”Zi!” Navnet blev hvæset frem imellem sammenbidte tænder - så højt, at søsteren ville kunne høre det, men ikke så højt, at Treston uforvarende ville kunne komme til at gøre andre opmærksomme på deres tilstedeværelse.
    De burde virkelig ikke være her… Far ville blive edderspændt rasende, hvis han fandt ud af det.
    ”Zirra! For Isaris’ skyld!” Han hastede efter hende på staldgangen, mens han kastede fordækte blikke over skulderen - frygtede at se én af stalddrengene, eller værre; én af Ridderne, træde ind af stalddørene og få øje på dem. ”Vi får så mange problemer, at du ikke drømmer om det, hvis nogen opdager os herinde! Væbnere bør kun være i stalden, hvis én af Ridderne-” Han brød af med en lille, forskrækket lyd, da Zirras askeblonde hoved forsvandt ind i én af stridshestenes bokse og satte så farten endnu en tak i vejret, så han nærmest småløb det sidste stykke hen til boksdøren… selvom løb på staldgangen naturligvis også var forbudt…
    ”Zirra! Jeg mener det! Jeg gik med til, at vi kunne gå herned for at se, om der skulle stå nogen og strigle udenfor! Fordi du gerne ville se hestene! Jeg gik altså ikke med til, at vi skulle herind! Og slet ikke, til at vi skulle åbne én af boksene!”

"Skynd dig lidt, Treston!" Zirra var i et af de der humør, der kun kunne ende med en røvfuld, men hvor det var meget sjovere først at tænke over det, når den var uundgåelig. Lige nu var der jo reel chance for, at ingen ville opdage dem. 
Stalddøren klikkede åben, som havde den altid været der, og hesten derinde, der var mindst tre gange højere end hende selv, kiggede dovent ned på hende og gumlede videre. Hun lod sin hånd mærke dens varme flanke. Den var hvid med brune sokker og brune hårstrå i hale og man. Smukkere blev de ikke. Desværre havde den ikke rustning på - det havde hun lidt håbet - men selvfølgelig blev det taget af den, når den ikke var i aktiv kamp. 
"Pfft, vi siger den var åben," svarede hun halvhjertet sin bangebuks af en storebror. "Den var ikke engang låst. Og der stod ikke nogen udenfor - hvad er det sjove så? Tænk sig, Tres, en dag bliver du ridder, og så kan du vælge noget meget mere sejt end en stridhest. Hvilken drage vil du have? En rød? En sort? Åh jeg ville have en blå en... Tag lige den der skammel og hjælp mig op engang!"
Zirra forestillede sig det om aftenen, inden hun faldt i søvn. Hvordan hun ville flyve på en drageryg med draget sværd, der glimtede i sollyset. Hvordan hendes ildfluer voksede til femdobbelt størrelse og skød mod fjendens linjer som bomber. Hvordan alle ville hylde hende, når hun vendte hjem og løftede hjelmen for at lade det lyse hår blafre i vinden... Det var omtrent der, hendes drømme byttede hende selv ud med et billede af Treston i stedet. for uanset, hvor meget hun havde prøvet, og hvor hårdt hun havde trænet, havde hun ikke fået lov til at blive i soldaterspirernes rækker. Treston var væbner nu, og hun havde i teorien et år endnu at bevise sig i. Der blev taget væbnere ind, som ikke var i soldaterspirernes rækker, det vidste hun. Men det var sjældent. Især når man havde været hos spirerne. 
I stedet var hun fanget med andre åndssvage chakratumper i paladsets støvede klasselokaler. Hun var ikke som dem - det var tanken der holdt hende oppe. Og præcis det, hun ville bevise ved at komme op at sidde på den her stridshest. Sad de andre på holdet måske på stridsheste i deres fritid, hva?

    "Bare fordi døren er ulåst, er det jo ikke nødvendigvis en invitation til bare at vade ind..." indvendte Treston, idet han trådte igennem boksdøren og blev konfronteret med synet af den enorme stridshest, og Zirra, der forgæves forsøgte at nå op over ryggen på den, så hun kunne trække sig op. Det var et håbløst foretagende...
    Hendes spørgsmål om drager kaldte et lille smil frem på hans ansigt, selvom han samtidig lagde armene over kors - forsøgte stadig at være den voksne og fornuftige, selvom han lige så småt kunne mærke lysten til narrestreger vågne nede i maven. 
    De havde brugt mange, mange aftener, hvor de egentlig burde have sovet, på at snakke om hvordan det ville blive, når de engang begge var Riddere ligesom deres far - hvilke heltemodige ting, de ville bedrive, hvor mange henholdsvis ungmøer og ungkarle de ville redde fra den visse død, og - naturligvis - hvordan deres drager skulle se ud...
    "Du ved, at den skal være sort," sagde han derfor og lød overvundet de krydsede arme falde og samle sig til en hestesko, med fingrene flettet ind i hinanden. Han kendte dét udtryk, der lå over hendes ansigt lige nu - hun ville ikke helme, før hun fik udlevet hvadend plan hun havde udklækket under magitimen, han havde hentet hende fra...  Og han ville få lov til at høre så meget lort, hvis han ikke hjalp hende. 
    Så man sådan på det, havde han jo faktisk ikke noget valg...
    "Her, jeg giver dig en hestesko," tilbød han og droppede den sidste snert voksenfornuft. De var jo ikke blevet opdaget endnu - så hvor stor var risikoen egentlig? "Hvis der kommer nogen ind siger vi bare, at vi har fået lov af far... Så tør de nok ikke sige noget til det..." Han fik pludselig en idé, der fik hele hans ansigt til at lyse op af spænding. "Vi kan tage over på græsplænen bag Labyrinthaven! Dér har jeg før set Ridderne motionere deres heste! Det kunne far jo godt have bedt os gøre for ham!" Han kom ikke nærmere ind på, hvorfor deres far ikke havde udstyret dem med saddel og hovedtøj til denne 'opgave'... Dét ville folk forhåbentlig ikke tænke for meget over... 

Hesten prustede en anelse irriteret - måske opgivende? - da Zirra endelig fik trukket sig op på ryggen af den. Og for at få Treston op bag sig, behøvede hun kun at give ham en smule hjælp. Det, at han allerede var ved at tårne sig op over hende i et vokseværkssprint af dimensioner, irriterede hende en anelse mere, end det burde. Højere, stærkere, farligere. 
"Ja, ja! Ja om vi skal derover, Treston! Fantastisk ide!" sagde hun, nærmest inden han fik lov til at færdiggøre sin sætning. "Hyp, hyp, hest!"
Zirra pressede sine hæle lidt ind i siden på den, som hun havde set andre gøre - og selv prøvet på en miniudgave af den her type dyr - og den lystrede og satte rent faktisk i lidt doven gang ud af stalden. Rimeligt upåvirket af, at der sad to unge mennesker på den. To unge mennesker, der virkelig ikke burde sidde på en stridshest af den kaliber her. En yngre stalddreng tittede ud fra en boks, men da Zirra smilede og vinkede til ham, gjorde han det samme og fortsatte med at muge ud, hvor han stod. 
Så snart de var fri af staldens tag, pressede Zirra mere til. Hun ville se, hvor hurtigt sådan en her kunne løbe. 
Det var hurtigt. 
Efter et par gode forsøg, fik hun endelig gang i den, og hun måtte gribe fat i dens man og håbe på, at Treston ikke tog en baglæns rulletur ud over dens rumpe, for det sprint den satte i, var vildere end selv de ture, hun havde fået foran Dastor, da hun var mindre og han ikke havde luret, hvor uduelig, hun var, endnu.
"Woooooooo!" skreg hun frydefuldt, mens vinden rev i det lyse hår og hovene slog mod grusunderlaget. "Hvilken vej skal vi Tres?"

    Den brede hesteryg var varm, og Treston kunne mærke de kraftfulde muskler arbejde under sig, da Zirra hyppede stridshingsten ud på staldgangen, og de klaprede ned langs de mange bokse imod de store, dobbelte stalddøre ud til gården og møddingerne. Heste stak nysgerrigt hovederne ud for at se, hvad det var for et spektakel her i de normalt så fredelige eftermiddagstimer, og Treston dukkede nakken og forsøgte forgæves at skjule sig bag sin lillesøster, da han fik øje på staldknægten. 
    "Du havde ikke behøvet ligefrem at vinke til ham," mumlede han med en snert bebrejdelse i stemmen - dét at blive konfronteret med et andet menneske her midt i deres narrestreger, havde fået bekymringen fra tidligere til at blusse kort op igen, og måske var dét hér i virkeligheden en rigtig dårlig idé... Måske skulle de stoppe, mens legen var god - vende om og liste af, inden andre, vigtigere folk end staldknægten opdagede, hvad de havde haft gang i...
    Han havde netop åbnet munden for at sige noget af alt dét, da Zirra fik gang i hesten, og det store dyr satte i galop så prompte, at han nær var trimlet bagover, og måtte slynge en arm om sin lillesøster, for ikke at miste balancen. Per refleks klemte han også sammen med benene omkring hesten, for at holde sig 'i sadlen', hvilket naturligvis bare fik dyret til at løbe endnu hurtigere, med Zirras begejstrede hujen til følge...
    Han var ude af stand til at svare på hendes spørgsmål - havde alt for travlt med at finde ind i hestens rytme og ikke bare bumle af sted på ryggen af den som en sæk kartofler. Hvorfor i Gudernes navn lod han sig altid overtale til alle hendes-
    Omkring et hushjørne trådte en kvinde i Paladsets tjeneruniform ud lige foran hesten, og måtte med et skrig springe for livet for ikke at blive trampet ned. Dette forskrækkede dyret så voldsomt, at det nærmest gjorde et hop til siden, og Treston, der stadig ikke havde fundet balancen, slog pludselig øjnene op uden helt at forstå, hvorfor han ikke kunne få vejret - hvorfor hans krop gjorde så ondt - og hvorfor han stirrede op i himlen og kunne mærke hårde, toppede brosten skære sig ind i ryggen.
    "Hvad i Zaladins forbandede navn!" skreg kvinden. Hun stod presset op af husmuren med en hånd for hjertet og lignede én, der havde været sekunder fra at dø at forskrækkelse, og nu var edderspændtrasende over det. Da Treston i det samme satte sig fortumlet op på de hårde brosten, kastede hun sin harme ud over ham: ”Hvad zalan skal det ligne at maje ordentlige folk ned på dén måde, knægt?! Hvad er dit navn? Hm?” Hun øjnede hans væbneruniform og kneb øjnene sammen. ”Jeg kan love jer for, at jeg skal give jer problemer, som I aldrig har oplevet dem før!”

"Eiiiiiaaaa!" 
Det var fantastisk. 
Det har var nok den bedste idé, Zirra havde fået til dato - og hun havde ellers et godt sortiment at vælge imellem efterhånden. Hestens massive muskelmasse af et korpus bevægede sig med så meget fart og elegance, at man skulle tro, den dansede ballet i sin fritid. Den ynde, hvormed de undgik at ramme tjenestefruen, var uovertruffen i selv højtrangerende hestehopskonkurrencer - den var jo et naturtalent, denne hyp!
Tjenestefruen var dog ikke synderligt imponeret over præstationen, og Zirra måtte til sin egen fortrydelse indse, at hun ikke bare kunne galopere væk fra problemerne - for hun havde tabt sin storebror lige midt i dem, og hans vrængede udtryk lignede en hjernerystelse. 
"Kom du noget til, Tre...?" spurgte hun, da hun havde fået hestens i ro, hen til råberiet og damen var færdig med at skælde ham hæder og ære fra. Zirra nåede lige tids nok at undgå at sige sin brors navn - det ville der unægteligt kun komme dårligdom ud af - men gjorde i samme ombæring desværre også opmærksom på sin egen tilstedeværelse. Tjenestefruen løftede blikket og tog Zirra i øjesyn (hun forestillede sig, at hun knejsede ridderligt på den store hingst - eller hoppe, hun havde ikke tjekket - men tjenestefruen så mest bare misfornøjet ud). 
"Har jeg ikke set jer to før...?" tjenestefruen missede med øjnene mod dem, og Zirra forstod, at hun måtte tage hurtigt til genmæle for ikke at vække mistanke - eller minder - hos damen.
"Bare rolig, vi skal have den op til haven," Det var en have, Treston havde sagt ikke? Hvilken have? "For at blive ... gået med! Men det ville ikke, hvis vi ikke sad på den! Undskyld forskrækkelsen - kom, vi må skynde os, så den Ærede Ridder ikke skal vente så længe!"
Det var vel en nogenlunde god grund, var det ikke? Zirra sendte kvinden et smil og viftede utålmodigt af Treston. Om han ville op igen eller tage fat om dyrets man i stedet, ville hun ikke bestemme, men måske det ikke var en så god ide at galopere hele vejen hen til hvorend det var, Treston havde sagt, de skulle tage den hen. Så længe Zirra sad på den hele vejen, var hun tilfreds. Hun var højere end alle på den her hest, og følte sig uendeligt meget mere duelig til det end til at prøve at efterligne sin brors magievner - evner, hun åbenlyst ikke delte med ham, men som magilæreren blev ved med at tro, hun kunne efterligne, hvis bare hun prøvede nok. Selv efter flere år uden nogen brugbar forbedring. 

    Navn? Et navn? Treston stirrede fortumlet på det råbende kvindemenneske, mens en flig af hans hjerne noterede sig de klaprende hove på brostenene, der vidnede om, at Zirra havde fået vendt hesten og nærmede sig spektaklet på hushjørnet. 
    "Jeg spurgte dig om noget, knægt!" hvæsede tjenestefruen og greb nu hans arm, og fik ham hevet på benene. "Dit navn! Jeg skal love dig for, at jeg klager over dét hér! Du kommer til at muge ud og tømme latriner den næste måned, hvis det står til mig!"
    "Mit navn..." Han brød sin hjerne efter en udvej, mens hestehovene imod brostenene blev højere og højere, og han vidste, at han måtte stikke konen en hurtig løgn, inden Zirra nåede frem, for ellers ville hun helt sikkert bare bringe dem endnu mere i problemer, end de allerede var...
    "Mit navn er Strigerus!" udbrød han, fordi det var det første navn, der lige faldt ham ind. "Kester Strigerus... Jeg er virkelig frygtelig ked af, at vi forskrækkede Dem..." Det ville den anden væbner også blive, når klagen indtraf, men dét kunne Treston ikke tage sig af lige nu - han måtte skylde sin medvæbner en tjeneste, eller sådan noget...
    I det samme kom Zirra tilbage med hesten, og havde nær ødelagt Trestons løgn med sin store mund. Hun nåede dog at tage sig i det i sidste øjeblik, og til Trestons held blev tjenestefruens opmærksomhed nu rettet så eftertrykkeligt imod Zirra, at han forsigtigt kunne gøre sig fri af hendes greb.
    "Har jeg ikke set jer før...?" spurgte hun mistænksomt, og Treston havde netop åbnet munden for at kaste mere mundlort efter hende, da Zirra kom ham i forkøbet. Og selvom han krympede sig under hendes ordvalg - gået med? Hvad skulle dét overhovedet betyde? - så var han ikke sen til at stemme i, inden konen fik samlet sig nok til at komme med indvendinger:
    "Nej, det duer virkelig ikke at lade den gode Ridder vente!" udbrød han samstemmende, og skyndte sig hen til hestens hoved - greb den lidt akavet under kæben, for at give indtryk af, at han havde én eller anden form for kontrol over dyret. Hesten stirrede bare opgivende på ham, og Treston dukkede sig under dens dømmende, brune øjne. Hvad vidste sådan en dum krikke egentlig også om noget-som-helst? 
    "Endnu en gang undskyld!" råbte han over skulderen, og trak så ellers af med hesten og sin lillesøster med retning imod Labyrinthaven.

    

Zirra bemærkede godt, at Treston vrængede ansigt over hendes ordvalg - men helt ærligt, hun var sgu da ikke den, der brugte hele dagen på at blive oplært i, hvad heste gjorde og ikke gjorde. Heldigvis kiggede den fortørnede dame også mest på ham. Uniformen sad trods alt på hans krop, og ikke hendes. Og med den måde, han tog fat ved hestens hals på, lignede det da også næsten, at det før bare havde været en af ungdommens forseelser. Noget, hun også råbte efter dem i så lang tid, som de overhovedet kunne høre hende. 
Først da de var smuttet om et hjørne, slap Zirras lattergrynt ud.
"Det var fantastisk! Strigerius! Sikke et navn - det lyder som noget, vi fandt på, da vi var små. Hvor kom det fra?" spurgte hun og rettede sig op på hesten. Hun havde siddet let foroverbøjet for at se ud som om, hun vidste, hvad hun lavede, men nu kunne hun godt rette sig op og føle vinden i håret... Og se den gruppe riddere i det fjerne, der langsomt kom imod dem med deres sølvbelagte rustningsheste.
"Treston, Treston, jeg synes vi skal gå ind igen, ind igen, lige nu!" sagde hun hektisk og pegede. "Før os rundt om stalden og ind igen! Ind igen, Treston!"
For så meget, som de kunne snøre kogekonen, ville de næppe kunne løbe om hjørner med dén der gruppe Lysets riddere.

    Treston tog del i Zirras latter, da de rundede hjørnet og tjenestekonens råben forstummede sig bag dem - nu hvor de var sluppet sikkert ud af situationen, havde han hjerne allerede svøbt det hele i et meget mere humoristisk lys.
    ”Det var fantastisk!” istemte han og sendte hende et drenget grin over skulderen. ”…Og Strigerus er én af de andre væbnere, og han er bare… Altså, du kender godt typen, der altid skal føre sig en lille smule frem, ikke? Sådan er han hele tiden! Og så tror han, at han er bedre end os andre, bare fordi han er bygget som en milesten…” Treston grinede videre til sin lillesøster - gjorde sit bedste for at undertrykke dén dårlige samvittighed, der tittede frem under lettelsen over, at de var sluppet godt fra deres møde med den sure tjenestekone. Kester ville komme i så mange problemer…
    ”Ersten fortalte den anden dag, at Strigerus’ storebror også- ” begyndte han som ved en eftertanke, da Zirra pludselig afbrød ham med sine beordringer. Irriteret drejede han hovedet og sendte hende et rigtig storebror-blik - et blik, der sagde: Tag dig lige sammen! Nede fra jorden havde han nemlig ikke set ridderflokken, der nærmede sig.
    ”Ej, nu må du kraftedeme snart bestemme dig!” udbrød han - på ingen måde klar til at skulle tage imod ordre fra sin lillesøster. ”Det var dig, der ville ned i stalden. Det var dig, der insisterede på at vi skulle ind til hestene. Det var din idé at tage en ridetur, og det var dig, der ville ned bag Labyrinthaven!” Hans eget forslag, ganske vist, men dét var sagen uvedkommende… ”Så kan du ikke bare ombestemme dig halvvejs igennem, Zi!”
 

De kom tættere på .... Hele tiden! 
"Nej, nej, nej, nej, Treston vend om, vend om , vend-om!" hvæsede hun og begyndte uforvarende at spjætte med benene, så hesten blev forvirret. "Der kommer en flok riddere mod os lige der så få fart på. Ind i stalden! Stalden-stalden-stalden-Tres! Nu!"
Hun kunne skelne de seks riddere fra hinanden nu, og deres smukke, smukke heste, der nok lige havde været på en god tur i Labyrinthaven. Gyldne lokker, der - neeeeej, deres far var udsendt lige nu, ikke? Væk i en uge, som han plejede. Kom først hjem, når Treston og Zirra havde udført deres narrestreger og var sluppet godt fra dem - ikke noget med at komme vadende midt i unoderne og tage dem på fersk gerning.
"Få nu fart på!" skyndede hun, og endte med at vælte ned fra hesteryggen og tage et halvdårligt rullefald i støvet. Det gik simpelthen for langsomt det her. Hesten flyttede uroligt på sig. "Kom så! Hyp-hyp, kom så!"
Rundt om Zirra dukkede der fire små lysende pletter op i luften. De var svære at se i det skarpe dagslys, men hesten fangede hurtigt, at der var ildfluer i luften, og da Zirra satte dem i bevægelse, fulgte hesten efter og prøvede at snappe ud efter en af dem.
"Det er ikke en gulerod, dit dyr!" formanede hun, irriteret over, at den ville spise hendes magi. "Tres, kom! Jeg skal ved Zaladin ikke ses af dem herude med en hest! Vi kan også bare løbe, skidt med hesten. Seriøst vi skal bare væk!"

    Zirras ord var som at få en mavepuster og frygten blomstrede op lige med det samme - satte kroppen i allerhøjeste alarmberedskab, så det føltes som om væbneruniformens høje krave strammede sammen om hans hals.
    ”Nej-nej-nej-nej!” mumlede Treston febrilsk - pludselig ret så indstillet på at rette sig efter Zirras anvisninger. Han tog bedre fat om hestens kæbe og gav sig til at hive i den i et forsøg på at få den til at sætte farten i vejret, hvilket naturligvis bare resulterede i, at det stædige dyr nærmest gik helt i stå. I det samme lod Zirra sig rulle af, og gav Treston et mindre hjerteanfald, da han ikke havde set, hvad hun havde for, og bare hørte lyden, da hun ramte jorden. Hesten spjættede også og dansede til siden, og havde nær væltet ham omkuld, da den fik skubbet til ham. Han vaklede et par skridt til siden, fik sig selv på ret køl og vendte sig om efter Zirra, blot for at se hende stå med sine små, lysende ildfluer omkring hovedet. Ildfluer, hesten i det samme bed ud efter og halvt i skridt, halvt i trav satte efter. Hovslag imod brosten blandede sig i det samme med staldområdets andre lyde.
    Dér hér var jo ved at gå fuldstændig ad Zaladins til…
    ”Enig!” udbrød Treston, tog en hurtig beslutning og greb sin lillesøster om armen. ”Vi skal bare væk!”
    Med et godt tag i Zirra lod han hesten være hest og stæsede over brostenene imod den sorte portåbningen ind til stalden - viftende med hånden foran ansigtet, da han i farten nær havde fået én af Zirras ildfluer i øjet.
    Klipeti-klopeti. Klipeti-klopeti…
    Hans oprindelige plan havde egentlig været at løbe ind i stalden og gemme sig i foderrummet, men da de var få meter fra staldporten kom han i tanke om staldknægten, Zirra havde vinket til, og skiftede mening. Øjnede en stige, der stod lænet op af staldens udvendige mur, og tog endnu en hurtig, og ikke særlig gennemtænkt beslutning.
    ”Op! Vi gemmer os på høloftet!” kommanderede han og skubbede Zirra frem imod stigen, mens han selv vendte rundt - stadig i løb - for at kaste et blik bag dem og afgøre, om Ridderne endnu var kommet så tæt på, at de ville kunne se dem og kode dem sammen med den herreløse hest, der stod med mulen begravet i en blomsterpotte henne ved karleboligerne. Men endnu var flokken af Riddere ikke nået ind i gården foran staldene.
    ”Hurtigere, Zirra!” hvæsede han og gav sig selv til at kravle op af stigen.

"Hvad i Isarias navn laver Tordenhov herude? Har den stalddreng nu glemt at lukke boksen igen?"
"Jeg tør snart ikke lade Lynild i hænderne på den stab, hvis de ikke kan..."
"Rolig nu - der er sikkert en fin forklaring på alt det her."
Samtalen forfulgte de to børn i flugten ind i stalden og op på høloftet. Heldigvis var hesten i vejen for at ridderne kunne se de to børn, og Zirra skyndte sig så meget som hun kunne med at komme op af træstrigen - primært begrænset af Trestons tunge røv.
"Skynd dig selv!" vrissede hun og skubbede på så han kunne komme i omdrejninger. 
Hjertet hamrede så hårdt i hendes bryst, at hun troede, det ville hoppe fri af ribbenene, da hun endelig lod sig vælte om i høstakken. Stråene stak og kradsede, men det var fuldstændigt lige meget, og Zirra gravede sig blot så langt ned under det tørre græs, hun kunne. Hun skulle satme ikke opdages nu - ikke efter at være sluppet...
"Lysene," gispede hun og gav Treston en ublid albue i siden. "Tres, mine ildfluer! De er stadig ved hesten!"
Hun anede ikke, hvordan hun skulle kalde dem til sig, når hun ikke kunne se dem. Eller slukke dem, når hun ikke kunne se dem. Hvad ville der ske, hvis hesten spiste dem?!
"Du, staldknægt!" lød en brysk stemme under dem tæt fulgt at lyden af hove mod det stampede jordunderlag. "Hvorfor er Tordenhov her ude at gumle på bedene?" 
Pis, pis, pis, pis.

    ”Av!” vrissede Treston af hendes albue - mest af vane - og gav hende et skub med skulderen tilbage, som svar på tiltale. Ligesom sin søster, havde han gravet sig godt ned i høet og fulgte med i, hvad der foregik nede foran stalden, gennem den lille, kvadratiske åbning til høloftet.
    Da hun nævnte sine ildfluer fór hjertet dog op i halsen på ham, og han kneb øjnene sammen - scannede gården og fik øje på de små, lysende prikker ovre ved hesten, som en høj, bredskuldret Ridder i det samme var på vej imod.
    ”Så træk dem dog til dig!” hviskede han febrilsk og greb hende om håndleddet. ”Zirra, få dem til at forsvinde, for pokker! Inden de opdager dem!”
Han forstod ikke problemet - hvorfor slukkede hun dem ikke bare? Hvorfor havde hun ikke trukket dem med op på høloftet til at begynde med?
    Nede i gården kom den stakkels staldknægt frem fra porten - stadig med en møggreb i hånden - og Treston stirrede desperat fra Zirra til situationen i gården - desperat efter en afledningsmanøvre. Hvis dén stalddreng stak dem... Hvis Ridderne så Zirras ildfluer...
    ”Jeg… Herre Ridder, jeg ved ikke- ” begyndte stalddrengen, men blev afbrudt, da hesten i det samme satte i et hvin og rejste sig på bagbenene - det hvide ud af øjnene og næseborene opspilede. Treston havde trukket en håndfuld af det skarpe solskin til sig, klemt det godt sammen i hånden og knipset det lille knappenålshoved af glohed lysenergi ud igennem åbningen til høloftet, så det havde ramt det stakkels dyr nede i gården lige på mulen. Blomsterkassen, som hesten før havde haft hovedet vel begravet i, flækkede med en sprød lyd, da stridshesten i panik sparkede ud - panisk over ikke at kunne finde ud af, hvor smerten var kommet fra.
    De omkringstående Riddere gjorde hvad de kunne, for at dæmpe dyret ned uden at komme for tæt på de viftende hove, og staldkarlen smed greben fra sig og hastede dem til hjælp.
    ”Zirra for pokker!” hvæsede Treston og strammede grebet om Zirras håndled. ”Få så styr på de ildfluer! Gør noget!”

Få styr på dine ildfluer...! Få styr på ... på dig selv, Treston!
Zirra bed sig i læben over kommentaren og gjorde alt hun kunne for at hive ildfluerne til sig. Men de var for langt væk, og sværmede bare ustyrligt omkring hestens hoved - hvilket på ingen måde hjalp på hestens humør. Det var efterhånden et flerpersoners-arbejde at holde styr på kræet, og det hjalp i det mindste på at købe Zirra tid. Tid, hun ikke kunne bruge til særligt meget, når hun ikke anede, hvordan hun skulle slukke for sine ildfluer. 
Der var kun ét at gøre - afbryde chakraen! 
Zirra dukkede op fra høstakken og så sig om efter en lyskilde. Et eller andet, der ikke var solen. Hvorfor kunne Treston bruge solen, når hun ikke kunne?
Dér! Et par fyrfadslys brændte i den fjerne, mørkeste ende af stalden, og Zirra kunne se det flakkende skær mellem væggens træplanker. Med en kraftanstrengelse hev hun lyset til sig og satte det fast på sin egen håndflade - i mangel på bedre steder at gøre af det. Med den modsatte pegefinger trykkede hun på sin egen håndflade og sendte lyset tilbage igen. Så hev hun det til sig igen. Med nok gange, måtte hun da kunne få chakraen langt nok ned til at ildfluerne gik ud - og alle vidste jo ligesom at Zirra var lavchakraet som bare pokker.
Stalddrengen gik ind igen - han kunne ikke gøre så meget for at hjælpe ridderne andet end at være i vejen - og kort blev Zirras udsyn forstyrret af hans skikkelse. Da han var gået forbi, kunne hun ikke få øje på lysene mere, og kiggede ned på håndfladen. Nej, den lyste heller ikke. Havde hun slukket lysene helt med sin magi? Kunne den det? 
Udenfor havde ridderne fået styr på stridshesten, og Zirras blik blev hevet op på dem, da deres råb døde hen. Ildfluerne var væk om hestens hoved. Perfekt! Hun måtte have fået drænet sin magi så effektivt, at de var forsvundet af sig selv. Hurtigt dykkede hun ned i høet til Treston igen.
"Hvad siger du så, hva!" hviskede hun stolt.

Lidt for stolt. For grunden til, at hun ikke havde kunnet se de små lys, var at stalddrengen i mangel på lys i de små luer, ikke havde bemærket dem, havde ramt dem med hoften, og ikke taget sig af, at noget bag ham var væltet ned på det tørre gulv...

    "Jeg siger, at jeg ikke fatter, hvorfor du ikke bare slukkede for de forpulede tingester," vrissede Treston meget storebror-agtig igen - fuldstændig ignorant om, at det ikke altid 'bare' var lige til for hans lillesøster. For ham var lysmagien altid kommet nærmest instinktivt, og det gjorde ham nogle gange en lille smule blind for andres udfordringer. "Hvis de havde bemærket dem, Zirra! Hvis de havde bemærket dem, og nævnt dem for Far, så havde han gættet med det samme, at det var os, der slap hesten løs...!"
    Apropos havde Ridderne nu næsten fået stridshesten under kontrol, og ham, der havde kaldt staldknægten ud, stod ved dyret hoved og strøg den beroligende over mulen.
    "Hvad zalan..." hørte Treston manden mumle for sig selv, hvorefter Ridderen bøjede sig lidt frem - tog dyrets muleparti nærmere i øjensyn. "Hamston - kom lige herover. Er det bare mig, eller har Tordenhov her en sveden plet på mulen?"
    Èn af de andre Riddere - Hamston - sluttede sig til den første ved hestens hoved og kørte et par fingre over den svedne plet, Trestons lyskugle havde lavet på det stakkels dyr. Hesten slog med i brostenene med det ene forben og vendte det hvide ud af øjnene. 
    "Jo, det er ganske rigtig en sveden plet," bekræftede Hamston. "Og tydeligvis en øm én af slagsen... Hvad i Isaris' navn har dét fjols derinde haft gang i?"
    "Staldknægt!" brølede den første Ridder igen - vredere denne gang. "Kom herud med det samme! Hvordan i Gudernes navn er det, du behandler hestene? Har du slukket en fyrstik på Tordenhovs mule, eller hvad pokker skal det ligne?"
    "Zi..." mumlede Treston, og gav sig til at trække sig længere tilbage i høet - væk fra den lille åbning, de havde betragtet optrinnet igennem. "Jeg synes, vi skal komme ned herfra og finde et andet sted at lege..."
    Der var en trappestige i den anden ende af høloftet, vidste han. Hvis de var heldige, kunne de liste af, mens staldknægten blev skældt huden fuld af Ridderne, og så behøvede ingen nogensinde at opdage, at de havde været her...
    En underlig lugt nåede pludselig hans næsebor, og han rynkede panden - vendte sig halvt imod lillesøsteren. "...Kan du også lugte røg?"

"Måske fordi jeg ikke kan dit torskehoved!" hvæsede Zirra tilbage, men nåede ikke videre i sin ellers udførligt planlagte forklaring af, hvorfor magi ikke bare var nemt for alle andre dødelige, men tydeligvis kun de mandligt benådigede i Reynlestfamilien (for hun havde brugt hele magitimen på at udtænke den afhandling), for Treston ville pludselig ned fra høloftet.
"Vi kunne også bare gemme os her indtil de er smuttet," sagde hun, mens hun spyttede strå væk fra sin mund. "Det er meget sikrere at blive her, ellers... Røg? Prøver du at dække over, du har pruttet? ... Vent ... Her lugter sgu da lidt af røg ..."
Stalddrengen var ved at få en sviner så stor, at det halve kunne være nok, men Zirras opmærksomhed var blevet fanget af det, der enten var rigtig ild eller en virkelig hørmer fra Treston. Begge dele var lige sandsynlige egentlig. 
Under det tørre halm, der lå spredt ud mellem boksende, havde fyrfadslysene fænget. Røgen ulmede under halmlaget og sneg sig ud i gangen, så det lignede, at det kom fra en af de andre steder i stalden, end det egentlig gøre. Dernede, kunne det sprede sig som løbeild uden rigtig at blive opdaget, før det var alt, alt for sent og små enkelte strå blev til et helt plankeværk.
"Gør noget Tres, se, det er dér røgen kommer fra!" hviskede hun og hev i hans ærme, mens hun febrilsk pegede på en lille, ret uimponerende røgsky, der baksede sig op foran en af boksene. "Hiv det til dig, eller noget, ikke? Lys, varme, din tur! Jeg har smidt min chakra væk på at slukke de dumme fluer!"

    Treston fulgte Zirras pegende finger og mærkede straks, hvordan hjertet fór op i halsen på ham. De havde sat ild til stalden… De havde sat ild til stalden! De ville få så meget ballade…
    ”Jeg opererer med sollys, Zirra! Ikke flammer,” hvæsede han - ’operere’ var et ord, han havde hørt deres far bruge, og han mente, det sømmede sig her. Men kunne han… var der noget andet, han kunne…
Hans tanker blev afbrudt, da flammer i det samme slog op fra røgdækket, og Treston rejste sig og var henne ved trappestigen i fem lange skridt.
    ”Hestene!” udbrød han - så allerede i ånden, hvordan de mange, tumpedyre stridsheste alle brændte inde i deres bokse. ”Zirra! Hestene! Vi må få hestene ud, så de ikke brænder inde!”
    Han svingede sig ned på stigen og gav sig febrilsk til at kravle ned fra høloftet. Røgen lå tyk imellem boksende - kradsede i lungerne og fik hans øjne til at løbe i vand. Med en hosten gav han sig til at smække boksdøre op og viftede hostende af Zirra for at få hende til at hjælpe ham.
Hestene brød sig dog på ingen måde om røgen, og de fleste havde lagt ørerne tilbage - presset sig så langt ind i de trygge bokse, de kunne komme.
    ”Kom nu ud, I åndsvage dyr!” hvæsede Treston og måtte så hoste, da røgen fik hans lunger til at knuge sig sammen. Men hestene skulle ikke nyde noget, og til sidst så han ikke anden mulighed, end at benytte sig af samme trick, han havde brugt med stakkels Tordenhov; gennem de små staldvinduer trak han håndfulde af sollyse og sendte de små, varme kugler efter hestene, så de med høje vrinsken satte i vild galop ud på staldgangen og ned imod den åbne staldport. Det var svært at sigte ordentligt i forvirringen og røgen, og mere end én gang ramte Treston forbi, så de små energikugler kilede sig fast i træværket og fik det tjæremættede træ til at gløde. Men det havde jo ikke den store betydning, tænkte Treston i forbifarten - lortet brændte jo i forvejen! Nu gjaldt det bare om at få hestene ud.
    Der lød overraskede råb fra Ridderne foran porten, da de første fem heste i det samme brasede igennem staldporten og hvinende og bukkende galoperede ud foran stalden og forsvandt i alle retninger. Treston havde dog ikke tid til at tage sig af dét - han havde alt for travlt med at få de sidste heste ud af den brændende stald, hvor flammerne efterhånden var begyndt at æde sig ind på de tykke, tjæreindsmurte træstolper, der holdt høloftet oppe.

Zirra var af den klare opfattelse, at ilden på ingen måde var deres skyld. Hun havde slukket og tændt lyset, og Treston havde vappet en hest uden for stalden. Ergo var stalden bare brændbar.
Alligevel hjalp hun Treston med at åbne bokse og jage med heste, mens hun forsøgte at trampe på de gløder, hun kunne se under sine sko. Da Treston først begyndte at vappe hestene for at få dem ud, måtte hun dog kaste sig til side og ende i en fodderbunke sammen med et hosteanfald for ikke at blive majet over af hovene, der kom tromlende igennem gangen.
Hendes øjne løb smertefuldt i vand nu, og hun anede ikke om det var en hånd eller en væltende bjælke, der endte med at hjælpe hende op at stå igen. Noget hun inderligt fortrød, da røgen kun var tykkere og mere krads heroppe i hovedhøjde. 
"Treston?" råbte hun gennem den tiltagende knitren, usikker på om han var ude endnu, eller han havde brug for en redningskvinde. "Treston?"
"Der er nogen derinde!" lød det udefra og øjeblikket efter var hun nærmest blevet tromle ned af en ridder i fuld pladerustning. Hun blev taget under armen trods hostende protester over at metallet skar mod hendes hud.
Det var nu alligevel en lettelse at ende ude i det fri igen, omend det var med en ridder lige ved siden af sig. Så meget for at lade som ingenting.
"Hvad sker der?" råbte ridderen, som om ilden også buldrede herude. "Hvad gik der ild i?!"
"Øh..." harkede Zirra og blinkede vand ud af øjnene, mens hun så sig om efter sin bror. "Hø?" 

    Da den sidste boksdør smækkede op imod boksvæggen og den sidste hest jaget ud på staldgangen, var Treston næsten blind fra røgen. Hans svælg kradsede og smertede, øjnene løb konstant i vand, og han var efterhånden temmelig let i hovedet af manglen på ilt.
    ”Zirra?” Havde hun råbt på ham? Det havde hun, havde hun ikke? Var det ikke hendes stemme, han havde hørt over den buldrende, knitrende lyd af ilden? ”Zirra!”
    Med hjertet i halsen begyndte han at kæmpe sig tilbage langs boksene - ind igennem røgen, der bølgede ned ad staldgangen. Hun måtte være omme ved stigen til høloftet - havde han ikke set hende falde om i en foderbunke?
    ”ZIRRA!” råbet var højt og desperat og afstedkom et ordentligt hosteanfald, der satte en stopper for hans fremfærd et øjeblik. Hvor zalan var hun henne?
    Han havde hostet så voldsomt, at råbet udefra var forsvundet i hans egen larm. Derfor gav det også et ordentligt sæt i ham, da stærke, voksne hænder greb om hans ene arm, og han pludselig blev slynget hen over en hård, panserklædt skulder, så hans hage hamrede ned i Riddernes rygplade.
    ”Min søster!” nåede han lige at sige, før et hosteanfald tog resten af hans protester, og Ridderen satte i fuld firspring gennem røgen og den brændende staldgang.
    Og før han vidste af det, lå han på brostenene udenfor. Og da han rullede om på den ene albue for at hoste den kradsende røg ud af lungerne, opdagede han igennem rindende øjne, at Zirra lå lige ved siden af ham.
    ”Hø?” hørte han en Ridder - Hamston? - sige. ”Hø? Hvordan i Zaladins forbandede navn kan sådan et par møgunger finde på at lege med ild på et HØLOFT!”
    ”Vi har ikke- altså, vi legede ikke- ” forsøgte Treston sig, men det var som om ordene var grus, der blev presset op igennem hans luftrør, og han tog sig til struben - skar en grimasse - mens Hamston vendte sig med vantro, løftede øjenbryn imod Treston i stedet. Råb og ordre lød i baggrunden - løbende fødder og kalden efter vand; advarsler om ildebrand i staldbygningen.
    ”Vent et øjeblik.” Ridderen havde bøjet sig ned og tog nu et fast tag i Trestons væbneruniform. ”Du er Reynlests søn, er du ikke?” Et hurtigt blik fór fra Treston til Zirra - bemærkede sig deres blonde hoveder. ”Og dig! Du er hans yngste, er du ikke?”

"Vi legede altså ik-" prøvede Zirra også at få frem - hun havde haft lidt mere tid til at hoste, før Treston var blevet hentet ud. 
Det gik dog ikke bedre for hende, for Hamston var blevet træt af de - for ham at se - meget nævenyttige unger.
"Nu bliver I hér!" Hvor skulle de egentlig ellers gå hen lige nu med ondt i lungerne og glæder i håret? "Og så henter jeg jeres far!"
Åh nej.
Nu virkede alle andre steder end lige her faktisk meget tiltalende, og det uanset hvor ondt lungerne ville gøre, hvis kroppen satte i løb lige nu. 
"Vi legede altså ikke med ild," mumlede Zirra utilfreds, men Hamston havde allerede vendt ryggen til dem og sagt til en af de andre soldater, at de to unge børn ikke måtte lades ude af syne, før han kom tilbage. 
"Hvor zalan kom den ild fra?" fortsatte hun i stedet til sin bror, mens hun rakte ud og slukkede en glød i en af hans nu ret uglede hårtotter. "Er du uskadt?"
Hestene var efterhånden under kontrol, og selvom nogle af dem stadig vrinskede og dansede utrygge omkring, var der ikke længere nogen på fri fod blandt områdets fodgængere. Fodgængere, der stoppede op og kiggede med åben mund og polypper på stalden, der efterhånden var én stor ildsøjle. Zirra forstod ikke, hvordan det hele var gået til. Det ene øjeblik havde de rigtig nok leget med en hest, og det næste havde der været ild i stalden. Det havde aldrig været meningen, at det skulle udvikle sig på nogen som helst måde, og idéen om at prale med sin fritid over for de andre i magiklassen i morgen virkede pludselig meget mindre tiltalende.

Der gik alt, alt, alt, alt for kort tid, før Hamston kom tilbage. Med ingen ringere end Dastor Reynlest lige i hælene. Hans pletfri, nypressede uniform stod i kontrast til det røgfyldte postyr foran stalden, mens de rynkede bryn og nedadvendte mundvige var mere faretruende end ilden bag dem. Zirra sank en klump og hjalp Treston op at stå, mens hun selv kom på benene.
"Zirra," hilste han. Det næste han sagde var en ordre, og hans blik forlod datteren, som det ofte var begyndt at gøre, efter hun var røget ud af soldaterspirerne (igen). "Treston. Forklar."
"Treston reddede hestene," udbrød Zirra, og fortrød det straks.
"Jeg talte ikke til dig," lød det bryske svar, og en kort øjenkontakt med et ildreflekterende blik, fik hende til at sænke sit eget mod brostenene. "Treston."