Det havde været med en spinkel glød af håb, at Sedna havde bedt Treston om at vende blikket mod hendes mørke skikkelse, men det havde samtidigt også været med en fyldt spand af forventningen om gløden ville slukkes, når han ikke ville efterkomme hendes ønske. Et hav af blå mødte hende og blev et holdepunkt for det gyldne, der hidtil havde vandret uroligt rundt på ridderen foran sig, efter et sted at kunne fæstne sig – finde ro.
Roen fik ikke lov til at blive hos hende længe, for Treston valgte at sænke blikket trods for hendes egen i ihærdighed efter at fastholde det bare lidt længere, men med en begrænset førlighed var det en tabt kamp på forhånd. Det rev og sled i led og sener, hver gang ryggen forlod den klamme, fugtige stenvæg bag sig og fik de ellers så fine træk til at trækkes sammen i en krøllet grimasse.
Velvidende om hun ikke var i en position, hvor hun kunne bede ham ikke at se væk. I stedet trykkede hun sig tilbage og lod baghovedet hvile mod stenvæggen. Tænderne sank hårdt i den i forvejen medtaget underlæbe med en jernsmag til følge. I tavshed lyttede hun til hans ord, lod dem alle synke ind og få lov til at fylde før nye erstattede de første.
…Tænk meget på dig – første aften – rejse op og lede efter dig…
Det havde ikke været meningen, at hun skulle have efterladt et lige så stort mærke hos ham, som han havde hos hende. Ingen af dem skulle have haft efterladt mere end blot et varmt minde, som overtid ville sløres og erstattes af nye, skabt med andre.
Det var ikke så meget smerten fra den blødende læbe, som det var
hvor genkendelige ordene var, der fik tænderne til at slippe det fængslende tag i underlæben. De kunne lige så godt have forladt mørke læber, frem for Treston’s lyserøde, og det gik Sedna til at slå blikket op i fængselscellens loft.
”Min familie, min klan ville slå dig ihjel, før du ville finde mig i Nordlandet - eller de ville forsøge…” mumlede hun så lavt at det næsten blev uhørligt
”De ville lade et menneske komme mig lige så nært, som din familie ville lade mig komme dig nær.” sandheden var de ville have været meget bedre stillet, havde Sedna været alt andet end hvad hun faktisk var. En sandhed der gav en bitter, sur smag i munden og et sørgmodigt udtryk i øjene, der afslørede at han have været lige så meget i hendes tanker, som hun i hans.
”… Desuden er min samling af sølvtøj heller ikke i Nordlandet, ikke den fine del af den.” med de ord flyttede blikket sig tilbage på Treston’s skikkelse, med et lige så malplaceret lille og skævt smil som selve sætningen. Smilet svandt lige så hurtigt ind, som det var kommet til
”Er datter af.” afsluttede hun hans ufærdige sætning, bekræftende af hvad han allerede godt vidste.
”Ville du bare have ladet mig gå uden videre, hvis jeg ingen grund gav dig hvorfor, efter at du havde fortalt om din far? Ville du have troet mig, hvis jeg forsøgte at spidse dig af med en løgn?” det var unfair af hende at kontra spørger på den måde, svaret ville ikke have en betydning for svaret alligevel. Hun var derfor også hurtig til at slå blikket ned i sit eget skød.
”Treston, alt jeg fortalte dig den aften, var sandt, jeg løj aldrig for dig, men det er rigtigt der var ting jeg undlod at fortælle dig, men kan du bearbejde mig det? Du bar Lyset's mærke, deres uniform og jeg stod på en kro omgivet fiskere og dig... Havde jeg gjort noget - sagt noget tror du så at fiskerne ville lade dig forlade kroen med mig, i live?” svarede hun med tung stemme og et midst lige så tungt suk, uden at løfte blikket for lige nu virkede det nemmest at snakke uden at se hvilket følelser der udspillede sig i den blonde mand foran sig
”Jeg vidste din far havde været i min mors klør og tro mig når jeg siger, at mit sind skreg at jeg skulle gå med det samme, men mit hjerte. - Det dumme ulogiske hjerte, dét var hvad jeg valgte at følge frem for fornuften og jeg bad - jeg bad så inderligt til Chance for at vi ville mødes igen, at vi ville mødes som på kroen og ikke i felten.” minder fra aften gled som en kortfilm for hendes indre, givende en lyst til at række ud efter ham og røre bare lidt af den samme varme, som hun havde gjort den aften og nat. Han sad så tæt på, men samtidig så langt væk at selv med armene frie, var hun ikke sikker på hun ville kunne nå ham – at han ville lade hende røre sig. Det var en ubærlig tanke, som Sedna slet ikke kunne acceptere, at han kunne finde på at vige for ethvert forsøg på at række ud efter ham.
”Zirra, jeg vidste ikke hun var din søster og hvis jeg gjorde, så havde jeg aldrig rørt hende, men du fortalte mig aldrig du var – er – en Reynlest og min mor har… Dastor, jeres far er ikke den første, som er knækket under hende, som har mærket giften.” hun klemte læberne hårdt sammen til en tynd streng i ansigtet, mens øjenbrynene trak sig nærmere hinanden på midten. Hun havde virkelig ikke haft en chance for at vide, at de tre blonde mennesker var beslægtede med hinanden.
”Jeg kan og skal ikke fortælle dig, hvad du skal tro eller føle for det er ikke mit at gøre. Jeg forstår godt, hvis du vil gå og ikke se dig tilbage, men det vil stadig gøre ondt at se dig gøre det, for jeg ved hvordan jeg selv føler og hvor forkert det er.” begge hænder knyttede sig i frustration og magtesløshed over det hele.
It’s a rare enough thing to find someone who can see me the way I am,
no less to peer down into dark parts of my heart, the parts of me even I don’t want to look at.
