Dette forår, havde været et af de bedste længe, vinterne havde været mild, så mange planter allerede nu voksede som aldrig før, alle var spændt og glædede sig til høsten! Folk var godt i gang med at fejre den gode høst godt i forvejen, specielt dem med planter, råvare der var klar her til tidlig sommer. For mange, var dette en skøn dag, for Akurra, var dette den første fridag af mange, efter hun kunne se frem til nogle flere skæl når hun endelig kom sig. Som altid, tog hun for mange chancer, som altid, lyttede hun ikke helt til sin krop og var for ivrig, blev træt for hurtigt og blot en lille fejl, og et blad ramte hendes ryg. Det eneste gode ved dette, var at hun endelig fik tid til at lade sin hest passe hendes have, en ny, denne ved navn bell, lige som den sidste, og den før. Ikke noget hun var god til, alt det med navne, en af de ting hun ikke glædede sig, hvis hun engang fik børn. Dem, ville folk nok ikke lade hende kalde det samme. Måske kalde dig Bella? tænkte hun som hun satte sig ved sin dør, og nydt den varme sol imod hende hud. Den bedste beslutning at tage et stol ud i haven når varmen var fremme som den var i dag. Ikke en sky på himlen! Hun sad, i læder shorts, med kun sine bandager om brystet samt skuldre og som altid den lange kappe over hendes skuldre, dog åben! men stadig med hætten over hovedet, forbandet sol. nok nydt hun dens varme, men hendes hoved havde aldrig nydt alt det lys det var med varmen.

"Måske...ikke det værste med lidt fri hvad Bella" og beslutningen var taget! et A, forskellen på de sidste to heste. "Skal vel hele bare lidt..ellers brokke han sig blot.." hun ommede sig lidt, altid når hun slappede mest af, brokkede såret sig. Hun sukkede irreteret, og lod blikket falde fra huset, imod den glade, aktive by. "Bliver en god dag." mumlede hun stille som de to flasker om hendes hals ramte hinanden i et lys klang.

Lianna kom gående ad den lille vej fra skoven op mod de to små landsbyer. Hun havde besluttet sig for at gå mod Freydis’s hus, da hun ville undgå at give brødrene yderligere grunde til at ydmyge hende. denne opgave med at finde Alf havde hun jo netop påtaget sig for at vise at hun duede til noget, så nyttede det ikke at komme rendende hjem efter 14 dage for at få mere mad. Hun sukkede og så op mod solen, da hun valgte at dreje af så hun nu gik mod den anden landsby end den, familiens gård lå ved. Det var forbandet den skulle være så skarp i dag, hun havde ikke mere mad, og vandskindet var også løbet tør. Var der ikke noget om at der løb en bæk her i nærheden? Nær den lille sø? Kort efter kunne hun høre den svage lyd af vand der rislede, og smilede tilfredst. Hun skyndte sig i retning af lyden, og nåede bækken få minutter senere. Hun bukkede sig ned og fyldte vangskindet, inden hun satte det for munden og drak. Aaah, hvor var det skønt at få lidt at drikke igen. hun tørrede munden med bagsiden af hånden, inden atter fyldte vandskindet, og rejste sig for at gå videre.

Kort efter nåede hun ind til den lille landsby, og så sig omkring som hun gik igennem den. Hun vidste ikke så meget om, hvem der boede i hvilke huse, andet end nogle få stykker. Den eneste hun faktisk var sikker på at ville kunne genkende var Akurra, nu hun tænkte over det. Det var efterhånden mange år siden, andre fra den lille naboby så meget som havde snakket til hende. hun sukkede, og så sig igen omkring, for at se om hun kunne genkende huset. Kort efter lyste hun op i et smil, da hun så Akurra sidde i en stol foran sin dør. Huset var der ikke så meget genkendeligt ved, så meget havde hun heller ikke besøgt hende, men Akurra selv kunne hun genkende hvor som helst. Selvom hun vidste, hvor hårdt deres brud havde taget på Alf, var Akurra en af de få udover familien som stadig talte med hende, og hun nægtede at lade noget ændre på det. Hun lod en hånd gå i vejret for at vinke, og et svagt ”Hej!” forlod hendes læber som hun nærmede sig huset.

Et stille "mhm" forlod hende ved stemme, og stille træk hun hætten ned og hurtigt samlede kappen foran brystet. Under hætte, var hendes hår som altid, lidt løst, men, pandehåret flettet og bag øerne. Stille lod hun blikket falde over pigen, kvinden? rødt? var den første tanke som hun lod blikket studere hende. Freydis? Nej...den lille? tænkte hun kort som hun rejste med med et lille støn som vægten blev kort lagt på den dårlige side. alf? tilførte hendes tanker kort som hun lod blikket kigge rundt om der var andre. "Lia..lianna?" spurgte hun stille. Hun var blevet stor, meget stor endda? Hun kunne tydeligt huske de mange dage på den gård. Sidde og lade Freydis flette hendes hår, mens alf legede med de små. De mange timer, med det skønne syn. "Hvad?" Hvad skulle hun sige? "Du er blevet stor." lyd det endelig lidt overrasket.  Som Akurra træk sig over sin vilde have og træk sig ned til Lianna. Hvor længe siden var det endelig at hun havde set dem? år? var noget kun, hun havde aktivt forsøgt at undgå den familie, selv om det endelig var en lidt..lidt måde at handle på..De havde jo været så gode ved hende. "Hvad..hvorfor er du her?" lyd det som halv slangen træk sig derned. "Kan jeg hjælpe?" tilførte hun, hvorfor anede hun endelig ikke, høflighed? Var jo ikke fordi hun havde noget imod de små, den var bare alf, hun endelig forsøgte at undgå, og aldrig af en god grund, det var alt for mange år siden..til stadig at..undgå ham.

Hun kunne se på Akurras ansigt at hun både havde svært ved at genkende hende et øjeblik, og undrede sig over hvad hun lavede her. Det var en del år siden de sidst var stødt på hinanden tilfældigt, på et marked de to byer havde holdt. Hun smilede lidt ved tanken, hun havde aldrig haft noget imod Akurra. Ganske vidst var deres kontakt gledet meget ud i sandet da hun og Alf slog op, men de havde da trods alt hilst på hinanden og kunne snakke sammen når de mødtes tilfældigt. Hun nikkede da Akurra sagde hendes navn, og smilede igen. ”Ja, det er mig. Længe siden” et grin undslap hendes læber som hun sagde ordene, og hun fortsatte med at gå tættere på Akurra. Hvorfor hun var der? Lianna trak vejret skarpt ind, hvad skulle hun sige? Jo ser du, Alf er forsvundet, og ingen lader til at vide hvor han er, så nu er jeg taget ud for at lede efter ham? Nej, det var alligevel for hårdt. Hun var nødt til at vælge sine ord med omtanke.
”Der er sket noget…” Hun bed sig i læben og så på Akurra, hvordan skulle hun sige det? "Med Alf. Han…. Er forsvundet.” Hun så efter en reaktion, inden hun fortsatte. Nok var det mange år siden, men hun vidste hvor meget Akurra stadig betød for Alf, hvor meget han savnede hende og hvor meget, hvad end der var sket mellem dem dengang, stadig gik ham på. Noget havde ændret sig i ham da først de gik fra hinanden, og selvom Lianna vidste alt for lidt om den slags til at forstå det, så vidste hun at noget havde forandret hendes bror for altid. Hun vidste ikke, om Alf havde haft samme betydning for Akurra, det kendte hun hende trods alt ikke nok til. Derfor afventede hun en eventuel reaktion, inden hun fortsatte med at tale. ”Han kom ikke hjem med de andre fra jagt som sædvanligt, og ingen af dem har nogen ide om hvad der er sket. Og, ja…. Så tog jeg ud for at se om jeg kunne finde ud af hvad der er sket.”
Hun så sig omkring, inden hun fortsatte. ”Jeg ved ikke om du kan hjælpe, har du set eller hørt noget mystisk i området på det seneste?” Hun vidste ikke helt hvor hun ville hen med spørgsmålet, Alf var jo forsvundet i skoven i modsat retning, men måske Akurra alligevel havde set eller hørt noget? Måske nogle rygter, der kunne have betydning?

Hun smilte let til Lianna som de hilste, men der var noget galt? Noget der gik hende på. Hun vippede stille hovedet som hun hørte det næste. Alf, han er forsvundet. "Undskyld hvad? Forsvundet?" spurgte hun med det samme og hendes arme blev sat over kros under brystet som hun lyttede til det næste Lianna sagde. I guderne, hvad? sker der alf? Jagt gruppen? Hun sad fast i sien tanker som hun sank en klump ved alt dette. Forsvundet? Manden hun havde delt sin ungdom med? forsvundet? Det gjorde ondt at tænke for meget over ham, men alligevel noget hun gjorde oftere end hun ønskede at indrømme, blot..en mere..moden udgave var han altid i hendes tanker.

Stille lod hun blikket falde på stollen bag hende, stadig stod der klart i hendes sind den dag, hvor han sparkede til den. Et af de få møbler hun ikke havde skiftet ud siden da."Mystisk?" gentog hun ordet eftertænksomt og vendte blikket tilbage på Lianna. "Lianna? Hvor længe har han været væk? Hvis det bare...er en dag? Kan jeg ikke have taget hjem til en tøs eller sådan noget? Uden at sige det til hans venner?" Uden at tænke over sine bevægelse, tog hun lidt hårdt fat i sin egen arme ved disse ord, jo ganske vis var det sådan de, dengang havde mødtes. Dog ikke længe nok til at gøre folk bekymret? Hvad laver du nu Alf? tænkte hun kort, som en masse billeder hun ønskede ikke at have, dukkede op i hendes sind. minder hun i hvert fald ikke gad tænke over, foran -hans- søster.

Lianna nikkede og besvarede hendes spørgsmål. "Ja, som sagt kom han ikke tilbage fra jagt med de andre. Det ligner ham ikke." Alf var altid så ansvarsbevidst, hvis han endelig tog nogle steder alene fortalte han det altid først, og hans hest havde jo også stadig været i skoven.
"Han har været væk i omkring 3 uger, hvis ikke mere efterhånden. Og ingen har set eller hørt noget..." 
Da Akurra nævnte om ikke Alf kunne være taget hjem til en eller anden tøs, havde hun svært ved at holde et let irriteret suk tilbage. Jo, Alf havde da haft et par andre piger i sit liv efter Akurra, men aldrig noget særligt seriøst, og langt de fleste var kun blevet ved tanken, fordi det også altid ledte tankerne over på Akurra, og det var for hårdt for Alf at blive ved med at blive mindet om. Lianna valgte at fremtvinge et lille, svagt smil for at maskere sin irritation, og svarede så. "Det tvivler jeg stærkt på. Så vidt jeg ved, så Alf ikke nogen for tiden..."

Hun bed sig i læben, og tænkte. Hvor meget skulle hun fortælle? Sidan Alf og Akurra ikke havde noget at gøre med hinanden længere, var det jo egentlig ikke noget hun behøvede vide, men på den anden side mente Lianna, at Akurra skulle vide hvilken betydning hun stadig havde for Alf. Hvorfor vidste hun ikke helt, men noget i hende sagde bare, at det var det rigtige at gøre.
Hun rømmede sig derfor lidt, og sagde så "Der er vidst meget du ikke ved om Alf, Akurra. Han har ikke været den samme, siden dengang med jer to...." Som hun sagde ordene så hun op på slangekvinden og prøvede at få øjenkontakt. Hun var ikke ude på at gøre hende ked af det eller give hende skyldfølelse, hun ville bare fortælle hvordan det hang sammen.

Kom slet ikke hjem? hun tippede hovedet lidt med disse ord, lyder..virkelig ikke som ham? tænkte hun kort som hun lyttede til flere af Liannas ord. Tre uger?! hun blinkede nogle gange, og rettede sig op. "Tre uger?!" lyd det overrasket som hendes arme faldt ned langs hendes sider. "Tre uger?" gentog hun lidt mere usikkert. Som de næste ord blev sagt. Så..han så ikke nogle? En mærkelig ting vi har tilfælles. Hun blev overraskende glad af dette svar? dog var bekymringen den klare følelse som hun igen åbnede munden, "Jeg....kondolere." var det første hun sagde, uvist hvad hun endelig skulle sige Hvad er det jeg siger? jeg får det til at lyde så om han er død?!

"Jeg! beklager, selvfølgelig føler jeg for jer, men ikke..at det er så skidt." hun sukkede, og rustede hovedet. "Lianna, fortæl mig alt..jeg er klar over der er meget om den mand jeg ikke ved..håber vi begge har ændret os meget siden dengang." Hun kæmpede for at finde et betrykkende smil. "kom...sæt dig og fortæl mig alt." igen kæmpede hun for at betrykke Lianna og gjorde tydeligt tegn på, komme ind i haven, og endelig også ind i huset. Men en ting af gangen først haven. Få hende til at slappe af, og så lægge en plan og høre hende. "Husk hvem jeg er..Skal nok sende ord den rigtige vej om at folk skal søge efter ham." tilførte hun forsigtigt.

Hun fulgte skarpt Akurras reaktioner som hun talte, og blev et øjeblik helt overrasket, troede hun Alf var…? Nej, den tanke ville hun end ikke tænke til ende, det var den eneste mulighed hun ikke havde ville arbejde med i sit hoved. Alf er stadig i live, det MÅTTE han være, alt andet ville være for hårdt. Lianna rystede derfor svagt på hovedet og skulle til at åbne munden for at svare, da Akurra selv skyndte sig at rette sig selv. ”Jeg håber stadig han er i live…” Hun vidste ikke, hvor meget de ord var henvendt til andre end hende selv, om det i virkeligheden bare var en bekræftelse af hendes tanker. Men nu var de sagt.

Da Akurra gjorde tegn til at hun skulle kom ind i haven og sætte sig, gjorde hun gladelig det. Hun havde frygtet lidt om hendes ord omkring Alf havde været for meget for slangekvinden, men det virkede til snarere at have vakt en nysgerrighed, hvilket i udgangspunktet var godt. ”Jo, altså…. Jeg ved jo ikke meget om hvad der skete med dig og Alf dengang, da jeg var så lille, men…. Noget ændrede sig i ham da i holdt op med at ses….” Hun holdt en pause mens hun tænkte på, hvad hun ville sige og hvordan. Akurra forsikrede hende om, at hun ville bede folk holde øje, og hun nikkede som tak, inden hun havde tænkt nok til at fortsætte med at tale. ”Jeg tror aldrig helt han kom sig over, hvad end der skete mellem jer. Han var meget trist i starten, men det er som om den tristhed aldrig helt forlod ham igen, han blev så…. Indelukket, og knap så glad og livlig som før.”
Lianna trak vejret dybt, at tale om sin bror mens han var væk, og uden at kende udsigterne til at se ham igen, var i grunden mærkeligt. Åh gud, var der ikke noget i hendes måde at omtale Alf på, der lød som om hun også troede han var død? Hun rømmede sig, og tvang sig selv væk fra den tanke. ”Jeg ved det er mange år siden, og jeg er ikke ude på at give dig skyldfølelse eller noget i den retning, ingen andre end jer 2 ved, hvad der skete og hvorfor. Jeg tror bare, selvom han aldrig har sagt det direkte, at Alf…. Stadig savner dig..” Igen så hun på Akurra for at aflæse hendes reaktion, ville hun blive sur? Ked af det? Var hun i grunden ligeglad?

håber stadig han er i live - de ord fik hende til at synke en klump, håber jeg virkelig også tænkte hun som hoved hang lidt som Lianna træk sig ind i haven, hvor hesten frit vandrede rundt. Stille sat hun på jorden lidt foran stolen og gjorde tegn på at Lianna skulle sætte dig og dele sin historie. Mig og alf? hvad? dette var ikke..hvad hun forventede at høre.. Vi ændrede os begge to Lianna. tænkte hun som hun lyttede til historien. jeg blev kold, led og nådeløs.. Var det ikke for Alf, var jeg aldrig begyndt at spytte gift på mine sværd. tænkte hun stille som hun lyttede. Tog..flere liv i den perioden end jeg har siden. igen sank hun en klump. "Det..var heller ikke nemt for mig." Var det eneste ord hun sagde som blikket faldt til jorden. Han kom sig aldrig? Stillede hævede blikket sig til stolen, hun var selv sikker på at han havde efter ladt et mærke i træet, men ingen havde bekræftet det. Han var trist? Så ikke bare hende, der havde grædt sine bind gennembløde? Indelukket? Knap så glad og livlig? Beskriver hun mig? "Jeg.."

hun gik i stå..Hvad siger jeg? beklager jeg ødelagde din bror? "Beklager..Skulle..have endt ting..mere..ehm..mindre følelses ladet." Virkelig? Undskyldning? Den var mest alfs skyld alligevel! hun bed kæberne let sammen og rystede på hovedet, som Lianne talte mere. Ingen andre end jer to - havde Alf aldrig sagt hvad der skete? til hans familie? hun hævede hovedet lidt forvirret. "Han..sagde aldrig hvad vi skændtes over?" lyd det forvirret som Akurra søgte Liannas øjne. Tungen hilste kort på verden i denne pause. "jeg...Fik nok...Over hans racistiske vittigheder...af hans..barndommelighed...han var hvad? din aldre den gang..Det var bare for mange år..For mig..og.." hun rustede hovedet. "Ikke noget..der er vigtigt..men..Skal nok dele historien hvis det er? Nu han ikke har." Der var intet høfligt smil på hendes læber, men nok det mest neutrale blik, nogle nogensinde havde set på Akurra.

Lianna satte sig, og så på Akurra mens hun talte. Hendes ord, det havde heller ikke været nemt for hende…. Lianna lagde blidt en hånd på Akurras knæ. 
”Det var ikke ment som at jeg ville give dig skyldfølelse eller noget. Det har helt sikkert været hårdt for jer begge, men af gode grunde kender jeg kun til Alfs reaktioner.” Det sidste hun ønskede var at give Akurra nogen form for skyldfølelse eller få det til at lyde som om det kun var Alf, der havde haft det hårdt. Hun kendte bare ikke til Akurras version.
Hun rystede blidt på hovedet, da Akurra spurgte, om Alf aldrig havde fortalt hvad der skete dengang.
”Nej, han stoppede bare pludselig med at tale om dig, og når vi spurgte til hvordan det gik jer skiftede han altid emne eller svarede et eller andet kryptisk. Til sidst, efter en uges tid vil jeg tro, fortalte han at I var vokset fra hinanden og var blevet enige om at slå op. Det var tydeligt for os alle at det tog meget hårdt på ham, men han ville ikke tale med nogen af os om det, ikke engang mor eller far, og til sidst stoppede vi andre også med at nævne dig.”

Lianna vidste ikke helt, om det var smart at høre, hvad der gik galt mellem de to for over 10 år siden, men på den anden side kunne det være hun kunne hjælpe Alf hvis hun fik det at vide, eller måske fortælle Akurra at Alf havde forandret sig siden da, og måske…. Måske de 2 så ville mødes igen, og i det mindste snakke sammen igen? Måske det ville ændre Alf til det bedre igen, hvis han fik kontakt med Akurra igen. hun nikkede derfor, og smilede svagt til hende. ”Det må du da gerne. Ikke at jeg vil snage eller noget, men måske jeg bedre kan forstå, hvorfor Alf ændrede sig sådan, og måske jeg kan gøre noget for ham så han kan give lidt slip på det, hvis jeg ved hvad der skete.”

Det var svært ikke at falde tilbage til tanken om den mand, når sådanne emner kom frem, ikke at se tilbage på de dage de havde haft sammen. Desværre, med tiden blev det nemmere og nemmere kun at huske de negative tider, dog, lige nu, fladt hun alligevel tilbage til de afterne de to brugte tætte, nydt hans varme og nærhed. De stille dage, glæden ved at se ham for første gang efter en rejse. Hun sukkede let som Lianna talte. Selvfølgelig kendte de kun til alt det fra Alf, men kan det virkelig være så svært at vide hvad der foregik? Eller, var han overhovedet sådan nær familien? "Det..forstår jeg godt..Beklager hvis jeg..lyd anklagende." Blikket holdt hun lavt, men kunne ikke lade være at lade blikket falde på hånden der rørte hende. Tænk den var så lille den gang, den hånd. Hun smilte som hun igen, så fortiden før sig.

Selv havde hun været glad for sin mor i den tid hvor følelser var høje, de mange timer hun havde brugt med tåre i øjne, og skriget af ensomhed. Hun sank en klump over hvor meget hun ændrede sig siden. Arbejdet havde selvfølgelig også hjulpet hende, men mest med af afreagere på den frustrationer der havde lagt i hende. "Vokset fra hinanden? Nævne mig? Var...Jeg virkelig så stor en del af jeres liv dengang?" spurgte hun i undrende, jo de besøgte Alfs familie meget mere end hendes og hun følte sig, endelig godt taget imod blandt dem, hjemme? Var vel ikke en forkert følelse den gang. Hun lyttede stille, og nikkede imod Lianna. "Jeg vidste godt, han ikke holdt af magi. Selv før vi blev et par, og endelig noget jeg nydt. Vidste bare ikke hvor meget dette træk sig ind over de magiske racer. Hørte mange onde ord, om mine artsvenner,  elvere, og andre. Gjorde mere ondt end jeg nogle sinde lod ham høre. Men det blev først slemt efter jeg brækket min arm." begyndte hun, som blikket fald på armen. "Han behandlede mig som en komtresse, gjorde alt for mig. Sødt var det, men...Det er mig vi snakker om? Tror, det var første gang vi skændtes da jeg smidt ham ud over at ville hjælpe." hun lod med et smil på læbe, det var lidt sjovt? At hans hjælpsomhed, var et problem? "Efter det, begyndte alle hans vittigheder, blikke, og ord bare at være mere tunge? Hvis det giver mening. Og..da jeg hørte ham..lave sjov med halvdyrs æg og lave..mad af dem..Fik jeg simpel nok, jeg skreg nærmest af ham foran hans venner." hun sukkede dybt og lod blikket falde til jorden. Hvorfor, føles mine øjne våde?  "Jeg..smidt ham ud, med undskyldningen at jeg ville fokusere på mit arbejde, og ikke et forhold..Var mere end bare end undskyldning..men lidt løgn var det." ikke at den del var forkert, siden den dag, havde hun tydeligt være gift med sit job, og sværdknust. Hendes rang havde vokset i hast grundet dette, og ikke noget hun fortryd, men alligevel faldt en tåre til jorden som det blev sagt. Hun orkede ikke at hæve blikket imod Lianna, tænk at sidde og kalde hendes bror racist indirekte? Selvfølgelig lod hun blikket være på hånden der rørte hende.

Lianna rystede blidt på hovedet, som for at signalere, at hun ikke havde tolket det anklagende. ”Nej, bare rolig, det var ikke det jeg mente…”
Var det virkelig så overraskende, at Akurra havde betydet noget for hele familien? Lianna huskede med glæde tilbage på alle de dage, hvor Alf havde taget Akurra med hjem på gården. Det havde været en skøn tid for dem alle. Hun nikkede blidt, og lod Akurra tale videre, mens hun lyttede interesseret til hendes forklaring. At Alf ikke holdt af magi, vidste Lianna godt, det havde hun set ved flere lejligheder. Hun vidste dog ikke, at det også gjaldt magiske væsner. Alf havde jo selv været kæreste med Akurra, og så vidt hun vidste havde Alf accepteret Jason, Freydis’s minotaur-mand, helt fint. Der havde vidst været lidt uenigheder dengang Freydis fandt Jason, men det mente Lianna måtte skyldes brødrenes trang til at beskytte søstrene fra alle mænd generelt. At Alf havde ville passe godt på Akurra efter hun kom til skade, fik Lianna til at smile en smule. Hun ville selv elske at blive passet på den måde, men hun vidste også godt at Akurra var anderledes, for hende var det vigtigt at klare sig selv. Forklaringen om Alfs kommentar om halvdyrs æg, chokerede Lianna, og hun endte med at sidde med et forskrækket blik og let åben mund. Det gav slet ikke mening at Alf skulle være sådan. Hendes hals føltes tør, og da hun endelig fik kontrol over sin stemme, var den svag og lille.
”Det lyder slet ikke som den Alf, jeg kender…. Nu var jeg godt nok lille dengang, og hvis han primært har lavet vittigheder og kommentarer sammen med sine venner, har jeg ikke hørt det, men…. Jeg har svært ved at genkende Alf i det der. Jeg er virkelig ked af, hvis han var sådan, så kan jeg sagtens forstå dig, men…” Hun bed sig usikkert i læben, hvordan skulle hun lige få det sagt? At han havde ændret sig? At han havde en god relation til sin svoger og niece? At hun aldrig havde hørt ham komme med racistiske udtalelser?
”Jeg synes du skal vide, at han ikke er sådan længere. Jeg har aldrig hørt Alf sige noget direkte racistisk, og han har accepteret Freydis’s mand, som er minotaur, uden de store problemer. Og deres datter er hans lille øjesten, ingen er i tvivl om at han elsker hende højt. Hvis Alf virkelig var sådan da I var sammen, så har jeres brud nok ændret ham endnu mere, end jeg først troede…”

At fortælle om dette var langt fra den bedste oplevelse i Akurras liv, var svært at snakke om kun alt det dårlige der var sket, fordi det var jo langt fra sådan virkeligheden havde været, der havde jo været massere af gode ting i deres liv sammen - det var svært at tænke på dem, specielt lige nu, hvor man sad og fortalte om netop grunden til deres liv sammen var endt. At sige de havde haft et liv sammen var måske også meget sagt, det var kun halvandet år, højest og endda for ti år siden. Alligevel havde dette forhold haft stor påvirkning for hendes liv, og lydt til også at have fået fat gang i nogle ting hos Alf. At høre at Alf ikke var ens overfor hende selv, og hans familie var endelig ikke overraskende, at høre Lianna ikke kunne genkende dette, var langt fra et chok. "Er faktisk glad for du ikke genkender ham i alt dette." var det simple svar, som hun endelig hævede blikket til Lianna, og lod hende se de våde øjne, den enkelte tåre. Det var ti år siden men alligevel gjorde dette ondt, at blive mindet om alle disse smertefulde tider, at huske hvordan ens sind kæmpede mellem logi, følelser og ønsker.

Han er ikke sådan længere, hun træk et lille smil frem. "Er glad for at høre han er blevet lidt voksen." disse ord hang lidt i luften så om Akurra skulle samle sig, eller tænke over hvad hun endelig skulle sige nu, det var jo ikke nemt, at høre manden hun kastede væk var helt anderledes, at sidde med hans lillesøster og først nu, ti år efter dele alle disse smertefulde ting. "At han aldrig har ladet alt dette være hjemme, at han acceptere og nyder at være med deres barn. Det..er virkelig rart at høre. Håber..at han beviser det for mig en dag." hun lod smilet vokse et lille smule mere ved tanken. Hun havde ofte haft tanker om at mødes med ham, gå forbi gården, men fik det aldrig gjort. Måske var det ikke for sent at se hvor meget Alf havde ændret sig, og måske...Hun blinkede nogle gange som disse tanker kom frem. "Han var en god mand, selv overfor mig... på trods af alt dette, er glad for at høre hvor langt han er kommet." neutralt valgte hun at lægge sine ord, at sige det hele som hun endelig følte var ikke rigtigt i dette øjeblik, at hun altid havde håbet han kom forbi hende, på knæ og undskyldte, at bevise han havde forbedret sig, at hun flere gange havde ønsket at prøve igen når han havde vokset op..Kunne hun ikke få sig selv til at sige i dette øjeblik.

Lianna lyttede høfligt, mens Akurra svarede hende. At det tilsyneladende glædede hende, at Lianna ikke kunne genkende Alf i hendes ord, trak et lille smil frem på den unge kvindes læber, trods det ellers så alvorlige emne. Smilet stivnede dog hurtigt, som Lianna bemærkede tåren i Akurras øje. Det passede sig ikke at sidde og smile, når den man talte med havde våde øjne, og i det hele taget brød Lianna sig ikke om, når folk omkring hende græd. Hun var forholdsvis god til at trøste og vise omsorg, men hun så allerhelst at folk var glade og havde det godt, så havde hun det også godt.

Endnu en gang nikkede Lianna blot stille til Akurras ord, hun ville lade hende tale færdig, og desuden vidste hun ikke helt, hvad hun ville sige. Hun kunne se, at det at tale om Alf gjorde ondt på Akurra, men samtidig kunne hun også spore en hvis glæde, både i minderne og i oplysningerne om, at han måtte have ændret sig. Måske, hvis de mødtes igen? Ville de monstro kunne genskabe det, de havde tabt dengang? Ville de kunne opbygge nok tillid igen til at give hinanden en chance til, eller var der gået for lang tid? Lianna vidste så uendeligt lidt om den slags, men hun ønskede for alt i verden at se både sin bror og Akurra glade, og hun vidste med sikkerhed, at de begge havde været det, da de var sammen. ”Måske… I burde mødes igen en dag, og snakke sammen? Ingen siger I behøver finde sammen igen, men måske bare…. Venner?” Håbefuldt så hun på Akurra, hun var overbevist om at det ville glæde i hvert fald Alf, hvis han kunne få kontakt med Akurra igen. Lianna havde hørt og set en del gange gennem årene, hvordan han længtes efter hende.

Det var ikke første gang disse tanker kom forbi Akurra, langt fra, der havde været perioder hvor disse tanker kom forbi oftere end hun ønskede, specielt efter endnu et mislykkes flirt, og endnu mere efter dem der faktisk lykkes men gik galt efter. Var jo ikke fordi der aldrig havde været andet, men det her første kærlighed, var bare svært at glemme og næsten alle mænd hun havde søgt var blevet sammenlignet med Alf, en ting der gjorde det nemmere at søge kvinder, mere en tom side med frie rammer. En vane hun virkelig ønskede ville forsvinde en dag, men mjød hjælp meget på at sammenligne folk. Hun sad stille og ventede, læste Lianna som der blev svaret, men lige hvad Akurra håbede der ville blive sagt imod hende, så var dette langt fra hvad hun håbede, se ham igen? venner? behøver ikke finde sammen? Liannas holdning var tydelig i hendes ord. Akurra sank en klump ved tanken om endelig at stå foran ham. "Jeg.." begyndte hun men stoppede som han pludselig stod foran hende i sindet et kort suk forlod hende. "lover at når han er fundet, skal jeg nok bryde ham på en mjød eller to." hun smilte let og nikkede imod Lianna, og stille rejste sig, kæmpede sig en smule op på fødderne og et lidt mere seriøst blik blev rettet imod Lianna efter Akurra fik rettet ryggen og hendes hofte gav et lille knæk i bevægelsen. "Nå..Men Lianna..hvad er din plan nu? Du var på vej ud for at finde ham ike?" stille lod hun blikket glide over hende.

Som voksen, kan hun ikke lade en ung kvinde rejse ud, som byvagt kan hun slet ikke, og endnu mindre med hendes position som patruljeleder, hun sukkede igen. "Jeg..brude stoppe dig." lyd det lidt hårdt før Lianna fik mulighed for at svare, og endnu et suk forlod hende og blikket gik tilbage til dovent og afslappet. "Men, jeg gjorde selv dumme ting på din aldre...Så hvad skal du bruge? Noget du mangler? Det er en hård verden du vil rejse ud i, så vær ærlig." blikket blev dog ikke på Lianna ret længe for det bevæget sig til huset, til hesten der vandrede rundt og spiste af haven, og langsomt tilbage til Lianne. Hun stod ret, nærmest som hvis en rekrut var foran hende, hænderne bag ryggen og holdt sine egne hænder.

Hun smilede ved Akurras ord, hun var trods alt villig til at se Alf igen når han engang var vendt sikkert hjem. Det var alt, Lianna havde bedt om, og håbet på. Akurra rejste sig, og Lianna fulgte hende med øjnene mens hun talte. Det første spørgsmål fik hende til at nikke, hun var jo trods alt ude og lede efter ham. De næste ord fik hende dog til at ændre sit blik så hun nu så undrende på Akurra. Burde stoppe hende? Det ville være lidt for sent, hun havde trods alt været ude og lede i et godt stykke tid nu... Da hun fortsatte med at tale blev Lianna dog også mere rolig, hun ville bare hjælpe. Et lille smil bredte sig igen på hendes læber, som hun tænkte sig om et øjeblik. Hun havde taget de ting med fra gården som hun havde ment var nødvendigt, så det eneste hun manglede lige nu var noget mad, hvilket jo var hele grunden til at hun nu var på vej mod Freydis's hus.. Men hvor ofte spiste en halv-slange? Havde Akurra mon overhovedet noget mad i huset? Lianna følte heller ikke hun kendte Akurra godt nok til at spørge om den slags, selvom hun havde tilbudt sin hjælp. Hun endte derfor med at ryste blidt på hovedet. "Tak, men jeg tror ikke jeg mangler noget. Jeg har været ude i et godt stykke tid nu faktisk, så jeg tror jeg har hvad jeg skal bruge... Men det var pænt af dig at ville hjælpe." 

Hun vippede hovedet let som Lianna, tydeligt tænkte over hvad hun skulle sige, hvad hun skulle spørger om, tydeligt at se på Akurra at de ord Lianna sendte retur overraskede hende. så jeg tror jeg har hvad jeg skal bruge. Var svært ikke at smile lidt stolt af den unge kvinde som havde taget så mange chancer ved at rejse ud, men alligevel kæmpede hun dette sml væk, og rystede let på hovedet af Lianna. "Du, er virkelig hans søster." der var ikke andet at sige til dette, hun var vel den aldre som Alf havde den gang, et let suk forlod Akurra som hendes rette ryg forsvandt, og de dovne øjne dansede let over Lianna.

igen sukkede hun som hun tog et skridt tættere på Lianna og satte en hånd på hendes skuldre, og lod blikket blive en smule mere seriøst. "Bag den dør, på højre hånd er min uniform, en taske, og både mine gamle og nye sværd, kisten på bordet indeholder modgifte, ganskevis lavet til min gift, men burde virke på andre gifte også.-" begyndte hun at forklare med en lidt hård tone, og lod blikket falde på døren, hånden faldt fra den unge kvindes skuldre og fandt hvile på hendes egen hofte. "-I kisten er der også to sorte flasker, de indeholder -min- gift, og på kisten vil du finde min pung, som er lidt for tung for mig." hun nikkede let til Lianna, og lod en hånd vise hende vej til døren. "hvad end der mangler vil jeg ikke tænke over, men noget der inde fra mangler når du går. Forstået?" det sidste ord var noget kun mere hårdt, end alle andre ord der var blevet sagt, tydeligt en ordre, og langt fra et spørgsmål på trods af hvad det kunne lyde som. Hun gentog sin bevægelse med hånden for at føre Liannas blik til døren. Mon Lianna overhovedet vidste hvor ond denne verden kan være? med både vampyre, varulve, og dæmoner som vandre blandt os, en verden hvor kvinder med hendes udsene blev solgt i syden uden tøven. Kønne unge kvinder, som hende der rejste rundt alene? Et sted i hende, håbede hun at hendes gifte manglede fra kisten når Lianna gik herfra.

Kommentaren om at hun mindede om Alf, fik Lianna til at smile blidt igen. Han var trods alt den af brødrene, hun havde det allerbedst med, så at ligne ham gjorde hende intet, tværtimod. Hun håbede på en dag at blive lige så modig som Alf.

Akkuras pludselige skift i tone og ansigtsudtryk, gjorde Lianna en smule nervøs. ”Men-” forsøgte hun, efter kvindens første sætning, men fil ikke mulighed for at svare igen, da Akurra talte videre. Lianna brød sig ikke om bare at skulle gå ind og tage nogle af Akkuras ting, men det virkede ikke rigtig som om hun fik noget valg. Derfor nikkede hun bare og begav sig tøvende mod døren. Hun var ikke trænet nok i våben til at det ville give mening for hende at tage et sværd, og penge havde hun heller ikke rigtig brug for. Giftene derimod, var noget hun kunne se en mening i at have med sig, det ville være et godt forsvar at have med, og noget Akurra ville have nemt ved at erstatte. Det blev derfor de 2 flasker med gift, som Lianna tog og lagde forsigtigt i sin taske, inden hun forlod huset. Hun overvejede kort, om hun skulle give Akurra et kram til farvel, men så tætte var de trods alt heller ikke. Hun endte derfor med at give hende et smil, som hun igen begav sig ud af haven. ”Tak, Akurra, både for snakken og alting. Jeg håber snart jeg finder Alf, så I kan mødes igen.” Med de ord, trådte hun ud på den lille vej igen, og begav sig videre på sin rejse med et smil og vink til Akurra.

Hun smilte let som Lianna begik sin ind i huset, og kæmpede for at tage blikket fra hende, og fokusere på ingen ting. Tungen hilste langvarigt på verden som hun ventede på at Lianna blev færdig. I øjeblikket Lianna kom ud stod Akurra og klappede sin hoppe og lod blikket falde over hendes skuldre mod hende, med et smil og et høfligt nik lyttede hun og lod blikket flade over Lianna, ingen sværd, ingen pung, "Det var så lidt Lianna..Pas på dig selv." Forsigtigt tog hun hånden på Liannas skuldre som hun gik forbi hende, ganske kort varigt "Hvis jeg ikke er her, og du ikke kan tage hjem, så i den rosen busk rødder er begravet en nøgle til huset." Blikket blev på Lianna som hun træk sig ud på vejen og i dette øjeblik sang hun let en klump. "Lianna!" lyd det lidt højlydt. "Der er nogle ting man ikke kan sige til sin familie..Håber du aldrig kommer ud for sådanne nogle ting, men gør du. Så ved du hvor jeg bor." 

Så snart Lianna var væk, forsvandt smilet, og hun sukkede højlydt og Bella kunne med det samme mærke stemningen var væk, som hoppen gav lyd fra sig. med langsomme bevægelser træk hun sig ind i huset, kisten blev lukket, og blikket gled over udstyret og endnu et suk forlod hende som hun smidt den civile kappe på gulvet, og i samme øjeblik begyndte hun at trække sig i uniform. "Alf...hvad har du lavet. De er alle bekrymret åbenbart." mumlede hun i en skuffet stemmen som sværdende mødte bæltet, og fik håndjernet rystede som det blev puffet til. Ikke engang få minutter efter træk hun sig ud i uniform, låste døren bag sig og tog hånd på Bella. Hoppen brokkede sgi som hun tog fat i den sele. "jaja, jeg ved det godt..burde hvile." mumlede hun tilbage som Bella blev nusset til ro. "Men, du så hende ikke? Kom så...vi har en rapport og en efterlysning der skal deles." og netop som de seriøse ord blev sagt, hoppede hun på hesten, og valgte på trods af sin skadet skuldre, og tage tilbage til arbejdet.