Det havde været en dårlig idé. Et eller andet sted havde han vidst det fra starten, men efter et par frustrerende timer med skriftrullerne fra Aldamar, så havde han været lidt ligeglad, og havde ikke valgt at lytte til sit instinkt, som han ellers altid gjorde. Gå ikke med fremmede du ikke stoler på. Han havde ikke kendt manden, men han havde virket venlig, selvom der havde været noget underligt ved ham. Nok til at han enhver anden dag ville have ladet vær med at tage med ham, men i dag havde han åbenbart haft hovedet under armen.

Hele kroppen dunkede, og selvom manden for længst var forsvundet, gik Fabian ud fra, så var det først nu han forsøgte at komme lidt vaklende til benene. Han måtte finde et sikkert sted. Der var ikke mange steder han kunne gå i øjeblikke som disse, og han hadede den del der havde lyst til at troppe op hos Aldamar, for han vidste også godt hvad han ville sige: Pas på dig selv, Fabian.
Blodet dryppede stadig fra hans pande, og han kunne også smage det i munden af sig selv, lidt usikker på om det var hans eget eller mandens dog. Han lignede noget Zaladin havde haft fingrene i, som de blå mærker allerede var begyndt at forme sig, og han kunne svor at hans arm ikke burde gøre så ondt.
Han fik dog vaklet mod udgangen af gyden, hvor han kunne se noget af Hovedgaden, de havde været på vej den vej, havde de ikke? Det var ikke alt for langt for krydsvejen, men der var stadig et stykke til helbredelseshuset og bordelhuset. De to steder der var mest oplagte at gå når han var i så dårlig stand han var.
Han spyttede lidt blod ud af munden, mens det svimlede lidt for ham, men han var ret sikker på at ingen rigtig ville kigge hans vej, som han endnu ikke var trådt ud af hovedgaden. Vold var ikke ligefrem en ny ting i byen, og dem der kendte ham, vidste jo at han blot var en skøge. 

Når Aldamar vandrede ned til centrum af Dianthos, var det ikke iklædt sine karakteristiske, finere klæder, men derimod en meget forsimplet udgave af hvad en ganske almindelig person ville finde sig tilpas i. Jovidst, kvaliteten kunne mærkes om man greb fat i uldfrakken han gik med, og fyrstesønnen bar sig selv med en ganske rank holdning, der ikke vidnede om et liv som bonde eller almen arbejdende. Men ved første øjekast, faldt han ret godt ind i mængden. 
Håret var dertil sat op i en mørk knold, og de nogle gange mere prangende sølvsmykker fjernet, for ikke t drage unødvendige øjne på sig. I sine jordbundne farvetoner, var han blot et ansigt ud af mange her i byen. 

Og det var der flere grunde til. Den første var, at han ikke var ude i et adeligt ærinde. Som så mange andre, så var Aldamar kommet til at holde en anelse af at kunne kommunikere med andre, uden at skulle være varsom med hvad deres agenda for at tale med ham var - det var anstrengende i længden. Og derudover, var der også noget sikkerhedsmæssigt i at være neutral. Det var ikke alle der var lige stor fan af de fyrstelige familier, og Aldamar behøvede ikke at komme på tværs af nogle, der havde en lidt for stram sko på. Ikke idag i hvert fald. 
Idag ønskede han blot at bruge nogle krystaller på det spændende marked der var set op - gøglere solgte nogle lidt andre ting, end dem man fandt på de fine butikstræder ved Diamantstræde. 

Et mål der bar ham hen af krydsvejen; Aldamar forsatte ned af hovedgaden, hvor at skæbnens ironi endnu engang flettede to livstråde mere sammen end de i forvejen var. 
Det var ikke fordi at han gik og ledte efter Fabian. Men fyrstesønnen ville efterhånden kunne genkende formskifterens originale skikkelse, om han så ham i mørket, og kun fra ryggen. Men selv med dét, tog det ham lige et sekund at se rigtigt. Hvad... hvad foregik der? 
Aldamar's mørkklædte skikkelse stoppede prompte op på gaden, og bandende bevægede nogle købmænd sig rundt om ham, irriterede over at han sådan satte en sten i den strøm der ellers forsatte frem. De mørkeblå øjne skuede over den... den... lurvede skikkelse der skimtede ud fra en gyde, og fyrstesønnen følte sin hjerterytme stige en anelse, imens gru farvede hans ansigt blegere end det i forvejen var. Det kunne ikke være ham. Selv fra de 15 meter han stod væk, kunne Aldamar se at personen var skadet. Fabian? 
Han vidste ikke om skøgen havde set ham. Men Aldamar's ben satte derefter igang af sig selv, idet at han uden tøven bevægede sig skråt over gaden - skubbede folk der gik i vejen til siden - for at komme tættere på og forhåbentlig få afkræftet den mistanke der gnavede. Det kunne ikke være ham. 

Fabian førte en hånd op til ansigtet, den der ikke gjorde så forbandet ondt. Den var både beskidt og et par småsten havde boret sig ned i den ru hud, og lagde et par hudafskrabninger. Det var dog mest for at tage sig til hovedet, mens hans syn stabiliserede sig igen. Han havde fået et par slag til hovedet, havde han ikke?.
Hele hans kropsvægt var lænet mod den ene mur, som han endelig fik lidt mere kontrol over sit syn, og fokuserede på vejene, så han kunne bedømme hvor han præcist var, og på hvilken en af gaderne. Var det her Hovedgaden?

Han fik aldrig rigtig mulighed for at bevæge sig ud, for hans øjne fangede en lidt for bekendt skikkelse der kom over mod ham, og han kunne svor at hans hjerte sprang et slag over. Havde han slået hovedet så slemt, eller nød Chance at se ham lide? Alligevel kunne han ikke benægte den lille snert af glæde der spredte sig i hans bryst.
Det var også næsten et smil der var på hans læber da Aldamar endelig nåede ham. ”Det er sjældent man ser dig hernede,” kom det drillende, eller i et forsøg på at være drillende, og lade som om at han ikke stod tildækket i blå mærker og blod. Hvis han ikke bevægede hovedet for meget, så var det ikke så slemt. Det var dog også nemmere at gøre det til en vittighed, og lade som om at intet var galt, for ellers så ville han skulle håndtere at han var svag og dum, og han havde ikke behov for at Aldamar fortalte ham det heller. 

Forbandet også. Da Fabian's øjne låste sig i Aldamar's egne, kunne han ikke længere benægte eller slå det hen som værende en anden person, og en forfærdet grimasse trak Aldamar's læber fra hinanden, idet at han kom tæt nok på til at de blå mærker blev tydeligere og tydeligere. Blå... det var ikke kun blå, men også et ret så finurligt farvespil, af både grønlige, lilla og gule aftegninger der prægede Fabian's krop, og indtørret blod der sad i hans pande. Han lignede mildest talt lort. 

Aldamar's øjne blev smalle idet at han hørte den drillende tone, og fyrstesønnen sænkede farten en anelse, indtil at han endelig stod lige foran ham. Han kunne jo ikke engang stå ordentligt op, med måden hvorpå at muren måtte støtte hans kropsvægt. Hvad var der sket? Aldamar's hænder stivnede i kortvarigt i luften, ikke helt sikker på hvor eller hvad han skulle gribe fat i først, førhen at den ene gled op imod hans pande for at fjerne noget af det værste blod så det ikke gled ned i øjnene. Den anden greb fat i albuen på armen, og han fnyste. "Det er der også meget gode grunde til" svarede han tilbage, men slet ikke i en reflektion af det drillende toneleje. Det her var ikke noget at grine over, det her var alvorligt. 
Fyrstesønnens øjne gled ned over hans beskidte silhuet, og han bandede lavmælt førhen at han prøvede at gestikulere, at han skulle erstatte muren med Aldamar selv. "Hvad fanden er der sket, Fabian?" de måtte have ham ind på helbrederhuset; der var alt for langt til Aldamar's eget hjem herfra, selvom han instinktivt næsten havde et behov for at få ham væk fra Dianthos gader. 

En højlyst hissende lyd kom fra Fabian, da Aldamar hev fat i den arm der ikke var presset mod muren og dermed den der ikke havde det godt. Det var heldigvis ikke et decideret vræl, men med måden hele hans ansigt fortrængte sig i smerte, så kunne man vidst roligt sige at der var noget galt i den. Ellers ville han ikke reagere på den måde.
Han kiggede dog lidt mere overvejende om den tilbudt hjælp, men alligevel kunne han ikke benægte at han havde behov for hjælpen. Tanken om at slæbe sig selv noget sted hen lige nu, virkede uoverskueligt, selvom han nok skulle gøre det, dog nok ikke inden kulden også ville klæbe sig til ham. Og med Aldamar i ledtog, så kunne det være at de fik en mindre dømmende helbreder.

Han fik skubbet sig lidt væk fra muren, for at halte et par skridt nærmere Aldamar, for derefter at lægge sin raske arm omkring Aldamars skuldre. ”Det virker ikke til at være tidspunktet til det,” mumlede han, og selvom han skulle bruge Aldamar som støtte, så prøvede han ikke at lægge alt for meget at sin vægt på den mindre mand. I det mindste var det nemmere at støtet sig til sig ham, når han var et stykke lavere end ham.
Fabian prøvede også at undgå at lade Aldamar fange hans blik. Han vidste godt at han havde dummet sig, og det sidste han havde behov for var at Aldamar fortalte ham det. 

Bekymring overskyggede den vrede der umiddelbart gemte sig under det hele, og han krympede sig en anelse ved den hissende lyd af smerte, der kom fra den blonde mand. Oh, det havde ikke været meningen. Han virkede dog ikke til at bebrejde ham, og det var med en lettelse der skyllede igennem kroppen, at han endelig fik revet sig fri fra muren, og i stedet at lægge sin arm omkring skuldrene på den lavere mand. Men pointen forsvandt lidt når han stadigvæk prøvede at holde sig oppe, og Aldamar lod en hånd glide om livet på ham, så han ikke fik mulighed for at trække sig væk. 

Han hørte hvad han sagde, og han var kun delvist enig. 
Aldamar fnyste endnu engang, men lod ham trods alt få sin vilje lige nu, han var ikke i en position hvor at han ville have godt af at diskutere med fyrstesønnen. "Mmmh. Fortæl endelig hvornår tidspunktet så er til det" tilføjede han en anelse skarpere end det måske var nødvendigt, og begyndte på den langsomme tur der lå i at komme tilbage. Det var bare svært ikke at være kort for hovedet, når... de mørkeblå øjne studerede hans ansigt, men Fabian kiggede stift frem foran sig sig. Når han så... så herrens ud. 
Umiddelbart, var det slet ikke i Aldamar's overvejelser at det her kunne være kommet fra en kunde. Han vidste ikke om den blonde mand havde nogle udståender med andre, men han vidste at han havde en flabet streg til sig. På et eller andet tidspunkt var det selvfølgelig dømt til at gå galt - i hans optik - men han havde altid set manden som værende god til at få føling med hvad der foregik i folks hjerner. Så hvornår, eller, hvorfor var det lige glippet her nu? 

Turen til helbrederhuset forekom uendelig, og fra Aldamar's side, i tænksom stilhed imens at han skiftevis bekymret betragtede Fabian, og derefter orinterede sig om vejen foran dem. 

Havde Fabian været i lidt bedre stand, og i et smule bedre humør, så ville han nok have sendt en flabet kommentar tilbage i Aldamars hoved, eller sågar vrisset tilbage af ham. I stedet for blev Aldamar blot mødt med et stift blik i Fabians øjne, som ikke engang ønskede at kigge mod ham. Fabian havde aldrig ønsket at Aldamar skulle se ham sådan her. En uundgåelig ting i Fabians liv, men Sif så ham sådan her, og sågar skøgerne på Bordelhuset. Et par af hans kunder. Et eller andet sted i Fabians hoved, der havde han blot ønsket at Aldamar ikke skulle se det. Han kunne lide følelsen af at han var uovervindelig når han var med fyrstesønnen.

Turen til helbredelseshuset var lang, ulidelig lang faktisk, og jo nærmere de kom, jo mere ville Fabian have ønsket at de var gået i den stik modsatte retning, mod bordelhuset, hvor han normalvis søgte på en dag som denne. Der plejede Sif altid at sørge for at han kom i god stand igen, også selvom han aldrig havde været en del af arbejderne der.
”Der er ingen grund til at nævne mit erhverv når vi er der,” sagde han endelig, da de var ved at nå helbredelseshuset. Selvom det ikke var alle der så ned på skøger, så havde Fabian fået sin del af afvisninger her, og han håbede blot at ingen af dem kendte ham af udseende. Visse folk mente jo, at han fik hvad han fortjente, når han gik rundt på den måde han gjorde, og han kunne jo bare vælge noget andet at lave. 

Stilheden var underlig - der var sjældent fuldkommen stille imellem dem, og når der var, så havde det som oftest en doven og mere behagelig ro omkring sig. Men lige nu, var stilheden næsten det overdøvende imellem dem, og annulerede alle andre lyde fra gaden, som Aldamar lige nu slet ikke bed mærke i. Der var kun Fabian, og de få og smertefulde lyde der kom fra ham trak konsekvent mandens blik til ham. Men det virkede ikke som velkommen bekymring. 
Hvilket lige i det her tilfælde, var surt for Fabian - fordi han kom ikke udenom at mærke bekymringen fra Aldamar, han prøvede og ville ikke skjule den. 
Endelig blev stilheden dog brudt, og en overrasket undren glimtede i Aldamar's øjne, idet at han hørte hvad han sagde. Hans erhverv? Det havde ikke ligget ham på sinde at bringe det op, medmindre det selvfølgelig var nødvendigt, men han tvivlede på det. Plejede det at være nødvendigt? Munden åbnedes en anelse tøvende, inden at han i stedet endte med bare at nikke. Okay. 
Hånden om hans liv strøg ham en anelse opfordrende, en anelse ømt, inden at de endelig nåede til det slidte træskilt der viste indgangen ind, og Aldamar lukkede med en dybere indånding øjnene. 
Han hadede helbrederhuset. 

På den anden side af døren, slog en underlig lugt dem i møde, og Aldamar ville mest af alt beskrive den som medicinsk. Entreen hvor at man kom ind, var heldigvis ikke videre befærdet og der var kun en enkelt anden mand som sad og ventede, en klud viklet om den ene hånd men et overraskende roligt udtryk i ansigtet. Det virkede ikke slemt, hvilket fik lettelse til at skylle ind over Aldamar. Så ville de nok tage Fabian ind først. 
Så, han satte Fabian ned for at vente og selv gå op, og kort forklare hvad der var sket. Ikke at han vidste det, men han kunne altid påpege at det var lidt hastende. 

Kun for efter små 10 minutter, at se dem tage manden med kluden viklet om hånden først. Hvad fanden? Aldamar glippede en analse uforstående med øjnene, men sagde ikke noget. Først da der var kommet en ny person, og hun også kom ind næsten direkte med det samme - foran dem - begyndte en underliggende irritation at røre på sig, og han gjorde mine til at rejse sig op, en stram grimasse der gjorde de mørkeblå øjne til smalle sprækker. 

Selvom Aldamar måske havde været optimistisk da de kom ind, så var Fabian stadig meget tilbageholdende med ønsketænkningen. Han ville dog nok blive tilset når der ikke var andre, og ikke så ud til at der ville komme andre, bare så det så ud til at de faktisk gjorde deres job, men at forventet at de ville få meget ud af det, udover et par sår der blev renset, det ville nok alligevel være overdrevet.
Han fik sat sig i stolen, og lod Aldamar om at presse på at det var hastende, men da både manden og den nyankommende kvinde var kommet ind, så kunne Fabian godt mærke at Aldamar var blevet utålmodig. Han havde lyst til at kommentere at det her nok ikke havde været det bedste sted at komme som det første, og var der virkelig nok galt til at et varmt bad ikke kunne tage det? Jo, det var der jo nok, og han foretrak ikke at have permanente skader på kroppen, da det blot gjorde det sværere at formskifte.

Hans ene hånd rakte dog alligevel ud og rørte Aldamar på knæet, for at stoppe ham i at rejse sig endnu. ”Jeg tror ikke det hjælper at brokke sig,” sagde han lavmælt, og endelig kiggede han på Aldamar igen. Der var stadig noget stift og afholdende i hans øjne, men det var nok mere for at beskytte sig selv. ”Jeg kommer ind, når de mener de har tid til en som mig,,” sagde han. Måske Aldamar virkelig skulle vide hvor meget forskel der var på de to af dem. Hvis Aldamar gik op og viste sin stand, så ville de komme ind med det samme, men det ville nok også være lidt for sigende om hvorfor Aldamar tog sig af en skøge. 

En hånd på knæet stoppede ham i at gå videre, og lavmælt mumlede Fabian at det ikke nyttede noget at brokke sig. Øjnene løftedes endelig fra gulvet de havde været fikseret på her de seneste par minutter, og overrasket spærredes Aldamar's egne en anelse op, da han forsatte med sin begrundelse til hvorfor. En som ham? Selvom byens skøger måske ikke var ønsket af alle, havde Aldamar aldrig følt at de var en af de mest udsatte grupperinger af mennesker, og heller ikke dem der havde sværest ved at få eller finde hjælp - alle virkede til at bryde sig om Fabian, da de havde været på Svinet. 
Men erkendelsen sneg sig ind på ham, og bragte en bitter, bitter, bitter smag med sig. Han sad og blødte ud på deres gulv, hans krop tog flere og flere blålige toner til sig - Aldamar havde set minimum 2 nye mærker danne sig, siden at han fandt ham. Fyrstesønnen's læber blev en anelse hvidlige, og han pressede dem stramt imod hinanden. "Det er ikke retfærdigt" hvislede han, og rejse sig alligevel op, for at gå op til disken. 

En lavmælt samtale imellem ham selv og kvinden bagved, gik nu igang. Lavmælt i sit toneleje, trods den eneste der sad tilbage lige nu, var Fabian. Men på trods af at det ikke var højt de talte, kunne man i hvert fald fornemme hvordan at det ikke gjorde i hvert fald Aldamar's ord mindre faste, næsten kommanderende og krævende. 
"Er det et spørgsmål om penge?" hvislede han med voksende irritation, og løftede et enkelt, perfekt øjenbryn af kvinden bagved disken. Hun skævede som svar imod Fabian, over hans skulder, inden at hun rystede på hovedet og sagde at alle stuer var optaget. Men hun løj, Aldamar's hænder knyttedes ovenpå disken, og han trak ukomfortabelt stilheden imellem dem i nogle sekunder, med et udtryk af rendyrket skepsis, inden at han rystede på hovedet. "Hvad er dit navn?" Aldamar rodede i den ene lomme, og hev en læderindbundet lille bog frem. "Fulde navn" afbrød han da hun spurgte hvorfor, og greb den fjerpen der stod på hendes side af disken. 
Yderligere 5 minutter gik, inden at hun med en undskyldende mumlen endelig fik fyrstesønnen til at sætte fjerpennen tilbage, og lukke bogen. Nok uden hendes navn. 

Da han vendte sig, var det at han gik tilbage for at hjælpe Fabian op og stå. "De havde plads" mumlede han, og gned en anelse træt den ene side af ansigtet, inden at han rystede det af sig, og opfordrende fik hans arm over skuldrende igen, så han kunne komme ind. 

Fabian rystede blot på hovedet, for det var ikke retfærdigt, men desværre var livet ikke ligefrem retfærdigt nogen som helst punkter. Noget man især opdagede når man var i det lavere klassesamfund. Man kunne ikke købe sig til tingene, for man brugte dem alle på at overleve. Ikke at det ikke var blevet en smule bedre for Fabian mens han sås med Aldamar, men det ville nok aldrig blive helt godt. Han var dog heller ikke naiv nok til at tænke at penge ville løse alle problemerne der var i samfundet.

Han havde dog heller ikke regnet med at det ville stoppe Aldamar fra at gå op og brokke sig. Hans øjne fulgte den mørkhårede mand op til disken, og selvom han ikke kunne høre hvad der blev sagt, så havde han da en idé.
Det var dog ufattelige gode resultater han fik ud af det, som han kom tilbage, og Fabian tog imod hjælpen for at komme op og stå. Hans øjne blev en smule smalle og mistroiske, men lod sig lede hen mod en stue der åbenbart havde plads til at tilse ham. ”Hvordan gjorde du?” spurgte han, som de gik og kortvarigt gled de over på hende der havde været i vejen for at de overhoved kom ind.

Det var lang tid siden han havde været på en af stuerne i helbredelseshuset, og med Aldamars hjælp fik han sat sig ned, og endnu engang tøvede Fabian. Havde Aldamar lyst til at se det her? Men som en helbreder faktisk også kom ind til dem, så begyndte Fabian at knappe sin skjorte op, som også var møgbeskidt, så helbrederen også kunne komme til. Skjorten havde dog gemt en del betydelige mærker, og det lignede lidt af et kunstværk på ham, med mængden af blåmærker der var over det hele. Især omkring ribbenene, hvor han ikke rigtig havde kunne beskytte sig selv.

Aldamar skævede til ham da han spurgte til hvordan han havde gjort, og kortvarigt var et skævt smil, affødt af ligedele frustration og kortvarig munterhed, til at se på de smalle læber. Han sørgede for at de var kommet forbi kvinden der stod ved disken, og en på gangen de der ville lede dem ind til den rigtige stue, førhen at han med et lille, forsikrende strejf omkring livet mødte hans øjne. "Det virker ikke til at være tidspunktet til det" brummede han som et ekko af Fabian's egne ord, men det var dog ikke løgn. Han kunne godt uddybe - han vidste at den blonde skøge ikke brød sig om at andre tog sig af ham. Men lige nu, havde han ikke et decideret valg - Aldamar havde ikke tænkt sig at stoppe, førhen at han var sikker på at han i det mindste kunne gå ordentligt igen. 

Da de kom ind på stuen, var det at Aldamar blev i rummet. Han havde heller ikke tænkt sig at gå, og en mere mistroisk del af ham, ville ikke lade hvem end der kom ind af helbreder, slippe for at få fixet Fabian ordentligt. Men noget skulle måske alligevel have forberedt ham på det syn han mødte, da den blonde mand knappede sin skjorte op, og afslørrede... et lærred af blodansamlinger og sikkert også bukkede, hvis ikke brækkede ribben. 
Alt farve forsvandt i et sus fra Aldamar's i forvejen blege ansigt, og han kunne ikke stoppe sig selv, da han i en hurtig bevægelse var foran Fabian, og kæmpede for ikke at lade fingrene glide over de violette steder. De endte i stedet med at sitre en anelse magtesløst, få centimeter over huden. Det her var ikke bare et slag. Det var som om, at nogle gentagende gange havde sparket ham imens at han var nede og ligge på jorden. Og det fik en vrede til at lyne ind over det dybblå, førhen at en høflig rømmen bad ham om at flytte sig, så helbrederen der var kommet ind, faktisk kunne komme til. Aldamar skævede op, inden at han med en mumlende undskyldning trak sig tilbage igen. 

Fabian ville uden tvivl spørge mere ind til det senere, men han accepterede ordene for nu. Det var nok ikke tidspunktet, især ikke når alle ville kunne høre det, skulle Aldamar faktisk fortælle det. Forhåbentlig skulle Fabian dog ikke blive her for lang tid, selvom det også gik op for ham, at Aldamar nok havde travlt. Han havde sjældent en pludselig fridag, og det her havde været lidt af et tilfælde at de stødte på hinanden, så i sidste ende ville de nok skulle gå hver til sit, når de lige var sikre på at han ikke døde af sine mærker, og måske fik noget til at lindre smerten. Det gjorde lidt ondt hver gang han trak vejret.

Han burde dog have set hvordan Aldamar ikke ville kunne hold eud af at se ham i den tilstand han var i. Han havde dog ikke forventet at Aldamar ikke kunne holde sig tilbage, som om at han ville torturere sig mere ved at se mere indgående på mærkerne.
Heldigvis kom helbrederen og Fabian kunne få Aldamar væk med de bekymrede og vrede øjne. Han vidste at vreden ikke var rettet mod ham, men han havde stadig ikke lyst til at se det, for der var intet de kunne gøre.

Til trods for hvor modvillig Fabian næsten havde virket omkring helbredelseshuset, så opførte han sig faktisk næsten eksemplarisk. Han svarede kort på spørgsmålene om hvor det gjorde ondt, og lod helbrederen både trække op i bukserne og røre på mærkerne for at se hvor slemt det var.
”Jeg sender en ind der kan magisk sørge for at tingene vokser rigtig på plads igen og giver dig noget at tage nogle af smerterne, men resten må gøres med hvile,” sagde hun til sidst. Hvilket var bedre end hvad Fabian kunne have håbet på. I det mindste skulle han ikke gå rundt med en brækket arm og hvad der elles kunne være galt.
Så igen blev de efterladt og måtte vente, og Fabian vidste ikke rigtig om han skulle kigge på Aldamar eller lade vær, så derfor endte hans blik blot med flakke rundt. 

Når alt kom mere på afstand, ville der ikke være nogen tvivl i Aldamar's eget sind. Han ville være rasende. Lige nu var han vred, men senere.... senere ville han ikke kunne holde det tilbage, og det var en bitter fornøjelse at høre hvordan at helbrederne ikke ville kunne fjerne det hele, men kun lindre det værste. Han havde aldrig set sig selv som en hævnrig person, og at gå ud og hævne Fabian, ville aldrig være noget der faldt ham på sinde. Men han kunne mærke, hvordan vreden kradsede, trak og borede sig ind i hans ellers nøgterne tankebaner. Den var fandens insisterende... og han kunne pludselig ane, hvad der fik folk til at tage drastiske beslutninger og aktioner. 

Og noget der måske var mere frustrerende end at se skaderne selv, var hvor... passiv Fabian virkede omkring hele den her situation. Som om at det ikke betød det store, som om at det var forventeligt eller almindeligt, og at det skulle gøre det okay. Det skurrede ham imod hårene, og fik ham til at prøve at tvinge opmærksomheden hen på sig selv, så snart de atter blev alene. Aldamar skrævede ind foran hans halvt afklædte skikkelse, og gled ned på det ene knæ, så han bevidst skulle kigge over ham eller til siden, hvis han skulle undgå ham fuldkommen. 
"Jeg kan finde nogle mere kompetente healere, når vi kommer ud herfra" mumlede han lavmælt, vreden ulmende men gemt bagved den nøgterne afholdenhed det at være her, påtvang ham. Aldamar's hånd på det ene knæ, knyttedes. "Jeg..." Aldamar's ordstrøm tav en anelse, og han åbnede og lukkede munden et par gange, inden at han sank noget spyt der sad tilbage, selvom det hele føltes tørt derinde. Selv hans vejrtrækning lød ikke helt fantastisk, og det slog ham kortvarigt en anelse ud af kurs. 

Hvor lang tid der gik inden at den anden helbreder kom ind, det vidste han ikke. Men det var lidt af en kamp for Aldamar ikke at række ud efter ham, fordi han ville så gerne.

Det lykkedes dog heldigvis også for Aldamar at drage Fabians øjne mod sig, og han lod endelig deres øjne mødes, og der var spor af opgivelse at finde i Fabians øjne. Bare en lille smule. For hvad skulle man sige, eller gøre? Når det kun var de to af dem, så kunne de ofte lade som om at de ikke var så langt fra hinanden. Så var det lige meget om de var på en snusket kro, eller på selveste prinens værelse med de blødeste puder og de fineste lagener. Der eksisterede intet andet i det vakum, men når man så dem i andre situationer, som disse, så skreg forskellene bare.
Hvor Aldamar blev opvartet om hvert et hjørne, og aldrig skulle bekymre sig om en skade kunne lede til en infektion, og amputering eller i værste fald død, der var et en realitet Fabian levede med. Han havde et godt netværk, men det ville aldrig gøre op for hvad Aldamars privilegium kunne købe.

Et suk undslap ham. ”Det er ikke nødvendigt,” sagde han, selvom han godt vidste at Aldamar mente det godt, men det føltes mærkeligt at tage imod det, til trods for at han aldrig havde virket til at have problemer med at tage imod krystallerne fra Aldamar. Ikke rigtig i hvert fald. ”Alt heler med tiden.” For selvom de måske ikke brød sig om Fabian og hvad han gjorde, så var det jo ikke som om at de ikke gjorde det bedste de kunne. Der var bare kun så meget magi at gå omkring, og i det tilfælde, så var han nok bare ikke en af prioriteterne. ”Og jeg har allerede taget nok af din tid i dag.” Hvilket lidt var elefanten i rummet lige nu. De havde torsdagen hvor de sås, men med mindre der var ekstraordinære grunde, så havde Aldamar sjældent tid til mere. 

Lidt af den vrede energi forsvandt ved det glimt af opgivelse han blev mødt med, som slog luften en anelse ud af lungerne på ham, og fik ham til at rykke den ene hånd op på Fabian's eget knæ. Tommelfingeren strøg ham over stoffet, den anden hånd blev med tvang holdt for sig selv så den ikke fulgte trop, og da Fabian sukkede at det ikke var nødvendigt, følte Aldamar hvordan noget stejlede en anelse i ham. Det var nødvendigt. Ikke for ham selv, han havde mere end en gang vist at han kun passede på sig selv, til en hvis grad - og det her, var simpelthen en af de gange for at Fabian ikke priorterede sig selv nok frem. I Aldamar's øjne. 
Derfor lod han ham tale ud, men var så uenig som nogen kunne være. I alle tingene. 

De mørke krøller der havde sneget sig ud af fyrstesønnens knold, hoppede en anelse idet at han til sidst rystede på hovedet. "Nej du har ej" slog han fast, og følte momentært hvordan at blikket blev en anelse mere fjernt. Han havde en aftale senere idag, men den kunne rykkes - det var ikke værre, end at det kunne rykkes. Selv hvis Fabian insiterede, ville det ikke have megen effekt på Arysprinsen, der næppe lod ham være ude af syne her de næste par timer. 
Blikket med nærværende igen, da (meget imod hans vilje), endnu en helbreder kom ind, og bad ham om at rykke sig. Et sidste klem blev givet, og han nikkede en anelse for sig selv, ret så ligeglad med det blik han følte imod sin ryg, og bagefter kunne ane, da helbrederen kiggede sig over skulderen på den mørkklædte fremmede mand. 

Der så de i den grad anderledes på tingene, men alligevel kunne Fabian godt mærke en varme sprede sig, og et hjerte der bankede lidt hurtigere, som hans øjne blev lidt større af erkendelsen af Aldamar. Det var sjældent han hørte om at aftaler blev rykket for ham. Det var næsten altid omvendt, hvor Fabian lod vær med at lave aftaler, så de havde tiden til at være sammen, nu når Aldamar havde travlt. At han alligevel var vigtig nok til at det her tog prioritet over alt det andet der kunne være. ”Jeg lovede jeg ikke ville være i vejen for dine pligter,” sagde han endelig, som modargument, men det var svagt, og man kunne også godt se det på ham. Det sidste han havde lyst til i dag var at gå tilbage til den forfærdelige lejlighed. Et varmt bad og en varm seng var nok mere hvad han ønskede ud af resten af dagen.

Dog blev de forstyrret af helbrederen, som hurtigt begyndte at arbejde med Fabian, nu når hun var kommet her. Hun lagde hænderne et par enkelte steder på kroppen, hvor det lyste op og Fabian kunne mærke hvordan knogler satte sig på plads. Det var momentant smerte og så forsvandt det lidt.
”Massere af hvile, og jeg kan gøre intet ved din fod. Den skal bare have hvile,” kom det køligt, inden en lille krukke med salve blev sat ved hans side. ”Det tager de værste smerter, og hjælper sårene med at hele.” Mere var der ikke at komme efter her, og som Fabian rejste sig, så havde han det da også en anelse bedre, selvom de fleste ting stadig gjorde ondt, og han følte sig en anelse afkræftet. Han tog krukken op i hånden og kiggede derefter over på Aldamar. Hvad nu? Ville Aldamar tage ham med hjem midt på dagen hvor alle kunne se?

Imesn helbrederen arbejdede, var det at Aldamar undlog at kigge på, og i stedet samlede den beskidte og slidte skjorte op, som Fabian havde båret. Der skulle en hel del til for at redde den, og han vejede den lidt i hånden, imens han overvejede mulighederne. Han kunne selvfølgelig låne noget af Aldamar selv, men det ville kræve at de tog hjem til ham.. og det ville samtidigt kræve, at de gjorde det i dagslys, og midt på dagen ligesom nu, var det ikke utænkeligt at nogen i hvert fald var hjemme. Aldamar strammede grebet om trøjen en anelse... 
... fordi det betød jo ikke at han ikke kunne invitere Fabian med hjem. Ligesom så mange andre, kunne den blonde mand sagtens være en gæst. Husets tjenestefolk, havde velsagtens ikke grund til at tænke andet. 

Og med det var beslutningen mentalt taget, og imod den, var hans vage modargument ikke velkomment. 
Aldamar lod blikket glide tilbage på Fabian, da hun understregede hvad der skulle ske herfra og frem - ikke at han var den største fan, af at de ikke kunne have gjort noget ved foden. Øjnene blev en anelse smallere, idet at han skulede imod hendes ryg idet at hun forlod værelset. Selvfølgelig var der mere at gøre, men det var velsagtens en priorterings sag... med et stilfærdigt fnys bevægede han sig hen for at støtte manden, en arm der holdt ham tæt, trods alt glad for at han ikke længere blødte, og vejrtrækningen ikke længere var hivende. 
Aldamar aede siden af hans krop blidt. "Du bliver nød til at tage den her på, indtil jeg finder noget bedre" mumlede han, og rakte ham modvilligt den beskidte trøje med den anden hånd, klar til at hjælpe ham hvis det var nødvendigt. 

De værste overfladiske og indre skrammer var i hvert fald taget, men det betød ikke at han ikke lignede noget der var løgn. Noget han var vant til, men han kunne godt se, som Aldamar stod med skjorten, at han havde lidt sværere ved det.
Hans hænder greb derfor også ud efter skjorten, så han kunne trække den på, dog med lidt hjælp fra Aldamar, som armen nu stadig var en lille smule brækket, skulle igennem. Han skar stadig lidt af et ansigt, men han hvæsede ikke eller virkede i ligeså stor smerte som før. Nu var hans krop trods alt også stadig bare øm.
Ligeså stille blev skjorten også knappet op. ”Jeg tror også det ville være spild af at give mig rent tøj på,” sagde han. Han kunne stadig ud af øjenkrogen se noget af håret være blandet af skidt og blod, som var størknet efter det stykke tid de bare havde siddet der.

Da skjorten var knappet færdig, fandt hans raske arm igen Aldamars skuldre til at læne sig på. Foden skulle nok blive i orden efter at slappe lidt af, selvom Aldamar aldrig rigtig havde sagt hvor de skulle videre til. ”Hvad er planen så?” spurgte han, lidt mere frisk, men stadig ikke helt så villig til at kigge på Aldamar som normalt. Han lod Aldamar styre vejen, selvom Fabian helt klart satte tempoet, som han blot måtte nøjes med at halte og skære en grimasse, når han trådte for meget ned på foden. Hvil virkede virkelig som lidt, når den gjorde så ondt.

Aldamar knappede den sidste knap, og følte et lidt blidere smil overtage den stramme grimasse fra før, da han - med rette - pointerede at rent tøj ikke ville kunne fikse hans beskidte krop. Nej, alt det ville blive ordnet når de kom mere hjemad, og Aldamar bevægede dem de første par skridt ud af helbrederhuset, kraven trukket godt op om ørene da de kom ud på gaden, og snart ville bevæge sig imod den finere del af Dianthos. De mørke øjne gled over på manden der mere friskt fik spurgt hvor de skulle hen da de endelig kom udenfor døren, og han lænede momentært - utroligt kortvarigt og flygtigt - hovedet en anelse ind imod ham og hans skulder. Det var godt at han i det mindste lød lidt bedre. 
"Hjemad" mumlede han, og rettede sig op igen idet at de tog et skridt ned fra trappen, og så et til. "... medmindre du hellere vil ud på en længere gåtur rundt på markedspladsen? tilføjede han med skyggen af et smil, og vidste godt at det ikke virkede videre attraktivt at følge fyrstesønnens oprindelige plan for dagen. 

Især da Fabian stadigvæk havde ondt, og hver en grimasse af smerte, fik det til at prikke ubehageligt i ham. De skulle derfor ikke gå mange skridt, førhen at hans halten blev for meget for Aldamar, og han med en lille brummen stoppede dem begge. På trods af at Fabian ikke helt ville kigge på ham, blev de mørkeblå øjne ved med at søge Fabian selv... og her, glimtede de en anelse beslutsomt. "Vent her" - det var ikke til diskussion, og han viklede sig blidt fri af den andens greb. 

Fordi da Aldamar nu kom tilbage, var det med en mindre by-karet, i mørkebrunt træ og med gardiner for vinduern, der med den klappende lyd af hove imod brosten, stoppede op foran den lasede mand. 
Døren åbnedes og fyrstesønnens mørkhårede hoved kom frem, idet at han (overraskende elegant faktisk), hoppede ned på jorden for at kunne hjælpe ham op, et prøvende smil om læberne ved den gallante gestus. Der var alligevel en del smertefulde skridt fra her, til hvor Aldamar boede. Og der her var både nemmere, hurtigere, og mindre... opsigtsvækkende, givet hvor laset Fabian så ud lige nu. 
"Kan jeg byde på et lift?" hånden var strukket ud så han kunne bruge den som støtte, og Aldamar nikkede opmuntrende.