Ecaeriss var efterhånden så gammel, at hun vidste præcis, hvornår hun drømte. Det var ikke underligt mere og det var ikke uden kontrol. Hun havde taget styringen over sine drømme for længe siden og havde kun dyrket det mere efter hun blev sendt i eksil. Hvad hun kunne skabe af dagdrømme var intet i forhold til den sovende, underbevidste sindstilstand, og efter hun havde kørt sig selv træt i hævn mod Elverrådet, var hun begyndt at... Ja, knalde folk. Noget, hun egentlig også ret hurtigt var kørt død i, fordi 'folk' ikke var spændende, når de blot var et svagt, udvisket minde uden en egentlig personlighed. At drukne dem i tjære havde ikke engang virket tilfredsstillende. 
Men det havde ændret sig. Åh, hvor havde det ændret sig. Her en hel uge efter, at Malon havde forladt hendes lille hytte, var hun stadig ikke blevet træt af at gennemspille præcis den aften så detaljeret så muligt - og netop nu var hun kun nået til, at han stod med hende op ad væggen i køkkenet. 
Derfor var det første gang i al sin levetid og kendskab til Yume'Aves eksistens, at Ecaeriss ikke lagde mærke til det, da døren dukkede op i drømmen. Hun var simpelthen alt for optaget af at stønne.

Yume'Ave blinkede nogle gange som hun gik ind af døren, at alt hun forventede at møde i bitre Ecaeriss, sin venindes, tidligere veninde passede måske bedre nu om dage, drømme. Men at se hende fortabt i sit begær, med en mørkelviske mand, dybt i hendes underliv var alligevel mere end blot overraskende. Fantasys? Minde? Var tydeligt ikke et mareridt med det smil på hendes læber. Yume'Ave gjorde intet, for et øjeblik, blot tog synet ind, var chokerne svært at tro på men dog alligevel ikke så meget som man ville forvente fra Yume'Ave. Om hun ville eller ej, var Sidkanys svær ikke at tænke på i dette øjeblik. Måske Ecaeriss og hende selv stadig havde mere tilfælles end de tænkte, da det heller ikke var uvant for Yume'Ave at opsøge lyst i hendes drømme, det rygte bar alligevel mere sandhed end hun indrømmede.

Efter at være tabt i tanker, efter at have gjort sikker på at kunne huske dette syn træk Yume'Ave på smilebåndet, og løftede en hånd imod de to som var fortabt i deres lyst. Hendes tænder kom frem i det drillende smil og blikket imod de elskende, som Malons hænder skiftede deres sted. Begge søgte hendes bag, og lår for at løfte Eceariss op og bære hende til bordet i midten af lokalet. Netop som hendes ryg ramte bordet, dukkede to nye hænder frem, kvindelige, som en kvindelig udgave af tvang Ecaeriss hænder imod bord overfladen. Som kvindens læber søgte Ecareiss i små bid frem for kys, som hun blev holdt ned imod bordet. Manden, forsatte hans underlivs dans, mens hans negle greb fat i hendes hofter. Dog forsatte dette kun et par minut, før både manden og kvinden stoppede deres handlinger, og lod blikket falde imod Ecaeriss, og talte i munden på hinanden. "Vandrede jeg ind i fantasy? Eller nydt de blot deres mindes begær? Skal jeg lade dem forsætte?" spurgte de, i en typisk stemme til en mørkelvisk mand, og kvinde, da Yume'Ave tydeligt ikke kendte deres sande stemme.

I mens, havde Yume'Ave valgt at lade dem nyde øjeblikket. Som en Lærred stod foran hende, pensel i hånden og hun forsøgte for niende drøm i træk at male hende, endnu et forsøg på at indramme ørkenblomsten på ny. Hvorfor er hun så svær at male? Tænkte hun irreteret som hun bad sig i læben. Altid hendes kraveben, altid de gyldne øjne, altid den skønne hals, som blev forkert. Aldrig gode nok, og denne irretation var tydelig at fornemme bag Yume'aves øjne. Det gennemsigtige silke lå tæt op af hendes krop, som altid, som altid kunne alt fornemmes men ikke ses. Dog noget nyt, som Yume'Ave aldrig før havde gjort, et mørk lilla stykke stof, var bundet om hendes hofter, dækkede underlivet, hofter og lår. Aldrig nær Ecaeriss, bar hun sit slår, disse drømme var ikke anderledes, og de røde læber med deres tydelig sorte prikker fordelt på hagen og læben var fremme i lyset. De lilla øjne dybt fokuseret på maleriet foran hende.

Det tog Ecaeriss lige præcis for lang tid at opfatte, at drømmen ikke længere kun bøjede sig for hendes vilje. Så meget som hun påskønnede og tabte sig i at blive flyttet til køkkenbordet, og så meget som hun helt underbevidst fik givet den nyankomne mørkelverkvinde Toorahs ansigtstræk, blev det hele ligesom ødelagt, da de talte, og hun endelig fattede hvad der foregik. 
Hendes støn ophørte, og hun skubbede kvinden væk i en hidsig bevægelse. "Yume!"
Besværet af bordet og Malons krop mellem sine ben - hvilket hun egentlig ikke burde være besværet af overhovedet, når det var hendes drøm - fik hun kantet sig ud over bordkanten. En ufrivillig kuldegysning skød gennem hende, som hun passerede Malon - en mand hun kun kunne bruge for lidt tid sammen med - inden hun fortsatte hen mod Yume'Ave, der rigtigt nok havde invaderet hendes drøm og nu stod og malede, som om det her var hendes personlige atelier. 

Ecaeriss værdigede maleriet ét enkelt blik, inden hun slog hun mod lærredet og lod det falde på gulvet. Så lagde hun begge hænder på sine skuldre og lod dem ganske langsomt stryge ned over de svedglinsende  bryster og maven. Under hendes berøring dukkede stof op, og selvom beklædning ikke dækkede meget, fik den hende til at føle sig mindre blottet i situationen. 
Raseriet boblede i hende. Én ting var ubudne gæster - som regel bankede de eller gav sig til kende ved at være ved at omkomme på det voldsommeste ude foran hendes hoveddør - men noget helt andet var ubudne gæster i sine drømme. Engang havde Eca været vant til det og lukket Yume ind, når døren dukkede op. Enkelte gange havde hun ladet være. Nu ville hun helt sikkert lade være, men problemet var bare, at hun ikke længere kunne. Yume havde hendes magi i årene, og så var Ecaeriss tydeligvis tvunget til at have hende rendende som et insekt om natten, tiltrukket af drømmenes lys.
"Du har bare at have en god grund til at jeg ikke bare skal vække mig selv - eller det er måske det, du vil? Lige overtage min drøm?" spurgte hun og lænede sig frem mod Yume. "Du kan altid tage den med hjem og fortælle dem, hvad jeg laver i mit eksil, ååååh de ville elske det, ikke? Er det grund nok til hundrede år mere? At drømme om mørkelvere?"

Hun stod alt for dybt i sin egen verden, jo, hun vidste da godt Ecaeriss ikke ville blive glad, men lige nu var den del allerede væk fra hendes sind som hun stirret på sin lærred, penslen dansede ret, mens hun tydeligt så hende før sig. Så tydeligt at hun ikke hørte sit eget navn blive råbt imellem stønnende. Hun havde noget at se til, at få den glæde, det liv, lagt i de fangende øjne som selv her på lærredet fik hende til at lade en hjørnetand møde sin underlæbe. ENDELIG ENDELIG ENDELIG ENDELIG! var et af de vidunderlige øjne fanget, endelig var det næsten så smukt som det virkelig, og netop som penslen mødte lærredet for at færdiggøre et af ørkenblomstens øjne, for første gang i ni drømme. NETOP som penslen rørte lærred blev det skubbet væk, i en voldsomt bevægelse og en gul steg blev lavet langt ned af maleriet som det faldt væk fra penslen. Hendes hånd rystede i vrede, og et olmt blik blev vendt imod Ecaeriss. "GIDER DU GODT, HUN VAR DER NÆæææst" men hendes ord gik ud som den kvindelige skikkelse fangede hendes blik. "Toorah?" endte hun med at sige forvirret og lod blikket langsomt, tilbage på Ecaeriss, stadig med et dybt irreteret og vredt blik dog blev dette blik mere og mere forvirret, som Ecaeriss begyndte at forme sit eget tøj, hovedet blev vippet til siden mens Ecaeriss mumlede, sine vrede ord.

Stille lod hun træ enden af penslen møde hendes læber, som et lille bid blev sat i den. En måde hun havde lært at holde sin mund når der var behov for netop dette, men alligevel lykkes det ikke helt denne gang. "Gider du?" var den korte sætning der endelig forlod hende igen som penslen stille opløste sig i hendes hånd. Muggen, bøjede hun sig ned i knæ, og lod blikket falde over det ødelagte malerrig. "skønheden, var nær at være fanget." lyd det surt, og skuffet som lærredet stille gik i opløsning, et dybt suk forlod hende. "At nyde en natteblomst, har selv jeg." Der var tydeligt mange følelser i de ord, både gode og dårlige. Ubevist, lod hun en hånd glide til inderlåret, jo, det var dækket, men hendes instinkt var altid at dække det mere når tankerne om den nat kom nær hende. "Nyde er måske..meget sagt." tilførte hun stille, og nok håbede det ikke kunne høres, som hun rejste sig. "Vil nu, hellere se dig med en natte herre, end Toorah. Og jeg deler ikke dit, hvis de ikke deler mig." tilførte hun som hun igen lod blikke falde på Toorah, ikke, helt Toorah, men der var nu alligevel flere af formerne på kvinden nu, Yume'Ave ikke havde skabt, som ville passe Toorahs figur meget nøjagtigt.

Som de talte, som ordende forlod hende, formede Yume'Aves soveværelse sig som en tilførelse til drømme, dog kun et billede, et billede hvor Yume'Ave lå på gulvet nær sengen, med en Mørkelveriske kvinde siddende over Yume'Aves mave, holde hendes arme nede, og sætte et mærke på Yume'Aves bryst med sine tænder. Hvorfor dette øjeblik, vidste Yume'Ave endelig ikke, men dette øjeblik, var nær der hvor hun startede at sætte tvivl om hun nydt resten af den nat.

Toorah? Toorah?
Lysten til også at trampe lidt på det væltede lærred måtte vente. Ecaeriss snurrende rundt på hælen og så til sin forfærdelse at det rigtig nok var Toorahs ansigt, der var plastret på en af de drømmevæsner, der før havde givet hende nydelse. Med en ekstra aggressiv håndevægelse fjernede hun både Malon og halv-Toorah før det her nåede at blive en mere akavet og uønsket samtale, end det allerede var. Selvom hun måtte sige, Toorah så godt ud med mørk hud...
Tankestrømmen blev afbrudt, da et nyt billede dukkede op, og hun gjorde store øjne ved synet af en mørkelverkvinde over Yumes spinkle skikkelse.
"Det-eh..." Ecaeriss rev blikket væk fra billedet og tvang sine tanker hen på noget andet. Regn? Ja, god idé! Regn begyndte at falde omkring dem - et eller skulle ligesom køle den her situation ned. 
"Jeg ser, du ikke har lært flere manere siden, vi sidst sås," bed hun så af den tidligere veninde. Hvis bare ting var som de havde været engang. "Man skulle tro, det var mig, der var blevet primitiv af at være væk så længe! Du spørger ikke engang først! Om at komme ind, om at vise dine fantasier, drømme, minder - hvad end det der er," Hun viftede med hånden mod de stønnende kvinder i sengen. "Hvad vil du mig?"

Får år tilbage ville hun have budt Yume'Ave velkommen i sine drømme - altid. Hun havde været den tætteste ven, Ecaeriss havde haft i vældet af spidsørede racefæller i Elverly. Hvilke steder, de ikke havde udforsket sammen. Men ingen af de positive minder kom frem, når Eca tænkte eller så på den lyse, fine, blonde elverkvinde foran sig. Alt hun kunne tænke på var blod og skrig. Tjæren, der boblede op mellem hendes hænder, mens hun pressede det ned mod hendes døende krop. Plamagerne af sort, opløst materie, der havde været eneste minde om Erlathan... Triandala. Deres allerede blanke, ufokuserende blikke, der mødte en ligeglad sommerhimmel. Deres liv givet i kampen. Deres kroppe givet for overlevelsen af den reneste og klareste af dem. Men deres var ikke nok. Eca levede stadig, men hendes liv havde i sidste ende været blandt de tre, der skulle ofres for at redde blot ét.

Det var svært ikke at smile en smule drilsk som Ecaeriss gik i panik over at Yume'Ave endelig så hvad kvinden var blevet til grundet Ecaeriss begår og minder. Endnu mere, som det lykkes kort at få lukket munden på hende, med et billede af den nat Yume'Ave selv havde delt med en mørkelver. Dog forsvandt dette smil i øjeblikket regnen begyndte at falde, og hun stirret med et dræbende vredt blik på Ecaeriss, som hendes fine, gennemsigtige silke tøj begyndte at blive vådt. Normalt kunne man fornemme Yume'Aves figur, men nu? I regn? Når tøjet blev lidt mere gennemsigtigt, kunne man langt mere end at fornemme. At se hvordan en hver form på hendes krop lå, var ikke engang besværligt.

Desværre, for Yume'Ave betyd dette også at de ting på hendes krop hun søgte at holde i skyggerne kom frem, de sorte pletter, stod fremme i lyset af drømmende, men de sære mærkeringer på hendes inderlår, som i hvert fald ikke var der sidst de to såes kom også frem, og så var denne mærkering alt for tæt på de sensitive læber til at være noget Yume'Ave selv kunne have fået ideen til. Hun sukkede dybt og lukkede sine øjne men alligevel stoppede regnen ikke, hvilket blot medførte et dybt suk mere, som fik Sidkanys og Yume'Aves fælles minde til at forsvinde, før det kom for nær de ting Yume'Ave selv kæmpede med om hun endte ønskede. "Minde." kommenteret hun stille på Ecaeriss ord, i en rolig, alt for rolig stemme som hun lyttede til Ecaeriss næste ord. "Søgte deres selvskab i.." dog stoppede hendes ord som Ecaeriss tanker begyndte at finde tilbage til den nat, det øjeblik.

Smagen Yume'Ave fik i munden minded hende om alt for dårligt et minde, som hun mærkede tjære snog sig om hendes figur igen, dog var der ingen sår denne gang det kunne tvinge sig ind i, og regnen gjorde det knap så tungt. Men munden, mødte tjæren som den også havde gjort den nat. I en panisk bevægelse søgte hendes håndflade Ecaeriss kind, i en blanding af et skrig og et host fik hun dog kæmpet nogle ord ud. "STOP MED AT TÆNK PÅ DET!" Hun faldt på sine knæ, som hun stadig mærkede det bevæge sig, om det gjorde eller ej vidste hun endelig ikke, men at mærke disse bevægelser på ny, den tvang, fik hurtigt ens sind tilbage til den nat. Med tåre i øjne kæmpede nogle lidt flere ord fra sig som den sidste del af den forfærdelige smag forsvandt. "Sav..savnede dig." lyd det kørt som hun kæmpede med at få det sidste af den sorte væske ud af munden. Stadig, var hendes figur dækket i den sorte væske, nok endelig behageligt for hende, da tøjet nu var mørkt og sort, frem for tydeligt gennemsigtigt.

Ecaeriss trådte et skridt tilbage - først fordi det var et underligt syn, der mødte hende, da det tynde tøj afslørede så mange ar og mærker. Hvorfor var de ikke blevet fjernet? De var sorte... Havde Ecaeriss' magi gjort det? Efter alle de år, havde magien så en skjult bivirkning, hun ikke kendte til? Ingen andre havde klaget over noget tilsvarende, men ikke mange andre langtlevende væsner havde endnu gået med tjære på sig i tohundrede år og... Og tjæren havde aldrig forladt Yumes krop. 
Tjæren begyndte at dukke op omkring den lyse elverkrop foran hende, og hun trak sig endnu engang væk, da Yume rakte ud og berørte hendes kind. Da hun skreg af hende, vendte hun sig om. 
Med ryggen til den knælende Yume, tvang Ecaeriss sine tanker til at blive mørke og sorte. Regnen stoppede og alt omkring dem blev til nattehimmel udover det mørke græs, hun fik frem under deres fødder. For hende stod de i den lysning, hun selv boede i - bare uden hus og træer til at skille mørket ad. Hun prøvede at hive tjæren fra Yumes krop, men den var ikke skabt af hende. Det var Yumes minde om tjæren, ikke hendes. Hvad nyttede det egentlig også?
"Det burde du ikke," svarede hun køligt og blev stående med ryggen til. "Du burde ikke savne mig. Det gavner ikke nogen."

Yume'Ave dæmpede sig stille på ben, og lod blikket falde over Ecaeriss ryg, var svært at se hende sådan, svært at høre hende med sådan et bitter sprog. man kunne ikke andet end blot at lade et trist blik falde over hendes ryg som man kan sig på fødderne. Hånden søgte hendes egen hage, og stillede forsvandt sløret og hun gav op på at holde alt væk fra drømmens lys, Ecaeriss stolede hun engang på, og det var svært at give op på. Kvinden der reddet hendes liv, jo, på pris af deres fællesvenner, men Eceariss valgte en af af dem. Det havde Yume'Ave aldrig glemt, og måske havde hun mindet Ecaeriss om det lidt for mange gange. At stå her, og se hende vende ryggen, gjorde ondt og blikket faldt på jorden.

"Hvis det er, skal jeg nok glæde dem ved at forlade dem." lyd det trist fra hende. Som blikket faldt rundt på åbningen de nu stod i. "livs binder." lyd det stille, som hun stilte sig ved siden Ecariss, stadig med blikket mod døren. "Mange år er gået, alt har ændret sig, selv natten himlen. Måske, jeg blot skal lade fortiden forblive fortid." Stadig i samme trist stemme, som hun faktisk overvejede om hun skulle gå eller forblive hos sin tidligere veninde. Stille lod hun det triste blik falde imod nattehimlen Ecaeriss havde lavet. "De..har lært at herske natten. Tillykke." kommenteret hun stille som den realistiske natten himlen blev nær studeret.

Ecaeriss hørte sorgen i Yumes stemme, men nægtede at lade det ramme sig. Det var fortid, og fortid gjorde ondt. Der måtte ikke være medlidenhed at finde hos hende. Den slags var ikke styrke. Det hjalp ikke nogen, og slet ikke forviste elvere. 
"Det er ikke svært," svarede hun lige så køligt tilbage. "Man skal bare øve sig."
Ecaeriss havde øvet sig meget, ikke mindst fordi hun havde haft uendeligt meget tid. Alene. I starten havde søvn været en af de få ting, der kunne bringe hende væk fra den utilgivende tilstedeværelse, hun var blevet påtvunget. 

Livsbinder...
Hun stod lidt længere tid med ryggen til. Egentlig kunne hun vel beslutte sig for at vågne nu og forlade Yume'Ave her i den mørke have. Hvorfor gjorde hun det ikke? Den ensomhed, hun selv var blevet opslugt af, ville Yume eller de andre aldrig forstå, før de selv havde prøvet den, så at forsøge at forklare sig ledte ingen vegne. 
Men hun gik ikke. Ecaeriss blev. Når hun blev, betød det ofte, der var noget, hun ikke havde fået ud af situationen endnu. Det var ikke kun nysgerrighed. Det var også et behov for at vide, om hendes magi efterlod sygelighed. Ligesom Caelons mors måske havde. 
"Er..." begyndte hun, nu mere stille og en lille smule mindre ophøjet i stemmen. "Er det min magi, der har efterladt de spor på din krop?"

Det var svært ikke at lade ens tanker vandre som man så Ecaeriss påvirke drømme så nemt. Bare øve sig? Mon det bare var det? Eller om noget var gået begge veje? Lige som Yume'Ave havde mærket ting? var dette hvad der var gået den modsatte vej? Var vel nærmest umuligt at Yume'Aves herskerinde over drømmen var blevet delt eftersom det kun var Ecaeriss der benyttede sig af hendes evner den nat. Hun sank en klump som hun for anden gang inden for de sidste par sekunder fjernede billederne fra den nat. Blikket faldt igen på Ecaeriss ved hendes side, "Vi er blevet mere ens end jeg troede." tilførte hun med chokerne normale ord, og endelig træk kort på smilebåndet.

Hun hævede sin hånd for at skyle mærker ved deres omtale, og lod blikket, næsen, aret komme væk fra Ecaeriss. "Jeg..ved det endelig ikke." forsatte den normale tale, som hun virkede til at lade det poetiske sprog virkede til at blive sat på hylden. "Jo, det har nok noget med dig at gøre..min søster gav..Mig en syrlig blomst som te." tilførte hun med en hånd for sine læber.  "Har set sådan ud siden...Selv mit nye ar, har sorte markeringer." tilførte hun stille med lidt modvilje, en klar ubehag i hendes ord, men alligevel, en glæde ved at dele disse ting med sin veninde, sin gamle veninde.

Ecaeriss vendte sig langsomt om. Hun havde egentlig ikke lyst, men følte sig påbudt til det. Af hvad? Gamle vaner? Pli?
"Hmm..." sagde hun ved Yumes ord. Hvert sekund den lyse elverkvinde var i hendes synsfelt, gjorde de gamle minder ondt som endnu ikke healede sår, der blev flået op. "Så noget af det blev i dig. Alle andre udskiller det med tiden. Holder du på det med vilje?"

Tjæren var en besynderlig størrelse, og i starten af Ecas oplæring havde hun skulle aktivt hive den ud af folks system for at den ikke blev siddende. Med tiden havde hun lært at lade den selv kravle ud af kroppen, når skaden var fikset - også selvom der var gået måneder, siden patienten havde været mellem helbrederskens kyndige hænder. Men det var hun allerede blevet god til, før hun var blevet sendt i eksil. Det gav ikke mening, at tjæren var blevet siddende i Yumes system. Det var i hvert fald ikke på grund af dårlig kontrol af evnen. 

Det var længe siden Yume'Ave endelig var gået igennem døren til Ecaeriss, ikke længe siden hun havde formet den, havde hun gjort noget kun oftere end hun ønskede at indrømme, specielt til Ecaeriss. Det gav bare en behagelig ro i sindet at vide at man havde selvskab bag den dør, det var en behagelig ro at vide man bare kunne gå igennem døren, frem for at vente på den blev åbnet. At, man bare kan gå igennem, bare kan vandre ind, måske bare for et kik, blot tanken var en vidunderlig ro, og på hårde natter bekæmpede den ensomheden, noget der alt for ofte kom snigende når ens dage var fireogtyve timer lange, modsat alle andre der lod deres sind finde ro om natten i de otte timer. Af høflighed var disse otte timer ofte brugt alene på trods af de ensomme tanker man kan danne sig alene med et malerig, en sang, et digt, hvad end hun valgte at arbejde på, væsner gav bare en lykke, og holdt ensomheden væk. At have en dyr, man ikke skal bede om lov til, holdt den ensomhed en smule væk. "Det.." hun gik i stå og lod blikket forlade nattehimlen og falde på Ecaeriss engang mere. "Lidt, blot til jeg kan holde dig Igen...Derhjemme, og i vågen tilstand." Blev tilført efter en kort pause. 

Hun vidste som hun sagde endelig ikke, om det faktisk var grundet Ecaeriss evne, og den nat, men hun havde aldrig haft et ønske om at få det fjernet, læberne var blevet en del af hende, et minde om natten, et minde om forviste søster, og hendes tidligere nære veninde, så hvorfor lade healere nær det? Røre hendes minde. Hun træk sig stille frem nogle få skridt imod den dør der havde ført hende derind, på trods af de ny stod i skov, under en nattehimmel, havde den ikke rørt sig. "fortryder.." hun sukkede og lod en hånd hævede sig en smule, et knips af to fingre og med den lyd, voksede to træer op lige foran døren, sådan den forsvandt fra deres syn. "Fortryder du aldrig?" lyd det pludseligt trist fra hende, i et drej af hoften vendte hun sig mod Ecaeriss. "Ved, du har hørt mig sige dette for mange år siden..Men, fortyder du aldrig? At du..faktiske valgte en af os tre?"

Hun havde holdt på det. Det kom i den grad bag på Ecaeriss, at Yume på en eller anden måde havde formået at holde på tjæren i hendes åre. Kunne hun slippe det, hvis hun ville? alle mulige interessante spørgsmål kom frem i den gamle helbreders hoved, og hun havde lyst til at studere Yume'Ave på nært hold - teste hende og finde ud af, om det kunne bruges på andre måder end blot for Yume at få mørke ar og tydeligvis bryde ind i Ecaeriss' drømme, omgående den naturlige begrænsning på magien. 

Yumes næste ord fik dog Ecaeriss' tanker til at gå i en helt anden retning og hendes krop til at forlade den afvisende position med korslagte arme og ryggen til og i stedet vende sig mod hende. Vreden sydede af hendes stemme, idet hun talte.
"Valgte? Valgte en af jer?" spyttede hun. "Der var ikke noget valg, Yume. Der var aldrig noget valg. De var spiddet til ukendelighed. Ødelagte, knækket midt over. Triandalas ene arm var skåret af, før krigeren ramte ham i halsen. Det halve af Erlathans ansigt manglede! Du var den eneste, der stadig trak vejret!"
Om Ecaeriss så havde villet, kunne hun ikke trække en hel krops materie med sin magi og omdanne det til tjære, hvis organismen stadig var levende. Levende planter var ikke lige så svære for hende - jo mere der kunne kæmpes imod, jo sværere var det - men alting var unægteligt nemmere at manipulere, hvis det var dødt.
Rundt om hende begyndte blod at boble op fra græsset. Lys faldt ned på dem fra en usynlig sol og røg fyldte luften som det havde gjort den dag. Mens Ecaeriss råbte af sin tidligere veninde - og selv fik en lille smule tårer i øjnene, hvilket var en sjældenhed efterhånden - faldt Erlathans krop ned ved siden af dem, halvt overskåret ansigt og tomme, glasagtige øjne. Han blødte fra et sår i skulderen og så lige så forskrækket ud, som hendes minder ikke ville lade hende glemme. Bag Ecaeriss selv, dukkede et billede op af hende selv. En meget yngre Ecaeriss med kortere hår (og mere tøj), panisk og skrigende, med hænderne dækket i den sorte tjære, som hun prøvede at få til at sidde fast på en allerede død elverkrop. En elverkrop hun tydeligvis fuldstændigt glemte, da Erlathan faldt i kamp. Hun var ubevæbnet, for hun havde slet ikke troet, de ville komme så tæt på kampen, og i øvrigt var hun ikke så habil med et våben, som hun burde være, og da en rustningsklædt fjende trådte forbi hende, modtog hun en behandsket hånd i ansigtet som eneste anerkendelse på sin tilstedeværelse. 
"Kan du overhovedet huske det, Yume?" råbte Ecaeriss ad hende, for larmen fra hendes minde indtog luften omkring dem så det flænsede øregangene. "Kan du? Drømmer du om det om natten? Hvorfor tror du jeg har lært at styre mine drømme?" Noget hun ikke kunne lige nu. Vreden havde taget kontrollen fra hende, og selv hvis hun ville, kunne hun ikke få mareridtsscenariet bag sig til at stoppe.
Den unge version af Ecaeriss hev til hen ad den mudrede jord, mens mere habile elverstyrker kom til bagfra og fik bugt med fjenden, der var kommet dem til hjælp. Samtidig faldt Triandalas arm ned lige foran Ecaeriss, og hun rakte op med resterne af sin tjære lige tids nok til at se sin vens hals blive flået op og plette menneskets ansigt rødt. Yumes unge skikkelse kom til syne lidt derfra, og Ecaeriss' skrig blev slugt af kampråbene. 

Hun var klar over at Ecaeriss ikke tog godt imod dette spørgsmål, det var blevet gjort klart for mange år siden, men at hun så aggressiv, så råbende denne gang overraskede Yume'Ave voldsomt, som hun tog et skidt tilbage, hun sank en klump og uvant, i instinkt lod Yume'Ave sit blik møde jorde, som hun nærmest klappede et "undskyld" ud, dog uvist om det overhovedet kunne høres, og blikket på trods at det havde søgt Ecaeriss, lod de selvsikre, lilla øjne nu på jorden, som stemmen blot blev højere, og mere hård. Det var ikke fordi Yume'Ave ikke ønskede at huske det, ikke ønskede at drømme om det, men modsat Triandalas, Erlanthans og Ecaeriss, opdagede hun intet var sket før alt var gået galt. Fortabt i inspiration til hendes malerig og til den sang hun stadig ikke havde skrevet færdig, opdagede hun intet før hun mærkede hendes baghoved begyndte at blive frugtigt. Alt for mange gange havde Triandals sagt hun skulle blive nær, alt for mange gange, manden kunne jo lig hende, selvfølgelig ville han passe på hendes så tæt på fronten. At hun, vidste han kunne lig hende, og ikke gengav det vidste Yume'Ave ikke hvor mange andre vidste. Men nej! hun kunne ikke huske det, på trods af hvor meget hun ville, det hele startede med hun forlod lysningen, hele problemet er hendes skyld, hun blev fortabt af en syn af inspiration og lod en kølle møde hendes baghoved. Alt andet, var en tåge, en enkelt billede i ny og næ af disse grusomheder som begyndte at tage form omkring hende, omkring Ecaeriss, fra en vinkel hun ikke kunne forstille sig. Kan du overhovedet huske det? 

Hun sank en klump, selv om hun ikke lod blikket forlade jorden, lydende var alt hun behøvede for at vide hvad drømmen blev til, hun træk vejret dybt, stadig i en klappren stemmen forsøgte hun at hæve blikket imod den vrede kvinde før hende, men kunne ikke se højere end hendes hofter. En tydelig kamp i hende, som den ene hånd tog fat i den anden, og nærmest rystede i et forsøg på at få ordenligt fat. Drømmer du om det om natten? de ord, hang i luften, resten var ikke vigtigt, resten blev knap hørt. "Undskyld." klappede hendes tænder ud igen, som den ellers så typiske selvsikker, overmodige kvinde kæmpede til ord. Dog blev hun slået ud af denne 'tilstand' som blikket gik på unge Ecaeriss, og Yume'Ave egen krop, blødende, og tydelig faldende ind og ud af bevidstheden. Var første gang hun så hvor slemt hun selv var kommet til skade, måske det ikke var en kølle der havde mødt hende? men en form for magi, siden der var så mange skader på hendes hud, så mange bryd, så meget, blod, der løb igennem hendes tøj. Hendes mund hag åben som hun kiggede over på sit unge jeg, og sine veninde i panik. At se de to andres kroppe nær dem, gjorde ondt. Hun huske de faldt, men, i hendes billede fra den gang, var de hele, specielt Triandala, hun vidste godt hun huskede ham smukkere, end han endelig var, men, sådan, døde han ikke? Hun blinkede og tydeligt kæmpede med at danne ord, den råbende kvinde, kamp råb. "Jeg...Jeg..." hun rystede, der var bare noget, ved hårde ord nu om dage som ramte hende, alt sammen efter den nat. De lilla øjne gik i, og endnu engang fandt Yume'Ave sig på knæ foran sin veninde, denne gang som angst spredte sig igennem hende, og netop i dette øjeblik. Kunne alle høre en lås dreje, som døren forsvandt. Dette var ganske nok Ecaeriss drøm, men lige nu, var det Yume'Aves mareridt, endnu mere nu hvor hun mærkede sin kreative kræfter forsvinde, af alle mareridt at stå i, stod hun i sit eget, skabt af sin tidligere veninde, som de rystende hænder søgte hendes øre, og hun stille begyndte at gentage de samme to ord efter hinanden. Undskyld, og stop, nogle gange blev det samme ord sagt flere gange, nogle gange skiftede det hvert ord, men om disse ord endelig blev sagt højt, eller blot i hendes indre anede hun ikke, som angsten havde taget over hendes stemmebånd. Hun kæmpede for at holde lyden væk, og endnu mere tvang hun sine øjne lukket.

Billedet af den blødende Yume, der faldt til jorden fik Ecaeriss til at vende sig om. Hun havde ikke været opmærksom på, hvad der foregik bag hende, mens hun havde råbt af Yume. Hun så sig selv udefra, mens hun stak i et skrig og hev de to døde kroppe til sig som tjære - tjære der ville redde Yumes liv. Tropperne fra Elverly var nået frem og susede forbi dem i udviskede skygger, mens Ecaeriss sad bøjet over sin veninde, fast besluttet på at holde Kile fra hende. Da det værste drev over, holdt hun en forslået og sortplettet Yume i armene, men hun trak vejret. Hun trak vejret. 
Det var første gang, Ecaeriss så det udefra, for... For det var ikke rigtig hendes drøm mere, var det? Hun vidste, hvad det næste var. Utydelige, fjerne ord blev sagt, mens Ecaeriss forklarede sig til en højtrangerende elver. Hun behøvede ikke se hans drømmeansigt for at vide, hvordan hans mundvige krængedes nedad. I situationen havde hun ikke tænkt over, at det var Erlathans far. Lussingen væltede hende om i græsset, men hun gjorde stadig modstand, da de vristede Yume fri af hendes greb. Hun blev båret tilbage på en båre, mens Ecaeriss blev slæbt i armene. 

Tjæreheks.
Mørkeramt.
Morder.
Ligæder.
Sortelver. 

Ord fra usynlige munde tog til i styrke, og Ecaeriss tog hænderne op for ørerne for at lukke dem ude. Lige meget hjalp det, og hun stak i et råb for at overdøve dem, mens hun faldt på knæ foran Yume'Ave. Omkring dem begyndte alle mindebillederne at blive opløst af tjære. Det flød ud på jorden og op ad usynlige vægge. Hun tog hænderne fra ørerne, for stemmerne fortsatte. Hun støttede sig på jorden med hænderne og pressede tænderne sammen. Havde Yume overtaget hendes drøm? Hvorfor kunne hun ikke få det til at stoppe? Tjære sneg sig op ad hendes arme. 
"Jeg skulle have ladet dig dø med de andre," snerrede hun gennem sine tårer.

På trods af Yume'Ave manglende blik på sin omverden var det tydeligt at hun hørte hver et ord, og så hvert et billede, dette var ikke nyt for Yume'Ave at se, langt fra, andre drømte om at drunkne, brænde, andre almindelige ting, dette var Yumes mareridt, altid nogle ting forskelligt som hendes sind knap vidste hvad der var foregået, men denne gang, var det anderledes, denne gang, drømmen kunne fuldføre sig selv da Ecaeriss var her, hendes sind ville automatisk rette alt til, hun vidste alt det Yume'Ave ikke gjorde. På trods af hun altid har haft mesterlig kontrol over drømme, mareridt var noget helt andet når det var hendes egne.  At høre sig selv langsomt begyndte at trække vejret, at vide at mens alt dette skete skreg hendes sind af smerte som tære tvang sig selv ind i hende, ikke en smerte hun i det øjeblik kunne reagere på, men selv i dag husker hendes sind hvor modbydeligt det var. Jeg skulle have ladet dig dø." de ord, ramte hendes sind hårde en alt hun havde set og drømmen knækkede, stemmerne forsvandt, alt blev sort, blot den dør i midten af det hele med en tydelig lås foran sig.

"Så..gør det." mumlede hun stille, "Gør det om...Du er ikke...den eneste der lider..af os!" frygt, var det ord som kunne beskrive bag disse ord, uden tvivl en følelse som tog mere og mere fat i hendes sind, som den sorte farve begyndte at skifte, til et faktisk behageligt billede. "Vil..aldrig stoppe dig, tage det liv du skabte!" skreg hun nærmest fra sine knæ, stadig holdt sig om sine øre. De lilla øjne våde at smerte fulde tåre.

"Har hørt de vil gøre dig til dagens stemme?" kunne høres fra en, mørkede udgave af Yume'ave egen stemme, som hendes storesøster og hende selv sad ved et bord. "Det du vil snakke om?" var yume'aves kolde svar. "Hende der overlevede, ha...Den inspiration du fik den nat, har virkelig skabt omtale om dig." Yume sad blot og lyttede til sin store søster, som mere af deres skønne hus formede sig, de to sad med hver deres kop te, ved søen nær familiens hus. "forstår dig ikke, slap af, og nyd livet. Hver nat øver du, hvad dag øver du, hvorfor er målet at være så perfekt?" søsterne grinte let og rystede på hovedet. "Gider du? Er det bare dette du ville?" mumlede Yume'Ave surt og lod koppen møde hendes læber. "Nej..vil have din stemme." lyd det kold hjertet i ord som skreg af jalousi, og i netop dette øjeblik rystede Yume'Ave af smerte, og spyttede væsken ud på bordet, i en blanding af blod, te og overraskende nok tjære, ud på bordet foran dem. "En skam, du blev reddet..Alt det du tog fra mig." Yume'Ave skreg af smerte, og dette overraskede meget hendes søster, som tydeligt forventede ikke et ord ville forlade hende. Tydelige brandsår formede sig nær Yume'Ave læber, tunge og hage, men ikke røde som de normalt ville, klare sorte mærker som sad på hendes hud. Sekunder gik før vagter omringet dem, men disse sekunder var nogle af de mest smertefulde i Yume'Aves liv.

Se hende.
Skulle hun ikke være den smukke?
Ad mor se!
Er hun halv mørkelver?
Må være Ecaeriss forbandelse.
Dæk dig til Yume'Ave, for familiens skyld.
Må være derfor trolovelsen forsvandt.

Disse ord, disse udtalelser begyndte at ringe i luften omkring dem, som alt igen forsvandt, og den sorte baggrund af ingen ting omringet dem, klar til at tage fat i det næste mørke minde en af kvinderne bragte frem i deres sind.

"Hvad ville det ændre? Det ville kun give mig to hundrede år til..." Ecaeriss nåede ikke at råbe mere i munden på Yume, før billede atter dukkede op, og det denne gang ikke var hende selv, der styrede dem. 
Hun så Yumes søster med et mere hadefuldt blik i øjnene, end hun nogensinde havde set, og hvordan giften ikke fik den tiltænkte virkning, fordi hun spyttede det ud. Havde tjæren hjulpet? Ecaeriss kunne fjerne gift med sin tjære, så måske havde det spillet en brik i at holde Yume til livet. Igen. Elverkvinden, der bare ikke ville dø. 
Hun sænkede blikket til sine hænder. Inderst inde havde hun ikke lyst til at indrømme, at det unægteligt også måtte gøre ondt på Yume. Ecaeriss' forbandelse. Selvom hun var flere hundrede mil fra Elverly, hjemsøgte hun dem stadig. Endnu en grund til ikke at vende hjem. Endnu en bekræftelse på, at de ikke ville have hende hjem. Hjem var her; i ensomheden i skoven.
"Jeg kan fjerne det," Skille os ad for evigt. "Hvis du kommer til mig i andet end en drøm. Jeg kan fjerne tjæren. Du behøver ikke også leve med, hvad jeg har gjort."
Hendes stemme var hæs, og hun kunne ikke se noget for sløret af tårer, som hun vredt prøvede at blinke væk. Hun kunne også have foreslået, at hun selv kom til Elverly, men sidst... Bare for at se på blomsten, og så at møde Toorah lige der. Et møde, der ikke burde være endt, som det var. Et møde, der havde fået hende til at sværge, at hun ikke ville nærme sig de egne igen i et par årtier. Hendes straf var udtjent, men hun vidste, at det ikke ville føles sådan, når hun igen satte fødderne i Elverly. 

"så...om du har noget imod..det!" fandt hun endelig mod på at svare lidt igen, og med en mere klar stemme som hænderne faldt fra hendes øre. "Hundrede år, fem hundrede...du ønsker slet ikke at komme hjem alligevel." først her faldt en tåre, som hun mindede de mange diskussioner der havde været sidst Ecaeriss' straf skulle diskutteres, hvordan det lykkes hende at få sin daværende kæreste til at stemme med hende, men alligevel var det ikke lykkes. Alle så det hun havde gjort så, ondsindet. Et dybt suk forlod Yume'Ave som angsten begyndte at lægge sig, og blikket søgte Ecaeriss blik. fjerne det? uden at tænke over det lod hun hånden søge hende hage, og let danse over mærkerne. "Fjerne det?" hun åndede hårdt ud og kiggede noget kun seriøst på Ecaeriss.

"Og..miste dig helt?" igen faldt en tåre, men ingen gråd bare disse få tåre som faldt men hun lod blikket falde på Ecaeriss, var rart at se hende også tydeligt påvirket af dette, at se hun stadig havde nogle følelser i kroppen. Men tanken om at miste det sidste minde af sin sande veninde, hende hun endnu ikke havde givet slip på, gjorde mere ondt end hun nogle sinde havde forstillet sig. "Aldrig i livet, men-" lyd hun en smule hård i tonen, og søgte at sætte hånden på Ecaeriss kind. "-Som sagt, når du er hjemme..Jeg har værelser nok hvis det er problemet." hun kendte svaret, hun vidste udmærket hvad Ecaeriss havde sagt de sidste mange gange. De lilla tåre fulde øjne faldt igen til jorden som dette blev sagt, hun havde opgivet at få et ja for mange år siden, men som mange andre spørgsmål spurgte hun nærmest hver gang de sås, eller rettere hver gang Yume'Ave valgte at invadere Ecaeriss drømme.

Ecaeriss' svar var det samme som altid. "Nej." 
Det havde næsten udviklet sig til en sær rutine at have den her del af samtalen, og det hjalp på at dæmpe de tårer, der prøvede at tvinge sig ud af hendes øjne. Den svaghed, Yume altid fik frem i hende ved at mindes fortiden, var ubærlig. 
"Der er ikke noget for mig. Jeg kan låne et værelse og hvad så?" spurgte hun og vendte ansigtet væk fra Yume. Hun satte sig tilbage på hælene, mens den voldsomme tjære slap hendes arme og forsvandt. "Så kan jeg sidde dér og være din lille tjære-elver? Du ved hvordan de behandlede mig, indtil dommen faldt," 27 lange år. "Jeg kunne ikke gå på gaden uden at blive undgået eller spyttet på. Jeg kunne ikke engang hente mad til sidst, Yume! Du ved det! Forestil dig, hvordan det er at være fanget i sit eget hjem. Herude har jeg i det mindste valgt mit bosted. Ingen savner mig derhjemme alligevel." Udover dig. "Alle vil hade, at jeg kommer tilbage." Ligesom jeg hader dem.

Lidt grønt græs tittede frem rundt om Ecas skikkelse igen, og et kort øjeblik kom tøj frem på hendes krop, som var mere lig det, hun havde gået i, dengang, end det, hun yndede nu. 
Med en irriteret bevægelse fik hun det væk, som om hun børstede myrer af sine arme. Det var ikke hendes liv mere! Hun havde adskilt sig så meget, hun kunne fra Elverly - traditioner, beklædning, moral og etik. Det hele kunne rådne op i Lindeskoven ligesom de havde ladet hendes magi sygne hen i de år. Herude... Herude var det bedre, det blev hun nødt til at fortælle sig selv. 
"Hvordan fik du overhovedet smuglet en mørkelver ind i Elverly?"
Nysgerrigheden holdt kun så længe. Hendes egen var dukket op på dørtrinnet. Det kunne næsten ikke være tilfældet her. Hvilken mørkelver ville være dum nok til at ende i Lindeskoven blandt den ultimative fjende?

Nej. Selv når man vidste dette var svaret, var det aldrig rart at høre ens veninde ikke ønskede at komme hjem. Det var dog tydeligt at Yume'Ave ikke forventede at få en helt tale efter sig på dette område, at høre Ecaeriss tale om hvor lidt der var for hende i Elverly, fik Yume'Ave til at trække blikket fra sin veninde, og skuffet, irreteret kigge imod den mørke underlag under dem. "Du.." hun sukkede før hun samlede sig til endelig at svare. "Er det så simpelt? Du er glad her? At leve alene? Så langt fra din hjem?" fra mig. "Alle hader dig ikke." hun puste irreteret ud, jo, det var ikke et godt billede der var af hendes kære veninde, og hende selv begyndte også stille at se nogle af disse problemer. "Jeg..kan ikke tvinge dig, men du har altid et hjem hos mig. Husk det." tonen blev let hård som disse ord blev sagt.

Hun rystede hovedet som Ecaeriss begyndte at skabe igen, og valgte at gå hende efter, det våde tøj, den tjære våde tøj, forsvandt og blot et øjeblik var Yume'Ave slet ikke beklædt, og de to ar ville være til at, både låret, den tekst hun ikke selv kunne læse og aldrig havde fået andre til at se, og de mange pletter på læberne, hagen, og hvem ved hvor slemt inde i hendes mund. Dog kun et sekund før det typiske let gennemsigtige silke formede sig om hende igen. Hun fniste let ved Ecaeriss spørgsmål. "Smuglet? Hvor godt kender du mig?" hun rystede hovedet med et let smil, hun havde valgt ikke at få sin mundbind igen. Let bidt hun sig i underlæben som tankerne kom frem. "Alt skal være glamourøst! Og intet gemt i skyggerne.” hun fniste som ordeme forlod hende. "Hun gik ind af hoveddøren." det blev sagt med et stolt smil, og en livsglad tone. Yume'Ave kunne ikke lade være med at tænke på dette, og stille formede det sig. Yume'Ave der tydeligt var spændt, som hun ikke kunne sidde stille, i vinduet i hendes maler værelse med dejlig udsyn til deres entré, hvor Sidkayns blev ført hen af Skovfortes vagter, og Risindier families vagter tog over, dog med noget kun blidere hånd en skovfortes vagter.