Sedna Calypso Van der Zee

Sedna Calypso Van der Zee

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 303 år

Højde / 173 cm

Efterlyst af Lyset

Xenwia 31.10.2020 19:11
Dagens træning for flere af Lyset’s riddere var veloverstået denne sene eftermiddag, alvoren og seriøsitet havde lagt sig i bytte for højt humør og en enighed – og en god portion gruppepres – om, at slå et smut forbi en af de nærliggende kroer til et krus øl eller tre.

Kroen var blevet indtaget på allerbedste ’soldater maner’, til stor irritation hos enkelte af kroens stamgæster, hvis dag gik med at kigge dybt i de gærede væsker. Samtalerne kørte på kryds og på tværs hen over de borde, som flokken havde valgt at trække sammen til et midlertidigt langbord.
Jokes langt under bæltestedet blev delt blandt mændene, med en rungende latter til følge, der overdøvede dem, hvis latter kun var halvhjertet givet for ikke at føle sig uden for fællesskabets til tider noget grove jargon.

”Ja ja, men har I så hørt om den der fejlfarvede spidsøre, som de fangede ved den nedbrændte skov nær Birkelunde? Fjolset løb direkte ind i armene på en af vores delinger, ubevæbnet. Kan I tro…” begyndte en af de yngre mænd, knapt der nok til at have sat hår på brystkassen, men han blev hurtigt afbrudt af Kester, en fyr med lige så stort temperament som hans hår var rødt, notorisk kendt for at når beruselsen gab sig om ham, at have meget svært ved at holde fingrene for sig selv, og endnu svære ved at tænke før tale ”Jeg har hørt hun er en fyrig lille en, der ikke er særlig villig til at åbne munden, -” begyndte han inden stolen han sad på blev bagud i det han rejse sig op, med den ene hånd gribende om hans eget underliv, inden han lod en lille serie af hofte stødde ud i luften, stadig med hånden holdt for skridtet, alt imens han fortsatte sin tale strøm ”- men det er ikke noget det rette udstyr ikke kan ændre på!” grinte han med et slesk smil ifølge af vippende røde øjenbryn. Med et lidt voldsomt, kammeratligt klap mod hans sidemarkers skulder tog Kester plads på stolen igen. Skulderen havde tilfældigvis tilhørt riddernes svar på prins charming; Trestron.
Det var også ham der nu fik den fulde opmærksomhed. ”Hvad siger du Reynlest? Rygtet går på hun skulle være afkom af den tidligere tortur-mester, du ved hende din far sad hos? Det må da lokke lidt for hævn, gør det ikke?” de chokolade brune øjne forsøgte at fæstne sig i Treston’s, men måtte hurtigt opgive da øllet efterhånden gjorde det umuligt at fokusere det svømmende blik, under de samme rynkede øjenbryn ”Jeg ved at jeg ville være fristet for at give lidt igen, du ved for familiens skyld. Desuden er det jo bare en sort hud, de er jo praktisk talt Zaladin’s eget yngel.” forsøgte han sig lokkende for at få den blonde mand ved sin side til at bide på, og måske endda tilbyde ham til at stå vagt ved døren, ind til arrest cellen - hvis hann dækkede for Treston, så var han vel også villig til at dække for ham? Så frem der var noget tilbage...
It’s a rare enough thing to find someone who can see me the way I am,
no less to peer down into dark parts of my heart, the parts of me even I don’t want to look at.

Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 187 cm

Elvira 31.10.2020 20:29
    Treston var egentlig for træt og havde alt for meget at tænke på til at have lyst til kroturen. Men i dette selskab var 'nej' eller 'jeg er for træt' sjældent valide svar, og det var endt med, at han havde lovet sig bort til en øl - én øl!. 
    Nu var det meste af selskabet efterhånden på deres fjerde, og Treston sad som den eneste, der stadig var tilnærmelsesvist ædru og var begyndt at lede efter gode undskyldninger, han kunne stikke de andre, så han kunne komme tilbage og høre, hvordan Zirras samtale med Spionmesteren var gået...
    Den unge guts fortælling fæstnede sig ikke rigtig i hans hjerne, for tanken om Zirra og de mange - mange - nye detaljer om hendes hemmelige liv, han nu pludselig var blevet indviet i, havde et øjeblik krævet hele hans opmærksomhed... 
    Men så kom Kester på banen med sine vulgariteter, og pludselig spolede Trestons hjerne tilbage - sammenholdte Kesters idiotkommentarer med dét, knægten havde sagt - og med ét var han iskold over hele kroppen.
    Det kunne vel ikke være...
    Kesters mandige skulderklap rev Treston ud af hans begyndende panik - blot for at cementere den fuldstændigt: ”Hvad siger du Reynlest? Rygtet går på hun skulle være afkom af den tidligere tortur-mester, du ved hende din far sad hos? Det må da lokke lidt for hævn, gør det ikke?”
    Sedna var ikke sluppet væk.
    "Hvor..." Han var blevet knastør i munden, og koldsveden var sprunget frem over hele kroppen. Men Treston gjorde sit ypperste for ikke at lade sig mærke med noget - han kunne ikke vise de her kødhoveder, at Sedna, for ham, ikke bare var en 'sorthud'... var meget, meget mere end Zaladins yngel... "Hvor holder de hende henne?" Han tvang en meget anstrengt latter frem, og havde allerede en dårlig smag i munden, selvom ordene endnu ikke havde passeret hans læber: "Jeg er overrasket over, at jeg ikke har hørt dét hér noget før! Det bliver min far ovenud lykkelig over at få at vide..." Han sank og fik på én eller anden måde et skævt smil frem. Det gjorde nærmest ondt i hans ansigtsmuskulatur. "For som du selv siger: Med det rigtige udstyr..."
Sedna Calypso Van der Zee

Sedna Calypso Van der Zee

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 303 år

Højde / 173 cm

Efterlyst af Lyset

Xenwia 31.10.2020 23:23
Det var i virkeligheden til Treston’s fordel, at resten af selskabet ikke havde været nær så mådeholdige med de alkoholiserede drikkevarer, som ham selv. Igen, heller ikke Kester bemærkede hvordan Treston måtte forsøge sig ad to omgange, før ordene ville makke ret i den tørre mund.
I mellemtiden var den rødhåret gut i gang med at tømme resten af sit krus’ indhold ned i svælget, hvorfor han slet ikke lod til at have lyttet efter spørgsmålet om hvor henne mørkelveren blev holdt.
Kruset ramte bordpladen med et høj, hult klonk, i det Kester’s afstandsbedømmelse slog fejl ”Ved du hvad Treston, jeg har faktisk aldrig set sådan en før, tror du de er lige så grimme som fortællingerne beskriver dem? Narjh det er sgu også lige meget, man kan jo altid bare tage dem ved nakken du ved, og bare presse hovedet ned mens man…” den unge knægt der havde startet hele samtalen, afbrød Kester ”De har hende i arresten, en af de bagerste celler – du ved dem uden bare et lille kighul ud til gaden, hvor sollys kan slippe ind.” utilfreds over at være blevet skåret af, brummede Kester små snerrede tilbage, ned mod anden anden ende af langbordet ”Ja hun er vel for Zalan heller ikke en dronning? Du synes måske det er synd for hende Derrick? Jeg er sikker på Charming her ikke ligefrem deler samme mening, men nu er det jo heller ikke din far, som har udholdt tortur fra sådan et misfoster.” et skælvende blik blev kastet mod Treston, søgende efter medhold i hans ord i at Derrick var helt forkert på den, med sit medlidenhedspis for fjenden.
”Hey du, jeg kunne måske tage med dig hen til arresten? Holde udkig og sådan? Så kunne du gøre det samme for mig? Hvad siger du til det?” en tjattede, udfordrende, albue prikkede lidt til Treston’s side, i et usagt ’sig nu ja’. Tonen bag spørgsmålet holdt sammen med hans øvrige vulgariteter, som der flittigt var blevet kastet omkring sig ned, gjorde det ret så tydeligt, at de planer Kester havde lagt for sig bestemt ikke hørte en ridder af Lyset til.
It’s a rare enough thing to find someone who can see me the way I am,
no less to peer down into dark parts of my heart, the parts of me even I don’t want to look at.

Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 187 cm

Elvira 01.11.2020 08:12
    Kesters grove ord frembragte en ubehagelig blanding af voldtægtsagtige, forfærdelige billeder med Kester og Sedna i hovedrollerne, peppet op med minderne om de 'øvelser' han og Sedna selv havde gjort sig på det lille kroværelse... Treston havde det alvorligt som om han skulle kaste op, og det var kun Derricks ord, der forhindrede ham i at komme med en vag undskyldning og flygte fra bordet med det samme...
    Arresten. Sedna var i arresten... Arresten lige under Paladset, hvor han havde haft sit daglige gang den sidste uge, siden de var kommet hjem - fuldstændig uvidende om, at dén kvinde, han havde ladet slippe bort, sad fanget et sted under ham i mørket...
    ”Ja hun er vel for Zalan heller ikke en dronning? Du synes måske det er synd for hende Derrick? Jeg er sikker på Charming her ikke ligefrem deler samme mening, men nu er det jo heller ikke din far, som har udholdt tortur fra sådan et misfoster.” Det var en isoleret del af Treston, der mærkede sig Kesters blik og fik hans hoved til at nikke - resten af ham var stivnet og kæmpede stadig med de forfærdelige billeder.
    Kester opfordrende spørgsmål og den efterfølgende albue fik dog Treston til at vågne op, og han måtte tage sig selv i nakken for at kunne fremtvinge et lystent grin, fordi tankerne hvirvlede rundt i hovedet på ham. Kesters insinuationer... var det noget, den tykpandede mand før havde gjort alvor af?
    "Det lyder meget tilfredsstillende!" fik Treston frem og tvang så sig selv til at give Kester et mandigt og opfordrende klap på skulderen. "Tak for tilbuddet, du! Det ville virkelig være i min fars ånd... Du er sgu en kammerat!" Han rejste sig, så stolen skrabede larmende hen over gulvet bag ham - stadig med det efterhånden lidt maniske smil klistret til ansigtet. "Har du tid nu? Jeg skal bare lige et smut forbi den øvre del af Paladset og hente noget... udstyr, du ved." Han formåede at blinke indforstået, og undertrykte trangen til at plante en knytnæve i Kesters dumme ansigt, da manden slog en skraldlatter op. 
    Ved alle Guderne... Han håbede, at Zirra var færdig hos Lysets Spionmester. Han havde virkelig brug for at snakke med hende...
Zirra Reynlest

Zirra Reynlest

Spion af Lyset

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 31 år

Højde / 170 cm

Alianne_ 01.11.2020 10:46
"Er det ikke Reynlest-datteren?"
"Hende der blev kidnappet sidste uge?"
"Schh, ikke så højt - Ja, de siger hun var helt smadret. Hvis Mørket begynder at kidnappe mine søstre..."
"Puh, jeg ville gifte dem hurtigst muligt, du."

"... Jeg vidste ikke engang, Reynlest havde en datter, før..."

Zirra havde hørt på sådan noget hele dagen. At befinde sig på Paladset var ikke længere i nærheden af at være et sikkert sted for hende mere, men Victoria havde forsikret hende om, at de ville glemme hende igen, lige så snart alt det her var drevet over. For  nu skulle hun fokusere på at holde hovedet koldt over for familien og holde sig til den historie, de havde fået sat op omkring hendes 'kidnapning'.
Det var med tårevædede øjne, at hun gik fra Victorias kontor. Det her havde kun været første møde ud af et par stykker - denne gang med det indledende fokus på at få fortalt sin fulde rapport, så spionmesteren ikke havde nogen uforudsete, løse tråde hængende. Det havde været forfærdeligt at skulle gengive det hele igen, og samtidig blive konfronteret med realiteten af, at hun uforvarende havde brændt et ret stort skovområde af. 
Nu gik hun med hastige skridt mod den lidt afsides og ofte ubefolkede gang, hun havde aftalt at mødes med Treston på. Der var vist nærmest ikke flere ting, hun holdt hemmelige for ham mere, men med det sidste, Victoria havde fortalt hende, inden hun var gået, tydede det på, det nu var Treston, der holdt hemmeligheder for hende. 
Hun nåede at trave rastløst frem og tilbage et par gange, inden Treston dukkede op, og hun løb hen til ham i små, hurtige skridt - mens hun virkelig prøvede at undertrykke den smerte, der stadig sad fast i hendes led - med et foruroliget udtryk i ansigtet. 
"Jeg har noget, jeg skal fortælle dig!" udbrød hun præcis og ordret i munden på Treston. 
Hjertet sank helt ned i maven på hende, for hun kunne se i hans blik, at der næppe kunne være mange forskellige ting at fortælle hinanden lige nu med så store konsekvenser. Det betød, at Treston også havde fundet ud af det, og selvom ingen vidste, hvem der havde tortureret Zirra, skulle rygtet ikke bruge lang tid på at nogen fandt ud af sammenhængen. Det betød også, at Zirras svage, tågede minder om sammenstødet mellem Treston og Sedna ikke bare havde været vildelser. Desværre. 
"Jeg fatter det ikke," tilføjede hun i et anklagende tonefald. "Du slog hende ikke ihjel?"

☽✧    I'm stronger, when I bleed    ✧☾
Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 187 cm

Elvira 01.11.2020 15:59
    Hendes ord ramte Treston som snerten på en pisk, og han krympede sig under dem, som gjorde de virkelig fysisk ondt.
    "Zirra, du forstår ikke..." begyndte han, men vidste så ikke, hvordan han skulle komme videre og startede forfra, efter at have taget en dyb indånding og pustet langsomt ud: 
    "Nej, jeg slog hende ikke ihjel, fordi... Fordi jeg kender hende, Zirra. Og jeg kunne ikke... Jeg kunne ikke-" For en gangs skyld - og temmelig atypisk - undslap ordene ham fuldstændig, og han endte med at slå frustreret ud med hænderne. "Jeg anede ikke, at hun var fra Mørket - okay? Jeg anede det ikke, Zirra. Jeg troede bare, hun var en mørkelvisk glaskunstner på gennemrejse, og vi faldt i snak over en øl, og én blev til flere, og nu ved jeg ikke..." Han brød af igen - kørte en febrilsk hånd igennem håret - og greb så Zirras hænder. Fangede indtrængende hendes blik, mens han rablede videre: 
    "Der er noget, der ikke stemmer, Zirra. Først tænkte jeg, at hun måske forsøgte at udnytte mig - at vinde min tillid for at lokke informationer om Lyset og hæren ud af mig. Men jeg har genspillet vores aften sammen mindst hundrede gange oppe i hovedet, og det stemmer ikke - vi snakkede kun om ligegyldige ting, fortalte om os selv. Lærte hinanden at kende. Flir-" Det var kun i sidste øjeblik han fik fanget ordet, og med en hurtig rømmen skyndte han sig videre i den usammenhængende fortælling: "Og dét undskylder naturligvis ikke, hvad hun har gjort eller hvor hun hører til, for jeg hader Mørket lige så meget som dig, og jeg kommer aldrig til at kunne tilgive, hvad hun gjorde ved dig. Men Zirra... Jeg bliver nødt til at snakke med hende. Jeg bliver nødt til at forstå, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde..." 
Zirra Reynlest

Zirra Reynlest

Spion af Lyset

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 31 år

Højde / 170 cm

Alianne_ 01.11.2020 16:25
Jeg kender hende... anede ikke, hun var fra Mørket...
De ord landede på et dybere sted, end Treston kunne forestille sig, og slog fuldstændig pusten ud af Zirra. Så meget, at hun ikke fik revet sine hænder væk, som hun ellers havde haft lyst til. Der var stadig noget hudsult i hende  - en længsel efter bare at blive holdt om og vugget i timevis. Men det var der ikke tid til nu. Trestons had til hæren havde tydeligvis overskygget, hvad der var sket, og hans had til Mørket var ikke stort nok, når han satte så mange men'er ind i en sætning, der handlede om sin lillesøsters torturbøddel. 
Glaskunstner... Det forklarede nogle af torturredskaberne. Sikke et dække for sit virkelige hverv. Storm havde i det mindste sagt, han var lejesvend, som var nogenlunde tæt på soldaterlivet. Da hendes tanker faldt på Storm og den nat de selv havde delt - omend rimelig afbrudt af hans ret dårligt timede indrømmelse - begyndte hun at sammenligne deres situationer. Tænk at både hun og Treston var faldet for en fra Mørket uden at vide, hvad de rodede sig ud i. Der var bare én væsentlig forskel. Storm havde ikke tortureret hende. Han havde sagt fra, da dæmonerne begyndte deres leg, og han havde givet sin egen krop til den kvindelige dæmon for at Zirra kunne beholde sit liv. Han havde risikeret alt ved at holde dem fra at voldtage hende, og han havde skamredet hesten for at få hende til en helbreder, og selv derefter havde han risikeret hele sit erhverv for at få hende sikkert til Dianthos og holdt langt ude af Zahinaels klør. Sedna derimod. 
"Hun er ikke en god person!" Nu var det Zirras tur til at klemme til om Trestons hænder - mere aggressivt end beroligende. "Det er ikke din fejl, at du faldt for hendes påtagede personlighed, men nu har hun vist dig, hvem hun er. Du må ikke have nogen forhåbninger om at få noget ud af den samtale, vel? Nogen i Mørket er tvunget ind i det, ligesom Storm, men jeg siger dig, Sedna nød det. Hun nød at se mig lide, Treston."
Med det sagt, og med behovet for aldrig at skulle falde i Sednas hænder igen, havde den nye viden om, at hun sad i kælderen, dog fået lysten til at se hende i øjnene igen til at blomstre. Forhåbentlig havde de givet hende noget magineutraliserende - ellers sad hun der i hvert fald ikke længe. 
Ikke mindst var lysten dukket op, fordi Zirras magi stadig ikke var vendt tilbage. Nok havde hun ikke haft meget chakra at rykke med før, men slet ikke at have noget... Det var en kold, tom følelse, som selv de varmeste tæpper ikke kunne fordrive. 
"Hun tog min magi, Treston, på en eller anden måde," fortsatte hun. "Den er stadig ikke vendt tilbage. Jeg har en høne at plukke med den kælling. Så hvordan har du tænkt dig at vi kommer forbi vagterne?"
Og der hoppede Zirra direkte over på det hold, hun fejlagtigt havde troet, Treston var på. At plukke en høne med Sedna, der sad i kælderen og ventede på sin straf. Hendes harme overskyggede fornuften, der måske ville have set, at Trestons blik ikke var et, der lovede verbale tæv og sure miner, men den desperate form for håb, der dukkede op, når man virkelig, virkelig ikke ønskede at se sandheden i øjnene. 

☽✧    I'm stronger, when I bleed    ✧☾
Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 187 cm

Elvira 01.11.2020 17:53
    Ligesom Storm... 
    Der var noget, ved de ord - dét navn - der fik en klokke til at ringe i Trestons hoved, men han nåede ikke videre end til at arkivere fornemmelsen til senere overvejelse, for resten af Zirras ord krævede hans fulde opmærksomhed. Han slap hende, som havde han brændt sig på hende. 
    "Vi... Zirra, det kan vi ikke. Det er ikke dét jeg- " Han rynkede uforstående panden og så på hende med begyndende vantro. "Èn af de andre riddere - Kestor - ved hvordan man kommer forbi vagterne, fordi han sommetider...hævner sig på fangerne dernede, og han har lovet, at han kan få mig ind, men Zirra..." Han fangede hendes blik, fordi han ville være sikker på, at de var enige om dét hér. "...Kester er afsporet, og hvis vi 'plukker høner' med vores fanger er vi ikke bedre end Mørket. Det gør mig virkelig ondt at høre, at Sedna har gjort ét eller andet ved din magi, men at gå ned med et par knojern og banke dine frustrationer ud på hende bringer den jo ikke tilbage. Det er ikke... Så er vi akkurat lige så slemme." Han studerede hende lidt med et ubeslutsomt udtryk, før han stille sagde: "Jeg tror ikke, jeg vil have dig med, Zirra. Jeg tror, jeg skal gøre det alene."
Zirra Reynlest

Zirra Reynlest

Spion af Lyset

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 31 år

Højde / 170 cm

Alianne_ 01.11.2020 19:28
Treston trak sig væk, og Zirra startede med et uforstående udtryk, der hurtigt gik over i lige så stor gru, som var malet på hans ansigt. 
"Du tror jeg ville gøre sådan noget?" gispede hun forfærdet. "Du tror virkelig, jeg ville være som Kester?"
Åh ja, Zirra havde hørt om Kester. Hun var blevet truet med at han ville komme ned til hende, da hun selv ved en fejl var røget til arresten efter en vellykket infiltration og arrestation af en dæmonbande. De havde alle sammen fået at vide, hvad han gjorde ved fanger af Lyset - mænd som kvinder. Heldigvis for Zirra, havde hun kun siddet der et par timer, indtil Mirabelle havde fået hendes historie bekræftet og hevet hende ud derfra. 
Hvad Zirra havde haft i tankerne nedenunder det dyremishandlende ordsprog, var mest af alt bare at råbe lidt af Sedna. Måske spørge hende pænt til at starte med, hvad hun havde gjort ved magien, men hun virkede ikke til at være typen, der gav information fra sig så let. Men at torturere eller banke det ud af hende? Zirra var ret sikker på, hun ville kaste op, hvis hun skulle udføre blot en brøkdel af, hvad Sedna havde gjort ved hende. Det var en af grundene til, hun ikke havde lyst til overhovedet at se på mørkelveren igen. 
"Hvis det virkelig er sådan du tænker om mig nu..." sagde Zirra og trak sig længere væk og vendte siden til og kiggede ind i muren, hvor hun ønskede der havde været et vindue placeret. "Ja, så tror jeg også, du skal gøre det alene, Treston."
Så gør jeg bare, hvad jeg er bedst til: Følger efter dig.

☽✧    I'm stronger, when I bleed    ✧☾
Sedna Calypso Van der Zee

Sedna Calypso Van der Zee

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 303 år

Højde / 173 cm

Efterlyst af Lyset

Xenwia 01.11.2020 22:57
Overraskelsen havde været malet tydeligt da mørkelver kvinden, var kommet væltende ud mellem stort svedne træer, direkte ind i armene på styrker fra Lyset’s hær, der havde været i færd med at gennem søgte skoven for såret og døde, både af egne folk og med håbet om at finde de få folk af Mørket, som var sluppet væk.
Kampen havde været ulige fra starten af, en mod fem var ikke bare ringe odds for elveren – de var grinagtige dårlige odds, og så var hun ovenikøbet ved første øjekast ubevæbnet.
Sedna overgav sig på ingen måde frivilligt, til trods for de våde kinder og lunger der skreg efter at få trukket luft helt ned i sig, i stedet for den overfladiske vejrtrækning der kun havde givet den fornødne ilt til, at hun kunne fortsætte sit løb; væk fra Treston og hans trussel, der blev ved med at give ekko i hjerte og hjerne.
Vrede havde fået lov til at boble op og havde været den drivende kraft bag hendes modstand. Stik modsat hvordan hun havde undgået vigtige vitale dele af Zirra’s krop, var det dem hun havde gået efter i sine angreb. Kun stoppet af et sværd presset mod halsen, hvor den mørke hud måtte give efter for den skarpe æg, hvorefter gruppens overordnede arrigt havde brølet mod hende ”Så det nok!” mod hende, inden knappen på hans sværd kolliderede med hendes hoved og gjorde alting mørkt.

*****


Da Sedna endelig var kommet til bevidsthed var hun stadig omsluttet af et mørke. Som det var gået op for hende at hun ikke kunne se noget, ikke så meget som en silhuet, var det som en tidevandsbølge af klam panik ind over hende med den første tanke der ramte hende; de havde taget hendes øjne! De havde gjort hende blind og det måtte være grunden for hun intet kunne se!
Panikken fik hende til at ville hæve hænderne til øjnene, men blev bremset af lænkerne der holdt hende fast spændt i til cellens kolde, fugtige stenvæg, hvis ru overflade skar sig ind i den nøgne ryg. Først her blev hun klar over den brændende smerte, som bevægede sig som løbeild gennem nerverne, ved selv de mindste bevægelser og fik hende til at snappe efter vejret. Kun kontakten til stengulvet forhindrede skuldrene i at lide samme skæbne som Zirra’s.

Sedna var fuldkommen uden tidsfornemmelse, nat og dag flød i et. Der var ingen struktur i hvem eller hvornår folk fra Lyset kom til cellen, ingen hentydninger der kunne give hende et praj om, hvor længe hun havde siddet i sit fængsel og slet ikke hvor længe hun havde været om at komme til bevidsthed.
De kommende vinter måneders kulde trængte gennem stenene, og gjorde hende kold helt ind til benet, så hun til sidst havde måttet synke tænderne hårdt i underlæben for at stoppe deres klapren.
Kulden blev heller ikke mindre af de gentagende gange, hvor hun måtte udstå at få lagt et klæde over ansigtet, inden hvad det føltes som en flod af endeløst vand gjorde det svært at trække vejret, fik hende til at føltes som om hun var ved at druknede i timevis. Kun for slutteligt at blive ført tilbage til cellen, lige så afklædt som hun var blevet hentet, eneste forskel var at kroppen og de sparsomme klæder der kun lige dækkede hende - så hun ikke var fuldkommen nøgen - var drivvåde.
Én ting kunne hun bryste sig af; synet var ikke blevet frarøvet hende. En enkelt gang på turen fra cellen til 'forhørrings rummet', havde Sedna gennem klædet foran hendes øjne, kunne ane en fakkels flakkende ild.
Jernet om håndleddene var for længst begyndt at gnave sig ind i den tynde hud, underlæben var hævet og sår fyldt fra hendes egne tænder, arme og ben begyndte i perioder at miste følingen fra den siddende statiske stilling hun gang på gang blev placeret tilbage i, med armene trukket ud til hver deres side, som havde hun været korsfæstet. Flere trykkede ribben gjorde det det svært at trække vejret dybt, hvorfor vejrtrækningen var overvejende overfladisk.
It’s a rare enough thing to find someone who can see me the way I am,
no less to peer down into dark parts of my heart, the parts of me even I don’t want to look at.

Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 187 cm

Elvira 02.11.2020 22:28
    Treston var sammenbidt og fåmælt og havde meget svært ved at imødekomme Kesters åndssvage mundlort med nok entusiasme til at idioten ikke skulle fatte mistanke. Men det lykkedes på én eller anden måde alligevel, ligesom det lykkedes, at overtale Kester til at blive oppe i nærheden af vagtstuen, i stedet for at følge med Treston helt ned i den værste del af fangekælderen - dén del, man placerede sine fjender i, når man ikke ville have, de skulle føle sig alt for hjemme hos Lyset...
    Treston havde været hernede et par enkelte gange - som regel enten for at hjælpe med at deponere nogen, eller for at identificere en krigsforbryder - men stedet gav ham alligevel myrekryb. Og det på trods af, at han havde snuppet en olielampe fra vagtstuen, og skruet så meget op for flammen, at han svagt kunne skimte de missende, trætte ansigter på de fanger, der befolkede cellerne på hver side af gangen. 
    Og så - endelig - kom han til dén celle Derrick havde beskrevet, og efter en kort tøven og en dyb, beroligende indånding, trådte Treston hen til tremmerne og løftede olielampen, så han kunne se ind i cellen. 
    Hun var lænket og så forkommen ud på en måde, der virkede helt forkert - Sedna var ikke en kvinde, der lod sig kue let, men siddende lænket på cellens kolde stengulv, lignede hun heller ikke just sit normale, kampklare selv. Hendes hår var vådt, af én eller anden grund, og det tog ham direkte tilbage til deres første møde - i den lille fiskerlandsby, på kroen, med regnen stående ned i stænger udenfor...
    Han greb hårdt om de kolde, ru tremmer med den ene hånd - havde brug for et fast holdepunkt for ikke at blive revet med af dén flodbølge af følelser, der havde rejst sig ham ved synet af hende; vrede, forvirring, gensynsglæde, mistro... Han sagde ikke noget, for han kunne ikke få et ord over sine læber, men han betragtede hende i det bløde lys fra olielampen med hele den indre konflikt skrevet tydeligt i sit ansigt. 
    
Sedna Calypso Van der Zee

Sedna Calypso Van der Zee

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 303 år

Højde / 173 cm

Efterlyst af Lyset

Xenwia 02.11.2020 22:58
Tunge skridt gav genlyd i stengangen, gjorde det svært at bedømme hvor langt væk eller tæt på personen var på cellen - eller også var hun bare for træt til at lytte ordentligt efter.
Håbet om at skridtene ville standse ved en anden celle end hendes, var svindende lille. Den manglende struktur hos vagterne gjorde at hun mere end en gang inden for hvad der føltes som kort tid var blevet trukket afsted, på skælvende ben og bare fødder for endnu et forsøg på at få hendes tunge på geled.
Det var derfor også med en følelse koldere end cellen selv, at en knude strammede til i den sultne mave, ved de forstummende skridt lige ud for hendes celledør.
Lyset fra olielampen fik hende til at løfte det foroverbøjede hoved, men ikke uden et lavt smerte støn gled over de mørke læber, da den mindste bevægelse fik kroppen til at skrige af smerte ”Jeg sværger, hvis du rør mig.. -” en anstrengt vejrtrækning tvang hende til at tage hendes trussel i bidder ”- så vil jeg personligt sende Kile i hælene på dig!” stemmen var ru, tæt på hvæsende og ordene manglede kraft bag sig og fik truslen til at virke mere modløs end ægte.
Gennem stoffet for øjnene kunne Sedna kun ane lyset en silhuet af hvad hun ville gætte, var en mandsperson, men det var umuligt for hende at se hvem det var, men da ingen nogensinde havde lys med herned, forventede hun straks at det ikke var en person med gode intentioner.
Pludselig virkede tanken om vandtortur langt mere tiltalende, end tanken om ikke at kunne yde modstand, mens der blev taget noget langt mere personligt end hendes frihed eller luften til hendes lunger.
It’s a rare enough thing to find someone who can see me the way I am,
no less to peer down into dark parts of my heart, the parts of me even I don’t want to look at.

Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 187 cm

Elvira 03.11.2020 07:46
    Det var et chok at høre hende tale - skræmmende hvor hæs hun lød, og skræmmende, hvor meget bid, de havde formået at tage ud af hende. Og det var også først dér, det rigtig gik op for ham, at de selvfølgelig ikke havde spildt tiden her i fangekælderen - at hun var blevet afhørt - og at det var derfor, hun var så hæs og våd og kuet. Lige i dét øjeblik skammede Treston sig mere end nogensinde før over over dén uniform, han stadig havde på...
    Men hun fortjente det jo også! Var der en lille stemme i hans baghoved, der skreg. Hun var en del af Mørket. Hun havde tortureret Zirra. Hun havde løjet for ham... Men hun havde også givet ham navnet, på dét udtræk, der havde standset ætsningen på Zirras bryst. Det var i sidste ende dén ene, gode handling, der havde tvunget ham til at komme herned og se hende...
    "Sedna, det... Det er mig." Ordene afspejlede ligesom hans ansigt den indre konflikt - tonefaldet var både trist og blidt og modvilligt på samme tid. "Jeg vil ikke gøre dig noget. Jeg er her bare for at... snakke lidt, tror jeg." Han greb endnu hårdere om tremmerne, så små flager af rust knækkede af imod hans håndflader. Ved Guderne... hun måtte jo også kunne høre, at han i virkeligheden ikke anede hvad han havde gang i...
    Det generede ham, at han ikke kunne se hendes ansigt ordentligt for dét klæde, de havde bundet over hendes øjne, men han tøvede alligevel også med at finde dén nøgle frem, Kester havde trykket i hånden på ham med en vulgær kommentar og et lummert smil, for han ville ikke gøre hende tjenester, hvis det viste sig, at hun virkelig var den psykopat fra Mørket, som Zirra havde set... 
Sedna Calypso Van der Zee

Sedna Calypso Van der Zee

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 303 år

Højde / 173 cm

Efterlyst af Lyset

Xenwia 03.11.2020 17:43
For Sedna virkede stilheden mellem dem ironisk nok uendelig, som var det evigheden der lagde sig mellem dem, inden hendes beskuer trak vejret ind, som optakten til den spottende latter eller de nedværdigende ord hun forberedte sig mentalt på ville slynges hendes vej, men ingen af delene kom.
Stemmen, hans stemme, dén stemme som mørkelveren troede hun aldrig skulle hører igen.
Den virkede på en og samme tid tæt på, som skulle hun bare række ud og så ville de mørke fingerspidser stryge over den skarpe lyse kind, helt som han havde rørte hendes for foden af kroens trappe. Den samme tid kunne han ikke have været længere væk, umulig at røre og ikke kun grundet de lænkede arme.
Hvorfor nu? Hvorfor kom han først her nu? Han måtte have vist hun havde siddet her lige siden… Hvor lang tid der så end var gået, siden han havde set på hende med dét blik, som stadig hjemsøgte hende.
Han ville se hende sådan her, det var dét han ønskede, var det ikke?
Han ønskede at se hende som, hvad hun var – det alle andre så når så hende – en mørkelver passende til dem i de historier man brugte til at skræmme uartige børn, de der kunne få det til at løbe fuldvoksne mænd ned ad ryggen; et mørkt monster.
Hun havde været så opslugt af sit eget giftige tankespind, at hun slet ikke havde lyttet til ordentligt til ham, ikke hans ord, men stemmen de blev sagt med. ”Snakke lidt, ha! Du vil snakke lige så meget som dine så fine kammerater i Lyset.” bed hun både vredt og såret af ham, med mindet om hans sidste ord i skoven stående stærkt i erindringen ”(…)Næste gang jeg ser dig, får du samme behandling som enhver anden soldat i Mørkets tjeneste…”.
”Er du tilfreds? Varmes du af hvad du ser?” fortsatte hun i samme uretfærdige tone overfor ham. Vreden kogte i hende, men det var ikke den som fik hjertet til at slå så hårdt mod brystbenet, at det føltes som om det ville rive brystkassen åben.
Hun var vred over han tillod sig at dukke op nu og ikke før, at han sikkert stadig som de blå øjne hvilede på hendes foreslået, sultende og kolde krop stadig ville se hende som skurken. Alt mens hjertet slog for den overvældende lyst efter at se ham, røre ham og en mulighed for at undskylde for alt smerte og løgn.
Hovedet drejede sig afvisende væk med en lidende grimasse "Jeg vidste ikke... -" hviskede hun ud med stemmen spinkel som glas "... - Så havde jeg aldrig, Treston.".
It’s a rare enough thing to find someone who can see me the way I am,
no less to peer down into dark parts of my heart, the parts of me even I don’t want to look at.

Zirra Reynlest

Zirra Reynlest

Spion af Lyset

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 31 år

Højde / 170 cm

Alianne_ 03.11.2020 19:11
En af fordelene ved at være spion, var at man kendte alle de hemmelige gange. Det betød også, at Zirra ikke havde behov for at gå igennem vagtstuen - og forbi Kester - for at komme ned til cellerne. At høre Sednas stemme, selvom den stadig var fjern og ordene ikke hørbare, gjorde dog at hun måtte stoppe op og tvinge sit åndedræt ned i tempo igen, for det var pludselig røget helt op i det hyperventilerende lag. Hun knyttede hænderne, mens mørket trak sig sammen omkring hende. Visheden om at hun ikke bare kunne fremmane sine ildfluer, endte med at være det, der drev hende videre. Vreden over, at Sedna på en eller anden måde havde frarøvet hende magien, gav det skub, hun havde brug for. 
Langsomt sneg hun sig tættere på og endte i en krog, hvor olielampens skær ikke kunne nå hen. Omsluttet af de mørke skygger, satte hun sig til rette, som hun havde gjort hundredevis af gange før, og forberedte sig på at sidde så stille som en mus så længe, som det var nødvendigt. 
Hun fik kun fat i de sidste af Sednas ord, og måtte gøre en aktiv indsats for ikke at bryde ind og spørge, hvorfor i alverden de var så familiære i brug af hinandens navne. Den spinkle stemme blev meget med vilje overhørt for ikke at få for mange kvaler med, hvordan Sednas krop så ud i de hårde skygger.
Zirra kunne ikke lade være med at forestille sig, hvor meget værre det ville se ud, hvis Kester havde været forbi... Når... Kester kom forbi. På det punkt, var der ikke megen forskel mellem Lyset og Mørket, og Zirravar pinligt bevidst om, at de dæmoner hun havde været legetøj for, lige så godt kunne have været en deling sjofle riddere af Lyset, havde hun arbejdet for den modsatte side. Kester var én af de typer, hun rent faktisk ikke ønskede at selv hendes fjender skulle møde. Bundrodden og ildelugtende på bunden. 
Hun måtte tage blikket fra Sedna og fokusere på en sten i gulvet for at fokusere på deres samtale. Råbelysten buldrede i hende, men det var ikke nu, det skulle ske. Det var bedre at blive her og observere, inden hun sagde noget. Hvis hun sagde noget. Treston kunne da umuligt føle sympati for én, der havde gjort noget så utilgiveligt, men... Men det havde unægteligt lydt sådan på hans ord oppe i gangen.

☽✧    I'm stronger, when I bleed    ✧☾
Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 187 cm

Elvira 06.11.2020 12:39
    "...aldrig stukket syle i en forsvarsløs kvinde?" afsluttede Treston for hende og fortrød straks, hvor hårdt det kom ud. Men han var vred, og det værste ved vreden var, at den ikke rigtig var rettet imod Sedna; den var rettet imod situationen - denne forbandede, komplicerede lortesituation - og så var den rettet imod ham selv. Mest af alt var den rettet imod ham selv, fordi han havde ladet hende komme ind under huden på sig, på dén måde - fordi han, selv nu, havde lyst til at lægge sin jakke over hende og tage hende væk fra denne kolde, klamme kælder. Selvom han vidste, hvad hun havde gjort...
    Det var dén tanke, der fik ham til at tvinge resten af de hårde ord ud, for ligegyldigt hvad hans forvirrede følelser forsøgte at overbevise ham om, så sad hun her jo af en grund... "Du havde aldrig ætset hendes hud for at få hende til at tale? Slået hende i ansigtet? Eller forført en dum soldat i håb om, at han ville tale over sig?" Det sidste kom ud med en bitter, såret undertone, og han skulle lige til at fortsætte sine indirekte beskyldninger, da det rigtigt slog ned i ham, hvordan hun hun så ud lige nu - hvad Lysets fangevogtere havde gjort imod hende...
    For at få hende til at tale. 
    Sammen med dén erkendelse ramte et klokkeklart minde om Zirras vrede ansigt, da hun skreg: Jeg bollede den stodder for at redde dit liv! og Treston klappede i med en ubehagelig erkendelse af, at dét med at have det moralske højsæde var umuligt, når begge sider var så grå for hinanden... 
    Med et dybt suk forlod vreden ham, og han sank lidt sammen i skuldrene, før han mumlede: "Undskyld, Sedna. Det var ikke dét hér, jeg ville... Jeg kom herned, fordi jeg havde brug for at høre din side af hele denne historie - ikke for at lægge dig ord i munden." Med en lille, bestemt bevægelse stak han Kesters nøgle i låsen og drejede den om, så han kunne skubbe den tunge, kolde tremmedør op og tøvende gå ind i hendes celle. Det var mærkeligt, at have været tæt og intim med et andet menneske, og nu pludselig være usikker på at nærme sig hende... Men han tvang sig selv til at skubbe de forvirrede følelser ned og pressede én eller anden form for beslutsomhed ned i sine bevægelser, da han satte sig på hug foran hende, rakte ud og fjernede det grove bind for hendes øjne. Ved synet af hendes fine træk, kunne han ikke forhindre et lille, blegt smil i at dukke op på sit ansigt - et smil fuld af tristhed og fortrydelse, men stadig et smil. 
    "Hej..." hviskede han, og måtte så kaste blikket ned, fordi han ikke kunne møde hendes øjne. Han satte sig tilbage på hælene, så der kom en mere passende afstand imellem dem. "Dér på kroen," sagde han så og gjorde sit bedste for at holde sine følelser ude af stemmen. "Du vidste, at jeg var soldat - du vidste, at jeg tjente Lyset." Han registrerede nærmest kun halvt, at han sagde det i datid, og skyndte sig at fortsætte, inden han kunne nå at tænke nærmere over det: "...så hvad var det for? Var det noget, du blev sat til af dine overordnede, eller hvad? Hvorfor lod du mig købe dét krus mjød til dig? Hvad skulle du have ud af mig?"
Sedna Calypso Van der Zee

Sedna Calypso Van der Zee

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 303 år

Højde / 173 cm

Efterlyst af Lyset

Xenwia 06.11.2020 16:21
Aldrig nogensinde, havde hun haft samvittighed for den tortur hun havde udøvet eller overværet, aldrig. Det havde altid bare været et job ligesom alt andet, på lige fod som når bageren slog endnu en dej op. Alligevel sad hun med en nagende følelse af fortrydelse, skabt af den blonde mand nær tremmedøren.
Det var med en sydende vrede i sine ord Treston forsøgte at lægge ord i hendes mund. En vrede der var fuldt ud berettiget til et eksisterer, men den ramte stadig med samme kraft, at havde han i virkeligheden nådesløst svunget en tyrepisk ned over hende, hvor de efterlod sig sviende mærker. Alt der var hent hende den sidste uge, alt den smerte der havde fulgt med ’afhøringerne’ var uden sammenligning med den han tilførte.
Munden åbnede sig som havde hun tænkt sig at sige ham imod, men endte i stedet med at lukke sig lige så hurtigt igen. Det var ikke tiden til at korrigere ham i hvorfor hun havde slået hans søster, hans forbandede lorte søster – hvorfor kunne hun ikke have været alt andet end søsteren til Treston… Ej heller var det tiden for at lyve, for sandheden var at den dårlige samvittighed ikke kom sig af torturen, men hvem hun havde udsat for den og ikke mindst at Treston var dukket op.
Øjnene lynede under klædet, ved hans beskyldning om at hun skulle have forført ham fordi han bar fjernes uniform, at hun skulle have forsøgt at trække oplysninger ud af ham, der kunne bruges til Mørkets fordel. Bevægelsen var pludselig og fuld af en kraft hun ikke burde have tilbage i kroppen, da i et ryk ignorerede alt smerte og strakte sig alt det lænkerne tillod sig nærmere Treston ”Var din mund Treston!” spyttede hun knurrende ud, uden at forsøge at skjule, hvor hårdt den sidste beskydning ramte. Hvor vovede han er beskylde hende for dét af alt. Hun havde delt så meget mere med ham end bare sit skød, og alligevel troede han på det hele bare var et led i en ondsindet plan?
I en blanding af sukket fra soldaten og truslen om at skulderleddene ville give efter for det pludselige pres, trækket lagde på dem, sank mørkelveren sammen som var hun en punkteret ballon.
Den metalliske lyd med slåen der slog fra for den drejede nøgle og de efterfølgende skridt, fik hende til mentalt at forberede sig på smagen af blod, når en knyttet næve om lidt ville bidrage med endnu et sort mærke til samlingen. I stedet måtte hun misse med øjnene som havde han hevet hende direkte ud under høj sol. Olielampens flamme skar i øjnene så det gjorde ondt helt ind i hjernen.
”Hej…” det var så malplaceret i den givne situation, han kunne for Zalan ingen gang se på hende! Frustrationen over det faktum, at han tydeligt undgik hendes blik, var tæt på at få hendes hjerteslag til at stoppe for en stund. ”Se på mig?” bød hun spørgende denne gang med en forsigtig blidhed i stemmen, bønfaldende for at han ville løfte de kønne blå øjne. ”Jeg skulle ikke have noget ud af dig. Der var ingen overordnedes ordre der pustede mig i nakken, der var intet mål om at bruge dig imod Lyset… Jeg lod dig købe mig mjød, fordi du var den første som mødte mig åbent; ingen fordomme – ingen spydige kommentar eller hadefulde blikke, -” en voksende klump spyt blev tvunget ned med en svag hovedrysten ”- Men nej, jeg skulle aldrig have ladet dig... Jeg fortryder ikke at have delt dén nat med dig eller andet vi delte, men jeg fortryder at du føler dig ført bag lyset, fordi jeg ikke have det i mig at gå.”.
It’s a rare enough thing to find someone who can see me the way I am,
no less to peer down into dark parts of my heart, the parts of me even I don’t want to look at.

Zirra Reynlest

Zirra Reynlest

Spion af Lyset

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 31 år

Højde / 170 cm

Alianne_ 06.11.2020 17:41
Det bekræftede noget i hende, da Trestons voldsomme, anklagende ord faldt mod Sedna. Det gjorde vreden og fortvivlelsen i hende til en syl, der stak ud ad mod Sedna i stedet for ind mod hendes eget ødelagte sind. At det gjorde lige så ondt at stikke med den, lagde hun ikke mærke til henover den retfærdighedsfølelse, ordene også bragte med sig. 
Men det næste der kom, fik den til at forsvinde. Hvordan Trestons stemme blev skinger og undskyldende, skærende i ørene ved hvert ord. Det var ikke sådan her, det skulle være. Han skulle ikke undksylde - hun skulle!
Hun skulle bøde for alle de ting, hun havde gjort og al den harme, hun havde forvoldt. Hun skulle ikke sidde der, lænket og ødelagt som var hun... Bare... Endnu en uheldig person fanget i en evig krig.

Treston havde sagt, han kendte ikke, men ikke rigtig hvordan. Den historie, Zirra kunne stykke sammen af hans afbrudte sætninger, lå alt, alt for tæt på hendes egne oplevelser - oplevelser han også havde spillet en rolle i. Et tilfældigt møde på en kro... At dele en aften sammen på et tilfældigt værelse. Følt sig forført og udnyttet bagefter. 
Zirra genkendte de følelser alt, alt for godt, og Sednas svar gjorde det kun værre. Hendes spage, hæse stemme fik tårerne til at stige op i Zirras øjne, og hun måtte holde sig for både mund og næse for at hulk ikke undslap hende der i hjørnet, hvor hun sad sammenkrøben og gemt. 
... Du var den første som mødte mig åbent; ingen fordomme...
Storm havde ikke kun været kriger af Mørket, en også en halvdæmon - en halvdæmon, der ikke følte samme trang til vold og skændsel som de andre af Mørkets styrker. En person med lige så mange følelser som Zirra. Som Treston. Som... Sedna. 

☽✧    I'm stronger, when I bleed    ✧☾
Treston Reynlest

Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Neutral God

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 32 år

Højde / 187 cm

Elvira 06.11.2020 23:00
    Blåt mødte gyldent, da Treston efterkom hendes ønske, og han tog hendes ord ind - lod dem bundfæste sig. Han ville så gerne tro hende... Han ville gerne tro på dén oprigtighed, han syntes, han kunne se i de store øjne.
    Sednas næste ord gjorde ondt, fordi han forstod hvad hun mente - kunne følge hendes fortrydelse og vidste fra sig selv, at den ikke handlede om selve handlingen, men endnu engang om situationen...Han havde en ubændig trang til at række ud efter hende - lægge hånden imod hendes kind. Stryge en tommelfinger hen over de høje kindben...
    "Jeg ved ikke, om jeg føler mig ført bag lyset," mumlede han dog i stedet og tilføjede: "Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal føle..." Han var ligeglad med, om hun hørte dobbeltbetydningen i hans ord - han ville have kortene på bordet nu. En ærlig snak. Han slog blikket ned igen. "Jeg har tænkt meget på dig, Sedna - siden vores første aften sammen..." Hvorfor blev han egentlig ved med, at sige 'første aften', som om der kom flere? "Jeg har tænkt på de ting, du fortalte mig - over dén tillid, du viste mig... For jeg går ud fra, at det var sandt?" Han lod ikke spørgsmålet hænge alt for længe - ville ikke have det til at lyde, som om han anklagede hende for at lyve. "Jeg troede, at når du var færdig her, ville du tage hjem til Nordlandet, og jeg fantaserede om at rejse op og lede efter efter dig..." Han trak på smilebåndet af sig selv, men der var noget bittert over udtrykket - en selvhånende, ærgerlig bitterhed. "Kan du forestille dig dét... Jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at vores andet møde ville foregå i en brændende skov, og at det tredje skulle være i en klam fangekælder...." 
    Med en pludselig intensitet løftede han øjnene og fangede brændende hendes blik igen. "Jeg tror dig, når du siger, at du ikke var ude på at trække oplysninger ud af mig dén aften... Vi snakkede kun om personlige ting, og du fortalte lige så meget som jeg... Men hvorfor så, Sedna? Jeg var i uniform - du vidste, hvad jeg var. Hvem jeg kæmper for. Jeg forstår ikke, at du ikke spyttede mig i ansigtet og forsvandt ud i regnen igen, og derfor kører min hjerne af sted... Den finder på en masse lort, jeg ikke har lyst til at tro på, men som sår tvivl i mit hjerte... Og da jeg så fandt dig igen, i skoven - med Zirra..." Navnet fik hans stemme til at knække, fordi han ubarmhjertigt blev mindet om, hvordan han havde efterladt hende oppe i korridoren... uvenner endnu en gang... Han udstødte en frustreret lyd. "Jeg fortalte dig om min far dén aften - om hans oplevelser med Mørkets forhenværende torturmester, som du åbenbart..." Han kunne ikke færdiggøre sætningen og slog i stedet hjælpeløst ud med hænderne. "Og Sedna... Så finder jeg dig næste gang i færd med at stikke syle i min søster... Hvad skal jeg tro?" Hans udtryk gjorde det klart, at det var ment som et reelt spørgsmål - han søgte virkelig at forstå, hvordan det var sket. Hvordan Sedna pludselig var blevet fjenden... "Hvad skal jeg føle, Sedna?"
Sedna Calypso Van der Zee

Sedna Calypso Van der Zee

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Mørkelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 303 år

Højde / 173 cm

Efterlyst af Lyset

Xenwia 10.11.2020 00:22
Det havde været med en spinkel glød af håb, at Sedna havde bedt Treston om at vende blikket mod hendes mørke skikkelse, men det havde samtidigt også været med en fyldt spand af forventningen om gløden ville slukkes, når han ikke ville efterkomme hendes ønske. Et hav af blå mødte hende og blev et holdepunkt for det gyldne, der hidtil havde vandret uroligt rundt på ridderen foran sig, efter et sted at kunne fæstne sig – finde ro.
Roen fik ikke lov til at blive hos hende længe, for Treston valgte at sænke blikket trods for hendes egen i ihærdighed efter at fastholde det bare lidt længere, men med en begrænset førlighed var det en tabt kamp på forhånd. Det rev og sled i led og sener, hver gang ryggen forlod den klamme, fugtige stenvæg bag sig og fik de ellers så fine træk til at trækkes sammen i en krøllet grimasse.
Velvidende om hun ikke var i en position, hvor hun kunne bede ham ikke at se væk. I stedet trykkede hun sig tilbage og lod baghovedet hvile mod stenvæggen. Tænderne sank hårdt i den i forvejen medtaget underlæbe med en jernsmag til følge. I tavshed lyttede hun til hans ord, lod dem alle synke ind og få lov til at fylde før nye erstattede de første.
…Tænk meget på dig – første aften – rejse op og lede efter dig…
Det havde ikke været meningen, at hun skulle have efterladt et lige så stort mærke hos ham, som han havde hos hende. Ingen af dem skulle have haft efterladt mere end blot et varmt minde, som overtid ville sløres og erstattes af nye, skabt med andre.
Det var ikke så meget smerten fra den blødende læbe, som det var hvor genkendelige ordene var, der fik tænderne til at slippe det fængslende tag i underlæben. De kunne lige så godt have forladt mørke læber, frem for Treston’s lyserøde, og det gik Sedna til at slå blikket op i fængselscellens loft.
”Min familie, min klan ville slå dig ihjel, før du ville finde mig i Nordlandet - eller de ville forsøge…” mumlede hun så lavt at det næsten blev uhørligt ”De ville lade et menneske komme mig lige så nært, som din familie ville lade mig komme dig nær.” sandheden var de ville have været meget bedre stillet, havde Sedna været alt andet end hvad hun faktisk var. En sandhed der gav en bitter, sur smag i munden og et sørgmodigt udtryk i øjene, der afslørede at han have været lige så meget i hendes tanker, som hun i hans.
”… Desuden er min samling af sølvtøj heller ikke i Nordlandet, ikke den fine del af den.” med de ord flyttede blikket sig tilbage på Treston’s skikkelse, med et lige så malplaceret lille og skævt smil som selve sætningen. Smilet svandt lige så hurtigt ind, som det var kommet til ”Er datter af.” afsluttede hun hans ufærdige sætning, bekræftende af hvad han allerede godt vidste. ”Ville du bare have ladet mig gå uden videre, hvis jeg ingen grund gav dig hvorfor, efter at du havde fortalt om din far? Ville du have troet mig, hvis jeg forsøgte at spidse dig af med en løgn?” det var unfair af hende at kontra spørger på den måde, svaret ville ikke have en betydning for svaret alligevel. Hun var derfor også hurtig til at slå blikket ned i sit eget skød.
”Treston, alt jeg fortalte dig den aften, var sandt, jeg løj aldrig for dig, men det er rigtigt der var ting jeg undlod at fortælle dig, men kan du bearbejde mig det? Du bar Lyset's mærke, deres uniform og jeg stod på en kro omgivet fiskere og dig... Havde jeg gjort noget - sagt noget tror du så at fiskerne ville lade dig forlade kroen med mig, i live?” svarede hun med tung stemme og et midst lige så tungt suk, uden at løfte blikket for lige nu virkede det nemmest at snakke uden at se hvilket følelser der udspillede sig i den blonde mand foran sig Jeg vidste din far havde været i min mors klør og tro mig når jeg siger, at mit sind skreg at jeg skulle gå med det samme, men mit hjerte. - Det dumme ulogiske hjerte, dét var hvad jeg valgte at følge frem for fornuften og jeg bad - jeg bad inderligt til Chance for at vi ville mødes igen, at vi ville mødes som på kroen og ikke i felten.” minder fra aften gled som en kortfilm for hendes indre, givende en lyst til at række ud efter ham og røre bare lidt af den samme varme, som hun havde gjort den aften og nat. Han sad så tæt på, men samtidig så langt væk at selv med armene frie, var hun ikke sikker på hun ville kunne nå ham – at han ville lade hende røre sig. Det var en ubærlig tanke, som Sedna slet ikke kunne acceptere, at han kunne finde på at vige for ethvert forsøg på at række ud efter ham.
”Zirra, jeg vidste ikke hun var din søster og hvis jeg gjorde, så havde jeg aldrig rørt hende, men du fortalte mig aldrig du var – er – en Reynlest og min mor har… Dastor, jeres far er ikke den første, som er knækket under hende, som har mærket giften.” hun klemte læberne hårdt sammen til en tynd streng i ansigtet, mens øjenbrynene trak sig nærmere hinanden på midten. Hun havde virkelig ikke haft en chance for at vide, at de tre blonde mennesker var beslægtede med hinanden.
”Jeg kan og skal ikke fortælle dig, hvad du skal tro eller føle for det er ikke mit at gøre. Jeg forstår godt, hvis du vil gå og ikke se dig tilbage, men det vil stadig gøre ondt at se dig gøre det, for jeg ved hvordan jeg selv føler og hvor forkert det er.” begge hænder knyttede sig i frustration og magtesløshed over det hele.
It’s a rare enough thing to find someone who can see me the way I am,
no less to peer down into dark parts of my heart, the parts of me even I don’t want to look at.

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat