Det havde ikke været mere end et par dage siden, Zirra var blevet anbragt i helbredelseshuset. Victoria havde været ved at gå ud af sit gode skind. På den ene side havde hun haft lyst til at besøge sin spion for at se, om hun kom sig, på den anden side havde hun ikke lyst til at lade alle vide, at de havde en relation. Hun kunne ikke vide, om der befandt sig familiemedlemmer eller ej, så hun havde besluttet, at det ikke ville være risikoen værd. I stedet havde hun givet sig til at gruble. Gruble over hvad hun skulle gøre i fremtiden for at undgå, det skete igen. Så havde Zirra afleveret sin rapport. Det ændrede lige pludselig alting. Den voldsomme mængde tortur ville Victoria ikke engang ønske for sin værste fjende, og hun var fast besluttet på, at denne Sedna skulle stå sin straf. Det ændrede dog ikke på, at hun stadig skulle finde ud af, hvad hun gjorde med Zirra, for dette... det kunne ikke fortsætte. Hun ønskede dog heller ikke at bænke Zirra fuldstændig, hvis hun ønskede at fortsætte, men dette måtte komme senere. Første skridt var at lade kvinden vide sin beslutning.

Victoria havde haft et par timer til at læse Zirras rapport, og så snart hun var færdig, havde hun sendt bud efter hende igen. Det var første gang i lang tid, Victoria ikke kunne sidde ned; hun stod rastløst foran sit skrivebord med papirerne i hænderne, mens hun forsøgte at lade tålmodigheden råde, mens hun ventede på Zirra. Det her var simpelthen uacceptabelt, og Victoria forsøgte at granske sin hukommelse i håb om at finde ud af, hvor hun havde fejlet i planen. Det var aldrig nogensinde meningen, det skulle være kommet så vidt.

Zirra ville ikke blive bedt om at tage plads, når hun kom. Victoria ville udpege stolen foran skrivebordet, men det var mest som en hentydning til, at det var en mulighed, hvis hun skulle ønske det. Hun kunne ikke forlange, at kvinden skulle sidde, når hun selv ikke kunne finde ro.

De sidste par dage havde været ulidelige. Hun havde været forbi sin familie for at forsikre dem om, at hun var i god behold - stadig, siden de havde set hende et par timer tidligere - og rygtet havde ikke været sent til at florere, da først Reynlest-navnet var kommet frem. Heldigvis havde hun fordelen ikke at havde ligeså solgult hår som de andre Reynlest-børn, men når hun rendte rundt på paladset, var flere begyndt at lægge mærke til hende. Victoria havde fortalt hende til deres første møde, at det ville lægge sig igen med tiden, men det gjorde ikke noget ved det ubehag det bragte at høre sit navn hvisket i de gange, hun gik igennem.
Det hjalp heller ikke ligefrem, at hun havde overværet Treston og Sednas samtale i fangekælderen, og at hun havde fået mere forståelse for deres indbyrdes forhold. Alting havde nok været nemmere, hvis hun ikke havde hørt den samtale. Men det var ikke, hvad der var vigtigt nu. Sedna ville blive hængt, når der ikke var flere hemmeligheder at hive ud af hende, og Trestons sorg ville forhåbentlig ikke få ham til at gøre noget dumt. 

Det var slukøret og i et helt andet humør end hendes mester tydeligvis var i, at hun dumpede ned i stolen foran Victoria. Den rastløse vandren påvirkede ikke den uendelige træthed og bekymring, der havde taget fat i hende. 
"Er jeg... Er jeg helt færdig?" spurgte hun nedtrykt og kunne ikke få sig selv til at løfte blikket til sin overordnede. 
Ilden havde været hendes skyld. En stor del af skoven nær Birkelunde var sortsvedne stubbe nu som bevis på, hvor dårligt et flugtforsøg, hun havde udført. Hun kunne ikke engang finde det i sig at skyde skylden på victoria for ikke at have vidst, at Mørkets delings mål ikke havde været minen, men at det bare havde været et skalkeskjul for en større operation med flere døde civile. Måske burde Zirra have set det tidligere. Måske kunne hun have gjort noget for at undgå alt det her. Skovbranden, kampene, sin egen tortur. Nok sad Sedna sikkert i kælderen, så hendes dække var teknisk set stadig intakt - udover at Treston nu kendte til det - men alle de her ting og de nylige fejl hun havde været indblandet i med først at blive fanget af Thanos og sidenhen Mørkets dæmoner (selvom hun ikke havde røbet noget for sidstnævnte) virkede for Zirra alle til at pege i den forkerte retning: Enden på hendes karriere.

Victoria var udmærket klar over, at snakken ville gå, så snart Reynlest-navnet var fremme. Hun havde dog gjort sit for at forsøge, at det ikke blev værre end højst nødvendigt, men det var tæt på en umulig opgave. Adelige kunne generelt ikke være i fred ofte. Det var dæleme svært at mørklægge det hele, specielt når Zirra havde været indlagt et offentligt sted. Ikke at Victoria holdt det imod hende, tværtimod. Det havde nok været værre, hvis hun var blevet indlagt i Lysets varetægt. Specielt når hun skulle forestille at være civil.

Victoria standsede sin gang ved Zirras spørgsmål og rettede sin fulde opmærksomhed mod hende. "Som mudderkravler? I den grad" svarede hun først, og hun kunne ikke skjule en vrede i sin stemme. Ikke mod Zirra men mod sig selv over, at hun ikke havde været bedre forberedt. At Victoria ikke havde fundet flere detaljer. At kvinden foran hende igen var blevet udsat for tortur. En tortur der burde være faldet på hende selv og ikke en underordnet. "Men som spion? Se, det er op til dig. Hvis du ønsker at fortsætte, har du som muligheden, men det bliver ikke længere på frontlinjen" forklarede hun så og for første gang mildes hendes ansigt, som hun satte sig på hug foran Zirra i håb om at fange hendes blik. "Der har du vist været udsat for rigeligt i forvejen" konstaterede hun, og et øjeblik så det ud som om, hun var ti år ældre. Så sank hun videre ned på knæ, som hun lod formaliteten droppe. Der var noget vigtigt, hun skulle have på plads, inden hun fortsatte. "Kan du tilgive mig, Zi?" Det var første gang, Victoria havde brugt noget i nærheden af hendes fornavn, og nu var det ovenikøbet i form af et kælenavn. Det var ikke ligefrem normalt for den ellers fattede spionmester, der generelt holdt af at holde det ordentligt og formelt. Det var nærmest som en virkelig dårlig mandag. Hun blev dog siddende på knæ, til hun havde fået Zirras svar, men hun placerede forsigtigt sin ene hånd oven på hendes, og undskyldningen stod som malet i ansigtet på hende.

Zirra havde forsøgt at undgå Victorias blik selv da kvinden satte sig foran hende. Selv da hun tog hendes hånd. Prøvede at veje ordene i sit hoved og finde på et passende svar. Færdig som mudderkravler... Det havde været størstedelen af hendes opgaver i så mange år nu, at hun næsten ikke tænkte på sit arbejde som andet. Sidde stille, vente, observere. Men Chance havde spillet hende nogle gevaldige puds oveni at hun selv havde begået fejl hist og her, og blandet med det...
Hendes blik for hen og låste sig på Victorias, idet hun sagde de sidste ord. Hun bebrejdede sig selv, for alt det, der var sket? Lige så meget som Zirra bebrejdede sig selv for det?
"Selvfølgelig, det..." begyndte hun med blikket flakkende mellem Victorias isblå øjne. "Jeg har altid kendt risikoen ved det her arbejde. Jeg ville ikke vælge noget andet nogensinde."

Hun tyggede lidt på sin underlæbe og vendte tilbage til de ord, Victoria havde sagt først. Det lød ret meget som en dødsdom for hendes arbejde, men hun havde dog sagt, at hun kunne fortsætte, hvis hun ville. Men med hvad? Renskrive rapporter for Victoria fra et sikkert sted i paladset? Sende kodede breve ud til dem af hendes venner, der netop nu kravlede rundt i mudderet?
"Det her er alt jeg kender," fortsatte hun så og sneg sin anden hånd ind i Victorias også. Kontakten hjalp både på at bevare roen, men også på at holde hende fra at klø i giftsåret, Sedna havde efterladt på hendes  højre bryst. "Hele mit liv er viet til netværket, og jeg aner ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv uden det... Men... Victoria, jeg... Jeg har altid været i mudderet. Jeg ved ikke, om jeg kan andet."

Victoria åndede nærmest lettet op, som det lod til at Zirra godtog hendes undskyldning. Det var som om, hun følte den smerte, spionen havde været udsat for de sidste par dage. Eller som om hun ønskede, det var hende, der havde været udsat for den i stedet, hvilket nok var tættere på sandheden...

Zirras ord fik Victorias blik til at mildes, og hendes læber brød nu i et svagt smil. "Så... Oswald og Cosimus er også mudderarbejde?" spurgte hun, men det var tydeligt, at hun ikke selv mente, det var tilfældet. Så rejste hun sig op, mens hun i takt placerede den ene finger under hendes hage, så hun kunne løfte Zirras ansigt. "Hovedet højt, Zi. Du har intet at skamme dig over" sagde hun med et stålsat blik. "Vi laver alle fejl. I denne karriere er det bare mere tydeligt. Jeg skulle have været mere forudseende" sagde hun så og slog blikket væk. Skulle hun fortælle hende det? Ville det overhovedet hjælpe noget? Der var vel egentlig kun en måde at finde ud af det på. Så gik hun om bag sit skrivebord, åbnede den ene skuffe og tog noget, hun indtil videre lod være skjult i sin hånd. Så gik hun om foran Zirra igen og åbnede hånden, så kvinden kunne se en forgyldt finger ligge i håndfladen. Det var dog hurtigt, inden hun lukkede hånden igen, for hun kunne stadig ikke helt selv holde ud at se på det, og hun var nødt til at vende sig om og støtte sig til bordet for at fatte sig igen. Da hun vendte sig, var det tydeligt, at øjnene kæmpede en brav kamp for at holde tårerne tilbage. "Det der... er min datters lillefinger" sagde hun så. Der var ingen kunstpause for at lade ordene bundfælde sig, hun lagde med det samme genstanden tilbage i skuffen. Hun gik ikke ud fra, hun behøvede at forklare, hvor den kom fra; Fyrstens evne var almindelig kendt, men hun startede alligevel: "Det er en "gave" fra den kære Fyrste af Kazimi." Det var tydeligt, at hun på ingen måde brød sig om det. Endnu værre var at hun skammede sig endnu mere nu over at have givet efter for hans afpresning. "Jeg har først for nogle dage siden været i stand til at slippe af med ham. Burde jeg gå af? Eller burde jeg stadig forsøge på at gøre mit arbejde så effektivt som muligt?" spurgte hun så. Deres situationer var forskellige, men i Victorias øjne var der alligevel paralleller. Hvis det kom frem, var hun nærmest tvunget til at afsige sig titlen som spionmester, for det var tegn på, hun ikke var kompromisløs. Hun havde dog trukket stregen i sandet, da Fyrsten efterfølgende havde bedt hende om at levere informationer. Det var simpelthen en ting, hun ikke kunne få sig selv til.

Lige nu handlede det dog om Zirra og ikke om Victoria, så for at bringe sig selv tilbage på sporet, skiftede hun emne. "Jeg fik nys om, at Bertram besøgte dig" sagde hun med et smil, der talte sit tydelige sprog om, at hun godt vidste, hvad der foregik, og at det egentlig ikke gjorde hende noget.

Zirra sad fuldstændig mundlam. Først på grund af den skjulte ros. Nej, hverken Oswald eller Cosimus havde været mudderarbejde, selvom Ringen var rimelig støvet. Hun havde fået ros for det arbejde før, efter det havde været udført, men hun havde egentlig ikke tænkt videre over det. Det var jo bare at snakke (og i det ene tilfælde bolle) lidt med nogen for at få deres tunge på gled. I forhold til hendes vante arbejde føltes det meget mindre risikofyldt, omend hun da godt havde kunnet mærket hjertet hamre blodomløbet ekstra i gang, når hun skulle vare sine ord og smyge samtalen de rigtige steder hen. 
Derefter kom Victoria med indrømmelsen at ikke bare havde hun børn, nej hun havde åbenbart børn i fyrst Kazimis varetægt... Med fyrst Kazimi måske endda? En mand, der tydeligvis ingen skrupler havde med at snitte fingre af... Børn? Skulle Kazimi ikke forestille at være på Lysets side?
Hun fulgte Victorias bevægelser med blikket og mærkede stik af medfølelse ved hendes ord. Selvom de var langt fra hinanden i hierarkiet, mindede deres situationer ufatteligt meget om hinanden. Begge kompromitterede i nogen grad, men skulle det stoppe dem fra at udføre det arbejde, de levede og åndede for? Det arbejde, der holdt så mange i live, fordi de gang på gang fik optrevlet, udsluset og tilbageholdt Mørket fra at trænge ind i krogene. Det havde Pinna altid sagt til hende: At de arbejdede i skyggerne for at bevare Lyset ude hos alle andre. 

Hjertet hoppede nær ud af halsen på hende, da Bertrams navn blev nævnt. Med et virkede alt andet rimeligt ligegyldigt, og hun gennemspillede samtlige katastrofescenarier, hun havde udtænkt for, når det blev kendt, at hun lå i med en vampyr. Hun arbejdede  i skyggerne - det var ikke rigtig meningen, at hun også skulle knalde med dem. Men Victorias smil lovede ikke død og ødelæggelse. Nærmest tvært imod.
"B-Bertram? Jeg..." hun sukkede, og kunne ikke helt lade være med at halvt smile og halvt ligne et barn fanget med hånden i kagedåsen. "Selvfølgelig ved du det... Jeg burde ikke have holdt det hemmeligt. Min far ville slå os begge ihjel, vidste han det, og nogle gange kommer jeg til at tro, alle er som ham."
Bør du så ikke også fortælle hende om Storm? spurgte en lille stemme i hende, og hun sank en klump. Var der et bedre tidspunkt end nu?
"Victoria, det var ikke en rejsende, der reddede mig i foråret, da dæmonerne fik fat på mig," sagde hun. "Det var en kriger af Mørket. Det jeg sagde med, at de havde planlagt at sende mig til Zahinael er stadig sandt, men det var ham, der sagde det. Han arbejdede direkte under ham, sagde han, men... Men vi havde mødtes før, uden at vi vidste hvem hinanden var, bare på en kro..." Ligesom Treston mødte Sedna. "Han overbeviste dæmonerne om ikke at slå mig ihjel, fordi jeg var mere værd i live, men han tog mig til en helbreder og fik mig sikkert hjem. Uden at sige noget til sin overordnede."

Victoria fik ikke noget svar fra Zirra, og hun gik egentlig bare ud fra, at den ungen kvinde vendte detaljerne oppe i hovedet. Det var første gang, hun havde afsløret sin hemmelighed overfor nogen overhovedet, og det havde været temmelig grænseoverskridende. Egentlig var hun mest nervøs for, at Zirra ville blive skuffet, men det lod ikke til at være tilfældet? Det virkede dog heller ikke helt til, at rosen bundfældede sig ordentligt, så i stedet valgte hun at prikke lidt mere. "Hvis du var blevet fanget i en af de situationer, tror du så selv, du havde sluppet mildt? For det tror jeg ikke. Jeg er ikke engang sikker på, du var kommet tilbage, hvis du var blevet opdaget på en af de to missioner" sagde hun så med en ny tydeligt bekymret mine. "Jeg prøver at fortælle dig, at du har sans for det her, Zirra, og jeg vil ikke af med dig, hvis jeg kan undgå det. Dine fremtidige missioner kommer nok heller ikke til at blive mindre farlige. Det ville være en løgn at påstå andet. De kommer dog til at have en anden karakter, og du vil ikke længere være nødt til at få dig selv ud i en improviseret hast" forklarede hun så. Det var slut med at lave halve dækhistorier. Slut med at placere hende i en situation, hvor hun var nødt til at brænde det hele ned til grunden i et forsøg på at undslippe. Så kom hun i tanke om samtalen med Corvus. "Det er lidt ironisk... for noget tid siden snakkede jeg faktisk med Corvus om, om han kunne spille denne... hvad var hans navn? Cetus Hark? Eller i al fald en der mindede om ham, men så blev du kastet lidt ud til højre og venstre. Det var ikke rigtigt meningen" sluttede hun så, som hun trak stolen frem bag skrivebordet, så hun kunne sætte sig ved Zirra. Det gjorde det nemmere at have en uformel samtale i stedet for.

Victoria kunne ikke lade være med at sende hende et drillende smil. "Du havde vel ikke forventet, jeg lod dig blive i helbrederhuset helt uden opsyn? Jeg har min tillid til Treston, men vi er langt forbi, hvor jeg holdt op med at tage chancer" sagde hun så. Da Zirra nævnte sin far, slog en tanke dog ned i hende. Hun havde jo netop tænkt, at dette også skulle tages op. "Apropos din far. Ønsker du stadig ikke, din familie ved noget?" spurgte hun så, og det var tydeligt på blikket, at hun gerne brød nyheden til dem, hvis Zirra ønskede det.

Victoria lyttede nøje efter Zirras fortælling. Hun sagde ikke noget i første omgang, men det hele gav langsomt mere mening. Det var som om, det flyttede alle brikker på plads. "Det giver væsentligt mere mening. Denne... kriger... er det en muligt allieret, eller var det en engangsforestilling?" spurgte hun så. Ikke fordi hun som sådan ville have ham over på sin side, men for fremtidige missioner, kunne det hjælpe en hel del, hvis Zirra havde en på indersiden i Mørket, hun stolede på. "Du er sikker på, han ikke har nævnt det overhovedet?"

"Han... Jeg ved ikke, hvad der blev af ham," svarede hun og prøvede at sortere alle Victorias spørgsmål i hovedet, så hun kunne svare nogenlunde sammenhændende. "Han forsvandt bagefter, men virkede ikke til at ønske at arbejde for Mørket. Han var vist tvunget ind i det. Hvis jeg ser ham igen, skal jeg nok sige til. Uanset hvad, bekræfter det at Zahinael," Navnet lå stadig uvant og uhyggeligt på hendes tunge. "har en base her i hovedstaden."
Storm... Han havde ikke talt meget med hende om detaljerne, men han havde bestemt ikke virket glad for at være endt hos Mørket. Måske kunne hun tilbyde ham hjælp - hvis hun nogensinde så ham igen.

Og selvfølgelig havde Victoria haft folk der til at holde øje med hende. Devranas måske? Var han blevet efter han havde informeret hende om dækhistorien? Havde han været der helt fra starten af og kun vist sig, når han ville? Hun havde været for langt væk i smertetåger til rigtigt at finde hoved og hale i tingene. Men at Victoria ikke snakkede mere om det, lovede godt. Næsten som om hun var helt med på ideen om at have en vampyr som kæreste. Det virkede ikke som nu, at Zirra skulle spørge ind til mere om det, men måske senere... Lige nu var Victoria mere interesseret i, hvad Zirras fremtid bragte. Sætningen om hendes familie frembragte en grimasse i hendes ansigt. 
"Jeg tror ikke, de ville tage det så pænt," sagde hun, selvom hun egentlig mest havde lyst til at finde en måde at sige det til dem på. Tænk sig at kunne fortælle Dastor, hvad hun havde lavet alle de år. At selvom hun ikke var blevet en stor, kendt ridder, havde hun tjent Lyset lige så selvopofrende som de gjorde i kamp. Samtidig skræmte tanken livet af hende. "Måske... Måske senere. Lige nu vil jeg hellere tage én ting ad gangen. Corvus er vel en god mulighed," Hun huskede ham fra træning, og han havde været en af de skelsættende figurer i netværket for hende. Altid en man så op til. "Ville han kunne hjælpe med at få mig ind på andre opgaver? Hvordan... Hvordan vil det overhovedet virke, Victoria? Jeg er ikke adelig. Jeg kan næppe bruge mit rigtige efternavn. Hvor kan jeg gøre gavn, hvis det er midt ude i blandt folk, der faktisk skal se mig? Ringen var nem, for ingen kendte mig der. Det var derfor Dev ikke kunne tage opgaven - han var blevet set for meget dernede. Men... At gøre det hele tiden."
På det punkt vidste Victoria meget mere end hun selv gjorde. Hun var vant til ikke at blive set af andet end snegle og orme - en sjælden gang imellem hakket lidt på af en uopmærksom fugl - så at træde ind i scenen med tænkende væsner, der skulle manipuleres og udfrittes var på en gang skræmmende og uendeligt tillokkende. Og spionmesteren havde tydeligvis tiltroen til, at hun kunne klare den slags opgaver på en længere, mere fast bane.

Victoria var godt klar over, hun havde kastet lidt mange bolde i luften på en gang. Hun forventede egentlig ikke, at Zirra kunne følge med i det hele, men hun gjorde en formidabel indsats. Victoria selv var kun i stand til det, fordi hun var vant til det til dagligt, når hun skulle holde styr på flere ting på én gang. Det var dog også derfor, hun til tider glemte ting, hvis hun ikke skrev det ned; Når man havde gang i mange ting på en gang, var det ikke altid, hukommelsen var lige villig til at følge med. Hun var dog sikker på, hun havde hørt navnet Zahinael før, men helt præcist hvem han var, anede hun ikke. Hun nikkede dog til Zirras ord. "Tak. Jeg skal gøre mit for, at det bliver undersøgt" svarede hun med et smil, som hun lod grebet i Zirras hånd stramme sig et øjeblik.

Victoria nikkede til Zirras ord. Hun kunne godt forstå, hvis familien ikke ville se særlig pænt på det. Hun lod trods alt selv sin egen familie tro, at hun var almindelig kriger i Lyset. Det var nemmere, og det sikrede, at hendes nære ikke var i fare for at blive kidnappet og udspurgt omkring hende. Desuden ville det være temmelig svært at tro på, at en adelig var spionmester for Lyset, når hun samtidig holdt fast i at vise sig offentligt, når det var nødvendigt. "Ja, jeg undskylder for at proppe lidt meget i hovedet på dig. Jeg glemmer ofte, at jeg ikke kan forvente, at alle bolde, jeg kaster, bliver grebet" svarede hun så. Det skulle ikke forstås som, at hun forventede for meget af Zirra, men egentlig bare, at hun faktisk ikke ønskede at presse hende mere, end hun var blevet i forvejen. Hun kunne dog ikke lade være med at grine over mængden af spørgsmål, Zirra kom med, og hun viftede lidt med sin frie hånd. "Som du selv sagde, en ting ad gangen. Første skridt er at få genetableret en ordentlig baggrund, der kan give dig grund til at rejse rundt, og tro mig... det er ikke altid fordelagtigt at være adelig, men selv hvis det er krævet, skal jeg nok finde ud af det" svarede hun opmuntrende. Det var tydeligt, at hun havde tiltro til Zirra, men hun ønskede på samme tid heller ikke, at hun bekymrede sig om alle detaljer på en gang. "Og jeg har bestemt tiltro til, at Corvus kan hjælpe på det punkt. Som sagt, fandt jeg at den største svaghed ved dit tidligere dække var, at din "chef" ikke eksisterede. Det ville hjælpe en hel del, hvis det rent faktisk var en fysisk person, der tog sig af det. Men hvis det vil gøre dig mere tryg, kunne vi sætte det op, så du selv er chefen? Enten det eller også skal vi have dig ind i en allerede etableret forretning, som du vist har prøvet før også, hvis jeg ikke husker forkert? Der er mange muligheder" forsøgte hun at forklare, og hun blev klar over, at hun smed om sig med meget information igen. "Undskyld, hvis det lige er lidt for meget på én gang. Du behøver ikke tage stilling til det hele nu, og jeg skal nok sørge for det administrative. Du skal blot fokusere på at gøre dit arbejde. Heldigvis har du vist, at du er virkelig dygtig, så jeg stoler på dig" forklarede hun, som hendes smil voksede.

Zirra gumlede på al den info, Victoria gav hende - og rødmede en smule under det afslutningsvise kompliment. At rejse mere ville blive sværere at finde på gode grunde til for familien, men med Corvus i ryggen - en reel mand, der kunne snakke med hendes familie  -  ville det nok blive meget lettere, end hun lige var bekymret for. Infiltrationsopgaverne var trods alt også noget af det mest udfordrende arbejde, hun havde lavet, og hvor der var en tryghed i at gøre det, hun kendte bedst, kunne hun ikke fornægte spændingen ved det nye. 
"Corvus vil være en fantastisk chef," sagde hun og mente det både i figurativt og bogstavlig forstand. "Det vil også hjælpe på at få min familie til at tro på, hvad jeg laver. Jeg vil gerne høre lidt mere om, om der er noget bestemt, du har i tankerne for mig. Hvad jeg lavede med Oswald og Cosimus var ret forskelligt, trods alt, og... "
Hendes stemme svandt, mens hendes tanker kom tilbage til den finger, Victoria havde vist hende. En finger, som alt tydede på stammede fra Victorias egen datter, selvom Zirra ikke helt havde koblet alle trådene sammen endnu. Og så var det ikke engang Mørket. Zirra havde været vant til de brutale ting, Mørket gjorde ved deres krigsfanger, men dette... Såvidt hun vidste, var ingen af fyrstedømmerne i Mørkets klør. 

"Og..." fortsatte hun tøvende. "Jeg har været nødt til at bruge min krop et par gange. Du ved, med Cosimus for nyligt, og havde jeg ikke haft en undskyldning dengang, ville Oswald også have hevet mig med... Hjem. Og det er ikke fordi jeg ikke vil den slags, det gør mig ikke rigtig noget, men..." Tankerne om en vis dæmon, hun havde mødt for snart over et år siden trængte sig også på. Ikke at det havde været arbejde som sådan - mere en slags interessetimer, der var gået mere end almindeligt galt. Der havde også været en ret stor sandsynlighed for, at Cosimus havde været dæmon, omend i et menneskehylster. 
"Jeg vil virkelig ikke føde en dæmonbaby," fløj det ud af hende og hun mødte Victorias blik igen. "Eller nogen babyer i det hele taget. Jeg tror jeg har været ualmindeligt heldig de få gange, eller også har jeg tygget på de korrekte, suspekte rødder, men... Kan man på en eller anden måde sørger for, at det aldrig sker? Hvis jeg bliver fanget igen... Jeg vil ikke have, de kan bruge sådan noget imod mig."

Victoria lyttede nøje til Zirras ord. Der var dog én hage, hun ville lade den blonde spion tage sig af selv: "Du må dog selv spørge ham om, om han stadig er interesseret, omend detaljerne er lidt anderledes" svarede hun lettere alvorligt, selvom hun stadig smilede. For mange andre ville dette virke som en mærkelig gestus, men Zirra burde vide, at det var tæt på den største tillidserklæring, Victoria kunne komme med. Det var trods alt almindelig kendt blandt spionerne at de, hun stolede mest på, selv fik lov til at bestemme en del, og indtil nu havde hun ikke givet nogle af dem samme mængde ansvar. Zirra var den første, hun lod tage sig af det meste. "Jeg skal selvfølgelig nok give dig opgaver, men det er op til dig selv, hvordan du vil løse dem. Det er meget ansvar, til gengæld, og jeg forventer, du fortæller mig, hvis det bliver for meget" afsluttede hun.

Zirras ord fik instinktivt Victoria til at lægge den ene hånd på sin mave. Hun havde ikke fortalt noget til nogen (andre end Sephyran i brevet), men det var nu lidt over tre uger siden hendes tur til Balzera. Det var også kun få dage inden, hun modtog Fyrstens brev, at en healer bekræftede graviditeten, så hun kunne fuldt forstå Zirras bekymring. Hun nikkede derfor. "Det giver rigtig god mening" svarede hun så og så lidt tænksom ud. "Måske. Jeg har kendskab til en, der laver forskellige... eeh... eliksirer, hedder det vist? Jeg tør ikke love noget, men jeg skal gøre mit bedste. I værste fald kan det være, du er tvunget til at tage det jævnligt" svarede hun bundærligt. Hun ville ikke lyve og give hende falske forhåbninger. Hun havde dog en anden bekymring, men hun tvivlede på, hun kunne tillade sig at sige det. Hun tog dog chancen alligevel: "Jeg vil ikke bestemme, hvad du skal gøre, men... jeg ville foreslå dig, at du fortæller Bertram, at der kan være en mulighed for, det sker" sagde hun så, og det var tydeligt, hun havde valgt sine ord med omhu.

Det var noget af en ære at få lov til at bestemme over sit eget arbejde. Hun vidste, det ikke var enhver, Victoria betroede sig til på den måde og havde fuld tillid til, og det hjalp i den grad på Zirras flossede ego at få den slags at vide - omend indirekte. Hun havde vist sig god nok til at bedømme opgaverne selv, og hvor der ikke var et lige så udtalt hierarki i spionnetværket som den generelle hær, føltes det her i den grad som en forfremmelse. Det varmede på en måde, der gjorde hende helt rød i kinderne og fik det første ægte smil frem på hendes læber længe.

Hun havde dog ikke overset hånden, der havde lagt sig på det nederste af Victorias mave. Tænkte hun på sine egne tidligere graviditeter, eller...? "Vent... Er du?" Hun rystede på hovedet, inden hun sagde mere - det vedkom sådan set ikke hende, om Victoria belemrede sig selv med den slags upraktiske ting i tilværelsen. "Bertram ved godt, han ikke har eneret på mig," sagde hun i stedet. Det betød på ingen måde, at vampyrkæresten var tilfreds, men hun havde været meget åben med, at hun ikke holdt sig til én mand - eller kvinde, men på det punkt virkede han ikke så jaloux, eller også havde hun glemt at nævne det i farten - når hun var ude at føjte på opgaver. Eller i det hele taget. "Men hvis jeg skulle blive med barn, får jeg det fjernet. Min familie vil næppe tilgive det, og jeg ved det er risikabelt, men jeg vil ikke lade den slags komme i vejen for mit arbejde."
Det føltes mindre hårdt at sige, end det var, men Zirra havde heller intet holdepunkt at sammenligne med. Hun havde altid tygget sine rødder og undgået graviditet. Men hvis hun blev fanget på en opgave, og nogen tvang sig over hende... Der ville hun ikke kunne tygge rødder, og hun ville ikke have et valg. På opgaver kunne hun altid bakke ud, selvom hun næppe ville gøre det. Det var frygten for at blive fanget, der nærede de tanker - en frygt, der stadig sad i hende efter mødet med Sedna. 

Der gled en skygge over Victorias ansigt ved Zirras spørgsmål, og hun sagde ikke noget i første omgang, som hun overvejede sit svar. Hvordan forklarede man lige det? På den anden side havde Zirra været ærlig og fortælle sandheden om flere ting, som kunne få hende i problemer, så hvorfor ikke? Hun nikkede derfor langsomt, mens hun fastholdt blikket på Zirras øjne; det var faktisk en kamp ikke at slå blikket ned. "Desværre, ja" svarede hun tydeligt mut, og hun lagde ikke skjul på, at hun på ingen måde var stolt over situationen.

Victoria så tydeligt overrasket ud et øjeblik, men hun fattede sig hurtigt, inden hun nikkede til Zirras ord. Hun havde på ingen måde forventet, at de allerede havde haft den samtale. Det gav til gengæld god mening, og i det bagvendte spejl burde hun faktisk have forventet, at Zirra var forudseende nok til at melde det ud. Zirras næste ord fik Victoria til først at smile og derefter nikke. Det var nok en meget fornuftig holdning. "Jeg tror heller ikke, at min familie ville være videre stolt, hvis de kendte til mine... bedrifter på den front" medgav hun med et tragikomisk smil. Det var også derfor, hun havde tænkt sig at holde fast i sit løfte. Ingrid var trods alt ikke den sværeste at finde, men ville hun have det rigtige? Victoria kunne kun håbe.

Zirra sendte Victoria sit bedste bud på et medlidende smil over en uønsket graviditet. Hun ville ikke påstå, at hun vidste, hvordan det var og kunne sætte sig ind i situationen, men hun vidste, hvor panisk, hun nok selv ville være, stod hun i samme situation. Kunne hun overhovedet beholde sit arbejde, mens hun groede det barn? Victoria måtte som minimum stoppe med at være aktiv i hæren for ikke at miste det, men kunne hun stadig være spionnetværkets overhoved? Ville folk ikke lægge mærke til hende med en så stor mave på sigt?
Det blonde hår faldt ned omkring skuldrene, da Zirra rystede på hovedet. Victoria var adelig. Hendes familie måtte være værre en hendes egen.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige," indrømmede Zirra, da stilheden blev lidt for kvælende. "Familier er svære. Det er nok derfor jeg prøver at undgå at få en..."
Hun flyttede lidt på sig i stolen og tænkte på den fremtid, Victoria havde lagt for hende. Mindre mudder, mere snak. Sikkert pænere kjoler - selvom hun nok skulle til at gå med sjal for at dække det syrear, Sedna havde efterladt på hende. 
"Jeg glæder mig til at komme i gang igen," sagde hun så. "Men jeg tror jeg har godt af en pause. Indtil... Indtil alting lige er overstået helt." Indtil Sedna er blevet hængt og jeg har skrabet resterne af min bror op fra gulvet. "Jeg skal nok sige til, når jeg er klar igen."
Det var ikke mange, der havde det pivilegie i deres arbejde, at kunne regne med at chefen ikke ville tvinge hende tilbage igen med det samme. For første gang i Zirras karriere følte hun, at hun havde brug for en rigtig pause. Hun havde altid søgt tilflugt i konstant arbejde, men lige nu føltes det forkert.

Victoria havde tidligere erfaringer med at holde det skjult. To gange ovenikøbet. Det ville faktisk kun være nemmere nu, hvor hun ikke havde en overordnet, der skulle have besked. Tidligere havde Liducia hjulpet hende med at holde det skjult, nu kunne hun rent faktisk selv sørge for det. Den største forskel nu var dog, at hun havde tænkt sig at beholde barnet og opfostre det selv. Tanken skræmte hende fra vid og sans. Ville hun i det hele taget være i stand til at være en god mor? Hun ville være nødt til at skrue ned for sine timer som det første, men... ville hun i det hele taget være i stand til at opfostre et barn og give det en god opvækst? Denne gang ville hun nok ikke være i stand til at skjule det for familien, så hvordan fik hun lige forklaret dem det? Hun ville jo nærmest være nødt til at afsløre alt? Tanken var ikke ligefrem beroligende. Det var dog ikke et problem lige nu. Lige nu handlede det stadig om Zirra.

"Det kan de i al fald være" medgav Victoria med et nik. Det var ikke ligefrem altid, at familier var lige medgørlige. Victoria havde ikke selv alle detaljer på plads endnu. Det var noget der kom, når tid var. Zirras ord fik Victoria til at smile igen, inden hun gav et anerkendende nik. "Det kan jeg godt forstå. Tag dig den tid, du har brug for" svarede hun så. Hun kunne sagtens forstå behovet, specielt med alt det der foregik lige nu. Det var også tydeligt, hun ikke forventede, at Zirra bare var komplet okay fra den ene dag til den anden. Hun rejste sig og lagde en hånd på den blonde kvindes skulder. "Du er altid velkommen til en snak, hvis der er behov for det" sagde hun så i en opmuntrende tone. Hun gik ikke ud fra, der var meget mere til deres samtale.

Zirra rejste sig - måske lidt for hurtigt - ved Victorias sidste ord. De var meget afsluttende, og Zirra blev mindet om, at hun ikke var her for at hyggesnakke.  Også selvom hendes overordnede tydeligvis lige havde sagt, hun var tilgængelig, hvis hun skulle have lyst til det. Nok ikke hyggesnakke - nok tale hændelserne igennem. Igen. Hvor mange gange skulle man snakke om tortur, før fantomsmerterne ikke dukkede op mere?
"Det vil jeg huske," sagde hun og gned sin overarm. Det var det nærmeste hun kunne komme syrearret, som healerne ikke ville have, hun kradsede i, men som kløede af Zaladin til. "Jeg har også Devranas at snakke med. Vi har en aftale... På en kro, snart."

Hun vidste ikke helt, hvorfor hun fortalte det, men hvis hun selv var leder for nogen, ville hun nok føle sig mere tilpas ved at vide, at de kunne gå til hinanden med problemerne, og at de havde hinandens ryg. Hende og Dev havde arbejdet så meget sammen nu, at der næsten ikke var forskel på deres rygge mere. Hun vidste, han bebrejdede sig selv for ikke at have været med på opgaven, selvom det havde været en énpersonsopgave. Zirra bebrejdede sig selv for at have slået alle de folk ihjel i ilden - også selvom det havde været Mørkets styrker det meste. De havde besluttet den slags tanker løsnede sig bedst med øl på en sumpet kro et sted. 
Hun var endt ved døren uden helt at opfatte, hvornår det var sket. De fremtidsplaner, Victoria havde lagt frem for hende, fyldte lige nu mere i hovedet end de voldsomme oplevelser, men der var ikke rigtig plads til andet i hovedet samtidigt. Hendes hånd fandt dørhåndtaget.
"Tak for at give mig tid, Victoria," sagde hun, inden hun smuttede ud i verden igen. En verden, hun ikke var helt klar til at møde endnu.

Victoria mimikkede Zirra, da hun rejste sig. Hun havde dog ikke ment sine ord som, at hun skulle skynde sig ud. Det forhindrede hende dog ikke i at smile over reaktionen. Hun nikkede til ordene om Devranas. "Det lyder også yderst fornuftigt" svarede hun opmuntrende. Hun kunne ærligt ikke bebrejde Zirra, hvis hun ønskede sig en sjus efter denne omgang.

Victoria havde blot fulgt det gyldne hår med blikket, som Zirra havde bevæget sig mod døren. Hun nikkede til ordene og løftede den ene hånd til afsked. "Du er altid velkommen. Også hvis det ikke er arbejdsrelateret" svarede hun med et svagt smil, der ikke helt kunne skjule sorgen i de blå øjne. Da først Zirra havde lukket døren igen, kunne hun heller ikke holde tårerne tilbage, som hun nærmest klaskede sammen på stolen bag sig og begravede ansigtet i begge hænder.