Dagen var blevet til nat, og skønt mørket havde sneget sig ind i Den Nedre Bydels snoede gader, summede kvarteret til stadighed af liv. Krostuerne vibrerede af sang, musik og tunge fodtrin; bordellernes tilslørede vinduer afslørede nøgne skikkelser, der svajede tillokkende for hver en mand eller kvinde, der gik forbi dem; kun lejlighedskomplekserne, der husede alskens rakkerpak, der ikke hørte til andre steder end i slummen, syntes forladte og tomme; som kunne en naiv sjæl ledes til at tro, at der rent faktisk var nogle, der forsøgte at sove, som man jo havde bestemt, at man skulle om natten.
Pax krydsede Tusmørkestræde, hans skridt lange og målrettede. Det summende liv omkring ham syntes for ham ligegyldig, for hans tofarvede blik var rettet stift frem foran ham, ligeså fokuseret som hans støvlebeklædte fødder. Bag ham skridtede fire skikkelser, alle klædt i mørke gevandter, som Ulven selv. De gik med samme ligeglade facon og menneskemængden, der huserede i gaderne, på vej mod det næste bordel eller krostue, trak sig instinktivt væk fra dem og lod dem passere uden ballade.
Ulven var trods alt tilbage og der var ikke nogen, der kunne være i tvivl om, hvad han var i færd med. Der skulle ryddes op. Tilsyneladende blev hans hjem beskidt, når han rejste og velvidende, at snakken snart ville gå, travede han af sted.
Da de nåede huset, fortsatte Pax op af trappeopgangen. Mændene bag ham forblev stående, gemt væk i alskens skygger i hjørnerne af gaderne.
Pax fortsatte, som ejede han huset, hvori han gik, indtil han nåede det rum, hvori han kunne høre de velkendte stemmer. Han stod lidt uden at lade sin tilstedeværelse blive kendt før, at han omsider bankede blidt på og åbnede døren.
Han var kommet mange timer for sent og det var med et blik, der var parat til kamp, at han så den blonde mand an.

Des tættere mørket blev udenfor, des vredere blev Juno. Flere gange overvejede han at gå hjem, men Lizzy nød tydeligvis fortsat hans selskab, og ingen af kvinderne i hjemmet havde truet med at smide ham ud, sandsynligvis fordi han ikke kunne stoppe sig selv fra at skæve længselsfuldt med døren, hver gang han fik den mindste grund til at tro, at det var Pax der kom. 

Lizzy var faldet i søvn på hans skød, da døren endelig gik op og Pax åbnede døren, hendes lille hoved hvilende på Junos arm, og Juno sagde ikke et ord, men rejste sig langsomt og bar Lizzy ind i seng, hvor han kyssede hendes pande og puttede hende, inden han lavmælt udvekslede en afsked med kvinderne i huset, hvorefter han med isnende kulde bevægede sig fordi Pax og ud i entreen, hvor han tog sin jakke og støvler på. 

"Vælg din gravplads," bad han, da han stod ret op igen. Juno havde ikke noget imod at flå Pax fra hinanden ude på gaden, eller i huset de stod i, men selvom han var rasende vidste han, at Pax havde nogle krav til, hvor han ville lade Juno myrde sig, og Juno kunne vente. Det var farligt tæt på at ryge ud af ham med det samme, men så længe Pax ikke pressede ham, kunne han holde det inde til de var et bedre sted. 

Pax betragtede tavst Juno imens, at han puttede Lizzy og dernæst, da han tog sit overtøj på. Han var ikke blind for raseriet, der emmede fra den andens krop i bølger men for et langt øjeblik, var Pax usikker på hvordan, at han skulle gå til problemet.
De to mænd endte derfor med at stirre på hinanden et langt øjeblik før, at Pax tilsyneladende bestemte sig. ”Du kan ligeså godt få det ud nu. Vi har arbejde, der venter”, konstaterede han nøgternt og med en forretningsmands målrettede stemmeføring, han i grunden ikke ønskede, at lyde som.
Med et nik ledte Pax Juno længere ind i huset, indtil de nåede et kammer, der udover et bord og to stole, var tomt. Han satte sig tungt til rette og gjorde sig parat til at modtage, hvad end Juno havde i sinde at give ham, hans arme lagt over kors og hans øjne målrettede.
”Jeg blev forhindret i at komme tidligere”, begyndte Pax at forklare, velvidende han ikke havde meget tid og der ikke var nogen forklaring, der ikke ville lyde som en undskyldning for Juno. ”Problemet med Sarah blev løst uden gnidninger, men der opstod andre… udfordringer. En af dem, skal vi tage os af i aften.” 

Tilsyneladende uden grund havde Juno regnet med, at Pax ville lade ham vente længst muligt med at komme til orde; at han ikke bare ville vælge, at deres skænderi skulle foregå derhjemme, men at de også skulle forbi andre steder først, for at trætte ham ud. 
Derfor kom det helt bag på ham, da Pax tillod deres skænderi med det samme, og han fulgte tavst efter sin kæreste ind i rummet denne havde valgt, stadig brændende med vrede, men allerede roligere end han havde været for bare sekunder siden. En ro, der voksede, da Pax satte sig ned og forklarede - forklarede som om Juno fortjente en forklaring, som om han var mere end bare et barn, der var blevet glemt indtil sidste øjeblik. 

Juno følte allerede at han burde slippe sin vrede, men det var ikke så ligetil, og han så Pax an med et lynende blik og arme lagt over kors, imens han selv nægtede at sætte sig.
"Jeg vil være en del af din bande." Det var det eneste han sagde i flere sekunder, uden at lægge op til at Pax måtte bryde stilheden. Hvis han blev en del af Pax's bande nu, uden at have sit eget at byde ind med, betød det, at han havde spildt sin tid, ved at forlade Pax, at al hans hårde arbejde for at skabe sit eget navn og sin egen bande havde været ligegyldigt, men selvom det gjorde ondt at tænke på det sådan, så var alternativet værre. 

"Jeg vil ikke være - jeg vil ikke vente med børnene på at du kommer hjem." Juno havde stadig lyst til at ødelægge noget, så han blev stående på afstand, med sine hænder knyttede. Han kunne mærke Evlyn ånde sig i nakken. Hun havde sin egen bande, hun var magtfuld, hun havde kunne hjælpe Pax, og gå imod ham eller med ham som hun ville, hun havde kunne være mor og bandeleder, og her var Juno, og kunne hverken være det ene eller det andet, og vidste, at Pax snart ville indse, at han havde truffet det forkerte valg, og alt Juno ville, indtil da, var at være så tæt på ham så muligt. 

Pax kunne have været blind og stadig vidst, at Juno var på nippet til at miste fatningen. Det lille kammer duftede nemlig af den blonde mands vrede. Ligeså sødt, som det var faretruende og tiltrækkende, bølgede duften imod ham, indtil Juno optog hele værelset med sit raseri og Pax ikke kunne sanse andet end ham.
Ulven forholdt sig i respektfuld stilhed indtil, at den anden omsider havde fået sat ord hvorfor, at han emmede af vrede. Indtil det sidste ord havde forladt Juno, havde Pax siddet og betragtet ham med en ulæselig grimasse, frosset i stolen og afventende på, hvad end der måtte komme. Med Juno var det aldrig til at sige. Han ville for evigt forblive et mysterium. Da Juno dog tav, og denne gang uden intention om at sige mere, sneg et lille, drillende smil sig ind i Paxs ene mundvige.
”Vi har også folk til den slags, så det behøver du sådan set heller ikke”, svarede han, næsten henslængt, hvorefter han samlede sine hænder, hans arme strakt afslappet frem foran sig. Pax kunne ikke hævde, at han forstod til fulde hvorfor, at Juno mente, at netop dét var værd at pointere men for at understrege sin pointe, nikkede han mod overetagen: ”Og jeg antog, at du hellere ville være her, med Lizzy, end rendende efter mig rundt i Dianthos. Jeg har haft travlt. Vi er lige kommet tilbage og jeg ved, at du har – haft dine forbehold med at sætte fod i hovedstaden igen.”
Pax tav og lod Juno tage meningen af sine ord til sig. Det havde ikke været hans mening at skubbe Juno i baggrunden, men Pax var van til at bestemme og herske selv. Evlyn og ham havde ikke haft dét form for samarbejde, som Pax ønskede at få grundlagt med Juno… så hvordan fungerede det? Hvad kunne Juno gå i gang med, som Pax kunne give ham foruden, at det ændrede for meget ved strukturen, magtforholdene, tilliden? Han var trods alt… kontrollerende og havde en finger med i samtlige grene af Flokkens mange forretninger.
Pax nikkede mod stolen, som tegn på at Juno gerne måtte sætte sig ned. Han syntes selv, at han gjorde det godt i forhold til ikke at kommandere den blonde mand rundt, hvilket fik hans smil til at vokse en anelse. ”Så hvad vil du have ansvar for?” 

Idet at Pax åbnede munden, for nedladende at fortælle ham, at Ulvens flok var i en helt anden liga end Rottebanden havde været, trådte Juno et skridt frem mod ham, fuldstændig ligeglad med hvad han ellers tænkte om folk, der slog deres kæreste, for hvis nogen havde fortjent det, så var det Pax. 
Men Pax's næste ord slog ham ud af det. Han havde ret - Juno havde ikke haft lyst til at vende hjem, og nu, mere end før, forstod han hvorfor. Udenfor Dianthos var han bare sig selv, ligesom Pax bare var sig selv, men her var de andet, og mere. Juno havde ikke været udenfor mere end en halv time, for at komme hjem til Lizzy, og han følte sig allerede som byens hjemvendte søn. Selv hans mor måtte efterhånden have hørt rygterne om Rottebandens leder, der havde rejst sig fra asken af sit nedbrændte hjem, vendt tilbage efter at have været forsvundet i et år. 
Og Pax... I Dianthos var Pax, hvem han altid havde været. Her var de ikke bare to unge mænd, de var deres status, deres arbejde, deres bande. Selv uden en bande kunne Juno mærke dét pres, så han kunne kun forestille sig, hvordan det var for Pax. 

Juno satte sig ikke ned, men lagde sine albuer mod stolens ryg og lænede sig ind over den, frem mod Pax. Hans frakke hang åben og han bankede sin støvlesnude mod stolens ben, hans krop konstant i gang, ude af stand til at finde ro. 
Han kendte allerede svaret, behøvede ikke at tænke over andet end hvordan han skulle bede om det. "Jeg ved, du ikke har lyst til at give mig det, men jeg beder dig om det alligevel," advarede han, og løftede blikket fra stolen og til Pax. Der var stadig vrede i hans blik, men den var roligere nu. "Jeg vil have spionage." 
Med Junos evner gav det mening. Han kunne stikke af fra det meste, kunne ændre sit udseende til at slippe væk fra det meste, han havde uddannelsen og baggrunden til at kunne forfalske at han hørte til i de fleste samfundslag, og han var personligt investeret i at holde øje med, at ingen af de andre bander planlagde at gå imod Ulven. 
Samtidig var han overbevist om at Pax ikke ville give ham noget, der var farligt - eller magt til at kunne sende Hunter i fare.

Pax hævede sine brede øjenbryn en brøkdel, da Juno trådte nærmere. Hans intention var klar og Pax kunne ikke beslutte sig for, om Juno i grunden mente sin trussel. Ville han forsøge at slå ham? Og skulle Pax i en sådant tilfælde tage det eller afværge?
Overvejelserne nåede aldrig at blive til andet end det, de var, for med ét stoppede Juno op. De tofarvede øjne forlod ikke den blonde mands skikkelse i det, at han skridtede hen til stolen og stillede sig bag den.
”Spionage”, gentog Pax mumlende, som smagte han overvejende på ordet. Hans blik gled henover Juno, tydeligvis vurderende i sin natur, og for et langt øjeblik var Pax tavs. Da han omsider brød tavsheden mellem dem, var det med et afmålt nik. ”Og hvordan tænker du så, at det skal køre?”, spurgte han, hans stemme hverken synderligt nysgerrig men heller ikke nedladende. Det var nemlig – og måske desværre – ikke nogen dårlig idé.
Ikke, at Pax kunne få sig selv til at sige ja med det samme. Og han vidste også godt hvorfor. Han elskede Juno, men han stolede ikke på hans færdighed til, at kunne styre sit temperament og kunne Juno ikke lykkes med det, ville det have fatale konsekvenser. Flokken var en ting; den havde vokset sig fri af alle menneskene, der udgjorde den og var blevet til sit eget væsen. Den ville overleve… men ville Pax overleve, hvis Juno kom noget til? Han var ikke sikker. Ville manden overleve, hvis hans symbol på håb forsvandt? Kunne han leve uden dét?
Pax stak sin ene fod ind under den modsatte stols sæde, og trak derved stolen tættere på sig. Hans øjne havde stadig ikke forladt Junos. Ville han trække sig væk fra ham igen?

Juno rettede sig op og fjernede sin vægt fra stolen, så Pax kunne trække den mod sig, og han stod, i tydelig overvejelse, i flere sekunder, inden han fulgte med stolen mod Pax. Ikke nok med at han satte sig ned i den, han trak den og så tæt på Pax, som den kunne komme. De to stole stod nærmest så klods op mod hinanden, at der knap var plads til deres ben imellem dem, og Juno trak også sit ene ben med sig op på sin stol, indtil det lå halvt på dén, halvt ind over Pax's lår. 

"Ville du have tøvet, hvis ikke du havde elsket mig?" spurgte han. Han vidste, at der var rigeligt med grund til at tøve; det var ikke her, Juno havde erfaring, og det var også her, det ville blive sværest for Pax at holde øje med ham, men hvis grunden til at Pax virkelig tøvede var, at han elskede Juno, så måtte det også være tilladt for Juno at bruge dén samme kærlighed til at få, hvad han ville have. 
Også selvom det eneste Juno gjorde, var at hvile sit knæ og læg imod Pax's lår. 

"Jeg har allerede venner i hele byen og jeg stoler ikke på de samme, som du stoler på. Hvis nogen kan holde Ulven sikker, så er det én, der ikke bare tager hans beslutninger for gode varer." Juno trak på skuldrene, som var det nemt at se Pax i øjnene og fortælle ham, at han ikke passede godt nok på sig selv. Hvis Pax ville have noget andet for Juno i sin bande, så var det nu, han skulle skynde sig at sælge et andet ansvarsområde til ham, for des mere Juno fik lov til at drømme om det, des mere fast besluttet blev han. 

Pax nikkede uden at fjerne sit blik fra Junos. Det tilfredsstillede ham, at alt den tiltrækkende vrede kom nærmere, for selvom Juno ikke syede af raseri, hang duftsporet stadig omkring ham.
”Ja, det handler ikke så meget om det”, løj Pax, uden i grunden at vide hvorfor. Der var trods alt ikke nogen årsag, der kunne være god nok til at lyve for den partner, man havde valgt, medmindre… ja, medmindre man selvfølgelig bare ikke ønskede at fortælle sandheden. Og havde det ikke også netop været sådan, det gik galt med Evlyn? Hans opfattelse af, at nogle dele tilhørte en selv og ikke andre?
Pax rømmede sig og trak derefter anstrengt på den ene skulder, velvidende Juno ville se det for den opgivende gestus, som det var. ”Det udgør halvdelen”, medgav Pax ufrivilligt, hvorefter han dog hastigt lænede sig en smule frem, ikke villig til at lade Juno dvæle for længe ved den erkendelse.
”Den anden grund er dit skide temperament”, sagde han og i en efterligning af samme lethed, som Juno netop havde benyttet. ”Du mister hovedet på ingen tid. Selvom det som oftest kun er overfor mig – jeg vidste slet ikke, at jeg havde den evne også – så stoler jeg ikke på, at du kan holde den i skak, hvis du hører ting, du ikke vil høre. Og så er der det andet lille problem. At du fryser. Hvordan skal vi fikse det?” Pax håbede, at Juno forstod – nej, hørte hvad han ikke sagde: jeg er med dig. Giv mig en grund til at gå hele vejen.

Det var umådeligt tilfredsstillende at høre, at Pax passede på ham, fordi han elskede ham, og da Pax lænede sig frem, gjorde Juno det samme, hungrende efter at være tættere på ham, efter at have savnet ham en hel dag. 

"Mit temperament?" spurgte Juno, overrasket, selvom han ikke burde være det. Det var trods alt selv samme dag, som han havde mistet hovedet over at se Hunter. Langsomt lænede han sig tilbage i stolen igen, imens Pax gav ham sandheder, han på ingen måde havde haft lyst til at høre. 

"Vi banker det ud af mig," svarede Juno straks, uden tøven. "En mand du stoler på, som jeg ikke stoler på. Vi lader ham holde mig nede indtil jeg ikke fryser længere." I forhold til, at det var sin værste frygt, han tilbød at udsætte sig selv for, var Juno helt rolig. Det var trods alt ikke det samme; at se på, hvordan han kunne slippe af med sin svaghed, og rent faktisk at handle på den viden, som han ikke engang vidste om ville være en effektiv løsning.
Det var heller ikke løsning på, at han frøs, han ledte efter, men i stedet efter ord, der ville tilfredsstille Pax; overbevise ham om, at Juno var klar til at passe på sig selv. 

"Mit temperament - det kan jeg håndtere. Jeg vil ikke være din bøddel, jeg vil bare -" Junos ord døde ud og han skulede igen til Pax. Jeg vil passe på dig. Hvis jeg kunne, ville jeg slå alle ihjel, der vil dig ondt, men det ved jeg, at jeg ikke kan. Det ved du også. 

Pax antog en grimasse af to modsatrettede størrelser på mindre end et sekund; den første var vantro overraskelse, som var Juno tungnem for ikke at se hans pointe. Den anden var forarget og vred.
Ligeså vel som Juno havde lænet sig tilbage i stolen igen, således gjorde også Pax. Hans arme fandt vej op foran hans bryst, sammenfoldet og ikke længere afslappede, som de havde været et øjeblik forinden. Ville Juno virkelig have, at Pax satte et sådant tortur i gang? Hvordan kunne han overhovedet tænke, at han selv ville gå med til det?
Men idéen… idéen er ikke dum.
Pax rømmede sig og slog klik med tungen før, at han lod sit blik farer op og henover den ene væg. Det tog ham et øjeblik at parkere det pludseligt opstående raseri, men da det endelig lykkes ham, nikkede han afmålt i Junos retning. Det var al den anerkendelse, han overhovedet kunne mønstre og hvis Juno ikke så, i første omgang, at det betød, at Pax var med på planen, var han ikke sikker på, at han kunne give sin accept for anden gang.
Junos ord tvang instinktivt Paxs blik tilbage til hans skikkelse. Dernæst formede sig der en rynke mellem hans øjenbryn. ”Bare hvad? Have ansvar? … Hvorfor er det vigtigt for dig, når du kan rende rundt og lave, hvad du vil?” Juno havde velsagtens flere gange proklameret, at han ikke ville være en pynte-kone men… Pax var ikke sikker på, at han forstod den andens intention.

Juno så og genkendte vreden, men reagerede ikke på den, udover at synke en klump, imens han ventede på, at Pax så den samme logik som han selv havde set. Det her var noget Pax ikke selv kunne hjælpe ham med, for Juno kunne ikke se sig selv være bange for ham. 
Til gengæld så han også anerkendelsen, da Pax gik med til hans forslag, og Juno åndede lettet op. En lettelse der spredte sig til hans krop, så han endelig kunne række frem og lægge en hånd mod Pax's knæ, på samme ben som Juno også havde sit ben hvilende imod, som han sad i en halv skrædderstilling. 

"Fordi det er det eneste, der betyder noget," svarede Juno ærligt og var ikke villig til at slippe Pax's blik, før han forstod, hvad dét betød. "Tror du jeg går op i hvor mange krystaller I tjener? Hvor mange kampe I vinder i arenaen? Hvor stort et territorium I har? Der er kun én grund til at jeg gider være en af Ulvens unger igen." Juno slap Pax's knæ med et suk og stoppede sig selv i at sige højt, at han ville passe på ham. 
"Ruks forræderi..." begyndte han i stedet, med sine bryn trukket sammen. Han kunne ikke finde de rigtige ord. Havde det forskrækket ham, åbnet hans øjne, bekymret ham? "Jeg har brug for det her," mumlede han i stedet og lod sit blik glide væk fra Pax og ned i gulvet. 

Pax lod sit blik fæstne sig på Juno for endnu engang. Denne gang så han skyggen af noget, der kunne forveksles med bekymring og da den blonde mand talte videre, begyndte en klokke at dingle.
Rynken mellem Pax’s øjenbryn forsvandt og langsomt nikkede han. ”Ikke, at du er min unge mere”, mumlede Pax, for af en eller anden grund var det vigtigt for ham at pointere. Juno havde ganske givet ikke undergået ritualet, men det gjorde ham ikke til mindre. Han havde været en unge. Nu var han voksen.
Pax rømmede sig og tog en dyb indånding, tilsyneladende tilbage i de kalkulerende tanker. Sådan sad han en kort rum tid før, at han nikkede og udåndede tungt. ”Posten er din –”, medgav han omsider, hvorefter han lænede sig frem og lagde en beslutsom hånd i Junos bløde nakke. ”Når du ikke længere fryser og du ikke ser rødt, når du bliver provokeret. Du er så tæt på spidsen, som du overhovedet kommer men i sidste ende – i hvert fald som tingene er lige nu – er det mit ansvar. Det giver dig frihed til ikke at tage noget personligt. Udnyt det.” Pax nikkede en enkelt gang, hvorefter han rejste sig. Hans tofarvede øjne var pludselig blevet distanceret og tomme; sådan som de så ud, når forretninger skulle gøres.
”Og hvis du vil gøre noget ved Ruk, så sker det i aften. Skal jeg følge dig hjem eller skal du med?”

Juno fnøs, da Pax påstod, at Juno ikke var hans unge mere. Han var muligvis ikke et barn længere, men han var stadig Pax's, og på en eller anden måde ville han også altid være hans unge, ligegyldigt hvor gammel han blev. Men fnyset var efterfulgt af et smil, og en ny lyst til at røre ved Pax igen - til at kravle op under hans jakke og helt tæt ind til ham, og glemme, at der eksisterede andre mennesker i verden. 

Derfor lænede Juno sig også straks ind mod berøringen, da Pax lagde en hånd om hans nakke. Posten var hans. Alle de krav der efterfulgte dét, betød ikke noget for Juno. Han vidste, at han kunne gøre hvad end Pax ønskede fra ham, hvis det kunne hjælpe ham mod sit mål. 

"Jeg skal med," svarede Juno uden tøven og rejste sig op, for at følge efter Pax. De nåede helt tilbage til entréen, før Juno tog sig sammen og greb om Pax's hånd for at stoppe ham fra at åbne døren. Med Pax's opmærksomhed på sig igen, trak han ham ind i et kys, med sine hænder begravet i Pax's hår og sine læber mod hans, i et tungt suk, inden han også pressede sin krop op mod hans. 
"Jeg er glad for at du hentede mig," hviskede han og slap langsomt Pax igen. Aldrig før havde han været dén, i et forhold, der søgte efter mere. Indtil nu havde han altid været dén, der trak sig ud af et kys, fordi der var vigtigere ting at tage sig til, arbejde der skulle gøres, planer der skulle lægges. 

Pax havde nikket afmålt og dernæst bevæget sig mod døren, ivrig efter at stoppe dét, der var startet mange måneder forinden.
Nogen må dø, så andre kan leve – og fuck om det er mig, der bliver hentet i aften.
(For) optaget af sine tanker om det forestående, bed Pax ikke mærke i Junos hånd om sin før, at han ikke længere kunne gøre andet end at snurre rundt på hælen. Næsten overrasket over, at Juno overhovedet ville røre ved ham, så han forundret på den blonde mand og var kun et øjeblik for sent til at reagere på hans kys.
Pax vågnede snart op – Junos læber og hænder i hans hår havde unægtelig dén effekt på ham – og ligeglad med, om døren indtil stuen ville gå op, gengældte hans Junos kys med en ivrighed, der afspejlede hans afsavn.
Da Juno trak sig en smule væk fra ham, rystede Pax spædt på hovedet, fornægtende. ”Jeg kommer altid, hvis det er aftalen”, mumlede han, som var det en selvfølge. ”Nogle gange… kommer jeg for sent, men jeg kommer altid. Medmindre en eller anden har taget sig af mig først, men… så kommer jeg og hjemsøger dig, indtil du har fattet, at jeg ikke kan overholde vores aftale.” Paxs øjne gnistrede med spøgefulde men milde gnister, hvorefter han kyssede Junos mund igen.

I samme øjeblik Pax gengældte kysset, slappede Juno af igen. Alle de forestillinger han havde haft om, at Pax ikke længere holdt af ham, eller at han slog ham ud af tankerne så snart det handlede om banden, forsvandt som dug for solen, og Juno udåndede tungt, lettet over at Pax's kulde, når det kom til bande-relaterede sager ikke havde noget at gøre med, hvordan han følte for Juno, på trods af hvordan Juno havde opsøgt fysisk kontakt med ham, fra det øjeblik han havde sat sig i stolen overfor ham.

"Jeg kan godt lide det. Det er romantisk. Kom og hjemsøg mig," svarede Juno lige så spøgefuldt tilbage og gengældte smilende kysset, hungrende efter den forløsning på deres forhandlinger som det var for ham. Hvis det stod til Juno, var der ingen, der nogensinde ville røre så meget som et hår på Pax's hoved, men dén diskussion havde de allerede haft. 

"Så nu myrder vi Ruk?" spurgte han med et skævt smil, han ikke mente, og strøg sine fingre igennem Pax's halvlange hår, for at skjule, at han netop havde haft sine fingre begravet i det. 

Udenfor var Hunters skamfulde ansigt det første Juno så, selv i mørket, og selvom Juno endnu havde smagen af Pax på sine læber, skulede han til Ulven over deres uenighed når det kom til den unge mand. Han gjorde dog ikke andet end dét - Hunters øje var stadig blåt, og Juno havde tilsyneladende fået etableret, hvem af dem der bestemte, for Hunter hverken sagde eller gjorde noget. 

Pax lo lavmælt og klukkende. Det er noget af det bedste ved dig – den der skide mund. ”Romantisk, huh? Det skal jeg huske”, mumlede Pax konspirerende og med et smil i stemmen, hvorefter de begge trådte udenfor – Pax mere opløftet end han havde været hele dagen.
I samme øjeblik at hoveddøren gled i med et klik, dukkede skikkelserne frem fra mørket. Pax kunne med tilfredshed konstatere, at Hunter havde sluttet sig til dem og med et anerkendende nik i knægtens retning, hilste han ham velkommen.
Gruppen bevægede sig tættere på Pax, der med en hånd om Junos ene skulder, tvang ham nærmere. Det var vigtigt, at de andre vidste, at den blonde mand var med dem og kun Pax kunne sikre, at de opfattede hans tilstedeværelse således. Juno var ikke længere en gæst eller allieret; han var Flok.
”Declan, Mac og Domnall”, præsenterede Pax hastigt, hvortil mændene Juno måtte have set omkring men ikke nødvendigvis kendte navnene på, nikkede i takt med, at deres navne blev sagt højt. Også Will var at finde i blandt dem, men ham anerkendte Pax end ikke med et blik. Noget, der ikke gik nogens næse forbi og som var overlagt. Endnu ikke havde han helt tilgivet den kønne mand men fra i aften… fra i aften havde Pax bestemt, at gælden ville blive tilbagebetalt.
”Han dør ikke før, at jeg har fået det, jeg egentlig kommer for. Når han rister –”, Pax sendte Hunter et sigende blik, ”så er det ikke gennemstegt. Og hold ham i et stykke… i hvert fald til en start.” Pax rettede derefter sit blik hen imod Mac, der en smule nedslået gryntede skuffet. Mac var… anderledes skruet sammen end så mange andre, og hvad der var sjovt for resten af verden, var ikke sjovt for Mac. Ikke desto mindre kunne Pax dog godt lide den sært udseende mand. Han var loyal indtil benet og humoristisk, når han ville være det.
”Lad os gå ud fra, at han ved, at vi kommer. Han foretrækker højre side, som de fleste andre men hans venstre hofte har set bedre dage –”
”Det samme med hans skulder. Den går rigtig, rigtig, rigtig nemt af led”, mumlede Mac fornøjet, hvorefter han lo lavmælt, frydefuldt.
”Også det. Han slås som et svin. Der er ingen ære, intet kneb der ikke er for beskidt.”
”Ligesom os”, lød det fra Declan, der modtog et anerkendende nik fra Pax og forventningsfuld latter fra de resterende. Selv Will forsøgte sig med et lille grin, men skulle aldrig lykkes med det. Pax kunne lugte stanken af nervøsitet. Will var bange. Mere bange end han burde være…

Juno var oprigtig, når han havde kaldt det romantisk. Også hjem søgningen, men mest det, at blive hentet. Han ville gerne hentes og han ville gerne kaste sig i hans arme af glæde næste gang. Han ville også gerne holde Lizzy i sine arme og kysse Pax velkommen hjem. Pludseligt ønskede Juno sig den slags idyl, som han altid havde vrængt på næsen af og af samme grund kunne han ikke få sig selv til at sætte ord på den slags ønsker. 

Udenfor kæmpede han mod sit instinkt til at være sur teenager. Han havde truffet et valg om at være en del af Flokken og selvom alt i ham skreg, at det var nemmere at trække sig væk igen, at melde sig ud af Pax's lederskab, af planer, der ikke er hans og en Flok, der ikke er hans, så var der ikke noget af det Juno ville melde sig ud af. Han havde tænkt sig at begynde at opføre sig som den prins han kunne være i stedet. 

Det startede med at anerkende mændene, som Pax introducerede dem, selv Hunter, hvor lidt Juno så end brød sig om det. Også Will hilste han på med et nik, selvom Pax havde ignoreret ham.

Som Pax uddeler ordre om, hvordan de skal lægge Ruk ned, går det op for Juno, at han ikke har evnerne til at hjælpe i direkte kamp. Hvor meget den viden end generer ham, så lader han det ikke vise. Pax havde jo tydeligvis ikke brug for hans hjælp, ellers ville han ikke have tilbudt at følge ham hjem i stedet. 

Pludselig havde Juno det varmt, imens angst, ikke bare for deres forestående, men også for Pax's vurdering, og Flokkens vurdering, af Junos præstation. Heller ikke dette afslørede hans ansigt, men holdt man øje, kunne man se, at Juno holdt sig tæt til Pax's side og ikke kunne joke omkring som de andre i gruppen. Han brød sig ganske vist ikke på nogen måde om Ruk, men han havde heller aldrig været god til vold. 

Pax kunne lugte Junos angst. Ligesom hans vrede havde angsten sit eget væsen, og selvom gaden, hvori de stod, stank af råddenskab, øl, sex og beskidte kroppe, var Junos duft så dominerende, at Pax for et øjeblik ikke kunne ænse andet end den; som om den også var hans angst…
Da mændene begyndte at gå, lagde Pax sin ene arm omkring Junos skulder og trak ham indtil sig. Juno kunne snyde de andre, men han ville aldrig lykkes med at snyde Paxs næse.
”Du behøver ikke. Jeg kan sende dig hjem, når vi når til huset”, hviskede han, hans øjne hvilende foran sig på de andre, som var de gode venner, der blot spankulerede afsted mod den nærmeste krostue, ihærdig efter at få deres første øl. ”Hagen op, Juno.”
Efter Juno havde svaret Pax, modsat sig hans tilbud, forblev Pax tavs. Han hev dog ikke sin arm til sig, men fortsatte igennem hovedstaden med den over den blonde mands skuldre, alt imens tankerne langsomt begyndte at finde hvile. Det gjorde de altid lige inden slagets første udspil, for det var, måske modsat hvad andre tænkte, simpelt, det de nu måtte gøre.
Først da de søgte ly i en nærtstående gyde, fjernede Pax sig fra Juno. Han var lederen, hvormed det var ham, der måtte føre de øvrige ind i huset. Uanset hvor meget han ønskede, at forblive hvor han var, var det ikke længere en mulighed.
Kommunikationen var tavs og bestod af alskens håndfaktor kastet frem og tilbage mellem mændene. Pax spildte ikke tid med at sætte Juno ind i, hvad der foregik, for ej heller var det en mulighed. Skulle han bevise sit værd, måtte han være hurtig, både på fødder og mellem ørerne.
Declan aflagde afstanden til Juno, hans blik vendt ned, som kunne han til enhver en tid gro skarpe tænder og bide hans hoved af. ”Du er med mig. Vi tager bagtrappen, indtil signalet lyder”, forklarede manden mumlende, tilsyneladende i et gavmildt humør og med lyst efter at behage ham, der var kommet ud af ingen ting men så ganske tydeligt betød noget for hans leder.
Imens Declan afventende skuttede til Juno, var Mac og Domnall sat af sted mod hoveddøren. Deres støvlesnuder var bemærkelsesværdig stille, som løb de ikke igennem hverken mudder eller gros. Snart forsvandt de rundt om hjørnet, hvilket efterlod Pax tilbage med Hunter.
”Du er med Dom og Mac. Af sted”, mumlede Pax i en ordre, da han skridtede forbi den noget yngre knægt og sprang op langs husets skæve murværk. Han kravlede som en edderkop, tydeligvis vant til at bevæge sig vertikalt. Paxs bevægelser var atletiske og drevet frem af en styrke, den tynde krop ikke burde besidde – eller måske nærmere en, man mistænkte den for ikke at have.
Da Pax nåede frem til det første vindue, vristede han en af sine trofaste kasteknive fri af sit støvleskaft. Han sad i en unaturlig stilling, der for det utrænede øje ikke lod nogen vide, hvordan han helt bar sig ad. Det kunne ligne, at hans støvler end ikke rørte ved vindueskarmen.
Det tog ham to hjerteslag før, at han havde dirket vinduet op og var kravlet ind i det tætte mørke; indtil lyden af rytmiske stød og støn…
Pax bevægede sig som en skygge ind langs gangen, indtil han nåede værelset, hvori Ruk befandt sig. Han kunne lugte ham, lugte hans opstemthed men dertil… også noget andet. Pax lagde en hånd til døren og lod den langsomt skubbes op.
”Jeg har aldrig fattet hvorfor, at du tvinger dem til at klæde sig ud som piger.”

"Nej. Det er her jeg vil være. Sammen med dig," svarede Juno lavmælt tilbage, bekymret for om de andre i flokken kunne høre ham. Der var flere grunde til, at han var nødt til at være sammen med Pax i det her, og de var alle sammen bedre end grunden til at tage hjem.
Juno løftede dog trods alt hagen på Pax's påbud om dette. Det hjalp at gå, som om han hørte til som én af dem. Også selvom han mest af alt havde lyst til at begrave sit ansigt ind mod Pax - dét måtte han vente med. I det mindste var Pax's arm om ham så længe som han kunne slippe afsted med det. 

"Okay. Jeg har din ryg, Declan," svarede Juno, da den fremmede mand opsøgte ham. Uden Pax's arm om sig følte han sig udsat, men han havde lovet at blive en del af flokken, og af samme grund havde han gjort sig umage med at lære deres navne. Han nægtede sig selv at være bange for dem og tvang sig selv til at stole på dem. 
Juno fulgte med Declan til bagtrappen og ventede anspændt indtil Declan bragede "dét var signalet, knægt!" og fløj igennem bagdøren, som havde træet ikke været lavet af andet end tyndt papir. Juno, med en dolk trukket, fulgte efter ham, indtil en mand i kjole, med blå mærker i ansigtet, forsøgte at finde vej forbi ham, og stanken af sex der kom fra ham, fik Juno til instinktivt at træde væk - hvem end det var, så var det ikke ham de var kommet efter, og Juno blev kvalm bare af lugten i sig selv. 
Hans blik svømmede, som han holdt øje med hvad Declan gjorde, og pludselig fik han øjenkontakt med Will - Will, der så både skamfuld og ophidset ud, hans kinder røde og hans mund åben, og med en kuldegysning forestillede Juno sig, hvad Ruk og Will kunne have haft til fælles, smukke, søde Will, der kunne få hvem som helst, hvis bare han også kunne bruge sit hoved. 

Som delte Juno Wills skam, slog han blikket ned og fulgte efter Declan, der i mellemtiden havde slået to fyre bevidstløse. Juno så knap nok, hvad der ellers foregik omkring dem. Han havde Declans ryg, som lovet, men kun fordi Declan havde styr på alt der kom deres vej, og Juno genovervejede, om han havde skulle lade den bekjolede mand slippe forbi dem, men kunne ikke få sig selv til at fortryde det - han havde tydeligvis ikke haft nogen våben på sig. 

I det tilstødende rum hørte han gnister og da han skævede derind, så han Hunter, med gnister i et blåt skær omkring sig, og et koldt, ondt udtryk i ansigtet, som Juno ikke havde set på den unge knægt, siden han havde hængt med Asad. Et udtryk der mindede ham om, hvordan Hunter havde grinet, imens Asad havde holdt Juno nede og slået på ham, indtil Junos ansigt ikke længere var genkendeligt. 
Det var et udtryk, der mindede Juno om, at Pax havde tænkt sig at torturere Pax. Det blev pludselig meget tydeligt, at han ikke længere var en del af Rottebanden, og da Declan med et nik gestikulere, at de skulle slutte sig til de andre, lod Juno Declan gå først, så han kunne lade den anden mands brede skuldre skjule sit udsyn. 
Han havde ikke lyst til at se, hvad der skulle ske nu. Det var anderledes fra Junos temperament og pludselige vrede - det her var koldt og beregnet.