Det var ren rutinesag for Jontar. Beskeden var kommet om, at slavefangerne havde fanget nogle gode kandidater for slavehandlen. Selvfølgelig ville den unge fyrstesøn være tilstede for at se disse kandidater som det første. Fyrstesønnen var jo lidt af en kontroltosse, så selvfølgelig stod han klar i fronten for at kunne se disse indfangede kandidater som den første. Dagens beklædning var lige så overdådig, som den altid var. Lange gevandter i en marineblå farve og i blødt silke. En lille krave kunne kilde den hårde kæbelinje, hvis Jontar valgte at sænke hovedet. På toppen af gevandterne på brystkassen og opefter var et blomstret mønster med ren guld, hvilket også var flere steder på stoffet. Rundt om taljen var et læderbælte med lignende guldmønster. Jontar skulle jo vise sine atletiske former på en eller anden måde. Han var en køn mand, der kunne tiltrække blikke. Gevandterne under bæltet var løsere. Især under knæerne var de blafrende nok til at blotte den solbrune ben. Hvis en hård sydvind ramte ham, ville gevandterne flyve op og blotte de fulde ben. Dog havde husket Jontar underklæder. Det ville ikke være godt for handlen eller slægten, hvis rygter om, at en fyrstesøn og slavehandler valgte at blotte sig intimt på markedet.

Hånden kørte igennem det mørke hår, der i solens skær lige nu havde et mere blåligt skær. I brevet om tidspunktet for, hvornår de ville komme, havde der også stået, hvilken slags kandidater, der var blevet fanget. Én specifik havde sprunget i fyrstesønnnens øjne. Et halvdyr med fugletræk. Halvdyr var altid langt mere interessante, syntes Jontar. Det kunne bare ses på hans egen personlige slave. Udskiftningen fra den kedelige menneskekvinde til Morosa med junglekat træk havde været et af fyrstesønnens bedste valg til dato. Og de solgte bedre, så denne halvfugl var klart den, Jontar så mest frem til at lægge sine limegrønne øjne på.

Iriskan var stadig ikke helt sikker på hvordan han var endt i et bur, i den fjernere afkrog af ørkenen. Han havde været i Medanien, passet sig selv og sit eget. Bløde hvide skyer og havde været den gylde halvfugls eneste selskab, på den høje blå himmel, mens  Rubiniens tørre, varme vinde havde lokket ham tæt på grænsen.
Men ud af det blå, var han blevet beskudt, såret. Hans gensyn med jorden var kommet hurtigere end han havde ønsket. Det næste han huskede var fremmede mænd der krævede betaling for at have læget hans sår. En urimelig pris halvfuglen på ingen måde kunne betale! Mændene tog det ikke pænt. Mindre endnu da Iriskan pointerede den blodige pil de havde trukket ud af ham, var magen til en dem mændene selv bar til deres jagtbuer. 

Det næste han huskede, var ørkenens brændende hede, og en kneble der forhindrede ham i at udtrykke sin utilfredshed med situationen. Halvfuglen var svækket af sit sår og blodtab, og kunne sværge han havde fået flere knubs end hans hastige møde med jorden havde pådraget ham. Mændene havde gjort et elendigt arbejde med at læge hans sår, men Iriskan havde dog en synkende fornemmelse af at de næppe ville lytte til hans klager. 

Nu sad Iriskan i et bur, i velsignet skygge. Såret i hans side blødte ikke længere, og kneblen var blevet fjernet. Han var omtåget, men vågen, og missede med øjnene som han så sig omkring på et.. slavemarked? Åh-oh..
En velklædt herre i blåt nærmede sig, og straks trådte en af mændene der havde skudt Iriskan ned frem for at møde prinsen.
"Deres højhed! Velkommen, velkommen! Er der nogle af vores varer der behager Dem? Vi har en helt særlig slave med i dag, ja, en ganske sjælden en!" med bravor gjorde manden en stor gestus mod burret hvor Iriskan sad "En gylden fugl, og hans er gældsslave, så nem at holde!".

Iriskan kom en anelse vaklende kom på benene i sit bur, og fandt endelig sin tunge "gældsslave?! I skød mig! Jeg skylder jer INTET!!" udbrød han og spyttede efter manden med hvad lidt mundvand han havde tilbage.

Efter en kort tur rundt på slavemarkedet - eller dele af det - havde Jontar endt der, hvor rygterne var gået hen til. Den eftertragtede halvfugl. Og der sad han, som en tæmmet sangfugl i bur. En af de omkringstående mænd havde trådt ned og hilst som en hver anden respekteret underdanig gjorde. Der blev tiltalt pænt til fyrstesønnen, der blot nikkede for at anderkende mændende foran ham. Hænderne var omme bag på ryggen, hvor højre holdte om venstre håndled. Morosa stod et par skridt bag ham. Det var underligt for hende at være tilbage, men efter over et årti med at være slave under ham var hun ikke nær så berørt af det som før. Men at se halvdyrsslaver kunne endnu ramme hende og denne indfanget fugl var der intet spørgsmål ved. Han var i sandhed et halvdyr.
Manden havde gjort stor bravor og stor gestus for at vise halvfuglen i al sin pragt. I ansigtet var der fjer i blonde nuancer, men den enlige vinge havde stærke farver af guld og tyrkis. Der var kun denne ene vinge af, hvad Jontar kunne se. 

"Hvilken fugleart er han, ved I det?" kom det fra Jontar til mændene. Dog var fyrstesønnens blik endnu på halvfuglen i buret. Han trådte sågar et par skridt tættere på. Der skulle kun et par skridt mere, før Jontar ville kunne mærke burets metaltremmer mod sig. 
Og det var med denne afstand, at Jontar oplevede halvfuglens udbrud. Den kom op på benene inde i buret - ikke højere end Jontar selv lagde han mærke til. Skønt halvfuglen tydeligvis havde prøvet at ramme Jontar med sit spyt, havde intet ramt ham. Om det var på grund af, at han var svækket af skaderne uden tvivl påført af mændene omkring dem, eller han blot ikke havde fået nok væske til at have mundvand nok, vidste Jontar ikke. Alligevel løftede han den ene hånd for at signalere til mændene omkring ham. De var i tydelig bevægelse til at trække våben og pisk for at straffe halvfuglen for dens handlinger, men Jontar stoppede dem. Ingen skade var jo sket. Og dette lyttede mændene til. 
Jontar tog endnu et skridt, så han markant var inde i halvfuglens område. Kort studerede fyrstesønnen på halvfuglens krop. Der var et markant sår i siden samt små skrammer og buler her og der på kroppen. "Er De i smerte? Tørst, måske?" For nogen ville det nok virke mærkværdigt, at Jontar tiltalte en slave fornemt. Og endda en fyrstesøn. Det var heller ikke ved hver slave, at den unge prins gjorde dette. Men nogen gange kunne lidt høflighed komme langt. Især, hvis denne halvfugl mente, at dens indespærring var uretfærdigt. Selvfølgelig ville Jontar næppe ophæve dette. Halvfuglen var i et bur på et slavemarked. Stemplingen var gjort. Slaven var gjort til.

Slavehandleren lyste op ved fyrstesønnens interesse og slog hænderne sammen. "Ah, ja deres Højhed, ehm, en blanding må han være, påfugl uden tvivl. Hvis de beskuere de lange halefjer er der ingen tvivl. Den gylde fjerpragt er dog ganske enestående! Som Deres skarpe blik uden tvivl allerede har set, har han også kun én vinge, men dette tilføjer kun til hans unikke udtryk! Ja ser De, den falder som en kappe mere end en vinge! Ganske unikt, enestående ja! Og han kan endda flyve, blot med den ene vinge, jeg sværger jeg så det med mine egne to øjne!" fortsatte han sin salgstale ufortrødent, ikke et øjeblik forsinket af prinsens manglende opmærksomhed.

Iriskan vaklede en smule, selv med buret omkring sig til støtte. Selv i hans svækkede tilstand, var Iriskan et syn der trak mange vandrende blikke. Hårde muskler dominerede hans bare brystkasse, og stod tydeligt frem over hans arm, som han greb om burets tremmer med den ene hånd. Halvfuglen var i fremragende fysisk form.
"Jeg har så ondt som havde nogen skudt mig ned fra himlen og tævet mig bagefter. Men hvis du lukker mig ud nu er jeg sikker på noget vand vil få mig til at glemme alt om det, og så kan vi alle skilles som venner" foreslog Iriskan flabet, men håbefulgt. Han viste udemærket han var i lort til halsen. Men det havde aldrig stoppet ham fra at være en flabet lort før, så hvorfor starte nu?

Mandens salgstale om halvdyret fik et par anerkendende nik fra Jontar i ny og næ. Ja, fjerpragten var overdådig og den ene vinge gjorde ham uden tvivl unik. Måske for unik til at sælge videre. Ja, der var noget godt ved denne kønne sangfugl. Blikket var endnu på halvfuglen i buret. Dens ene vinger virkede ikke den mest kønne lige nu, men efter hårdhændethed, som disse mænd uden tvivl havde givet ham for at få ro på gældsslaven, kunne fyrstesønnen se igennem dette. Han kunne se, hvordan denne halvfugl med korrekt behandling og rengøring kunne være et syn af se på. De tonede muskler var i hvert fald noget, alle kunne værdsætte. Især kvinderne, men mænd kunne da også finde disse attraktive. Og sammen med de strålende fjer havde halvfuglen allerede formået at tiltrække manges opmærksomhed på slavemarkedet. Vigtigst var dog, at han havde Jontars fulde opmærksomhed.
Endelig drejede Jontar sit hoved mod manden med salgstalen. "Lad mig være alene med denne halvfugl for en stund. Så jeg kan beslutte mig korrekt. Derefter kan vi snakke om mulig forretning." erklærede Jontar. Det var ikke en forespørgelse, men det var heller ikke et krav. Det var sådan prinsen af Kazimi snakkede på. Der skulle ikke være nogen tvivl om, hvad han ville. Han elskede at være i kontrol.

Efter Jontar var blevet efterladt med Morosa bag sig og halvfuglen i buret foran ham, kiggede fyrstesønnen kort på halvfuglen, før han drejede hovedet for at snakke til sin egen slave. "Morosa, hent en kande vand til halvfuglen. Han er tydeligvis tørstig." Og selvom dette var en ordre, blev det sagt i samme toneleje som til mændene. Morosa nikkede lydigt, hvorefter hun forsvandt væk til deres egen plads på slavemarkedet.
Atter vendte blikket tilbage til halvfuglen i buret, nu de to alene. "Jeg kan ikke lukke Dem ud. Jeg er ikke din ejer. Du er ikke min slave. Endnu," Jontar valgte at gå langsomt rundt om buret for at se halvfuglen fra flere af dens vinkler. "Men venlige kan vi stadig være til hinanden. Hvis De gerne vil være venlig med en fyrstesøn, altså. Jeg kan gøres Deres liv som slave lidt bedre." Eftersom halvfuglen selv havde sagt, den kun havde ondt og ikke var i nogle aktive og åbne smerter, havde Jontar ikke lagt mere vægt i dette. Halvfuglen skulle være forberedt på et liv i smerte, hvis den endte i ejerskab af nogen, der ikke var barmhjertige. Men Jontar kunne vise barmhjertighed. Det krævede blot, at halvfuglen selv accepterede. Tog imod den mental udstrukne hånd, fyrstesønnen så gavmildt gav.

Slavesælgeren var hurtigt til at adlyde Jontars forespørgsel. "Naturligvis deres højhed, tag Dem al den tid De begærer" bød han, og forføjede sig med dybt buk. Han forsvandt dog ikke længere væk, end at han kunne se hvis fyrstesønnen ønskede noget.

Iriskans øjne lynede, og fulgte den højt på strå herre, som denne begyndte at kræse om buret. "Jeg er ikke nogens slave.." hvertfald ikke nogen hers "Den idiot ejer mig ikke!" knurrede han insisterende. Den kæde mørket havde om Iriskans hals kunne næppe sammenlignes med hvad de her typer havde i tankerne, det var Iriskan overbevidst om. Men det var kun endnu en grund til at kæmpe imod med næb og klør. Mørkets Spionmester ville næppe se igennem fingre med fraværet 'bare fordi' halvfuglen var endt som slave i Rubinien, og Ikaris ville helt sikker ikke holde sig fra at afstraffe ham og hans familie, hvid han ikke havde de svar med tilbage som hun søgte... hvis han da slap fri herfra og kunne vende tilbage.

Iriskan gav sig selv en mental lussing. Når han vendte tilbage. Han var nød til at slippe fri. For hans families skyld.
"Men det ser for mig ud som om du uden problemer kan få ham til at sætte mig fri. Han ville sikkert stadig sig tak og be om hvis du bad ham kravle ind i buret selv bagefter!" fastholdt han, med et anstrengt smil spillende på læberne.
Iriskan brød sig ikke om hvordan den højbårne herre kræsede, især ikke da han nåde bag om. Ganske som slavesælgeren havde sagt, hang halvfuglens vinge ensomt, men selv hans forklaring havde ikke gjort den retfærdighed. I stedet for en akavet vinge der stak ud til siden, hang Iriskans lige ned fra hans skuldre, som en prægtig kappe. Fjerene var støvede, og var kun blevet børstet groft af. Flere fjer var knækkede, og især de røde halefjer, der var nært så lange som halvfuglen var høj, var blevet hårdt beskadiget. 

I et par sekunder lod Jontar stilheden kredse, før han endelig lod ord forlade læberne igen. "Ud fra din placering i et bur er jeg ikke enig med Dem, slave." Dette blev sagt en anelse drillende. Fyrstesønnen havde erfaret hurtig forskellen mellem slaver, der var født ind i livet, og dem, der blev gjort til det midt i deres liv. Dem, der var født ind i det, vænnede sig hurtigt til det, for de kendte ikke andet. Men denne halvfugl havde tidligere været fri, så selvfølgelig var der lidt strid. Det måtte trænes ud af ham. Dét havde Jontar gjort med tidligere indkøb. Det kunne tage tid og kræfter, men det var alt andet end umuligt. Men igen, hvis denne halvfugl virkede for ivrig til at fastholde sin fortids frihed, var Jontar ikke sikker på, om dette var halvfuglen for ham. For meget arbejde kunne være for meget.

Bagsiden af halvfuglen viste virkelig, hvor forpjusket denne halvfugl var. Den enlige vinges fjer var beskidte og nogen af dem var endda blevet beskadiget. Dette skrev Jontar bag øret til forretningssamtalen. Skader og skrammer på varerne satte prisen ned. "Mine ord er meget overtalende, men det vil ikke være fair for ham, hvis jeg tager en vare fra ham," Jontar fortsatte sin gang rundt om buret, indtil han atter stod ansigt til ansigt med den lavere halvfugl. "Og han vil næppe være lige så lukrativ som slave som De vil, halvfugl. Mennesker er ikke nær så interessante." Og som havde Morosa planlagt dette, kom halvdyrsslaven tilbage med en skinpose fyldt med vand. Den hvidhåret slave overrakte denne til sin ejer med et takkende buk. Jontar nikkede tilbage til hende, hvorefter Morosa trådte tilbage i baggrunden.
Jontar stod nu med en god størrelse væske i hånden. Kort kiggede han ned på den, før de limefarvede øjne vendte tilbage på halvfuglen. Proppen blev taget af posen, men frem for at række den ind i mellem tremmerne, løftede fyrstesønnen til sine læber og tog en lille slurk. Og den var meget lille. Det var lunkent, men for halvfuglen ville det sikkert smage himmelsk. "Hvad vil De gøre for at få væske, kære slave?" Træningen kunne godt starte nu. Se, Jontar kunne være gavmild. Gratis træning til denne halvfugl for fremtidig brug.

Iriskan blottede tænderne i frustration, men havde ikke nogen smart kommentar at smide tilbage i hoved på manden. Han havde ret. Iriskan kunne benægte det så hårdt han ville, men det ville ikke ændre på, at han sad i et bur, på et slavemarked.
Alligevel var der noget i ham der nægtede at se logikken, at anderkende den situation han sad i. Underdanighed lå ikke i halvfuglens natur, og at se fyrstesønnens slave-dyr bukke og skrabe ved hans side som en tam køter fik fjerene i nakken på ham til at rejse sig!

Vred, født af Iriskans afmagt, boblede op i ham, og gav ham styrke til at stå en smule mere rankt. Han skulle give den nar interessant!! En plan formede sig i halvfuglens hoved, som fyrstesønnens bare ben viste sig kort under herrens beklædning. 
"Jeg vil vise verden noget den aldrig har set før" svarede Iriskan overraskende bildt, men hans blik var trodsigt som aldrig før. En eller anden dag lærte Iriskan at holde munden lukket, og ikke pisse magtfulde folk der troede de kontrollede alt, af, når de faktisk havde ret stor kontrol over hans ve og vel! Det var ikke at halvfuglen havde et dødsønske heller, han elskede livet! Han havde blot et enormt besvær med at holde sin kæft når det virkelig galt. 

Jontar kunne nærmest se, hvordan halvfuglen fornærmede sig over fyrstesønnens ord og Morosas lydige adfærd. Alle slaver kunne lære noget af hende, men fyrstesønnen havde også en unik sag med hende. Hun var ikke slaven, han havde fået ved fødslen. Hun var en slave, han havde udskiftet denne med. Derfor var hun langt mere taknemmelig og dermed mere lydig end nogen anden for Jontar. Selvfølgelig skulle alle gode slaver være lydige. Og Morosa var et pragteksemplar på dette. Måske han skulle lade denne halvfugl undergå samme træning som Morosa, hvis det skulle hænde, at halvfuglen i sandhed skulle med hjem på paladset.

Proppen blev skruet tilbage på skinposen. Halvfuglen ville lege lidt først, kunne Jontar erfare. Fint, han kunne lege med. Derfor lagde han atter hænderne om bag ryggen sammen med skinposen. Munden formede sig til et nysgerrigt smil. "Og hvad er det, halvfugl? Hvad har en slave som Dem at vise til verden, som den aldrig har set før?" Måske det var uklogt at kalde halvfuglen for en slave gentagende gange, men den måtte hellere vænne sig til det. Om Jontar købte eller lod en af de andre nysgerrige blikke på markedet overdrage krystaller, så ville denne halvfugl være en eller andens slave. Hvem vidste, måske halvfuglen havde set sandheden i øjnene og derfor ville vise Jontar noget, der fik fyrstesønnen til at trække krystallerne frem. Blidheden i halvfuglens stemme kunne i hvert fald være et tegn på dette. Tiden og pipfuglens evner måtte vise, om Jontar skulle have endnu et halvdyr med hjem foruden Morosa.

Iriskan viste det han havde gang i var vandvid. Han ville ikke se skyggen af det vand, og den blotte tanke drænede hvad energi og håb der var tilbage i ham. Men den her mand, den her.. adelig var alt hvad Irisak foragtede. Han var essensen af hvad der var galt med verden. Han hævede sig over andre, med penge, med vold, med magt. Han undertrykte de folk der sikrede tøjet på hans krop og maden i hans maven. Han levede uden den mindste anderkendelse af de folk der sikrede hans overlevelse. Han var et monster i Iriskans øjne, lige så meget som Mørket og Lyset var det. De var undertrykkere, alle sammen!

Et smil spillede over Iriskans læber, men blikket i hans øjne, var et af en mand der intet havde at miste i det øjeblik. En vind trak op igennem slavehandlen. Flag og bannere smældede, fik fyrstesønnens klæder til at dansede om benene på ham, og legede med Iriskans fjerpragt, så de gyldne fjer glimtede i solen.

"Hvad med de fyrstelige underklæder?" råbte Iriskan så højt han kunne, for at trække alles opmærksomhed i deres retning. For i samme øjeblik trak vinden til, fokuserede omkring fyrstesønnen, og blæste hans robe så lang op den kunne komme for læderbæltet. Vinden forsøgte at holdt den der, insisterende, fremvisende de fyrstelige underklæder for alle på slavemarkedet at se, inden den igen døde ud.

Iriskan sank sammen i buret, smilende opover begge ører. Det havde taget alt han havde at påkalde vinden, og han var ikke sikker på han ville overleve fyrstesønnens hævn for ydmygelsen.. men i det mindste ville han dø med et smil på læben.

Der var stort set vindstille på slavemarkedet. Lokationen i landet samt omgivelserne rundt omkring dækkede meget fint for alle vinde. Derfor var trangen til at holde sig hydreret vital for ikke at ende med at svime hen af sydens varme. Og lige nu holdt fyrstesønnen på denne trang fra fuglen. Han skulle gøre sig fortjent til dette. Hvad end han havde at vise ville bestemme, hvorvidt slaven fortjente at fugte sine læber eller lade dem tørre hen som en ørken. 

Den begyndende vind, der kom, lagde Jontar ikke mærke til. Ikke før, at den nåede ham. Som var han målet for vindens retning blev kåben blæst op, så de solbrune ben blev blottet helt op til underklæderne, der sågar også blev blottet. Fuglens kommentar var tydelig for, at det var ham, der var synderen for dette. Dog reagerede Jontar ikke helt, som fuglen uden tvivl ønskede og forventede. De fleste adelige ville kigge rundt på resten af markedet og sende blikke og sågar ord for at dømme dem til straf, hvis de fortsatte med at kigge. Intet af dette blev gjort af prinsen. Hans øjne var endnu på halvfuglen, dog mere intenst. 
Hænderne baskede kort ned for at kontrollere kåben, som vinden aftog sig og lod stoffet falde tilbage og dække størstedelen af fyrstesønnens ben og ikke mindst de fyrstelige underklæder. Inde i buret havde fuglen dumpet ned nærmest afkræftet. "Du leger med ilden, pipfugl," Jontar trådte helt tæt på burets tremmer. Han lod sågar hænderne finde sammen mellem tremmerne, så disse var på fuglens side af metallet. Et alt for smørret smil og blik blev givet til fuglen. Nogen ville beskrive det som beskidt, andre sadistisk. Formaliteterne til slaven var forduftet væk."Jeg tror, jeg har besluttet mig. Om du er værd at blive købt eller ej," En af hænderne trak sig ud og løftede op. Morosa viste, hvad den betød. Hun forsvandt fra dem for at finde sælgeren. Det var snart tid til at snakke forretning om den kønne fugl siddende i buret foran ham. "Dine vindevner er imponerende. Omend du virker udmattet allerede."

Iriskans åndedræt var blevet tungere, og hans brystkasse bevægede sig i ryk. "Vinden, ikke ilden. Jeg tror du skal have synet tjekket Fyrstedreng" fløj det flabede svar tilbage, uden et øjebliks tøven, og Iriskan fortsatte med at grave sin egen grav, med en energisk lethed som havde han aldrig bestilt andet hele sit liv.
"Ej, hvor ærveligt, det må jeg sige. Det var på ingen måde en fornøjelse, og vil prise mig lykkelig for aldrig at være i dit åsyn igen" sagde han med påtaget ærbødighed, som han ikke i sin vildeste drøm forventede at fyrstesønnen ville have noget at gøre med ham længere efter hans lille stunt. At fyrstesønnen anderkendte Iriskans evens styrke, talte for hans opmærksomhed. Trætheden var mest fra hans skader og tilstand, men halvfuglen havde ikke i sinde at rette ham.

Slaveejeren hastede over ved Jontars gestus, og dubbede sin pande, hvor nervøst sved piblede frem. "Ja, deres Højhed? Jeg sværger, vi så intet, ikke det mindste! Hvorledes ønsker de at vi skal straffe ham?" sagde han og faldt næsten over sine egne ord for at behage fyrstesønnen i hans ønsker,hvad end de måtte være. 

De flabede kommentar kom ud af halvfuglen nemmere, end vinden var kommet. Jontar reagerede ikke verbalt. Blot et hævet øjenbryn, før han vendte ryggen til slaven i buret for i stedet at lægge sit fokus på sælgeren. Det var tid til forretning nu. Og derfor kunne fyrstesønnen ikke lade være med at smile tilfredst for sig selv, da slaven virkede til ikke at mene, at han var købsværdig for Jontar. Åh, hvor var denne pipfugl ikke i stand til at tænke sig længere frem end sine egne vindblæste tanker.

"Jeg ønsker ikke, at I straffer ham," sagde Jontar, velvidende om at sælgeren uden tvivl ville blive fornøjet over dette. Prinsen elskede dette. At lege med kontrollen, som han tydeligvis besad. Den kunstneriske pause gav alle parter tid til at tænke. Ham, sælgeren og slaven bag dem. "Jeg vil gerne stå selv for afstrafningen af mine slaver, tak." Dette burde være svar nok for sælgeren og pipfuglen. Meget vel havde slaven udvist trodsighed og direkte respektløshed over for Jontar. Både i sine ord, men i sandhed også i sine magiske evner. Og på en måde fangede dette fyrstesønnen mere end de simple slaver. Jovist var en ulydig slave dårlig. Men der var tid til at træne. Og Jontar kunne ikke sige nej til en fjerpragt som halvfuglens. Fjerene var jo uimodståelige. 
Et afventende blik blev givet til sælgeren. Jontar ville høre, hvad han skulle have for denne ulydige, trodsige og utrænet slave. Det kunne ikke være meget. Jontar skulle selv lægge arbejde i ham. Men halvdyr solgte godt og denne slave var uden tvivl tæt på sin egen unikhed. Derfor frydede Jontar sig næsten i spænding over, hvad udgangsprisen måtte være. Om han var enig med den, eller om der skulle forhandles mellem parterne - selvfølgelig uden brugen af Jontars evne. Meget vel kunne han overtale mange til at sælge alt billigt til ham, men fyrstesønnen var en ærefyldt handelsmand. Han ville ikke stjæle fra andre på dén måde. Nej, slet ikke sådan.

Slaveejeren så først forbløffet ud, men som Jontar fortsatte forstod han, og lettelsen bredte sig, sammen med et smil. "Ah! Ja naturligvis, naturligvis Deres Højhed" sagde han og rettede sig en smule op, i et forsøg på at genvinde en smule af sin rapport. "Skønt hans, ahem, manglende opdragelse, så er han stadig et pragteksemplar! De finder ikke så skønne fjer nogensteder! Desuden er han ung, så han vil uden tvivl kunne gå i arv til kommende generationer, hvis fjerdragten plejes godt" smurte han godt på, og strøg sin ynkelige undskyldning af et skæg, der klamrede sig til mandens hage. 

"Normalt ville alt under 10 diamanter være en fornærmelse, men for dem, Deres højhed, med øje for de uheldige omstændigheder her, vil jeg slippe ham for 7" lød mandens første bud. Forhandlingerne var gået igang.

I buret bag dem, var Iriskan blevet tavs. Han følte sig syg, helt ind til sit inderste. Det her var ikke Mørket, der truede sig til loyalitet, eller Lyset der erobrede alt omkring sig og kronede sig folkets beskyttere. Disse.. uvæsner, stod og købslogs om hans liv, som var han en primiehingst eller et eksotisk stykke kunst!
Det vendte sig i maven på ham, og havde den faktisk indeholdt noget, var det nok kommet op.

Imens slavehandleren snakkede, havde Jontar valgt at kigge ind i buret. Halvfuglen derinde så nærmest sygelig ud over et eller andet. Fyrstesønnen kunne nemt tænke sig frem til, hvorfor fuglen havde, som den havde. Der skete forhandlinger om slaven og denne var tydeligvis ikke født ind i dette liv. Halvfuglen havde højst sandsynligt levet et relativt frit liv, men omstændighederne var blevet ændret og nu slave blevet titlen.
Selvom Jontar ikke kiggede på slavehandleren, hørte han dog stadig med. Han nikkede derfor også som tegn på, at ordene ikke bare kom ind af det ene øre og ud af det andet. Han hørte, hvordan slavehandleren talte fuglen op og til sidst kom med et bud. Og det var, da budet kom, at Jontar endelig vendte sig rundt og lod et stille og roligt blik hvile på manden, inden modsvaret kom.

"Han er uden tvivl en flot slave. En pæn fjerpragt og tydelig eksotisk," Dette kunne Jontar ikke lyve sig om og det ville han heller ikke. Men allerede inden han havde sagt det, kunne man høre, hvad næste sætning ville starte med. "Men jeg kan ikke se bort fra ulydigheden. Der skal tid i at træne ham og det er mere end 3 diamanter værd," Jontar var ikke engang sikker på, om han mente, at denne pipfugl var 10 diamanter værd, selv hvis han var fuldt ud trænet og ikke handlede ud af trodsighed. "Der er mit bud på 5 diamanter og så skal I ikke tænke på hverken afstrafning eller træning. Jeg tager ham i dag, lige nu." Et sidste hovedkast med tilhørende halve smil blev sendt til fuglen i burets retning, inden Jontar atter kiggede med sit professionelle ansigt på forhandlingsmanden. Denne forhandling kunne nemt gå hurtig, hvis Jontar ønskede. Hans opførelse og attitude udstrålede kontrol, som den ofte gjorde. Det var, hvad prinsen elskede at være i. Det var, hvor han strålede. Især, når det var kontrol om slaver. Han var ikke den fødte fyrste. Han var den fødte slavehandler for fyrstefamilien. Sin familie.

Slavesælgeren vred sine hænder en smule. 5 diamanter var et røverkøb, ulydig eller ej, selv hvis man kun brugte den til at høste de eksotiske fjer. Men det var også en fyrstesøn, en betydningsfuld herre, som det kun gavnede at være på god fod med.
Gode kontakter havde også sin pris.
Slavesælgeren bukkede dybt "5 diamanter, og De tager ham med omgående.. De flår brødet fra min mund gode Herre, men de skal få ham til den pris som de ønsker!" medgav han, og smurte tykt på for herrens ego. "Ønsker de at mærke ham her eller hjemme? Vi har en fad med varme kul og tænger, hvis De har deres slavemærke med til brændemærket"

Inde i buret sydede Iriskan. "Du er et sygt individ" kom det ud mellem sammenbidte tænder, men selv med vreden bag, var ordrene svage. Der var massere af glødende kampgejst, men selv vredens vind kunne ikke gøre et bål af det, uden brænde, uden energi. Og Iriskan var tappet, udmattet. Han havde ikke mere at give end ord, uden rigtig bid.. Og han hadede det. Hadede magtesløsheden!

Til sidst takkede sælgeren imod beløbet, skønt han både virkede tilfreds og utilfreds over dette. Jontar vidste godt, at fem krystaller var mere end passende for pipfuglen. Men når prinsen ønskede noget, fik prinsen dette, koste hvad det koste ville. Fem krystaller kunne han nemt tjene ind igen på den ene eller anden måde.
En hånd blev stukket ud for at officielt gøre købet korrekt. "Nej, intet mærke. Jeg vil ikke ødelægge min fine fugls fjer jo." sagde Jontar en anelse skummelt, som han med den anden hånd fiksede ned i lommen og frembragte fem krystaller. Disse blev givet til sælgerens anden hånd. Når alle krystallerne ville have byttet hænder, ville prinsen give slip på sælgerens for at tage imod nøglen ind til sin nye slave.

"Det er ikke sådan, man tiltaler sin nye herre, pipfugl. Du skal nok lære det, ellers må du straffes, indtil du gør," Jontars stemme var rolig, præcis som ansigtet, som han kiggede ind i buret til den arrige, men udmattede slave. Hvor havde fyrstesønnen planer om, hvad han ville med denne slave, men han måtte vente bare lidt endnu. Han måtte først tage ham ud af sit bur og væk fra slavemarkedet. Men i frygt for, at han faktisk kunne flyve væk, vendte prinsen sit hoved for at kalde efter sine medarbejdere. "Kan nogen lige hente et halsbånd og snor. Og lidt stærkt reb, tak." Blikket og hovedet vendte tilbage til pipfuglen, som Jontar ventede på at få sine genstande til sig. Iriskan skulle med hjem til paladset. Han var ejet af paladset og dets familie nu. Officielt.

Slaveejeren tøvede ikke et øjeblik med at tage Fyrstesønnens hånd og afsluttede handlen. Han var godt tilfreds med at slippe af med den højtråbende halvfugl, og så til en helt fin pris oveni. "Ah, ja, naturligvis. Jeg tænkte blot De måske ville mærke ham på torsoen, så deres ejerskab ikke drages i tvivl.. Ikke at nogen ville betvivle en Fyrstesøn, naturligvis! Selvfølgelig ikke, det er utænkeligt, men, ahem, slaven selv kunne måske have brug for påmindelsen" prøvede han at redde den. Det havde ikke været hans intention at insinuere noget. Han afgav hurtigt nøglen til buret, bukkede dybt, og tog sin afsted ved første tegn på, at Jontar ikke havde brug for ham mere.

I burret gjorde Iriskan et forsøg på at rette ryggen, og stak hagen demonstrativt frem. Det var et ynkeligt forsøg, og gjorde ikke meget andet end at fremhæve hvor ilde tilredt han var. "Passer Kidnapper dig bedre? Eller hvad med Frihedsberøver? Sandal-gnasker?" foreslog Iriskan stædigt. Halvfuglen var intet hvis ikke dumdristig, men der var også et frygtsomt glimt i hans øjne. Et glimt der vidnede om den tvivl der lå dybt i halvfuglen. En tvivl om hans egen modstandsevne, en tvivl om der var noget håb for frihed. En tvivl der truede med at blive til frygt hvert øjeblik.

Sælgerens hånd fik et lille klem, som Jontar nikkede smilende. Takkende for et køb, omend det måske var lidt for dyrt fra prinsens side. Men hvis det skulle være, vidste Jontar, at han kunne sælge pipfuglen videre til bedre krystaller. Der skulle bare lige lidt træning.
Inden sælgeren dog var smuttet, havde den nykøbte slave valgt at være sig på tværs verbalt. Et par sekunder overvejede Jontar i stilhed, hvad han skulle gøre, før han vendte blikket tilbage på sælgeren. "Ved du hvad, min gode mand? Kan jeg stadig få dig til at varme kul op? Det er nok en meget god ide at lære fuglen, hvad han er." Der var en snert af dysterhed i fyrstesønnens stemme. Han behøvede ikke brænde et logo på pipfuglen. Bare det at have et mærke ville være vidne nok for slaven. Han ville vide, hvad det betød. Hvad det stod for. Hvad det gjorde ham.

Og efter sælgeren var smuttet eller sendt folk til at varme kul op og stille redskaber til rådighed, vendte Jontar atter sit fokus på sit nye indkøb. "Jeg kan gøre dit liv et rent helvede, hvis jeg ønsker. Det vil være til vores begges interesse, hvis du prøver at opføre dig som en god slave. Opfør dig, som hvad du er, pipfugl." Jontars stemme var på samme tid kold og legende. Fyrstesønnen anså sig hverken som frihedsberøver eller kidnapper. Han var slavehandler og inde i buret sad en slave. Hans slave. Nøglen i hånden viste tegn på dette. Jontar rystede sågar med den som at vise dette. Der ville snart komme mere bevis på dette. Og dét kunne halvfuglen takke sin egen mund for at være nødvendigt. Ulydige slaver fik, hvad ulydige slaver fortjente. Jontar kunne jo ikke rende rundt at være blødsøden. Passende straffe skulle gives. 

Håndtrykket blev gjort og handlen gennemført. Sælgeren vred tilfreds hænderne mellem hinanden en smule efter, og var klar til at fortrække sig, da Jontar lod til at ombestemme sig. "Ah, ja naturligvis deres Højhed!" lød det, og et yderst tilfreds smil bredte sig på hans læber. Han ville bestemt nyde at se halvfuglen få som den fortjente.

Det tog ikke sælgeren længe at få alt flyttet hen i nærheden af buret, og gjort klar til fyrstesønnen. Glødende kul, værktøj, og hvad end Jontar ellers skulle bruge, blev bragt frem og gjort klar.

En hul latter forlod Iriskans læber, som svar på truslerne. "Klaphat!" kvækkede han hæst. "Jeg er dårlig til ordre. Du skulle tag' og lede ved eksempel i stedet! Ned på jorden og vride sig som den slimede ål du er, så fatter jeg det måske" foreslog han, men selvom ordrene var spydige, var det ikke meget mere end stadig vilje der fik dem frem. Der var ikke noget kamp tilbage i ham, selv gejsten var forsvundet fra de blågrønne øjne, men alligevel løb munden videre, som sælgeren bragte implimenterne frem.
"Ej, det er altså lidt for tidligt i vores forhold til den slags forpligtigelse, altså det er kun vores første stævnemøde! Men hvis du virkelig vil så kan vi få et veninde armbånd, og jeg lillefinger-lover jeg nok skal beholde det for evigt og altid" plaprede han videre.