Han kunne godt huske hendes omrids. De tunge, ildrøde krøller; øjnene, der mindede om hans; stædigheden, der satte sig fast i hendes ansigt og boede der uanset, hvad der hændte dem, og som han stod, gemt bag sine tre fortrolige og trædøren, der stod på klem, kunne han se, at det stadig gjorde sig gældende.
… Og selvom Pax huskede Aniya, havde han også glemt hende. Selvom hun var hans lillesøster, var hun også en fremmed.

Verdis var, og havde altid været, en behagelig mand. Tavs som graven medmindre, man afkrævede et svar men så absolut vellidt uanset. Det var også derfor, at Pax havde parkeret ham i stillingen som ansvarlig for kvinderne. Dér skulle han ikke frygte for mishandling eller anden uretfærdighed, for Verdis havde ikke den form for ondskab i sig. Ligesom Pax var det, således var også Verdis en praktisk mand.

Det skulle også blive Verdis, der drejede rundt på hælen og afgav signalet, velvidende at Ulven stod og betragtede de seks individer. Sådan havde det ikke altid været men i dag – i dag var en særlig dag og Pax havde mumlet sine beordringer, fortalt at han var nødt til at være til stede, når de nye kvinder blev vurderet. Verdis havde taget det, som han tog enhver anden kommando, nemlig ved at nikke tavst, tilsyneladende ligeglad med hvorfor, at dagen ikke ville udspille sig som den plejede.

Pax skar en grimasse og jog en hånd hen over det askegrå hår før, at han omsider skridtede ud af døren. Hans stålgrå øjne var placeret stift frem foran sig, ikke sikker på, om hun ville genkende ham eller… eller om Pax skulle være den, der lod genkendelsen ske først.
Det tog ham tre skridt at beslutte sig og som altid drevet af trangen efter kontrol, vadede han op og stillede sig foran den rødhårede kvinde. Hende, der til forveksling kunne tages for at være deres mor.

”Aniya.”

        Den blonde kvinde havde givet hende en adresse at møde op på, og selvom Aniya ikke var meget for omstændighederne - brød sig ualmindelig lidt om at miste den sidste snert af selvstændighed - så havde hun ikke turdet andet. Dianthos' Nedre Bydel var noget ganske andet end hendes fødeby havde været det. Noget ganske andet end landevejen, selvom dén havde budt på sine egne strabadser...
    Nej, hér i storbyens underverden vogtede gadebanderne på deres territorier som vilde dyr, og Aniya skulle ikke nyde noget af uforvarende at komme flere kriminelle på tværs... Mødet med Skruebrækkerne, da de passede hende op, mens hun trak på dét gadehjørne, de åbenbart anså for deres, havde været så rigeligt slemt...
    Hun rynkede panden, da en underlig, kildrende fornemmelse bagerst i tankerne meldte sig, men der fulgte intet billede med - ingen hviskende stemme. Ikke denne gang. Hun havde taget en sprøjte i gyden, lige inden de lukkede hende ind her, og Skyggerne var intet andet end en ulden baggrundsstøj i hendes hoved. Hvis de ville hende noget, måtte de vente til senere...
    Hun frøs, og selvom den fåmælte mand, der havde vist hende ind i rummet med de andre kvinder, var gået igen uden så meget som at røre hende, følte hun sig allerede beskidt - havde det, som en udskæring i slagterens udstillingsvindue. Hudløs og rå og med alt for blottet kød...
    De andre kvinder havde ikke givet hende meget mere end et par hurtige, vurderende blikke - tydeligvis ikke videre imponerede over, hvad de så - og Aniya gav dem igen af samme skuffe. De var ikke i samme båd - de var fanget på hver deres lille tømmerflåde, og vogtede som høge på, at ingen af de andre skulle forsøge at klatre op og skubbe dem ud i det frådende hav.
    Døren gik op, men påvirket af medicinen som hun var, nåede Aniya ikke at løfte hovedet, før den høje, tynde mand havde stillet sig foran hende, og hun uvilkårligt rykkede lidt tilbage fra ham - lagde afstand imellem dem - før hun stivnede ved lyden af sit navn. Hvor havde han dét fra? Hun havde ikke præsenteret sig med fornavn for hverken den blonde kvinde eller den tavse mand…
    ”Ja, det hedder jeg,” sagde hun - tøvende og forbeholdent - og fik så endelig løftet blikket og taget manden i øjesyn. Atter engang var det, som om Skyggerne rørte på sig, men medicinen havde for godt et tag i hende, og deres mumlen gav ingen mening for hende. Hendes tanker var træge som grød, men trods medicinens sløvende virkning, mærkede hun stadig en opflagrende angst i maven, da hun tvang sig til at sige: ”Jeg… fik at vide, at Ulven passer godt på sine skøger. Så jeg er her for at høre, om I kan bruge mig til noget…”

Pax lagde sine arme over kors og hævede ubevidst hagen, des længere tid de stod og så hinanden an. Den rødhårede kvinde, hvis øjne svømmede bedøvet rundt i hendes udmagrede ansigt, var en tro kopi af deres mor. Pax kunne næsten ikke tro, at hvad han så, var den egentlige virkelighed. Og dernæst heller ikke, at Aniya ikke kunne genkende ham. Nok lignede han ikke Esmaralda, ikke i så høj en grad som lillesøsteren, men det askegrå hår, de stålgrå øjne, det hvide spindelvæv af et ar i hans mundvige… hvordan kunne hun ikke se, at det var ham? At Carl var blevet til Pax, at drengen, hun havde kendt, var blevet til en mand…

”Følg med”, hørte Pax sig selv sige, hvorefter han drejede rundt på hælen og forlod de øvrige i lokalet til fordel for det tilstødende kammer. Der var ingen møbler, ingen ting der vidnede om, at rummet blev brugt og Pax stillede sig ved vinduet, hans arme stadig foldet beskyttende omkring hans krop.
Han skævede hen over skulderen, og nikkede i retning af døren i det, at Aniya omsider også trådte indenfor. ”Luk den”, beordrede han, hans tone ikke svajende selvom alt i ham skreg, at han skulle hoppe ud ad vinduet, flygte, indtil han ikke kunne løbe længere væk. Det var som at stå overfor Esmaralda…

”Du kan ikke genkende mig, går jeg ud fra – eller spiller du bare dum? Det havde du ellers ikke for vane at gøre, da vi var børn.”

    Følg med.
    Ordene sendte isnende tråde af frygt ud gennem hendes krop. Hvorfor ville han have hende væk fra de andre? Hvad var det, der ikke kunne klares foran den tavse mand og de nedladende kvinder? Historier og halve sandheder blæste et øjeblik nogle af tågerne fra hendes hjerne - historier om skøger, der blev tæsket til lydighed af deres arbejdsgivere, eller ydmyget så eftertrykkeligt, at enhver tanke om muligt oprør blev kvalt inden den kunne nå at forme sig. Historier om brændemærkninger - om slavelignende forhold. Om bordeller, der lige så godt kunne have været fængsler…
    Men hun fulgte ham alligevel igennem døren og lukkede den rystende bag sig, for hun havde brug for beskyttelse fra én af Nedre Bydels bander, hvis hun skulle kunne arbejde her i Dianthos… Og hun kunne ikke forlade byen, før Tara var ude af Skruebrækkernes kløer…
    Hun havde netop vendt sig og skulle til at spørge hvad han ville have, hun skulle gøre, da hans næste ord ramte hende som en spand kold vand. Øjnene fløj op til hans ansigt, og hun tog et uvilkårligt skridt tilbage, da genkendelsen registrerede sig i medicin-suppen - ramlede ind i døren med ryggen og kunne ikke komme videre.
    ”Carl…” hviskede hun og kunne slet ikke fatte, at det var ham - at han var her - at han skulle se hende i denne situation. Skyggernes mumlen rejste sig som et forventningsfuldt kor i hendes baghoved - tvang sig igennem tågerne - og hun måtte skære en grimasse, da en skarp smerte borede sig igennem hendes pandeskal…
    Så kom vreden. Vreden over, at han havde forladt hende dengang, for så mange år siden - forladt hende, da hun havde allermest brug for ham. Efterladt hende til et kummerligt liv under kummerlige forhold - et liv med misbrug i alle ordets betydninger. Han havde trukket sig fra familiens giftighed for at beskytte sig selv, og havde ladt hende alene på en skude, der ikke bare sank, men også brændte…
    ”Hvad laver du her? Hvordan kan du-” Hun afbrød sig selv med en halvkvalt lyd og tog sig til brystet, fordi det gjorde ondt - situationen, hans tilstedeværelse. Vreden og Skyggernes begejstring… Det gjorde fysisk ondt på hende.
    ”Hvor zalan har du været alle de år?!”

”Det skal du ikke kalde mig”, snerrede Pax lavmælt, hans stålgrå øje lynende af et pludseligt opstået raseri. Han afskyede det navn, for det var det, Esmaralda havde givet ham, da han var kommet til verdenen; en verden der havde været mørk af dårligdom og elendighed; en, han aldrig ville have sat sine fødder i, skulle han have gået tilbuddet.

Pax snurrede rundt på hælen og skridtede hvileløst længere ud i kammeret. Han aflagde ikke afstanden til Aniya, som var hun giftig, men på intet tidspunkt forlod hans blik hendes. ”Ja, hvor tror du, jeg har været?”, svarede han prompte, hvorefter han hævede begge sine brede og askegrå øjenbryn i en sigende grimasse. ”Her sgu da! Ulven – tror du, at jeg bliver kaldt det for sjov? At det navn er blevet givet til mig fra den ene dag til den anden?” Pax’s vejrtrækning var overfladisk og ikke længere kunne han tæmme stemmens vaklen, hvormed hans ord skøjtede klodset ud af munden på ham. Præcis som den altid havde gjort overfor Esmaralda…
Det var som at stå overfor hende igen… Jeg kan ikke trække vejret…

”Hvad fanden laver du her? Var? Hvorfor – hvorfor gør du ligesom hende?” Referencen til moderen var ikke mere end et skingert spyt af et hvæs.

    Hans knurrende udbrud fik Aniya til at tage et instinktivt skridt tilbage - væk fra vreden, der brændte i hans øjne - og atter en gang stødte hun imod døren bag sig og kunne ikke komme videre. Hun forstod ingenting - kunne ikke få billedet af den lille dreng, hun havde kendt, til at lappe over med synet af den høje, tynde mand, hun så foran sig. Carl havde været en god bror... en god bror, lige indtil dén dag, han forlod hende. Han havde svaret de andre børn fra landsbyen igen, når der blev råbt 'horeunger' og 'skøge-yngel' efter dem. Når Aniya græd, var det ham, der trøstede hende, for Mor havde aldrig haft overskuddet til dén slags...
    Ja, han havde været en god bror - lige op til dén dag Mor døde, og han pludselig var væk. Lige op til dén dag han efterlod Aniya helt alene i verden, og ikke gav hende noget valg! Ikke gav hende- 
    (...men du havde et valg...)
    Hun havde ikke haft noget valg! Hun havde været ung og alene og sulten, og hun havde ikke kendt til andet - dét havde Mor sørget for...
    (...bliv ved med at fortælle dig selv det...)
    Aniya rev sig selv ud af sine forræderiske tanker med en kraftanstrengelse og fokuserede på Carls ord - ignorerede Skyggernes hviskende stemmer, der lige så stille havde fået kæmpet sig ud under medicinens sløvende virkning. Hendes hjerte slog alt for hurtigt. Hun kunne ikke styre dem, når hendes hjerte slog så hurtigt...
    Carl havde været her? Havde bygget et liv op - et ry?
    Hans næste ord forhindrede hende i at overveje dén tanke nærmere, for den beskyldende tone i hans stemme var olie på dét bål af sygelig dårligdom, der altid brændte et sted i hendes indre... Hun rettede sig op med et sæt - blev helt stiv og kold at se på - og tog tre skridt væk fra døren; frem imod ham. Kunne nærmere fornemme end rent faktisk høre Skyggernes opmuntrende tilråb i baghovedet...
    "Fordi," spyttede hun og knyttede sine tynde, skrøbelige fingre sammen til knytnæver, der dirrede. "Fordi jeg ikke havde noget forbandet valg! Fordi du efterlod mig! Fordi Mor solgte mig, som om jeg var en forpulet ting! Fordi jeg var helt alene og aldrig har kendt til andet, og fordi Mor sørgede for, at jeg var ødelagt i forvejen!!" Uden at tænke - uden at kunne tænke - flåede hun sit venstre ærme op og viste ham mærket. De sorte streger imod hendes blege hud, hvor landsbyboerne i deres fordømmelse havde stemplet hende for livet. Ordet 'Skøge' var et tavst råb til alverden, og Aniya kunne mærke tårerne stige op i øjnene nu. 
    "...Jeg gør det da for Zaladins skyld ikke fordi jeg kan lide det!"
    

Pax mærkede, at noget indeni i ham bristede; sprængtes i utallige stykker og fløj, som skudt ud af en kanon, ud til yderpunkterne af hans eksistens. Det var ikke kun den sorgfulde og kvalmende samvittighed, men også et blindende raseri Pax aldrig før havde mærket. Hvor vovede hun –

I tre lange skridt aflagde Pax afstanden til sin lillesøster, hans ansigt forvredet i en snerrende grimasse. Hans åndedrag var hektisk, som havde han løbet dagen lang, flygtet fra noget der hele tiden kom nærmere.
”Du ved godt hvorfor, jeg ikke tog dig med!”, råbte han, så hans lunger blev til balloner og hans stemmes vibrationer truede med at få huset til at brase sammen.
Ude bag døren stivnede de potentielle skøger og Verdis, som var de i samme øjeblik blevet forvandlet til sten. Verdis huskede ikke, at han nogensinde havde hørt sin leder skrige i frustration, men han vidste, at han aldrig ville høre det igen. Der var smerte i det, den form der efterlod en sjæl fragmenteret og knust.

Pax hamrede sin hånd ind i dørens solide træ, ikke mange centimeter fra Aniyas brusende vandfald af rødt hår, hvorefter han kneb sine øjne sammen. ”Du ved udmærket godt hvorfor, jeg ikke kunne tage dig med!”, gentog han men denne gang i en anstrengt hvisken. ”Jeg fiksede det. Jeg satte en stopper for hende. Tror du ikke, at de, byen, ville finde ud af, hvad jeg havde gjort?! … Hvad ville du have gjort? Løbet med? Jeg sov ikke i fjorten fucking dage! Jeg spiste ikke! Jeg overlevede knapt! Skulle du have været med, var?! Ville du have overlevet det?!” 

    Aniya tumlede tilbage ved hans råb - helt hvid af pludselig frygt. Væk var vreden, som ved et trylleslag, og tilbage var kun Skyggerne høje, hånlige latter i hendes hoved. Det gav et gib i hende, da han hamrede hånden i døren få tommer fra hendes ansigt, og hun krympede sig med en ufrivillig klynken - følte sig meget fanget med hans høje skikkelse lænet ind over sig.
    Aniya havde drejet hovedet og knebet øjnene sammen som et lille barn; både hans nærhed og hans vrede var for voldsom... for meget... Han hvislende, indædte  ord...
    (...hvad er det egentlig, han siger...?)
    Hun spærrede langsomt øjnene op og drejede så tøvende ansigtet op imod ham. For hvad var det egentlig, han lige havde sagt? 
    Jeg fiksede det. Jeg satte en stopper for det.
    "Hvad mener du med, at du fiksede det?" fik hun frem med en vantro hvisken. Det slog hende ikke at hun dermed overhørte alle hans spørgsmål; Skyggerne havde sørget for, at dén sætning - dét sætningen betød - havde brændt sig fast i hendes hjerne. "Mors medicin satte en stopper for hende. Mors misbrug satte en stopper for hende..." 
    Aniya huskede stadig den forfærdelige morgen, hvor hun var kommet ned fra det kolde loftsværelse, hun og Carl delte, til en lige så kold stue. Hun huskede sin egen undren over, at hverken hendes mor eller Carl havde fået gang i ildstedet, og hun huskede chokket, da hun fik øje på Mor i alkovens skygge - helt stiv og bleg og stirrende, med den tomme sprøjte liggende på natbordet.
    Det næste chok havde været bevidstheden om, at hendes storebror var væk, og at hun måtte klare det alene. Efter at have ledt forgæves efter ham i timevis, grædende og helt stakåndet af panik, havde hun banket på i det første og bedste hus nede i landsbyen, og man havde forbarmet sig over hende, selvom hun var 'Skøgens bastardtøs'. Et par mænd fra landsbyen havde hentet mor ud på en kærre, og Aniya havde betalt dem den beskedne sjat penge, der var i huset, for at de skulle fragte hendes krop til et Kile-tempel, så hun kunne blive ordentligt begravet.
    Men nu hvor Carls ord havde tvunget hende til at tænke over det, så kom hun aldrig tæt nok på liget, til at kunne sikre sig dødsårsagen - Hun var altid bare gået ud fra at landsbyboernes kommentarer om 'familietragedie' og ord som: 'Det var vel næsten uundgåeligt i dén familie...' havde omhandlet dét faktum, at Mor døde af en overdosis... Hun havde aldrig så meget som overvejet at...
    

Pax fnøs af lige dele afsky og raseri, hvorefter han, som havde han brændt sig, fløj adskillelige skridt væk fra den så genkendelige, rødhårede kvinde. Hans brede øjenbryn var klemt sammen i midten af hans pande, hans grimasse arrig og hans grå øjne lynende i sin intensitet.
”Medicin?! Må jeg være fri!”, hvæsede han spyttende, som fik Aniyas overbevisning hans tunge til at opløses i hans mund. ”Det var fucking ikke medicin, Ann! Det var stoffer, okay?! Det var gift til hendes allerede forrådne sjæl!”, råbte han, så blind af sine følelsers omklamrende hænder, at han ikke bed mærke i, at han havde brugt hendes gamle kaldenavn; det, han havde givet hende, da de begge var små og knap kunne tale. Aniya havde været et svært navn at udtale for den to år gamle Carl, og Pax huskede stadig glimtet af hans mors rasende øjne, da han sagde det forkert første gang. 
Pax drejede rundt på hælen, desperat efter at tilbage vinde en form for kontrol; den, han havde overlevet ved at adoptere, indtil det var blevet til en del af hans kerne. Den rødhårede kvinde – Pax kunne ikke se forbi ligheden mellem hende og Esmaralda, han kunne ikke se andet, end det alt for ildrøde hår – var dog til hindrer for, at det skulle lykkes ham foreløbig. Alligevel kæmpede han, ivrig efter tilfredsheden, det var, at smelte alt livet indeni ham væk, så han ikke var andet end en handlekraftig krop.
For sit indre blik fandt minderne af den gamle nabokone vej tilbage til ham. Nogle må dø, så andre kan leve. Forstår du, knægt? Og ja, han havde forstået. Han havde forstået det, som havde nabokonen talt til Ulven indeni ham og ikke ham selv… og Pax huskede, at intentionen var klar; at også Carl vidste, hvad der måtte gøres.
”Nogle må dø, så andre kan leve, Ann”, hviskede Pax, fortabt i minderne om den gamle, rynkede heks og hendes alt, alt for mørkebrune øjne; øjne, der stirrede igennem ham selv utallige år efter. ”Nogle må dø, så andre kan leve.”

    Aniya havde lukket øjnene under hans udbrud - havde ikke lyst til at høre hans hårde ord. Var ikke klar til at acceptere de sandheder, han præsenterede hende for, fordi de jo også ramte hende; medicinen var præcis lige så nødvendig for hende, som den havde været for deres mor... 
    Men han forstod det ikke! Havde ikke været der - ikke set, hvordan det hele langsomt var gået rent af helvedes til... Der var jo ligesom en grund! Det var jo ikke fordi, hun kunne lide dét liv, hun var endt i! Og hun var desuden kun endt der, fordi han havde efterladt hende i det...
    (...og i endnu højere grad, end du kan forestille dig...)
    Pludselig trængte et billede sig på. Et billede af blod smurt ud over små hænder. Af alt for brune øjne. Af en kniv - overrakt med præcis dét budskab, Carl gentog for hende nu, men som hun kun hørte med et halvt øre, fordi de glimt, Skyggerne viste af hans fortid, fyldte så uendeligt meget mere...
    Nogle må dø, så andre kan leve...
    "Det var dig," hviskede hun med store øjne, fordi visheden endelig ramte - fik alle de brikker til at falde på plads, som havde manglet i puslespillet siden dén morgen, hun var stået op til et tomt, koldt hus... "Du dræbte hende..."

Pax forholdt sig tavs og lod Aniya finde sig til rette i virkeligheden alene. Han havde ikke dét, hun havde brug for i dét øjeblik, ikke i stand til at få hende til at se, at han havde gjort dét for dem begge – om det var manglen på empati, de kontrollerende og kalkulerende tanker eller noget helt tredje, vidste Pax ikke, men han genkendte sin mangel og agtede dernæst ikke at imødekomme den.
Desuden…
Pax forblev, hvor han var for et langt øjeblik. Imens Aniya kæmpede sig igennem sin nye virkelighed, arbejdede Pax på at samle al hans raseri og chok sammen og begrave det dybt i sig. Det var derfor, at hans ansigt grænsede til tomt, måske tilmed ulæseligt, da han atter vendte sig mod den rødhårede kvinde.
”Vi har ikke samme far, Ann”, mumlede han, i grunden usikker på hvorfor, at det var værd at pointere. De tofarvede øjne gled henover det ildrøde hår og de grå øjne – dem, der mindede om hans egne. Stadig kæmpede han dog med at se ligheden med sig selv, for det var ligheden med Esmaralda, der fik det til at løbe koldt ned af hans tynde rygsøjle. ”Jeg ved ikke hvem, der bollede hende tyk med dig men sikkert en eller anden, der kom forbi, hvilket er bedre end ham, der gav hende mig.” Et lavmælt fnys skød fra Paxs mund og stoppede derefter de ord, der i grunden burde komme efter.
Ved Zaladin han var bitter… og bitterheden var giftig…
”Eller så har han løjet og vi har samme far alligevel. Hvem ved? Han fortalte mig dog, at hun gerne ville have dig. Du var den, hun ønskede og jeg var den, hun fik.” Og hun er ikke død. Ikke som vi forstår det. Nej, hun bor i min dæmon-fars fangekælder, hvor hendes sjæl bliver flænset igen og igen og igen… det er så fucking poetisk, synes du ikke?

    Aniya så hans ansigt blive tomt - så hvordan han i hendes optik flygtede; nægtede at forholde sig til hendes chok. Så ham børste hende af sig som gadestøv og lade hende alene med den nye erkendelse.
    Alene. Igen.
    Inden han nåede at åbne munden havde hun skubbet sig forbi ham - væk fra døren. Væk fra ham. Væk fra Skyggernes billeder af blod... 
    Blod på moderens grønne slåbrok. Blod på sengegærdet. Blod på Carls hænder. Blod på sengelinnedet, da Aniyas uskyld blev solgt for prisen på en håndfuld sprøjter. Blod på nederdelens falmede stof og kroværelsets slidte gulvplanker, da hun sad med den lille-
    ”Nej!”
Det gik først op for hende, at hun havde sagt ordet højt, da hun hørte sin egen stemme runge i det umøblerede rum, og hun tog en hånd til panden - gravede fingrene ind i de røde krøller. Gjorde sit bedste for at holde sammen på sig selv…
    Du var den hun ønskede, og jeg var den, hun fik…
    Aniya vendte sig langsomt imod sin bror igen - koncentrerede al sin opmærksomhed imod de ord, han lige havde sagt, fordi hun ikke kunne bære de billeder, Skyggerne forsøgte at vise hende.
    ”Den hun ønskede?” gentog hun hårdt og tvivlende. Der lå en halvhysterisk latter og boblede i hendes bryst, men hun lod den ikke komme fri. ”Den hun ønskede? Hvorfor solgte hun mig så, Carl? Kan du svare mig på dét? Hvis jeg var den, hun ønskede, og du var den, hun fik, hvorfor var det så lige, at du gik fri?!”

Pax skar en grimasse, én født af raseri og pinsel. Han forblev stående hvor han var, velvidende at skulle han snurre rundt på hælen, at hele hans vredes væsen ville fare mod Aniya, der…
Der trods alt ikke havde gjort sig fortjent til den. Aniya lignede Esmaralda men hun var ikke deres mor. Ligeså lidt som han havde fortjent, hvad der var hændt ham på bordelhuset, ligeså lidt havde også Aniya. Var de ofre, var de ofre sammen; brændte Esmaraldas sjæl i Dæmonernes rige, forblev de begge to uskadt.
Pax tog en dyb indånding før, at han langsomt vendte sig mod sin lillesøster. Hans øjne var ikke længere lynende af raseri men langt snarere reserverede, som var det i stedet Aniya der nu kunne gro kløer og skarpe, sylespidser hjørnetænder.
”Jeg gik ikke fri. Hun solgte mig, ligeså meget som hun solgte dig. På den måde gik hun ikke ind for forskelsbehandling mellem sine børn”, mumlede han lige dele resigneret og kampklar. ”Hvad jeg mente, var, at hun ville have en pige men fik en dreng. Og ikke fordi, at piger er bedre børn at have, men fordi piger sælger bedre end drengebørn. Det var i hvert fald dét, hun antog. Vi var ikke mere end en fucking forretning for hende. Hun havde et råddent sind og det havde ikke en skid at gøre med hendes såkaldte medicin, Ann. Hun var død indeni i samme øjeblik, at hendes egen mor spyttede hende ud.” Pax sank en klump og kneb sine øjnene sammen, uvidende om hvordan hans arme havde fundet vej omkring ham selv. Hans mave vendte sig i krampetrækninger, men heller ikke dét, ænsede han.
”Hun gav ikke en skid for dig men det gjorde jeg. Jeg ville gerne have taget dig med, men det kunne jeg ikke risikere. Jeg antog… fejlagtigt at nogle ville give en fuck omkring hende. Det fandt jeg først ud af alt for sent… da jeg var kommet til hovedstaden…”

    Hans ord fik Aniyas sidste, dirrende forsvarsværk til at bryde sammen, og tårerne - dem, der var blevet tvunget tilbage af vreden og forurettelsen - steg op i øjnene på hende; fik det til at svie ved næseroden, så hele hendes ansigt trak sig sammen, og hun måtte føre en hånd til munden - kvæle dét hulk, der rev sig op igennem halsen på hende.
    "Hvor er det bare..." Hun måtte bryde af og rømme sig - bide sig i læben for ikke at lade de truende tårer løbe over. Hun hadede at græde. Hadede det. Det eneste tårer gjorde, var at vise verden, at man var svag. Og verden var enten ligeglad eller også forsøgte den at udnytte dén svaghed... "Hvor er det bare noget forpulet lort altsammen..." hviskede hun til sidst og slog armene om sig selv nogenlunde ligesom hendes bror havde gjort. Hun havde brugt så mange år på at hade ham - at lægge skylden for al sin dårligdom over på dét faktum, at han havde forladt hende. Overladt hende til råddenskaben for at frelse sig selv, fordi han havde indset, at hun allerede var besudlet - at sygdommen allerede havde fundet bolig i hende.
    Men nu var virkeligheden pludselig en anden, for hun havde ikke været det eneste offer, og skammen over ikke at have indset, hvad der var foregået, fik kvalmen til at stige op i halsen på hende. Selvleden. Trangen til en sprøjte...
    Det gik først op for hende, at hun nærmest helt mekanisk havde stået og kradset sine underarme ved tanken om medicinen, da Skyggerne forpestede hendes tanker med et billede af Aniya fra Carls hoved - Aniya som hun så ud lige nu, foran ham. Hun tvang armene ned langs siden og bed sig i læben - forsøgte at ignorere, hvor ynkelig hun tog sig ud.
    "Hvorfor sagde du ikke noget? Dengang, mener jeg..." Hendes stemme dirrede stadig, men hun var omhyggelig med ikke at få det til at lyde anklagende. Hun anklagede ham ikke for noget - ikke endnu. "Hvis hun også... Hvis det var det samme for dig, mener jeg..."