nok til ikke at hæmme hans færden rundt, var lukket omkring skuldrene. Under gemte der sig lige så farverige klæder. Et indigoblå sæt med en overdel der havde en afstivet hals, asymmetriske orientalske guld broderinger på den ene skulder og det modsatte ærme, i en længde der stoppede en håndsbredte over knæene. Omkring livet, fæstnet til det brede læderbælte, hvilede daggerten med det snoet blad i den ene side og den sandfyldt læderpung i modsatte side. Fødderne var beklæd af sortsværtede læderstøvler. Med sin påklædning, solbrune hud og sne hvide glorie af hår skilte Llyon sig ud som en ledestjerne i alt tiltagende grå mørke, da han bevægede sig gennem det snoede gadebillede. Hen over brostenen, hvis ujævnheder efterhånden var slidt glatte af de mange tusinde skosåler og vognhjul, der i årevis havde bevandret gaderne.
Åndsfraværende drejede han af til forkerte side ned af en smallere sidegade, der ledte ham nærmere den nedre bydel. En kendsgerning han først opdagede omtrent halvvejs gennem gaden. Træt af sig selv, af omvejen han nu måtte tage kørte han sin ene hånd over ansigtet, da hans opmærksomhed blev henledt af et råb længere fremme.

Fornemmelsen havde været der længe før end blikket fandt sig vej ind mellem mandeskikkelserne, til det nøddebrune kvinde ansigt. Han kendte hende, ikke af navn, men han vidste instinktivt at hun var hans. I alt tumulten lod ingen til at have bemærket Llyon's ankomst eller i det han som en natskygge kortede afstanden.
Blændet af sin egen tåge gule grådighed lå blikket fastlåst på den navnløse ørkenelver, mens dæmonen med elegante lange skridt trådte op bag ørebløderen og lagde en hånd omkring den ene skulder. "Hvor er dine manerer, Karl? Sådan at forsøge at stjæle en kvindes øre uden at spørger først? Makabert, syntes du ikke?" stemmen blød, dyb og ildevarselende rolig. "Hvad i Zaladins krøllede rø-" udbrød ørebløderen vredt tilbage og  forsøgte at vride sin skulder fri fra grebet, der strammede mere til jo større modstand der blev gjort, og fik de restende ord til at kvæles i et smertelig jamren. Blikket der ikke havde sluppet solelverens skikkelse af syne, flyttede sig i et ryk mod den af mændene der ikke havde tag om hendes arm. Med en knyttet hånd gjorde han antræk til at løfte armen til et slag, da et advarende "Ah." lød. Det var ikke så meget lyden som glimtet af stjernedaggertens klinke holdt mod Karl's side, der bremsede optrækket til et udfald. "Jeg siger det kun én gang, så lyt godt efter. Slip hende og forsvind.".
"Hvad med du bare passer dine egne sager, og skrider tilbage til ørken?" afvise den selv samme der havde været klar til at sende et slag mod ham, men nu i stedet måtte nøjes med at tvinge en skriggrøn klat frem fra svælget, der blev spyttet mod Llyon's fødder. Uimponeret trak det ene af de hvide øjenbryn sig op ad, før de mørke læber krøllede i et smil grænsende til latter. Fingrene strammede sit greb om daggertens skæfte, hvorefter han med et let pres skubbede den stjerneformede æg igennem ørebløderens lasede klæder, perforerede først hud og dernæst milten inden han i et ryk drejede ægget op ad mod lungen. Lugten af sødligt jern lagde sig tungt i den vinterkolde luft, da Karl sank ned på knæ.
Nonchalant trådte dæmonen forbi den hvæsende mandsperson på jorden, og standsede først da hans skosnuder stødte mod den spyttende af mændenes skosnuder. Højde forskellen betydelig, da Llyon med let bøjet nakke holdt blikket på mandens ansigt og strakte en hånd ud mod mod elverkvinden "Lad os gå.". Øjnene smallede sig en anelse, næsten opfordrende til at den anden eller hans kammerat skulle forsøge at stille sig imod hans påbud en gang til, ved at nægte at slippe hende.

Den gyldne hud etablerede straks den nyankomne som en ven. Noget i bunden af Rhayas sind fortalte hende, at hun hjemme i ørkenen ville have set ham som en højrøvet adelig og dermed en trussel, men her i de regnvandsvåde brostensgader var tøjstilen og hudfarven noget betryggende hjemligt, der trådte direkte ind gennem Rhayas ellers nøje opsatte forsvarsværker. At han gjorde kort process med denne Karl og dermed fik sat sig selv i en magtposition over de gemene røvere, gav også en del point i hendes bog. Handlekraftig og hurtigttænkende. Villig til at hjælpe. Det ville en adelig i Balzera aldrig have gjort - ikke medmindre man var vedkommendes slave, og så havde samtalen med lømlerne været en noget anden.

Lømlerne - dem af dem, der stadig stod på benene - var for alvor begyndt at se urolige ud nu. Før havde forvirringen haft fat i dem, men efter at have set deres ven blive stukket ned, og nu ligge og ralle på jorden, virkede det til kampgejsten fes ud af dem. 
"Det er sgu ik' det værd," mumlede den ene og slap Rhayas arm. 
Den anden så ikke lige så overbevist ud, men nu hvor den første havde trukket sig og Rhayas ene side var fri igen, tog hun til hurtig genmæle. Med et spark nedad mod sin stav fik hun træskaftet vippet i vejret. Det lå i hendes udstrakte håndflade øjeblikket efter, og hun hamrede det kyndigt ned i sin modstanders skuldermuskel. Idet træet sank ned i det bløde sted mellem skulder og hals, gav mandens knæ efter og hans greb i hende slækkedes. Den sidste modstander - ham som den nyankomne ørkenven stod overfor - trådte et skridt til siden og gav plads. Rhaya undertrykte et støn og tog den fremmedes hånd.
Det at komme på benene igen var mere forfriskende end det var noget, der imponerede nogen. Hvis lømlerne havde følt sig små i forhold til ham, skulle de prøve at være Rhaya nu. Hun følte sig som et barn ved siden af, og overvejede et øjeblik, om manden var trådt til, fordi  hun lignede et.
Hun fulgte med med små, hurtige skridt for at følge hans længere ben, og de lod de blødende, rallende og skræmte lømler ligge tilbage i gyden. Sådan noget ville en byvagt sikkert rydde op - ikke?
"Tak," sagde Rhaya, da de var langt nok væk til at hun kunne lægge episoden en smule bag sig. Hun gik dog stadig med staven i hånden. Sådan bare for en sikkerheds skyld. "Dianthos er måske ikke helt så kold, som jeg ellers har oplevet. Jeg er vant til de mere befærdede, sydlige gader. Det kan jeg næsten tænke mig til, De også må være?"
Flot Rhaya, spørg ind til hans udseende og herkomst før navn. Det er sådan, man takker folk for at redde sit liv. Totalt godt.
Hun vrængede ansigt ad sig selv. Det var slet ikke så elegant, som hun havde tænkt det, men det var da en start. Og en tak. Hun burde bare komme tilbage til Proteaus, men at støde på en, der mindede hende om hjem et så fremmed sted var bare lidt for spændende til, at hun havde lyst til at give slip på oplevelsen endnu.