Det var kølingen i vejret, selvom det ikke var vinter længere, men foråret var begyndt at komme til landet. Det kunne mærkes ved solen var ved komme tilbage efter den mørke vinter halv år. Træerne havde fået små grønne knopperne og de ville snart springe ud nogen af skuddene  springe ud som endte en blomst eller et blad, det kunne man også se på de små drenge, som lege før vinteren, hvor nogen af dem var blevet til mænd og andre døde af en eller anden årsag. Selv den unge Jason på 14 år, som var stukket af fra sin storesøster Gaja, da de var kommet op på markedsplads. 

Jason var på det tidspunkt meget spinkel og rangle person, men han havde også været ude for en ulykke for 5 år siden, hvor han var blevet kast igennem en butiksrude i skumringskvarteret, det var også en af grunde til den unge knægt ikke måtte gå alene rundt længere, da hans familie frygte drengen liv. Selvom Jason vidst han ikke skulle være stukket af fra den ældre søster så måtte han finde sin gamle ven Pax, som han ikke havde set i et godt stykke tid og med den vidne den unge knægt havde, vidste han at Pax var til at finde i det lidt mere dyster kvarteret, end hvor hans familie boede. 

Da den unge Jason gik rundt i gaderne i Skumringskvarteret i sin søgen efter Pax, dog var der sket meget med Jason på de 5 år han havde været væk. Kroppen var blevet helt følelsesløs og han ligne mange af de andre unge knægte undervægtig og muskelfattig, da han havde været senge ligge i nogle år. Der gik dog ikke lang tid før Jason ved et uheld stødte ind i den gamle bandet han og hans bror opholdt sig i før, hans bror forsvandt. Så en knude i maven kom ved synet af denne folk ældre drenge, som ikke var voksende endnu, og Jason håbede de ikke så ham. Selvom det var for sent, da en høj blond mand kom hen mod den unge knægt. " Jamen ser man det lever du i endnu unge Senna, kommet for at finde din bror? Hov nej.. han er jo død. " Snakkede den blonde mand til Jason med et fablet smil på læben og skubbede Jason op med en mur. Mange unge knægte ville nok udstødte et form for piv af smerte, men Jason forholdte sig tavst, mens han stirrede ind i den blonde mands øjnene med de brune alvorlig øjnene. " Jeg ikke ude på ballade.. Jeg ser efter min ven. " Svarede Jason i en nervøst, men fast tone ude at afslør hvem han ledte efter, før han prøvede at skubbe sig væk fra den blonde knægte, som lykkes kun Jason, fordi han kunne løbe ind i gyden, som allerede var mørkelagt. 

Pax småløb igennem gadebilledet. Klædt i mørke gevandter, der lod ham gå i et med natten, havde han indtil videre kunne bevæge sig uset imod sin destination. Endnu ikke havde duften af den så velkendte anden nået hans næsebor og med tankerne fæstnet omkring det kup, han netop havde udført på vegne af sin leder, var han nær så optaget, at det heller aldrig var hændt. Dianthos – og måske specielt den nedre bydel – var kendt for sin ildelugtende odør og for knægten, hvis instinkter ikke var som et normalt menneskes, var det næsten lammende. Pax havde befundet sig i hovedstaden i knap et år og selv efter adskillelige måneder, havde næsen endnu ikke vænnet sig til alt det… fugtige, mugne, rådnende lort, der syntes at fylde alle gadehjørner.

Selvom han ikke var mere end tretten somre, lignede han en på seksten; han var høj for sin alder, ranglet af statur og med en – indtil mange år senere – uset askegråt og tjavset hårpragt. Han skilte sig ud, selv for de øvrige unger i undergrunden, hvormed det aldrig rigtig kom bag på ham mere, når folk råbte ham an.
Denne gang skulle dog være undtagelsen…

”Ved Zaladins krøllede røvhår – det er jo selveste Pax, der kommer løbende der!”

Pax stoppede op og så i retning af lyden, og først dér, i det øjeblik, fandt det så velkendte duftspor vej frem til hans næse.

Jason. Jason var i nærheden.

Jason så mod de ældre drenge, som stod ude på hovedgade i Skumringskvarteret var ikke nogen man lige lagde sig ud med. Det havde den unge knægte set før i tiden med den afdøde bror, som ofte havde redte sin lillebror ud af knibe, men denne gang var storebroren desværre afgåret ved døden for 5 år siden. Hvis en have påståret at Dianthos nederdel havde været lige så let, som øvre del vidste man godt det var en løgn.  

Den spinkel dreng var begyndt, at løbe væk fra bøllerne, som han var sikker på ville banke ham, nu var han stukket af fra sin storesøster, som sikket rendte rundt på markedspladsen leder efter Jason. Et lille skævt smil kom frem på læben på knægten ved tanken, selvom han løb væk fra problemerne fra før. ' Mon de stadigvæk følge efter mig' var en lille indre stemmen, som standes drengens løb, dog holdt Jason sig inde i skyggerne, da han ikke ønskede at støde på andre fjendtlige bekendtskaber.

Den unge dreng stoppede op nogen gyder væk end smule stak ånde, da han ikke var i form på nogen måde, som for 5 år siden. Så Jason lænende sig en smule forover med begge hænder placere på de bøjede ben. Jason havde mørkede slidte busker på med en marcherne mørkeblå langarmet bluse og et tørklæde, som dækkede det mest af hans hovedet. Der gik lidt tid før drengen fik vejret tilbage, dog kunne han næsten fornemmen nogen i nærheden ude at vide hvem det er. " Kom frem på mørket! Jeg advarede dig jeg kan godt finde ud af slås!" Halv råbte den usikker dreng, som blot ledte efter Pax.  

Jason hev efter vejret endnu, men havde stil sig parat til at slås for hans liv, da den gamle bandet ældre knægte ledet efter Jason, som man lidt kunne høre ude på gågaden. 

Pax lod ikke sit ansigt afsløre, hvad end han måtte føle, des tættere drengene kom på ham. Han genkendte dem, men ikke fra hans egen gruppe, hvilket gjorde dem til hans fjender – og han deres.
Desuden var det vanskeligt rigtigt at koncentrere sig, når Jason befandt sig ikke langt derfra. Og pustede han? Hvorfor hev han sådan efter vejret?

”Filips lille skøgehund!”
”Ja, hvad så, Pax? Går det godt, gamle mand?”
”Hah! Gamle mand! Du så pisse grim at se på!”

Pax hørte godt ordene men svarede ikke. Han havde ikke ry for at snakke folk et øre af, og af uvisse årsager virkede det heller ikke vigtigt, som han stod der, parat til at springe afsted. ”Jason?”, råbte han dog pludselig, uden at tage hans stålgrå øjne fra de ældre drenge.

”Jason? Er du – hvor er du?”

Selvom Jason hev efter vejret, da han var stukket af fra de ældre drenge, som næsten havde overfaldt ham. Den spinkel dreng, som han var blevet havde ikke fleste kræfter til at kæmp mod tre bøller som de var. Der gik ikke lang tid før den unge knægt opfattede at de tre bøller ikke var efter ham længere, men de havde fundet et nyt offer.  

Så Jason valgte at snig sig hen ved hjælp fra skyggerne, som var et vigtig redskab for unge tyv eller hvad man nu fik dem til at lave. Da han kom hen mod de tre bøller, kunne de mørke brune øjnene hurtige fange en anden skikkelse som kaldte på Jason. Stemmen var ikke til at tage fejl af. Pax stemmen var ikke svær at tage fejl af, så Jason sprang fra for skyggerne " I rør ham ikke... " Stemmer han frem, det var tydelig at se den ellers kække knægt var nervøst, men Jason var klar til kæmp selvom han godt vidste det ikke ville ende til hans fordel. " Pax.. er du okay ?" Spurgte Jason frem før en af de større drenge slog mod de to mindre drenge.

De tre drenge kastede morede blikke til hinanden og gjorde dernæst noget, Pax instinktivt forstod hvad betød. Han havde set ulve gøre det samme: sprede sig ud i par, omringe og afskære deres bytte dens flugtvej for dernæst at angribe. Dog aldrig samtidig, nej det var de for kloge til. I stedet lod de hinanden komme til, så nedslagtningen gik på tur og selvom det for menneskeøjne kunne anses som barbarisk, var der for Pax en skønhed i den kliniske effektivitet og præcision. Ingen kom noget til, ingen led unødvendigt, ingen blev kørt trætte.
Pax vidste dog, at de tre drenge ikke besad samme intellekt. Han vidste det, fordi de spredte sig men at afstanden, de lagde til hinanden, var for lang. Det gav ham selv rigeligt med plads til kun at koncentrere sig om en, og hvis han var dygtig – hvis han var dygtig, kunne han tage en ned før, at den næste kom til undsætning. 

”Hey Jason”, hilste Pax mumlende, hvorefter han også selv trak sig væk fra de øvrige, i retning af den gamle ven. På intet tidspunkt forlod hans stålgrå øjne drengene, men for rundt imellem dem, hele tiden afsøgende. Med en hånd strakt bagud begyndte Pax at vifte med den, som tegn til at Jason skulle gribe fat i den, lade ham vide hvor han befandt sig.

Det var ikke noget nyt at knægtene i nedre dele slogs, og dette var heller ikke noget nyt. De mørke brune øjnene så på dem de tre ældere drenge, men de fandt hurtig mod Pax, som drengene havde valgte som deres nye offer.  

Jason tavst da han godt kunne fornemmede dette alvores øjeblik, selvom denne spinkle unge herre, ikke havde de bedste odds mod nogen af dem, da hans musklerne ikke var særlig trænede, da han kun var kommet tilbage efter en form for genoptræning, der gik ikke lang tid før, han så Pax udtræk hånd, som han hurtig tog fat i den efterfulgt han bukkede sig, da en af drenge slog ud efter dem. " Pax.. lad os komme væk " Prøvede Jason og sige mens han prøvede at komme væk fra de tre drenge.