Gud, hvor hvor længe siden havde jeg flere dage fri? Føles som evigheder siden jeg har været hjemme. Tænkte hun som hun red op til det lille hus, som nu havde været hendes i godt et år, ikke at det var blevet nemmere med banken, de var så hårde som altid. Men at bo her, ved familien, så tæt på ham. Selv om det havde været, anderledes, de sidste par uger havde dog været andeledes, man var begyndte at tænke over en masse ting, bare, de små ting der blev sagt, og gjort. Han var sku for sød til sider. Tænkte hun kort, som blikket gled over hendes have, som var fin, ny ordnet måske? Det er ham eller mor. tænkte hun kort, som hun hoppede af hesten, og lod den blot, træde ind på haven og med det samme fandt den en fin brusk og bide blade af.

"Godt du også føler dig hjemme." tænkte hun kort, og kiggede over den, alle hendes ting var på den, jo hun var stadig i uniform, med det var sidst på dagen. "Du bliver ikke? Går ned og slapper lidt af." lyd det som hun lukkede porten bag dem, hvad i? tænkte hun kort, og hørte latter fra huset. Hun smilte varmt, bare de ikke er for fulde i nu, kan bruge en øl eller ti. Forsatte hendes tanker som hun gik imod døren. forsigtigt åbnede hun døren, tydeligt for ikke at lave, og endnu mere for at overraske ham, blikket glide rundt i lokalet, stadig i læ bag døren, hun smilte som hun så ham, ikke plannen at møde ham, tvivlede at han overhovedet vidste af hun kom hjem? Havde vist skrevet til mor? men, tvivlede hun havde sagt det i nu. Firben? hvad i? tænkte hun kort, og lyttede fra døren, og smilet stille forsvandt som de næste ord blev sagt. Omelet?  hun blinkede nogle gange, og hånden knyttede sig om håndjern der hang i kæde bæltet, der var dækket under den mørkeblå kappe, lige som den mørkeblå tabard, og læderbukserne. Hun sukkede dybt som hun træk sig derind, og stod irreteret i døren. "Okay? Så jeg skal bare gå igen med vores så?" lyd det koldt, som det dovne blik, gemte en irritation. Som altid, tænker han ikke før han snakker. Hendes arme mødes under hendes bryst. For engangskyld var der ingen hætte over det sorte, hår, som hang i en mellem lang hestehale. "Eller? Måske bage en kage?" forsatte hun, lige så irreteret som før. Ikke, at der var nogle æg derhjemme, gudskelov.

Alf så op som døren gik op, og Akurra stod der. Normalt ville han have smilet, rejst sig og taget hende i sine arme, men i stedet stivnede smilet på hans ansigt som dug for solen, og han lignede en der havde fået smidt et eller andet i hovedet. Pis! Det var ikke meningen hun skulle have hørt det, jeg havde ikke regnet med hun kom hjem nu… Al larm og stemning døde med det samme, og de andre mænd så skiftevis fra Alf til Akurra og tilbage, mens han kæmpede for at få ord over sine læber. Hans læber skilte sig og samlede sig igen adskillige gange, men ingen ord kom ud. Det, der sikkert kun var nogle få sekunder føltes som en evighed, mens han kæmpede for at svare hende. det blev en af de andre mænd, der brød stilheden. ”Årh hold da op, det var jo bare en joke! Nærtagende kælling!” Alf så vredt på ham der havde sagt det, og beordrede dem alle ud. Nok kunne han også selv være grov i munden, men INGEN skulle kalde hans kæreste for en kælling, der gik hans grænse. Da de var gået lukkede han døren bag dem, gik hen til Akurra og så på hende med et nervøst blik. Han hadede at skændes med hende, men på den anden side var han også ved at være ret træt af at hun tog alle hans jokes personligt. Han vidste godt hun ikke var glad for hans holdning til halvdyr, og det var ikke fordi han ikke forstod hende, men i hans hoved gjaldt det jo ikke hende, så hvorfor tog hun det personligt?

Han forsøgte at tage hendes hænder og se hende i øjnene. ”Akurra, min elskede… Du ved jo, det er den slags vi drenge joker med når vi er sammen, det betyder ingenting….” Han prøvede tydeligvis at glatte ud og undgå, at det kom til at stort skænderi mellem dem. Han ville langt hellere bare omfavne hende, kysse hende og holde hende i sine arme hele natten.

Kælling? Oh i guderne jon! en eller anden dag så! Var der nogle i denne gruppe hun ikke kunne lig, var den ham, Jon, de havde flere gange endt i uenighed, selv bare, ved korte hils, endte de to næsten altid med at olmt blik på hinanden. Dette var ikke anderledes, knap et minut inde i en samtale, og den dårlige stemning de to fik frem i anden var allerede i luften. Hun træk vejret dybt efter hans udbryd og ønskede tydeligt at svare igen, men alfs ord fik et smil frem på hendes læber. Han.... mere tænkte hun ikke som hun smilte over imod ham. Selv om hun flyttede sig let, som de gik ud puffede Jon og hende stadig skuldrene sammen. Og et hvæs forlod Akurra i reaktion, den hvæs som kun slanger kan lave, som lægger sig op af knoglemaven. Et dybt suk forlod hende, som tungen hilste aggressivt på verden nogle gange. Som hans hænder søgte hendes faldt der alligevel en ro over hende, noget, han altid var god til. Svært at være sur på dig. Stille lod hun hovedet falde frem, og hvilede det imod hans brystkasse. Som hun lyttede til hans ord.

"Søde..ville.." hun sukkede før hun forsatte, og gav hans hænder en mild klem. "Vil...det stadig være sjovt? Hvis vi havde æg? eller når vi har, min varme?" forsatte hun med en trist tone i stemmen. "Jeg..ved godt det er sådan noget -drenge- gør." tilførte hun kort efter, og igen sukkede hun. Det var sku meget at lig ved denne mand, men..måske var der bare for mange af de små ting? At han behandlede mig som en adelig prinsesse når jeg er svag, han kommentare på mit arbejde, hans venner, måske er han for sød? og ung? tænkte hun kort. "Og..Det er ikke..kun med dine venner du gør det...Det gør..ondt og høre...hver gang." stille lod hun blikket falde til jorden som ordne forlod hende. Nej..hvor ville jeg ønske jeg kunne være sur på ham.

Alf kendte godt til hendes had til Jon, hvilket også var en af grundene til, at han havde reageret så hurtigt. Jon var den i gruppen, der var grovest i munden og mest ligeglad med andres følelser, men han var også lidt ældre end de andre og havde vidst haft sine problemer, ikke at det retfærdiggjorde den attitude.

Hendes hænder i hans, hendes hoved mod hans brystkasse, hvor var det dog vidunderligt at mærke hende hos sig igen. Han var lige ved at trække deres hænder om på ryggen af hende og omfavne hende, da hun talte og han i stedet så ned på hende. Hvis… Vi havde æg? Åh gud, det havde han slet ikke tænkt på, han så hende jo stadig bare som en almindelig pige, selvom han godt vidste hun var halvt slange, så selvfølgelig ville hun jo lægge æg. Vent, betød det at…? Af ren refleks slap hans ene hånd hendes, og lagde sig på hendes mave, mens han så lidt forvirret på hende. ”N-nej, men….” Han sank en klump, inden han så hende i øjnene, stadig tydeligt forvirret. ”S-skal vi da det? Altså, nu?” Han havde ærligt talt ikke skænket det en eneste tanke i det års tid de havde været sammen, men selvfølgelig kunne hun jo blive gravid når de lå sammen. Men, var han klar til det nu? Han var jo kun 17… Åh gud, hvad gjorde han hvis hun virkelig VAR gravid nu? Han ønskede selvfølgelig at blive sammen med hende, intet i verden ville få ham til at forlade hende, det elskede han hende for meget til, men… Børn… Han var jo knap andet end et barn selv…. Selvom han ville benægte det til enhver tid, hvis nogen kaldte ham et barn var han aldrig sen til at svare igen og sige at han altså næsten var voksen. Men var han voksen nok til at tage sig af et barn selv? Eller, med hende ville det jo blive en hel flok på en gang…. Han hjerne gik nærmest i panik ved de tanker, og han hørte derfor ikke rigtig efter, da hun igen talte. Han var alt for optaget af at få et svar på, om han skulle til at være far nu.

altså nu. de ord skær hende dybt i sindet som hun nærmest rystede blot ved tanken. "Oh?" lyd det stille. "Nej! Nej nej!" forsatte hun som hun træk sig væk fra Alf rent instinktivt. "Overhovedet! ikke!" lyd det mere klart, som hun sank en klump.  "Var..var ikke det jeg mente!" forsikrede hun som hun fjernede hånden fra hendes mave og stille slap ud af hans hænder og nervøst kløede sig i baghovedet. "Aldrig." gentog hun lidt hårdt, før hun træk vejret dybt."Jeg...skal sku ike...være mor." Igen træk hun vejret dybt. forbandet..hvordan..skal jeg nu sige alt dette? Mens disse tanker gled forbi hendes sind, lod hun sin egen hånd lægge på sin mave, blot for at være sikre på den ikke var voksende. Jeg har tabt mig ikke? spurgte hun sig selv.

Efter lidt panik, lod hun sig endelig tale igen. "Nej...hvad...jeg mente var! at..en eller anden dag..så sker det..." hun kiggede op, lidt håbefuldt på at han ville fange det. "Og..hvis i -drenge- stadig så, siger den slags?" igen, dreng, ikke mand, om det var bevist at hun undgå det ord, vidste hun ikke selv, men var i hvert fald ikke noget hun tænkte over. "Det...gør ondt i dag, hvis jeg har æg hjemme...vil det blot gøre mere ondt." tilførte hun, og gentog halvt hendes ord. I guderne den slags kommer til at ske? gør det ikke? Med..ham? Ikke at dette var dårlige tanker hun havde, men, han er lidt for ung til den slags. Men disse tanker var svære ikke at have fra tid til anden, og endnu mere på det sidste.

Hun træk vejret dybt og kiggede imod vinduet og lod hænderne falde kraftløst ned af hendes sider. "Løb ud og hent dem..Hyg jer..Jeg..ehmm...tager bare hjem til min mor nogle timer.. Undskyld at jeg..igen..som altid..ødelagde stemningen." lyd det lavt og halv bestemt, som hun tog det første skidt imod døren.

Et lettet suk undslap hans læber som hun afkræftede hans mistanke og fjernede hans hånd fra hendes mave. Hendes næste ord gjorde ham dog en smule ked af det, ville hun aldrig have børn? Ganske vidst var han ikke klar til at få børn lige nu, men det var da klart noget han så i sin fremtid, bare ikke lige indenfor de næste par år. Men på et tidspunkt skulle han da bestemt have sin egen lille flok rødhårede banditter, og allerhelst med hende, selvfølgelig. Han nåede dog ikke at reagere på det før hun fik rettet sig selv og sagt, at det en dag ville ske. Et svagt smil kom til syne på hans læber, inden hun fortsatte, og den trykkede stemning igen vendte tilbage for fuld skrue. Han bed sig i læben og lod hende tale færdig, inden han åbnede munden for at svare hende, men hun var hurtigere end han, og talte igen, så han frøs midt i bevægelsen og lod hende endnu en gang tale. Nej, nu måtte hun fandme lige…! Hun kunne ikke være bekendt at starte en diskussion og så prøve at løbe fra den midt i det hele. Og så at spille offer på den måde, helt ærligt…

Alf trådte et skridt frem mod hende og greb hendes håndled som hun bevægede sig mod døren. ”Nej, stop…” Han gik i stå, og overvejede sine ord et øjeblik. Stemmen havde været bestemt, men han vidste ikke om det var klogt at fortsætte i en alt for hård tone. På den anden side var han efterhånden godt irriteret, først forstod hun ikke at det var en joke, og nu ville hun bare til at gå midt i det hele? Hans temperament var i forvejen iltert, og når han først fik noget at drikke var det endnu sværere at kontrollere. Derfor fortsatte han, mere eller mindre ubevidst, i en lettere hård tone. ”Nu bliver du lige her! Det er fandme ikke fair at du først er så skide nærtagende over en joke, og så bagefter bare vil skride og lade mig stå med skylden, plus en skyldfølelse over at du føler du har ødelagt stemningen!” Hans øjne ændrede karakter fra de milde, blå øjne der altid var så venlige, til et mere koldt, vredt udseende, og han forsøgte at se hende direkte i øjnene for at se hendes reaktion. Nu gad han ikke det her mere, nok elskede han hende overalt på jorden, men der var også en grænse.

Så snart han rørte hende, så snart han sagde stop, stoppede hun og drejede sig hurtigt imod ham. "Mhm?" lyd det stille, hendes blik lavt, og håbede det sorte hår vil dække de trist øjne. Hvad? tænkte hun kort, og kiggede ned på hans lår og hofte. Hent dem nu bare. håbede hun i den kort stille pause. Hans tone var ikke, noget hun bid mærke ved, ved blot de få ord. hårde toner og ord, var noget man lærte hurtigt at se bort fra, men at hendes -kæreste- forsatte, i den tone, begyndte alligevel at gå hende på. Føler at jeg ødelagde stemningen? JEG ØDELAGDE DEN?! HVAD I?! stille hævede hun blikket, Dig have skylden? Den er min! "Hvad?" var det første ord hun sagde som hun hævede blikket på ham. "Jeg er nærtagende?" forsatte hun. "NÆRTAGENDE?!" først her hævede hun stemmen. "Hør her skat.." lyd det i en hård tone. "Du er en vidunderlig mand." første gang, hun nogle sinde brugte det ord for ham. "Du er sød, loyal, og det bedste bror dine søskende kunne bede om, og i guderne jeg elsker dig." forsatte hun før hun sukkede dybt. "MEN!" tvang hun ind,før han kunne få et ord. "Nærtagende?! Skyldfølelse?! Nu må du simpelthen tage dig sammen! At høre dig, lave jokes på den måde, det skal i zaladis navn ondt! Men jeg har holdt det ud, jeg har..holdt mit brok inde...til for hvad? Nogle måneder siden?" Stille begyndte de forskellig farvet øjne at danne tårer. "I mennesker.. har det så nemt! Er du klar over hvor mange at jer, ikke kan lig mig? Fordi i er bange for jeg bider? Fordi i er bange for måden jeg spiser på? Fordi i ikke forstår hvor andeledes mit liv er i forhold til jeres. Men at min KÆRESTE! ikke forstår alt dette...eller i det mindste, ikke engang i kiles navn forsøger at fostå det!" hun træk vejret dybt, som hun løb tør for luft. "..Alf." lyd det efter lid stilhed og hendes blik søgte igen til jorden. "jeg..går med modgift til min egen gift om halsen..for at berolige folk..Er du klar over hvor forkert det er? Hvor..ondt det gør. og så..høre dig? Lave sjov..med hvad alle halv dyr kæmper med?" Stille mistede hendes øjne evnen at holde de tåre, de havde kæmpet med at holde tilbage. "Måske..har Jon ret..Måske skal væsner som os ikke være sammen." lyd det stille imellem hendes tåre og snif.

Han lod hende tale helt ud, inden han svarede hende. Hvor gjorde hendes ord ondt, han havde slet ikke tænkt over at hun havde det sådan. Han ønskede så inderligt han kunne tage alt han havde sagt tilbage, knuge hende ind til sig og glemme det hele. Det føltes som om blodet i hans årer frøs til is som hun sagde den sidste sætning. Var hun ved at forlade ham? Det måtte hun ikke…! Hvad skulle han gøre af sig selv, hvis hun gik fra ham nu? Igen åbnede og lukkede han munden et par gange, det var tydeligt at han kæmpede med ordene, men intet føltes rigtigt, alting føltes pludselig så forkert. Ingen ord ville være i stand til at rette op på den skade, der var sket mellem dem, og det var ved at gå op for ham. ”Jeg…. Det…” Han kunne ikke få kraft nok på stemmen til at sige en hel sætning, og selv hvis han kunne, hvad ville han så sige? Han var ked af at hun tog det så personligt, og blev så såret over hans ord og jokes, han ønskede aldrig at se hende andet end glad og lykkelig. På den anden side var det nu engang sådan han var, og det ønskede han ikke at ændre for nogen. Spørgsmålet var også, om han overhovedet KUNNE ændre det, om han så ville. Det hele blev for meget for ham, og han vendte sig væk fra hende. Han var fyldt op af en blanding af tristhed og vrede, og i frustration sparkede han til en stol, der væltede.

Halvt overrasket over sit eget udbrud vendte han sig mod hende igen, og fik endelig kontrol nok over sin stemme til at tale igen. Ikke at hans ord gjorde den store forskel. ”Jeg… Ved ikke hvad jeg skal sige….” Han så ned i gulvet mellem dem, for nervøs til at se hende i øjnene. ”Jeg…. Elsker dig, men…. Måske….” Den næste sætning gjorde ondt blot at tænke, og med blikket stadig rettet i gulvet steg der nu også tårer op i hans øjne. Hans hjerte knækkede midt over bare ved tanken, men måske…. Måske der virkelig var noget om det… ”Måske er vi bare for forskellige….” Som ordene forlod hans mund, blinkede han og lod tårerne falde. Han kunne stadig ikke se på hende, det gjorde alt for ondt alene det at have sagt de ord. Det føltes som om hele hans verden var gået i sort, intet gav mening længere.

"Skat!" udbryd hun, i en hård tone som han sparkede til hendes møbler, men hun forstod ham jo godt, ikke fordi hendes lyster lige nu var meget anderledes, hun var frustreret over, alt, lige nu. hun ønskede inderligt at gå over at kramme ham, sige alt er godt, og gå en tur, som de så ofte har gjort. Men hun havde besluttet sig før hun kom hjem, men det var svært at kommen uden om, at hans ord gjorde ondt, at høre -ham- tvivlende, at høre ham have så ondt. Hun lod blikket falde imod jorden i skam. "Alf." lyd det stille, som hun tydeligt holdt sine følelser igen. Lige som han havde svært ved ord nu, havde hun, som hun blot lod hendes øjne møde hans, så falde, i takt med hendes mund der åbnede og lukkede. Hendes hænder samlede sig foran hende, og hun tog godt fat om sig eget håndled.

Hvad nu? kaste alt der går mig på i hans hoved og bede ham gå? hun sank en klump, og tog et skidt tættere på ham. Hvordan..gør man sådan noget her? Kan..ikke være ondt mod ham..Ikke når..han græder. hun sank en klump igen, og gav slip på hendes egen hånd, som den søgte at fjeren en tåre under hans kind, stadig med tåre fulde øjne selv. Selv her, kunne man ikke lade være at smile let, de skønne øjne..den kærlige mand. Hånden gled stille ned på hans kind, som hendes blik. "Undskyld." var det første ord hun sagde, som hendes blik faldt til hans bryst. for svært at se ham i øjne. "Jeg...har..beslutte at..at lede..andre" hvad? tænkte hun overrasket over sine ord. "Så..jeg vil..bruge meget mere tid hos byvagten, og endnu mere hos grænsevagterne." igen sank hun en klump, og kæmpede for at holde hendes tåre inde. "Så..jeg..kommer ikke til at have tid...tid...til.." hun kæmpede med disse ord, jo det var sandt hvad hun sagde, men en mild udgave af sandheden. "Til at have en..kæreste." hvor gjorde det ondt at sige, så ondt hendes hoved, hendes pande søge hans bryst. "Jeg..tror det er bedre, du..tager hjem og..finder en..der kan bruge tid på dig...som..han give dig alt det..du bliver ved med at give mig." hendes hænder rystede som hun kom her til, men stadig, holdt hun tåre igen, stadig holdt hun sig stående selv om hendes knæ skreg på at give op."Tag..hjem til den ...fantastiske familie du har." forsøgte hun at sige glad, men hvordan det endelig lyd, vidste hun ikke.

Hendes måde at sige hans navn på, på en gang lidt tilbageholdt, men stadig fuldt af følelse. Gad vide om det er sidste gang, jeg hører hende sige det? Han kunne stadig ikke se op på hende, det gjorde alt for ondt. Tårerne brændte i hans øjne, han var normalt ikke typen der græd, han var den der altid skulle være stærk for alle andre, så de kunne være svage. Han mærkede hendes hånd på sin kind, alt i ham skreg at det var forkert. Hun skulle ikke tørre tårer af hans kinder, det var ham der skulle være den stærke for hende, lade hende græde og trøste hende. Han drejede derfor hovedet som hendes hånd gled ned af hans kind, og vendte hovedet lidt væk fra hende. Han ønskede på ingen måde at skabe mere afstand til hende, hvilket var grunden til at han ikke trådte et halvt skridt bagud som hans krop ellers havde ville, men det var så uvant for ham det her. Alt gjorde ondt, hver en fiber i hans krop, hans hjerte var knust til småstykker, og alt var vendt på hoved.

Hendes ord føltes som små syle, der blev boret ind i hans allerede knuste hjerte. Så hun havde ikke tid? Hvad var det for noget pjat! Selv soldater og riddere for Lyset havde kærester, koner og børn derhjemme. Dårlig undskyldning… En let vred lyd blev dannet i hans hals, men nåede ikke rigtig længere. ”Men jeg vil jo altid være her, vente på dig når du kommer hjem… Der er jo… Mange andre vagter, soldater og den slags… der også har…. Kærester…” Han lod hendes pande hvile mod hans bryst. Gud hvor ønskede han mere end noget andet at trække hende ind og knuge hende ind til sig, holde hende i sine arme, om det så var for sidste gang. Bare tanken gjorde forbandet ondt, han kunne mærke smerten fysisk i hjertet nu. Han havde aldrig forstået hvordan folk kunne dø af hjertesorger, men han begyndte at forstå det nu. Hvor gjorde det frygteligt, forbandet ondt, det føltes næsten som om hans hjerte ikke ville være i stand til at slå mere så snart han trådte ud af huset. Men det var den vej det gik det her, var det ikke? Om lidt ville der ikke være flere ord tilbage mellem dem at sige, og han ville skulle forlade huset, forlade hende, for altid.
”Jeg finder aldrig en som dig….” Han vidste som ordene forlod ham, hvor barnligt det i grunden lød, men det var sådan han havde det. Han ville ikke have nogen anden, han ville have HENDE!
Familien…. Ja, der kunne han ikke tage hjem nu, ikke med det samme i hvert fald. De skulle ikke se ham på den her måde, de var vant til at han var den stærke storebror der passede på de små, hvordan skulle han nogensinde kunne være det igen?

Med hvad der føltes som den største kraftanstrengelse løftede han endelig hovedet og så på hende. Selv når hun græd var hun forbandet smuk. Det blev umuligt at undvære dette smukke væsen i sit liv, men hvis hun havde besluttet sig, så var der vel ikke mere han kunne gøre ved det. Kunne han tillade sig at lægge armene om hende en sidste gang? Ville han være i stand til at give slip igen, hvis han først gjorde det? Stille rystede han på hovedet af sig selv, det gjorde frygteligt ondt at tage den beslutning, men hans øjne søgte hendes en sidste gang, inden han lænede sig frem og søgte hendes læber med sine. Et sidste kys var hvad det måtte blive til, der var han trods alt nødt til at trække sig væk på et tidspunkt for at få luft. Med hans læber mod hendes kunne tårerne ikke længere holdes tilbage, og de løb nu frit ned ad hans kinder.

Men jeg vil jo altid være her. de ord gjorde ondt at høre, ikke bare lidt ondt, meget. Hun rystede stille hovedet ved hans ord. Jo..det var jo ikke forkert, mange af hendes kollegaer havde koner at komme hjem til, mange havde endda børn. Så hvad var det endelig hun forsøgte at sige, at hun ikke havde tid? at hun ikke ønskede at have tid? Forvirret, betvivlende over hendes egen beslutning, lod hun blikket falde en smule mere, stadig med fugtige øjne, stadig kæmpende med blot at stå foran ham. I guderne hendes knæ rystede, men dette, gjorde hun alt hvad hun kunne for ikke at vise ham. aldrig en som mig? igen, ord som skær hende lige i sindet. "Alf?" spurgte hun stille som han kom nær, det var umuligt ikke at lade deres læber mødes, det var umuligt at kæmpe imod dette. Oh..den smag, den varme, den..den mand. tænkte hun deres læber var sammen. "Du.." lyd det stille, som det tåre fulde øjne møde hans, stille løftede hun kærligt en hånd og lod hendes arme optage de tåre der løb langs hans kinder.  "Jeg...syntes du skal gå...ud og finde en, der ikke er som mig." lyd det, og hun kæmpede et smil frem, selv om det i virkeligheden var det sidste hun ønskede. "Du..skal have en..som kan elske hele dig...også din...humor." igen, kæmpede hun, med den positive stemme, men her gik det galt, som hendes blik faldt, hendes hænder faldt kraftløst ned af hendes sider igen. "Og...om nogle år, når jeg er klar.. vil jeg..måske finde en som passer til mig." hun sank en klump, og kæmpede for ikke at sige det hun ikke ville sige. 'Om nogle år, skat, så kom igen', men det lykkes hende ikke at sige det. Stille, kæmpede hun for at tage hans hånd, og forsøgte, at føre ham til døren. Stadig, kæmpede for blot at stå, kæmpede for blot at bevæge sig, og i guderne hvor var det svært ikke at falde i gråd.

Efter hvad der føltes som alt for kort tid slap han kysset, og havde egentlig tænkt bare at gå, der var jo alligevel ikke mere at sige. Det overraskede ham derfor lidt at hun fortsatte med at tale, men han blev stående og lyttede. Hendes ord gjorde endnu engang ondt, forstod hun ikke at han ikke ØNSKEDE nogen anden end hende? "Jeg... Du forstår ikke, jeg vil ikke HAVE andre end dig..." Han vidste allerede inden ordene forlod hans læber hvor tåbeligt og barnligt det lød, men det var nu engang sådan han følte det.
De sidste ord hun sagde var de, der gjorde mest ondt på ham. Han havde ellers håbet lidt at den sætning ville ende med, at hun bad ham komme igen når hun var klar, men nej. Så du føler ikke vi passer sammen? Fint! Han ønskede mere end noget andet at svare hende igen, men hans hals snørede sig sammen og tårer steg igen op i hans øjne. Aldrig havde han troet han skulle høre de ord fra hende, men hvis det virkelig var sådan hun følte, så ville han ikke stå i vejen for hende. Hun fortjente mere end nogen anden at være lykkelig, at det så ikke blev med ham måtte han vel lære at leve med.
Han mærkede svagt at hun forsøgte at tage hans hånd, men det blev for meget for ham, nu ville han bare ud herfra. Der var ikke mere for ham at gøre eller sige i dette hus, og med tårefyldte øjne famlede han efter dørhåndtaget, og fik med lidt besvær åbnet døren. Den kolde luft udenfor ramte ham som en mur og fik tårerne til at føles som is, som han langsomt trådte udenfor. Ubevidst gik enhver bevægelse langsommere end det ville normalt, for han vidste at så snart han var udenfor og hun havde lukket døren bag ham, så var det endegyldigt slut. 

Øjeblikket kom før han var klar, men igen ville han aldrig blive klar til dette øjeblik. Alt i ham skreg på at vende sig rundt og få et sidste glimt af hende, og som han drejede for at komme ud til vejen løftede han hovedet nok til at kunne se tilbage mod døren. Stod hun der stadig, eller havde hun allerede lukket døren bag ham? Tårerne blokerede for meget af hans udsyn til at han kunne afgøre det med sikkerhed, og han vendte hovedet trist mod vejen, så han kunne se hvor han gik.
Han ønskede ikke at gå hjem, han var fast besluttet på at familien ikke skulle se ham sådan her, selvom hans mors varme omfavnelse ellers var hvad han havde allermest brug for lige nu. Men han var for stor til at skulle trøstes på den måde, det skulle hun gemme til de mindste. Men hvor kunne han så gå hen? Ubevidst ledte hans ben ham hen til det sted, Hvor det hele startede: søen mellem de to byer. Han satte sig håbløst på græsset, og endte med at sidde og kaste sten i vandet det meste af natten, indtil hans øjne føltes som en ørken, og han ikke troede han nogensinde ville kunne græde en eneste tåre igen. 

Nej, hvor gjorde det ondt at høre, hvor meget han elskede en, at høre hvor meget han ville kæmpe, for at blive ved en. Men hun valgte ikke at sige et ord, til hans barnlige sætning, ikke fordi der ikke var ting at sige, ikke fordi hun ikke ønskede, men fordi, en del af hendes var enig i hvad han sagde. Vil ønske vi passede bedre sammen, var hendes tankers svar, og nej, hvor ønskede hun at hun ikke kom hjem i dag, men senere på natten og fandt ham blot sovende i hendes seng. mon alt dette var sket så? tænkte hun kort, som hun så ham trække sig imod døren. hver skidt gjorde ondt, hver gang han løftede foden skreg hendes krop til at stoppe ham. Men intet, hun kunne ikke, der var ingen kræfter i hende til at handle. Hun stod der blot lidt, og ventede, fortabt, på at hun hørte grasset blive trådt på, og hesten reagere på ham. oh. Bell elskede deres gård, og dem. Hun sukkede tabt i sine følelser, var alt hun kunne tænke på, at samle stollen op han sparkede til. Stille blev det sat på sin plads som hun besluttede sig at gå imod døren, hun træk sine fødder som hun gik. Hun kiggede imod ham, som døren blev lukket.

Og her..kunne hun ikke mere, som hendes pande ramte dørens bagside, og hun begyndte at græde, en gråd, alt hun havde holdt inde. Hvor højt anede hun ikke..Hvor længe hun sad der, med panden mod døren, fortabt i sin smerte, vidste hun heller ikke, alt hun vidste var at som hendes øjne endelig føltes som sydens vinde, tørt, var hun træt, og træk sig imod sengen, og blot faldt og håbede, at drømme om alt det gode de havde haft sammen.