Et lille
”Pffftt” lød fra Eri, og hun viftede med hånden for at illustrere at det var lige meget. Nu var Eri heller ikke kendt for at holde sig fra goderne, når hun var besøg på paladset, og det var nok også derfor at der alligevel var en gruppe af folk deroppe, som ikke nødvendigvis brød sig om den unge Torunn. Nogle gange kunne man undre hvordan Aunahild havde fået det barnebarn, men så kiggede man lidt mere indgående på den gamle dame og forældrene Eri havde haft, og så var det i sidste ende ikke så mærkeligt.
I det mindste var hun ikke selv blevet eventyrer... endnu.
Eri havde fuld tiltro til Guins evne til at finde et bord, og i stedet for var hun smuttet op og bedt om to
store krus øl, men måtte også lige kravle op på en stol for at se over alle dværgene der var herinde. Eri var en anelse lav, selv af dværge standarder, og Guin kunne overraskende godt forsvinde ind hos resten af dværgene, men da øllen var langet over disken, så havde Eri også fundet ud af hvor Guin havde sat sig, så hun hev fat i øllene, og kæmpede sig over til bordet.
Et par kald kom hendes vej, som hun banede sig vej, og hun, ligeså højlydt, råbte tilbage igen til dem.
”JEG SKAL NOK FÅ DIG DENNE GANG!” kaldte hun leende mod en mandlig dværg på hendes egen alder, som vidst ikke mente at hun ville klare det godt i aftenens konkurrence. Hun var nu stor af mund, men ikke så meget af at vinde. Det tog hun nu ikke så tungt.
Endelig kom hun over til bordet, og hun satte de to krus ned, som var blevet fedtet lidt ind i øllet som var spildt lidt over siderne.
”Jeg vidste du kunne,” sagde hun og prikkede Guin med en albue, inden hun slængede sig ned ved Guins side, og tog det ene krus op.
”Skål for friheden og en fantastisk aften forude!” Om Eri så skulle trække Guin tilbage hjem, så skulle hun nok sørge for at Guin fik lov til at opleve glæden ved livet igen.