Turen var endt tilbage til Medanien. Eller Ilaria befandt sig i Medanien. Bart, hendes følgesvend, befandt sig i Amazonitskoven nord for landsbyen. Engledrengen havde egentlig fået valget. Tage med til Medanien og vandre byens gader, indtil Ilaria var færdig - hvilket kunne tage alt fra en time til et dusin. Eller også kunne drengen forblive i Amazonitskoven og være omkring lysningen, indtil Ilaria kom for at hente ham. Valget havde ikke været svært for drengen. Der var bare dage, hvor han ikke ønskede at blive kigget på og en masse kiggede på ham. At se en engel var måske ikke noget stort, men at se en engel i en så lille og ung krop var noget andet. Alle vidste, hvad en engel betød. Hvad det betød for personen, før vingerne var kommet. Og Amazonitskoven var ikke det mest fremmed for drengen. Før vingerne var kommet, havde der ikke været langt fra Ellis-gården til skoven. Derfor var det da også med en bittersød følelse i maven, da Ilaria havde landet med ham i lysningen, før hun kort efter forsvandt videre mod Medanien.

Skovens vinde gav en kølig fornemmelse under Barts uldtrøje. Det var ulempen ved at have to store snit i ryggen på den for at give plads til de råhvide vinger. De fyldte og de kunne ikke trækkes ind endnu. Hvis Bart overhovedet nåede at lære dette. Udover den lidt for store uldtrøje var benklæderne var store og krævede bæltet for ikke at blotte de tynde, blege ben. 
Der var noget beroligende i at vandre i skoven alene. De eneste lyde kom fra naturen selv og skovens mange beboere. Og lige nu befandt Bart sig et sted, hvor ingen af skovens talene beboere befandt sig, medmindre de selv havde fundet vejen herhen. Det var afslappende ikke at føle stresset fra andre personer. Bare Bart og ingen anden.

 Kulden var rigtig begyndt at lægge sig om Amazonit Skoven, og Splip var begyndt at finde det særlig koldt. Det første stykke tid havde det været hårdt for fødderne, der havde vænnet sig til det mere varme vejr. Den ekstra hårde hud var dog kommet tilbage, og Splip tænkte ikke længere over det rigtigt var koldt. Ud over når han altså sad stille. 
 Kulden vidste bare hvordan den skulle sætte sig i den lille krop, og gøre den kold helt ind forbi knoglerne. Noget Splip havde svært ved at slippe ordenligt af med, skulle de ske. Han havde ingen midler eller viden at kunne holde sig varm. Ikke andet end at holde sig i gang. Det lille hjem, som mest af alt nok kunne beskrives som en sær bunke af pinde. Hjemmet var kun lige stort nok til at Splip kunne stå oprejst der inde, ligge i den ene ende og sove, og have de to stole Bongo lavede til ham stående i den anden ende.

 For at holde sig i gang, havde Splip denne dag bestemt sig for at tage på jagt. Ikke at han hverken vidste hvad det var eller hvad det indebar. For Splip handlede det om at finde nye væsner at blive venner med - ikke at det altid gik lige godt. 
 I dag var en af de dage. Splip havde fundet et væsen der lå og sov, og var gået op til det for at snakke med det. Det havde dog sovet tungt, og i er forsøg på at vække det var Splip begyndt at ae for det. Det havde en dejlig blød pels, som kildede mellem fingrene. Splip var sikker på den måtte have det dejligt varm, men dens krop virkede bare underlig kold. Og den reagerede slet ikke på Splips berøringer. 
 Det uskyldige ansigt rynkede sig i forvirrede folder, som han forsigtigt gik lidt rundt om den, for at se om den var kommet til skade. Da han nåede om på den anden side, blev han mødt af noget der fik ham til at gispe forskrækket og fik underlæben til at bævre, inden de korte ben sat i løb væk fra væsnet og tilbage til det sikre hjem, med et højlydt hyl. 

 Det store, blodige hul i maven på væsnet var nok grunden til at den ikke reagerede og var kold, og selvom Splip altid havde boet i skoven og set dens både gode og dårlige ting, ville han nok aldrig vænne sig til at se frisk død. Derfor skreg og hylede han af hele hans lungers kraft, hele vejen tilbage til lysningen.

Lige nu var det nok meget heldigt, at Bart nærmest kun havde klæder, der for stort for den lille dreng. For som de kølige vinde tog til, kunne drengen trække ærmerne helt over hænderne og lade dem forblive lidt varme i det tykke uld. Men ulempen var så, når der var hul i klæderne. Trøjen havde huller på ryggen, men de løse benklæder havde huller på knæene efter alt for mage snubleturer. Og når vinden fandt vej igennem hullerne, løb kulden hele vej op og ned af de spinkle, nøgne ben af drengen. Det var nok heldigt nok, at han ikke rigtig følte sygdom mere, men han kunne stadig føle kulde. 

Gående lidt i sine egne tanker hørte den lille engledreng ikke først det hylende skrig i skoven. Der kom altid så mange lyde fra en skov, at en enkelt til eller fra ikke vakte synderlig meget opsigt. Men som hylet blev højere og højere, lagde Bart mærke til det. Som han kiggede op, syntes drengen at se en skikkelse komme imod ham med de blå øjne. 
Men det var først, da Bart lagde to og to sammen, og komplede det hylende skrig sammen med denne imødekommende skikkelse, at de tynde øjenbryn endte oppe i panden. Han stoppede op. Endda vaklede den lille børneskikkelse bagud. "Hvad i..?" Bart kiggede kort rundt. Blev det imødekommende skrig jagtet af nogen? Var det en jæger og var skriget et tegn på, at Bart var byttet?
Fordi drengen fortsatte med at tumle baglæns, skulle det ske, at han ramte en sten med hælen. Den havde han endda gået over for ikke lang tid siden, men nu fik stenen drengen til at lande bagdelen først på den halvkolde skovbund. Hænderne var med håndfladerne ned, som skikkelse uden tvivl snart ville nå ham. Snart ville Bart finde ud af, om skikkelsen var på jagt efter ham eller selv jagtet. Eller noget helt tredje.

 De røde, vilde krøller stod ud til alle sider som Splip løb. Han skreg og hulkede, men så sig  aldrig over skulderen. Det var jo ikke fordi han løb fordi han blev jagtet, det havde bare været et grimt syn, og det gjorde ham bange og ked af det. Han ville jo bare snakke lidt med den, og så var den bare kold, stiv og blodig. 
 Der kunne selvfølgelig ikke være en overraskelse at det var fysisk hårdt for den lille blandingsalf at både løbe, skrige og hulke på en gang. De små lunger havde svært ved at følge med, og da Splip ikke længere kunne følge med i vejrtrækningen og løb tør for luft, ja så kollapsede ham lige så lang han var, og landede på maven med hovedet ned i jorden. 

 Selvom det måske ikke så sådan ud, så tog han selvfølgelig fra med hænderne, men blev bare liggende som om han var blevet slået ud af faldet. Hele hans krop gjorde ondt, og han havde vist også fået jord i munden, men han havde ikke lyst til at flytte sig. 
 Splip hulkede dog stadig, hvilket nok forklarede hvorfor han havde fået jord i munden. Det var dog alt for hårdt at skulle rejse sig - hulkene gjorde det ikke nemt at trække vejret når han var så forpustet, og derfor var det bare endnu hårdere at tage sig sammen til at rejse sig. 

 Splip havde ikke lagt mærke til, overhovedet, der var andre i området. Han havde været så opsat på at komme væk fra det sørgelige syn, at han nærmest havde løbet med øjnene lukket og kun lige kunne se hvor han løb.

I et lille stadie af frygt forventede Bart at stå ansigt til ansigt med ejermanden af de knasende grene under sig og skriget. Dog nåede engeldrengen aldrig dette, for foran ham kom en ny lyd til stede. Og det lød, som om noget eller noget faldt direkte ned i græsbunden under sig. Dette fjernede lidt af frygten i drengen, der valgte at rejse sig op uden at baske noget af skidtet fra sin beklædning. Det var beskidt nok i forvejen.

Om Bart inderst inde bare var en idiot eller han vidste bedre, kunne kun guderne vide, men efter at have stået og kigget ind i skoven i lidt tid uden nogle ændringer, valgte engledrengen at træde længere ind. Hvert skridt virkede tungere og tungere. Hvad tænkte han på? Et rovdyr kunne snildt falde. Eller et væsen var klogt nok til at distrahere og trække et bytte ind. Gid Bart virkelig ind i en fælde af egen fri vilje?
Svaret var et klokkeklart nej. For da Bart kom langt nok ind, blev han mødt et lille væsen med ildrødt hår og beklædning, der lignede at være fra skoven og træerne omkring dem. Normalt ville Bart altid være den mindste. Han var en fjortenårig fanget for evigt i sin krop som elleveårig, men allerede nu kunne han bedømme, han rent faktisk var større end dette spøjse væsen. De råhvide vinger slappede en anelse af, som de nu nærmest hang ned. De yderste spidser snittede svagt til skovbunden under dem. 
Med hovedet på skrå og de blå øjne hvilende på det faldende væsen åbnede Bart sin mund for at snakke. Der var en lille afstand i mellem dem i tilfælde af, at dette endnu var en fælde. Små væsener kunne også være intelligente. "Er, er du okay?"

 Midt i Splips anstrengte vejrtrækning og hulken lød der pludselig en lyd ude i skoven. En lyd i det fjerne af skoven fik Splip til at stivne og stoppe hans hulken. Det lød som om nogen var på vej mod ham. I stedet for at rejse sig op og forsøge at komme væk, blev Splip bare liggende, helt stille uden at sige en lyd. 
 Splip var for længst holdt op med at bide mærke i bunkerne med døde, rådne dyr der dukkede op når hans følelser stak af med ham, og derfor havde han heller ikke tænkt over hvordan han nærmest havde lavet et spor af ildelugtende bunker af ukendeligt materiale mellem ham selv og det døde væsen han var løbet væk fra. Det var først nu, hvor noget var på vej hen mod ham, at han kom til at tænke på dem. Hvis han nu lå helt stille, troede hvad end der var på vej hen mod ham, også at han var død. 
 Hvad han godt nok ikke tænkte over var, hvordan hans noget friske og ikke spor rådne krop, ikke rigtig passede sammen med bunkerne af døde, rådne dyr.

 Det var dog ikke helt nemt for Splip at ligge helt stille. Jorden i hans mund smagte ikke særlig godt og fik ham til at lave grimasser og bevægelser med tungen i et forsøg på at få det væk. Han holdt dog fast i at han var død, og reagerede derfor ikke med det samme, da der kom en hen til ham og spurgte om han var okay. Med det samme stoppede han med bevægelserne, selvom det kun gjorde det hele endnu mere tydeligt.
 " Splip okay,  " endte han dog med at sige efter et stykke tid uden der skete noget. Hvis ikke han blev angrebet var det vel ikke farligt? Forsigtigt satte Splip sig op, mens han prøvede at spytte jorden ud. Ad. Så snøftede han og pegede i retningen han var kommet fra - tilbage mod sporet at døde dyr, han havde efterladt ved et uheld.
 " Flåf ikke okay. Splip bare ae ae, sige hej. Flåf bare helt stille. Flåf kold, så Splip kigge. Kæmpe av av hul, Splip ked.  " Plaprede Splip der ud af inden han igen gav sig til at sidde og hulke og hyle. Stakkels store væsen.

Som Bart observerede mere af sine omgivelser og omgivelserne rundt om det rødhåret væsen, kunne engledrengen straks se, at de ikke var alene. Små dyr lå bag væsenet med tilfældig afstand. Alt fra små fugle til insekter til mere lår stille på jorden. Dog havde Bart ikke tankerne til at fokusere på dem. De bevægede sig ikke i modsætning til den rødhåret, der bevægede sig kort, før de straks blev stoppet. Prøvede væsenet at spille død, tænkte Bart kort for sig selv, før en stemme brød ud.

Splip? Den måtte omtale sig selv i tredjeperson. Det konkluderede Bart i hvert fald, da den satte sig op. Jord blev spyttet ud, som om Splip havde prøvet at tage en bid af jorden under sig. Engledrengen bebrejdede væsenet ikke. Han havde før selv prøvet at falde ansigt først og hvis munden var åben, ja, så fik man en smag eller to.
En pegende finger blev gjort i retningen af, hvor Splip kom fra. Bart strakte halsen en anelse for at se, om han kunne se noget. Han kunne ikke se andet end de små væsener, hvoraf nogen af dem ikke længere lå der. Igen, dette havde engledrengen ikke just fokuseret på. Nej, han havde fokuseret på Splip og væsenets næste ord. Små rynker opstod i mellem øjenbrynene. Det var høre et lille barn, der ikke helt havde lært at snakke. Små, korte sætninger. Dog forstod Bart lidt af dem. Splip havde prøvet at sige hej til en Flåf. Denne havde lagt stille og efter lidt tid, havde Splip fundet et hul. Betød det, at Flåf var død? Men Bart nåede ikke at spørge om dette, før Splip satte sig atter ned og lod sine hulken og hyl lyde igen.
Lettere akavet satte Bart sig ned på knæerne med hælene hvilende mod bagdelen. Hvad skulle han gøre? "Vil du tilbage til Flåf? Eller vil du blive her lidt?" Bart havde ingen ide om, hvem eller hvad Splip var. Væsenet mindede lidt om en alf, men de var da langt mindre. Og deres vinger var større. Men udover dette vidste drengen heller ikke, hvad han skulle sige - hvilket nok også kunne høres i den forvirrende og lettere tøvende stemme, drengen snakkede med.

 Efter lidt tid, flyttede Splip blikket bagud så han så tilbage hvor han var kommet, og kiggede forbi bunkerne af de ildelugtende, døde og rådne dyr, der nærmest lavede et spor der viste hvor han var kommet fra. Han snøftede lidt inden han så tilbage på drengen foran ham. Drengen der ikke virkede til spor at reagere som Splip ellers opleve andre normalt gjorde. De væsner han havde mødt hvor bunkerne dukkede frem, plejede enten at undersøge bunkerne, løbe væk eller begyndte at brokke sig over den forfærdelige lugt der kom fra dem. 
 " Ligeglad med uardgh? " spurgte Splip og holdte sig for næsen for at spørge om drengen var ligeglad med stanken. Splip var vokset op med den, så han tænkte ikke længere over den. Den var bare helt naturlig for ham. 

 Splip gav ikke drengen længe om at svare, for han var trods alt blevet spurgt om noget. Blikket skævede kort over skulderen, som overvejede han om han ville tilbage til det døde væsen.
 " Flåf ik mere. Splip ikke se igen, ik li. Splip uuuh,  " forklarede han og rystede lidt med kroppen, holdt om sig selv og så trist og bange ud. Det havde ikke været rart for det lille væsen at se. Han havde fundet det meget uhyggeligt og skræmmende. Tænkt at nogen eller noget kunne gøre så fint og blødt et væsen noget. Selvom en lille del af ham også tænkte over at den pels kunne være god og varm at have om sig i vinteren. 

Synet af dyrenes lig bag Splip havde Bart ikke just lagt mærke til, da fokusset havde været på det rødhåret væsen. Men som Splip spurgte, om engledrengen var ligeglad med, hvad end han sagde, samtidig med at holde sig for næsen, ramte lugten Bart som en halvørn i tornadofart. Straks skar drengen en grimasse, som havde han lige haft næsen nede i en bunke gødning, samt fingrene hold om næsen for at holde stanken ude. Hvad var det? Intet verbalt svar, men mon ikke denne reaktion var nok for Splip?

Som Splip skævede over sin skulder, fik Bart synet af ejermanden til stanken - eller ejermændene for den sags skyld. Et halvt skridt med taget bagud, ikke væk fra Splip, men væk fra de mange døde dyr. Hvor kom de fra? Hvem havde dræbt dem? Havde Splip gjort det?
"Hvad med alle dem?" spurgte Bart med en anelse forvrænget stemme takket været fingrene om næsen. Den frie hånd pegede på dyrene bag Splip. Hvordan kunne det rødhåret væsen være tydelig oprevet over en Flåf og ikke lægge mærke til striben af væsener bag ham? Alligevel kunne Bart alt andet end at være anklagende. Den rystende krop, det triste og bange ansigt. Var det sådan, gamle bedstemødre så Bart? Som en uskyldig og sød dreng, som intet slemt burde ske til, skønt virkeligheden næppe havde samme tanker?

 Det så ud som om at det var Splips spørgsmål der var skyld i at drengen pludselig kunne lugte bunkerne. Læberne foldede sig lidt sammen, og Splip fjernede hånden fra næsen igen med et forsøg på en undskyldende mine. Det var jo ikke meningen at han skulle lugte det hvis ikke han kunne. 
 " Unkyld, " sagde han.

 Da drengen pegede forbi Splip og over mod de mange bunker af døde dyr, kiggede Splip over skulderen mod dem, og viftede lidt med hånden mod dem.
 " Splips, væk snart. Bare Splip trist,  " forklarede han og så tilbage på drengen. For første gang kiggede Splip sådan rigtig på drenge. Nu var han kommet videre fra forskrækkelsen over det store, døde dyr, og det var ikke længere interessant. Hvad i stedet var interessant var det Splip fik øje på bag barnet.
 " Oh! " Splip fik hurtigt rejst sig op, og det korte ben fik hurtigt fragtet ham om så han kunne se de store hvide vinger bedre an. Splip havde selv nogle, han vidste hvad de var til. Det havde han set på fuglene der fløj rundt, men han kunne simpelthen ikke få hans egne til det. 
 Bag Splip begyndte bunkerne længst tilbage ligeså stille at forsvinde ud i det blå ligesom de var dukket op ud af tingen ting. Ikke at det var noget Spilp lagde mærke til - det gjorde de jo altid. Lige stå stille i den rækkefølge de var dukket op forsvandt bunker. Splip var dog mere fokuseret på vingerne, og hvis ikke drengen flyttede sig væk, ville Splip forsøge at røre ved dem.
 " Waaaauw! " lyd det fascineret.

At Splip undskyldte, som om hans pointering af væsener bag ham var det, der vakte lugte for Bart, virkede alt for meget som noget, engledrengen selv ville undskylde over til fremmede. Noget, han ikke var skyld i, undskyldte han for. Derfor løftede han da også blot sin hånd som for at sige, at det var okay. Den rødhåret Splip skulle ikke føle skyld over noget, han ikke burde.

Alligevel kunne Bart ikke lade være med at bide mærke til væsenets ord. Splips? Var det hans ofre? Kunne et væsen som han gøre det mod så mange væsener? Tanken var skræmmende, men også usandsynlig. Splip virkede ikke som typen, der dræbte på må og få. Dog fik engledrengen ikke en mulighed for at spørge ind, da Splip virkede til at lægge mærke til vingerne på drengens ryg. Den rødhåret Splip var hurtig bag Bart, sikkert for at studere de råhvide vinger. Hvis den levede i skoven her, var engle nok næppe, hvad Splip så mest af.
Som Splip var bag ham, havde Bart perfekt udsyn til væsener liggende. Dog formindskede disse sig gradvist, indtil den aller nærmeste også forsvandt. Det var ikke rigtige væsener. Bare magi. Nok Splips magi. Bart bevægede sig ikke synderligt meget, så hvis Splip havde armen fremme for at røre vingerne og deres fjer, ville den kunne dette. Dog kiggede engledrengen kort over skulderen til Splips andet udbrud. "Du har selv vinger. Helt nyt er det vel ikke for dig?" Splips vinger var næppe som Barts. De hvide fjer i de store vinger til Splips små alfevinger. Kunne de overhovedet bære den rødhårets vægt? Barts vinger var jo nærmest større end drengen selv. De kunne fragte flere Bart'er på én gang, hvis det skulle - og hvis han kunne styre flyvningen bedre.

 Som var der blevet tændt lys i Splips øjne, stirrede han fascineret og imponeret på de store, hvide vinger der stak lige så fint ud fra ryggen af ham. De var noget helt andet end Splips egne vinger, der var små og ødelagte. Ikke at Splip vidste hvordan hans vinger burde se ud. De havde altid se sådan ud. Han vidste bare de ikke var helt magen til alle de fine vinger de små flyvende fugle havde, eller drengens store, flotte vinger. 

 Splip baskede lidt med de sølle vinger, mens han kiggede sig over skulderen. Han vidste godt han selv havde nogle, de var bare ikke som alle de andre han havde set. Splip sukkede og vendte blikket tilbage til drengens vinger, inden hånden rakte ud for at glide over det bløde fjer ganske blidt.
 " Fine! " sagde det lille blandingsvæsen. Splip tog hånden til sig igen, og så i stedet op på drengen. 
 " Splip ikke.. svush svush," tommelfingrene  viklede sig lidt om hinanden inden han sagde lydene der skulle indikere lyden af vingeslag, mens resten af fingrene pressede sig mod hinanden på hver sin hånd. Mens han sagde lydene vippede ham med fingrene som var det vinger der fløj, og hænderne bevægede sig lidt rundt. Splip kunne ikke flyve. Han faldt bare. Langsomt.

Vingerne på drengens ryg virkede virkelig til at have fanget Splips opmærksomhed. Det underlige væsen virkede i hvert fald ikke trist mere, som han stod bag Bart og observerede vingerne med behag. Splip kærtegnede sågar de råhvide vinger, som ville man gøre et kæledyr. Bart fandt det en anelse underligt, men han trak sig ikke væk. Ikke før Splip selv havde taget sin hånd til sig, så valgte engledrengen at vende sig rundt, så de atter stod ansigt til ansigt. Bart følte sig virkelig stor sammenlignet. Var det sådan, alle andre følte med ham? Kiggende ned på ham, som var han intet andet end et meget lille barn? Denne opfattelse af væsenet var måske også lidt forstærket, fordi Splip opførte sig lidt som et barn. Den underlige tale, lille størrelse, hurtig humørskift og alt sådan noget.

Ja okay. Bart forstod, hvad Splip sagde og hentydede til med vingerne. Han baskede med hænderne som vinger og lavede sågar lyde med munden. Drengen kunne ikke lade være med at finde det sødt. "Jeg flyver heller ikke godt. Jeg lærer stadig. Det er ikke nemt." indrømmede Bart ærligt og med et lille, opmuntrende smil. Dog bevægede han vingerne en anelse. De blev bare slået ud, så de var i fuld størrelse. Splip ville se vingespandet hos drengen. Hvordan det fik kroppen til at sende endnu mindre ud. Ilaria prøvede stadig at lære ham og flyve og jovist kunne drengen lette og blive i luften. Men kontrol virkede ikke til at have ham og det var ikke just køn og elegant flyvning. Han var ikke født med vingerne, det var tydeligt. Og de få år med dem var ikke nok til at have erfaring. Han prøvede virkelig. Det var bare ikke nemt. Og han var stadig et barn inderst inde og ikke kun udvendigt.

 Splip var ikke helt sikker på hvad drengen prøvede at fortælle, men han troede nok han forstod det. At han kunne det fuglene kunne, og Splip ikke kunne. 
 " Splip b.... WAAAAUUUUUHHWH! " Splips øjne blev kæmpe store, nærmest så man kunne blive i tvivl om de ville poppe ud af deres pladser, som han afbrød sig selv. De var jo enorme de vinger! Splip troede ikke han havde set nogen så store før. 
 Ivrigt trippede det lille blandingsvæsen på stedet, inden han ikke længere kunne holde sig i ro, og måtte bevæge sig lidt rundt om drengen med de kæmpe vingere, med små hop og hænderne klappende sammen i ivrige klap.

 Efter at have hoppet lidt rundt stoppede Slip op og vendte ryggen til drengen, så de stod med ryggen vendt mod hinanden. Splip stod lidt væk, så han ikke ville blive ramt hvis drengen flyttede på vingerne, og prøvede at sprede sine egne vinger lige så meget ud. Der skete dog ingen ting, for Splips vinger var bare små og ødelagte. Et trist udtryk lagde over hans ansigt. Han havde lige håbet at det var fordi han ikke gjorde vingerne store nok, at han ikke kunne flyve, men det var jo bare fordi vingerne var ødelagte for små. Ikke at Splip helt forstod det.
 " Splip bare ffffh.. " prøvede han at forklare, med en hånd der startede højt oppe, og langsomt dalede længere og længere ned.

Måden, hvorpå Splip nærmest lignede et lille barn, der så et simpelt trylletrick. Det lille væsen hoppede og klappede som, ja, et barn. Det kunne da få alle, selv Bart, til at smile og fnyse for sig selv. Det krævede tydeligvis ikke meget at imponere Splip, for drengen havde set større vinger. Ilaria havde store vinger. Alle voksne engle havde vinger, der ville få Barts til at ligne Splips. Vindespandet skulle passe til englen og det gjorde de for Bart. Drengen kunne ikke gøre for, at han var en elleveårig dreng af udseende.

Ryg til ryg stod de. Kort kiggede Bart over skulderen. Splip fik sine vinger ud. Selvom det var en ond tanke, syntes drengen, at de var ynkelige. Det var ondt sagt, for hvor mange gange havde Bart ikke selv været ynkelig? Men de små vinger, der tydeligvis ikke kunne andet end at være til pynt, gjorde ikke meget for at gøre Splip større. Og det kunne det rødhåret væsen tydeligt selv se, sådan som han så trist ud. 
Hurtigt vendte Bart sig rundt lige i takt med, at Splip snakkede og igen brugte sine hænder. Det var tydeligt, hvad væsenet ville sige. Han kunne hoppe fra et højt sted, men frem for at flyve hen, faldt Splip ned. "Det gør jeg også tit. Bare ikke nær så drastisk." sagde Bart halvgrinende. Han fløj ikke så meget, som han svævede. Hvis ikke fokusset var på luften og det at flyve, ville drengen ikke flyve. Det krævede meget for at få vingerne til at baske og få vind nok til at holde sig oppe. Og styre, dét var et helt højere problem. Et problem, Bart kun havde snittet med sine vinger for nu.

 Det var tydeligt at se, at det lille blandingsvæsen havde det trist over hans manglende flyvende evner. Han kunne jo se han havde vingerne, ligesom fulgene, bierne og alle andre væsener der fløj. Hans så godt nok ikke ligedan ud, men drengen vinger var jo også noget anderledes. 
 Splip forsatte med at se sig over skulderen mod drengen, men vendte sig rundt da drengen begyndte at snakke. En mistroisk grimasse lagde sig over det lille ansigt, selvom han ikke helt forstod var han sagde. Splip troede ikke på at drengen ikke kunne flyve - det var hvad han havde fået ud af sætningen. 
 " Os bare fffhh?  " spurgte han, og illustrerede igen at dale langsomt ned med hånden. Udtrykke der var vendt med drengen var dog skeptisk. Mon han ikke forstod hvad Splip sagde?

 Som hånden nåede ned til omkring hans hofte, slappede han af i armen, og lod den falde ned og hænge langs siden. Han tænkte lidt, inden han pegede på drengens vinger.
 " Splip gerne svush svush! " Vingerne var store og han var sikker på drengen godt kunne flyve med den begge på en gang! Og han synes det var en rigtig god ide hvis de prøvede!
 " Op! Op! Og væk! " lød det munter og ivrigt fra Splip, mens han hoppede lidt på stedet og pegede op på himlen i stedet.

Var det skepsis, der var at finde i Splips ansigt, som Bart svarede? Væsenet lavede sågar håndbevægelsen igen, som om drengen ikke forstod ham. Måske gav det bare ikke mening. Hvordan kunne et væsen med størrelsen af Barts vinger til drengens krop ikke flyve frit som alle fugle og andre bevingede væsener i landet? Alligevel nikkede han, som Splip var halvvejs med sin hånd.
"Jeg kan lidt, men jeg er ikke god. Ikke som fugle. De er naturtalenter. Jeg er stadig ny." indrømmede Bart. Det var nogle år siden, han var vågnet med vingerne på ryggen og alle ar på nær ét fjernet fra sin krop. Måske Bart ville have været bedre, hvis han havde trænet mere. Måske sprunget ud over en klippe og stolet på sig selv. Men det var svært at gøre dette for drengen. Hvordan skulle han stole på sig selv efter alt det, der var sket i livet?

Iveren var tilbage i det rødhårede væsen. Først lignede det mere drømmetanker. At Splip kunne flyve som alle andre. Men som den pegende finger fik selskab af hoppene og fingeren op i himlen, forstod Bart det. Og selvom det kunne være sjovt at løfte Splip ved armhulerne og flyve rundt med dette spøjse væsen, var drengen nød til at ryste på hovedet igen.
"Splip, det kan jeg ikke. Jeg er ikke god nok. Vi vil bare falde. Hårdt." fortalte Bart. Og som for at underbygge det gjorde han samme håndbevægelse, som Splip havde gjort. Engledrengens hånd faldt blot hurtigere og hårdere ned i den anden, så et klask lød. Det ville være en sjov ide, men en dum ide. Dum og idiotisk. Det ville have været noget, Bart ville have tænkt sig frem til, dengang han ikke var den eneste Ellis i landet. Men nu, med vingerne på ryggen, arret på brystkassen og familien borte var drengens tankegang andre steder.

 Pludselig væltede det ud med ord fra drengens mund, og Splip stod og stirrede lidt olmt på drengens læber som de bevægede sig. Den ene hånd flyttede sig op i de vilde, røde krøller der stod ud til alle sider, hvor den kløede lidt i hovedbunden. Da han tog hånden væk fangede han en lille gren på vejen, og fik den viklet fri af håret. 
 Splip fjernede blikket fra drengen, ikke længere interesseret i hvad han sagde. Han forstod alligevel ikke noget af det. I stedet kiggede han på den lille  gren han havde fundet i det røde hår. Ikke fordi der var noget specielt ved den, den var vel bare mere spændende end de mange, underlige ord. Så flyttede den anden hånd sig op til grenen, og i en hurtig bevægelse knækkede Splip grenen og smed de nu to stykker fra sig. 

 Blikket fandt vej til drengen igen, da han begyndte at snakke igen. Denne gang forstod han lidt mere, og hovedet tippede sig lidt på skrå, samtidig med udtrykket blev lidt trist.
 " Nej? " Splip skulle være sikker på han forstod rigtigt. At drengen sagde nej til at de kunne komme op at flyve. Ikke at Splip forstod det. Han havde jo store, solide vinger, hvorfor kunne de så ikke bare flyve en lille tur? Han var godt med på hvad drengen prøvede at fortælle med hånden, og det kunne også ses ved grimmassen Splip lavede, men det ændrede ikke på han følte sig en smule forrådt. Nu troede han lige de var ved at blive venner og alt muligt! 
 Stædigt satte Splip sig ned med benene over kryds og en højlydt fnys, idet han drejede hovedet til siden og væk fra drengen med næsen i sky, og armene foldet hen over brystkassen.

Som Bart lod en masse ord og små sætninger flyde ud af hans mund, kunne han gradvist se, hvordan Splip mindre og mindre fastholdte fokus. Først kløede væsenet sig i håret, som om han ikke forstod, hvad der blev sagt. Og da en gren blev fundet i det røde garn, virkede denne pludselig mere interessant end engledrengen foran ham. Derfor stoppede Bart også med at snakke der med en anelse røde kinder. Han kunne ikke lade være med at tænke, at han havde gjort noget forkert. Halvt om halvt tvunget Splip til at tygge over mere, end væsenet kunne sluge og som resultat var fokusset fjernet fra Bart.

Men helt ude af fokus var Splip ikke, for som Bart snakkede igen, fik drengen fokusset igen. Og det var tydeligt at se på væsenet, at denne gang forstod han mere. Han lavede sågar en grimasse til Barts gestikulation med hænderne. Som i forståelse. Alligevel virkede Splip sur og mopset over ikke at få sin vilje. Der blev sågar sat sig med krydset ben og en dramatisk med hele hovedet væk fra Bart. Drengen kunne ikke lade være med at tænke på sig selv. Dengang han var en lidt for forkælet yngste søskende under sine forældre. Når han ikke fik sin vilje, blev han trodsig.
Hvordan afviklede hans forældre og i visse tilfælde de ældre søstre, når Bart var sådan? Først gik de ned i hans højde. Derfor satte engledrengen sig og kiggede på Splip, om så han ville kigge tilbage. "Splip, jeg er ked af det, men jeg kan ikke. Jeg vil ikke skade dig. Du er jo venlig. Jeg vil ikke skade venlige personer." Langsomt løftede Bart sin hånd for at hvile den blidt på Splips skuldre. En lille klump blev synket. Det var ikke tit, at Bart endte i hyggelige situationer med spøjse karakterer som Splip, så han ville nødigt ødelægge det allerede. 

 Det var uretfærdigt! Det var snyd og ikke okay at drengen bare holdt evnerne til at flyve for sig selv! Splip ville bare prøve lidt, bare lige lidt op! Det lille blandingsvæsen forstod ikke at drengen ikke kunne flyve. At han ikke havde lært at bruge vingerne endnu. De var jo så store og fine, så hvordan kunne han ikke flyve med dem? Splip kunne jo se hvor små og ødelagte hans egne vinger var, så det var jo tydeligt der var en forskel. De burde jo virke! 

 Igen snakkede drengen i vildskab og det var svært for Splip at følge med i sætningen. Han skævede mod drengen, men fnøs og så væk igen. Han var sikker på han sagde nej til at Splip kunne komme op at flyve. Hvis han skulle være på tværs kunne Splip også være det!
 "Splip bare lidt op! Splip aldrig op..! " sukkede ham, puffede skuldrene lidt mere op mod ørene. Han gad slet ikke se på ham når han skulle være så dum. Kunne han ikke forstå, at Splip bare gerne ville på en lille flyvetur? Så slemt kunne det da ikke være, det behøvede ikke være en vildt tur, jo!