Foldraic havde faktisk været i Dianthos længere, end han havde regnet med, han ville være, og han burde faktisk se at komme tilbage til Dragorn. Han havde stadig pligter at opfylde der, og han ønskede ikke ligefrem at misse et rådsmøde. Guinevere ville flå ham levende, hvis han gjorde, var han sikker på. Desuden var det altid rart at komme hjem. Efter mødet med katten, var planerne dog ændret en smule, som folk havde opsøgt ham for at lave nye bestillinger. Han havde derfor været nødt til at sende en løber afsted med brev om, at hans hjemkomst ville blive forsinket. Det var irriterende, men Foldraic var ikke typen, der sådan afviste folk heller.

Det var også derfor, Foldraic lige nu befandt sig på markedspladsen. Når man kom tæt på, ville man få sig noget af et syn; hvor den venstre hånd burde være, var der i stedet en ambolt. Denne havde en så lang fod, at Foldraic ikke behøvede at bukke sig for at nå den. Spredt ud over den fjerne langside kunne man se, hvad der lignede fire fingre og på den flade ende kunne man se en finger mere. På den modsatte langside sad hans håndled. Den højre hånd lignede næsten sig selv, men den var låst i en knyttet position og havde en gråsort farve. I takt med, at han brugte den til at hamre løs på det emne, der lige nu lå på ambolten, kunne man høre de karakteristiske lyde af en hammer, der rammer en ambolt. Lige nu lignede emnet, der blev holdt fast af de overdimensionerede fingre, ikke det store andet end et stort, fladt rektangel, men der ville ikke gå længe, inden det ville være tydeligt, at han var i færd med at lave en brystplade.

De havde været i Dianthos før. Hvis nogen sted skulle besøges flere gange af en af Lysets healere og hendes følgeengel, så var det hovedstaden. Og som mange af disse turer med Ilaria var Bart efterladt lidt til sig selv, indtil hun var færdig med hendes pligter. Det havde aldrig været noget, han havde noget imod. Jovist var det lidt underligt at gå i et fremmed sted alene og han fik da også et par blikke i ny og næ - engle var ikke nye, men et englebarn som ham fik folk til at skæve øjnene - men Dianthos var besøgt tit nok til, at han ikke følte sig komplet som et dådyr på glatis. 

Markedspladsen havde Bart hurtigt lært at kende. Godt nok var lommerne på de løse og mindst to størrelser for store benklæder tomme, men man kunne kigge alligevel. På uldsweateren var der klippet to huller i ryggen for at gøre plads til de råhvide vinger. At trække dem ind under huden havde Bart endnu ikke lært. Han havde knap nok lært at flyve stabilt med vingerne, men det kom nok. Lige nu foldede de bare rundt om den spinkle figur.
Sjovt nok var det en smedje, der havde tiltrukket drengens blik. Udseendet af ham var af en spinkel, lille elleveårige dreng, men af sind var han hele fjorten år. Stadig et barn på begge fronter og hvilken lille dreng fandt ikke våben og rustninger fascinerende? Men det var ikke en smedjebutik som de mange andre på markedspladsen, for det var midt ude på det hele, hvor en lille figur stod og hamrede. Men Bart kunne ikke se, hvad individet hamrede med. Lyden af smeden, der hamrede mod sit metal, kunne Bart høre. Han kunne også lidt se smeden bag de færdiglavede produkter. Han så ikke synderligt høj ud, men hvem var Bart til at sige dette? Han var hoftehøjde for de fleste. Alligevel kiggede Bart nok lidt for længe og for tydeligt på smeden til, at det kun ville blive kaldt et blik. Det var nok mere blevet en stirren, som han stod med hovedet lidt skævt bag skjoldet for at se ryggen af denne hårdtarbejdende, lille smed.

Foldraic lod under normale omstændigheder ikke bare tingene ligge fremme og flyde sådan, som han havde gjort nu, men det var alligevel nemmere, når man skulle se, om tingene passede sammen. Desuden havde skjoldene ikke suuuuper godt af at komme ned i varmen igen. Træet kunne ikke holde til det i længden, og så længe han blot stod her, kunne han ligeså godt have dem stående fremme.

Som Foldraic blev færdig med brystpladen, lod han i første omgang sin venstre hånd ændre sig tilbage til normalen. Derefter den højre. Så samlede han et stykke rustning op - i dette tilfælde en skulderplade - for at se, om de matchede. Dernæst gentog han processen for de andre stykker rustning. Da han var sikker på, at alle stykker passede sammen, gav han sig til at sluge dem; det var et lidt spøjst syn. Foldraics mund åbnede sig ikke mere, end den normalt ville kunne, men hver del så nærmest ud til at skrumpe, som de var på vej ind i hans mund, og det tog ikke mange sekunder for ham at have slugt det hele.

Det var dog først nu, at Foldraic mærkede en stirren. Han havde været så opslugt af sit arbejde, at han ikke før havde bemærket tilskueren, men nu hvor han havde tid til at stoppe op, drejede han hovedet og fik øje på en mørkhåret dreng, der så ud til at gemme sig bag en af skjoldene. Så viftede han lidt med den ene hånd mod sig selv.
"Kom blot nærmere, vær ikke genert. Kan jeg gøre noget for dig?" spurgte han så tydeligt åbenhjertet.

Med nysgerrige øjne stirrede Bart, som den tydelige dværgsmed fortsatte med sit arbejde. Som smeden vendte sig rundt, blev drengen mødt af et syn, der fik øjenbrynene helt oppe i panden. Frem for hænder havde dværgen redskaber. Smedredskaber, men fingrer var der ikke. Det var bare værktøjer. Dog forvandlede smeden dem tilbage til normale, omend store hænder. 
Øjenbrynene nåede at sænke sig en anelse for hver gang, smeden valgte at placere et stykke oven på et andet. Men hvis øjenbrynene havde været chokeret ved tidligere syn, ville de springe af hovedet ved det næste. Hvad dværgen gjorde bagefter, fik Bart til blot at kigge nærmere, omend en anelse forskræmt. Dværgen spiste stykkerne af metal. De skrumpede sig, som de nåede hans mund, men han slugte dem. Som var det mad. Munden stod åben på drengen og blottede tænderne, hvoraf en del af dem endnu var mælketænder. Øjenbrynene var oppe i panden igen.

Bart spjættede en anelse forskræmt, da dværgsmeden havde fundet drengens stirrende blik. Dog var stemmen alt andet end ond og hård. Før havde engledrengen været nødsaget til at flygte for at undgå en skideballe af fremmede voksne, men denne dværg inviterede ham åbent hen til ham. Tøvende valgte Bart at tage imod invitationen.
Vingerne havde nok været nogenlunde skjult bag de store stykker af metal, men som Bart trådte hen til dværgsmeden, ville de råhvide vinger blive vist. De gjorde kun den allerede lille og spinkle dreng endnu mindre. Derfor var de da også foldet halvt ind til kroppen, så drengen ikke fyldte for meget eller stødte ind i ting. Dog kunne han ikke undgå at ramme et stykke metal, der gav et svagt klonk. "Undskyld, jeg stirrede." småmumlede Bart lavt, som blikket vendte ned mod de slidte sko af hans. Kinderne var blevet godt røde ved at blive fanget af manden. Dog var nysgerrigheden og den lille frygt ved håndændringen og slugningen af værdigsmedet metal endnu i drengens tanker. Det var underlige evner, denne dværg havde. Men igen, det var ikke hver dag, Bart mødte en dværg, der endnu stadig var højere end ham.

Foldraic var tydeligt tålmodig, som drengen virkede til at være lidt forskræmt. Ikke at han kunne bebrejde ham. Han var udmærket klar over, at hans evne til at sluge metal var rimelig særpræget, og det var ikke alle steder, det faldt i lige god jord. Han sendte dog drengen et smil og rystede på hovedet ved hans ord.
"Ingen grund til at undskylde, det er helt okay at være nysgerrig. Og undskyld, hvis jeg skræmte dig" svarede han i en munter tone og fortsatte den varme stemme fra før. Det var dog først nu, han fik øjne på drengens vinger, og hans øjne blev store i tydelig overraskelse. Det var ikke ligefrem hver dag, man så så ung en engel. Han stillede dog ikke spørgsmålstegn ved det, og øjeblikket efter var det overraskede udtryk som vasket væk fra hans ansigt, som han sendte drengen et nyt smil.
"Fortæl mig så: er der noget, jeg kan gøre for dig? Eller var du her bare for at kigge?" forsøgte han igen med samme varme stemme.

Chokket over dværgens valg af måltid i form af sit arbejde var endnu at se på drengens ansigt, da den lidt højere dværg smilte og fortalte, at det var okay. Intet at undskylde for. Af ren refleks skulle Bart til at undskylde for at undskylde, dog nåede han at bide sig i kinden for at stoppe dette. Som resultat blev kinderne kun en anelse lyserøde i den ellers halvblege hud.
Det var ved at være tydeligt for Bart at se, når andre fandt hans vinger. Overraskende, chokerende, triste ansigter var at finde oftest. Og hvem kunne bebrejde dem? De råhvide vinger var tydelige at se, hvad de betød. Måske de kunne være duevinger, men taget i betragtning, at intet andet på Bart var halvdyrsagtigt, var engel de flestes første konklusion. Og denne dværg var ingen undtagelse. Det overraskende udtryk var tydeligt, som det dog blev erstattet med et endnu et smil gemt bag det store skæg. Bart rystede blot på hovedet svagligt. "Jeg har ikke," sagde drengen uden at færdiggøre sin sætning. Krystaller var næppe det, der fyldte lommerne på ham. Faktisk var der intet på drengens krop udover den lille dolk givet af Ilaria. "Jeg kiggede bare, hvis det er okay, sir?" Bevidst tog Bart sin afstand. Hvad nu, hvis det ikke var okay? De mange smil og ligegyldigheden af undskyldningen sagde imod dette, men alligevel tog engledrengen sine forbehold. Man vidste aldrig. Dette havde drengen erfaret i sit ellers så korte liv - eller to liv for at være mere præcis.

Foldraic havde tydeligvis ikke travlt, som han blot stod og betragtede drengen med et venligt smil, mens han tålmodigt ventede på, at drengen fik samlet sig lidt igen. Ikke at han kunne bebrejde ham. Han kunne selvfølgelig ikke vide sig sikker på, hvor gammel englen egentlig var, men efter hans noget forskræmte mine at dømme, havde han ikke forfærdeligt mange år på bagen, selv ikke efter den tragiske hændelse. Desuden kunne han ikke bebrejde drengen at være lidt forsigtig, når denne nu havde måtte lade livet en gang i forvejen.

"Ikke hvad?" spurgte Foldraic opmuntrende, selvom han næsten kunne gætte svaret. "Hvis det er krystaller, du mangler, finder vi nok en løsning på det" fortsatte han derfor. Han havde ikke lyst til at afvise en kunde, og selvom drengen måske ikke kunne betale her og nu, ville Foldraic ikke bare sådan afskrive ham.
"Endelig, kig du bare løs. Selvom jeg ikke ved, hvor meget der er at kigge på mere. Jeg er lige blevet færdig med en bestilling" svarede han med et nyt smil, som han gav sig til at samle skjoldene sammen.

Den opmuntrende tone og venlige attitude af dværgen gjorde situationen nemmere for at Bart at varme sig op til. Det var ved at være meget tydeligt, at der ingen risiko for negativitet med denne skægget dværg, der endnu var lidt højere end drengen selv.
"Ingen krystaller, nej." sagde Bart og daskede sig selv på bukselommerne for at vise tomheden i dem. Lommepenge var ikke just, hvad engledrengen fik af Ilaria. Som engel kunne de stort set leve uden noget. Mad og væske behøvede de ikke, selvom engledrengen stadig ønskede det. For at føle sig menneskelig. 
At dværgesmeden var villig til at snakke, hvis Bart fandt noget, han ønskede, overraskede drengen en smule. Han var jo ikke just den bedste kunde så. Alligevel valgte drengen at træde lidt nærmere for at se på de få genstande, dværgen havde fremme. "De ser solide ud." kommenterede drengen med sin pibende stemme, der aldrig ville gå i overgang. Blikket var på en brystplade af metal, tydelig for stor til Bart. Den ville gå ham til knæene, hvis han prøvede denne og skuldrene ville mere stikke ud ved halsåbningen end andre steder. Børnevåben og -rustninger var nok ikke, hvad der var mest efterspørgelse for.

Foldraic holdt fortsat den venlige mine, selvom han slappede mere af indvendigt over, at drengen virkede til at bløde lidt op. Han ønskede ikke ligefrem at skræmme drengen, og han virkede oprigtigt nysgerrig. Og hvem var Foldraic til at modsætte sig, hvis han ønskede noget lavet? Det var langt vigtigere for ham, at folk værdsatte hans arbejde end noget så simpelt som krystaller.

"Er der noget, du ønsker at få lavet? Jeg er sikker på, vi kan finde en løsning. Om ikke andet kan du hjælpe lidt til med at få det fremstillet? Et par timers arbejde ville være rigelig betaling" svarede han derfor med et nyt opmuntrende smil. Det var tydeligt, at han gik mere op i at gøre drengen tilfreds, end han egentlig gik op i at modtage betaling. Han manglede trods alt ikke noget. Han var udmærket klar over, at drengen nok ikke havde den store fysik, så det handlede også om ikke at overbelaste ham, men Foldraic var vant til at arbejde alene, så bare en smule hjælp ville klart kunne mærkes.
"Ja, jeg forsøger at opretholde traditionerne for mine forfædres smedekunst" forklarede han og lagde skjoldene fra sig igen, så han kunne løfte brystpladen op, så drengen ordentligt kunne ses. "Denne er lavet til et menneske, så den er faktisk lavet på en lidt anden måde, end jeg normalt ville gøre det. Dværge er naturligt mere robuste, så de kan holde bedre til den ekstra vægt. Det er dog spændende at blive udfordret lidt" forklarede han videre og lød helt munter ved tanken om at skulle tænke lidt anderledes.

Bart kunne ikke lade være med at smile, som alle børn nu gjorde, når de fik muligheden for at kunne få noget, de ikke troede, de måtte få. At drengen eventuelt skulle hjælpe havde han intet imod. Der gik nok nogle timer, inden Ilaria var færdig og kom for at hente ham. At bruge den sammen med Foldric var egentlig bedre end bare at sidde og vente. Det mente drengen i hvert fald.
"Jeg ved ikke. Jeg har kun en dolk," sagde Bart, som han bukkede ned for at trække den lille dolk ud af skoen, hvor han gemte den. Det var en relativ lille dolk. Det lignede en, der passede perfekt til børn. Derfor var den nok perfekt for ham. Alligevel valgte han at vise den til dværgen. Det var vel kun retfærdigt, at han vidste, hvad han havde, når han selv kiggede på dværgens mange kreationer. "Jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg må."
Som dværgen gjorde sine hænder fri for at løfte brystpladen, som Bart havde hentydet til, kunne drengen ikke lade være med at kigge på den. Hvis han bare var en halv meter højere og dobbelt så bred, ville han kunne være i den. Men det ville aldrig ske. "Er der da forskellige måder at lave ting på, sir?" Nysgerrigheden var tydeligt at se i de barnlige øjne og det halvsøde smil. Smede og metalarbejde var alt sammen fremmed for drengen. Familien havde ikke fokuseret på det, dengang de endnu havde levet. Det havde været viden, de havde dyrket. 

Foldraic så nysgerrigt til, som drengen fandt den lille kniv frem. Det var ganske tydeligt, han var interesseret. Det var altid sjovt og spændende at se andres arbejde, så han rakte forsigtigt og prøvende den ene hånd frem.
"Må jeg? Det er altid interessant at se andres håndværk" forklarede han. Hvis han fik lov, ville han tage kniven i den frie hånd og nærmest stikke den helt op i ansigtet på sig selv, mens han vendte og drejede den, så han virkelig kunne se hver en detalje.
"Mhmm... interessant, virkelig godt håndværk" komplimenterede han, inden han rakte kniven tilbage igen. Det var tydeligt, han mente hvert et ord, han sagde. Foldraic var på ingen måde bleg for at komplimentere andres arbejde, heller ikke når det var menneskelavet. Ulig mange andre dværge, havde han ikke den sædvanlige arrogance, der fulgte med. Han værdsatte godt håndværk, når han så det. Også selvom han så ikke var meget for at ændre sine egne traditioner.
"En kniv er et godt redskab at have i mange situationer" sagde han muntert, og det var tydeligt, at han ikke kun mente til selvforsvar, selvom den selvfølgelig også kunne bruges til det.

"Jeg ved dog ikke, hvad der kunne akkompagnere en kniv, men hvis du får nogle idéer, skal du ikke være bleg for at sige til" fortsatte han så muntert, som han kløede sig lidt eftertænksomt i skægget. Så lagde han brystpladen fra sig igen, mens han tyggede lidt på spørgsmålet med en svag brummen.
"Mjaah, der er lidt forskel på, hvilken race, man laver det til. Både størrelse og form, men også hvordan man laver tingene. Tag sværd f.eks. mennesker foretrækker dem mere... fjedrende og lette. Lidt henad elvere, mens dværge foretrækker dem mere robuste og ikke så fleksible. Der er som sådan ikke den store forskel på kvaliteten der, så det er mere et spørgsmål om, hvad man foretrækker. Racerne imellem har også forskellige måder at smede på. Det er dog lidt mere kompliceret at forklare, så det skal jeg nok spare dig for" svarede han med en lille latter. Han gik ikke ud fra, at drengen ville kunne holde sig vågen, hvis han begyndte at forklare om de små detaljer i måderne at smede på. Når alt kom til alt, gjorde hver race det bedste, de havde lært, og der var meget lille forskel på kvaliteten. "Og navnet er Foldraic" tilføjede han så. Han var ikke sådan vant til at blive kaldt "hr."

Som dværgen ønskede at se kniven, lod Bart den større dværg tage den. De barnlige øjne kiggede, som klingen kom helt op i dværgens ansigt. For et splitsekund frygtede drengen, at dværgen ville skære sin egen næse af. Men i stedet nærstuderede han blot klingen, før den atter blev givet til Bart, der pakkede den væk i baglommen - nu skulle han bare ikke sætte sig ned, ellers ville det gøre ondt.
"Ilaria gav mig den til at forsvare mig selv." sagde han. Bart havde for vane at bruge hjorteenglekvindens navn, som om alle vidste, hvem hun var og hvad hun var for ham. Lidt et barn var han stadig. Fjorten år af sind, men endnu et barn af sind og endnu mere af krop.

Som svar trak Bart blot på skulderen. Han havde færre ideer end dværgen. Hvad vidste Bart om våben og metal? Tæt på ingenting. Og det kunne endnu mere ses på drengens ansigt, som dværgen begyndte at forklare alt muligt. Øjenbrynene var oppe og øjnene var halvstørre på grund af nysgerrighed og forvirring. Var der så meget bag metal og smede? Det vidste Bart slet ikke. At blive en smed lå næppe i kortene for drengen, der aldrig ville vokse mere. Men alligevel kunne han finde det interessant, om så han ville døse hen måske, hvis dværgen valgte at snakke mere. Der var sikkert meget mere i det, end det drengen fik fortalt lige nu. "Wauw." Andet kunne Bart ikke sige med det søde smil på læberne.
Kinderne blev en anelse lyserøde, som dværgen sagde sit navn og tydeligt et fornavn. Sikkert, fordi drengen lige havde kaldt ham 'sir'. Foldraic ville sikkert gerne tiltales normalt og ikke formelt, skønt Bart var vant til lidt høfligheder. "Undskyld, Foldraic. Bart." Drengen tog sig til det lille bryst med hånden for at vise, at det var ham, der hed Bart, selvom dette nok var meget åbenlyst.