Det var en skyfri, frostklar aften. Dukken, der netop var faldet, var frosset, fanget i øjeblikket af crystallin fængsler, glimtende i solens sidste stråler, og gadelamper, som de blev tændt, en efter en, af byens vægtere.
Under fod knasede det for hvert skridt. Det var endnu ikke glat nok til at man behøvede bevæge sig med forsigtighed, men advarede om koldere tider der var på vej. For nu var det dog til blot at nyde den lette frosts skønhed, uden at tænke over de mørke tider der lurede forude.

Det var omtrent spisetid, og foruden en tigger på hjørnet, og enkelt folk der hastede gennem aftenen, lå gaderne stille hen, som menig man og kvinde sad i familiens skød, eller ventede på mørket faldt på, for at starte deres gøren og laden.

Det Halve Svin lå dog aldrig stille hen, og denne aften var ingen undtagelse. Skikkelse, både siddende og stående, kunne ses igennem kroens ruder, skønt de bekendt med steder nok ville bide mærke i, at det virkede noget mindre befolket end ellers.
Indenfor bulrede ilden i pejsene, og humøret var højt, trods folkene få. Det var dog ikke kroens normale klientel der denne aften drak og var glade, men en samling af unge mænd, klædt langt under deres stand, i forsøg på passe ind i de simple omgivelser. Men der skulle mere end blot klædning til at dække de række rygge og udvideede ordforråd af Dianthos, og Krystallandets, bedste borgere.

Alexander sad selv blandt de unge mænd, placeret i udkanten af forsamlingen, nærmest døren. Trods det var Alexander selv der havde inviteret hver og en af kroens gæster denne aften, var det kun få af dem han kendte andet end overfladisk. De havde dog alle et bekendtskab til fælles. Aftenens æresgæst. Aldamar af Arys.

Det havde taget sit arbejde, og ingen lille hjælp fra Æresgæstens søster, Arya, at finde og samle de folk der lod til at stå den kommende fyrste nært. At få æresgæsten lokket til kroen, havde Alexander overladt trygt i Aryas hænder. Hun kendte ham bedre end nogen, og Alexander havde aldrig kunne lyve for manden, uden at han på en eller anden måde, så lige igennem det.

Lokationen var også hvad Alexander ville kalde atypisk, men det var blevet forstålet ham af en soldaterkammerat, og den unge prins havde ikke haft nogen bedre idéer selv. Det havde da også vist sig at være et godt valg, for kroværtinden havde ikke kun sagt ja, for en hvis sum penge, men havde også klaret en stor del af det praktiske, så vel som sikret aftenens underholdning.
Alt i alt var Alexander sikker på, at det kun skulle blive en fornøjelig, festlig aften.

Den knirkende lyd af Arysprinsens støvler ekkoede næsten igennem den overraskende mennesketomme gade, hvor at gadelampernes lys sørgede for at reflektere den lyse sne, så det - på trods af at det både var aften og vinter - ikke forekom så mørkt som det måske burde. Hvis man så ham på afstand, så sørgede den mørkeblå uldkappe, som der tungt løftedes en anelse ved hvert skridt, for at holde skikkelsen indenunder nogenlunde anonym i aftenens skumring. Men på trods af det, jah så skulle man blot kigge en ekstra gang imod de sirlige broderinger langs kanterne eller det smukt polerede sølvspænde der holdt den samlet over brystet, for at ane at den unge herrer var af højere stand end som så. 
Aldamar af Arys bevægede sig ikke ofte omkring i Dianthos' gader på det her tidspunkt, men der var velsagtens undtagelser der bekræftede reglerne. 

Arya havde fundet ham tidligere på dagen, og i løbet af ganske få minutter, måtte Aldamar se sine oprindelige planer for at tilbringe aftenen med sig selv og sin bog... smuldre for øjnene af ham. Insisterende havde hun været, da hun snuppede den ud af hånden på ham og gemte den i sin forbandede lomme dimension. Og lige så insisterende havde hun været, da hun havde bedt ham om at møde hende ved Svinet - men hvorfor? Om noget kunne Aldamar godt indrømme at Svinet var et sted han havde været oftere end hvad måske var helt passende; en hemmelighed han holdt ganske tæt, når han trak i.... simplere klæder (med simplere tanker i hovedet).
Men det vidste hun vel ikke? 
Ikke desto mindre var det ultimatummet - at møde hende ved Svinet, eller kun drømme om at se bogen hun havde snuppet fra ham. 

Søstre. Et suk forlod fyrstesønnen, der drejede med gadens sving og endelig kunne se det genkendelige træskilt knirke i den tavse, kolde vind. Og nu kom Norianna også snart, det skulle nok blive... spændende. Og dog, trods han kunne sukke nok så meget af dem når han gik for sig selv, og særligt omkring andre, var der ikke meget tvivl om at det mere var for selv-effektens skyld, end reelt for irritationens skyld. 
Aldamar's knirkende skridt stoppede endelig op foran døren, hvor at silhuetter af mennesker og (overraskende) lavmælt larm kunne ses og høres, inde bagved de let duggede ruder. Plejede der ikke at være flere? Måske... det var dog ikke noget der fik lov til at vække Aldamar's mistænksomhed, da han med en beslutsom mine trak ned i det rustikke håndtag, og skubbede døren op, mødt af varme, larm og lys. 

Alexanders hørte døren gå, og vendte hoved for at se hvem den nyankomne var. Det var ikke alle gæsterne der var ankommet endnu, men tidsrammen havde heller ikke været synderlig præcis, så det var forventeligt.

Det var dog ikke nogen almindelig gæst der trådte igennem den nyligt åbnede dør, men aftenens hovedperson, Aldamar Baldric Leosin af Arys. Alexander rejste sig straks og gik den nyankomne prins i møde.
"Prins Baldric! Sikken en overraskelse at se dig her!" hilste den yngre prins med et bredt grin, velvidende at Aldamar næppe ville lade sig snyde. Aldamar havde altid haft et talent til at se igennem Alexanders løgne, til et punkt hvor Alexander havde været i tvivl om Aldamar var virkelig god til at se igennem løgn, eller Alexander bare var en elendig løgner. Det var aldrig faldet den yngre prins ind, at der kunne være magi involveret.

"Men nu du er her, så kom ind og få et krus med os! Der kommer noget fantastisk underholdning senere, som du virkelig ikke kan gå glip af!" fortsatte Alexander, med det samme fjogede grin, som han lukkede døren bag Aldamar, og gjorde mine til at tage den ældre prinses kappe.

Alexander vist faktisk ikke hvad præcist underholdningen kom til at indebærer, men kromutteren Telma havde lovet ham, at det ville være lige i Aldamars smag, og hun lod til at vide hvad hun snakkede om. I virkeligheden havde Alexander ikke haft ret meget med den reelle planlægning af aftenens program at gøre. Han havde sørget for der blev betalt, og ellers efterladt det i kromutterens kyndige hænder. 

Overraskelse var hvad der var at spore i prinsens ansigt, da Alexander var den første person han øjeblikkelig genkendte, og som på samme tid henvendte sig. Et bredt grin prægede den yngre prins' læber, og det var med en leende, jah næsten drillende mine at Aldamar's kappe blev taget imod, idet at han fik trådt nogle flere skridt ind i kroen og tilmed også lukket døren bagved sig. Hvad foregik der? 
Overraskelsen skiftede dog på ingen tid til et oprigtigt, leende smil, og han lod den mørkeblå kappe forsvinde i den kyndige hænder, idet at han lod blikket glide over den næsten tomme kro. Hvad foregik der var så sandelig det rigtige spørgsmål, men en anelse sneg sig ind på ham, da fingerspidserne vidnede om en lethjertet løgn. "Prins Alexander!" grinte han, med en vildfaren hånd igennem de mørke krøller for at ryste kulden og den sne eller fugt der havde sat sig i det, ud. "Jeg kan kun sige i lige måde" og modsat ham, var det ikke en lille, hvid løgn. Han var dog glad for det genkendelige ansigt, det havde været alt for lang tid siden sidst. 

Krostuen emmede af varme smil og lune omgivelser, noget der virkelig fremhævede den rustikke hygge der efterhånden var blevet et kendetegn for Svinet, om man spurgte Arysprinsen. Selskabet som Alexander sad med, bidrog kun til den fornemmelse - kendinger alle og enhver, omend af varierende grad. 
Kappen blev hængt op, og Aldamar trådte længere ind, men var dog hurtig til at gribe fat i den anden prins da han kom tilbage, til et venskabeligt og tæt kram, med et par klap på den brede ryg han efterhånden kunne fremvise. Hæren gjorde gode ting ved hans fysik. "Et tilbud jeg vil sige jah til; det er godt at se dig... - og jer andre, selvfølgelig!" sidstnævnte sagt efter at have trukket sig tilbage fra Alexander, for i stedet at smække sig ned i en af de knirkende stole der omgav bordet. 
Rolf - en af de junker der var inviteret, var ikke sen til at skubbe et krus hen imod Arysprinsen, noget der blev løftet til den hilsende skål som han også sendte imod ham. "Ahva, ingen kram til os?" sagt i dril, og Aldamar fnyste fornøjet idet at han klinkede det med de andre, et næsten drillende glimt i de mørke øjne. "En ting af gangen, en ting af gangen!"

Alexander gengældte glædeligt omfavnelsen, og en varm latter undslap ham "Det er også godt at se dig! Det er alt for længe siden" svarede han varmt, og tog hurtigt plads ved bordet med de andre, og genvandt sit krus, der på næsten magisk vis var blevet genfyldt i den korte tid han havde sluppet det.

"Rolf, det er du sku da slet ikke fin nok til! Kram er kun for prinser" lo Lurrien med et drillende smil, mens han venskabeligt puffede til Rolf.
Alexander himlede med øjnene og rystede på hoved, men det brede smil på hans læber gjorde det svært at tro han faktisk var imod kommentaren.

Hilsner blev udvekslet, snakken gik og krus blev fyldt op. Stemningen var god. "...og tillykke med trolovelsen da! Den kom godt nok lidt ud af det blå hva'?!" sagde Rolf til Aldamar, men hans blik drejede sig skarpt mod Alexander.
Den yngre prins smilede op over begge øre "Ja det tør siges! Men så er det da heldigt vi al-"
"Ooorh hold kæft Teo" afbrød Lurrien, og smilede sigende til Aldamar "Der skal være fest inden i binder bånd, der kommer underholdning senere, og knægten har arrangeret det hele, vi er bare dukket op".
Alexander lukkede munden. Lurrien havde altid været meget ligefrem, men den unge prins kunne ikke nægte hans ord. "Kort sagt, ja" bekræftede han, med et lille skuldertræk, og forsøgte at skjule sine let rødmene kinder bag en tår af sit krus. Det var ikke at Alexander var en exceptionel ydmyg mand, men han havde nok foretrukket at sige det på en lidt mere elegant måde. Men, nu var katten ude af sækken, og Alexander løftede sit krus i skål "For Arys kommende fyrste! Må hans ægteskab blive lykkeligt, hans liv langt, og hans tømmermænd i morgen milde!". De andre løftede hurtigt deres krus og sluttede sig til skålen med enthuiasme og latter.

"Og glem nu ikke maden!" lød det lidt efter fra højre, som kromutteren Telma kom til bordet med et enormt rundt fad, og placerede det midt på bordet. På fadet var en anretning af små fingermadder, arrangeret i kiler løb fra midten til den runde kant, i en bue. Farvespillet var imponerende, og der var lidt for enhver. Fedt, salt, sødt, endda nogle med frisk frugt, trods årstiden. Det var overdådigt for kroen, men ville heller ikke have virket ved siden af på et fyrsteligt bord.
"Og hvis Herskabet mangler noget, eller har nogle særlige ønsker, så sig endelig til. Vi er nok intet temple for guderne, men vi har udøvet et mirakel eller to i tidens løb" klukkede hun muntert, inden hun fortrak sig til baren igen.

Det var med gnistrende øjne at Aldamar fulgte med i udvekslingen af ord der blev kastet over bordet, og kruset var i mellemtiden godt og køligt imod de smalle læber, så det halvt om halvt kunne skjule det fornøjede smil som der var vokset frem, og som ikke syntes at skulle forsvinde lige foreløbigt. Det var der så absolut ingen grund til. 
Næsten hemmelighedsfuldt betragtede han Rolf der lykønskede ham med sin trolovelse af Adena Reier - en trolovelse der virkede til at være kommet ud af det blå for mange af de unge junker og prinser som sad ved bordet, men næppe nåede han at svare, førhen at Lurrien's dybe stemme brød Alexander's forklaring af. Med det gled de blå øjne fra den høje mand, til hans prinselige ven ved siden, mørkeblå glimtende i indvendig latter - havde han virkelig gjort alt det for ham? 

Aldamar's læber splittedes i et tavst, men taknemmeligt tak, og han løftede sit krus med dem. "Man kan jo håbe!" istemte han, og mente til alle tingene. Ud af alt det, var det tømmermændene der nok stod som det første og hårdeste håb de måtte skyde til jorden, Aldamar's tømmermænd var sjældent retfærdige. Og som på klokkeslaget kom Svinets kromutter ind fra højre, bærende på et fad af fingermadder der skulle fylde deres maver, sammen med øllen. "Tak som byder, mutter Telma" grinte Rolf fornøjet. 
Nok var det adelige selskab ikke almindeligvis at finde på Svinet, men Rolf måtte være undtagelsen der bekræftede reglen, om Telma ikke genkendte den mørkhårede fyrstesøn. Han håbede ikke, og ville om ikke andet lade som ingenting - Aldamar rakte ind over og fik fat i noget der mindede om et æble. "Ah, men så meget en overraskelse må det alligevel ikke være for jer... en mand er jo ikke ungkarl for evigt - du bliver uden tvivl den næste, Teo" Aldamar's læber spidsedes en anelse i det vurderende blik han sendte ham, førhen at det blev brudt af, af et grin. "Eller også slipper du lige nogle år endnu. Mit trick, var at blive boende i Zircon - der er lidt færre gifteklare, adelige kvinder der" noget der fik en spredt latter fra selskabet, og Rolf lænede sig drillende frem. "Jah, du holdt dig lidt skjult i nogle år, Aldamar - en skam at det måtte stoppe ved maskeballet, eh?" han havde ganske rigtigt ikke været særlig opsøgende, og maskeballet havde også været en... af de større grunde til at han åbent var kommet ud på 'markedet' igen, så at sige. 
25 år var jo sent, ville nogle mene. Stod det dog til ham, ville han gerne have ventet bare... 20 år mere. Ikke at det kunne mærkes, da han med himmelvendte øjne rystede på hovedet af den kraftige mand. 

Efter skålen løftede Alexander sit krus en ekstra gang i Arysprinsens retning, med et varmt blik og et skævt smil. Det var så lidt. Alexander ville næppe have taget al æren for det selv, for uden Aryas hjælp var det blevet en meget kedelig fest, men dette var næppe stedet eller tiden til at diskutere semantikken. 

Som maden kom på bordet tøvede Alexander ikke længe med selv at kaste sig over anretningen, og greb sig en noget der lignede en kød paté på et lille stykke brød, med en form for bær på toppen. Hurtigt forsvandt den, og blev efterfulgt af endnu en. Alexander havde været fokuseret på festen det meste af dagen, og havde måske ikke nået frokost.. Måske han ville være sympatisk med Aldamars tømmermænd den kommende dag.

En grimasse gled over den yngre prinses ansigt som Aldamar udpegede ham som den næste i rækken til at binde knuden, og han rystede hurtigt på hoved "Jeg tror næppe Isenborg er klar til endnu et bryllup så hurtigt efter Astrids" lo han tørt "Men jeg er sikker på det kommer. Der er hvert fald ikke mangle på interesserede komtesser" tilføjede han i en tone der synes at suge den gode stemning ud af rummet, hurtigere end Alexander synes at tømme sit krus øjeblikket efter.

Rolf sad med munden halvt åben, og stirrede på den unge prins et øjeblik, inden han vendte blikket mod Aldamar, søgende efter svar. Hvem havde tisset i Isenwaldprinsens morgengrød for at bringe det der ud?!

Lurrien løftede sit krus og tog et langt sip. "Så.. kommer vi så til at se mere til Hans Højhed efter brylluppet, eller for du for travlt med at tage over for Fyrstinden til at bruge tid på dine simple bekendtskaber?" spurgte han så, i et forsøg på at genfinde den gode stemning.

Den tørre og ikke mindst triste tone syntes for et lille øjeblik at lamme selskabet og alle dets gæster, nok til at selv Aldamar overrasket løftede det ene øjenbryn, og følte hvordan at Rolf undrende kiggede først på Alexander, og dernæst Aldamar også. Hvad... hvad handlede det om? Et spørgsmål han hverken kunne eller ville stille her, da det uden tvivl virkede som noget der stak dybere end at komtesserne kunne være en smule... over det hele, når det gjaldt Isenwald prinsen og hans charmerende selv. 

Hvis Lurriens ikke havde fået skiftet emnet, ville Aldamar nemlig derfor selv have gjort det, og det var med et lille fnys at han vendte blikket imod den ældre mand, læberne kruset i et 'hemmelighedsfuldt' smil. "Det lyder jo næsten som om at du kommer til at savne mig, Lurrien?" sagt med et drillende tryk på herrens navn, hvilket fik ham til at protestere hjerteligt, og  gjorde noget ganske stort ud af liiiige at holde næsen imod imod loftet, da han slap øllen for at krydse armene. "Savne dig? Dig og dit ordplukkeri - må jeg være fri!" og Aldamar lo, en hånd under den stubbede hage da han lænede sig en anelse ind over bordet. "Åh, jamen hvis det er tilfældet, må jeg skuffe dig... lidt. Jeg rejser nok snart tilbage til Zircon - " noget der momentært fik både Rolf og Lurrien til overrasket at skyde brynene en anelse sammen. De vidste nemlig at trods hans hævede modvilje imod storbyen... havde han virkelig nydt at være her. " - så mine besøg her i Dianthos... jah de bliver færre" og det var noget han næppe brød sig om, var han ærlig med sig selv. 

Men det kunne man ikke se, da han med et lille grin hævede kruset til læberne. "Men det betyder jo ikke at i skal holde jer væk - Zircon og Ædelborg har sit helt eget at byde på! Jeg forventer da som minimum, i kommer til den kommende Lysfest" fulgte han nysgerrigt op med, idet at kruset havde sluppet læberne, og atter var placeret solidt på bordet. 

Alexander lod samtalen glide videre, og den unge Isenwald prins tog sig til hoved for at gnubbe sine øjne, så snart de andre var optaget af deres samtale igen, og Alexander mente deres opmærksomhed var andetsteds. Han havde virkelig ikke brug for det her lige nu! I aften handlede om Aldamar, og alligevel kunne Alexander ikke skubbe tankerne om Dinah fra sig.

Halvhjertet forsøgte Alexander at følge med i samtalen, men fandt ikke nogle ord at dele, der ikke smagte bitre i hans mund. De andres overraskelse virkede hul. Selvfølgelig ville Aldamar ikke havde tid til at føjte rundt i Dianthos når han først var gift. Han var arvingen, og fyrstinden blev næppe yngre heller. Virkeligheden var en brat opvågning, åbenbart, selv for dem der havde set den komme siden fødslen.
"Selvfølgelig" istemte Alexander dog, som Aldamar nævnte lysfesten. Hans tone var dog stadig et mørkt hul der kvalte den gode stemning. Alexander sukkede tungt og rejste sig "Jeg trækker lige lidt luft" erklærede han, og fortrak sig mod døren, inden hans mørke humør forpestede festen mere. Den friske, kolde luft skulle nok kvikke ham op, og bringe ham tilbage til nuet!

Alexander nåde dog ikke længere end til at åbne døren, før et lille smil vandt frem på hans læber igen. Der, på den anden side, kun få meter fra døren, var aftenens sidste gæst. Han løftede hånden i hilsen, og i stedet for at gå ud, trådte han til siden og holdt døren åben.
"Så tror jeg vi er fuldtallige!" kaldte han ned mod bordet, som gæsten trådte indenfor.

Han var zalens sent på den! Priorinden havde holdt ham hen alt for længe, efter Rasmus' mening. Han havde alle mulige planer, inden han skulle ned på Det Halve Svin, og han kunne se at han ikke nåede det til den tid som han havde aftalt med Alexander. Han kom sikkert også efter Aldamar, hvilket var imponerende, fordi de korte ben kunne jo ikke flytte sig særlig hurtigt. Han fnes for sig selv, som han med faste skridt bevægede sig mod Det Halve Svin. Hvis han lige kunne nå at snakke med Alexander inden han hilste på de andre, så ville det være perfekt.

Som han nåede i synsvide af Svinet, så han som om det var planlagt, at døren blev åben og Alexanders tårnhøje skikkelse trådte ud, og meldte hans ankomst. Ud fra de livlige samtaler kunne han fornemme at Aldamar allerede var ankommet. Han trådte op til døren og vinkede hurtigt ind gennem døren til de andre der var til stede. Han kunne hvert fald genkende, Teo, Lurrien og Rolf i flokken. Aldamar forsvandt jo næsten med sin sølle højde. Han vendte sig dog hurtigt mod Alexander.
"Undskyld jeg kommer for sent. Jeg skulle lige forbi paladset efter nogle ting."
Fra under sin kappe viste han diskret Alexander nogle små poser.
"Nu er det jo dig der har planlagt det her, så hvis du synes, så har jeg haft nogle sjove resultater på det her pulver. Det kunne måske live festen ekstra op."
Han gemte poserne ind under sin kappe igen, og klappede Alexander på skulderen. En forståelse om at Alexander havde mulighed for at kalde på 'ekstra festlighed' hvis der var brug for det. 

Han trådte op til sin storebror, Aldemar, lagde en hånd på hans skulder.
"Hvad zalens min lille bror! Og jeg gik og troede at du faktisk ville formå at undgå at blive forlovet. Men tydeligvis kom din stædighed dig for kort," sagde Rasmus drillende inden han lagde op til en omfavnelse af Aldemar.

I skjul af det muntre smil, var det at Aldamar's mørke øjne fulgte Isenwald prinsens gang fra bordet, da han sagde at han trængte til lidt luft. Det lignede overhovedet ikke Alexander at tage sådan en mine på sig, og slet ikke til festligheder i en anden persons sfære - det var han alt for god af sig til - og hvorom Aldamar havde lyst til at følge med, blev han hevet tilbage til bordets stemning ved spørgsmålet fra Rolf; ville Lysfesten byde på godt, kvindeligt selskab? Han svarede uden meget tøven selvfølgelig, imens hånden gav et lille klap til Lurrien idet at han unskyldte sig for at følge med... 

... men han nåede ikke langt, idet at en helt anden del af selskabet, endelig trådte ind. 
En mand han i hvert fald følte at han ikke havde set i evigheder, og alligevel fik det et hjerteligt, skævt og ikke mindst fornøjet smil op omkring fyrstesønnens læber; Rasmus af Arys, det var noget tid siden. 
Aldamar stoppede kun momentært i sine skridt, førhen at han tog de sidste som bar ham i retning af døren.
Han hørte ikke hvad der foregik imellem de to mænd, man da Rasmus endelig kom op for at give ham et længe ventet skulderklap, var Aldamar selv ikke sen til at gengælde den glade lille hilsen. "Årh hold mund" kunne han ikke lade være med at grine, og lod sin noget lavere statur omfavnes - og også i den grad omfavne - den noget højere mand. Muskler og højde, han var jo næsten voksen. Eller, han var voksen, men man havde vel altid et hvis forbehold omkring sine yngre søskende. 
Da han fik trukket sig en anelse fra Rasmus, bare lige nok til at - desværre - kigge op på ham, var det dog et drilskt smil der favnede den ellers rigide skikkelse. Åh joh, han var på vej imod godt kørende, i hvert fald hvis de fortsatte i det her tempo. 
"Min stædighed rakte i 25 lange år, jeg vil gerne prøve at se dig gøre kunsten efter!" et løftet øjenbryn med ordene - han var trods alt allerede forlovet - og Aldamar gav ham et sidste klap på armen, inden at han 'præsenterende' vendte sig imod selskab. De kendte selvfølgelig Rasmus, så han blev mødt med løftede krus og gode smil. 

Et varmt smil og en lille latter fandt frem til Isenwald prinsen, som Rasmus ankomst fik den yngre prinses tanker tilbage til nuet. "Alt forladt, det vigtigste er at du er her! Og kom før underholdningen" svarede han hurtigt, og gav Rasmus et imødekommende klap op skulderen.

Alexanders øjne blev dog store som Rasmus viste de små poser frem, og det tog den yngre prins et par sekunder at sætte brikkerne sammen.
"Øøøh ja, sikkert! Hvis du synes, så liver du bare tingene op" lo han en anelse usikkert. Selvom Rasmus og Alexander begge var krigere i lysets hær, så havde Alexander aldrig helt fanget hvad det egentligt var Rasmus brugte det meste af sin tid på.

Med Rasmus' ankomst virkede det det næsten fjollet at trække udenfor, så i stedet lukkede Alexander døren igen, og trak med de andre tilbage til bordet, hvor humøret heldigvis var højt igen, selv efter Alexanders uhensigtsmæssige udbrud.

Kom ind i kampen Alexander, det her handler ikke om dig. Tanken var ikke ligefrem befriende, men den tjente som en god mental lussing, og som Isenwald prinsen trak en ekstra stol med over til Rasmus, virkede smilet på hans læber helt oprigtigt igen.

"Du er et skinnende eksempel og forbillede for os alle!" istemte Alexander til Aldamars kommentar, og hævede kruset i en skål de andre ikke var sene til at tilslutte sig.

---

Telma var ikke sen til at komme valsene med et ekstra krus til den nye gæst, efterfulgt af genopfyldninger til alle de andre. Sidst blev en håndfuld vinglas sat frem, sammen med en flaske af den vin Aldamar normalt drak ved sine 'diskrete' besøg om torsdagen.

Han havde fået sin tilladelse fra Alexander! Det var så godt. Måske skulle han teste det på Aldamar først. Se hvordan han reagerede på den fejlslåede medicin. De andre havde snakket om farver, som havde prøvet det. Heldigvis var det jo ikke forbudte stoffer. Det var trods alt det eneste der var i hele landet, så de ville ikke være i problemer med ordensmagten. Eller det håbede han. Det var hvert fald ikke noget som folk kendte til. Men nu var det ikke sikkert at det ville blive nødvendigt. Der var planlagt underholdning, så det var mest hvis underholdningen floppede. Aldamar skulle jo have en ordentlig fest inden han for alvor ville blive åndet ned af nakken resten af hans liv.
"Jeg glæder mig til at se hvad du har planlagt. Jeg har mine gæt, men dem vil jeg holde for mig selv."
Han prikkede sin egen næsetip med pegefingeren og gav Alexander et kækt blink.

Omfavnelsen med hans storebror havde været længe undervejs. De havde haft hver deres pligter, så det var ikke meget de havde kunne se til hinanden. Generelt havde Rasmus været meget travlt optaget, og han havde slet ikke set sin familie i hvad der føltes som evigheder. Han holdt sin storebror inde i et godt varmt kram, inden de gav hinanden de sigende klap på ryggen der fortalte at nu var krammet overstået. 
"Du skal bare sørge for at få din hustru gravid, så kan det være at fyrstinden holder sin opmærksomhed væk fra mig, så jeg synes bare at du tager en for holdet."
Han lænede sig ind til Aldamar og hviskede i hans øre.
"Husk at Isari kommer til at velsigne din vielse."
Sætningen var tydeligt i spøg, men også meget sand. Rasmus' forbindelse til Isari var almen kendt, især blandt familien. Mest af alt, så prøvede Rasmus at drille Aldamar. 
Han trak sig fra sin bror og satte sig på den stol, som Alexander havde trukket frem til ham, og gav den unge kriger et fornyet klap på skulderen. 
"Tak makker. Og Tel.."
Han nåede ikke en gang at hilse på kromutter og bede hende om et krus øl, inden hun allerede havde skubbet den i hænderne på hende.
"Det er et muntert selskab du har fået samlet dig, Alexander," sagde han, inden han vente sig mod selskabet.
"Lad os skåle for en aften der ikke bliver for kort."

Så let det var, bare at sætte sig igen, lade sig forfalde til bunden af et ølkrus, løftet af det gode selskab, og så lade fortiden være - bare for en stund. Det føltes hvert fald sådan, som Alexander fandt sin plads igen, og alle fortsatte som intet var hænd. Ingen grund til at vade i hans udbrud, bare videre med festen! Så var alt som det skulle være.

Det skæve smil der voksede frem på Isenwald prinsens læber, kom da også let, da emnet endelig skiftede væk fra ægteskaber, børn og den uundgåelige ulykkelige, kærlighedsløse tilværelse, de alle var dømt til af deres fødsel og stand. Han tog et slurk mere fra sit krus.

"Jeg har blot samlet folk, det er ikke min skyld du ikke har mere smagfulde venner! Og jeg kan kun gøre så meget for at hæve niveauet her" lo han drillende "Men der kan næppe være tvivl om at Rolf må være Gokke. Det siger sig selv" foreslog han og løftede et sigende øjenbryn, der fik Rolf til at bræge op i protest, og Lurrien til at tilføje en kommentar "Det er skønt med masser af fisk i havet, bare synd han ikke kan få nogen af dem til blive på krogen"

Han havde knap sat sig, og han følte sig allerede taget helt med i selskabet. Det var så fantastisk. Godt nok kendte han disse folk, men heller ikke så godt. Hans forskellige forpligtelser hev ham i alle retninger hele tiden, så det var svært at holde nære venner, men det her var rart. Så var det ikke så skidt at blot blive kaldt for Aldamars lillebror en gang imellem. Selvom han altså var højere end Aldamar. 

"Prøv lige at hør' her. Mit normale selskab på det sidste er Isaris præster og novicer, så er gøg og gokkerne ved guderne et mere muntert selskab. Og har i set Reina? Hun er intimiderende! Og hende skal jeg lave ritualerne med. Så heller side på Svinet og drikke med en flok lusede hunde."
Som han tog en hæftig tår kom der højlydte og muntre protester fra selskabet.
"Hov, hov, hov! Nu skal lille prinsen ikke blive alt for høj i hatten. Luset hund min bare røv."
Protesterne blev erstattet af latter, som Rasmus deltog glædeligt med. Han så rundt i selskabet. Alexander var nok den yngste, men det gjorde ikke noget. De var alle sammen hyggelige og der var ingen problemer med at muntre sig. 

Alexander lo varmt og højlydt med de andre, ved Rasmus' ord. "Det er ikke løgn! Da vi skulle sværge til Isari tror jeg flere af soldaterne var mere bange for at fejle foran ypperstepræstinden end de havde været i kampene før!" lo han, og selvom det var en overdrivelse, så var der ingen af dem der kunne nægte Reina havde en enorm tilstedeværelse, og at ingen ønskede at se det milde blik blive strengt eller skuffet.

Alexander var nok den yngste i gruppen, men han var så bestemt en af de højeste, hvilket nok reddede ham fra en del drillerier. Han var vokset gevaldigt over de seneste år, både i højden og i bredden. Vokseværket havde ikke bare gjort underværker for hans størrelse, men også for hans tolerance, så selvom han havde været igang allerede inden Aldamar ankom, var beruselsen endnu ikke tydelig, som han tømte sit krus, og i stedet forsynede sig med et glas vin.
"Der er flere rotter og duer her end fisk" grinede Alexander "Og jeg ved godt hvilken en af de to jeg fortrækker!" tilføjede han.

Som Aldamar trak piben frem, skævede Alexander til Rasmus, og løftede et sigende øjenbryn. Var der noget af det han havde med der kunne ryges?

Tænk at snakken skulle falde på kærlighedslivet, når det var en fejring af Aldamars sidste tid som en fri mand, endnu ikke bundet til de ægteskabelige pligter. Han var overrasket over at de andre gutter var så klar på at finde sig en partner, selvom det sikkert mest af alt handlede om at have nogen at dele sine nætter med end meget andet. På det punkt kunne man hvis man ville komme langt med nogle krystaller på en af byens mange bordeller. 
"Nu skylder du mig stadig for sidste gang du skulle i behandling for skøgesyge, Lurrien, så pas på du ikke bliver for rap i kæften," sagde han drillende.
Det var nok ikke den store hemmelighed at han havde behandlet flere af dem for diverse sygdomme de havde haft på flere af deres natlige eskapader. Hvis man ikke var for kræsen, så kunne det hurtigt komme til at klø. Heldigvis for diverse soldater og bekendte, så havde Rasmus efterhånden fundet ret effektive midler mod diverse af de sygdomme man kunne få i Dianthos muntre gader.

Rasmus fangede Alexanders blik. Han løftede sine øjenbryn. Han fiskede sin fejlslåede medicin frem fra lommen og lagde den på sin vis diskret på bordet, men tydelig nok til at selskabet lagde mærke til det. 
"Apropos medicin, så har jeg lidt overskydende. Det virker dog ikke til at have en egentlig effekt. Jeg har kun lagt mærke til interessante reaktioner."