De sidste par uger, havde været, ja kunne det overhoved beskrives med ord hvordan det var gået? Så mange følelser, så mange ting der skulle tages stilling ting. For slet ikke at snakke om følelsen af ensomhed, der blev bekæmpet på den eneste måde Evelyn kendte til. Nemlig alkohol. Dog ikke i så store mængder, som hun havde haft tilbøjelighed til at gøre før i tiden. Nu havde hun trods alt noget at leve for. Hendes drenge, søsteren der var vendt tilbage. Udsigten til en ny start, i en ny by. Hvilket også var grunden til man fandt hende i færd med at pakke den lille hytte ned ved søen. Med en anelse hårdhændet, blev kjoler proppet ned i sække og smidt til siden. Måske hun ikke helt havde lyst til at tage af sted. Det var i hvert fald, hvad et trænet øje ville konkluderet ved at se hvordan hun opførte sig.

Et ubehageligt sus gled gennem hendes krop, en bølge af elektricitet der skød helt ud til hendes fingerspidser. Skete i forbindelse, med at små klunk på døren kunne høres.
Med et varsomt blik, gik hun hen mod døren og åbnede den. Hvad der stod på den anden side, havde hun ikke regnet med. ”Ronia?” sagde hun, som havde luftet forsvundet fra hendes hals, da hun havde set den lille vildunge på den anden side af dørtærsklen.
Hun nåede lige at bukke sig ned, før små, men stærke arme lagde sig omkring hendes hals og næsen der begravede sig ind i hendes blonde hår. ”Du lovede” var det eneste hun rigtigt kunne få til at give mening, fra de små stød af hæs og forpustet vejrtrækninger. Men det var nok til at de ødelagde den blonde kvinde. Ja, hun havde lovet. Lovet hun altid ville være der for Ronia, hun aldrig ville forlade hende. Desværre, var det endnu et løftet hun nok måtte bryde. Hun sukkede dybt, og bar Ronia over mod sengen fyldt med skind, der stadig ikke var blevet pakket ned. Sådan sad de, i, hun var faktisk ikke sikker på hvor længe. 
”Har du fortalt Pax, hvor du tog hen?” hoved rystede mod hendes hals, som hun måtte sukke opgivende. Følelsen greb omkring hendes mave, da det gik op for hende, at hun var nødt til at bryde endnu et løfte. Et løfte til hende selv, nemlig at hun var forpligtet til at opsøge Pax. Hvad han dog ikke ville tænke, når han fandt ud af at Ronia var væk.

Efter et stykke tid, rejste hun sig op, og hånd i hånd gik de mod Pax’s territorium. Lige som han havde lært Io, den gang hun stadig havde været en del af Evy, bankede hun på rørende. En grov udseendet mand kiggede frem. En hun ikke kendte, og hendes bryn pressede sig sammen mod midten. Det tydet ikke godt. ”Vi skal se Pax” han smilede skævt, og fremviste et gebis der manglede mindst to tænder. ”Ikke alle kan bare bede om at se ulven” brummede han, nuvel han var ny. ”Sig at Evelyn er her for at se ham” sagde hun brysk, og gik forbi ham ind i huset, og satte sig ved bordet sammen med Ronia på bordet der legede med de sten de havde fundet på vejen.

Pax sad placeret for bordenden af et faldefærdigt spisebord, omgivet af sine nærmeste betroede. Snakken gik lavmælt og gnidningsfrit, men da døren gik op, tav alle instinktivt.
Grå øjne gled fra Verdis’ så velkendte skikkelse og hen på den, der tårnede sig frem i den nu pludselig smalle og lave døråbning. ”Ja?”, sagde Pax utålmodigt.
”En eller anden blond tøs med et barn vil tale med dig.”
Pax skar en uforstående grimasse men tog dernæst en dyb indånding, således at alskens duftspor lod sig indfinde sig i hans næsebor. Selvom han havde været tilbage i hovedstaden i over 14 dage, havde han endnu ikke vænnet sig til dens stank af råddenskab. Overalt hvor Pax gik, syntes den at sætte sig fast i hans krop og forgifte ham indefra, hvormed han til stadighed kæmpede med at holde mad nede og var endt med at trække vejret igennem munden.
Hvad duftsporene i luften fortalte ham, kunne dog umuligt stemme overens med virkeligheden. Hun ville jo ikke se ham…
Pax svarede aldrig sin lakaj, men rejste sig med en ulæselig mine før, at han forsvandt ned langs gangen. Des flere trapper han tog ned mod stueetagen – der var fire – des mere begyndte hans hjerte at galoppere. Han var dog begyndt at forstå, hvad der måtte være hændt, for Ronias så karakteristiske duft af kanel og noget, det almene menneske aldrig ville kunne definere, havde nemlig også sparket sig vej ind i hans bevidsthed.
I det at han omsider nåede stueetagen, bed han sine kæber hårdt sammen, parat til at modtage et brusende vandfald af lammende ord for endnu engang. Hvad der dog rent faktisk mødte ham, var et syn, der på en og samme tid var fremmede og velkendt.
Pax nikkede afmålt i retning af Evlyn men kunne ikke få sig selv til at se på hende. Ser man det, var… den store stygge ulv er bange.
”Jeg kan næsten regne ud, hvad der er sket. Tak”, sagde han og rømmede sig, hvorefter han trommede med sine arrede fingerspidser på bordpladen for at få Ronias opmærksomhed. ”Kom. Op”, bad han stille, hvilket Ronia tog som tegn på, at hun havde et valg og derefter rystede på hovedet. Heller ikke Ronia kunne møde hans blik…
”Nu.”
”Nej!”

Minutterne havde føltes som timer. Sveden var begyndt at danne sig i nakken, lige under hår grænsen. 
Ulideligt varmt, det var det eneste hun kunne beskrive sensationen som boblede under hendes hud. Mest af alt, fordi hun var så bange. Men bange for hvad? Bange for han ikke dukkede op, bange for hvad der ville ske, hvis han dukkede op. Der var så mange spørgsmål der bragede gennem den opstrammede hvide pande. De blå øjne flakkede hurtigt op, da hun hørte døren åbne sig og en velkendt skikkelse trådte frem. Alt skreg i hende, på at rejse sig op og gå hen til ham. Lade sine spinkle arme lægge sig omkring hans liv. Siden af hoved mod hans rejsende og sænkende brystkasse, mens hans egne arme ville indhylle hende i sikkerhed. Det sved bag hendes øjne, som de flakkede væk fra hans udmagret skikkelse. Kinderne talte deres tydeligt sprog, han havde igen problemer med at holde sin mad inde. Det pinte hende, at hun var grunden til det ikke var blevet bedre. 
"Så lidt" hviskede hun, stemmen der gled hen over de fyldige læber, var næsten ikke til at genkende for hende selv. Øjnene flakkede rundt i rummet, mens hun prøvede at tage nogle dybe indåndinger. Men det hjalp ikke, at Ronia tydeligvis ikke ville forlade rummet med Pax. Evlyns spinkle fingre, gled hen og indrammede de brune bløde børnekinder. "Ronia" hviskede hun blidt, og lod tommelfingrene glide omsorgsfuldt hen over hendes kinder. "Hvis vi går nu, så forlader du os igen" kom der næsten så lavmælt, at Evlyn nær ikke havde hørt det. Hvor det dog skar i hjertet, da det endelig gik op for den ældre kvinde hvad der var blevet sagt. 
"Okay, hvad nu - hvis jeg laver noget mad til os? Vil du så love at gå med Pax, lille fugl?" spurgte hun med et smil på læben, og kiggede undskyldende op på Pax. Hun ønskede ikke at pålægge ham mere, der kunne skære i hans sjæl. Men, blot for nu - så kunne de vel være civiliseret for barnets skyld. 

Pax kunne ikke have undgået at høre Ronias ord, selv hvis havde han stukket sit krølhårede hoved i iskold vand; så gennemborende i sin smerte var de; så ubarmhjertige, så umiddelbare, som kun et barn kunne hviske dem.
Han rømmede sig krampagtigt, kæmpende for ikke at lade maven vende sig på vrangen indeni ham. Netop som han dog skulle til at læne sig frem og gribe Ronias tynde arm, tvinge hende med sig og få mødet overstået, kom Evlyn ham i stedet i forkøbet.
Mad? Forvirrede og stålgrå øjne fløj fra den lille pige, op til den blonde kvinde og landede i hendes koralblå øjne, der tavst bad om tilladelse. Halvt foroverbøjet henover det vakkelvorne køkkenbord, med sit hjerte galopperende i sin brystkasse og sin hånd rakt frem mod Ronia, der kuede sig som en hund, der var bange for at få tæsk, gik det med ét op for Pax, at han havde set ind i Evlyns blik. Ligeså hurtigt som det var hændt, ligeså hurtigt rev han også sine øjne til sig, forfærdet over, at han havde tilladt sig en sådan gestus og bange for, hvordan Evlyn ville reagere.
Han havde ikke længere ret til at kigge på hende. Zaladin tage ham...
Pax nikkede hastigt og rømmede sig igen, hvorefter han rettede sig op. Ronia nægtede dog at lade sig nøjes og med et ynkeligt hyl, smed hun stenen fra sig. ”Nej!”, udbrød hun skingert, velvidende at konsekvensen kunne vise sig nådesløs. Ligeså vel som Pax kunne lugte hendes ulykkelighed, således kunne Ronia også lugte hans egen stigende frustration.
Ikke, at det syntes at stoppe hende.
”Nej! Nej! Nej!”, blev den lille pige ved med at udbryde, hvorefter hun rettede hadske øjne mod den gråhårede, unge mand. ”Hvorfor? Hvad har du gjort? Det er din skyld! Hvad har du gjort?! HVAD HAR DU GJORT? Nej, nej, nej, nej!” Som var Ronia gået i baglås, fortsatte hendes ord ubarmhjertigt; hendes vrede kun rettet mod Pax, der forfærdet stod naglet til stedet, ikke i stand til at gøre hverken fra eller til. Hans øjne var store af indestængt forbavselse, for aldrig havde han før hørt Ronia eller mærket et sådan raseri fra hende før.
Med et fløj døren op ind til rummet, hvori de havde gemt sig og instinktivt reagerede Pax. Han kunne ikke vise sig som svag – end ikke overfor Ronia og slet ikke nu, hvor tingene havde ændret sig. Ikke nu hvor verden snart ville vide, at han lå med en mand.
Hans arrede hænder greb om pigebarnets tynde arme og med et flåede han hende op af stolen og parkerede hende hårdt på bordet, fødderne først. Ronia stirrede trodsigt tilbage med våde øjne og Pax tog imod hendes udfordring, til trods for at han dirrede af indestængt afmagt og udmattelse.

Deres øjne mødte hinanden. For blot et øjeblik var det som om, at alle lydende omkring dem falmede. Der var kun hans grå mod hendes blå, hun mærkede hvad der før havde været. Men også alt hadet, og drømme der var blevet knust. Trods for, at det blot var for et par sekunder - ja, så var det som om det varede flere timer. Som om at viserne på uret alle sammen var gået i stå, og lod sekundet vare forevigt. Men endelig gav han slip, som havde han brændt sig på noget varmt. 
Derfor gik det ikke helt op for hende, at hun blot sad med knugede hænderne, og tåre der truende prøvede at glide hen over hendes øjnes kant. Derfor hørte den blonde kvinde, hellere ikke Ronia der begyndte at råbe, ikke før at hun sagde det var Pax’s skyld. Hvor ville hun dog forklare barnet, at det ikke var derfor. Men det var det, og hun kunne ikke få sig selv til at lyve. Selvom at det måske ville gøre situationen nemmere, hvis hun bare lod Ronia tro at det hele var hendes skyld. Men, det kunne hun ikke.
Så i stedet, sad hun blot stille med dirrende læbe og faretruende tåre der prøvede at tvinge sig selv frem. Sad og kiggede på, mens at Pax prøvede at få Ronia overbevidst om at de skulle gå. Det var tydeligt at han ikke ville tage mod hendes tilbud, selvom hun ønskede han bare blev for et øjeblik. Men måske det var for det bedre, måske ville det blive hårde hvis han blev længere tid, end bare at tage Ronia også gå igen. 
Derfor gjorde hun intet, sad blot og hæv i hendes fingres led i nervøsitet. 

Pax anede ikke sine levende råd. Evlyns tavshed var på en og samme tid en velsignelse og en forbandelse, og fornuftens stemme hviskede, at den blonde kvinde øjensynligt ikke kunne have gjort noget rigtigt, som situationen udfoldede sig.
Det var op til ham selv.
Han stod lidt og betragtede Ronia, hvis våde øjne stirrede trodsigt tilbage. Omsider rømmede han sig og nikkede afmålt, uden i grunden at have noget at nikke til. Måske det var beskyldningen, han anerkendte. Pax selv var ikke sikker men med visheden om, at heller ikke han kunne vinde, sagde han:
”Tomas. Gå.” Manden, der havde åbnet døren og stod frygtindgydende og betragtede scenariet udspille sig, gjorde som befalet. Da døren klikkede og Pax hørte, at hans fodtrin bevægede sig længere ind i huset, rømmede han sig igen. ”Nu spiser vi sammen med Evlyn -”
”Hvorfor kan hun ikke komme hjem?”, afbrød Ronia vrælende, vandet i hendes øjne endelig løbet over ende og ned langs hendes kinder.
”Eve har selv et hjem –”
”Nej!”
”Jo. Eve har selv et hjem. Hun har mange huse, hvor hun kan bo.”
Ronias lille fod stampede hårdt i bordpladen, ”hvorfor det?” Pigebarnets spørgsmål havde intet med logistik at gøre, så meget vidste Pax instinktivt. Nej, i stedet handlede det om, hvorfor at han ikke ville acceptere, at hun kom med dem tilbage; som havde Pax besluttet, at Evelyn ikke længere måtte komme i Flokkens territorium.
”Fordi – ” Pax mærkede, at kramperne i hans indre tog til og med et knækkede han sammen på midten, hans hænder flyvende mod hans knæ for støtte, som han tabte pusten. Sådan stod han et kort øjeblik før, at han med ben af gelé skridtede hen og faldt på hug foran den blonde kvinde.
Kun kortvarigt gled de stålgrå øjne henover hendes skikkelse før, at Pax bøjede sig frem og gemte sit ansigt i Evlyns skød. Hans fingre knugede hårdt om hendes ben; så hårdt at hans knoer blev hvide.

Det kom lidt som et chok for den blonde kvinde, hun slet ikke havde lagt mærke til at døren var gået op. Den ellers så vagtsomme kvinde, lod netop ikke sådanne små ting gå hende forbi. Men det var ikke længe, hun lod den tanke rumme i hendes indre. For de ord som forlod det spædebarn, føltes som om en vogn trukket af to vilde heste havde kørt hende over. Hvorfor kan hun ikke komme hjem? Det tog alt viljestyrke at holde tåre fra at falde ned af hendes skarpe kinder. 
Endnu større viljestyrke måtte findes, da Pax måtte bøje sig forover og knækkede sammen, for ikke at række frem og støtte ham. Men da han sad foran hende på knæ, der kunne hun ikke holde sig til sig selv længere. Verden var glemt, som de stålgrå øjne betragtede hende. Et sug greb hende voldsomt om maven, da hans arme lagde sig omkring hendes ben og hoved der begravede sig i hendes skød. Fingre begyndte vandt at glide hen over hans hår, nussede det lige så stille. Inden hun løftede hans hoved væk fra hendes ben, og møvede sig ned og ligge på sine egne knæ, fingre der gled hen over hans ansigt og lagde deres pander mod hinanden. Tåre der fugtede og landede mod hendes mundvige. "Fordi, for en stund skal jeg gå mine egne veje, lidt" hviskede hun hæst, og krammede Pax ind til sig, hans hoved der blev placeret i skuldren og hendes hals. Fingre der gled blidt ned over hans ryg, mens hun vinkede den lille pige hen til sig, så hun kunne tilslutte sig krammet de delte. "Men, lige meget hvad - så er jeg altid her, jeg forlader dig aldrig i sjælen - forstår du det?" de ord, var lige så meget tilegnet Pax, som til Ronia. Hun vidste hvad Faith og Domino havde gjort, og hun turede hellere ikke stole på Faith længere. Noget stak under, men den hun normalt ville dele det med de bekymringer med. Han var ikke længere tilgængelig på samme måde, som før. 

Pax vidste ikke, hvad han havde forventet; måske at Evlyn havde skubbet ham væk fra sig, fnyset af ham og forbandet hans eksistens hele vejen ud til hoveddøren. At hun i stedet lod sine fingre glide igennem hans tykke krøller og dernæst faldt på hug foran ham, tilbød hendes spinkle skuldre til hans pande, havde end ikke været en mulighed i hans fantasi.
Som en udsultet fløj Pax’s arme rundt omkring den tynde kvindeskikkelse, hvorefter han lige dele trak og på knæ kravlede tættere på hende. Han kunne ikke få sin mund til at fungere; han kunne end ikke græde. Alt, Pax var i stand til, var, at knuge hende indtil sig, så hårdt at Ronia måtte tilkæmpe sig en plads i deres fælles omfavnelse.
Pax gav hende den modvilligt og selvom de stadig sad tæt, agerede Ronias krop stadig stopklods. Det irriterede ham, for han vidste, at han aldrig nogensinde ville få muligheden igen og Evlyn var vigtigst for ham – ikke pigebarnet, han elskede som sin egen. Tænk sig at man kunne blive misundelig på en fem år gammel pige med løvemanke.
En arret hånd fandt fæstne omkring Evlyns ene side, som kunne Pax på den måde forhindre hende i at gå. Ronia græd lydløst og stadig kunne han ikke hæve sit blik for, at lade det mødes med de så koralblå øjne, for Pax skammede sig. Aldrig havde han skammet sig før men det, han havde gjort overfor Evlyn var utilgiveligt og der var intet, absolut intet han nogensinde kunne gøre, der ville gøre skaden god igen. Erkendelsen var kommet til ham mange nætter forinden og skulle Pax være ærlig, var han ikke sikker på, at han nogensinde tilgive sig for det heller.

Den tavse gråd der kom fra den lille pige, der begravede sig så tæt hun kunne ind til de to mennesker. Var det eneste der lød i de fire vægge, som de tre mennesker sad gemt væk. Tænk så meget kunne ændre sig, på så kort tid. Det føltes som om at de havde kørt et liv, ved at løbe det som ti vildtløbende, galoperende heste. Som sprinten var kommet før starten, og slutspurten længe inden målstregen egentlig var i syne. Nu kunne de sidde her, med angrende følelser i kroppen der fortalte dem hvad de havde mistet. Men kunne det gøres om? Ville de gøre det om? 
For Evlyn ville hun ikke ændre en eneste ting, om det så skulle betyde at hun skulle gennemgå smerten igen. For tanken om aldrig at fået lov til at dele den korte tid med Pax, var værre end tanken om aldrig at have fået lov til at opleve den. Den var hun sikker på nu, men hvordan hun havde gjort det og reageret på det? Ja da vidste hun godt, at hun havde gjort alt forkert. 
Efter noget tid mærkede hun hvordan, at den mindre skikkelse blev slap og grøden slap helt ind. Ronia var faldet i søvn, og det kom ikke bag på Evlyn. Den lille pige havde løbet hen til hende, gået hele vejen tilbage og nu måtte gå gennem følelser et så ungt barn aldrig burde udsættes for. 
"Jeg ligge hende lige ind" svarede hun blidt, og rejste sig op med den unge pige i favnen. De blå øjne kastede dog hastigt sit blik på manden der så, så skrøbelig ud at man kunne knække ham som tørrede grenene i skovbunden. "Jeg bliver, jeg går ikke endnu" svarede hun hæst og vente ryggen til ham. "Måske det var på tide, vi var ærlige overfor hinanden" kom der stille, blidt, som var det en forårsbrise der fortalte personens kind den kærtegnede, at nu var sommeren snart på vej. 
Hendes blide kunstner fingre, gled hen over den solbrune kind og fjernede nogle hårstrå fra ansigtet. Hun vidste hun var nød til at blive, til barnet vågnede igen. Med et tungt og blødende hjerte, rejste hun sig fra sengens kant og gik ud i det større rum igen. Der stod hun efter døren var lukket bag hende, og betragtede den andens skikkelse. 
Hvad gjorde man nu?

Pax formåede at nikke, da Evlyn forsikrede ham om, at hun ikke ville forlade huset endnu. Han forstod. Hun ville ikke være i stand til at gøre det over for Ronia, tilbyde hende at vågne op til den forfærdelse, det tilsyneladende var for den lille pige. Pax var heller ikke sikker på, at han selv kunne have forladt hende, havde situationen været omvendt. Faktisk var han ikke længere sikker på noget…
En forsigtig rynke, der vidnede om Pax’s umiddelbare forvirring, satte sig fast mellem hans øjenbryn. Ærlighed? Hvad kunne Evlyn bruge hans ærlighed til? Hvad kunne nogen af dem bruge det til? Det måtte være nok, hvad han allerede havde udsat hende for. Hvordan kunne han se sig selv i øjnene, hvis han fortalte hende sandheden? Sandheden der var, at han fortrød sit valg; hvad han havde gjort; hvorhenne han var endt; at han var bange, så frygtelig angst for, hvad der ville følge i fremtiden; at han følte sig alene, mutters og aldeles alene med et ansvar, han ikke længere ville have.
Aldrig at han kunne sige det til hende. Aldrig om han ville lade hende høre de ord.
Da Evlyn vendte tilbage, skævede Pax henover skulderen. Han så hende ikke i øjnene, bange for, at hun kunne se, hvad han tænkte. Det havde den blonde kvinde trods alt for vane at gøre; se lige igennem ham og ud på den anden side.
Hastigt trak han sit blik til sig og fik krampagtigt rejst sig op at stå. Stående med ryggen til hende, mumlede Pax lavmælt: ”Jeg beklager, at hun kom til dig. Jeg ved, at det ikke må have været nemt at komme – her”. At se mig. ”Så tak. Virkelig. Jeg skylder dig en.”

Hun måtte ligge armene over hendes brystkasse. Som ville det kunne beskytte hende mod kulden, som hun så voldsomt følte bredde sig fra hendes indre og ud, helt ud til fingerspidserne, også hun bar rundt på ting hun ikke ønskede at fortælle ham. Hvordan hun havde drukket sig fuld, igen, for så at søge varmen han havde givet hende hos en anden. Hvordan hun var brudt sammen og alligevel ikke kunne gå gennem med det. Hvad kunne han bruge til det? Intet, så derfor prøvede hun ihærdigt ikke at lade lyset slukke igen og kulden overtage. 
De blå øjne lagde sig hurtigt på skikkelsen der stod med ryggen til, da ord lød som kom de gennem en vattæppe. Skyldte hende en? Den gamle Evie, ville nok have fnyst og blevet sur over de ord han valgte at bruge. Men denne gang sukkede hun blot, og lod fingrene løsne det stramme greb omkring hendes overarme. "For dette, skylder du mig ikke noget. Jeg ville gøre det igen" hun sukkede en anelse opgivende som hun begyndte at gå hen mod ham, hendes skridt langsomme og ikke helt så selvsikre som de plejede. Det tog alt styrke i hende at løfte hånden, men hun gjorde det og lagde den forsigtig mod hans skuldre. "Jeg ved, Domino og Faith opsøgte dig" hun bandede på hendes eget modersmål under tungen, som hun lod hånden klemme omkring hans skuldre og gled rundt om ham, for at se ind i hans øjne. "Da jeg sagde de ord jeg gjorde til dig, var det min måde at sørger for du ikke fik et valg. Så jeg troede jeg havde noget af min egen vilje tilbage, men hvad de sagde til dig. Var ikke deres sted, eller plads - for det.. vil jeg gerne undskylde" sagde hun og prøvede at smile til ham, med det spinkle håb at han ikke ville se det som overbærende. Hun havde blot brug for, at sætte det på plads. 

Pax bekæmpede trangen, det var, at træde væk fra Evlyns hånd. Ikke, at den satte gang i den smertefulde ild, han så ofte forbandt med berøring, men fordi han ikke fortjente omsorgen, der hørte med. Han forblev dog stående, naglet til stedet, som frygtede han, at Evlyn var blevet til Sarah og ethvert øjeblik kunne samle ham op og kaste ham igennem husets vaklende trævægge.
Pax besvarede Evlyns undskyldning med et kort, afmålt nik. Ganske ufrivilligt, og i grunden uden at bemærke det, tog han dernæst en skælvende indånding og drejede rundt på hælen. Nu med fronten mod hende, og de tynde men muskuløse arme lagt over kors foran brystet, lignede Pax det, han også var; Ulven. Forretningsmanden. Tyven. Ikke, at det var med vilje men som det værn, det var blevet, gled det henover hans skikkelse forinden, at Pax nåede at stoppe det.
”Du skal ikke undskylde. Der er ingen grænser overtrådt”, svarede han, hans stemme forræderisk mumlende taget i betragtning af, hvad han forsøgte. Evlyn og hans forretninger var ikke gået i stå, og så vidt Pax vidste, havde Evlyn ikke været bag angreb mod Ulvenes Flok, ligeså vel som han heller ikke havde beordret, at hans mænd skulle gå imod hende. Flokken var dog… ikke sig selv. Og det var Pax’s skyld.
Pax sank en klump og måtte lade sit blik flygte fra Evlyns, des mere modet i ham svandt ind. ”Du tog et valg, jeg ikke var i stand til at tage. Et, du ikke burde være tvunget til at – et, du aldrig skulle være stillet overfor.” Pax tvang sine ord over læberne, ikke villig til at give den blonde kvinde hans inderste tanker, men det tætteste på den undskyldning, han kunne komme og som han skyldte hende. ”Jeg tog fejl. Han havde ikke brug for mig. Han havde ikke brug for, at jeg kom men du havde brug for, at jeg blev. At jeg var ærlig. Hvis jeg kunne gøre det om – jeg…” Pax tav brat og rømmede sig, stadig ikke i stand til at hæve sine øjne fra gulvbrædderne. ”Det betyder ikke en skid, det ved jeg godt, men du skal vide – hvis jeg kunne gøre det om, så…”
Pax lagde ikke mærke til, hvordan hans brystkasse hævede og sænkede sig af ubehag. Det eneste, der i det øjeblik var vigtigt, var de ord, han skulle tvinge ud fra sin mund. ”Jeg skylder dig tak for flere ting, end jeg snart kan overskue – uden at skrive lortet ned. Du er – var min tætteste, min allierede og hvis jeg havde været lidt klogere, ville jeg have set det før… værdsat det, som det burde værdsættes.”

Hun trak hånden tilbage som han vendte sig mod hende som havde han brændt hendes fingre, men det var mere hendes egne tanker der blev vækket til livet. Hvor nemt at falde tilbage i de gamle vaner, som at røre ved hinanden eller snakke som var de stadig sammen. Men det var de ikke længere og det var noget hun var nødt til at indse, lige meget hvor hårdt det var for hende.
Derefter lod hun ham blot snakke uden at afbryde ham, kun enkelte lyde forlod hendes strube som gav hun tilkende at hun stadig lyttede til hvad han sagde. Men i virkeligheden prøvede hun blot at få styr på hvad hun selv kunne sige, hvordan hun skulle reagere på hans ord. Var det værre at han havde taget fejl? At han nu vidste han skulle være blevet her, blevet her sammen med hende og det liv de havde været i færd at bygge op? Eller var det bedre? Hun kunne ikke bestemme sig for det ene eller andet, hvilket gjorde hun måtte tage en dyb indånding og lod blikket falde fra hans skikkelse. ”Sådan er det tit, vi sætter først pris på det som vi har når det pludselig ikke er her længere” mumlede hun stilfærdigt, og bevægede sig ud i køkkenet. Hendes hænder skreg efter noget at lave noget de kunne holde sig beskæftigede med. ”Vi kan stadig være allierede” kom der stille fra køkkenet, som lyden af pander og potter blev fundet frem. Var der overhoved noget spiseligt i disse skabe?
Hun var tæt på at spørger om det gik godt med ham og Juno, men de skarpe tænder bed ned i hendes læbe. Det ville ikke hjælpe hende noget at få det at vide, det var bedre bare at lade som ingen ting, snakke om noget andet. ”Jeg, flytter snart” fik hun endelig frem, som hun gik skabende igennem efter noget hun kunne skabe et måltid ud af. ”Jeg tager drengene og flytter til Azurien, jeg har fundet en der overtager min lederposition her i Dianthos” det var hårde at sige det højt end hun havde regnet med. ”Jeg har fundet mig et nyt alias at gå under og forhåbentlig, kan det – kan det” hendes hænder knyttede sig sammen og lagde sig hårdt mod køkkens bordplade som hun prøvede at vinde hendes indre kamp.”Heale nogle af de ar som er blevet skabt hen over de sidste par måneder” ordene fik hun endelig presset ud af hende strube, men det gjorde ondt på vejen. Som havde hun drukket vand alt for hurtigt, alt for grødigt.

For et langt øjeblik stod Pax og betragtede døråbningen, Evlyn var forsvundet ind igennem. Han hørte lyden af potter og pander, der blev hevet ud, kasseret og taget i nærmere øjesyn for brugbarhed, men da han omsider tvang sine fødder nærmere, var Pax nær frosset fast til stedet igen.
Flytte? Azurien? Ordene var, for blot et øjeblik, så fremmede for Carl, at han ikke kunne hævde at forstå, hvad Evlyn egentlig havde sagt. Han måtte genspille dem adskillelige gange før, at han syntes at kunne opfange deres betydning og med et bankende hjerte, trådte han omsider ind i det lille køkken.
Han nikkede, velvidende Evlyn ikke kunne se det og rømmede sig dernæst. Drengene var ikke hans, som de var Evlyns; han elskede hende og ville glædeligt have ofret den ældste af knægtene til det uhyre af mørke, der dengang havde jagtet dem, skulle det redde hendes liv. Og hendes forretning var ikke hans. Aldrig havde de blandet banderne sammen, hvormed han heller ikke kunne bruge det –
Det gik op for Pax, hvad han havde gang i og med en let hovedrysten, tvang han de egoistiske tanker på afstand. ”Hvem overtager her?”, spurgte han, selvom han kæmpede for at holde fokus. I grunden kunne det ikke interessere ham mindre, hvem der ville sætte sig i Evlyns stol, for det var ikke hende. Han kunne ikke regne med vedkommende og skulle uanset til at lære dem at kende. ”Jeg tænkte, at Domino ville tage over. Han tager måske med?” Det lykkes ikke Pax at eliminere den giftige hentydning helt, men da det gik op for ham, at det var tilfældet, var det for sent.
Endnu engang rømmede han sig. Evlyn kunne jo forhelvede ikke være så blind, at hun ikke havde set det også. ”Eller er planen, at det er nogle andre, der skal have din ryg? Hvem har du i Azurien? Kan du stole på dem?” Pax jog sin ene hånd igennem det tykke krøller, hvorefter han skar en grimasse af sig selv, velvidende hvordan han måtte lyde; som en der stadig mente, at han havde ret til at være overbeskyttende – også selvom det var hans skyld, at hun var knust. 

Da hun hørte det giftige toneleje, kunne hun ikke andet end at vende sine øjne mod den gråhåret mand, hendes læber blev tynde som den ene mundvig løftede sig op i et forræderisk smil. Et moret fnys forlod hendes næse som hun vendte sig mod sit gøremål, nemlig at finde ud af noget de kunne få at spise. Dog havde hans måde at sige det på også været nok til, at hun kunne holde de mørke tanker væk fra ham til at se dem. Nemlig hvad hun følte omkring Domino og Faith i dette øjeblik, men da de stadig skulle gøre forretning med hinanden, havde han ret til at få det at vide.

”Jeg – har ikke været helt ærlig når jeg har snakket om min fortid” svarede hun med langsomhed i stemmen, der gjorde at alle ord blev sagt tydeligt. Hun vendte sig atter mod ham og lagde hendes hænder sådan så hun kunne klemme omkring bordkanten. ”Jeg har en tvillingesøster som jeg aldrig troede jeg skulle se igen, vi fandt hinanden mens hele det her stod på – hun overtager min plads.” hun fnøs og rystede på hoved og kiggede ned på hendes beskidte støvler ”Hun har brugt navnet Ravn som dække under hendes forfalskninger, kan du tro på det? Alle de år har hun troet jeg var død og aldrig forstået hvorfor der så tit har været billeder der lignede hende rundt omkring. Hvor vi begge jo ved det har været mig” hun fugtede de nu tørrede læber og sukkede langsomt hun vidste hun også var nødt til at svare på hans andre spørgsmål. ”Jeg kender ingen i Azurien endnu – ud over dem som mit dække har gjort sig af bekendtskaber. Jeg har lavet en aftale med Islington omkring at han skal skaffe mig adgang til en masse af de adeliges fester. Foruden det ehm…” hendes bryn knyttede sig, hvis at Pax allerede nu kunne finde det giftige toneleje frem til Domino, hvad ville han så ikke gøre når han hørte hvem hun ellers havde gjort sig af bekendtskaber mens han havde været væk. ”Har jeg også Adorellan hvis kontakter jeg kan bruge i Azurien så.. du ved, jeg har haft travlt for at sikre mig det hele skulle køre så smertefrit som overhoved muligt” hendes blå øjne lagde sig igen mod hans ansigt, mens hun uden at tænke over det spændte op i hele hendes krop.

Det er der vist ikke nogen af os, der har været, tænkte Pax bittert, men dog foruden at lade tanken blive til tale. I stedet forholdt han sig tavst og skønt det kunne fremstå let, var det unægtelig noget af det hårdeste, han længe havde måtte udholde – og det var trods alt ikke så lidt endda.
Denne tvillingesøsters pludselige genopstandelse fra de døde var en ting, og uanset hvor meget han afskyede både Islington og Adorellan, kunne det ikke måle sig med denne nye anfører. Det kunne kun betyde problemer, at denne søster – tvillingesøster, måtte Pax minde sig selv om – nu var inde i det i forvejen kaotiske billede. Selvom tankerne om snarlig forretning, der ikke kunne andet end at kollapse, rumsterede i hans tanker formåede Pax at nikkede afmålt. ”Det er godt for dig. Men hvorfor så skri- tage til Azurien, når hun er her? Burde I ikke være sammen i stedet?” Der var ingen anklagende klang til hans ord, blot oprigtig forundring og nysgerrighed.
Pax så dernæst væk, da Evlyn vendte sine øjne mod ham. Med sammenpressede læber tilføjede han i en mumlen: ”Airdan er en nar. Hold ham på en meters afstand. Mindst…”

Hun trak på skuldrene ”Fordi der er gået for længe - Vi er ikke den familie vi var en gang og det kan man ikke tvinge til at opstå ud af ingen ting. Det tager tid, tid væk fra hinanden og sammen med hinanden” svarede hun og trak på skuldrene det var altid farligt at regne med at tingene var som de havde været en gang. Da Pax nævnte at Airdan skulle holdes med en meters afstand, kunne hun ikke lade være med at le. ”Han kunne sige det samme om dig men det ved vi jo godt alle sammen ikke kommer til at ske” svarede hun kækt og lagde armene over kors, det varmede alligevel at han gik op i hvilke mennesker hun tilbragte tid med. Fingrene slap grebet omkring køkkenbordet og lagde sig i stedet ved tændingerne og pressede. ”Jeg har brug for en frisk start, nyt navn nyt ansigt nye muligheder” sagde hun så endelig ærligt og vente sig om for at påbegynde det som hun var startet med. Nemlig at lave mad til dem alle sammen, på den måde kunne hun også få tankerne på afstand. Den ubehagelige fornemmelse der greb omkring hendes mave igen, og savnet for manden der stod blot en håndsrække væk fra hende. Hvorfor skulle han være så tæt på men længere væk, end hun nogen sinde ville kunne mærke hans hud mod hendes igen? Hun sank hurtigt spyttet i hendes mund og knyttede øjnene sammen for at få billede ud af hoved, i samme øjeblik slap hun dog grebet omkring gryden hun havde i hånden og det ramlede mod gulvet. ”Ved zaladin” hvislede hun og bukkede sig ned for at samle den op. ”for zaladin Pax” mumlede hun og sad med gryden i sine hænder. ”Hvordan endte vi her?” spurgte hun langsomt og kiggede op mod ham.

Lyden af Evlyns latter fik ufrivilligt Pax til at skære en grimasse; en grimasse der udsprang af lige dele længsel og lettelse. Hvor længe siden var det, at han havde hørt den så velkendte og fremmede lyd? Det føltes som en evighed.
”Airdan er en omvandrende lort”, bed han tilbage, dog mere som en legesyg og ikke bidsk ulv. Skulle sandheden frem, var halvelveren vil næppe det værste bekendtskab. Han var trods alt for dum og overfladisk til nogensinde at falde Evlyn i ryggen, men Pax afskyede alt ved ham. Det charmerende smil, det for kønne ansigt, rigdommen… det var til at brække sig over. At Pax havde formået at sno ham om sin lillefinger, nær have tvunget hans forretning i jorden og gået derfra uden en eneste skramme, var, skulle sandheden frem, noget af det, der fik Pax til at falde i søvn med et smil. Det dæmoniske blod, der flød i hans åre, måtte trods alt regnes for noget.
Rabalderet fra den tabte gryde fik instinktivt Pax på andre tanker. Hans blik fløj fra gulvet til Evlyns skikkelse, men ligeså hurtigt som det var landet på hende, ligeså hastigt hev han det også til sig igen.
”Jeg ved det ikke”, svarede Pax, mere af vane end af vilje. Han vidste jo godt hvorfor. Han vidste jo godt hvem, der bar skylden. ”For mange dårlige beslutninger er vel… fundamentet.” Pax trak den ene skulder en smule op, hvorefter han rømmede sig. 

Nej hvordan skulle hun have forventet han havde vidst det, eller ville dele med hende hvis han gjorde? Hun bed sig i kinden og kiggede ned på den sørgelige gryde, der nok havde gået værre ting igennem end at blive tabt på gulvet. Hun rejste sig langsomt op med den i hænderne og satte den på bordet, dog stadig med hænderne med fast tag om gryden. Dårlige beslutninger? Det var også en måde at formulere det på. ”Fortryder du det?” spurgte hun endelig næsten så lydløst at ordene måske ikke havde forladt hendes læber. ”Altså at du kyssede mig den gang i kloarken?” spurgte hun endelig og sendte ham et smil, og åbnede munden for at afbryde ham hvis han prøvede at svare. ”For det gør jeg ikke, jeg fortryder intet af det fordi jeg fik lov til at få de minder jeg nu har med dig. De gode af dem” hun grinte og begyndte at pille de løg hun havde fundet og snitte dem. ”Kan du huske første gang vi mødtes? Hvor jeg havde stjålet fyrstens skæg?” grinede hun muntert og rystede på hoved af sig selv ”Hvor meget jeg havde ønsket jeg kunne kysse dig da du fik tæppet af mig. Jeg er faktisk færdig med huset nu” fulgte hun efter, og smed løget ned i gryden og begyndte på de tomater selvom meget skulle af dem da de var begyndt at blive dårlige. ”Det en skam du ikke nåede at se det færdigt” hun gjorde den fejl at hun vendte sig mod ham og betragtede ham igen. Så ham virkelig så på ham, han så forfærdelig ud. Tynd, sorterende under hendes øjne, hvornår havde han sidst sovet ordenligt? Med rynkede bryn vente hun sig dog hurtigt mod madlavningen igen, det var ikke hendes problem længere. Det var Juno’s, personen som Pax havde valgt at tilbringe sit liv med. Han måtte være den som nu sørgede for Pax havde det godt, at han drak sin te og sørgede for at han huskede at spise. Sørgede for at Pax huskede at tænke på sig selv, i stedet for på alle andre. De ting hun havde ønsket hun havde gjort, men ikke altid havde været lige god til.

Pax var ikke blind for, at samtalen langsomt var på vej over i et farefuldt hav, hvilket også øjensynligt var derfor, at han holdt sit blik rettet mod gulvet.
Om han havde fortrudt? Ikke et eneste øjeblik. Det kys havde reddet hans liv. ”Selvfølgelig gør jeg ikke det”, mumlede han sandfærdigt, hvorefter hans øjne, drevet af deres eget, indre liv, gled fra Evlyns skosnude op langs hendes slanke ben. Des mere Evlyn talte, des længere op gled hans blik, og det var tids nok til, at da hun vendte sig rundt mod ham, at han således allerede så på hende.
Pax genkendte dén ansigtsgrimasse og tvang sin ene mundvige lidt op – som kunne det gøre op for alt det andet, der afslørede hans egentlige tilstand.
I stedet for at svare med det samme, skubbede Pax sig fri af væggen og skridtede hen ved siden af Evlyn. Han greb om en rusten kniv, lagde den over et hvidløg og maste – med lethed – den stærke spise. ”Jeg er ikke blevet klippet i lang tid. Når der er så mange krøller på toppen, ser resten mindre ud”, sagde han mumlende, nu hvor de stod tættere end før, velvidende hun ikke ville købe hans ord. Det var dog et reelt tilbud: vi kan finde på den her løgn sammen. Alt, du skal gøre nu, er, at nikke og være enig.
Ikke, at det oprigtigt var hele sandheden, for hvordan kunne han nogensinde fortælle hende, at også han havde ville kysse hende? At han, til trods for sin fobi for andres berøring, ikke havde kunne undgå at forestille sig, hvordan deres hud ville føles mod hinanden? At det var et af hans bedste minder, at hun var fantastisk, sjov, intelligent…? Hvad betød det overhovedet, når han havde drejet rundt på hælen og forladt hende? 
Pax sank en klump og så væk, pludselig bevidst om, at han havde stirret granskende på hende. ”Hvorfor kan jeg ikke nå at se det nu?”