Efteråret havde så sandelig gjort sit indtog på Krystallandet denne dag. En hård blæst havde revet i landskabet siden den spæde morgen. Mørke skyer havde faretruende trukket op og varslet at dagen ville ikke alene blive blæsende men også våd. Ikke et vejr folk frivilligt lod sig føre ud i, selv den bedste uldkappe ville bukke under for de mængder af vand som snart ville falde tungt.

Stormvejret udenfor var dog ikke sammenligneligt med det, der havde fundet plads i den lille rødhåret alkymist. Med efteråret og vinterens mørke kom alt det hun forsøgte at fortrænge. Alt det som Devina ikke kunne og oftest ikke ville acceptere ved sig selv. Sulten havde atter vundet kampen og da hun endelig var kommet til sig selv med munden fuld af frisk kød, var det med stor fortrydelse og en mave der truede med at sende dens indhold retur.
Regnen havde udvasket det meste af blodet i både hår og tøj, men det var stadig en blodig Davina, som bankede på trædøren med våde kinder der ikke kun skyldes vejret. Hun var våd helt ind til benet og selv en druknet mus ville tage sig bedre ud.
Hun burde have søgt hjem til sig selv og ikke længere ind i Tysmørkely’s gader, til Mizech’s hus. Han var sikkert ingen gang hjemme og hvad ville han ikke tænke, ved synet af hende stående smurt ind i blod udenfor hans dør?
Alligevel var det hans sted som hendes fødder automatisk havde søgt til. Hun havde ingen gang været bevidst om, hvor hun var før det første slag havde lydt sammen med de gentagende snøft.
Kunne hun nå at vende rundt og stikke af, inden døren gled op? Hvordan skulle hun forklare ham blodet, hvis han spurgte ind til det? Han ville spørger ind til det, det var hun ikke i tvivl om at han ville...

Dagen havde bestemt ikke ført noget spændende med sig hidtil, for inde i det ganske hyggelige hjem havde Mizech ikke lavet andet, end at mikse og lege lidt med de forskellige ingredienser, og væsker der stod fremme. Han skulle ikke bruge nogle eliksirer lige i øjeblikket, men derfor skadede det ikke at hygge sig lidt med det. Som altid havde han sin trofaste slange på skulderen, selvom Sheja nok mest havde lyst til at udforske andet end det fine arbejdsværelse. Med hovedet på skrå, og et fokuseret blik, var dæmonen godt igang med at prøve forskellige virkninger, med de fremsatte ingredienser på bordet.

I det samme øjeblik han skulle til at hælde noget lilla væske ned i en flaske, hvor der i forvejen allerede var en mørkegrøn væske, hørte han noget. Udover regnen imod vinduerne, så var der tegn på en anden form for lyd. Han sukkede og fortsatte med at hælde den lilla væske ned i flasken, men tænkte så lidt. Lyden kom udenfor, og han vidste ikke lige hvad det kunne være. Ligemeget hvor meget han prøvede at ignorere det, valgte han alligevel at undersøge det. Der var nogen som bankede på, det var klart for ham som han tog fat i håndtaget, drejede det så døren gik op"Jamen dog...Se hvad regnen og uvejret har bragt med sig"fløj det kækt og lidt flabet ud ad hans mund som han blinkede til den våde, og blodige kvindelig halvdæmon.

Som han lænede sig op ad dørkarmen, og mærkede lidt af regnen på sig, løftede han en hånd op til Sheja, strøg en finger hen over hende. Få minutter efter stoppede han, for at træde lidt tættere på Davina. Han huskede ikke lige hvor lang tid siden sidst, men han havde bestemt ikke glemt hende"Så vi prøver et nyt look, eller hvad sker der for blodet"spurgte han undrende, med nysgerrige undertoner. Hans gyldne øjne gled ned over hendes ansigt, før han valgte at træde til siden så hun kunne komme indenfor. Han holdte en hånd frem som tegn til, at hun skulle komme indenfor. Mizech kunne dog ikke skjule det kække og charmerende smil, selvom han godt kunne se på halvdæmonen at der var noget galt"Jeg glæder mig til, at høre hvad der har forvandlet dig til en blodig druknet mus"lød det kækt og venligt fra ham, som han ventede på at hun ville komme indenfor i hans hjem.

De tofarvede øjne var sænket mod de støvle beklædte fødder, hvis hun stirrede længe nok på dem, så ville de måske lystre og bærer hende væk fra Mizech’s hytte. Hverken ben eller fødder lod dog til at ville lystre tankerne, og pludseligt var det for sent. Lyden af metal der flyttede på sig da døren gik op, fik den rødhåret halvdæmon til at løfte blikket.
Ordene var med den samme kækhed og flabede legesyge, som der havde været ved deres sidste møde. Begge dele fik hjertet til at slå et ekstra slag, givende følelsen af det slog en kolbøtte i den spinkle brystkasse.
”Undskyld jeg skulle ikke… Jeg… Du har sikkert travlt.” mumlede hun med grødet stemme og et uroligt blik, der ikke rigtig kunne finde hvile på den sorthåret dæmon foran sig. Underlæben forsvandt ind mellem tænderne der sank hårdt ned i det bløde kød, i det dæmonen trådte nærmere.
Åh blodet, hun havde slet ikke tænkt på blodet!

Panik skød sig op i hende og grenede sig ud i hver celle som lyn. ”Jeg…” begyndte hun, men stoppede hurtigt sig selv, for hvad skulle hun sige, at blodet skyldtes hun havde slået en anden ihjel for deres kød? At hun var blevet så umenneskeligt sulten og havde måttet give efter?
Han ville jo tro hun var skingrende sindssyg, ville han ikke?
Alligevel endte hun med at træde indenfor da han gav hende pladsen og gestikulerede hende ind i sit hjem. Knapt var hun nået indenfor og døren lukket solidt i bag, før det uden yderligere tanke fløj over de smalle læber ”Jeg er halvdæmon… Jeg er ikke et menneske Mizech, ikke helt menneske og jeg er så sulten.” hun havde ikke ved deres sidste møde nævnt noget om sin race, men selvom hun ved første øjekast lignede et menneske, ville det ikke være svært for de fleste fuldblods dæmoner at gætte dæmonisk blod flød i den rødhåret unge kvinde.

Som den rødhåret skønhed stod foran ham inde i hans hjem, og i hans øjne nærmest lignede et vådt kaos. Ikke at han dæmonen havde noget imod det, for det havde han langt fra. Regnen måtte være voldsom eftersom det tydeligt kunne høres, hvergang det rørte vinduet. Det var sikkert takket været vinden også, ellers ville regnen ikke ville så slem. Lyden af det ville heller ikke være så høj, hvis der ingen vind var. Dog var det heller ikke regnen, som Mizech gad fokusere på, eller generelt gad bruge sin tid på for han havde jo fået besøg. "Jeg har aldrig for travlt til dig"fløj det ud ad hans mund, som han blinkede til hende. Hovedet lagde han på skrå, og tillod sig at holde blikket på hende. Men efter lidt tid vendte han sit blik væk fra hende, for han var nød til at sikre sig at Sheja ikke var krybet for langt væk. 

Godt nok var hun tit i nærheden, men hun var en slange, så man vidste aldrig hvor de kunne finde på at gemme sig. Mizech var heldig han var god til at holde øje med sine omgivelser, og det så ud til at slangen havde fundet en plads ovenpå det lille sofabord. Enlig havde han haft lidt travlt med ting og sager, men den kære dæmon kunne sagtens tage en velfortjent pause. Blikket blev igen vendt tilbage imod den våde skønhed foran sig. Duften og synet af blodet, fik ham til at trække på smilebåndet, og han lænede sig frem imod hende. Han løftede en hånd op imod hendes ansigt, og lod en finger stryge hen over hendes læber"Pas nu på du ikke frembringer mere blod"lød det kækt fra ham, før han lod sine øjne følge sin finger hen over halvdæmonens læber. Han havde intet imod at hun havde fortalt ham, hvad hun var. Selvom han måtte indrømme han havde haft en lille fornemmelse, men havde ikke været sikker på det.

Hånden til han til sig, og greb fat rundt om hendes hals i et blidt greb, for derefter at presse hende op ad den nærmeste væg. Hovedet lagde han på skrå, og lagde sin pande imod hendes. Det luskede nærmest brede smil var tydeligt at se på hans ansigt, og han løftede den frie hånd op imod det røde våde hår. Lod En finger sno sig rundt om en af de våde totter"Jeg gætter på blodet er fra en eller flere personer du har dræbt"nærmest imponeret lod han sine øjne glide ned over hende, og løsnede grebet om hendes hals endnu mere. Som øjnene fandt vej op til hendes ansigt igen, slap han grebet rundt om hendes hals. Som ordet sulten forlod hendes læber, kunne han ikke andet end at smile lidt bredere.

Måden ordene fløj ud af ham på, fik den rødhåret kvinde til at tro på han mente det når han sagde at han aldrig havde for travlt til hende. Det var jo fløjet ud i sådan en hast at de måtte være sande. Han ville vel heller ikke lyve om sådan noget overfor hende, ville han? Ikke som hun stod våd ind til benet og med en fremmedes blod i tøj, hud og hår.
Om ikke andet fik det mundvigene til at sitre, til de måtte give efter for det lille smil der pressede sig på.
Han reagerede stik modsat af hvad Devina havde forventet, i stedet for at trække sig væk fra hende med viden om hvad hun var lænede den sorthåret dæmon sig blot tættere. Overrasket spærrede hun øjnene op, skævede kort til den fremstrakte hånd, hvis finger fulgte hendes læbers kurve. Han var så… rolig?
Tankerne kørte på højtryk inde bag den lyse pande, da det gik op for ham hvad han sagde.
Fuldkommen uvidende om hvad han kunne have ment, var hun overbevist om han måtte mene hun ville gøre ved ham som mod den fremmede der lå død et eller andet sted. ”Frembringer mere… Mizech, jeg ville aldrig skade dig.” skyndte hun sig at sige, samtidigt med hun trådte et halvt skridt tættere på ham. Nej, hun ville aldrig med vilje skade ham i sådan en grad at blod ville pible frem. Overraskelsen i de tofarvede øjne blev skiftet ud med et mere bestemt et, som skulle det være med til at understrege hendes løfte.

Hånden om halsen, presset op mod nærmeste væg. Det hele virkede til at gå så stærkt at hun ikke nåede at yde modstand, om det så havde været hendes ønske. Ikke at hun alligevel i sidste ende kunne stille meget op mod ham ”Zech.” lød det i et chokeret og usikkert gisp. Hjertet slog hårdere end nogensinde i brystet på hende, lammede hende nærmest til stedet, mens hun bare afventende at hånden ville strammes.
Taget om halsen tog aldrig til som frygtet, smilet var det samme luskede smil med den kække undertone. Forsigtigt løftede den ene blodige hånd sig og lagde sig mod hans kind ”En, jeg har kun…” halsen snørede sig sammen og hindrede hende i at sige det sidste. For hvis hun sagde det højt, at hun havde dræbt en anden person, for at spise af deres kød, så var det som om det blev mere virkeligt end det allerede var…
Tommelfingeren bevægede sig i blide strøg over hans kindben, hvor den efterlod en rød stribe følgende bevægelsen. Som havde hun brændt sig på ham, trak hun hånden til sig så snart et gik op for hende ”Undskyld, jeg… Det var ikke med vilje, jeg tænkte mig ikke om.” skyndte hun at beklage, hentydende til blodet.

Hurtig reaktion, det havde været en hurtig reaktion at han bare havde valgt at presse hende op ad væggen. Men havde så også valgt at give slip på hendes slanke hals, for inderst inde ønskede han ikke at skade hende. Var der en skjult betydning med den pludselige handling fra hans side, han stod et øjeblik og tænkte over det. Lod de gyldne øjne glide ned imod gulvet, i håb om at han kunne finde et svar på sin egen opførsel lige nu. Afbrudt af sine egne tanker, og tankemyldret i det samme øjeblik som hendes ord, og lyden af hans navn havde forladt hendes læber.

Ordene om at hun aldrig ville skade ham, gjorde ham glad, selvom han ikke viste tegn på det. Alligevel stod han tavs, og løftede sit hoved op, så han mødte hendes blik. Følelsen af hendes blodige hånd der havde lagt sig ovenpå hans kind, fik et bredt smil frem på hans ansigt, som han lod sin egen hånd finde vej op til den lagte hånd, så hans egen hånd kunne hvile sig ovenpå hendes hånd. De gyldne øjne blev lukket, og han fik hurtigt inhaleret den herlige duft af blod. Så lang tid siden, at han havde duftet blod, og det duftede nærmest frisk dog var han ikke sikker.

"Davi"gentog han som han lod lyden af hendes navn forlade hans mund i en naturlig tone, med et strejf af betydning. Han åbnede øjnene og holdte øjenkontakten, imens den frie hånd var begravet i hans bukselomme. Ganske afslappet stod han med hovedet lidt på skrå, men som han kunne mærke hendes tommelfinger strøg hen over hans kindben, undslap han et nydende suk. Da hånden blev trukket væk, nåede han hurtigt at gribe fat i den, som tegn til at han ikke ville have hun skulle fjerne hånden. Et kækt smil dukkede op på hans ansigt, som han lænede sig tættere på hende. Kun så hans mund var få centimeter væk fra hendes mund"Du behøver ikke undskylde... Duften af blod har været savnet"svarede han halvt hviskende, som han blinkede til hende, og holdte fast rundt om hendes hånd. Kort tid efter pustede han imod hendes læber, før han lod sine læber mødes hendes i et krævende kys. Om hun ville acceptere det, eller skubbe ham væk måtte hun selv bestemme. 

De stod for tæt til at hun ikke kunne bemærke hvordan han slog blikket væk og ned i gulvet, efter at have fjernet hånden om halsen. Det var let at tolke det som at han var skamfuld overfor sin egen opførelse, men skam spillede ikke i hverken det lyse ansigt eller de gyldne øjne – et udtryk som Davina kendte alt for godt selv, når hun en sjælden gang fik fanget sit eget spejlbillede på aftner som i denne.
spørgsmålet om hvorfor han havde grebet hende om halsen, tvunget hende tilbage på den måde, som havde han til hensigt at skade hende, pressede sig på. Alligevel lykkes det hende, for nu at undertrykke det. Det sidste hun ønskede, var at han ville tage spørgsmålet som en fornærmelse og smide hende ud i regnen, overladt til sig selv og den sulten der stadig havde et fast greb i den spinkle krop.

Fingerspidserne rørte stadig kinden, da han bremsede hende i at trække hånden til sig. I et øjeblik skiftede hendes blik mellem hånden på hendes og hans øjne, inden håndfladen atter lagde sig mod kinden ”... Men…” prøvede hun på at protestere lidt imod, at han greb den blodige hånd og var okay med blodet. En protest der kun blev til en halvhjertet hvisken. Fokus sænkede sig til læberne der kun kom nærmere og fik hende næsten til ikke at lytte efter hans hvisken. Øjenbrynene knyttede sig sammen på midten, ved de sidste ord, men inden hun fik spurgt nærmere, mødes hendes læber med hans.
Kysset var krævende fra starten af, men i stedet for at trække sig fra det – fra ham, gav hun sig hen til det. Hånden på kinden søgte mod nakken og op i det sorte hår, hvor fingrene lukkede sig i et fast tag, uden at trække. Den frie hånd søgte mod hans buksers livvidde, greb om kanten og trak ham om muligt endnu tættere på. I mellemtiden havde de tofarvede øjne lukket sig solidt i med et lavt suk mod læberne.
Kun modvilligt slap hendes læber hans, men ikke mere end de stadig strejfede hans når hun talte ”Savnet?” hviskede hun spørgende, oprigtig nysgerrig efter en uddybning. Sandheden var trods alt, at lige så meget som Davina hadet at slå ihjel, så nød en del af hende stadig blod; varmen, duften, følelsen og synet af den røde kardinalvæske.

Tydeligt for den kære han dæmon, at mærke hvordan den fristende rødhåret hun dæmon, lod hendes hånd nærme sig hans bukser, specifikt kanten. Ikke at det gjorde ham noget, for det gjorde det bestemt ikke. Hvorfor skulle han også stoppe hende? Berøringer fra hende, var generelt ikke noget problem for ham. Tværtimod så spredte der sig et lille tilfreds smil på hans ansigt, og han lod de gyldne øjne hvile sig på hende, som deres læber blev adskilt fra hinanden. For hans skyld, kunne han sagtens lade sine læber krydse sig med hende lidt mere, men han følte at han var nød til at finde ud ad, hvad der var sket. Høre lidt nærmere omkring det, for hans kønne dæmoniske gæst lignede jo noget døden havde skabt. 

"Pas nu på, at du ikke får nogle rynker"lød det flabet og kækt fra ham, som han løftede en finger op til hendes pande, hvorefter han gav hende et lille smølfespark. Intet ondt, overhovedet, han havde bare lyst til det. Duften af blod kom så pludselig ind foran hans næsebor, og han kunne godt mærke savnet til at dræbe. Hvordan det var at tage et andet liv, hvordan adrenalin kunne fylde så meget i ens krop. Han rystede tankerne lidt væk, for at lægge hovedet på skrå. Han vendte rundt, hvorefter han gik hen imod køkkenet, og greb fat i en kande med vand. Derfra gik han til sofabordet, og kort skulede hen til Sheja, der bare så ud til at hvile sig på det lille bord ved siden af sofaen. 

Mizech var nu ikke sikker på, om hun ønskede vand, eller om hun hellere ville have blod. Det ville nok ikke være noget problem med blod, for han havde enlig ikke nævnt at han selv havde hygget sig lidt med lidt totur af en mand inde i hans fine værksted. At han slet ikke havde slæbt manden ud fra hans hjem, var en mindre detalje. Ikke særlig vigtigt i hans øjne, men grunden til at han netop havde bragt manden med hjem, havde kun været af ren egoistiske grunde. Kun for at kunne mætte lidt blod i sig, og nyde synet af at torturere manden. Som han lod sine gyldne øjne hvile sig på flasken kort, drejede han hovedet hen imod hende. Betragtede hende kort, og lænede sig op ad sofa armlænet, med armene over kors"Ja selvom jeg har en halvt levende mand inde i værkstedet, så er duften af blod noget man kan savne så tit"svarede han med et bredt smil, som han et øjeblik lod sin tunge glide hen over hans læber. 

Øjnene klemte sig hårdt sammen, mens hovedet instinktivt veg tilbage for smølfesparket han satte i panden. Fingrene trak sig fra buksekanten og inden hun kunne nå at få styr på de følgende blink, havde den sorthåret dæmon trykket sig tilbage med et hovedrysten.
Paf stod Davina tilbage, som lænket til gulvet foran døren, inden hun endeligt fik samlet sig nok til at bevæge sig længere ind i huset. Mizech var nøjagtigt så omskiftelig, som hun havde oplevet ham første gang, men denne gang virkede det som om der var noget mere…
Noget som halvdæmonen endnu ikke kunne sætte en finger på, hvorfor hun kun følte flere spørgsmål trængte sig på.
Afventende at han kom tilbage ind i stuen, nærmede hun sig den sorte slange, sank på knæ foran bordet hvor Sheja hvilede ”Hej igen Sheja, kan du huske mig?” uden tøven, rakte hun roligt en finger frem for at lade den stryge over de mørke skæl, hvis slangen tillod hende det. Med blodige fingre var det ikke sikkert slangen genkendte kvinden foran sig. Opmærksomheden vendte sig mod Mizech, i det han trådte ind i rummet med en vandkaraffel i den ene hånd.
De følgende ord burde havde været nok til at slå hende ud af kurs. Havde omstændighederne været bare lidt anderledes, så ville hun sikkert allerede nu havde været på vej ud i regnen på ny. En højt knurrende mave, lod hende dog ikke rejse sig fra den knælende stilling ”Halvt levende? Derinde?” det tofarvede blik søgte fri fra ham, med retning mod døren ind til værkstedet. Kun for at låse sultent sig på det tunge træ, der skilte dem fra den omtalte mand. ”Må... Må jeg…Smage?” Ordene klumpede sig en anelse sammen i halsen, mens mundvand stille tog mere til, ved tanken om det rå blod fedtede kød.

Lyden af hendes stemme som var rettet imod Sheja, fik det brede smil på Mizech's ansigt til at vokse. Da han var kommet tilbage i stuen, betragtede han kort Sheja, hvorefter hans gyldne øjne faldt op på Davina. Sheja kunne han huske godt kunne lide, at blive kælet for, og det var altid en god ting at halvdæmonen ved den ikke var bange for den. Nogle personer kunne godt frygte slangen, også selvom den ikke var særlig stor. Havde Mizech selv valgt at den skulle blive større, havde det været noget andet, men lige nu var den i sin normale størrelse. Han skænkede noget vand op i to glas, og gik hen til hende med det ene, men løftede undrende et øjenbryn da han hørte hendes spørgsmål. Han afgav så et nik med hovedet til hendes ord, manden inde i arbejdslokalet, eller nærmere alkymi lokalet var halvt levende og død. Mizech havde ikke dræbt ham, selvom lysten var stærk til det. 

Havde det været hans mor eller far havde de sikkert ikke ventet, men det vidste han intet om. Han var dog meget sikker på, at hans mor ville gøre det af med ham, hvis hun kedede sig. Hans far vidste Mizech intet om, så det var svært at sige"Han var ikke så spændende i live, men ej heller død også, så halvt levende er korrekt"sagde han bestemt som han valgte at tage en stor står af sit glas, før han rakte det hen imod hende. Da han så hørte hende spørge om, hun ikke måtte smage spredte der sig et stort tilfreds smil på hans ansigt, og han lod glasset i hånden falde ned imod gulvet. Det gik i stykker med det samme, og han greb fat rundt om hende med den ene arm, for at trække hende tættere på sig. Løftede den frie hånd op imod hendes mund, hvor han kort studerede blodet på hendes tøj. Han forstod hende godt, han kunne nemt selv falde i lysten til blod, men forholdte sig rolig lige nu. 

Vandet var kedeligt, han havde helt sikkert lyst til noget andet. Et kort øjeblik gled hans blik ned imod gulvet, hvor glassstykkerne lå spredte. Han førte så Davina hen imod alkymiværelset, hvorefter han åbnede døren. Han vendte lidt rundt, for at gå hen imod glassstykkerne, og samlede en håndfuld op, og derefter vandrede han tilbage til Davina og den halvt levende mand inde i lokalet. "Selvfølgelig, jeg kan umuligt afslå sådan et fint spørgsmål, og desuden..."Stoppede han som han pludselig stod foran manden, og pludselig stak et stort glasskår ind i brystkassen på manden. Han skreg og prøvede at komme fri, men Mizech stod blot og nød synet, som han lagde hovedet på skrå og drejede kroppen en smule. Lagde glasskårene på bordet, og vendte sit blik tilbage på manden. Han greb hårdt fat rundt om mandens kæbe, og tvang manden til at kigge hen på Davina"Så er hans liv ikke meget værd"fortsatte Mizech, som han sendte halvdæmonen et bredt smil, og blinkede til hende.