Dianthos, Amelia og Athelstan af Erneylls residens.

Den fornemme balsal var oplyst af fakler rundt langs væggen. Det var eftermiddag, udenfor pippede fuglene, og en duft af efterår hang i luften – en perfekt dag til at finde en elsker med sin ægtemand – men indenfor skærmede de tunge gardiner for dagslyset. Ilden knitrede i pejsen, og ovenover ildstedet prydede elverhovedet stadig væggen. Det var efterhånden rådnet til uigenkendelighed, en masse af størknet blod, maddiker og råddenskab, men herreskabet havde vænnet sig til både synet og lugten.
I dagens anledning var alle borde blevet fjernet, og i midten af balsalen var to tronstole gjort klart til at blive indtaget af værtsparret.

Det var nok den underligste dag i Amelias liv.
Da Athelstan havde bekendtgjort, at den eneste måde at redde deres ægteskab, var ved at skaffe en elsker til Amelia, havde hun i første omgang troet, at han gjorde nar af hende. Men nej, Athelstan havde skam ment det, og nu var dagen kommet for audiens.
Amelia følte sig nervøs, rådvild, ængstelig og en smule spændt, da kammerpigerne strammede korsettet, iførte hende kjolen og satte hendes hår prægtigt op. Hun lignede en hvid rose, der netop var sprunget ud i sin fulde, unge skønhed. Tøjet – udvalgt af Athelstan – var mere afslørende, end hun var vant til; en yndig, kropsnær silkesag, der afslørede en ung kvinde med yppige former. Under barmen bankede hendes lille hjerte hårdt mod brystet. Hvem var mødt op? Hvilke kriterier valgte man egentlig en elsker ud fra? Og hvordan havde Athelstan egentlig tænkt sig at opføre sig?

Da Amelia var færdigklædt, bundede hun en kop mjød i ét drag, inden hun marcherede mod tronsalen med følget af kammerpiger lige i hælene. De opsatte krøller dansede om hendes slanke hals. Et par tjenere åbnede dobbeltdørene for hende, og hun nænnede dem ikke et blik, da hun svansede ind i salen.
Dér stod Athelstan, smuk, højbåren og grusom. Hendes ægtemand.
Hun rettede sig op, gik hen til ham og placerede et kys på hver kind. "Goddag, kæreste Athelstan."
Trods alt, de havde været igennem, var det tid til at se fremad. Og det startede i dag.

En elsker ... så ville deres lykkelige fremtid blive sikret.




//OOG: Så går vi i gang! Vi er mega begejstret for, at I har lyst til at lege med os! Rækkefølgen bliver kronologisk, og vi skal nok prikke til jer, når det er tid til, at I skal gøre jeres entré.
Må den bedste elsker vinde!

Athelstan af Erneyll modtog sin hustru med hævet hage og et overbærende smil. At hun havde klædt sig som han havde ønsket det, behagede ham og styrkede den forventningsglæde, der spirrede frem ved tanken om det snarlige øjeblik; audiensen.
Selv havde adelssønnen iført sig en skjorte og bukser lavet af uld fra racerene, hvide chashmere geder.
Knapper af poleret dragesten og gyldne kniplinger var broderet langs skjortens hals og ærmekanter. En brølende sortbjørn prydede brystet på den unge herres brystkasse.
”Tag plads, kære”
Athelstan lagde hånden på Amelias lænd, førte hende hen til de to stole, som stod klar til værtsparret. Tjenestestaben fulgte med, stillede sig langs rummets ene væg, enkelte fortsatte om bag stolene, klar til at betjene ægteparret med vin eller andre fornødenheder.

Selv satte Athelstan sig godt til rette på sin trone, tilkaldte et glas sødmefuld sommervin og lænede sig dovent tilbage i sit sæde.
Med en høj stemme henvendte adelssønnen sig til herolden ved rummets indgang:
”Lad os gå i gang” bekendtgjorde Athelstan, og slyngede med sit vinglas:
”Bring den første ind!”

Aldrig havde den unge mand været så begejstret for rent faktisk muligheden for at få sex, og så endda som elsker. Hvad ville det egentlig sige? Han havde ingen ide, og egentlig kunne han heller ikke være megetmere lige glad. Han regnede egentlig bare med at det var bedre end en voldtægt, og hvis man så lige kunne tage en ting eller to på vej ud af hjemmet så gjorde det vel heller ikke noget vel? Han havde allerede set de mange komme forbi, og han mente selv at han havde den bedste chance. Han var ung, muskuløs og rent faktisk pæn, i modsat til nogle af de andre. Hans tøj var præcis det samme som altid en lang frakke der næsten ramte jorden. En blå trøje og et par mørke bukser. Han behøvede ikke sndet, men en hver kunne se at musklerne fyldte alt tøjet ud så det sad stramt på ham. 
Han blev kaldt ind og han gjorde sig ikke engang nøje med at hverken bukke eller noget, det var ikke sådan han gjorde, og hvis han bare skulle være elsker. Så kunne det sådan set også være lige meget. “Ompries er navnet mere behøver i ikke at vide” han vidste ikke om han var eftersøgt i denne del af landet efter sin far Samson som han ikke engang kunne huske, men han vidste at han var eftersøgt nogle steder.

Amelia noterede sig straks forventningsglæden i Athelstans blik. Det var godt, at han var i et fremragende humør, og at vilddyret, der både prydede hans bryst symbolsk, og lurede under overfladen hos den fornemme adelsherre,  var i dvale for nu.
Amelia lod sig føre hen til stolen og gled ned i den. Hvor han straks satte sig til rette, var hendes ryg stiv, hagen løftet og hænderne lå anspændt i skødet.

Den første kandidat svansede ind. Han var ung, ganske køn og klædt i simpelt tøj. Ved hans bramfrie ord rynkede Amelia let på sin fine næse. Ingen bukken, ingen høflig tiltale.
”Det tilkommer ikke Dem at bestemme, hvad vi skal vide og ikke skal vide,” smældede hun, og søgte sin ægtemands blik for bekræftelse. Da han blot så afventende på hende, drejede hun hovedet tilbage mod Ompries. Hvad i alverden skulle hun spørge om?
”Fortæl os, hvorfor De ville være den bedste …” hendes nakke rødmede en anelse ved at sige det højt: ”elsker for mig.”
I sin unge alder kunne manden da umulig have stor erfaring. Hun lod blikket glide ned over hans krop, fæstnede sig ved skjorten, der spændte sig over brystet. Hvordan ville det mon føles, at lade en velplejet negl glide ned over hans rillede overkrop?

Præcis som Amelia, rynkede Athelstan af Erneyll på næsen over Ompries grove og – efter Athelstans mening – jævnt uhøflige svar. En stivstikker, tog adelssønnen sig til at tænke; det måtte være den indgroede, automatiske jalousi som normalvis prægede pøblens syn på højadlen, der gjorde denne mand så tvær. Adel kunne han da i hvert fald umuligt være med så simple klæder. Desuden havde Athelstan med sikkerhed aldrig lagt sine blå øjne på ham før.

Alt i alt skulle ansøgeren være glad for, at Athelstan endnu var i sit gode humør.
”Du trænger vist til at få renset halsen! – tjener!”
Med sin frie hånd viftede den unge herre overskudsagtigt i luften, så en afventende tjener trådte frem:
”Giv ham det stærkeste vi har,” informerede han og rettede derpå sin opmærksomhed mod Ompries igen. ”Hørt om Islington Spiritus? De laver helt fortræffelig vin - ” Tjeneren var i mellemtiden kommet hen til ansøgeren med et glas fyldt til randen med mørk væske, som hun overrakte Ompries. Athelstan fortsatte: ”- Drik det hele, og svar så på min hustrus spørgsmål.”
Hvis ansøgeren gjorde som han havde fået besked på og tømte glasset, ville alkoholen omgående slå hårdt.

Nå nå må, der var rigtig nogle der var fine lige frem. Det var jo ikke fordi at det var et selskab han normalt kom i, for at sige rent faktisk aldrig. Han var ikke den person der begik sig med de fine, de kunne måske berøves, voldtages og måske kidnappes, men at være tæt på dem? Det var helt klart noget nyt for ham. Han skulle lige til at svare den pæne kvinde og havde nær slikket sig om munden da der blev sagt at hun skulle være elskerinden. Hans mund stod nærmest halvt åben da manden, (der åbenbart var ægtemanden) spurgte om han ikke skulle have noget at drikke. “Se nu snakker vi om noget jeg har forstand på!” Kom det fra ham og stod helt stille for at vente på drikkelsen. Hans nærmest stod og trippede, kunne de ikke bare have givet ham en hel flaske eller noget? Endelig kom drikkelsen og han nærmest hev den ud af hånden på tjeneren og drak det hele i 5 store tåre. Umiddelbart virkede den ikke kraftig eller noget, men kort tid efter blev han da ør i hovedet. Det var noget der sparkede røv! Det måtte han huske at få noget mere af! Han vendte blikket over imod den kønne kvinde og skulle lige til at bøvse men holdte den inde. “Ser du, jeg er ung, udenholdende. Jeg har lavet lidt af hvert når det kommer til den slags. Lad os bare...” han skulle til at bøvse igen og måtte holde en hånd for munden men fortsatte sin sætning lidt efter. “.. At jeg er den der får dig til at ønske dig det du vil have, lære dig det du ikke vidste du manglede, for slet ikke at tale om du kan få hvad du vil have, eller hvem du vil have, blot ved at se ind i mine øjne” ham stirrede over på ægtemanden og han kunne ikke dy sig i det han sagde. “Skulle der være mere, bare sådan en flaske til mit tomme krus og en til hånden?” Han kunne sagtens drikke det mere! Han havde drukket siden han var 14!

Det gik ikke Amelias næse forbi, at Ompries tabte underkæben, da han indså, at det var selveste Amelia af Erneyll, der manglede en elsker. Hun løftede hagen, mens den voksende selvtillid fordrev ængsteligheden, der ellers havde rodfæstet sig fra morgenstunden. Ja, hun var prisen. De kom alle for at være sammen med hende.

Betydelig mere afslappet betragtede Amelia sin ægtemand kaste ordrer og tjeneren hastigt servere vinen. Ompries så temmelig ivrig ud og tog udfordringen med oprejst pande: Amelia hævede et enkelt, fintplukket øjenbryn, idet han bundede drikken med tydelig, hårdtslående effekt.
Hun måtte anstrenge sig for at ignorere den uhøflige tiltale og de vamle halvbøvser, han holdt inde, og istedet fokusere på hans begrundelser.
”Det er store løfter, Ompries,” kom det endelig fra Amelia. ”Men i så ung en alder kan Deres erfaring da umuligt komme fra at vælte Dem i kvinder. Måske...” Hun bankede tænksomt en pegefinger på sin underlæbe. ”… har De har øvet Dem på dyr. Tæver? Eller grise?” Et djævelsk smil krusede hendes læber.
Ved hans sidste ord drejede hun overkroppen mod sin opfindsomme ægtemand. ”Kære, jeg tror stadig vores første kandidat er tørstig.”

Kandidaten fremstod næsten glubsk, da denne begærligt drak af den vin som Athelstan havde fået tjeneren til at tilbyde. Adelssønnen nikkede for sig selv – at Ompries viste sig at være en gemen spritter, forklarede meget. De blå øjne skævede til Amelia, der forbavsende nok syntes at tage den åbenlyse konstatering ganske fornøjeligt. Særlig hendes sidste kommentar til den særdeles overdrevne salgstale, afstedkom en let dirren ved mundvigene hos husets herre.
”Det tror jeg, at du har ret i, kære,” tilsluttede han sin hustru, mens blå øjne tænksomt hvilede på audiensens første kandidat: ”- Nu skal jeg sørge for, at han får slukket sin tørst.”
Med en løftet hånd fik Athelstan tilkaldt en tjener, der vant tog imod den nye ordre og forsvandt ud af rummet.

Få øjeblikke senere var tjeneren tilbage med en brun jagthund i snor. Den blev kommanderet til at sidde mellem værtsparrets stole og det sted, hvor Ompries stod placeret. Da hunden var på plads, blinkede Athelstan det tænksomme ud af sit safirblik og henvendte sig afslappet til Ompries:

”Foretrækker du at gøre det på døde eller levende dyr? - Tilgiv mig min uvidenhed, folk har så forskellig smag, og jeg vil så gerne give alle vores kandidater de mest optimale forhold til at vise deres værd som gode elskere.” Derpå nikkede adelssønnen opfordrende til Ompries, for at vise, at denne roligt kunne begynde at vise hvor ung og udholdende og helt igennem fænomenal elsker han i grunden var – på hunden.

Egentlig var det ikke så meget tanken om at det var Amelia der skulle være prisen, men mere måden alt dette her blev gjort på. Han var formidabel de havde bare ikke indset det endnu. Men de kunne da lade det kommer an på en prøve? Uanset om det var manden eller kvinden han gjorde det på. Det gjorde ingen forskel! Han kunne jo også bare gøre det på dem, ja ja visse vasse det ville være voldtægt, men dem var han også gode til! Han skulle bare lige slå vagter ud først, måske slå ægtemanden ud bagefter. Men det kunne nemt klares! Han stirrede åbenlyst på Amelia for derefter at kigge over på Athelstan. Han nægtede at svare på om det var dyr han havde været sammen med. Han var jo ikke klam! Han kiggede derfor ned på den hund der kom gående og blev sat lige foran ham. Først regnede han med at det var alkohol der kom hen til ham, men han blev skuffet DYBT! Han lagde armene over kors. De kunne ikke mene der seriøst, kunne de? Han regnede virkelig ikke med at han skulle være sammen med et dyr kunne de? “Jeg fortrækker hverken grise, får, heste, køer hunde eller kant. Eller hvad i ellers kan finde på at diske op med.” Startede han og bevægede sig over til hunden “men en gang skal vel være den første....” han kiggede lidt på hunden og smed bukserne. Han var ikke engang tændt eller havde behov for at blive tændt. Han steg ud af bukserne hvor efter frakken blev smidt på gulvet også. Han gik over til hunden og stirrede den ind i øjne. Kort tid efter lagde hunden sig på ryggen med bene op i vejret. “Og i mener at jeg skal ødelægge hundens liv?” Egentlig var han ret så lige glad. Men disse mennesker var næsten værre end ham.

Ordene havde knap nok forladt Amelias læber, førend Athelstan tilkaldte en tjener, der kort efter traskede ind med en jagthund i snor.
Hun burde have vidst det. Burde have vidst, at Athelstan ville reagere bogstaveligt på hendes ord, som han så ofte før havde gjort. En lignende situation havde netop ført til, at hun havde hamret elverhovedet ind i væggen bag dem. Forskellen var blot, at det nu gik ud over en anden end hende selv. Og det gjorde jo situationen anderledes. 

Amelia kunne ikke tilbageholde et fnis ved synet af Ompries’ chokeret ansigtsudtryk. Som et lille barn sad hun på det yderste af sædet af bar spænding over, hvordan kandidaten ville reagere. Imidlertid faldt hendes mund langsomt åbent, da manden begyndte at tage sit tøj af. 
En nøgen mand! Midt i balsalen! Som skulle til at bedække en hund!
Rødmen skød op i Amelias. Pludselig var spøgefuldheden ikke længere sjov. Hun skævede til sin ægtemand, ventede på, han brød ind, da Ompries fik hunden til at lægge sig ned, indtil det gik op for hende, at Athelstan ville lade det ske. Hans nysgerrighed og accept for det makabre ville drive ham til at se, hvordan situationen udviklede sig, hvis ikke hun gjorde noget.

”Stop!” smældede Amelias stemme ud i balsalen. Hendes ansigt lyste af forargelse, da hun drejede sig mod Athelstan. ”Jeg vil ikke besudles af en uciviliseret, barbarisk bondetamp, som glædeligt stikker sin … sin ting ind i tæver!”

Det var en ambivalent følelse, der ramte Athelstan, da Amelia afbrød det, som utvivlsomt kunne være blevet dagens højdepunkt. Hvis ikke ugens.
At være vidne til en liggende bedækning med brun jagthund var ikke noget adelssønnen havde forventet ville ske for ham, men nu, hvor muligheden uventet bød sig, var det svært ikke at være begejstret over det.
Ligesom Amelia havde Athelstan ubevidst lænet sig frem, for at komme nærmere det groteske scenarie. Det var fra denne stilling, at han nu resolut drejede hovedet, med en mine, der almindeligvis opstår når man føler sig snydt for noget særdeles god underholdning i sidste øjeblik.
Amelias forargelse skinnede ham i fjæset.
Munden blev åbnet for at protestere - 

..men protesterne udeblev:
”Fint,” brummede den unge herre i stedet, da hendes ansigt ikke syntes at forandre sig synderligt. ”Her troede jeg det skulle være sjovt,” konstateringen blev kvitteret med et skuldertræk:” - Desuden kan det vise sig, at han faktisk har ret med hensyn til sine færdigheder – folk med den slags grænseløs natur må have eksperimenteret en del - det kunne sikkert være meget udviklende for dig..” – men Amelia havde ret. Selvom Athelstan ville gå meget langt for at se, hvordan Ompries dog ville forsøge sig at på det vovede foretagende, var det ikke videre appetitligt at tænke på, at Ompries efterfølgende kunne forsøge sig med Athelstans egen hustru.
Tilhørende de øverste samfundslag, var adelssønnen - trods alt - opdraget med at holde brugsdyr væk fra sengen: (”skæg for sig og snot for sig, min søn! Man bør holde ting der ikke hører sammen, adskilt – specielt når det gælder seksuelle tendenser, der kan komme offentligheden for øre.”)

Athelstan lænede sig tilbage i sit sæde.
”Min hustru har talt, Ompries. Det går ikke. Tak for din velvillighed. Vagterne vil følge dig ud.” Vagterne trådte frem. En tjener åbnede døren.
”Vent! Inden du går: Vil du have hunden med? - Til senere?” Det lumske smil krakelerede under de spillende øjne. Latteren der fulgte, var kortvarig men højlydt. Hvis ikke Ompries takkede ja til lystedyrs-gaven, ville en tjener tage hunden med sig tilbage, og binde den fast til en af fakkelholderne, der var fæstet til salens ene væg.
Alt imens ville adelssønnens ansigt falde sammen i det vante, kedsommelige udtryk, med de dovne øjenlåg og hagen vurderende løftet:

”Næste!”


//OOG: Tak fordi du lod Ompries være med, Fnugs! Det udviklede sig lidt anderledes end jeg havde forventet :b – du må meget gerne skrive en ”farvel-post” og så tagge Vuzes karakter, Merek.

Først det ene og så det andet! Det var slet ikke fair på nogen måde, kunne de overhovedet bestemme sig? Åbenbart ikke, men sådan var det vel typisk med folk der stod som de gjorde. De var lidt FOR perfekte til ham. Han ville mest aftalt gerne overveje såchanven for at gøre dem ondt, bare sådan tage kvinden under armen og løbe afsted med hede, mens hun råbte og skreg, alt imens manden bare havde sin egen opfattelse af en illusion. Se det kunne have været sjovt! Men nej dét var ik’e sådan det skulle være eftersom at han blev smidt ud på røv og albuer på den måde. Han fnøs en enkelt gang og overvejde tilbuddet om at tage hunden med sig. Den kunne sikkert oplæres godt til noget andet. Lidt vildskab måske, hvem vidste... han kunne i hvertfald klare en opdrætbing af en hund til hans formål. Men først skulle han lige prodestere hvilket han med glæde gjorde. Dog skete der ingen ting efter som at et par vagter tog ham i hver arm og slæbte afsted med ham. Han råbte op og sagde ikke særlige pæne ting efter disse personer. Men hunden blev hvor den var. 

Var det upassende for en hertug at deltage i et 'arrangement' som dette? Formentlig, men alligevel stod Merek og ventede på, at han blev lukket ind til værtsparret Han havde da bestemt ikke problemer med at finde en kvinde at bruge tiden sammen med, hvis charme og selvtillid ikke var nok, så var der mange som var villige, simpelthen fordi han var hertug. Så hvorfor stod han overhovedet her? Det var en god portion nysgerrighed som havde lokket ham, for det var trods alt noget usædvanligt det her. Samtidig var der muligheden for, at det ville give lidt indsigt, og måske endda indflydelse, at være elsker til en kvinde fra en fyrsteslægt. Og så var Merek jo egentlig også bare glad for at få muligheden for at slå sig lidt løs, det var sket alt for sjældent på det sidste. 

Ventetiden havde han brugt på at studere de andre kandidater, enkelte havde han endda konverseret høfligt med, men de havde nok hurtigt gættet, at den unge hertug ikke var meget for meningsløs småsnak, og så var han her jo heller ikke for at skaffe venskaber. Det var svært at udtale sig meget om de andre kandidaters chancer, for alle havde jo deres egne præferencer til en elsker, men han ville da selv mene, at han havde en ganske rimelig chance for at blive valgt. Der var da i hvert fald nogen, hvor han nok ville blive lidt fornærmet, hvis de blev valgt fremfor ham.

En tjener kom ud for at kalde ham ind, og han lavede et sidste tjek for at se, om den løse hvide skjorte og de mørke bukser nu sad, som de skulle, før han fulgte efter. 
"Nådigherre og nådigfrue" Han bukkede høfligt for dem, nok var det her et noget usædvanligt arrangement, men det var næppe nogen grund til at glemme formerne.
"Merek Barbeau" introducerede han sig selv, der var vel næppe nogen grund til at tage hertug-titlen med.   

Amelias sænkede automatisk skuldrene af lettelse over, at Athelstan accepterede hendes afslag, trods den tydelige ærgrelse i hans ansigt. Hun var sikker på, morgenmaden ville komme op, hvis hun var blevet tvunget til at overvære en mand voldtage en stakkels hund.
Hun undlod at sige noget til Athelstans kommentarer og lænede sig blot tilbage i sædet. Hendes øjenbryn løftede sig let ved synet af det spektakel, Ompries gjorde sig, da han blev slæbt ud af balsalen. Sikke en beskidt mund! Endnu et bevis på, at pøblen hørte til i en mødding. Den slags mennesker var bare mere dyr end noget andet … måske var det også derfor, Ompries havde været så villig til at bedække hunden.

En håndbevægelse var alt Amelia behøvede, for at en tjener straks kom hastende for at skænke et bæger med vin. Hun nippede af det og mærkede varmen brede sig i kroppen, netop som dagens næste kandidat trådte ind i balsalen.
Amelia havde nær kløjes i vinen. Det var ikke hvem som helst, der nu ankom. Det var Hertug Merek Berbeau, hvis hun huskede rigtigt. Ikke én, hun nogensinde havde snakket med, men som hun havde set til få arrangementer.

Se, det var straks mere interessant. Amelia rettede sig op i sædet. Han var køn, høflig og højbåren. Han måtte da være en perfekt kandidat! Også selvom hans tilværelse til sådan en arrangement indikerede visse afvigelser.

”Hertug,” hilste hun og nikkede. ”Jeg var ikke informeret om, at De ville deltage idag. Så havde De selvfølgelig ikke behøvet opholde Dem i samme rum som de andre kandidater. Velkommen til vores ydmyge hjem. Kan De lide vores indretning?" Hun gestikulerede mod elverhoved-massakren på væggen.

Det ville være en overdrivelse at sige, at Athelstan var begejstret for Mereks indtræden. Faktisk var ambivalens nok det bedste til at beskrive, hvad adelssønnen følte i situationen.
For hertugen var trods alt… ja.. hertug. Bevares, der var noget betryggende ved at titlen og samtidig rart at den ikke klingede alt for magtfuldt. Desuden havde den ældre fyr sin etikette og tøjsmag i orden (selvom Athelstan klart havde foretrukket en mere prægtig tiltaleform). Alderen i sig selv var også et plus – hertugen måtte være godt prøvet i elskovens forskellige facetter.
Omvendt virkede Amelia lige lovlig begejstret, gjorde hun ikke?

Athelstan af Erneyll vurderede situationen med synlig skepsis.
Han havde taget imod Mereks hilsen med et nik og ikke afbrudt Amelia, da hun henledte ansøgerens opmærksomhed på elverhovedet.
Henført af sine egne tanker, bemærkede Athelstan ikke hertugens reaktion eller mulige tilbagesvar på Amelias spørgsmål. Faktisk ænsede adelssønnen absolut intet da han pludselig kastede sit eget spørgsmål ud i rummet:

”Hvorfor er du ikke gift?” Den skarpe kant i stemmen afslørede hvor betænkeligheden lå begravet.
Kun sære mennesker fra god stand blev ikke gift tidligt – og når der ikke syntes at være noget synligt i vejen med Merek måtte det nødvendigvis betyde, at der var noget inden i hertugen som var råddent. Og Amelia skulle for alt i verden ikke ende med en galning.

Det var en anelse svært ikke at fryde sig over, at hans deltagelse i dette.. arangement tydeligvis kom som en overraskelse. Fyrstefamilierne, ja adelen generelt, trængte til nogle gange at blive lidt rystet. Mon hans tilstedeværelse i dag ville blive kendt blandt andre end dem, som var tilstede nu? Han kendte ikke nok til det unge par til at vide, hvor meget de gik op i adelens sladder, men for ham var det som sådan også ligegyldigt, det ville ikke være de værste rygter, som der var om ham.

Elverhovedet var så sandelig.. specielt, og Merek havde en mistanke om, at det var ganske med vilje, at det hang, så gæster næsten ikke kunne undgå at se det.
"De har et nydeligt hjem. Jeg sætter selv pris på at have trofæer til at pryde mit hjem" Hans tone var høflig, selvom han bestemt ikke støttede op om deres valg angående vægpynt. Tavst priste han sig lykkelig for alle de undervisningstimer han havde haft i etikette og korrekt opførsel, for ellers havde han næppe formået at holde ansigtet i nogenlunde passende folder.

Spørgsmålet rystede ikke rigtig Merek, det var trods alt langt fra første gang, at han havde modtaget netop det spørgsmål. Desuden var der jo ikke noget videre seriøst ved dette besøg, det var jo nærmere noget, som han gjorde for at underholde sig selv.
"Jeg har helliget mig selv til familiens forretning og de folk, som er afhængige af mig. Der var en del, som skulle gøres i orden grundet de pludselige ændringer" Han gik ud fra, at de begge havde hørt om hans fars pludselige død, det virkede til at hele adelen havde hørt om det, så han så ingen grund til at gå i dybden med det. Desuden var det jo ikke ligefrem noget, som gjorde sig godt som høflig småsnak.