Det havde været et stykke tid siden at Orpheus sidst havde lagt øjnene på hans kønne hustru Lumine, men tankerne havde sværmet mere om hende, end han ville indrømme overfor hans arbejdere. Det havde dog også betydet at han endelig virkelig havde fået overvejet hvad han kunne gøre ved deres nuværende problem, og over de sidste par uger havde han udformet et brev i hovedet. Denne aften satte han sig dog ved sit skrivebord, og nedskrev på brandsikkert pergament det han ønskede at sende til hende. Han kendte hende bedre end at tro at et normalt pergament ikke bare ville brænde op.



Min elskede Lumine

Jeg håber mine tidligere gaver har fundet dig, og at de er blevet brugt og værdsat. Jeg vedsender kun en buket blomster denne gang, og jeg håber du ikke brænder dem op, da jeg kun har sørget for at du ikke kan gøre det med dette brev.
Jeg ønsker ikke at vi skændes mere. Du er mit et og alt, og jeg ønsker for os at dele livet som vi engang gjorde, men jeg forstår også at tingene ikke blot kan gå tilbage til hvordan de var. Jeg håber derfor i stedet for, at vi kan finde en måde hvor vi kan tilse begge vores behov, for jeg ønsker ikke en verden uden dig.
Jeg giver aldrig drageværket op, og jeg vil aldrig kunne permanent bo udenfor Kzar Mora. Det er mit hjem, og jeg vil kæmpe for at få det opbygget igen så det var det mægtige rige det engang var, men jeg har overvejet nogle løsninger til vores komplicerede problem.

Den første mulighed er at forbinde vores to huse med portaler. Jeg kan ikke have en portal fra et sted udenfor Kzar Mora direkte til drageværket, men vi kunne forbinde vores to huse med en, så jeg kan tage portalen videre fra vores hus i Kzar Mora til drageværket, og dermed ikke gøre det unødvendigt langt fra det ene sted til det andet. Jeg ville dog også håbe at vi kunne dele tiden mellem husene.
Den anden mulighed handler lidt mere om at gøre Kzar Mora til stedet du ønsker. Der er stadig meget tumult i riget, og jeg ved hvor kærlig en hånd du kan have. Så hvorfor ikke giv riget en kærlig hånd? Det var et pragtfuld rige inden vi blev lukket inden. Når man har magten og indflydelsen, kan man gøre som man vil. Det er selvfølgelig et større projekt, men det kunne gøre dagene mindre ensomme.

Orpheus



Orpheus kiggede en sidste gang på brevet inden han kaldte en af dæmonerne i riget ind. En dragefødt ville nok blive mistet hvis den overbragte brevet, så i stedet for en af hans håndlangere, med teleportationsmagi fik overdraget brevet, og væk var han.

Nu var det bare om at vente.

Lumine vendte og drejede brevet imellem de slanke fingre, imens at de røde øjne kiggede på alt andet end dét, idet at hun sad og ventede. Hvad hun ventede på, det vidste hun ikke helt, men vente det måtte hun, imens at tanker og overvejelser i hurtig fart kørte forbi den gamle dæmons nethinde. Billeder og minder, overvejelser. 
Fordi et brev fra Orpheus var kommet, og Lumine var ikke sikker på at hun ønskede at vide, hvad der stod. Efter en times overvejelse lagde hun det fra sig på den sortsvedne disk i soveværelset - hun  havde selvfølgelig prøvet at brænde det i stykker, uden held, og der skulle gå 3 dage... førhen at Lumine endelig tog sig sammen, og rev seglet i stykker med den ene af hendes lange negle. Og begyndte at læse. 

Med et suk satte hun sig ned, smækkede brevet ned foran sig og greb sin egen fjerpen, hænder en anelse rystende da hun startede, skrevet med mørkerød blæk imod det gullige pergament. 

----

Min kæreste Orpheus. 

Jeg ønsker heller ikke en verden uden dig, men kompromier må slåes fast, og jeg... jeg forstår hvad du mener. Misforstå mig ikke her, fordi jeg kommer aldrig til at forstå din fascination af Drageværket, ej heller de væsner du skaber. Men jeg forstår din iver, og din velvilje imod at finde en løsning varmer mit sind og min sjæl. 
En portal imellem vores huse, ville godt kunne fungerer. Jeg er villig til at få sat en op, og om du vil, sørge for at den frie passage kan tages på alle tidspunkter af døgnet, hvis du lover at det kun er dig selv der benytter den, Orpheus. Ligesom at du ikke ønsker fremmede ind i Kzar Mora, ønsker jeg ikke Kzar Mora ind i mit hjem, da det unægteligt ville få folk i huset til at stille spørgsmålstegn - spørgsmålstegn jeg ikke behøver. 

Dele tiden lige op, så halvdelen af årets månecyklus, bliver taget i Kzar Mora? 

Kzar Mora er en rodet bunke af fejlslående væsner - foruden os - og tabte kampe; jeg ser ikke din kærlighed ved et rige der aldig synes at ændre sig i den rigtige retning, og ikke har gjort det i mange herrens år. Men hvis du virkelig tror på at jeg ville kunne ændre det, så spørger jeg dig om dette: hvem ville give magten og indflydelsen fra sig frivilligt? Ingen, ved jeg af erfaring, og det er dermed en magt der må tages... et større projekt, eller et umuligt projekt, kære husbond? 




Lumine betragtede den mørkerøde skrift kritisk, inden at hun med et suk lod hånden køre over pergamentet, så blækket varmedes og hun kunne rulle det sammen, og forsejle det. Og sende det tilbage, ikke helt sikker på hvad hun forventede der ville ske, og hvad hun håbede på, der ville ske. 

Orpheus havde vendt og drejet brevet i hænderne siden han havde fået det. Han havde ikke været sikker på om han i det hele taget ville få svar, men nu når han havde fået det, så følte han også en vis uro over at skulle læse det, men han kunne ikke koncentrere sig før det blev læst.
Han åbnede endelig brevet, og endelig gled et lille smil over hans ellers dystre udtryk, og straks begyndte han at udforme et svar til Lumine.

Min elskede Lumine

Portalen ville udelukkende være for os, men desværre er der omstændigheder hvor jeg ikke ville kunne love det. Det er også grunden til at jeg ikke kan lade der være en direkte portal fra dit sted til drageværket. Der er altid en risiko når man opsætter ting som disse. Men jeg vil love dig dette, min kære: Jeg vil aldrig velvidende lade en anden tage portalen uden dit samtykke. Jeg håber du kan love det samme.

En af mulighederne er bestemt at vi kan tage et halvt år i hver vores hus. Det ville være en god og rimelig fordeling, og jeg vil endda lade dig vælge månederne. Jeg ved at landskabet udenfor Kzar Mora ændrer sig mere.

Jeg har tænkt noget mere over mit forslag, som var en pludselig opstået tanke sidste gang, men jeg mener bestemt at du vil kunne udrette noget.
Det vil ikke blive nemt, du har ikke alderen og støtterne med dig, som tingene er nu, især hvis det kommer ud at du ikke nærer meget loyalitet for riget som visse andre, men jeg mener nu stadig det er muligt. Du har gennemslagskræften, både på et personligt plan, men ligeledes på et magisk grundlag. Måske et par allierede vil kunne hjælpe med at bane vejen. Du har mig, og selvom jeg ikke kan låne dig hæren til at få opbakning, så hjælper jeg dig gerne med at komme i kontakt med dem jeg kender. Har du overvejet Eisheth og Abraxas? De giver nok ikke magten videre, men selv dæmoner skal vel lære at dele.

Nu håbede han blot at hun ville lytte til hans ord, men han havde en god følelse omkring dette. Det var et projekt til hende, og det ville gøre det nemmere, hvis de begge ønskede det bedste for riget. 

Da det næste brev kom, tøvede Lumine dog slet ikke ligeså længe. Med begærlige fingre vristede hun det fri fra budbringer dæmonens greb, og låste sig inde på sit værelse. Hun var glad for at der kom svar så hurtigt. Unægteligt var det nemmere at formulere sig med tiden bagved sig til at gøre det, men tid behøvede ild-dæmonen ikke, idet at hun tilfreds følte at ordende - som de altid havde gjort med Orpheus, dannedes af sig selv. 

------ 

Min kæreste Orpheus.

Jeg kan sagtens love det, og jeg taler fra et ærligt sted, når jeg ved at ingen vil vove sig til at bruge den i min del af hjemmet, foruden mit samtykke. En kende skuffende at du ikke kan tage samme løfte, men når alt kommer til alt, ved jeg at du vil se ret ske fyldest, om nogen kom på tværs af de regler du sætter op. I sidste ende, Orpheus, vil det være en hurtigere og mere tillokkende løsning, og det bringer mig videre til det næste. 
Jeg ønsker sommermånederne, hvor at lyset og varmen vender tilbage til Krystallandets flade. Jeg ønsker slutningen af foråret, og starten af sensommeren - jeg ønsker at vise dig hvorfor jeg finder verden udenfor Kzar Mora så berigende. Når du er hos mig, ønsker jeg derfor at du er hos mig med både hjerte og sjæl, og så vidt som muligt lader dit arbejde bliver overtaget af en anden. 
Jeg vil gøre det samme, når vi er i Kzar Mora, og vil så vidt som muligt... lade værd med at tage tilbage til palæet, i tide og utide. Det kræver dog at du finder nogle du tror og stoler på, kan varetage den opgave. 

Eisheth og Abraxas... det er lang tid siden at jeg har hørt nyt fra dem - hvad går de rundt og laver for tiden? 
Det varmer at du tænker således om mig, og jeg vil da gerne indrømme at jeg ikke tænker det urealistisk, når du sætter det frem på den måde. Ved du hvor i landet Dødssynderne befinder sig? Om ikke Eisheth og Abraxas ønsker at støtte mig, vil andre allierede være nødvendige, det har du fuldkommen ret i. 
Men dog, jeg tror på en fornuftig samtale med ærkedæmonerne er mulig... tror du også det? 

Der var faldet en anden ro over Orpheus som dem på værket ikke rigtig havde set over ham i månedsvis, og da endnu et af disse mystiske breve ankom, så kunne dem der var tætte på ham kun undre sig og hviske over hvad der havde gjort Værkføreren i så godt humør.


Min elskede Lumine

Det varmer mit hjerte, at du ser mulighederne i mine forslag, for jeg kan love at skulle nogen krydse os, så ville de ønske de aldrig havde eksisteret.
Hvor jeg måske vil have sværere ved at se muligheden i fuldstændig at efterlade mit arbejde i det halve år jeg ville skulle være udenfor Kzar Mora, så vil jeg gøre mit ypperste for at få nogle andre til at overse mine opgaver, mens vi er i dit palæ. Jeg har nogle betroede arbejdere, men jeg vil skulle være helt sikker på at de ved hvad de skal gøre. Jeg vil i hvert fald bestræbe mig på at være hos dig så meget som muligt. For du må forstå at jeg ikke blot kan smide ansvaret fra mine skuldre, men jeg er villig til at finde en løsning.

Angående Eisheth og Abraxas har jeg ikke hørt fra dem et stykke tid. Sidst jeg hørte noget, var de dog i gang med at se på mulighederne for at få styr på riget igen. De vil ikke være umulige at komme i kontakt med. De har dog ikke så iltert et temperament som visse af Dødssynderne, og jeg tror de ville være mere end villige til en samtale. Vær sikker på at det er neutral grund dog. De er trods alt dæmoner.
Skulle du ønske at søge andre veje, har jeg hørt at Dødssynderne er spredt for alle vinde. Mange af tingene jeg har hørt, virker blot til at være rygter, men jeg kan opsummerer dem jeg kender. En halvdæmon har taget titlen som Dovenskab, og bor vidst vest for riget, og Grådighed tog plads sydpå, uinteresseret i riget. Min egen moder Hovmod, har dog været nede og se drageværket, men jeg ved ikke hvor hun måtte befinde sig på nuværende tidspunkt, men mon ikke hun ville finde interesse i det?
Det kunne også være interessant at indgå en aftale med min slægtning Bibliotekaren Vidya. Sidst jeg hørte, var hun dog ikke interesseret i magt, men mon ikke du har midlerne til at indgå en indbringende aftale, skulle du søge noget mere konkret viden, for hun er trods alt en af dem der kender riget bedst, og hvor lunefulde vi dæmoner kan være.

Endnu et brev, og dagene blev en anelse lysere, trods vinterens mørke strakte sig udover landet. Men ikke her, ikke hos Lumine. Det brandsikre brev næsten glødede i hendes lyse hænder, og den ene lange negl brød med en tilfredstillende lyd forseglingen, så hun kunne læse hvad han havde formuleret til hende, et leende lille smil i mundvigen allerede ved de første ord. 

Min kæreste Orpheus. 

Det er alt hvad jeg kan bede om for nu, så. 
Jeg er sikker på at du finder nogle der besidder samme interesse, styrke og motivation til at drive Værket, og når du gør, står jeg klar med åbne arme til at tage imod dig på den anden side. Der er en styrke i at komme på afstand af det, min kæreste, Orpheus, og jeg tror fuldt og fast på at den tid du bruger væk fra Værket og det arbejder der ligger i at drive det, vil give dig i tifold tilbage, selve motivationen til at tage hånd om det igen. At komme på afstand vil om noget også hjælpe dig med at se de problemer der potentielt set har eksisteret før du tog afsted; jeg håber du vil kunne slappe af, når du endelig giver ansvaret fra dig for en stund, frivilligt vel og mærke. 

Utroligt hvordan at verden har spredt synderne, til alle fire verdenshjørner i landet. 
Jeg vil opsøge dem jeg finder relevante, nogle af dem har jeg selv stødt på i de få år jeg har boet heroppe. Jeg giver dig dog ret, ærkedæmonerne er den største støtte at skaffe sig lige nu, men med et par... positive stemmer i ryggen, vil de måske høre mig tydeligere end jeg forventer de ville gøre lige nu lige nu. 
Vidya.... hun bryder sig vældig godt om gaver, gør hun ikke? I min tid herude, har jeg efterhånden fået samlet mig et par artefakter, nogle af de folk jeg har i min tjeneste, har levet længe og hver og en har deres egen historie at fortælle. Hjælp mig med at huske, kære husbond; sjæle var at foretrække for den kære samler?

Jeg sender et brev til Eisheth og Abraxas, når tiden er inde. Om jeg ikke får svar... må jeg vel selv opsøge dem - det er også lang tid siden... 

Tanken om at overlade værket til en anden var ikke en behagelig tanke, selv ikke for så lille en brøkdel af det, men han forstod nu hvor Lumine kom fra, og han var villig til at arbejde for det, for dem. Og i det mindste var de begyndt at snakke igen.
Derfor var det også med fornyet energi at han roligt åbnede brevet, for derefter at finde sin fjerpen frem endnu engang.

Min elskede Lumine

Jeg håber det kan lade sig gøre, for lad der aldrig være nogen tvivl om at jeg ønsker at gøre alt for dig, Lumine. Du er mit et og alt. Jeg håber ligeledes at når vi er i Kzar Mora, at du kan prøve at elske det land der har givet os begge liv.
Det glæder mig dog meget, at vi kan komme til dette kompromis, og jeg håber at vores familie endelig kan blive hel endnu engang.

Hvis jeg kommer i tanke om flere dæmoner med store nok stemmer, vil jeg ligeledes sende dem din vej. På godt og ondt, så har dødssynderne trods alt ikke den magt de engang havde, og jeg kender mere end en dæmon der ønsker nogen der kunne lede landet.
Vidya er heldigvis nem at forhandle med, når man kender hende. Gaver bløder hende op, og jo mere hun mener hun får ud af det, jo mere er hun villig til at give tilbage igen. Artefakter er dyrebare, og ligeledes sjæle, hvor hun er dog kan virke mere kræsen. Regn dog ikke med at alle sjæle er lige gode for hende. Det er min erfaring, at jo ældre sjælene er, især med viden om verdenen, jo gladere bliver hun. Har du nogen af den art i din kollektion?

Hvis de finder deres vej forbi drageværket, vil jeg også sende dem din vej.

I takt med at flere og flere breve var begyndt at komme, var det blevet varmere og varmere at befinde sig i palæet. Det var  uden tvivl en uventet (eller måske forventet) effekt af det gode humør som Lumine præsterede at have de her dage, hvor at hun med utålmodige fingre kunne tælle dagene imellem, og så tilfreds næsten rive brevet ud af budbringerens hånd, da det endelig kom. 
Endnu et brev blev åbnet, og endnu en fjerpen fundet for at svarer; et fornøjet smil om de hjerteformede læber som hun havde. 

Min kæreste Orpheus.

Monstro det ikke vil kunne lade sig gøre? Jeg elsker også dig, Orpheus, og har gjort det i mange, mange år efterhånden. Et kompromis kan jeg godt - i bakspejlet og her nu - se har været nødvendig for at finde dig igen, og jeg er... glad for at du har gjort det; at du har taget dig tiden, min elskede. 
Jeg vil snart tage imod Kzar Mora for at besøge dig, og denne gang... vil det ikke være på et visit for at hente for længst glemte ting med tilbage. Jeg tager vores datter med - hun har sådan savnet dig, og håber du kan lægge en dag af til os. Måske flere, alt efter hvordan og hvorledes det kommer til at gå.
Og der vil jeg også besøge Vidya.  

Og De - dødsynderne har måske ikke længere den magt de havde, men tilbage til Kzar Mora skal de alligevel. Længe nok har de strejfet omkring som konger i deres egen lille afskåret del af verden, og dem der ikke gør det - og det her er noget jeg har hørt af rygter, men alligevel! De gemmer sig for menneskeheden! Kan du tro det, Orpheus... gemmer sig for ikke at blive genkendt som hvad de er? Om de ønskede og arbejdede for det, kunne de få nok magt tilbage til at det ikke var - eller er - en nødvendighed. 
Men monstro ikke de vil se den logik selv..  

Om ikke andet, kan man altid male et billede for dem. Så kan de se hvordan visionen arter sig.

Uanset hvor travlt det blev i værket, for det blev travlere og travlere, så fandt Orpheus altid tid til sin hustrus breve. Han udsatte gerne et par af pligterne, for at han kunne få svaret i et ordentlig tidspunkt. Tanken om at der måske snart ville være et ordentlig rige at beskytte igen, varmede Orpheus. En varme han ikke havde følt i årevis, til trods for lavastrømmene han var omgivet af.

Min elskede Lumine

Jeg vil sørge for at alt i huset er som du ønsker dig. Jeg glæder mig umådelig til både at se dig og vores elskede datter. Det har været alt for mange år, og jeg kan kun se frem til endnu engang at dele min hverdag og seng med dig.
Tingene spidser til her i drageværket, for det er som om at alle kan mærke at forandringerne er på vej til Kzar Mora, men jeg vil gøre alt i min magt, for at finde tid til os. Du må endelig også hilse Vidya fra mig når du besøger hende.

Jeg giver dig ret. For hvad er en titel som Dødssynd hvis ikke den bliver udnyttet? De har stadig min respekt, men der er visse af dem som ønsker mere at spille med musklerne end at bidrage til hvad vi havde engang. Jeg må også indrømme at det er underligt at nogle af dem er yngre end mig. Engang var jeg altid den yngre dæmon omkring dødssynderne, men tiderne ændrer sig selvfølgelig.
Jeg håber du har held med dem, og vis ikke... så kommer de vel tilbage når de ser hvor mægtig du kan gøre Kzar Mora endnu engang.

Jeg ser frem til at jeg kan se din enestående skikkelse endnu engang.

Det var snart tid... forberedelsen til hendes afrejse og hvad der skulle ske i palæet imens Fruen var rejst hjem, var blevet sat i værk. For husets tjenere, ville det betyde en tid uden dæmonens krævende persona, en tid med relativ frihed. Men ikke mere end at brænde ville falde ned, hvis noget var forandret foruden det forventede, når hun vendte hjem igen. For ligeså meget som det var et sted af smukke samlegenstande og... en form for frisind, ligeså meget var det et fængsel. Det sørgede hun for at de ikke glemte, da hun fattede fjerpennen for at sende det sidste brev der skulle melde hendes ankomst. 

Min kæreste Orpheus.

Vi bliver ikke yngre, men om noget vil alderen kun gavne os i det lange løb. Dødssynderne har deres unge individer, og af det, vil de måske være mere tilbøjelige til at lytte. Om ikke andet, har du så uendelig ret. Forandringen kommer til at ske med, eller uden dem. Og vil de sig selv det bedste, står de på forandringens side når det sker - det kan kun gavne deres egen agenda. 
Som jeg skriver det her brev, er jeg i gang med at pakke og klargøre de sidste ting... palæet kommer ikke til at stå tomt, men det kunne godt bruge et vågent øje i de dage, uger eller måneder jeg er væk. Har du nogen i din tjeneste, der ville kunne stå for det? 

Jeg vil tage imod hvem end det er, og introducere dem til reglerne den her husholdning bliver styret under... 
Jeg glæder mig til at se dig, min elskede, og ved at der ikke går lang tid nu. 
Til vi ses igen, og med alt kærlighed.