Det var kun en lille uge siden at Agarés havde haft besøg af sin gamle ven. Hvis man stadig kunne kalde ham det. Det var ikke ligefrem gået helt som han havde håbet, og kunne stadig blive noget så gal over at tænke tilbage på hændelsen. I dagene efter havde han fordybet sig i sit arbejde. Det var ikke fordi det store papirarbejde ikke skulle ordnes, men det var mest af alt for at distrahere sig selv, og det havde virket fint.
I mellemtiden havde han også fået overblik over hvem af sine arbejdere, som var bundet af hans sind, der ikke havde givet lyd fra sig i en lidt længere periode, end han var glad for. Det gik jo ikke at de begyndte at tro, at de kunne ignorere ham uden det ville få konsekvenser. Ikke når de alle sammen var klar over, hvad han var i stand til. Måske det ikke helt passede i øjeblikket, for den enorme styrke han havde før, var ikke helt så let at misbruge i den lille drengede, splejsede krop. Ikke desto mindre måtte han sende bud efter dem én efter én.

Agarés havde allerede været igennem et par stykker. De var alle sammen blevet overtaget for en kort stund, så han kunne få dem til at efterlade en lille note om at de skulle mødes med ham i hans hjem. Han opholdt sig ikke i banken, så længe han var i denne krop.
Den næste på listen var én, han aldrig havde mødt. En kvinde ved navn Akurra, som havde fået sin aftale gennem nogle listige hænder. Hun havde aldrig set ham, men han havde til gengæld set hende flere gange. Ligesom de andre havde han overtaget hendes sind og krop for en kort stund, og sådan tvunget hende til at skrive en lille note.

”Mød mig i Kzar Mora om præcis 3 uger.

En hestevogn vil hente dig ved portene.

- Agarés Vitalis.”

Derfra ville den gamle kusk føre hende til dæmonens hjem. De 3 uger måtte give hende rigeligt tid til at forberede den lille rejse, og i mellemtiden kunne Agarés tale med flere, der opholdt sig tættere på.

Samme dag han ventede Akurras ankomst, sørgede han for at stille en af de billigere flasker whisky og to glas frem på bordet i stuen. Han placerede sig selv i sofaen med en bog, og ventede nu bare på at det bankede mod døren.

Hun blinkede nogle gang som hun kiggede på den rapport hun var ved at skrive, det var nat, en sen aften men papir skulle udfyldes før hun kunne tage hjem. Men dette? "Kzar?" hun vippede hoved flere gange og stirret på det navn. "Agarés?" var år siden hun havde hørt det, mange år, bankens ejer? "Hvad i chances navn foregår der?" Hun var kommet til den igen med hånden på fjeren. Det var skrevet af hendes hånd. Var ikke til at benægte. Hun sank en klump og et dybt suk forlod 'kontoret', efter fuldt af lyden af en fjer som knækkede. Efterfyldt var nok den dårligste rapport hun nogle sinde havde skrevet, som blev afleveret med alt andet end et smil på hendes læber.

Kzar mora var alligevel over to uger væk på hest. En vogn ville blot tage længere, kan man sige nej? Det var kort disse tanker var i hendes hoved. Før hun slog hånden i væggen som hun gik ud af byvagtens kontorer. Hun nussede sin knoer som hun begyndte at vandre hjem, for at pakke, for at finde på hvad fanden hun skal sige til byvagten, og skrive et brev til sin søster. Brevet blev dagen før vognen kom, hendes pakning var let. Sine sværd, sine håndjern, få sæt tøj, lidt mere modgift end hun normalt pakker, og heldigvis for hende, spiste hun lige før turen, så om mere blev nødvendigt håbede hun ikke. Turen gik let, søvn, massere af søvn.

Var første gang hun var rejst til Kzar, altid et sted hun havde holdt sig fra. Aldrig et sted hun ønskede at se, eller besøge. men skæbnen ville noget andet så her stod hun. Foran det pæne hus, lidt stil har han. tænkte hun lavt, som tjenestefolkene bad om sværdene. "I..guderne! Fint!" var de første ord som forlod hende i Kzar Mora, hendes blik var lavt og tungen hilste mange gange på verden som hun blev ført igennem det endelig smukke hus, ikke at lyst, begyndte blikket at vandre rundt for at nyde udsmykningen. Hun sukkede dybt foran døren ind til ham. Herren venter dem. var alt der blev sagt som de stoppede lidt fra døren. At banke på, var det sidste hun gjorde.

I en stærk, hård bevægelse gik døren ind, som hun nærmest tvang sig ind i lokalet, kappen havde folket selvfølgelig også taget fra hende! Så de forskelligt farvet øjne var fremme i lyset, tungen hilste på verden som hun gik ind. Blikket irriteret. Håret samlet i en lav knold, sorte tætte læderbukser, tunge stølver og som altid en let løs trøje i stof. "Du ville tale?" blev sagt som hun lok blikket, og lugtesansen opfange den anden i lokalet, døren bag hende lukkede sig selv (dog med hjælp fra personalet i huset!) dog skiftede hendes mimik meget som hun lod blikket falde over knægten bag bordet. "Ehh?" lyd det forvirret som hun begyndte at gå over til bordet. "Hvem..Hvor er Agerés? Din far? bror?" spurgte hun forvirret med en smag af irritation i stemmen.

Nu hvor Agarés ikke længere kunne skræmme med sit høje, brede udseende, havde han været nødsaget til at stramme reglerne lidt i sit eget hjem. Han havde sat flere vagter omkring grunden, og enhver gæst blev bedt om at efterlade sine våben ved døren. Han havde fået et par tjenestefolk mere ind, som kunne hjælpe med alt han ikke selv kunne nå. Det var også dem, der sørgede for de fleste indkøb, og sendte og hentede dokumenter fra banken, da han helst ikke ville vise sig offentligt.

Døren gik endelig op, men Agarés reagerede ikke. Han brugte lige et ekstra øjeblik på at læse siden i sin bog færdig, før han klappede den forsigtigt sammen og lagde den fra sig på det lille bord ved sofaen. Han nåede først at vende sin opmærksomhed mod den unge kvinde, da hun udviste sin dybe forvirring over situationen. Han kunne ikke undgå at mærke en lille torn af fornærmelse stikke ham i siden, da hun straks antog, at han var den forkerte. Men han fandt det venlige smil frem og rejste sig fra sofaen.
”Jeg er bange for, at min fader gik bort for mange århundrede siden. Han nåede heller ikke at give mig en broder inden.” Han svarede som man kunne forvente, men ikke af høflighed. Hans ord var kun ment til at forvirre hende mere, nu hvor hun åbenbart havde besluttet sig for, at han ikke var gammel nok.

Men intet skulle ændre på hans skik. Agarés var altid høflig over for sine gæster, også dem, der arbejdede for at holde ham i live med informationer. Så han trådte uden om bordet, hen foran hende og rakte en hånd frem for at hilse ordentligt på.
”Jeg er Agarés Vitalis. Det er godt endelig at møde dig, Akurra.” Hele hans holdning sagde ikke ’ung, uvidende dreng’. Hans rolige tone og generelle fremtoning afslørede de mange år, han havde bag sig, selvom udseendet ikke fulgte med. Han tillod sig dog at tiltale hende ved fornavn, da han trods alt havde kendt hende i godt 16 år.
”Lad os sidde. Kan jeg byde på et glas whisky?” Spurgte han, idet han holdt hånden ud og henviste hende til det store bord i modsatte ende af rummet, hvor hun kunne tage plads på en af de tydeligt dyre stole. Han havde godt nok tilkaldt hende på baggrund af sin egen irritation, men der var vel ingen grund til at han ikke kunne være flink.

Det var ikke ofte hun havde så meget energi, eller retter viste så meget energi til omverden, men alt dette, den mærkelig tekst, blive 'tvunget' til kzar, at tvinge en forklaring, undskyldning til byvagten for hvorfor man skulle afsted - igen. Det var ikke længe siden hun havde rejst for at se en smed. Nu? For at besøge en bank. I det mindste havde hun ikke haft fri de sidste mange år, i mere end blot en dag eller to. Gav nogle godvillige hos ledelsen. Energi, havde hun nok af disse dage, specielt lige nu.

Dog forsvandt alt denne energi fra hende som, den unge mand, roligt forklaret som sin faders død. "Hv.." mumlede hun kort svaret, som hun stirret imod ham, da de næsten delte højde i øjeblikket. Ikke at vidste at hun normalt ville se op til denne mand. "Du..laver sjov ikke?" det var jo endelig tydeligt at han ikke gjorde, men, noget var galt. Som hun gik helt op til ham, og lod blikket falde på hånden. Agarés. Dette er Agarés? Hun blinkede nogle gange og tog hånden. Tydelig usikker på hvad hun skulle sige.

Drengen, den unge mand, havde tydelig massere af erfaring i livet, hans blik, det var et eller andet galt med det, og på den mest ubehagelige måde minded det hende om Deavás. Instinktivt lod hun hånden falde til sin hofte, blot for at indse håndjernende var glemt i hendes hast på at forlade vognen. En dyb vejrtrækning forlod hende som hun lod blikket studerer den unge herre igen, tungen hilste på verden. "Hva.." mumlede hun forvirret som hun gik til bordet, og stille satte sig, med et fortvivlet blik i øjet. "Du kan umuligt være manden jeg lånte penge af, for seksten år siden. Kan du?" Lyd det lidt hård i tonen og et nik blev givet ved ordet om noget at drikke. Nok var der meget magi i verden, men seksten år! Selv en dæmon, elver, eller hvad ellers ville ikke ligne en så ung en herre. Alligevel sad ordne fast fra før, mange år hundrede siden? "Hvad foregår der 'Agarés'." spurgte hun i samme hårde tone med et bid af mistro.

Havde den unge kvinde mødt Agarés under normale omstændigheder, ville han allerede være blevet dybt fornærmet, og havde brugt tid på at irettesætte hende. Det var ikke rimeligt at møde bankmanden med så skeptisk en attitude, men han valgte da at se igennem fingre med det for nu, fordi han trods alt ikke fremstod helt så voksen, som han ellers plejede. Forbandede krystal. Det var jo ikke til at drive forretning på denne måde, når han ikke blev taget alvorligt.
"Selvfølgelig gør jeg ikke det," svarede han bestemt, som han rynkede brynene for at se endnu mere alvorlig ud. Hvor god en effekt det havde med det lille, måske lidt for feminine ansigt, var han i tvivl om. I det mindste var hun da høflig nok til at tage imod hans hilsende hånd.

I et kort øjeblik fulgte Agarés hendes hånd med blikket, hvor han lige nåede at se håndjernene der hang ved hendes hofte. Han kunne vel acceptere, at de ikke også var blevet efterladt ved døren. Der var vel også grænser for hvor effektive brugen af dem kunne være, når først satte sig ved bordet og ikke længere kunne nå hinanden. Agarés var som altid en lille gentlemen. Han trak lige en stol ud til hende, inden han selv satte sig på den modsatte side af bordet og gav sig til at skænke den billige whisky op i glassene.
"Jeg må hellere sige det med det samme, Akurra; Det er sjældent jeg finder mig i at blive mødt med så skeptisk et sind i mit eget hjem. Men siden det er vores første officielle møde, vælger jeg at give dig lidt længere tøjler. Jeg kan forsikre dig for, at jeg er selv samme dæmon du lånte krystaller af til dit hus, for seksten år siden." Han skubbede et af glassene hen over bordet, så tæt på hende, som han kunne nå, og lænede sig så helt tilbage på stolen og lagde elegant det ene ben over det andet.
"Men hvis du foretrækker at se beviser, så skal jeg da nok fremlægge dem?" Han tog en lille slurk af den sprittede væske, og sendte hende et afventende blik. Hvis hun ønskede beviser, havde han mere end bare de kontrakter, som hun underskrev for mange år siden.

Alle forventninger var allerede kastet langt ud af vinduet, her havde hun forventet at møde en ældre herre, endda en plan om at anholde ham for ulovlig brug af magi, men hvad var planen nu? Ikke at hun nogle sinde havde været god til at lave planner. Men, et barn? Nej, ung knægt? Der talte i en ældre mere erfaringsfuldt tale end de fleste elvere hun havde mødt. Stadig vidste hun ikke hvilket tanker hun skulle samle, hvilket ord der skulle siges. Blot at alt hvad hun havde tænkt, forstillet sig, i hvert fald ikke kunne ske nu da den unge herre nu, var i gang med at forklare hende hvor uhøflig hun var i dette øjeblik. Ikke et ord blev sagt, som hun fik det verbale slag over sine fingre. Dæmon. Tænkte hun kort som hun lod hånden møde hans for at få glasset til sine læber lidt hurtigere. Selvfølgelig vidste hun godt at det var en dæmon hun havde lånt ting af, men at møde det i ord, fra den anden side af et bord gjorde alligevel hendes hastige beslutning dengang noget kun mere virkelig. "Javel." var alt hun sagde, som glasset forlod de blege løber og blev stillet på bordet. "Beklager..men troede i dæmoner voksede hele livet? Ikke blot? de første tolv år." Hun vippede hovedet let da hun så hans glas møde de unge læber, dette blev dog acceptere med modvilje, med en mild rysten på hovedet.

Beviser? De dovne øjne lyste stærkt op ved ordet. Hånden søgte igen glasset, og blot lod sine fingre hvile om glasset, og let utålmodigt lod en negl slå imod glasset. "Det er lige meget." hun sukkede let. "Om du er den samme dæmon eller en eller anden helt anden..Er ikke hvad jeg ønsker forklaret. Jeg forstår intet. Jeg har været hunderæd i dage! Hvis -de- virkelig er Herre Vitalis, så burde du også vide hvad jeg spurgte om!" var svært at holde vreden, forvirringen inde i hendes ord, som den igen kom frem i hende. "Er for mig, ligemeget hvem du er. Jeg vil vide hvad i Nalish’ra skæve barm, der foregik som jeg mistede kontrollen over min.." hun stoppede sine egne ord som hun mærkede at tonen blev højere og højere. "Beklager min tone." lyd det efter en dyb vejrtrækning. "Jeg er ikke en klog kvinde....så forklar hvad der foregår." kommanderet hun nærmest, i en hård tone som var han rekrut.

Nu blev det langsomt værre. Hvis det ikke var fordi han gjorde hvad han kunne, for at holde hovedet koldt og sørge for ikke at skræmme den unge kvinde helt første dag, så ville han være tæt på at eksplodere. Det var ikke hendes skyld. Det var tanken om at den forbandede krystal overhovedet havde fået lov til at gøre sin magi, så den ellers respekterede, gamle dæmon var blevet så forfærdelig ung at se på. Han var ofte blevet mødt med skeptiske øjne og respektløse kommentarer, fordi ingen fandt den lille dreng truende nok. Og de havde vel ret. Han var ikke særlig truende længere, for den høje, muskuløse krop var svundet ind, og tilbage var kun en lille, splejset dreng, der dårligt havde kunne forsvare sig mod en gammel ven.
"Jeg bad om mødet fordi jeg fandt det nødvendigt, men desværre har jeg været ude for et mindre uheld, efter jeg kontaktede dig. Detaljerne er ikke vigtige, i hvert fald ikke endnu." Hvis hun ikke ønskede beviser, så behøvede han heller ikke at fortælle mere end højst nødvendigt. Han var jo heller ikke meget for at vise sig i denne alt for uskyldige form, men han kunne snige sig udenom de forpligtelser, som fulgte med når man både var bankens ejer og samtidig skulle holde styr på alle sine dukker, der sværmede omkring i landet.

Han kunne ikke lade være med at smile svagt, som om han ligefrem nød da hun fortalte, at hun havde været forskræmt i flere dage. Det gjorde han måske også lidt. For ham var det kun rart at vide, at han stadig kunne formå at sprede bare en anelse rædsel hos andre.
Helt tålmodigt lod han Akurra tale færdigt, men den lette irritation over hendes frustrationer kunne han ikke skjule helt, som tænderne lige blev bidt sammen og gjorde den drengede kæbelinje endnu tydeligere. Han forstod hendes frustrationer, men det gjorde det ikke mindre irriterende at blive talt til som var man intet mere end en simpel væbner for en vigtigere kriger.
"Du ønsker afklaring, det forstår jeg. Så lad mig forklare;" Han holdt en kort pause, for lige at bade munden i den sprittede væske igen.
"For seksten år siden blev der smuglet to kontrakter ud til dig. Den ene var til lånet af krystaller til dit hus, den anden var fra mig personligt. Måske du gik ud fra, at de begge havde noget med banken at gøre?" Han stoppede op igen, så på hende med afventende blik, som forventede han et svar, men der gik ikke mere end et øjeblik, før han fortsatte;
"Du skrev under med dit fulde navn og en dråbe blod." Agarés lænede sig til siden, lagde hånden over en tynd mappe på bordet og trak den tættere på sig. Han åbnede den og hev et pergament frem. - En kopi af samme kontrakt hun havde fået dengang, men selvfølgelig ikke lige nøjagtig dén, som hun havde skrevet under på. Den var lagt et fortroligt sted, så den ikke blev skadet. Så skubbede han den tomme kontrakt hen over bordet, tættere på hende.
"Da du skrev under, gav du mig lov til at udnytte dit sind og din krop. Noget jeg tog mig den frihed at gøre, da jeg overtog din krop for tre uger siden og fik dig til at skrive den note, som bad dig om at komme her nu." Han lænede sig tilbage på stolen igen og gav hende lige tid til at sluge hele den forklaring, mens han selv tog endnu en slurk af whiskyen.
"Jeg er klar over, at det kan virke overvældende." Men mon ikke det også var på tide at hun fik detaljerne at vide? Det var trods alt mange år siden han var begyndt at kigge med gennem hendes øjne, uden hun vidste hvornår.

Hun træk vejret dybt for at lade sine følelser dæmpe, i dette hilste tungen kort på verden ogtog alle dufte og fornemmelser til sig. Agarés måtte bære parfume, gik det kort i hendes tanker, grunden til at hun fokuseret på netop denne duft, var for at berolige alle hendes tanker, hendes tvivl, hendes vrede. Den vrede der flere og flere gange havde taget over hendes handlinger på det sidste, men hun vidste godt hvor denne vrede kom fra, uvidenhed, en fornemmelse hun inderligt ønskede forsvandt med dette møde. De ønsker afklaring. "Du ønsker afklaring, det forstår jeg. Så lad mig forklare;" hun åndede let ud som der endelig kom svar på bordet, tre uger tvivl, endelig måtte den forsvinde. "Ja tak." lyd det lydigt, man var ikke 'soldat' for ingen ting. Hun lod blikket hvile på Agerés som han talte, hvert et ord blev taget til sig. Men intet gjorde hende glad af de ord der blev sagt, tværtimod.

Seksten år siden? Kontakter? Hun huskede tydeligt hvordan den dag var gået, tre banker i Dianthos havde afvist hende, for hvem ville låne penge til en ung kvinde som er ny rekurreret byvagt med store ambitioner? Og den, fremmede mærkelige mand hørte hendes frustationer og forslog en løsning, jo selvfølgelig var hun mistroisk overfor en bank i Kzar, endnu mere da de bad om hendes blod, men, hun havde aldrig tænkt det var mere end blot mærkelig dæmonisk kultur. Hun nikkede til denne del af fortællingen. At indrømme hvor taknemmelig hun var, for huset nær hendes forældres hus nu de begyndte at blive gamle, valgte hun dog ikke i øjeblikket, men tankerne gled forbi hendes sind. Forsigtigt løftede hun kontakten, lod blikket falde over den, og igen sende et høfligt nik til Agarés. "Ja?" lyd det forsikrene om hun lyttede, men en smule forvirring over betydningen af dette var tydelig i hende.

Da du skrev under, gav du mig lov til at udnytte dit sind og din krop. disse ord, påvirket hende tydeligt, blikket gled over kontakten over på Agearés som en tydeligt frygt og skam voksede i hende. Hun sank en klump som øjende sænkede sig til glasset før hende, og med en rystende hånd mødte glasset hendes læber og forlod ikke før den billige whisky var tømt fra glasset som halv hårdt tog ned imod bordet igen. Blikket hævede sig dog aldrig og lå blot på bordkanten. "I..Jeg...du.." hun afbryd sig selv og træk vejret dybt i et forsøg på at samle sig. "Jeg..er din slave?" spurgte hun forvirret, og med en tydelig frygt i stemmen, men også en tydelig vrede som gemte sig nær den frygt. "I..seksten år? Har du ejet mig? Påvirket mig? Styret mig?!" vreden kom mere og mere frem som sekunderne gik forbi hende, hun sank en klump som disse ord hang i luften, men på trods af tonen var det en meget lille kvinde som sad foran den unge Agerés i dette øjeblik. "jeg..forstår ikke.." tilførte hun forsigtigt som forvirringen, og uklarheden over alt dette overvandt vreden. "Kan..jeg få et glas mere..eller.. endelig..bare flasken." mumlede hun som hun tydeligt ikke vidste hvad hun skulle sige, eller gøre i dette øjeblik, selv hende følelser over denne opdagelse var et rod.

Hendes forvirring var forståelig, og selvom han kunne være blevet bare lidt irriteret over at skulle bruge tid på dette, når det nu ikke var grunden til at hun var blevet bedt om at komme, så kunne han vel næppe bebrejde hende. Agarés selv havde heller aldrig stået i sådan en situation før. Han havde altid mødt sine dukker personligt, hvor de havde fået kontrakten overrakt og skrevet under i hans nærvær. Den unge kvinde foran ham var den første, som havde fået kontrakter sendt til sig under særlige omstændigheder, fordi han ikke havde været i stand til at møde op.
Måske det kunne anses som værende bare en anelse ondt, at han nu sad og smilede svagt over hendes forvirring og frygt, som han tydeligt kunne høre i hendes skælvende stemme.

Jo vredere hun blev, jo bredere smilede han, hvor der til sidst gled en let latter over hans smalle læber. Han forblev tavs, mens hun ævlede. Han skulle lige til at løfte flasken og skænke op i hendes glas, men rettede sig i stedet efter hendes ønske og skubbede hele flasken hen over bordet, tættere på hende. Han skulle alligevel ikke have mere end den sjat, der var tilbage i hans glas. Der var grænser for hvor meget alkohol den lille krop kunne tåle.
"Hvis den titel passer dig, så er det dét, jeg kalder dig. Slave. Men jeg foretrækker nu at kalde jer..." Han holdt en kort pause, som skulle han lige tænke lidt over et passende ord, men det var egentlig mest for at lade hende opfange den detalje, at der var flere end hende.
"... dukker," sagde han et kort øjeblik efter. For det var vel det, de var for ham.
"Jeg bad dig egentlig om at komme af en helt anden grund, men det lader til, at du måske kunne bruge mere tid til at sluge de oplysninger, jeg har givet nu? Jeg kan vælge at være gavmild, hvis du har behov for det. - Hvis du vil have lidt tid til at lære mig at kende, grave lidt i min person. Det kan vel kun være retfærdigt, nu når jeg har kendt dig så længe. - Nu når jeg har ejet dig så længe." Han kunne ikke lade være med lige at vade lidt mere i det faktum, at hun blev ejet af hvad hun så som intet mere end en lille dreng, der dårligt havde rundet sit fjortende år. Det var jo en af de få glæder han havde ved at være forbandet til denne krop, at gøre andre utilpasse over at skulle være så underdanige for en ung dreng.
"Er der noget du vil vide om mig? Noget der måske kan gøre dig... bedre tilpas?" Spurgte han til sidst. Hans stemme var lige så venlig, som den hele tiden havde været, men man kunne lige ane morskaben i det smil, som kun lige viste sig i den ene mundvig.

Hold dig fra syden. De ord hang i hendes sind i dette øjeblik, hendes mors stemme, som Akurra begyndte at rejse rundt som en del af grænsevagterne, og noget hun havde gjort lige siden. Ikke at hvad syden for et halvdyr var, var Kzar, tværtimod, alle halvdyr vidste at syden var rubrien, steder hvor slaver stadig sælges, ejer, og mishandles. Noget alle, eller langt de fleste, halvdyr var bange for at blive. Dette og de racistiske toner og manglende respekt var langt de fleste halvdyrs ungdoms liv. Akurra havde altid mødt hadet og mistroen med et smil, venlighed var ofte hendes våben, slaveriget dog, havde hun altid holdt sig fra, ingen tanker om syden, og nu, sad hun her, og blev kaldt slave, af en knægt, hans dukke, med hans egne ord.

Hendes hænder rystede som hun rækte ud efter flasken, og lyttede til hans ord. Tydeligt hun overvejede at føre flasken til læberne men valgte, med usikker hånd og fylde glasset igen. Blikket sad, låst på bordkanten og alt stoltheden var væk fra hende. I hendes frygt for det, og alligevel havde hun hoppet ind i det med et smil. Flasken blev sat på hendes side af bordet, og et dybt dybt suk forlod hende som han nærmest lå sin tilbud på bordet. Tydeligt han havde det sjovt, tydeligt han nydt dette øjeblik, den måde han talte, den måde han spurgte om -hvad hun havde behov for-. Endnu et dybt suk forlod hende, og i blot et øjeblik, kunne man ane hugtænderne i mundvigen, der var ingen kontrol over dem, de dyriske instinkter havde indset at hun ikke følte sig sikker og dyret i hende var klar på at reagere på den vrede der dansede rundt i hendes sind, alt sammen pegede på -knægten- foran hende. Hun sad dog stille, ikke et ord blev sagt som hun lyttede, men hendes følelser var man ikke i tvivl om som hendes liv blev sat spørgsmåls tegn ved. Hun var vred, forvirret, bange, og fyld af skam. Stadig intet blev sagt, som hånden gled langs glasset rim som tankerne kastede sig rundt i hende uden hoved eller ende. ejet dig så længe. de ord, de fire dumme ord, hang fast i hendes sind, og tvang blikket ikke bare på bord kanten, men under den, faldt nærmest til hendes knæ.

Dog, fandt hun endelig noget, som hun hævede hånden mellem dem, og fire fingre blev vist, den sidste, tommel fingre, hvilede på håndfladen. "fire ting." spurgte hun men ordende stoppede som hun bed læberne sig sammen et kort øjeblik. "Et, hvorfor..more dette dig?" Et spørgsmål hun var tydeligt bange for svaret på, men også noget der ville sige meget om den mand, den knægt, foran hende. "To, hvor ofte, hvor meget..af mit liv er mit?" hun sank en klump ved disse ord, alt lige fra hendes første kæreste, til hendes flirt, hvorfor fanden den mand var så tiltrækkende den nat, hendes elsket søster sorged ved hendes død, glæden ved hendes genopstående, og hvor overbeskyttende Akurra havde været siden , til hendes arbejde, hendes motivation, og hvorfor det den gang var vigtigt for hende at få den rang hun har i dag. Men også en stor frygt, alle de rekrutter hun har oplært, hvis han, havde styret der? Disse tanker lod hun ikke blive i hovedet ret længe for hun igen lod stemmen forstyrre hendes tanker. "Tre, kendt mig så længe? Hvad mener du? Hvordan kan du overhovedet kende mig?" Hvis han, havde hørt alle hendes tanker de mange år, vidste han jo alt, hendes frygt for at få børn, hendes behov for varme fra andre væsner, alle hendes svagheder, nøglen til hendes hus, hendes familie, en frygt over de mulige svar her, var tydelig i hende. Hun sukkede dybt, som der nu kun var en fingre oppe i luften. "Fire. Hvad..vil du med mig?" hun lod bevist ikke vise for mange følelser ved dette, men der var intet at gøre nu, den ubehagelig følelse da hun skrev de ord på det papir, skar igennem hende på ny. Blikket gled let over hendes lår og knæ, bange for at lade det hæve. Hånden nu knyttet faldt til bordet, og lagde sig omkring det fulde glas.

Agarés behøvede ikke at blande sig i hendes sind, for at kunne se hvilken påvirkning hele situationen havde på hende. Hun var tydeligvis frustreret, og det kunne ikke undgås at lægge mærke til de dyriske instinkter, som han lige fik lov til at se hugtænderne, men kun for et øjeblik. Han kendte hende trods alt bedre, end hun lige var klar over, så det var ikke første gang han så noget lignende. Denne gang var vreden dog rettet mod ham, og selvom han normalt vis aldrig ville lade sig påvirke af den slags, kunne han ikke lade være med at fornemme en lille snert af nervøsitet nu. Hun ville kunne lægge ham ned uden problemer, når han ikke var større, og det gjorde ham utrolig utilpas ikke at have kontrollen, eller at kunne tage den med magt om nødvendigt. Men intet af dette lod han hende se. Han opretholdte den ranke ryg og det helt rolige ydre, hvor han dertil stadig morede sig over hendes utryghed.

Afventende løftede han det ene øjenbryn, som tegn til at han nu lyttede til hendes ord, de fire ting hun nu ville have svar på. Han ventede til det fjerde spørgsmål var stillet, før et nyt smil bredte sig på hans læber. Han var jo kendt blandt sine dukker for at sige sandheden. Han var ikke bange for konsekvenserne, for de vidste hvad han var i stand til at gøre ved dem, hvis de gik imod ham. Den unge kvinde foran ham skulle selvfølgelig også have sandheden, når han åbnede munden for at svare på de fire spørgsmål i rækkefølge;
"Din frygt morer mig. At vide hvor bange du kan være i mit selskab, selvom jeg ikke foretager mig andet, end at drikke billig whisky. Det gør mig... tilfreds." Ordet blev efterfulgt af et behagende suk, der kun understregede hvor tilfreds han virkelig blev af at se hendes frygt sidde helt uden på tøjet.
"Dit liv tilhører ikke mig. Hvad du foretager dig, og hvordan du lever dit liv, er helt din egen beslutning. Jeg blander mig ikke i dine valg. Jeg observerer kun. Lytter. For det meste." Han valgte ikke at gå i for mange detaljer, for mon ikke dette var nok for den forvirrede, skræmte byvagt for nu? Hun kunne altid spørge dybere ind til meningen bag de ord, hvis hun gerne ville vide mere. Det svar ledte ham til det næste;
"Det er derfor jeg kender dig. Jeg har lyttet med gennem dine ører, set med gennem dine øjne, flere gange end du aner, siden den dag du skrev under og dermed gav mig lov. Du har bare ikke været klar over det." Var det mon skræmmende for hende at tænke på hvor mange år han havde holdt sig skjult for hende på den måde? Han løftede glasset, rettede blikket mod væsken og sippede til bund sjatten i det, inden han endelig svarede på det sidste spørgsmål;
"Jeg vil bruge dig." Hans blik gled fra glasset, der blev stillet tilbage mod bordet, og op på hende. Han kunne ikke holde sig fra at holde en dramatisk pause efter de ord, kun for at se hvor meget han kunne få hende til at skælve. Det havde uden tvivl virket langt mere truende, hvis han havde været i sin normale skikkelse, men det var alligevel imponerende hvor skummel så ung en dreng kunne se ud.
"At få informationer direkte fra en patruljeleder hos grænsevagterne er ikke helt dårligt. De informationer du ufrivilligt har givet mig de sidste seksten år, er trods alt grunden til at du ikke er blevet bedt om at betale din gæld af." Han måtte lige minde hende om hvordan det fungerede hos ham, bare for at kunne holde hende fast i det. Hun skulle jo heller ikke tro at alt han foretog sig var drevet af ondskab, for det var langt fra tilfældet. Selvom han nød at se hendes frygt så tydeligt, så sørgede han altid for at holde sig på den rigtige side af loven. Og når han ikke gjorde, havde han folk til at rydde diskret op.

Lysten, til både at sætte tænderne i knægten, tvinge i modgift i ham, og kaste håndjern om hans små, spinkle hænder, var ikke lille, tværtimod, fra hvert sekund siden hun havde hørt ham bruge ordet slave, havde den været der. Det ville være åh so forbandet nemt, menneske, dæmoner de var alle så forbandet langsomme, hans hånd lå endda lige der på bordet mellem dem og holdt om glasset, blot et spring og tænderne i kødet, eller nemmere bare at spytte ham i øjne, og tvinge ham i håndjern og rive ham i arresten derhjemme. Men, to ting stoppede disse tanker gang, på gang, havde han endelig gjort noget ulovligt? Og frygten for at miste kontrollen over den krop, hun selv kæmpede med at styre til sider. Hvor nemt er det for ham at styre hende, hvor meget kan han endelig? Hun sank en klump som billede af den fjer hun skrev med, som bare..bevæget sig i hendes fingre uden hun kunne stoppe den, skrev hans navn, skrev hun skulle komme netop her. Disse tanker endte hastigt som han gav tegn på at tale, på at svare hendes spørgsmål. Stillet på netop den måde hun gav sine folk ordre.

En hånd lagde sig på hendes skød og åbnede fire fingre, den anden lå om det ny fulde glas. At høre hendes frygt, var hvad der fik et smil på hans læber i dette øjeblik, ikke at hun endelig var sikker på han smilte, specielt med det forfærdelige suk som kom efter de ord. Hun sank en klump af frygt og tungen kom nervøst frem et par gange, i det øjeblik før han talte igen, og den ene fingre gik ned på håndfladen. Hendes blik gik dog op og for første gang siden ordet dukke, og slave blev nævnt så hun hans øjne, ved det næste han sagde, at han intet gjorde, blot lyttede, til de ord han valgte at bruge, dog var det tydeligt i hendes øjne at hun ikke helt troede på hans ord. Men i stedet for at svare igen, lod hun en fingre mere møde hendes håndflade, hvilket nok var meget godt, da noget dybt i hende fortalte hende at afbryde denne mand, ville være dumt, selv om det bare var en knægt. At høre ham forsætte om hvordan han kendte hende, var uhyggeligt, hun havde sin mistanke tidligere i deres samtale, men at høre han faktisk så, og hørte hendes ord, hendes handlinger, var, uhyggeligt og ubehageligt, og dette var tydeligt i hende, og selv her vandede hendes tanker, til første gang hun sagde hun elskede dem, til en anden person, og langt mere intime billede gik igennem hendes sind. Glasset blev løftet som endnu en fingre mødte håndfladen. Blikket gled ned en smule, sådan han ikke var i hendes syn og netop som glasset var på hendes læber, hørte hun ordene. Jeg vil bruge dig. Og et billede langt fra hvad Agarés nok tænkte gled forbi hendes hoved, hvilket gjorde det svært at suge alkoholen ordenligt som hun hoste og hvæs og tvang glasset på bordet i hast. Et mild skub kastede en smule af den billige whisky ud af glasset og på bordet. Lige nu, ønskede hun faktisk det ikke var en ung herre bag bordet, en ældre mand ville have mere behageligt med de tanker der gik igennem hendes sind, i syden var slanger slaver ikke, behandlet pænt, specielt ikke kropsligt, dette, holdt hende langt derfra, hun vidste godt hvor mange ejere at halv slanger hun ville overfalde hvis hun rejste derned, men tanken om, hvad der endelig blev gjort, som lige nu, hvor en del af hende forventede knægtens næste ord, omhandlede at smide hendes tøj. Hun kæmpede stadig med at få alkoholen ud af halsen som de næste ord kom, frygten, skammen, over hvad hun havde tænkt, hang stadig nær hende, dog, gik det meget hurtigt op for hende, at han ikke ønskede den slags brug af hende, med de næste ord der blev sagt. Hun træk vejret dybt som alkoholen stadig brændt hendes lunger en smule, og kiggede på ham med et undrende blik, hånden der holdt styr på det hele, opgav som hun mistede evnen til at drikke ordenligt. Stadig utrolig mistroiske øjne, der gemte hendes vrede lige bag mistroen. Frygten var i hendes læber og hænder, og rygrad som stadig rystede som hendes blik igen fladt over ham. "Så...alt jeg skal, er ikke at, lade alt dette komme i vejen? for" et host afbrudte hendes ord, og hun sank en klump for at samle sig en smule. "Så, længe jeg...holder min rang? Og intet kommer i vejen for mit arbejde? så? intet?" hun var tydeligt ræd for svaret, lige så vel vidste hun godt alt hun havde sagt, var fire spørgsmål, og om han overhovedet ville svare gjorde hende lige så bange. "Og..hvis jeg nægter?" hun blinkede af sig selv som hun spurgte, jo, hun havde søgt dette svar på dette hvert et øjeblik, men, at..faktiske sige det, hun rystede og faldt tilbage i stolen, lille, mindre end før, stoltheden var helt væk, alle de anden pladser hun havde taget, betyd intet, de mange kriminelle bag lås, intet. Hun, følte sig, som netop hvad hun var, intet end hans slave, og dukke i dette øjeblik, afhængig af hans svar, af hans ord, og det gjorde hende bange, selv hendes skygge rystede i frygten i dette øjeblik, på trods af mange grund til at være mistroiske, satte hun spørgsmål ved næsten alle af hans ord. Selvfølgelig sagde han ikke alt, kunne hun, ikke forvente.

Måske han ikke kunne komme helt udenom, at han faktisk forsøgte at provokere hende lidt. Presse hende, gøre hende så utilpas, at hun ikke længere kunne styre sin vrede og endte med at springe på ham. Den alt for venlige attitude var ikke en facade, i hvert fald ikke normalt. Han gik altid en ekstra mil for at fremstå så rolig og fattet som muligt, også når han kunne møde folk i sin normale skikkelse. Han måtte dog anstrenge sig bare en smule for at skjule den vrede, som alligevel boblede helt inderst inde. Det var ikke hendes skyld. Det var den effekt hans gamle ven Deavás havde haft på ham, lige siden deres sidste møde. Det ville ikke være retfærdigt at lade det gå ud over Akurra, men hendes skeptiske måde at møde ham på i dag, havde vækket en lille gnist i ham alligevel. Det ville ikke kun have til formål at komme ud med et par aggressioner, men også at vise hende hvad han egentlig var i stand til at gøre. Sørge for at hun ikke engang ville kunne nå at få tanken om at trodse ham, før tanken om hans hævn satte sig i stedet.
Men han måtte fortsætte sin sædvanlige måde at føre forretning på for nu.

Hendes reaktion på hans ord var ikke til at tage fejl af. Han var trods alt en gammel dæmon, og var ikke blind for hvilke tanker de ord kunne sætte i en ung kvinde. Han skævede kort mod whiskyen, som skvulpede ud over kanten af glasset og endte på bordet. Et øjenbryn blev løftet let, inden han rettede blikket tilbage mod hende. Hun skulle være glad for at det kun var den billige whisky, for hans reaktion havde været lidt anderledes, langt mere frembrusende, hvis det havde været en flaske af det dyre.
Spidsen af hans tunge viste sig i et øjeblik, hvor han lige lod den fugte læberne, som han lyttede til endnu et spørgsmål.

Hvis hun nægtede? Han smilede svagt og trak så let på skuldrende. Hvis hun nægtede, måtte hun selv kunne tænke sig til hvad der skulle ske. Og både smil og skuldertræk skulle uden tvivl forstås som en mindre trussel.
"Fortsæt dit liv, som du hele tiden har gjort, og gør dit for at ingen vender sin opmærksomhed mod mig. Til din viden, så foretager jeg mig intet med de informationer, som I dukker giver mig. Men hvis nogen spørger, så ved du ikke hvem jeg er. Medmindre de leder efter en bank, der vil låne dem krystaller, selvfølgelig." Han ville ikke sættes i forbindelse med noget der overhovedet kunne være tæt på at være ulovligt. Han gjorde sit for ikke at bryde nogle regler, og derfor heller aldrig ville komme i problemer, men han var også klar over, at ting kunne gå galt. Han ville kun kontaktes, hvis det betød flere kunder til banken.

Agarés tømte sit glas og rejste sig fra stolen. Lige så stille bevægede han sig rundt om bordet og stoppede først op, da han stod bag hende.
"Nu vil jeg til gengæld spørge dig om noget. Følg med." Det var tydeligvis ikke et spørgsmål, men en ordre, så han forventede at hun fulgte med, da han begyndte at gå mod den nærmeste dør.
Han fortsatte op ad trapperne på gangen og ind på kontoret, hvor han stoppede op foran et maleri af en mand. Et maleri af ham selv, sådan som han så ud før krystallen havde forbandet ham til denne drengekrop. Det lignede mest af alt hans far.
"Fortæl mig, Akurra. - Ville du tage det alvorligt, hvis denne mand stod ved siden af dig, hvor jeg står nu, og truede dig?" Spurgte han og foldede så hænderne roligt foran sig, som han pænt ventede på hendes svar.

Af alt han ikke svaret, så netop det spørgsmål. Hvis hun nægtede? Hun sukkede som svaret ikke kom her, som hun fornemmede det smil rettet imod hende. Som blikket i samme øjeblik faldt til bordkanten igen. I samme øjeblik gled hun til fortriden, de mange gange vreden næsten fik hende til at bide folk på gaden over deres kommentare, til første gang hun lod sin gift løbe ned af sine sværd som en trussel. Til Alfs skønne øjne,et kort øjeblik de glimtende øjne den nådigherre havde den nat, til Cordelias hendes køre søster som Akurra altid gjorde alt hvad hun kunne for at beskytte, hendes kollegaer hun beskyttede med sit liv flere gange. Hun nikkede forstående, som blikket faldt på hendes egen hænder. Tanken om de handlede uden af hendes egne lyst igen, var, forfærdelig. Hun gentog nikket Lydig, som hun tydeligt forstod ham, om dette var hans tanker også, eller om noget han fik hende til at tænke viste hun ikke. forsæt dit liv. hun sukkede, og lavt mumlede hun "hvordan det." det var tydeligt ikke bevist, at disse ord blev sagt, men dem sad hun med, og lod tankerne om hvordan i zaladis navn, dette ikke skulle påvirke hende. Selvfølgelig ville det påvirke hende, hun blev jo, nød til at fortælle folk om det? men, kan ikke? Ordenligt?

Hun var tabt i sine tanker, og lå ikke mærke til Agarés havde rejst sig, og ej heller hvor tæt han var kommet på hende. Et tydeligt ryst gik igennem hende som hun hørte de ord, at følge med, at han ville spørge om noget. Hun rejste sig øjeblikkeligt som ordet kom, og hendes ryst forsvandt, hånden tog øjeblikkeligt fat i glasset som mødte de blege læber og tømt i nærmest samme øjeblik, som hun begyndte at gå bag den lille mand. Han var lige der, lige foran hende, ryggen til. Det var næsten umuligt ikke at tænke det følgende som munden stille gik op, Tungen hilste på verden i en lang bevægelse, og tænderne hang i den åbne mund, og let prikkede til bagsiden af hendes læber, og hun kunne mærke den kræftige gifts smag i sin mundvige. En hånd hævede sig, som hun dybt kæmpede med ikke at blotte hans hals, og for bare et øjeblik sætte et mærke som havde en vampyr kommet forbi. Specielt som de ramte trapperne, lysten til at lade ham miste hans krops evner og falde ned, lysten til at tvinge ham på knæ, og lade ham tigge hende om at give ham modgiften der hang om hendes hals.

Men disse lyster vreden første til hende, stoppede som han talte igen, hun rystede let hovedet og lukkede sin mund i hast sådan han ikke så dræberne der hang på spidsen af de klare hvide hugtænder. Blikket skiftede hurtigt fra ham, til maleriget han talte om. Om hun ville indrømme det eller ej, var det en flot herre foran hende på væggen. Hun vippede hovedet frem og tilbage og studeret billedet, hun sukkede og holdt bevist blikket langt fra knægten. "Han..svært at vurdere på et billede, men, han virker ikke farlig." hun vippede hovedet frem og tilbage nogle gange. "Fysisk stærk, høj, som minotauren og andre mænd af denne type, stærk men uden trækning." hun nikkede imod tøjet, der tydeligt ikke var lavet til at kunne bevæge sig i, "mistænker han vil overvurdere sin kropsstyrke og hans højde, og glemme hans ben, alt man skal er tæt på ham. Altid sjovt at lægge sådanne mænd ned." hun smilte skævt, i dette øjeblik, som minderne gled forbi den kamp liderlige kvindes sind. Altid, noget hun nydt, selv når livet havde været med indsats, at lade de dyriske instinkter, og de instinkter som mange års kamp træning havde lagt i hende, arbejde sammen og slog hovedet fra. "Skal jeg være ærlig? 'herre' Vitalis-" en let håndlig stemme lå i ordet herre,  "Tror jeg, at jeg finder deres trusler og hård ord mere ubehagelig end sådan en mands. Du..virker svære at forudse...end ham..mere snu, mere lysket." tilførte hun roligt, så om hun fandt ro med dette emne. "Hvem er han? Hvis jeg må høre?" spurgte hun forsigtigt, men et forsøg på at lade en respekt fuld stemme komme Agarés vej. Hendes ønske var endelig ikke at blande sig i dæmonens liv, men lige nu, var vreden og frygten lagt let til side, som hun stadig fokuseret på glæden ved de mange kampe og tankerne om dem.

Hvordan det? Hun mumlede, men Agarés hørte det stadig. Det var bare ikke et spørgsmål han havde svar på. For hvad der ville gælde som det rigtige svar for én, kunne være et sandt mareridt for den næste. Der var flere dukker, som i sidste ende ikke havde den mentalitet det krævede, at forblive bundet til ham på den måde. Han havde mistet flere over årene, præcis lige som hans far havde sagt ville ske, da det var ham, som var dukkernes mester.
Hvordan Akurra valgte at håndtere det, måtte være hendes opgave at finde ud af. Så længe hun sørgede for at overholde hans regler. Han skulle nok finde ud af, hvis hun ikke gjorde. Agarés havde øjne og ører i hele landet, og selvom nogle af dukkerne kendte til hinanden, kunne man aldrig vide hvem der var underlagt hans magt.
Han undlod selvfølgelig også at fortælle de fleste, at de kunne slippe ud af deres aftale med ham. At lyve og indikere andet, var udelukkende spil for galleriet, fordi han ikke ville risikere at flere undersåtter begyndte at gå.

Hans blik gled lige så stille fra hende, til maleriet og tilbage igen, som han lyttede til hendes overvejelser om den fremmede. Han havde selv bedt om hendes mening, men han kunne godt nu mærke, at han ikke var vant til at blive bedømt på den måde. At hun stod og talte om manden på maleriet, som om han ikke var her. Hvilket han selvfølgelig heller ikke var for hende. I mellemtiden nåede han lige at sende hende et lille advarende blik, da hun valgte at lægge et hånligt tryk på ordet 'herre'. Som blæste hun uden bekymringer på den titel han havde i forhold til hende. Hun skulle ikke komme for godt i gang.
Han vidste ikke helt om han skulle tage hendes konklusion som en kompliment eller ej. At han fremstod mere truende nu, når han ikke havde styrken til at bakke det op, end når han var større og stærkere end så mange andre.

Hvem er han? Kom det bag på hende, at han ikke valgte at give hende et direkte svar? Han rettede blikket mod maleriet og sukkede. Et suk der afslørede den følelse han mærkede, når han så på manden. Savn.
"Han er mere farlig, end du tror," sagde han og lagde hovedet let på skrå, betragtende det gamle maleri.
"Men måske du vil lade det komme an på en prøve? - Du er sikker på at kunne lægge ham ned, så lad mig tilbyde dig chancen for at bevise det, når tiden byder sig." Han afsluttede sætningen med en let latter. Han var tydeligvis ikke overbevist om at hun ville kunne vinde sådan en kamp.
"Jeg ville tilbyde det nu, men det er næppe en fair kamp. Jeg er trods alt lidt mindre nu, end jeg var da det blev malet." Derfra rettede han blikket tilbage mod hende, med et pænt smil trækkende op i mundvigene. Det burde vel ikke kræve meget at regne ud, præcis hvad han mente med det. Men nu hvor hun mødte ham under mindre normale omstændigheder, skulle hun da ikke have lov til at gå herfra uden at vide hvordan han rigtig så ud.

At høre savn fra den lille Agarés ved hendes side var en sær fornemmelse, blikket faldt undrende på ham som det suk gjorde følelse så klar, så tydelig. En fætter? de ligner hinanden. Begyndte hun stille at tænke som ideen om Agarés savnede denne mand. At denne mand, som moret sig over hvor bange hun var, hvor betvivlende hun var over sig selv, faktisk var i stand til at savne nogle, overraskede hende, og i dette øjeblik var det nok tydeligt at han igen, overraskede hende. Mere farlig end du tror? hun fniste let ved det ord, og rystede hovedet. "Tror de, har glemt hvor farlig jeg er." Blikket gled tilbage på malerriget som han tilbyd sådanne et fristende møde med en pæne mand, hun fugtede let sine læber og de selvglade, kamp glade smil spredte sig på hendes læber. "Med glæde." kommenteret hun hurtigt på bare de første ord, at lade det komme an på en prøve. "Er ikke i tvivl. Overhovedet. Med mindre der er andet end hans krop, så, virker han som den typiske store mand, der mener et lille kvinde som mig bare skal rette mak." hun træk vejret dybt, som smilet voksede som minderne gled forbi. De mange gange en større mand tog fat i hendes krave, kaldte hende ord, sekundet før de endte på jorden.

"Mine anden pladser Agarés, hvorfor tror du jeg aldrig vinder turneringer jeg deltager i?" hun spurgt med et drilsk smil på læben. I netop dette øjeblik lod hun blikket falde til sidste gang, Arys familien træk folk til sig for en af disse hændelser. Hvordan hun sad på jorden lige efter finalen og træk hætten dybt ned over sit blik, og lyttede til verden, tungen hilste flere gange, som hun mærkede, og lyttede til folket der fejrede dengangs første plads. Hvordan hun sukkede, holdt blikket lavt og gemte sit smil som hun dovent træk sig ud af bygningen, og forsvandt før hun overhovedet modtog sin medale, hun satte sig blot uden for, og lyttede til Isenwald knægtens blive nævnt flere og flere gange,mens hun forsvandt i et af mængden. Hun blinkede nogle gange og blev flået ud af sine tanker af det næste, hun vippede hovedet let, fair? jeg er mindre nu? Hun vippede hovedet den anden vej og lod blikket falde på Agarés frem for maleriget. Lige nu, var hun modig nok til at kigge på ham, til at se hans øjne, hans smil. Tungen hilste kort på luften som hun lod blikket studere ham. Blikket gled på maleriget, et øjeblik, og så tilbage på Agarés unge krop, hvor det menneskelige i blikket, i de to farvet øjne, tydeligt væk og kun det dyriske blik stirret imod Agarés. "Såå..den farligste..i huset? er væk?"

Slanger, er et atypisk væsen, specielt gift slanger, hele kroppen er designet til at være hurtigt i øjeblikket, lave et eller nogle få, bid i byttet uden byttet opdagede det overhovedet var blevet bidt, hurtigere end de fleste væsner kan blinke, kan en slange lægge i bid i deres ankel. Akurras krop var ikke anderledes, dog designet som et menneske, men kroppens formål var det samme. En god styrke, og en masse hastighed. Hun havde selv den glottis i halsen som slange var kendte for, den vidunderlige, frygt fremkladende hvæs slangede lavede spredte sig fra kvinden som en hånd søgte Agarés hals i en hastig bevægelse, for at føre ham til væggen. Mundvigen åben, mere end hvad et normalt væsen var i stand til, og de to, fine, klare hvide tænder blottet i lyset, med den grøn klare væske som formede en dråbe på hver. I samme hastige bevægelse, søgte disse tænder hans skuldre for at, forsøge at lægge en dosis eller to i den lille krop, som hans ryg blev tvunget mod væggen. Et skridt tættere så alt vægt kunne lægges i hendes overkrop.

Hun var tydeligvis mere rapkæftet, end han først havde antaget. Agarés var ikke i tvivl om hvorvidt hendes evner rakte til at kunne give en interessant kamp, det havde han observeret mere end én gang. Hun havde helt bestemt noget at have sin arrogance i, når hun lige mindede ham om hvor farlig hun egentlig var. Nej, det havde han ikke glemt, men han var virkelig heller ikke bekymret for om han ville kunne hamle op med hende.
Hans blik gled til gulvet og hovedet blev bøjet for en kort stund, da han dermed forsøgte at lægge bare lidt skjul på den lydløse latter, som forlod hans mund.
"Det er vist heller ikke helt forkert." En kvinde som hende burde makke ret. Ikke fordi hun var kvinde, men fordi hun arbejdede for ham. Selvfølgelig også fordi hun var intet mere end et halvdyr, og han selv en dæmon. Deres rang var tydelig for ham, kun baseret på deres racer, og hans var tydeligvis overlegen.
Hendes ord var ikke til at misforstå, ikke for ham. Men nu hvor hun selv bød op med det drillende smil, så han muligheden for at svare igen i samme stil;
"Fordi du ikke kan." Hans ord var dog langt mere hoverende end drillende.

Det havde ikke været meningen, men hans ord blev åbenbart taget som en udfordring. Han så det dyriske blik hos hende, som stirrede tilbage på hans lille skikkelse og så smed hun sådan en kommentar efter ham.
Den farligste i huset var ikke væk. Han var bare lidt udfordret i øjeblikket. Hvis hun vidste hvad der var bedst for hende selv, så tog hun ikke chancen og sprang på ham. Det advarede hans blik også om.
Men kun en slanges hvæs hørte han fra hende og straks sad hånden om hans slanke hals, og skubbede ham tilbage mod væggen bag ham.

Hvad var der galt med folk der mente, at de kunne behandle ham som en kludedukke på hans eget kontor?!

Kun et frustreret råb lød fra drengen, lige inden tænderne satte sit mærke i hans skulder. I samme øjeblik blev hans øjne kridhvide, da han sådan overtog hendes sind og krop, og tvang hende til at slippe ham helt, både med tænder og hånd. Lige som han tvang hende til at gå et par skridt tilbage og derefter falde på knæ, blev døren skubbet op af to vagter.
"Hold jer væk... hun er min!" Råbte han hæst, stemmen tydeligt påvirket af vreden og giften, der nu strømmede gennem hans blodårer. Hans vejrtrækning blev besværet, og han havde ikke helt let ved at blive stående på benene. Det hjalp dog at læne sig til væggen. Vagterne adlød straks og holdt sig på afstand, men blev stående ude på gangen.
Og så rettede Agarés de hvide øjne mod Akurra.
"Hvor vover du... at sætte dine... beskidte... tænder i mig?!" Han måtte anstrenge sig lidt for at få nok luft ind, så han kunne få ordene ud med mere kræft end man skulle tro kunne komme fra så lille en dreng.
Han var så svimmel. Han ville række ud efter flaskerne om hendes hals, men allerede ved første skridt mod hende, faldt han sammen. Han kunne ikke holde balancen, men heldigvis krævede det ikke balance at holde hende i knæ med sin evne.
"Du har tre sekunder... til at give mig begge flasker... om din hals. Ellers skal jeg med glæde sørge for... at den næste, som får lov... at mærke dine tænder i sig, er... din kære lillesøster! Jeg glæder mig allerede til at se med gennem dig... når lyset forsvinder fra hendes øjne... og hendes sjæl rejser til Kiles rige." Åh jo, han havde skam fulgt rigeligt med i hendes liv, til at komme med den slags trusler nu.
Han havde i sinde at holde hende på knæ, indtil hun havde gjort som han bad, og rakt ham begge flasker af modgiften. Måske endda også lidt efter.

"Fordi du ikke kan."  Om disse ord havde haft betydning, i om hun bids ham eller ej var svært at sige, men provokeret over dem var hun. Selvfølgelig kunne hun, i visse tilfælde havde det ikke engang været svært, men det smil, andre viser når de vandt. Var mere vær end for hende selv at vinde.

I guderne hvor den unge hud føles vidunderligt at have fat i, at presse ham imod væggen, at vide hvor kraftløst knægten endelig var i dette øjeblik, at han fysisk ikke kunne stoppe hende med at gøre som hun lystede. Lige nu, netop dette, at have den knægt imod en væg, og lade ham vide, hvor farlig hun endelig er, at vide hvem han inviteret ind i huset, og netop derfor, endte tænder i ham. Nærmest orgasmisk hvor dejligt det føles, endelig at lade vreden komme lidt ud, endelig at mærke væsken forlade tænderne og ende i det søde unge blod. Om hun nogle sinde ville indrømme det, var noget for sig selv, men denne følelse, at mærke blod i mundvigen, at mærke giften forlod hende, var vidunderlig. Selv for den normalt meget god hjertet kvinde, der herskede stadig den dyriske lyst til at gøre netop dette. Dog forsvandt alle disse behageligt fornemmelse som Agarés øjne skiftede farve, og Akurra gik i stå, hendes blik, fortabt, tåget nogle ville kalde det, som hun gjorde intet andet, end at trække tænderne ud, slippe hans hals. Tage tre skidt tilbage, og give slip på styrken i sine ben og ende på knæ foran knægten.

Hendes sind, skreg, at se sig selv handle, at se hendes bare, lytte, at fornemme sin krop gøre hvad end den knægt ville, og nu sidde på knæ foran ham. Fornemmelsen af at kunne høre, se, lugte, mærke, men intet gøre, blot se dette foran sig som en serie af maleriger, var ubehageligt. Men også at kunne mærke hvor meget magt han endelig havde over hende, at vide, at hvis der bare var mere end den ene meter i mellem dem, vil hun -aldrig- kunne røre ham. At se så tydeligt at han ejede hende, at hun var mere end blot hans slave, at vide hvorfor ordet dukke passede så forfærdeligt godt, træk frygten i hende, og smidt stoltheden og arrogancen væk. Stille, kom kontrollen tilbage, og et lille smil spredte sig instinktivt på hendes læber som han faldt på vej imod hende, at se ham på gulvet sådan.

Det smil var dog ikke i verden længe, Tre sekunder, eller? Cordelia. I Øjeblikket ordet lille søster blev sagt, vidste hun hvem der blev tænkt på, og effekten var nok mere klar end hvad Agarés selv havde forstille sig. Øjende var våde i sekundet dette opdagelse forekom, men vreden, hadet der var bag den våde facade skreg nærmest i hendes blik.

Et.

Hele hendes krop rystede som hun sad så fint på sine knæ, en hånd hævede sig fra gulvet og søgte flaskerne.

To.

Et voldsomt ryg i flaskerne,fik guldkæden til at knækkede bag hendes nakke, et kort øjeblik, overvejede hun kraftigt at kaste dem imod væggen, dette var tydeligt, som blikket forsvandt fra Agarés til væggen et øjeblik, men nej. Den anden hånd havde bevæget sig imod flaskernes top og flået toppen af dem.

Tre.

Den frie hånd, kastede poppen til side og søgte hurtigt Agarés, den søgte hans ansigt, hans nakke, og ville trække ham nær, vende ham sådan hans mund var længere oppe. Blikket, vreden forsvandt, hadet blev, og tåren faldt til hendes kinder, som hun første flasken til ham, og chokerne nok, faktisks søgte at hjælpe ham med at drikke væsken med overraskende kærlige hænder, trods blikket der skreg om alt andet. Der var ikke første gang, hun gjorde dette, næsten alle hun havde bidt søgte hun selv at give væsken, lige meget hvilken kriminel handle de havde foretaget sig. Agarés var ikke andeledes i dette øjeblik, i hendes øjne en knægt hvis krop var ved at kollapse. Så hjælp fik han, hvis han ønskede hendes hjælp, ellers måtte han selv. Som flasken var tom, om den var nødvendig eller ej, fik han den næste også.

Så snart dette var ovre, væsken i hans hals, træk hun hænderne til sig, blikket falde til jorden i skam, rystende, bange, stanken af frygt var overalt nær hende, som hun krummede sig over sine knæ og lod pande møde hans gulv, stadig på knæ. Ikke et ord blev sagt, som hun rystede, afventende på ham, på vagterne, på hvad end der skete nu. Hun overfaldt jo ham! Han, gjorde intet, andet end at snakke, de provokede hinanden og, nu, mistede hun kontrollen. Hun sank en klump, loven var på hans side, det vidste hun. Hun rystede mere og mere som dette gik op for hende. Stadig med et billede af Cordelia med Akurras eget bid mærke i hendes halsen. Sank hun endnu en klump.

Åh, hvor var det dog tilfredsstillende at se hende falde på knæ. Se hvordan det hurtigt gik op for hende, hvor meget magt han egentlig havde, når han så let kunne tvinge hende på knæ. Hun kunne vælge ikke at lystre. Hun kunne vælge at nægte ham de to flasker, og det ville ikke komme bag på ham, hvis hun gjorde. Han kunne true så meget han ville, men om han virkelig havde i sinde at gøre alvor af sine trusler, kunne hun vel stadig betvivle. Det var jo ikke fordi han endnu havde bevist hvad, han var villig til at gøre.
Men intet bevis var nødvendigt, for hun rettede sig efter de tre sekunder og knækkede kæden til flaskerne. Han forsøgte at række ud efter dem. Det ville ikke være værdigt at skulle bruge hendes hjælp til at få modgiften i sig, men det var umuligt uden. I stedet måtte han tage imod hendes hjælp, lade sig føre tættere på af hendes blide hånd mod sin nakke. Han hjalp selv til ved at skubbe fra mod gulvet, til han var tæt nok.

Han kunne mærke hendes had. Det had, som var rettet direkte mod den knægt, som hun nu var ved at hjælpe. Det var bare endnu en frynsegode, når man havde overtaget en andens sind og krop, som han havde. Enhver tanke der strøg gennem hendes hoved, og han kunne følge med i dette øjeblik.
Den næste flaskes indhold blev givet til ham, og allerede der kunne han få lov til at tage en lidt dybere indånding. Han ville ikke give slip på hendes sind endnu, men ikke længere for at straffe hende. Nu var det for hans egen sikkerheds skyld, så hun ikke endte med at få nogle dårlige idéer igen.

Der ville gå tid før han var helt frisk igen, men det skulle ikke stoppe ham i at fortsætte. Han fik stædigt rejst sig op på knæene, og rakte så en hånd ud mod hende, hvor han lukkede hånden om hendes hår. Uden hjælp fra sin evne trak han til, for at få hende til at løfte hovedet og se på ham. Se ind i det kridhvide øjne, der kun varslede om at han stadig havde fat i hendes sind.
"Jeg burde være imponeret. At sådan et usselt gadekryds... kan formå at neutralisere mig. Ved du hvilken skæbne flere af mine... dukker måtte lide under, da de valgte at gå imod mig?" Han slap det klump af det mørke hår, men kun får at flytte hånden ned omkring hendes hals i stedet, hvor han truende stak neglene ind mod hendes hud. Så smilede han.
"Hm. Det behøver jeg vel næppe at uddybe mere." Han fjernede neglene fra hendes hud igen, men slap endnu ikke grebet om hendes hals.
"Lad dette være den eneste advarsel, jeg behøver at give dig. Rør mig på den måde igen... og så kan du vinke farvel til din søster," hvæsede han. Derefter slap han hende, men ikke før han lige skubbede hende fra sig. Han rejste sig stille og roligt op, han skulle ikke ende med at miste balancen igen, nu hvor han stadig var svimmel, dog ikke helt så meget som før. Han trådte udenom hende og bevægede sig lettere vaklende hen mod glasskabet, hvor de dyre flasker whisky stod og pyntede. Han burde ikke, den lille krop kunne ikke holde til så meget alkohol, men han kunne virkelig godt bruge bare et lille glas. Så kunne hun få et øjeblik til at komme sig i mellemtiden.

Had, kunne ikke gøre det, at hun hadet ham i dette øjeblik ville være en sukker sød måde at beskrive hvad hun følte overfor Agarés. Afsky, Aversion, begge disse ord ville også være søde ord at benytte for den følelse der gik igennem Akurra i dette øjeblik. Men hendes blik kunne ikke fokusere på dette had, i hendes sind var en dødende Cordelia foran hende,med de klare mærke af hendes tænder i den mørkehud. Hun rystede som dette billede nægtede at gå væk. At hun var taknemmelig som Agarés tvang hendes ansigt væk fra gulvet, tvang dette billede væk med at rive hende i håret, at sende smerte igennem hendes sind. Hun bed knæben sammen som hun blev revet op, med våde, vrede øjne, men samme tid nogle med en grad af smerte som håret blev flået i, for at trække hende op til ret ryg. Hun bidt hårdere og hårdere sammen som han talte, at høre at han også var racistisk, hjalp virkelig ikke på humøret. Hun holdt hovedet oppe, blikket mødte gulvet så snart han slap hende og hun ikke længere var tvunget til at lade ham være i hendes synsfælt.

Hun var stille, blikket hang bare og hun stirret ud i luften, som skammen, og frygten begyndte at gå igennem hende som hun mærkede hans hånd stramme sig om hendes hals. hun rystede, mere og mere,som hun mærkede neglende nå dybere og dybere i halsen, dog træk de aldrig blod, men et øjeblik kom tanken om hvor nemt det ville være for ham, at gøre dette være, at tvinge hende til jorden igen, at tvinge blod ud af hende. Dog kom disse tanker ikke ret langt før han slap, hun åndede lettet ud som luften igen kom i igennem hende. Hun nikkede som han nævte Cordelia igen. "Javel..." hun træk lidt på ordet, som om hun kæmpede med at få sagt lidt mere. Hun bidt hårdt sammen, og blikket faldt endnu mere til jorden som hun igen sad med Cordelia dødende i hendes arme i hendes sind.

"Javel herre."

Hun sukkede dybt, i guderne hvor gjorde det ondt at sige, hun rev kort i mundvigen i vrede over at have sagt dette så tænderne der stadig ikke var helt på plads kunne anes, og et kort hvæs forlod hende kort. At give ham grund til at være sur, var det sidste hun ønskede som det billede stadig bevæget sig rundt i hendes sind, derfor, træk hun blot vejret dybt og beholdt blikket på gulvet.

Hun hørte ham trække sig væk, men hun blev siddende der på gulvet, ret ryg, blikket imod træ gulvet. Hun sagde ikke et ord mere end det sidste, skam, frygt, had, afsky over ham og sig selv. Lydig. Var de ord som ville beskrive hende i dette øjeblik. Tydeligt hun havde tanker i sindet der gik imod nogle af disse, men hver gang hun forsøgte at samle sine tanker, dukkede billedet af de hvide øjne op, og igen så hun Cor dødende foran sig. Men hun bryd dog sine tanker om hun hørte en flaske åbne, tungen tog et hurtigt kik på verden, alkohol. Hun sank en klump før hun modigt åbnede munden igen. "Alkohol..gør gift værre." hun bidt kæberne sammen, nu måtte han selv vælge, om han stadig ville tage glasset eller ej. Men alkohol og gifte, var aldrig en god blanding.