Det havde taget uger. Ikke så underligt det gik godt i undergrundens mere organiserede grupper, når de var så skide påpasselig, med alt. Hvor deres møder blev holdt. Hvor de havde hovedkvarter. Hvilke dele af gruppen der stod for hvad. Et klogt hoved sad på toppen, og han sørgede for at afdelingerne skiftede position over flere omgange. Irriterende fornuftig og endnu uden at havde ladet sin magt stige ham til hovedet. Men når først rygterne havde svinget forbi Selenes øregange, og vagt hendes interesse, var hun som en blodhund på sporet. Lige gyldigt hvor lang tid det tog bare at snuse en lille blodklat frem.

Et fejltrin, hvor hun stod ansigt til ansigt med den person hun dobbeltgængede rundt som i disse mørke underjordiske gange i Sarghos, ville være katastrofale. Halvdæmonen frygtede på intet tidspunkt for sit liv, men det betød ikke at dobbeltspillet, faren og intensiteten var afvigende. Det pumpede så lystigt rundt i hendes blodsystem og bragte en vis summen i hendes hjerne og glimt i de intense blå øjne.
Hun slap altid godt fra situationer som disse! Det var hele hendes salgstale omhandlende undertegnet.
Men regler var til for at blive brudt, og som Selene stod med næsen nede i det vigtigste fund hun formentlig havde gjort sig i sin tid i den varme afkrog af Krystallandet, klappede fælden. Døren blev åbnet og hun stod ansigt til ansigt med sit spejlbillede.
Åh ved Zaladins behårede lange kuglenosser!

En ukendt herre dukkede op ud af ingenting foran hoveddøren til en ganske velkendt diplomat i Rubiniens højere kredse. Døren blev nærmest sparket op, som skikkelsen sank i statuette, krøb ind i størrelse, og håret voksede ud og ansigtet skiftede fra maskuline til feminine træk. De træk man nu engang kunne fornemme bag hævelser, blod og skidt som prægede hele kvindens udseende.
”Flyt. Dig!” blev der arrigt knurret af en stakkels tjenestepige der forskrækket sprang væk fra ruten Selene gik ad, mens hun efterlod blodspor bag sig. Hun gik skævt, kompenserende for smerten i det dybe knivstik der havde fundet vej til den bløde hud lige over hoften, men hendes tempo var ikke sat ned af den grund. Blodet der løb fra hendes næse, ned over læber og hage var langsomt stilnet af, mens blodsamlingerne på kindben og tøjskjulte steder af kroppen begyndte at tage til i farve og ømhed.
Halvdæmonen spurgte ikke om tilladelse som hun åbnede døren til Ramiel ad Kazireas private gemakker, og smækkede døren sig uden at stoppe op, før hun smed den tungt indbundne bog med et ordentligt brag på bordet. Hendes stemme var en smule hæs som hun åbnede munden.
”De holder øje med dig”

Det var efterhånden uger siden at Ramiel havde hørt fra Selene. 
Uger uden nogen form for hint om hendes tilstand, eller viden om hendes laden og gøren. Uger hvor at han i realiteten ikke vidste om hun var levende eller død, og om missionen overhovedet havde været en succes eller en fiasko. Almindeligvis, så ville diplomaten aldrig lade en sådan ende stå løs i så lang tid, han ville enten selv sørge for at der blev bundet knude på det, eller få nogle andre til det. 
Men lige i den her kvindes tilfælde... var han overraskende ubekymret. 

Det ville ikke være første gang hun brugte lang tid på et tilfredstillende stykke arbejde, og hvis uger var hvad det tog... så var uger hvad han ville vente. Således havde Ramiel ingen forventning om hvilken dag - eller rettere sagt, aften - hun dukkede op på, og det var derfor en overrasket trækning der gled over hans ansigt, da døren ubehøvlet blev åbnet op, og en person trådte ind. Utilfredsheden over at være blevet afbrudt i sit lille projekt med at tyde en særlig, speciel skriftrulle, lynede ind over de gyldne øjne. Men som genkendelsen fik plads til at overtage, og blikket faldt ned på den bog hun smækkede på bordet... jah der forsvandt overraskelsen til vag tilfredshed, og han rejste sig med et ryk op. 
Ganske elegant gik Ramiel hen for at lukke døren efter hende, men der var en hastværk over hans skridt, idet at han vendte omkring, for at genne hende ned i en stol. "Selene" mumlede han, en overraskende varme i hans stemme som sjældent fik plads til at leve. 

Med enkelt blik på gulvet kunne han konstatere at hun blødte, og et enkelt blik på hende vidnede om en hårdhændet behandling. Uden et ord sank Ramiel ned på det ene knæ, og med en hentydning til hvorhenne såret var, løftede han op for at lægge en hånd over det. Gyldent lys summede ud fra håndfladen, idet at Ramiel's magi begyndte at lukke såret. 
"Mmh... typisk dig, at komme og svine hele gulvet til. Det var lige blevet vasket her til morges" brummede han imens, en anelse irettesættende og alligevel så utrolig langt fra. Det var godt at hun var tilbage, var hvad der ikke blev sagt imellem de ord. 

Selene direkte ignorerede den utilfredshed som skød igennem hans gyldne øjne som døren blev noget så voldsomt slået op. Hun havde denne gang ikke kræfter nok til at flå den op så hængslerne klagede, men det havde fanget hans opmærksomhed.
Hun blev stående, svagt sitrede da hun nægtede at svinge som en eller anden skøbelig tøs da han skød forbi hende for at lukke døren. Et antræk i hendes læber afslørede en let morskab. Altid så påpasselig.
"Remy" mumlede hun tilbage med et snert i stemmen der afslørede at han ikke bare var en ligegyldig skabning i hendes liv.

Det var også med den baggrund at hun lod en smule af sin smerte og svaghed skinne igennem, som hun blev gennet hen til en stol. Et befriende suk forlod hende, som vægten endelig blev fjernet fra hendes ben og hun mærkede at hendes muskler havde bare et øjeblik til at slappe af.
Usagt mellem dem, blev jakken knappet op og den blodindsmurte trøje blev løftet og afslørede et dybt, stadig blødende og ikke særlig pænt sår i maven, som han kunne få lov at ligge hånden over. Hun følte med det samme, den velkendte rare varme og hun blev næsten helt døsig.
"Åh det stakkels gulv! Hvordan skal det dog nogensinde komme sig over den behandling?" brummede hun dybt sarkastisk tilbage og himlede med øjnene inden hun sendte et kækt skævt smil. Det var rart at være tilbage.
Men hun havde ikke glemt de vigtige ting hun havde overhørt og ikke mindst opsnappet. "Det er ikke kun bogen. Deres leder, Hakeem, ved du er mere end bare en fin pyntefugl for fyrsten" fortalte hun en smule ivrigt, som hun kiggede ned på den knælende mand foran sig. Havde hun haft chancen havde hun aflivet ham på stedet, men selv Selene kunne blive for skadet til at fortsætte.

Ramiel undlod at kommentere på det forfærdelige kælenavn Selene havde taget til sig, da det ikke havde nyttet noget at rette hende første gang han hørte det, og det nok heller ikke ville nytte noget at rette hende de mange gange efter, hvor at hun stadigvæk brugte det. Nej, i stedet blev fokusset holdt på at lukke det sår der havde gennemhullet hendes fine maveskind, førhen at han med et tilfreds suk kunne fjerne hånden, og se hvordan at huden var healet perfekt. Tilbage var aftrykket af Ramiel's håndflade og slanke fingre, men det ville forsvinde med tiden. 
Hånden bevægede sig videre til hendes kindben, hvor at to fingre blev placeret over det efterhånden mørkere område, og blikket gled op ved hendes sarkastiske stemme. 

Et enkelt, perfekt plukket øjenbryn løftedes - virkelig? - Førhen at han med en lille hovedrysten fokuserede igen. Dog ikke længe, da hendes næste ord krævede mere plads til overvejelse, og Ramiel's øjne spærredes kortvarigt en anelse op, førhen at han med et suk lod den ene hånd glide op til panden, og gnubbede den solbrune pande. "Åh, selvfølgelig... selvfølgelig" brummede han irritabelt, og kastede et kort blik på de, lysende to streger der prydede hendes kindben, men som nu også havde fjernet hævelsen i ansigtet, og den splittede læbe. Resten måtte hun spørge pænt om hjælp til. 
Halv-englen rejste sig med en lavmælt raslen af fjer, og skridtede hen imod vandfadet i værelset. Snavset skulle væk - han kunne ikke fordrage det, og vidste allerede nu at stolen Selene sad på, også ville ryge i svinget. 
"Hvem har fortalt ham det?" kom det efter nogle sekunder fra ham, og de gyldne øjne gled sidelæns og tilbage på den mørkhårede lille Skarv. Var der en brist i fyrstens eget netværk, eller havde han virkelig regnet det ud selv? En kernedel af Ramiel tvivlede, men sådanne mænd måtte ikke undervurderes. 

Og mest af alt, var det irriterende. Det ville betyde at han skulle skaffes af vejen, og Hakeem havde - sine små sidespring til trods - været en effektiv frontfigur at styrer de mindre bander igennem. Med ham siddende på toppen, turde de andre ikke gå for meget ved siden af. Og så måtte de finde en ny at sætte ind, åh det zalans arbejde. Det var jo næsten til at få grå hår af. 

At Ramiel ikke kunne lide netop det fine kælenavn hun havde udvalgt til ham, gjorde at hun holdte nærmest krampagtigt fast i det. De vidste begge at den dag hun brugte hans fulde navn i privat tale, så var Zaladin i gang med at brænde verden ned eller Isari havde fået en eller anden blodprob så himlen faldte ned om ørene på dem.
Hun var trods alt anstændig nok overfor ham til ikke at sige ordene foran vigtige personer.

Med en irriteret grynt tvang Selene sig selv op at sidde mere rank i ryggen på stolen, inden hun kiggede ned på Ramiels guldhånd der lå mod maveskinnet og fint havde lappet hende sammen. Den samme fornemmelse var over hendes kindben, men næsen havde fået lov at blive i sin ømme tilstand. Javel ja. Hun kørte besiden af to fingre mod spidsen af sin næse, for at tjekke hvor øm den var. Brækket var ikke tilfældet.
"En af hans små øgler. Han kalder sine små i gaderne for firben, og sine spioner for slanger. Noget symboliks med gift eller sådan noget pis" Imens hun talte trak hun halvjakken af kroppen og afslørede at hun havde fået knubs på armene og mod kravebenet, men intet mere end blårødlige plamager som hun ikke engang tilegnede opmærksomhed selv.
"Men han er dum nok til at skrive alt ned i den skide bog. Krypteret, men ikke mindst står navnene der på en eller anden måde." Selenes isklare øjne fulgte ham kvikt og skarpt, i modsætningen til kroppen der slappede af og tog hvile til sig. Den bog havde mange ting gemt i sig. Ikke alt, for enhver skrev sine oplysninger en smule fordelt, men dette var bogen med navne.  "Der kan ikke være mange i har fortalt det til. Hvem af dem, ville være dum nok til at tale højt om det eller, zalan forbyde, skrive lortet ned?" alle de forbandede papirer som de alle sammen havde. Det var jo dømt til at gå galt!

Diplomaten rystede fingrene fri fra det resterende vand, og lod dem ellers stå til at ville tørrer i den varme luft, ikke videre bekymret eller fanatisk omkring at vandet ikke måtte røre andet i rummet. Med siden til lyttede han stadigvæk efter, og på sin vej over imod bogen, var det et anerkendende lille glimt der tindrede i mandens guld øjne, ved hendes direkte og ublufærdige ord. Fordi hun havde selvfølgelig ret. Hvem var dum nok til at skrive alt det man helst ikke skulle se, ned i en bog som denne? Så synligt at det var til at le over, da han åbnede den og betragtede de mørke tegn. Selv i sin krypterende hemmelighed, ville det nok ikke kræve mere end et par timers intens studie at knække koden og åbne op for dens førhenværende hemmeligheder. 
Ramiel var ikke i tvivl om at Hakeem allerede nu var igang med at få styr på sine pludselig flere hundrede løse ender. Men i dét sekund Selene var trådt ind i palæet, var det så godt som dømt til at gå galt. Ingen kunne lave hele sit system om så hurtigt, at Ramiel selv ikke kunne nå at få fat i de vigtigste dele. Det var han sikker på. 

Den frie hånd gled over fipskæggets fletning, og strøg det eftertænksomt. "Hmmm..." de rapporter Ramiel selv skrev, blev altid personligt afleveret, aldrig igennem en mellemmand, og aldrig kopieret efter aflevering. Men hvem af fyrstens folk, havde ikke tillært sig den erfaring? Og hvem af dem var motiveret til at se guldfuglens eget fald? 
Et eller andet sted, var det jo næsten flatterende. 

"Kirsahn..." mumlede han, og lod en smukt bemalet fingernegl glide over det støvede pergament. Kirsahn havde aldrig helt brudt sig om den bevingede diplomat, men det var der mange der kunne støtte op om. Nej, hans motivation var mere dybdegående end blot at kunne li', eller ikke at kunne li', og bundede ud i tabt stolthed tibage for et par år siden... var hans umiddelbare tanke. Der var vel en grund til at Ramiel havde det hus han havde, og ikke den kære Kirsahn selv. 
Blikket gled op imod Skarven, hvis vågne blik som altid opmærksomt fulgte med. "Hvad er den største motivation for hævn, lille skarv?" Ramiel's smil blev en anelse skarpere, og han løftede spørgende øjenbrynet. Et emne hun velsagtens kendte godt, og selv hvis de ikke var enige, brød han sig altid om at høre hendes proffesionelle mening. Nogle gange var det skræmmende hvor meget hun opfangede i andres psyke. 

Selene var for træt til at tage sig videre af sin egen, noget utiltalende fremtoning lige nu. Hun kunne godt mærke det størknede blod hist og her, såvel som smage det der var havnet på hendes læber fra næsen. Men hendes opmærksomhed var rettet andet steds. Trods en lille morende tanke om Ramiels forfinede tendenser modstræd sig hendes egne meget ligegyldige tilgang. Hun havde mulighed for at kaste sig i et varmt karbad senere og få alt snavs og blod væk fra sig når tid var.

Nej emnet var alt mere interessant for hende at følge. For selvom hun langt fra var diplomaten, men derimod inspænderen der ikke rapporterede eller skød omkring sig med oplysninger og dermed skulle holde hoved og hale i hvem der vidste hvad, var det ganske fascinerende at se guldfuglens kloge hoved være på arbejde. Man kunne praktisk talt se tankerne forbinde sig bag de gyldne øjne.
Navnet var derfor perifært bekendt, da hun efterhånden havde set de fleste af fyrstens håndlangere - de vigtige, som let undværlige.
Der kom en krølle frem på hendes smil som han stilte sit spørgsmål. Hvad var den største motivation for hævn? Ja, det var i sandhed et spørgsmål der var universielt for enhver, men samtidigmed meget individuelt.
"En såret stolthed" Det var hvad hun observerede oftest, og i sidste ende også den følelse det ville munde ud i for hende selv. Hun ville sige at blev hun forrådt, ville være den største motivation. Men forrædderi var i sidste ende også et angreb på hendes stolthed.
Om han var enig eller ej, kom an på en prøve, men åh den stolthed kunne bringe alle ud af fatning.
"Selvom sorg oftest er en god faktor ligeledes, men for Kirsahn? Jeg tror ikke den mand ejer medfølelse" tilføjede hun alligevel med et eftertænksomt udtryk. At miste noget der medførte sorgen, der førte til vrede, som var en ren drivkræft for hævngerrighed. Men sorgen udsprang vel i sidste ende også af at ens stolthed var knækket, da man ikke kunne beskytte, ikke kunne forhindre og ikke var god nok.

Uden tøven faldt et svar, som Ramiel med et mentalt voksende smil hørte som et ekko af sine egne tanker. Præcis, stolthed var et fantastisk skjold, men også den farligste sprække at stikke sin kile igennem, om man ønskede at grave dybt. Stolthed var trods alt hvad de fleste lænede sig op ad, og selvom Ramiel's egen kunne falde til fordel for et højere formål, blev den altid set som noget af det første, når den gyldenvingede diplomat førte sig frem. 
Derfor var det at smilet blot få sekunder efter at have bredt sig indeni ham, også kom frem udadtil, og diplomaten nikkede til den smilende kvinde, stadigvæk lyttende og stadigvæk enig i hvad hun sagde eller førte frem af pointer. 
Ramiel's lange negl kradsede over blækket med en tør lyd idet at han knyttede hånden, og rankede sig op igen. 

"Det kan der være noget om" smilede han glat tilbage, gyldne øjne vendt imod loftet som han genkaldte sig den apatiske energi der ofte lurede omkring den ældre diplomat og spion. Hvilket var - om man spurgte Ramiel selv - en af grundene til at han ikke var ligeså god til sit job. At forbinde sig med dem man forhandlede med, eller spionerede på, var det vigtigste våben - hans evne til at forstå, og derefter drage en beslutning med viden om deres følelser i baghovedet. Den gav ham en unik fordel, som Kirsahn altid havde virket irritabel imod, ovenikøbet. 
Ramiel samlede bogen op, og rykkede den hen til sit skrivebord. Den ville han afkode senere, det ville kræve en særlig form for opmærksomhed som han ikke kunne give, med Selene siddende her. 

På vej derover, klukkede Ramiel lavmælt. "Sidst jeg hørte fra ham, var hans fingre gravet dybt og godt ned slavehandlen i en af forstadsbyerne..." han havde virket nok så magelig, og Ramiel greb en glaskaraffel og 2 glas fra et mindre bord ved siden af, og satte det på bordet da han kom tilbage. "Var der slaver, i basen hos Hakeem? Eventuelt slaver i højnet position, Kirsahn's personlige?" Guldenglen løftede spørgende karaflen, om hun ville have noget. "Jeg mindes at han har en vane med at brandmærke dem, et øje, lige omkring..." Ramiel's ene hånd løftedes op til Selene's pande for med et fornøjet glimt at markere i midten af den. "Der"

Stolthed var en sjov størrelse. Nogen havde meget af den, nogen kunne nærmest give ud af den, og for nogen havde de så lidt at mistede det den sidste gnist, ville det være helt katastrofalt. Men helt basalt, var det noget alle havde i livet, og alle følte et knæk når stoltheden blev fejet til side for andre og man måtte bide det i sig. Om man valgte at acceptere det eller man begyndte at bære den af og tage netop det de talte om. Hævnen.

Selene brummede en smule som svar, som hun rettede sig op i stolen igen og ikke helt kunne finde sig komfortabel på nogen måde. Mest fordi hendes ben stadig summede en smule af smerte. Hun endte med at læne sig frem og hvile sine arme mod knæene som hun fortsat fulgte Ramiel med blikket.
Hun forsøgte at genkalde det hun huskede om Kirsahn, selvom han aldrig havde været vigtig for hende. Hun havde noteret sig hvordan han hurtigt kunne aflives når hun var i hans nærvær, men det gjorde hun med alt levende på sin vej, om hun ville gøre noget ved dem eller ej.

”Ikke det værste sted de fingre kunne være gravet ned” kommenterede hun tørt. Nej, den mand havde ikke været tiltalende for hende af nogen art. Og det havde intet med slaverne at gøre.
”Hmm..” Selene lukkede øjnene og gennemgik sin hukommelse. For at åbne dem da Ramiel prikkede hende på panden. Et øjeblik rettede hun sig op og så helt forurettet på ham. Før hun begyndte at grine en latter der stammede helt fra maven. Han kunne bilde alle og enhver ind at han var den mest seriøse mand i hele kongeriget, men han var fanme en spøgefugl!
”Ja, der var et par stykker med sådan et grimt ar. Men ingen af dem virk-” hendes sætning stoppede som hun drejede blikket til siden og hendes ansigtstræk gik fuldstændig i stå.

”Der var to vigtige. Den første jeg tænkte på var en mand. Tynd og slesk, men han er belæst. Han lavede mange udregninger for Hakeem, og læste flere sprog. Det ville være oplagt” For oplagt. Selene drejede de blå øjne tilbage. ”Det er pigebarnet der bekymre mig. En ung tøs, knap tolv. Hun går i et med mængden, og jeg så hende ikke som vigtig lige der. Men hun var overalt.” Selene rynkede brynene sammen som tankerne strøm. Hvor ofte havde den pige været der?! Var hun blevet snøret. ”Hun så ikke ud af meget, og næppe taget med på paladset, men der var noget ved den tøs. Jeg tror endda hun blev kaldt lille fugl” hun løftede et øjenbryn som hun så op på Ramiel. Det var garanteret bare et sammentræf men hun kendte jo til Ramiel og hans glæde ved fuglenavne.

Ramiel's blik løftedes momentært fra sin ophældning af vin idet at Selene tørt kommenterede på mandens underlige interesser, og han himlede en anelse dramatisk med øjnene - han kunne ikke være mere enig. Fokus faldt dog tilbage til de to glas han hældte op, og det var først da hun med en klingende latter begyndte at grine over hans lille stunt, at læberne langsomt favnede et ligeså muntert smil, stadigvæk med opmærksomheden rettet imod sit vinprojekt så han ikke spildte. Den latter brød han sig trods alt om, og den klædte hende. Hun var en finurlig person... hun var et unikum, og nogle gange vidste han ikke engang selv at han var sjov, før hun pointerede det. 

Ramiel satte flasken tilbage på bordet, greb glasset og skulle til at række det frem, men stivnede lyttende i sin bevægelse, da en erkendelse bølgede over den slanke Selene. Aha?
 Ramiel fulgte med, og nikkede langsomt idet at han dannede sig et billede af dem hun snakkede om, trods han aldrig havde mødt dem før. Langsomt satte han sig ned, og først da et kælenavn blev præsenteret, lyste den bevingede mands øjne en anelse op i en form for skæbnens ironi af latter. Lille fugl simpelthen..
Bevægelsen der havde stoppet ham i et række glasset det sidste stykke frem, blev nu genoptaget, og det ene lange ben foldedes mageligt ind over det andet; diplomaten kunne ikke holde interessen ude af sit toneleje, og prøvede i den grad heller ikke på det. "Tilfældighed er en sjov størrelse..." musede han fornøjet, og tog et sip af sin drik. "Og det er Kirsahn, min kære Skarv... han har aldrig været over at benytte sig af børn" - på flere måder, og Ramiel studsede over barnet, der i det sekund det var blevet nævnt her i dette lokale... næppe ville leve til at se sit trettende år, om det stod til halv-englen. Han stolede på mavefornemmelser, og Selene's var ikke helt forskruet. Lige på det her punkt. 
Det skarpe hoved gled en anelse på skrå. "En mentalist måske? En magisk kontaktperson - hvis vi finder hende, kan vi også stadfæste hendes forbindelse til manden..." se om hun kunne kommunikere et skrig over lange afstande, bruge hende som lokkedue. Diplomaten's øjne glimtede tænksomt. 

Selene slikkede sig over læben efter latteren havde været forbi og hun så med et langt blik efter den vin som Ramiel stod så fint og hældte op i to glas. To glas. Se det tegnede altid fantastisk godt for at han ville være en god dreng og aflevere et glas til hende. Eller i hvert fald at der var gjort klar til at alkohol kunne komme ind for hendes rækkevide før eller siden.

Men pludselig var det hans latter der ramte lokalet og hun fjernede sin opmræksomhed fra tanker om alkohol og kom tilbage i nuet. Lille fugl. Ja, det var der de var. Det var virkelig som om han bad om at blive fundet og at de skulle vide at der var en rød tråd mellem det hele.
Selene gumlede sig lidt i kinden, men rakte instinktivt ud efter glasset så snart hun opfangede det i sit perifære synsfelt. Det var så vant en bevægelse at hun ikke engang behøvede at havde blikket direkte på.

"Næh, men det er der vel heller ingen grund til at være. De er let at forme og pisse bange for at gå imod deres herre. En stor fordel." brummede hun kynisk og trak på skulderen. Hun var ret ligeglad med udnyttelse af børn til alverdens arbejde. Nogenlunde ligeglad. Der var trods alt visse ting hun ikke ville se børn i, men at bruge dem til netop spionage var hun ikke spor hævet over.
"Mentalist er ikke utænkeligt. Helt essentielt kunne han se gennem pigebarnets øjne" hun havde selv tænkt hvor usandsynligt effektivt det måtte være og hvor stor gav hun kunne have af det selv, når der var visse ting som Ramiel burde se men måtte leve med baer at få genfortalt.

Den røde væske svang blidt rundt i glasset mens hun overvejede hvordan Kirsahn skulle lokkes ud af sin hule, inden hun løftede glasset til sine læber og nød de dejligt alkoholiserede druer.

En fælles interesse over vin kunne man aldrig gå helt galt med, og halv-englen slyngede i en synkron bevægelse sit eget glas' væske en anelse, imens at han - ganske ligesom hende - lod tanker og overvejelser summe igennem, i den naturlige pause der faldt i samtalen. 
Børn var virkelig nemme at forme... selv var det ikke halv-englens egen kop te, men det handlede mest af alt om usikkerheden i det. Ligeså nemt det var at intimidere dem ind til lydighed og disciplin, ligeså nemt var det at tvinge hemmelighederne ud af dem, med noget så simpelt som en smule omsorg og kærlighed. Et ødelagt barn havde huller alle steder i deres små sind. Se, det spændende var når den ødelæggelse - det savn - blev trukket med ind i det voksne liv, og istandsatte et alt for tillokkende springbræt for den gyldenvingede mand at tage fat i. 
I deres higen efter anerkendelse, var Ramiel's anerkendelse en gave for sådanne sjæle... og ironisk nok, var det en snert af det han også selv altid søgte; så han vidste om noget hvor effektivt guleroden kunne være, fremfor pisken. Men det var en snak til en anden dag, når han skulle introducere hans nyeste tilføjelse. 

Glasset førtes til læberne, og gyldne øjne fandt deres vej tilbage til Selene. Igennem pigebarnets øjne simpelthen... "Det vil gøre det svært at lokke ham ud" mumlede han som et ekko af hendes egne tanker, lange negle klikkende imod glassets tynde overflade. "... noget der gør det vigtigt nok for ham at tage rejsen, og samtidigt ikke alarmere barnet selv så hun sender besked. En falsk informant?" prøvende funderede han om det ville virke, endnu et sip blev taget af vinen. Det ville kunne lade sig gøre med skarvens formskifter evne, han ville blot skaffe noget hår fra et af husets slaver til hendes alias. Vingerne raslede en anelse idet at de strækte sig, og Ramiel fulgte dets gyldne reflektion i vinen, for derefter at glide over den skønne Selene, og kortvarigt gled et mere sagligt smil op ved hvad han så. 
Selvom hun ikke gjorde sig i smykker, var guld nu en køn farve på hende. 

Glasset lagde sig ganske let berørende mod hendes underlæbe efter hun havde drukket af den røde væske, og hvilede der mens hun så eftertænksomt fremfor sig. Hendes tanker vandrede på om det overhovedet var forsvarligt at havde børn til at arbejde for sig. Hun huskede sin egen uregerlige barndom, men hun havde heller ikke en hårdslående sjæl til at tage styrringen over hendes liv.
Han kom senere og det var ikke endt kønt.
Men det var værd at overveje hvorfor Ramiel ikke gjorde brug af samme metode. For mange ting kunne siges, men et barn undgik manges blikke og var effektive til at skaffe information. Som små fugle, hvis man skulle blive poetisk. Men var det virkelig besværet værd.

"Det ville komplicere det hele alt for meget" hun måtte indrømme at det ville være utrolig effektivt, men så uheldig var de næppe. Hun fjernede glasset fra at hvile mod læben til at blive holdt foran sig, imens hendes øre nærmest drejede sig imod lyden af negle mod glas.
"Det må kunne virke. Men om man skal have direkte kontakt til pigebarnet, eller bevidst lade hende overhøre denne information er spørgsmålet. For hvis det virkelig er meningen at denne lille fugl skal være ukendt, ville det vække bekymring hos Kirsahn hvis jeg går direkte op til hende" selvfølgelig i forklædning. Alt andet ville være idiotisk. Men Selene kunne godt lade pigen se sig, i sin valgte form. "Hvad har du i tankerne at lokke med?" spurgte hun, som hun endelig drejede de blå øjne tilbage til den mandlige skikkelse.

Det sagelige smil fik hende til svagt at løfte et øjenbryn, inden hun drejede blikket ned til det gyldne aftryk der hvilede mod hendes maveskind, og vidnen om at hendes kæbe bar samme gyldne farve. "Nyder du dit kunstværk?" spurgte hun med en drillende undertone og lokkende glimt i blikket. "For jeg er sikker på der er flere steder der godt kunne bruge et gyldent aftryk" hvilket faktisk ikke engang var en løgn. Smerten dunkede stadig i hendes ben, selvom blodet ikke strømmede nær så faretruende mere. Hun skulle dog ikke rejse sig for hurtigt! Gulvet så ikke ud til at være særlig behageligt at falde om på.

Det var kun momentært at Ramiel lod sig 'forstyrre' af det kønne billede, men det blev selvfølgelig ikke forbigået af Selene, der med en drillende kant afslørede at han var taget med fingrene i kagedåsen. Det hylede ham dog ikke som sådan ud af det - blikket blev en anelse mere funklende da han fangede det forunderlige glimt i hendes mørkere øjne, og mandens læber splittedes langsomt i et stilfærdigt og underholdt grin. Så elegant hun brugte sine ord, der var flere betydninger til den sætning. Men en ting måtte være ret så sikkert; omend han ikke udtrykte det verbalt - endnu - jah så nød Ramiel i den grad sit kunstværk. 
Det krævede derfor en hvis form for fokus  at minde sig selv om at holde sig på hovedemnet, og diplomaten nikkede derfor en anelse forsinket til planen om at lade sig blive overhørt, og halv-englen vinkede affejende med den ene hånd, til hvem der så ville være ansigtet Kirsahn fik lov til at se. Blikket blev en anelse fjernt i et lille sekund, inden at det med en beslutning vendte tilbage til nuet. Det var jo oplagt at det enten var nogle han vidste havde en forbindelse til Ramiel, eller slet, slet ikke. Og Ramiel var villig til at satse på det første. "Tag Resá" gled det ret så sikkert over hans læber, og han nikkede for sig selv. Resá var en af de slaver han brugte til mere... træls opgaver i huset, ingen tvivl om at han fik de mere ubehagelige rengøringsopgaver og måtte ofte lægge krop til at vente i flere timer på diplomaten, selv i bagende sol eller kølige ørkenkulde. Resá brød sig ikke om ham, og han legede lidt med hvor langt han kunne presse den stakkels mand. 

Og med det sagt, gled en mindre arbejdsorienteret mimik over diplomaten, der let som ingenting kunne flyde i mellem forskellige samtaler og især de øjne der var forbeholdt separate emner. Hans blev nemlig en anelse smallere idet at de slap koncentrationen, og Ramiel lænede sig en anelse frem, så albuen stødte imod låret og de knyttede knoer formåede at støtte den høje, overvejende mand. "Og lad mig så endelig høre, Selene - er der stadigvæk noget der trykker?" hun var god til at skjule sin smerte, og det var derfor mere en fornemmelse end reel viden, der hviskede at hun nok mente det oprigtigt, den kære fine fugl. 
Det stoppede dog ikke Ramiel i også at have en drillende undertone med sig når han talte, og de mørke bryn gled spørgende på. 

Det ville være synd at sige, at Selene ikke nød at få opmærksomhed. For det var skam en af de ting hun værdsatte ganske højt på listen, for at være ærlig! Så hun nød de få sekunders opmærksomhed hans blik havde givet hende.
"Javel" svarede hun og løftede hånden kort til et honør og læben krøllede sig til et morende smil. Hun vidste udmærket godt at Resá intet varmt forhold havde til sin herre. Slaver havde naturligvis ikke noget at skulle have sagt i valgt af deres herre eller de opgaver de blev givet, men han havde trukket det korte strå hvad opgaver angik. Det var lige før hun havde ondt af ham. Men så sentimental var hun alligevel ikke.
Det ville ikke være en forhastet konklusion at tro på at Resá havde en del vigtigt og ikke mindst væltende at sige om diplomaten. Kalde dem hadske hemmeligheder, for at være mere præcis.

Hånden gled ned fra hendes pande igen, men smilet blev siddende på hendes læber. Øjenbrynet gled let op igen ved ændringen i hans udtryk som professionalismen gled til side.
"Må der være noget der trykker for at ønske berøring?" drillede hun ham livligt, men vidste også godt at han kendte hende bedre end det.
Så med et suk rettede hun sig op i stolen igen og satte sit glas fra sig på det nærmeste bord, inden hun bandt snørren om sine bukser op. Gulvet skulle alligevel gøres rent, så om hun blødte lidt mere på det, kunne vel komme ud på et. Det raske ben kom nemt ud af sit bukseben, trods det også var synligt at se et par blå plamager, der på ingen måde var særlig bekymrende. "Han var virkelig ikke glad for mig" kom der brummende fra hende, som hun lod ansigtet fortrække sig i smerte, mens hun langsomt løftede op i stoffet til det skadede ben.
Havde hun været mindre vant til smerte, ville hendes hænder være begyndt at ryste som hun måtte bruge mere kræft for at få det størknede blod til at slippe, men hun var ikke så ufølsom at der ikke kom trækninger i hendes øjne og hun tydeligt bed tænderne sammen.
Som hun fik revet det fri, og dermed åbnet det sår på ny, hev hun vejret skarpt ind mellem tænderne og spændte op i hele kroppen. Hun skulle virkelig blive bedre til ikke at vente så skide længe med de lorte skader. "Det kan man jo ikke forstå, at han ikke var" mumlede hun for at distrahere sig selv en lille smule fra hvor meget det sveg.

En fornøjet honør blev givet, og halv-englen klukkede en anelse i sit stille sind over hvor nemt det var for ham, at bede hende om at gøre noget. Ikke forstået som at hun var nem - nej, det var ikke hvad den guldvingede mand mente, men derimod hvor lidt han behøvede at forklare sig, når han uden videre kunne hive navnet på en slave frem, og hun med det samme forstod, eller i hvert fald havde en god idé om hvorfor. 
Det gjorde det nemt for ham at give hende friheden hun også havde brug for, for at gøre sit arbejde godt. En gensidig forståelse; de var på samme side om hvorfor den kære slave var at foretrække, og hvordan hun kunne bruge hans ansigt bedst muligt. 

Derpå gled hånden ned, og Selene pointerede noget åbentlyst - der var selvfølgelig aldrig et krav, og han rystede en anelse på hovedet som svar - nej selvfølgelig ikke. Men så lod hun ham også endelig se hvad der havde naget det sidste stykke tid, og Ramiel's øjne gled undersøgende over benet der blev pakket ud, og fornemmede at det andet ikke ville være et kønt syn. Hun var hårdfør, men det sår hun nu fremviste, fik selv Ramiel's smil til at visne en anelse. Av for Zalan... "Nej, det kan man jo ikke.." mumlede han i ironiens kølvand, og stillede endelig sit eget glas fra sig også. 
Blod piblede ned på gulvet, og en klistret masse var at fornemme rundt omkring de gabende kanter; betændelse ville uden tvivl inficere såret hvis ikke hun fik det ordnet hos enten ham, eller en anden, kompetent 'healer'. Med en raslen af fjer rejste Ramiel sig op, og hans lange krop faldt i en overraskende glidende bevægelse ned på det ene knæ foran hende, imens en anden trak en skammel hen, som han halvt om halvt opfordrede, halvt op halvt løftede hendes ben hen på i stedet for. "Din idiot.." mumlede han imens at han trak den ene guldring af efter den anden, så de ikke blev sværtet til at blod og puds. Sådan noget skulle hun sige samtidig med det andet, fremfor at sippe vin og udtænke planer med ham! 

Ramiel's gyldne øjne gled med et advarende blik op på hende - nu - inden at han lagde hånden imod såret. Så var hun i det mindste forberedt på smerten det ville bringe med sig. Snart begyndte gyldne streger at lyse imellem mandens spredte fingre, streger der skabte spænende skygger over det skarpe ansigt, og en koncentreret rynke dannedes imellem de sorte bryn. 

En svag dirren gik igennem hendes hænder som hun fik skubbet stoffet helt ned. Det gjorde sindssygt ondt. Næsten værre end da hun havde erhvervet sig såret! Men det var måske ikke så underligt, nu hun havde revet det op på ny og ilten rigtig fik blodet til at pible frem igen.
Selene lænede sig tilbage i stolen og genvandt hurtigt kontrollen over sin korte skælven i hvertrækningen og udtrålede nærmest ligegyldighed over smerten endnu engang. At vise svaghed, selv for Ramiel lå ikke til hendes natur. Hun ville hellere skrige af smerte indvendig og lade som at alt var fint udvendigt.

Et fnys kom ud af hendes næse, inden latteren greb hende, inden hun gav sig til at hjælpe med at løfte det hårdt skadede ben op på den fremsatte skammel. "Så så! De har ganske vist ret min gode herre, men lad mig nu ikke lide mere end højest nødvendigt!" brummede hun stadig med tydelig morskab i stemmen.
Det var dumt af hende ikke med det samme at bede ham heale alle hendes skader, eller hente en der kunne. Men det havde været vigtigt! Det hun havde observeret og fået en del tæsk for, var vigtigt for hans liv.
Ikke fordi hun skulle til at være sentimental og overbeskyttende, men ingen rørte guldfjer så længe hun kunne gøre noget ved det.

Selene skævede ned til ham, inden de blå øjne gled til såret. Hun slikkede sig om munden i forberedelse inden hun bed tænderne sammen. Hun lænede hovedet tilbage i stolen og kom med hvad der bedst kunne betegnes som en ynkelig lyd som smerten indtraf. Den var kort, men afslørede at hun ikke var immun overfor smerte. Hendes andet ben dirrede og hoppede en smule i afmagt som hun ventede og ikke sagde noget for netop ikke at afbryde Ramiels koncentration.
Først da han var færdig lod hun for alvor sit åndedrag få frit løb og tog vejret dybt ned i lungerne et par gange før en brummen forlod hende med ordene "Av."

Det var en lidt mere møjsommelig process den her gang, hvor at Ramiel's øjne var knebet en anelse sammen, imens at han værdsatte den stilhed der var faldet over Selene idet at han arbejdede. Nogenlunde stilhed, så man bort fra det første og forståelige udbrud af smerte. Bagerst i hjernen, jah der ekkoede hendes alt for morende måde at gøre grin med sin egen situation på, til gengæld stadigvæk, og selvom de sagtens kunne grine af det lige nu, var det tåbeligt at en så intelligent kvinde, kunne sætte sig selv så meget til side, som hun af og til gjorde. Det var flatterende og det var farligt. Ramiel havde mødt begrænsningen af sine evner før, og det skete som regel når skaderne blev for komplicerede. Men det her var stadigvæk til at overskue, heldigvis.

Guldtråde rensede og syede såret sammen, og efterlod kun snavsen og blodet tilbage ved den nu lappede hud. Med et tilfreds - og delvist også udmattende - sus følte han magien forlade den solbrune krop, og Ramiel knyttede langsomt sin hånd over det lukkede område, og betragtede de fingre der mærkede huden udenfor håndfladens areal. Først ved det sagte av kiggede han endnu engang op på hende, og et skarpere smil splittede mandens læber idet at han lige klappede to gange på låret, som en afslutning og indirekte 'arbejdet var gjort godt, hun skulle ikke bekymre sig'. "Er det virkelig alt hvad du har at sige?" kom det med påtaget skepsis, jah næsten udfordrende fra ham, og han tillod sig at læne albuen ind over hendes nu friske knæ, for at støtte hovedet imod den stadigvæk vagt lysende håndflade. Og måske også for at nægte hende at rykke det ned igen, bare sådan uden videre. I mundvigen lurede et mere tilpas smil nemlig, nu hvor det var taget hånd om. 
Halv-englen gjorde endvidere ikke mine til at rykke sig fra sin gode position (halvejs i mellem hendes to ben), tydeligvis afventende på den opfølgning som ganske almindelige pli dikterede at man gav; et tak af den ene eller anden art. 
Selvom hun nu aldrig havde været en til at følge pli, medmindre det gav mening lige i det øjeblik. Det ville dog aldrig stoppe ham i at påpege hvordan der burde være mere. 

Ramiel havde også sine begrænsninger, og Selene vidste at hun lige nu satte manden på noget af en opgave. Hvad hun burde havde gjort, og hvad hun tydeligt ikke havde gjort, ja det afspejlede sig tydeligt i situationen de sad i nu. Det var en falig leg at blive ved med at udsætte sin krop for disse prøvelser og nægte at tage imod hjælp som det første, når hendes tanker helt klart mente at der var vigtigere ting at tage sig til.
Hun var jo, desværre, også halvt menneske. Hun fik kun denne her ene krop at leve sit lange liv i. Forbandet også!

Anspændtheden der havde hærget hele hendes krop, forsvandt som dug for solen da han var færdig. Hele hendes person var lettet og afslappet som smerten aftog og man kunne se hvordan hun så helt sagelig ud over varmen hun mærkede i stedet for smerte over det hvide lår. Som han klappede hende på låret åbnede hun øjnene igen og løftede hovedet for at kigge ned på ham.
Det var egentlig et udsyn hun godt kunne vende sig til. Ham siddende så pænt mellem sine ben. Hovedet gled let på skrå som hun betragtede ham og det skæve smil prydede hendes læber.
Glidende, trak Selene sig op fra den tilbagekastet position hun havde halvt om halvt lagt i, uden at trække benet til sig. Heller ikke at det var muligt, nu han lå der. Hun fortsatte, og lænede sig uden de mindste kvaler helt frem, med en arm lænende på sit andet bøjede ben, så hun ikke var særlig langt væk fra hans hvilende ansigt.
"Tak" ordene blev hvisket kælent, men også sandfærdigt. Pli og normer var ikke hendes stærke side, men han fortjente den her.

Glidende og smidigt lænede Selene sig nu frem, og Ramiel kunne med en forundring han var sikker på havde danset over hans ansigt før, føle selvsamme forundring og vage, imponerede fornemmelse glide over ham igen, da hun blot forsatte. Som var muskler og sener ikke noget der holdt hendes krop tilbage fra at bøje sig som den ville, var det at Skarven strakte sig ned over sit eget ben, og med overraskende lethed kom ind i den intimsfære der burde omgive Ramiel. 
At den så havde det med at glide i baggrunden ved godt selskab, kunne mærkes da han ikke gjorde mine til at trække sig, men forblev, øjnene opmærksomme og vagt funklende i den dovne belysning der omgav dem. 

Indvendigt var det ikke til at benægte, hvordan at hjerterytmen dog steg en anelse. Det var kun de flere års træning, og hans naturlige evner i ikke at lade selvsamme skinne igennem, der tvang et roligt udtryk over ham. Det var dog ikke alt Ramiel kunne have føling med at kontrollere, og for det skarpe øje, kunne man næsten se hvordan fjerene spredte sig en anelse, hvordan at de rejste sig en som i slowmotion, i en bizar efterligning af gåsehud for dem der ikke vidste bedre. Det var dog langt fra gåsehud, men derimod umiddelbar excitation. 
Tæt nok på til at kunne mærke hendes ånde, hørte Ramiel det stille tak, og han lukkede med en frydefuld gysen øjnene i et lille sekund. Tak som byder, hviskede det mentalt tilbage - det kunne noget, når det skete så sjældent at det kom fra Selene. 
Da øjnene langsomt gled op igen, funklede den behagelige følelse i selvsamme guldiriser, og halv-englen nikkede. "Skulle det være en anden gang" kom det lavmælt fra ham, og hovedet løftes fra håndens støtte, så den i stedet kunne glide frem for at gribe den mørkhårede kvinde omkring hagen, lange fingre foldet ind omkring kæbelinjen og et noget studerende glimt i sig - han ledte efter noget bestemt, og vippede vinklen en anelse for at se det. 
Om ikke andet, ville manglen på det være fundament for at rejse sig - så var det for tidligt på aftenen.