Solen var ligeså stille begyndt at gå ned i horisonten, men et par timer var der i hvert fald stadig til at mørket ville indfinde sig i Balzeras gader, og menneskemængden var ikke ligefrem blevet mindre, nok nærmere tvært imod. Der var et hav af mennesker, halvdyr og andet godtfolk ude på gaderne. Havnen var travlt befolket af de sidste der skulle læsse af eller på inden folk ville trække sig mere mod kroerne, og selv kroen var ved at blive fyldt op.

Maximillian var en af dem der havde befundet sig på kroen, men modsat de andre havde han haft lidt af en fridag, som han havde kunne gøre brug af som han ønskede. Det var klart fordelen ved at have det job han havde. Fri som en fugl til tider.

I det her øjeblik sad han dog ude i krostuen. Et glas vin ved hans side og behageligt slænget over stolen mens han havde øjenkontakt med en køn kvinde på den anden side af bordet som han snakkede med. På mange punkter stod han ud mellem de mørkglødede, med hans lyse hud, selvom det mørke silkebløde hår hang og dansede rundt hver gang han snakkede. Klæderne hang løst om ham men gav en indikation på at det var en slank og smidig krop under dem.

Midt i en sætning fangede hans øjne dog en bekendt skikkelse og resten af sætningen blev dog glemt. Hvad lavede en Kazimi prinsesse her? En ting var at det  nok ikke var det bedste sted for ham at blive fanget midt på dagen, men en prinsesse?

Rastløsheden havde været til stede lige siden de første solstråler, havde sneget ind gennem de tynde gardiner og kysset det fregnede ansigt. Det havde på ingen måde hjulpet at dagens planer havde indbefattet stillesiddende papir nussende undervisning. Rastløsheden havde endda nået at glide over i frustration, da undervisningen drejede sig mod de mere matematiske færdigheder. Ørkenløven var endt med at forlade lokalet, med neglene boret dybt ind i de hvide halvmåner i begge håndflader.
Frustrationen var fordampet så snart Meena havde fået løbet den ud, men rastløsheden hang stædigt ved og efter et tiltrængt bad, havde hun bedt hendes personlige slave Kisra melde, at prinsessen ikke ville deltage under aftenens middag grundet utilpashed.
En lille hvid løgn, givende muligheden for når resten af familien var optaget, at snige sig uset ud fra paladset.

Havnekroen summede af liv, det kunne høres helt ud på den anden side af kroens dør. Meena var iklædt en koboltblå kjole, hvor hvid, grøn og lyserød tråd var broderet i et floralt motiv i det hun trådte ind i kroen. En beklædning der på ingen måde var lige så prægende som den hun iklædte sig normalt, men kvaliteten var stadig den samme. Ved første øjekast, så kunne hun snildt have taget sig ud for at være en datter eller måske endda en kone til en af ørken byens mange handelsmænd. Det var også hvad der blev bildt de ind, som stillede spørgsmålet om ikke hun i virkeligheden var en af Kazimi Fyrstens døtre. Heldigvis var de færreste helt tørlagte når først de ramte en kro, så at overbevise dem om andet var sjældent til det store besvær.

Smygende forbi de andre gæster, fik Meena lagt kursen mod den solide trædisk. Knapt havde hun nået den inden sød vin var sænket. ”Mange tak Ahmad.” smilet nåede med lethed øjnene, da hun takkede den skæggede mand på modsatte side af træet. Med glasset løftet mod læberne, lod gled mørke øjne over de resterende af kroens gæster. Kun for at standse på en sorthåret mand, der virkede bemærkes værdig bekendt.
Som et lyn fra en klar himmel ramte det, præcis hvorfor hun syntes at genkende ham. Han hørte til på paladset, som Fyrstindens personlige slave. Zalans også… gled det små bittert gennem tankerne, det var jo ikke meningen han skulle være her. Uden muligheden for at snige sig afsted uset, nu hvor han så tydeligt havde lagt øjnene på hende.
Målrettede skridt bragte hende til hans bord, hvor hun helt blidt og honning sødt henvendte sig til kvinden overfor ”Jeg tror De har sat Dem ved det forkerte bord… Beklager hvis han har givet Dem forkerte forhåbninger.” kvinden lod blikket fare mellem den nytilkomne og dæmonen, inden hun beklagede til prinsessen rejste sig. ”Ved Fyrstinden du er her?” spurgte hun indgående, efter at have taget plads på samme stol den anden kvinde havde rejst sig fra.

Beklædning

Et fnys kunne høres fra kvinden som hun kiggede mellem Maximillian som var langt mere betaget af prinsessen som var her, og så prinsessen, som hun ikke ligefrem vidst var en. Hun gjorde dog ikke et stort nummer, men hun forlod bordet, og pludselig var de to af dem alene, og desværre var Maximillian ikke sen til at række ud mentalt, for at se hvor meget han kunne få lov til at læse af Meenas tanker. Han ville ikke presse sig selv, men forhåbentlig ville hun kunne gøre nogle ting klar for ham.

Selvom han teknisk set ikke var blevet forbudt at tage herned, så havde han en idé eller to om hvad Florence ville mene, hvis hun fangede ham i det, også selvom det var hans fridag, og grunden til han var her, var måske en anelse mere lyssky end han ønskede en i familien skulle vide.
Hans øjne blev lidt smalle, og i stedet for slænge sig over stolen, så satte han sig rigtig op, blot så han kunne læne sig lidt ind over bordet og kigge indtrængende på hende med de røde øjne. ”Jeg ser ikke hvordan det er hendes problem, når jeg ikke skal bruges,” pointerede han, et let smil på læberne. ”Ved din kære fader at hans yndige pige er nede på Balzeras kroer?” spurgte han og lagde hovedet på skrå.
Hvis det her kom tilbage, så ville Meena nok være i større problemer, men det betød ikke ligefrem at Maximillian ønskede at det skulle komme tilbage. Hvis Fyrsten også havde hørt at han havde snakket uformelt til en af pigerne? Han var i forvejen betænkelig med at dæmonen var i deres hjem, og han vidste ikke engang at han var en lystdæmon. Det kunne give problemer, selvom Maximillian desværre altid havde været svag overfor et kønt ansigt. 

Udadtil virkede det ikke som at Meena betragtede Maximillian mere end hun ville gøre med så mange andre. Virkeligheden var dog en helt anden. Få gange havde hun været lige så tæt på tjeneren som nu, selvom det ikke var uvant at se ham omkring Florence, så var der bare altid en afstand der ikke gjorde det lige så nemt at tage de mindste af hans træk ind. Bestemt lige så behagelig for øjnene tæt på, som på afstand. noterede hun sig bag den solkyssede pandelap, ubevidst om den ubudne gæst i sindet.
Meena havde aldrig kigget synderligt meget efter familiens mange slaver, vagter eller andre tjenestefolk. Ikke fordi der ikke var nogle ganske tiltrækkende individer i mellem. Det var alt for risikabelt til selv hun turde løbe dén risiko, men Maximillian havde siden han trådte fod på paladset været svær at ignorere og en syndig tanke eller fem gjorde jo intet når ingen ville finde ud af dem, vel?

Med underarmene støttende imod bordpladen, lænede hun sig som en afspejling ind over den og nærmere ham ”Vil du måske sladre til ham, hvis jeg sagde nej?” hun lod ham ikke komme til orde, før en slank finger blev placeret på den lyse pande og blidt, men bestemt skubbede mod til han ikke længere sad lænet indover bordet ”Jeg siger intet, hvis du ikke gør?” det lød måske som et forslag han kunne afvise og sammen med det blide smil var det svært at forstille sig, det mere var en pænt indpakket ordre. Under ingen omstændigheder, at fader skal finde ud af kroen eller hvad jeg foretager mig her… i en rolig bevægelse, satte hun sig tilbage på stolesædet og lod denne gang de mørke øjne glide mere åbenlyst over hans skikkelse. ”Jeg troede du var så godt som stum. Jeg kan ikke mindes at have hørt sin stemme.” et velplejet øjenbryn skød sig mod loftet, men nysgerrigheden var oprigtig nok, selvom en anden nysgerrighed prikkede mere insisterende. Hvad lavede han her og hvorfor lige denne kro?

Det føltes så let som ingenting at trænge ind i prinsessens hoved, i hvert fald de flygtige tanker, som oftes også sagde mest om en persons opførsel. At presse længere ind tog mere energi, og ville for nogle også være mere mærkbart, end når han bare dansede rundt i kanterne af den andens sind. De første der ramte Maximillians hoved, var dog nok til at skabe et lille glimt i øjet, og at han lige skulle stoppe sig selv for at trække på mundvigen. Hun var en kvinde af smag. Hans krop var også blevet nøjet udvalgt, og han tog det som et kompliment også mod hans egen smag.

Det tog ikke ligefrem en krig at overveje situationen de var i. Han ville i hvert fald kunne undgå at komme i problemer med fyrsten, som stadig havde sine tvivl om dæmonen, så lang tid at Meena selv også kunne tie stille om deres møde.
Med et lille grin lod hans sig skubbe tilbage, så han sad mere tilbagelænet i stolen i stedet for ind over bordet. ”Det lyder som noget jeg bare ikke kan afslå,” sagde han, en anelse drillende, men man kunne også godt se at tjeneren mente sine ord. Han ville holde det ligeså hemmeligt som Meena, da det tydeligvis var i begge deres interesser ikke at komme i problemer med Kazimi familien, godt nok af forskellige grunde.

Der var ikke så meget Maximillian kunne argumentere mod at hun troede han var stum, for som han ville forsvare sig selv om at han da snakkede med fyrstinden, så kom han i tanke om, at det vidste ingen anden. Han var altid et skridt efter Florence, og et skridt foran når hun ønskede noget. Sådan virkede det i hvert fald på alle andre omkring dem, at Maximillian kunne læse det mindste humør hun var i, og var altid klar med vinen og frugten, men det var de stille ordre han fik.
Hans øjne gled lidt rundt, men ingen grund til at nævne hvem han arbejdede for her. ”Hun foretrækker ikke at blive afbrudt, og siden hun er nem at læse, så er der heller ingen grund til at sige noget,” sagde han, selvom han godt vidste at Florence nok langt fra var så nem at læse som han gav udtryk for. Hans røde øjne var gledet tilbage på Meena. Hun var virkelig et pragt eksemplar. Ufattelig at en som Fyrsten kunne lave noget så pragtfuldt. Hvis der nogensinde ville være en mulighed, så ville han i hvert fald ikke sige nej til det. Lidt overfladisk var han trods alt.
Selvom han ingen plan havde om at svare på Meenas tanker, så ekkoede han dog spørgsmålet, som huns elv brændte inde med, for han var mindst ligeså nysgerrig som Meena. ”Men hvis jeg skal holde det her lille møde hemmeligt, kan jeg så i det mindste få at vide, hvorfor du er her?” Hans øjne kiggede indtrængende på hende, og man kunne være overrasket over hvor hurtig han havde droppet at stå som en tjener overfor hende. Han talte til hende, som var de på lige fod, for i det her øjeblik, der var de, i hvert fald i Maximillians øjne.

Han havde ikke muligheden for at afslå eller rettere, så ville hun ikke give ham den mulighed, om så han forsøgte. Noget det hævede øjenbryn der løftede sig som et usagt nej understregende. Alvoren i det blev blødt op af det drillende spil, der dannede sig i hendes eget blik og den skæve kant smilet tog sig.
Der var dog alligevel en lille del af hendes tanker, som ikke kunne lade være med at kredse om hvorfor han af alle kroer havde søgt til denne. Var det i virkeligheden fordi hendes fader havde fattet mistanke? Var han send af ham med beordring om at skulle tjekke om det var sandt, en af Fyrstens døtre minglede sig med pøblen?
Tankespindet havde nært fået lov til at sprede sig kontrolleret, inden et rungende sinds nej fik den lille flig af mistillid til at smuldre. Der var noget i hans blik og den resterende mimik, der fik hende til at tro på, at han ønskede at holde dette møde og sted lige så hemmeligt for familien som hun selv.

Fingerspidserne dansede let hen over vinglassets fod, hvorefter glasset blev løftet til læberne. Knapt havde den sødmefulde væske noget at ramme tungen, før hun måtte frastille sig vinen igen. Med en hånd lagt mod øverste del af brystkassen og den anden dækkende for munden, forsøgte hun at rense halsen for den vin, der ved hans ord var kommet i den galehals. Nem at aflæse?! Det måtte da være dette år ånderets største overdrivelse?
Rømmende lykkes det Meena at få bare lidt samling på sig selv igen, men de første par ord slap ikke helt for en ru klang. ”Afpresser du mig?” spurgte hun med en lille påtaget kant af forargelse, som en prikken til ham i et lille forsøg på, hvor lidt der mon skulle til for at bringe ham ud af fatning. Inden han kunne nå at be- eller afkræfte om det i sandhed var hvad han forsøgte, tog hun ordet igen. ”I så fald, hvad har du egentligt at forhandle med? Det ville være mit ord mod dit. En tjener mod en prinsesse…” det påtaget svandt stille ind, som det fregnede ansigt skrånede sig ”Hvad med en hemmelighed for en hemmelighed?” spurgte hun denne gang lige dele udfordrende som legesygt.

Det var lidt sødt hvordan Meena var bange for at Maximillian var her på grund af hendes far. Det var dog ikke ligefrem noget han kunne forsikre hende om, uden at røbe først og fremmest at han var tankelæser, noget han gerne holdt for sig selv, men også fordi det var lidt sjovt at se hende prøve at vriste diskret ud af ham hvad han lavede her. Noget han ikke helt vidste om han havde lyst til at dele med hende, men hvis det kom til det, så kunne han altid lyve. Så vidt han vidste, så kunne hun hverken læse tanker eller tyde om noget var sandheden, og han havde fået forfærdelig mange års træning i at lyve.

Han tog sit eget glas med vin op og hvirvlede det lidt rundt, men hans øjne forblev på Meena, han ville ikke misse et slag af hvad der foregik, for selvom han vidste hvad der foregik lige under overfladen, så var han ikke sikker på at hun kun var her for at sørge for at han holdt tæt.
Hans smil fik en lidt mere drillende kant på sig, for helt nem var han ikke at hive ud af fatningen på. ”Jeg ville da aldrig kunne finde på at afpresse en prinsesse,” sagde han, ikke helt sandt, men det lød også mere som om at han tog lidt pis på det, og løfte humøret omkring. ”En hemmelighed? Hvad kan jeg dog have af hemmeligheder, som du kunne være interesseret i.” Forhåbentlig lå det mere i hovrfor han var på kroen.

Han lod der derfor også gå et par sekunder, mens han tog vinen op til munden og tog en tår, og satte det ned igen, og kiggede på Meena igen. ”Nuvel, selvom det nu ikke var min... fortrukne hemmelighed at vide om dig.” Han prøvede dog ikke at ændre på hvad han ville vide om hende. Man kunne kun tillade sig så meget i en situation som denne. 

Mørkt hår, lysere teint end hendes egen solbrune, et skarpt men kønt skåret ansigt og en krop der ikke virkede til at være helt håbløs under klæderne, havde alle dage vist sig at være den unge prinsesses fortrukne og største svaghed i mænd. En kategori tjeneren overfor måtte siges at passe noget fortræffeligt ind i. Nøjagtigt som så mange andre mænd kunne, men modsat mange af de andre mænd havde der været noget i Maximilians udstråling, som havde gjort at Meena fra første dag han bevandrede paladsets fine gulve, flere gange havde tillusket sig diskrete kig mod den tavse tjener.
Hun spildte derfor heller ikke mange sekunder med ikke at lade de brune øjne hvilke på hans skikkelse, til bordets kant bremsede blikkets vandreren, og hun måtte derfor ’nøjes’ med det som ikke var i ly af det hårde træ.

Munden trak sig i en fin nedadgående halvbue, i forsøget på at virke små skuffet for hans svar, men smilet der før havde kruset læberne, hang ved i øjnene og lod en hver tvivl forsvinde som dug for solen. Det var ikke længe hun sad med den påtaget små mutte facade, der langsomt smuldrede ”Alle har hemmeligheder. Nogens er bare mere interessante, kostbare og mørke end andres.” det ville være fejlagtigt at tro en tjener, der så pludseligt var dukket op ikke skulle besidde mindst en dyb hemmelighed.
”Men jeg vil starte blidt, nu du ikke ville afpresse mig. Så fortæl mig, hvorfor du af alle lukrative og lusede kroer i Balzera valgte denne i aften? Og spids mig ikke af, det er grundet den yderst velformede kvinde, hvis plads jeg sidder på.” hovedet drejede sig mod selv samme omtalte kvinde. Der til trods for at have fundet plads på en anden mands skød, stadig sendte den sorthåret dæmon lange blikke. Kun for at med at ryk at vende blikket væk, så snart hun blev bevidst om de mørke øjne der hvilede på hende til Meenas store fornøjelse. En fornøjelse hun intet gjorde for at skjule. Endnu en tår blev taget af vinen, inden hun lænede sig frem, placerede en albue mod bordpladen og lod hagen tage hvile i håndfladen ”Mh, hvad er så din fortrukne hemmelighed at lokke ud af mig?”.

Hvis man ikke engang kunne tiltrække blikke, hvad var så pointen i at være en lystdæmon. Han kunne næppe ændre på sin krop, da han var en besætterdæmon, men han vidste hvad der var kønt for øjnene, og valgte altid noget af det højeste materiale, når han skulle finde en ny. Som denne her krop. Yndig, elegant og smidig. Han havde dog ikke forventet den ville falde så meget i en prinsesses smag, men han ville næppe brokke sig over det, og der var også noget tiltrækkende ved det. Han vidste godt at hun var et forbudt område, men hver gang han havde opfattet de lystige tanker, så fik han lyst. Han kunne godt lide at blive begæret, især af kønne kvinder og mænd.

Hvor hendes ansigt dog fortalte en ting, som de sad her, der fortalte de overfladiske tanker og følelser noget andet, og selvom Maximillian ikke måtte reagere på det, ikke hvis hun ikke måtte vide noget, så skabte det noget ro i sindet. Han havde aldrig skulle bekymre sig om hvordan folk tænkte om ham i øjeblikket, eller hvor vrede folk måtte være. Det var altid lige der.
Han lod dog stilheden trække ud indtil hun endelig åbnede munden, og et sigende smil gled over hans læber. Nogle hemmeligheder var i sandhed vigtigere. ”Vi starter kun blidt?” spurgte Maximillian derfor også, med lidt funklende øjne, for ville der være flere hemmeligheder over bordet i aften? En dæmon havde i hvert fald lov til at håbe. Hans øjne gled dog også kortvarigt over på kvinden inden de fandt Meena igen. ”Jeg tror du lægger mere i det end der egentlig er.” Hans øjne funklede morende, men ikke uærligt. ”Jeg havde noget tid fri, og bestemte mig for at finde et sted hvor jeg kunne... dyrke mine interesser.” Han vidste det nok ville betyde at der kom et uddybende spørgsmål fra Meena, med mindre en prinsesse var for fin til at vide hvad en tjener lavede.

Det var sjovt som at han ikke måtte læne sig frem mod bordet, men hun måtte, især fordi det blot gav en bedre udsigt for ham, men han kommenterede ikke på det, og tog i stedet for sin egen vin op til læberne for at tage en tår af den, inden han svarede på det andet spørgsmål. ”Jeg må indrømme, at det ville være sjovere at spørge, hvorfor du har sendt så lange blikke efter mig.” Hvor han kendte svaret på det spørgsmål, men det var ligeså meget for at se reaktionen fra Meena. Ville hun acceptere at det var noget hun havde gjort?

Denne ene hånd lagde sig over den dybe udskæring øverst på brystkassen i samme bevægelse, som Meena rettede sig op i stolen. Mens hun præsteredede at sætte et overbevisende medlidende udtryk op, som når man ville åh’e noget ”Nu er du vel ikke alt for skuffet? Jeg skulle jo nødigt skræmme dig væk inden jeg går til stålet.” hånden faldt, da hun med sammen klemte læber forsøgte ikke at slå en lille latter op. I stedet blev det til en lille sprutten af sammenklemt lyd der pressede sig ud mellem læberne.
Havde hun været mere seriøs omkring det, så kunne den unge prinsesse være en fremragende skuespiller, men i ikke omgivelser som disse og da slet ikke når hun vandt noget på det.
Desuden var Kazimi datteren jo ikke så inhabil. Overbevisende skuespil krævede snilde. Det var ikke bare noget der uden videre kunne udspille sig, hvis ikke timingen var helt perfekt. En egenskab Meena gerne gik stille med dørene med, som et trumfkort til at manipulerer i den retning hun ønskede tingene skulle gå. Oftest trænet og holdt ved lige ved forskellige af de større middage holdt på paladset. Er havde hun til tider med vilje sørget for at ende med den kedeligste bordherre, der kunne få selv den tørre, sandede ørken til at virke indbydende. Kun for at konverserer med husets gæst, som om han var den mest fængslende mand til at sætte fod på de polerede gulve.
Et syn dæmonen måtte have haft fornøjelsen af at bevidne, mere end en enkelt gang og samtidigt være den eneste i rummet, der vidste hvor tæt Meena havde været på at falde om af ren kedsomhed.

Udadtil lod hun ikke til at vise, hvor tæt hun var på at spørger ind til at få en uddybelse af hans interesser. Ord var ord og aftalen var en hemmelighed for en hemmelighed, så hun måtte dy sig og holde det spørgsmål der pressede sig på. Tankerne de var derimod ikke sene med at sætte alskens gætterier op. Måske var han lystmand ved siden? Nej så havde han umuligt fået lov til at tjene Fyrstinden. Måske var han musiker? Nej for der var intet instrument nær ham. Måske hasardspil? Nej for så ville han aldrig have sat fod på Kazimi paladset.
Sådan forsatte tanke mylderet, ind til Maximilians spørgsmål rev hende tilbage til den fremad lænede stillede, hun åndsfraværende var faldet tilbage i.
Spørgsmålet fik øjnene til at gippe overrasket. Havde hun virkelig ikke været så diskret som troet? For at købe sig lidt længere tid til at svare, tog hun så langsomt det var muligt en ny tår af sit eget glas. Fingrene forblev på glassets fod, hvor spidserne indimellem gled kælent over stilken. Fugtende de vin smagende læber, tippede hovedet nysgerrigt til den ene side med et indgående blik.
”Hvorfor har du set at jeg har sendt dig lange blikke? Burde din opmærksomhed ikke hvile mere på min stedmor?” lød det endeligt, uden så meget som antræk til en benægtelse.

Maximillians egne øjne funklede lidt ved de ord, så de ville ikke holde sig til bare et spørgsmål. På det punkt var de begge nok lidt for nysgerig omkring den anden, især nu når det var første gang de faktisk fik lov til at snakke.
Selvom der ingen lyd kom fra Maximillian selv, så kunne man alligevel se hvordan hans mundvige krængede lidt mere op. Han var dog ikke selv bleg for at spille skuespil det meste af tiden. Lidt havde man lært af at have nogle af de mest magtfulde dæmoner som forældre, uanset hvor lidt kærlighed der var blevet givet. Han havde da også set at Meena havde en vis form for finesse indenfor det, i hvert fald når det kom til det adelige liv.

Det var dog også lidt svært ikke at smile endnu mere som hendes tanker fløj vildt omkring. Nogen tættere på sandheden end andre. Han havde dog aldrig været villig til at dele sine interesser med adelen på Kazimi palæet, og hvad Florence vidste var hvad hun havde taget med magt.

Hans delikate fingre slog let på sit eget glas, mens han ventede med en umådelig tålmodighed på at Meena endelig fik sagt noget, efter hun havde taget sig en god lang tænkepause. ”Hvis jeg gør min pligt, så har Fyrstinden intet at brokke sig over,” sagde han, med en snert af morskab i sin stemme. For andre ville det dog virke til at han havde et næsten lidt for observerende øje, når han kunne lægge mærke til så mange ting. Florence var ofte en af de mere krævende individer det boede på paladset trods alt. ”Men du svarede mig ikke på mit spørgsmål,” sagde han, og var udmærket godt klar over at han hidtil havde givet flere svar end han måske kunne ønske sig i de idealle scenarie. Men hvis det blødte prinsessen op, så var det det der skulle til. 

Det virkede næsten som om at jo længere hun nåede i sin eftertænksomhed, desto mere lod den mørkhåret mands smil til at vokse. En flygtig tanke, om hun kunne være tilbøjelig til at tro han kunne følge med i tankernes tilbliven ramte, men var lige så hurtig væk som den var dukket op. Det kunne jo så let tilskrives alle mulige andre grunde, enkelte mere uskyldige end andre.
”Aha.” lød det kort, men med smilet til at farve tonen ”Så, så længe hun ikke skal være efter dig er hun indforstået med at du kigger efter hendes døtre?” spurgte hun uden at forsøge at dæmpe den udfordrende og prikkende kant. Tydeligvis endnu ikke færdig med at teste ham af, finde grænsen for hvornår en flig af panik meldte sig i de røde øjne – panik for hvad der måske kunne finde sin vej tilbage på paladset og sætte ham højere end bare i klaske højde.
Han var skarp noterede hun sig, da han modsat så mange andre ikke lod det gå uset forbi hvordan prinsessen havde smyget sig uden om spørgsmålet. Med et lille latterfnys lænede hun sig tilbage mod ryglænet ”Hvorfor jeg har sendt dig lange blikke… Hm ja hvorfor mon det?” gentog hun mere dæmpet, mens blikket søgte kortvarigt skråt op mod loftet med den ene pegefinger løftet op, så den lå over de let fyldige læber i et overvejende ”Hmm.”. Hånden fjernede sig fra munden, da øjnene flyttede sig i et hurtigt ryk tilbage på ham, lignede en der havde fået en åbenbaring ”Fordi nok er jeg prinsesse, men selv prinsesser har ikke syndfrie tanker og du er en af de finerer tjenestefolk vi har. Kan du bearbejde mig at havde kigget efter dig ved mere end et tilfælde? Jeg er sikker på du er ganske bevidst om, hvor behagelig du er for øjnene, har jeg ret?” svarede hun endeligt og med en langt større ærlighed og direkthed end man ellers kunne forvente. Men her på denne kro, forblev hemmelighederne tilbage også disse ville ende her.

Det var en måde at kigge på tingene på, ikke ligefrem måden Maximillian ønskede, og heller ikke ønskede at Meena skulle se på ham. Han vidste dog også godt at han gik på tynd is i øjeblikket. Det faktum at han overhoved havde en samtale med en Kazimi prinsesse, som var de på lige fod, kunne være nok for at fyrsten ville gøre hans liv et levende helvede. Selvom han vidste at Meena i overfladen ikke havde i sinde at gøre det, så kunne han dog ikke vide hvad der rørte sig længere inde i hendes sind. Det ville tage for meget koncentration at grave lige nu, og ville nok sætte ham i en ubehagelig situation hvis han blev opdaget. Ikke kun med Meena.
”Så har hun i hvert fald intet at beklage sig over,” var derfor også svaret der kom i en behagelig tone. Ligeså professionel og urokkelig som han virkede før. Der måtte være en grund til at han i det hele taget kunne komme godt ud af det med Florence af alle mennesker. Hun var ikke en nem kvinde. Han lænede sig dog tilbage ind mod bordet. ”Og hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af... vel?” Det var noget han mente Meena ville kunne forstå, for hun ønskede ligeså lidt at deres møde kom tilbage til de befalende i Kazimi palæet.

Hans fremlænet position blev dog hurtig stoppet igen, som han lænede sig tilbage. Hans øjne var lidt mere betaget, og smilet lidt mere opmuntrende, og hvis man kunne tro det, en anelse forlegent. Han elskede et godt kompliment. ”Prinsesse dog,” sagde han samtidig med at han åndede ud, så han lød en anelse åndeløs. ”Du kan tage pusten fra selv den mest trænede tjenestemand med ord som de.” De røde øjne kiggede lidt op i loftet som han tog en indånding, inden han lod dem glide tilbage på den mørkhudet skønhed. ”Så begynder det jo at føles uretfærdig at man nok må se, men man ikke må røre.” Der var noget sandhed der hvilede i øjnene, og en vovethed i ordene han spyede i hendes retning. Han var ikke engang helt sikker på hvilken reaktion hans egen ville give Meena, for måske havde det været for meget. 

Der havde været noget helt særligt over den sorthåret tjener lige siden han første gang satte fod blandt løverne. Det havde hele tiden været som om at han ikke var som nogen anden, der tjente familien.
Meena havde bare aldrig kunnet sætte en eksakt finger på, hvad der gjorde han stak sådan ud. Et kønt ydre var ikke grund nok for en mavefornemmelse der vakte interesse. Kønne folk var der så rigeligt af på paladset. Svaret på det evigt tilbagevendende spørgsmål kom dog med modsvaret - i hvert fald en del af det.
Så du er dén type tænkte hun fornøjet, med et skuldertræk der hverken be- eller afkræftede om hun var enig i hans påstand; at hvad Florence, eller hendes fader for den sags skyld, ikke vidste havde de ikke ondt af. De vidste begge to godt hvilket svar der var sandt siden hun sad her, overfor ham.

Nærmest som var et usynligt tov bundet mellem dem, lænede Meena sig atter frem da han lænede sig tilbage. Denne gang med den ene hånd som støtte under hagen ”Teknisk set så gælder den regel vel kun, hvis det kan bevises at andet end øjnene har vandret?” det var noget af en gradbøjning af de uskrevne regler, det vidste ørkenløven godt, men hvis ingen havde set noget, så kunne reglen vel heller ikke håndhæves? For at at straffe en tyv, måtte der forlægges bevis for anklagen, men hvis ikke de var taget på fersk gerning med fingrene i skrinet eller med tyvekoster i lommerne, kunne intet bevises og så måtte straffen frafalde.
Endnu hvilende i hånden, skrånede det fregnede ansigt sig en anelse, før hun satte sig ret på stolen igen. Denne gang rettende på sin egen siddestilling så den ene fod ’tilfældigvis’ strejfede hans skinneben ”Det beklager jeg.” løj hun med et påtaget beklagende smil, der var så indøvet at det virkede oprigtigt – havde det ikke været for det udfordrende glimt der spillede henover.

Interessen var ikke svær at finde i de røde øjne, som mødte de ellers bløde brune fra prinsessens side af. Når Meena så kraftigt lagde op til at der intet var galt i interessen, både udadtil, men ligeledes inde i sindet, så følte Maximillian ikke at der var nogen grund for ham heller. Hun var lidt som den forbudte frugt, og desværre var man ikke lidt en dødssynd uden også at have de andre. Han havde lyst til at smage, og desværre bød Meena op til det. At hun havde et kønt ansigt hjalp selvfølgelig også på det.

Maximillian kunne lide denne her leg. ”Det gør ikke noget,” sagde han med sit eget opfordrende glimt i øjnene, mens han studerede hende. Det var altid svært at vide hvordan han egentlig skulle påtale hvad der var i luften mellem dem, uden at det blev vulgært eller ubehageligt. Det var trods alt ikke en side han ønskede folk generelt behøvede at vide om ham.
Han børstede noget af det lange sorte hår væk fra ansigtet, og lagde så det ene ben over det andet, som hans hænder lagde sig på sit knæ. ”Du virker godt nok til at du kender spillets regler ganske godt?” spurgte han endelig, for han havde nu ikke tænkt sig at glemme de ord, når nu hun først var kommet med opfordringen. ”Mon du kunne lære mig en ting eller to?” Hans øjne funklede lidt i kroens belysning, og han holdt ikke sin egen opfordring skjult. Hvis hun ikke bed på den, så havde han selvfølgelig stadig hendes interesse for hvad han lavede her. Det var en af de ting man bedre kunne vise end fortælle om, og noget sagde ham at prinsessen ikke ville have noget imod det. 

Ikke på et eneste tidspunkt havde Meena haft en forventning om at han ville komme med indvendinger, mod den strejfene fod. Mindst lige så ikke eksisterende var mistanken om, at han kun holdt sine ord høflige i frygt for at fornærme hende og vække en vrede der potentielt kunne ramme ham tifoldigt.
Havde der nu alligevel været bare et glimt af tvivl, så forsvandt de som sug fra solen, ved det opfordrende glimt i de røde øjne. Et glimt der blev taget vel imod, som en utalt accept af invitationen til den lille leg, der var ved at udfolde sig mellem dem.
”Jeg vil ikke prale,-” løgn ”men når man har en fader som sidder i toppen for en af landets største spion grupperinger, så bliver en kvinde nødt til at kende spillets regler. Hvordan skulle jeg ellers bryde dem?” pointerede hun roligt. Komplimenterede hun sig selv, byggende videre på den han allerede havde givet. Den endnu unge Kazimi prinsesse var ikke bedre end alle andre, når selv de mindste komplimenter faldt i god jord – indirekte som direkte.
Med et smil der grænsede til en latter, sad hun et øjeblik med en påtaget overvejende mine, før hun endeligt svarede ”Og hvordan kan jeg vide du ikke vil bruge det mod mig? Det er en stærk hånd at give en tjener af huset, din hånd er allerede stræk.” denne gang så hun mere indgående på dæmonen. Oprigtig nysgerrig på svaret, til det spørgsmål der havde holdt en vis sandhed i sig.

Klog af sind, hvilket til tider kunne være ganske ubehageligt, skulle tingene ikke gå Maximillians vej, men hun bød op til det, og han var en dæmon. Sådan nogle ting var svære at sige nej til, og han havde ikke lyst til at sige nej til det, skulle han være helt ærlig. Hvis Florence nogensinde fandt ud af det, så var han vel så godt som dødsdømt, men det var til den dag, og formentlig ønskede Meena heller ikke at det kom tilbage til hendes far og stedmor.

”Det er en ganske god pointe, prinsesse,” lød det fra Maximillian. ”Det er vel også den eneste grund til at du har fundet vej herned, uden opsyn?” Især som det vidnede til at det ikke ligefrem var hendes første gang. Fyrsten af Kazimi ville da aldrig tillade hans datter at gøre sådan noget, skulle han faktiske kende til det.
Hun havde dog endnu en god pointe, og Maximillian havde ikke meget at forsvare sig med, ikke andet end med løgne, hvis han skulle være ærlig overfor sig selv. Hun havde intet bevis på det. ”Men ville de virkelig lytte til en simpel tjener frem for en prinsesse? I virkeligheden står min hånd slet ikke så stærk som du måske tror, og skulle jeg blive fanget i noget jeg ikke måtte, såsom ikke at meddele at jeg fandt en af døtrene i en lille kro i Balzera, så ville jeg ikke nok ikke nøjes med en advarsel, eller at blive fyret, ville jeg?” Selvom ordene vidnede om noget næsten makabert, så blev de sagt i en næsten ro. ”Jeg ønsker dog ikke at gøre nogen utilfredse, og du kan regne med at jeg kan være diskret, hvis også du kan.” Denne gang var det hans fod der vovede sig over, og gled over hendes ben ganske kort, som en lille dans under bordet. 

Meena kunne lade være med at smile lidt, mest for sig selv, da han kommenterede på det manglende opsyn. Jovist havde hun ikke et mindre følge af hverken vagter eller sin personlige slave Kisra med, men hun var aldrig uden opsyn. Nok ville hverken kropigerne, kokken eller kroens ejer sladre om prinsessen hyppige besøg, men de alle have en eller anden grad at øjne på hende. Klar til at stå hende bi, skulle hun have brug for det. Det var dem brunetten tilskrev en stor del af æren for, at hun endnu havde til gode at stå skoleret foran Kazimi fyrsten.
"Muligvis, men det er ikke en ting jeg er villig til hverken at be- eller afkræfte. Jeg ville blive så frygtelig træt af det, hvis du lærte om alle mine små hemmeligheder og endte med at sætte mig i et mindre guldbur." Der var måder hvor på han kunne gøre det at snige sig ud fra paladset langt mere besværligt, uden at skulle indrømme det var fordi de var løbet på hinanden her, og det var ikke en risiko ørkenløven var villig til at tage lige nu. Hun havde allerede for meget at viste ved at han kunne opdigte grunde for at få havnekroen lukket.

Knapt så passende for en kvinde i hendes position, konspirerede hun morbidt til hvilken staf der ville kunne tilfalde tjeneren, hvis det kom nogen for øre at han været i en af prinsessernes nærvær uden grund "Nej, hvis du er heldig vil du måske kunne få lov til at prøve dit held i mod ørkens sandbanker?" Antydningen af et skyggefuldt smil blev skjult, i det glasset med vin blev sat mod læberne og den sidste af den krydset druevæsket indtaget. Under bordet flyttede bennet sig nærmere foden "Det ville være spild af kønt ansigt og en skam at se så perfekt en mælkehvid hud blive sej og læderagtig." Med det indirekte løfte havde han hendes ord for at hun ville holde tæt, så længe han ikke gav grund for andet. Guderne ville vide at den kvinde der sad overfor ham, ikke var bleg for at se andre falde, hvis de krydsede hende.
"Men for nu, hvad ville du sige til at kunne snakke mere frit i mere private rammer?" Spurgte hun, med skoen efterladt tilbage på plankegulvet da det ben han havde strøget op ad som en kælen kat, var blevet strækket frem mod hans side af bordet. Den afklædte fod der tirrende bevægede sig op langs indersiden af hans lår, uden intentionen om at standse, hvis ikke han bremsede hende.

Det var altid muligheder, især for en som Maximillian, men hvis han satte sig selv i en position, hvor det virkede til at han ingen magt havde, så var folk mere tilbøjelige til at lade facaderne falde. Noget der gjorde det så meget nemmere når han skulle snage. De fleste så trods alt kun den pligtopfyldende tjener med det smukke ansigt. Kun Florence kendte det sande individ der lå under hele facaden, og Maximillian havde ikke planer om at lade prinsessen se den del af ham.

Maximillian kunne ikke lade vær med at tage en hånd op til kinden, som hun nævnte at ørkenen kunne være en straf, og også han vidste hvad det ville gøre ved en hud som denne. Det var jo næppe hans hud, men den var så godt som. Han ville hade at efterlade denne her krop så snart efter at han havde fået den, især når han så nøje havde valgt den.
”Det ville være lidt af en skam,” indrømmede han, for helt kunne han jo heller ikke benægte at han nød hvordan han så ud. Det var dog også den bedste bekræftelse Meena ville få på at Maximillian heller ikke havde i sinde at sladre om deres lille møde. H an havde ikke meget at vinde på det i sidste ende.

Han kunne dog ikke stoppe det jag af følelser der spredte sig i ham, som han mærkede foden komme nærmere og hun tilbød så fint at de kunne finde mere private steder. Han kunne godt gætte sig til hvor det her gik mod, selv uden tankelæsning.
”Private rammer ville ikke være værst. Det ville jo være en skam, hvis vi blev set herude,” sagde han lavmælt, med et sigende smil i mundvigen. En dårlig undskyldning, hvis hun virkelig havde brugt så meget tid i kroen, som det virkede til, men en undskyldning var en undskyldning, og hun skulle da heller ikke være i tvivl om at han var mere end villig.