Zirra havde fulgt en deling fra Mørket i en lille dags tid efter at være mødt op med dem på en af de mange lyssky landeveje i Tusmørkedalen. De nærmede sig stødt bjergene, hvor målet var en jernmine, der skulle saboteres, så Lyset blev tvunget til at sprede deres ressourcer endnu tyndere ud, end de i forvejen havde. Hvad delingen ikke vidste, var at Zirra var spion og ledte dem direkte hen til en overraskelse i minerne. Hvad hun ikke havde troet, var at deres mål aldrig havde været minerne. 

Ved aftenens bål stod det klar for hende, at de havde søgt en lokal kontakt med mineerfaring for at dække over, at de simpelthen bare havde brug for en lokal kontakt. Ingen af de spørgsmål, de stillede hende, handlede om minerne eller vejen dertil, og de var nu så meget på afveje, at Zirras bange anelser sitrede helt ud i hendes fingerspidser. 
Hun gav stadig personligheden alt, den kunne bære. Sang med på deres sange om bålet og tog del i vinflasken, der blev sendt rundt, selvom det smagte mere af salt og pis end druer. Hun var Zirale for dem, for dæknavnet var næsten en lige så indgroet del af hende som hendes rigtige navn - også selvom det havde fået en klam undertone efter hun havde hørt Cosimus Flagell stønne det i sit øre. 

Men da bålet døde ud og folk gik til ro, var Zirra stiv i lemmerne og havde hjertet siddende i halsen, hvor det buldrede løs. Hun skulle væk herfra og finde tilbage til sine folk, så de kunne afbryde det her. Hun vidste, soldater stod klar til at lægge dem i lænker, men hvad hvis Mørket havde vidst det hele tiden? Hvad hvis hun pludselig var en del af bagholdet frem for omvendt?
Teltet, hun sov i, var hastigt sat op og indeholdt seks andre. De gjorde sig ud for at være almindelige rejsende, så at sove på jorden, når de var så mange og på denne her årstid, ville gøre enhver forbipasserende mistænksom. Det var heldigt for hende, for så kunne hun nemmere snige sig væk ubemærket. Da de andre var gået til ro, stod hun op igen. Tingene, hun havde haft med, blev liggende. Der var intet, hun ikke kunne undvære, og hun havde sit tøj og et simpelt kortsværd i bæltet. Med forsøgende rolige bevægelser forlod hun teltet og prøvede at holde tankerne på, at hun bare skulle tisse, så de andre ikke ville opfange den nervøsitet, der krøb op ad hendes ben.
Udenfor var bålet blevet til gløder, og næsten som en eftertanke satte hun ild til en pind og lagde den i græsset ved siden af det telt, hun havde sovet i. Lyset førte hun over i en stor sten, som hun tog med sig, idet hun fortsatte ud i buskadset. De ville ikke opdage det, før det var for sent. Det havde hun selv oplevet på egen krop. 

Ude i buskadset gik hun roligt de første ti meter. Så løb hun alt, hvad remmer og tøj kunne holde. 

Det var en god blanding af både erfarende og mindre erfarende folk fra mørket, som var blevet sendt mod en af bjergkæderne i Tusmørkedalen. Et dusin, hvor største delen af ansigterne ikke var nogen, som Sedna havde stødt på før. I sig selv ikke særligt besynderligt; mørkets folk var mange og spredt godt ud over landet.
Stemningen den aften havde været høj blandt delingen, efter den egentlige mission var blevet diskuteret flittigt. Herefter var de sjofle vittigheder med latter, skulderklap og vippende øjenbryn blevet delt skamløst omkring bålet, mens en vinflaske med hjemmebryg gik på omgang. Da flasken nåde til mørkelveren lod hun den pænt forbi passere, det var år siden hun havde gjort sig beredskab med det sprøjt og det var noget nært umuligt at få den grimme smag væk fra munden, når først den havde ramt tunge og svælg.

Sedna var en af de første til at trække sig tilbage, til det ene af de to halv sløset opsatte telte. Det føltes som hun kun lige var faldet i søvn, da omtrent den ene halvdel af delingen tilsluttede sig hende i teltet og forfærdelig snorken, frarøvede enhver mulighed for yderligere søvn. Tanken om at kvæle den åndsamøbe, hvis luftveje truede med at vække de små, nærliggende landsbyer nåede at strejfe sindet. I stedet var det med en lavmælt, tæt på uhørlig vrissen hun bevægede sig fra teltet og ud i den altopslugende mørke nat.
Træt gled hænderne over det mørke ansigt, kun for ud af øjenkrogen at bemærke en skikkelse pusle rundt. Skikkelsen genkendte hun, selv i mørket, som værende Zirale’s og det var derfor ikke med større årvågenhed der blev holdt øje med den blonde kvinde. Indtil der gik ild til lejren!
De gyldne øjne spærrede sig først op i overraskelse og vantro til hvad hun lige havde bevidnet, før de knurrende smallede sig ”ILD!”. Ordet flækkede nattens stilhed, før den flød sammen med den knitrende ild, der hastigt åd sig ind på det første telt. Væltende ud fra teltet Sedna var kommet fra kom de resterende personer. Med ordren om at få slukket ilden, redde de der kunne reddes fra flammerne og forræderi råbt over skulderen, satte mørkelveren i løb, i samme retning som forræderen var stukket af i; Hun kunne ikke være noget langt.
Bag dem begyndte skrig af rædsel høres, da ilden sulten fik fat i flere fra delingen, hvor den åd sig grådigt gennem tøj, hår og hud. Dødemands skrig der kunne høres langt fra deres oprindelse i det orange røde inferno.

Mens hun løb, blev stenens lys kraftigere og kraftigere. Flammerne sugede væv til sig og voksede sig større og større. Selvom det var forventet, gik der stadig et sæt igennem hende, da stenen knækkede i hendes hånd og lyset forsvandt fra den. Tre stykker sten faldt til jorden, og Zirra så sig over skulderen, hvor himlen over træerne blev oplyst af det flammeskær, stenen ikke længere kunne holde. Råb og skrig steg op, og hun vidste, hun ikke havde lang tid at løbe på. Kom hun ikke hurtigt nok væk... 

Stenen. 
Zirra måtte finde sin for-Zaladin-jeg-er-i-problemer-sten, så de overordnede kunne sende hjælp eller... I det mindste vide det. 
Inden hun tog ud på opgave, tog hun lyset fra et vokslys med, som de holdt øje med tilbage i den lille lejr, der var sat op i nærheden af minen. Sendte hun lyset tilbage til vokslyset, før opgaven var udført, ville de vide, noget var galt, og måske ville de nå at sende hende hjælp. 
Hun havde den altid i... Zirra stoppede op med hurtig vejrtrækning og stak hånden i samtlige lommer. Hun havde den altid i inderlommen! Altid! Den kunne da ikke være endt i bæltetasken med de andre? 
"Pis, pis, pis, pis," hviskede hun febrilsk, mens hun stak hånden i bæltetasken med de andre lysende sten.
Lys var snuppet fra forskellige fakler, lysestager og gløder fra bål, hun var stødt på på rejsen. Hun vidste aldrig hvornår hun skulle bruge lidt lysende sten jo, fortalte hun sig selv. Lige nu skulle hun bare bruge en meget specifik sten, som ikke så ud til at være nogen steder. 

Som forudset var den blonde kvinde ikke nået langt væk, at det så til dels skyldes at hun som en anden idiot var standset op, var detaljer der ikke var værd at hænge sig i. I febrilske bevægelser gled hænderne ind og ud af samtlige lommer, da de ikke fandt hvad de søgte. En gennemgribende panik virkede til at gribe sig om hende, da det blev klart for hende at selv inderlommen ikke var gevinstgivende.
Bæltetasken var det næste sted der stod for skud, og mens hun var travlt optaget af at gennemrode bæltetasken sneg mørkelveren sig nærmere, så lydløst det var muligt med en vejrtrækning påvirket af den eftersættelse Sedna havde sat i efter Zirale.

Tungespidsen gled fugtende hen over de mørke læber, imens mundvigene trak sig i op ad i et skævt, legesygt smil jo nærmere hun trådte mennesket eller menneske hylsteret. Skridtene var lange og rolige. For rolige til at det varslede noget godt og med den samme målrettethed kun et rovdyr nærmede sig sit bytte ville træde. ”Regel nummer et, der er altid øjne der hviler på dig. Selv når du tror andet og i skjul tjekker op på om du nu stadig har dén ene lille vigtige ting. -” en kort kunstnerisk pause blev taget, men før Zirra kunne nå at komme med protester tilføjede Sedna mere spottene ”- Du burde være forsat dit løb, alt den tid du spildte på at lede efter noget der slet ikke var der.” mellem pege- og tommelfinger holdt hun dén lille sten op foran sig, til skue for sig selv og Zirra, og lod de gyldne øjne studerende betragte den. Noget der fejlagtigt kunne få hende til at virke uopmærksom på kvinden overfor sig. Kropssproget fortalte stik modsat, nok hvilede blikket ikke på forræderen, men alle andre sanser var rettet mod hende.
"Så sig mig Zirale hvis det da er dit navn, ikke at det betyder noget jeg skal nok få det ud af dig. Kan du lide at danse?" Spurgte hun spindene. I et ryk flyttede blikket sig til blondinen. Hånden lukkede sig tæt omkring stenen, hvorefter den forsvandt væk i en inderlomme.

Zirra var stivnet så snart ordene ramte hendes øregange. Det var en grad af uheldigt pislort, hun virkelig ikke havde brug for lige nu, og mens hun varsomt vendte sig om, trådte hun også flere skridt tilbage. Langsomt kom Sedna til syne fra krattet, men hun havde allerede genkendt hende på stemmen. En fin stemme, der havde hævet humøret omkring bålet og Zirra havde faktisk næsten kunne lide hendes vittigheder, var det ikke fordi de stod på modsatte sider. 
Men hun var mere snu end hun gav sig ud for at være, så hun nu. Hvorfor havde hun taget Zirras lille, lysende sten? Hvornår havde hun taget den? Ved Aladrios' hellige himmeltempel, hun burde have set det ske eller i det mindste tjekket, at hun havde stenen en gang imellem. Det var slet ikke faldet hende ind, at nogen ville tage én lysende sten fra hendes lomme, når hun havde en hel bæltetaske fuld.

Der var et par muligheder for hende nu, men ingen af dem virkede særligt brugbare. Hun kunne trække sit kortsværd. Sednas kampevner var så tydeligt overlegne, at det absolut kun ville skænke hende en hurtig død. Hun kunne prøve at kaste sig mod hende og fange stenen - det ville nok kun opnå død på en anden, hurtig måde. 
"Jeg elsker at danse, Sedna," sagde hun og løj ikke engang. Hun snakkede bare om en meget anderledes form for dans, end mørkelverkvinden gjorde. "Lad os tage den til en fest engang."
Hun havde stadig hånden i tasken, og hun tog en håndfuld op og kastede en blanding af lysende og ikke lysende sten efter Sedna. Samtidig fik hun sine fem små ildfluer til at dukke op og suse hen imod hende. De var komplet ufarlige ligesom lyset i stenene, men det var alt Zirra havde som afledningsmanøvre, og hun vendte om på hælen og stak i videre løb ind i skoven. 
Den plan holdt lige indtil en rod fangede hendes fod, og hun faldt lige så lang, hun var. 

Forvirringen blev total da de blå øjne søgte mod ejeren til stemmen, der tiltalte hende. Kun for at opdage at stenen ikke bare var forsvundet, tabt, men stjålet af en der aldrig skulle have fattet mistanke. Hvert skridt hun forsøgte at lægge mellem dem, blev med det samme tilbagelagt, da Sedna ikke lagde an til at standse sin kurs mod blondinen.
Underlæben skød sig frem, mundvigene tvang sig mod den bløde jord og øjenbrynene der var flyttet tættere mod hinanden, hævede sig kort mod himlen i den påtaget skuffede mine ”Her er jeg så flink at byde dig til en måneskins dans...” sætningen lod hun ebbe ud i nattens mørke, men skuffelsen flød tykt i den ellers fine kvindestemme, gjorde den næsten sørgmodig at lytte til. ”Nuvel, som du ønsker.” klikkede hun med tungen før hvidt brød det mørke ansigt, i et sandt rovdyrs smil.
Lige inden hun skulle til at korte den sidste afstand mellem dem i et kraftspring, sværmede ildfluer i hendes synsfelt, sammen med kasteskytset. Uvidende om stene kunne andet end bare at lyse, afværgede Sedna med begge arme for sit ansigt, forventende små eksplosioner.
En knurren helt nede fra mellemgulvet lød, da det blev klart at det var intet mindre end et tåbeligt, desperat forsøg på en afledningsmanøvre. Zirra havde udnyttet den, da Sedna var bidt på og havde dækket ansigtet kortvarigt. De gyldne øjne nåede akkurat kun at se hendes ryg, før skoven havde andre planer med hende. En chance der ikke måtte og ikke kunne forspildes.

Det måtte føltes som om Zirra’s krop kun lige havde nået at ramme den våde jord, før hun i stedet for at stirre mod mos dækkede jordbund, havde udgik til de sorte trækroner; hvis da ikke Sedna’s ansigt havde blokeret udsigten. Siddende overskrævs med et knæ placeret mod hver arm, tvang Zirra til at ligge fastlåst under fjenden.
Hænderne greb om hendes ansigt, hvor fingrene sørgede for hun ikke kunne lukke øjnene i, da de gyldne søgte hendes blå. ”Dumt træk Zirale!” knurrede Sedna vredt, før de blev til pupil-løse blege måner mod en mørk nattehimmel. Alt hun skulle bruge var 10 sekunder uden at øjenkontakten blev brudt. For hvert sekund ville Zirra kunne mærke hvordan hun mistede kontakten til egen krop, at hun ville blive ude af stand til at bevæge kroppen, hvordan den blev et fængsel for hende.

De gyldne øjne blev lige så hvide som månen og sugede hende ind, som var der ikke andet at se på. Et gisp satte sig fast i halsen på hende, og hun virrede med hovedet - til ingen nytte som det stærke væsen over hende holdt det fastlåst i sin position. Det første hun mistede følingen med var benene. Hun sparkede og satte hælene i jorden for at skabe modvægt, så hun kunne vælte Sedna af sig, men pludselig ville de ikke lystre. Hun mærkede græssets dugvåde kulde mod en blottet ankel, men havde ingen kontrol over den og kunne ikke flytte den væk. 
Dernæst røg hænderne. Hendes negle havde været presset ind i det, hun kunne få fat på, men nu stivnede de i deres krampagtige stilling. Armene kunne ikke længere spændes, når hun tænkte på det. Maven holdt op med at vride sig under Sednas vægt. 

Zirra snappede efter vejret. Det her kunne ikke ske, måtte ikke ske. I forvejen havde opgaven været farlig, men at hun nu lå lammet under en mørkelver - en mørkelver fra Mørket endda - var væsentlig værre end noget, der kunne være gået galt. Ville hun slæbe hende tilbage til gruppen nu eller slå hende ihjel med det samme? Noget i hende bad om det sidste, for hun havde hørt et par af deres grusomme historier og havde ikke lyst til at blive en del af dem. Var hun heldig, ville ilden have tiltrukket opmærksomhed, og så kunne Sedna ikke bare slæbe hende med tilbage uden at fortælle civile eller andre hjælpende, at de var en gruppe fra Mørket. Men Sedna havde ikke slået Zirra som en, der ville slå ihjel på stedet. Desværre.
"Hvad gør du?" spurgte hun, mens panikken spredte sig som koldsved ned over den lammede krop. "Hvad gør du ved mig?!"

En ting var at se hvordan et andet individ stivnede for hendes blik, men det var nærmest berusende at mærke det. Hvordan musklerne på en og samme tid blev både hårde og bløde under hende. Mest magtfuld var følelsen når panikken steg op og fæstnede sig blikket på den anden, når det gik op for dem de var underlagt hendes vilje og kroppen ikke længere lystrede. Et blink og hende øjne var tilbage til de normale pøle af guld og hænderne slap deres tag om det lyse ansigt. ”Mig? Jeg ved ikke hvad du fabler om?” kom det forundret fra hende, ved beskyldningen om at hun skulle gøre noget ved kvinden under sig. Med nænsomme fingre blev enkelte vildfarende lyse hårlokker strøget væk fra ansigtet, mens hun betragtede hende.
Hun virkede bekendt, gjorde hun ikke? Tanken blev slået hen lige så hurtigt som den var dukket op. Naturligvis kendte hun ikke Zirra, de havde aldrig mødtes før. Sikker på at der ikke var blevet hængt eller delt løbesedler, ud blandt mørkets styrker, med en tegning af hendes ansigt på. Hun lignede bare alle andre mennesker, som mennesker også ville mene Sedna lignede alle andre mørkelvere?

Med visheden om at Zirra ikke foreløbigt ville løbe nogle steder, flyttede hun sig fra positionen over hende ”Vi kan gøre det på den nemme måde eller den ufine måde, det er helt op til dig.” hun var vel nemme så ubegavet at en dybere forklaring ville kræves, det burde være til at regne ud helt præcis, hvad Sedna mente med de ord.
Uden at afvente svaret, greb hun om anklerne på Zirra for at trække hende mod det nærmeste træ, hvor hun ville blive placeret med ryggen støttende imod. Her knælede hun foran hende, hvorefter flere små knive og syl i varierende størrelse blev lagt frem på jorden foran Zirra ”Vi starter blidt, skal vi? Hvem er du, hvad er dit rigtige navn?” spurgte hun og løftede blikket fra fingrenes arbejde med sirligt at lægge det lille arsenal af tortur remedier på rad og række. Det så måske ikke ud af meget, men det var også begrænset hvad man kunne have med ude i felten; her ude måtte man være kreativ og bruge hvad omgivelser tilbød.

Zirra kunne mærke alting men gøre ingenting. Turen henover underskoven rev og kradsede i ryg, tøj og hår, og hun bed tænderne hårdt sammen for ikke at give Sedna fornøjelsen af et udbrud. Hendes arme bankede mod rødder i underlaget indtil Sedna fik slæbt hende langt nok og møvet hende op ad et træ. 
Der var en knast i træet lige hvor hun lænede op ad det, men hun kunne ikke aktivere musklerne til at rykke dig fra den. Hendes ene hånd var stadig krummet sammen som om hun forsøgte at bore fingrene ind i den blotte luft. Fingrene rystede let under den tvungne muskelspænding, men de nægtede at slappe af, når hun tænkte tanken. Det eneste hun kunne var at rykke en smule på hovedet og tale.

"Bare Zirra. Zirale lyder lidt... Pænere, du ved?" svarede hun med en nervøs latter ved synet af de ting, Sedna pakkede ud. Syle. Hvorfor skulle det altid være syle? "Du behøver ikke gøre det her, Sedna. Det var ikke fordi jeg ønskede at gøre jer fortræd, virkelig," løj hun behændigt videre. "Men jeg troede jo bare I skulle til minen. Det må du forstå, ikke? Jeg vil ikke have andre kommer til skade, jeg er også bare beboer her, ikke?" 

Der havde nok været mere nænsomme måder at få Zirra hen til træet på. Hun kunne være blevet trukket af sted med hænderne under armhulerne på hende, end at trække afsted med hende i anklerne, så overdelen blev trukket op og blottede ryggen mod den kolde jord i den uværdige håndtering. Trøje og jakke var ikke blevet trukket det sidste stykke på plads, ved placeringen mod træet. I stedet fik hun både glæde af at mærke den ru bark og knas trykkede sig ind i den lyse ryg. Den krampagtige hånd blev dog, nok noget uventet rettet ud, var Zirra intet andet end en forvokset dukke. Det ville ikke gøre ondt på hende.

”Klogt at vælge et dæknavn ikke langt fra dit eget.” tilkendegav hun anerkendende. Så mange valgte at komplicere tingene for sig selv, valgte navne der lå få langt væk fra deres eget at når de endte i pressede situationer kunne de færreste holde fast i deres løgn. Det havde dog næsten været for nemt at få hende til at indrømme sit navn og en lille skuffelse nåede at sætte sig i maven på Sedna.
Et lille fladt, lukket læderetui, ikke meget større end den inderlomme det havde ligget i blev lagt ned til resten af remedierne. ”Der tager du helt fejl Zirra, du kunne ikke tage mere fejl. Jeg bliver netop nødt til det her og ved du hvorfor? -” Zirra fik ikke mange sekunder til at give et bud, for sandheden var Sedna alligevel ikke ville lytte til ordene. Ikke nok til at det ville give grobund for en overvejelse til at lade hende slippe. ”- Fordi du kunne have stukket af, uden at sætte ild til lejren. Sikke en ravage du ene kvinde, fik lavet og så tror du virkelig jeg køber du er en simpel beboer?” et hoved ryst besvarede det spørgsmål, der i sig selv ikke var andet end retorisk.
Opmærksomheden blev vendt mod snører støvlerne på Zirra’s fødder. Fingrene arbejdede næsten helt ubesværet med at få dem bundet op, så de kunne trækkes af, til hun sad med bare fødder i den kolde nat. ”Hvorfor er den sten så vigtig, Zirra? Hvad skal den bruges til?” Blikket løftede sig fra den fod Sedna havde grebet under hælen og landede på Zirra’s ansigt. Uden at bryde øjenkontakten, andet modsatte hånd vej til det lille læder etui.

Pis, Sedna bed ikke på. Zirra bed sig i læben, som hun begyndte at pille støvlerne af hende. Den kolde luft sendte gys op igennem hendes krop. Gys, der rystede hende men blev siddende lige under huden, fordi hun ikke kunne ryste følelsen af sig. I hendes tanker dukkede billeder af Thanos op, da han havde bundet hendes støvler op og svirpet de følsomme nervebaner under fødderne med en pilekvist. Hvorfor havde hun på fornemmelsen, at det ikke var en pilekvist, Sedna havde i den lille læderindbinding?

Hun kendte den her leg lidt for godt efterhånden, og det virkede desværre som om Sedna heller ikke var ny til det. Hun ville have svar og faldt hverken for Zirras påtagede nervøsitet eller fastholdelsen af historien om at være lokal. Det sagt, så  havde hun ikke behov for at spille meget skuespil på den nervøse side, for det her var rent faktisk en tilpas stor lortesituation til, at hendes krop havde startet mild panik op helt af sig selv. Uanset hvad, var hun på skideren. Lammet af hvad end Sednas øjne, havde gjort ved hende, men stadig i stand til at føle. Dét lovede ikke godt.
Tid til at finde på et par løgne. 
"Det er..." begyndte hun og trak tænketiden længere ved at se fra sine bare fødder til læderetuiet. "Det er den eneste, der kan eksplodere."
Hun havde lyst til at sige mere og prøve at køre videre med jeg-er-en-simpel-beboer-og-nu-lidt-i-panik-vinklen, men lige nu virkede det til hun fik mere ud af at holde kæft og kun svare på tiltale. 
Zirra anede ikke, hvor meget Sedna havde luret af hendes magi, men hun havde før haft nogenlunde held med at overbevise folk om, at hendes små sten var særdeles farlige, så måske kunne hun være heldig igen. Hun havde uden tvivl set, at stenene, hun havde kastet tidligere kun var til distraktion, men så langt ude ville det vel ikke være, hvis hun havde én sten, der var anderledes magisk ladet? Kunne hun overbevise Sedna om at det var stenene, der var magiske, og at det ikke bare var tilfældige sten fra underskoven, som hun brugte til at lagre ubrugelige lyskilder? Hvis hun var mere heldig end hun ellers havde været her til aften, kunne det jo være, Sedna tvang hende til at bevise det.

De andre sten havde jo vist sig at være mildt sagt, fuldkommen nyttesløse, da Zirra havde valgt at kaste dem på mørkelveren. Oplagt havde været at antage den sidste sten var mindst lige så uduelig, men Zirra havde ikke gemt stenen sammen med de andre. Den havde været i inderlommen, og hun havde ved deres vandring ud, flere gange tjekket op på lommen i sådan en grad, at den måtte være eller kunne noget ganske særligt.
I et øjeblik standsede Sedna sine bevægelser, og lignede en der lod til at overveje om hun ville æde den fortælling råt, bide på løgnen der blev solgt for en sandhed ”Hvordan får du den til at eksplodere, hvor stor er dens rækkevidde?” med stenen i sin egen inderlomme ville hun ikke tage unødige chancer, skulle Zirra faktisk tale sandt. Det kunne være en køn måde at nå mod Kile’s porte på ved, at en sten der efterlod et hul i brystet på hende skulle være hendes endeligt. Alt efter hvilket svar hun ville modtage, ville hun enten fjerne stenen fra inderlommen og få den på passende afstand. Hvad enten det betød hun måtte rejse sig og lægge den fra sig væk fra dem eller kunne nøjes med at have den liggende på jorden, lidt længere væk end en armslængde.
Herefter ville hun fortsætte hvor hun var stoppet, og åbnede etuiet. Selv i den sparsommelige belysning, månen over trækronerne kastede af sig, var det ikke til at tage fejl af. I læderet lå flere små nåle, ligesom sylene var de i forskellige størrelser; alt lige fra en helt almindelig spinkel synål til en kraftigere lædernål. En af de mindre nåle blev trukket fri ”Hvem arbejder du for?” spørgsmålet var blottet for alt følelse, kun en isende kulde lå tilbage bag hendes ord. Nålespidsen lagde sig mod neglen på den ene storetås kant, hvor den Sedna uden at trække en mine trykkede den ind under neglen.

"Jeg skal røre ved den, og den kan kastes," svarede hun med det samme, og fulgte Sedna med blikket, som kvinden beholdt den i lommen og begyndte at pakke ting ud. 
Zirra havde virkelig håbet, hun ville bede hende demonstrere det, så hun kunne sende et nødkald om hjælp - sikkert få tæv for sin løgn, men det betød mindre, hvis hun vidste, der var hjælp på vej. Hvordan skulle de vide, hun var i problemer nu - kunne de se ilden fra den lille lejr og regne det ud? Nej, hun var nok alene her under trækronerne. Alene sammen med Sedna. 

Hun svarede ikke på Sednas spørgsmål. Heller ikke da smerten kom og fik hende til at snappe efter vejret og bide tænderne hårdt sammen. Hun var fortsat tavs og sammenbidt, mens smerten blev værre. Hun brugte en vejrtrækningsøvelse, hun havde lært og så for sit indre blik, hvordan smerten ikke var en del af hende, men en stor kugle foran hende, som ikke kunne skade hende. Hun prøvede at lukke ørerne for Sednas ord og lytte til de få nattelyde, skoven kom med. De kunne stadig høre råb og buldrende ild i det fjerne. 
Hun ville ikke knække. Hun var knækket til Thanos, og hun havde villigt indgået i mere smertetræning. Men selvom hun havde et helt nyt arsenal af øvelser, følte hun sig slet, slet ikke klar til det her. Sedna var på ingen måde en normal kriger - hun vidste hvordan man torturerede, og hun gjorde det forbandet godt. 

Hun kunne have begyndt med langt mildere metoder end den valgte, langsomt opbygge den smerten til den ikke Zirra ville bønfalde hende om at tage hendes liv, bare for at slippe for de pinsler der gjorde det utåleligt at være i egen krop. Havde det da ikke været fordi lyden af flammer der åd sig gennem natten og tilhørende råb stadig lød bag dem. Det ville kun være et spørgsmål om tid, før den nærliggende landsby ville reagere på begge dele og stadig uvidende om sin delings tilstand, tog Sedna sig ingen chancer med tid hun ikke havde.
Zirra var mere hårdfør end de fleste Sedna havde haft mellem fingrene, som mindede om hende. Uanset hvor mange gange de små metalnåle blev presset eller trukket ud af huden, så fik Sedna ikke svar på sit spørgsmål. Til lige dele irritation og begejstring. Irritation over hun ikke uden videre lod sig knække og begejstret over at legen ikke skulle stoppe her og nu.
Foden blev sluppet, havde hun været et barn hvis interesse pludseligt var skiftet fra et stykke legetøj til et andet, denne gang uden at fjerne nålene først. ”Almindelige bønder lære ikke vejrtrækningsøvelser Zirra, så jeg spørg én gang til, hvem arbejder du for? Hvem har sendt dig med delingen?” det sidste af spørgsmålet var kun akkurat sluppet ud mellem de mørke læber, før end hånd lagde sig over Zirra’s mund, med tommel- og pegefinger klemmende sammen mod næsefløjene.
Med Zirra frarøvet muligheden for kropsligt at stritte imod, var det tæt på umuligt at vide hvornår Zirra nærmede sig hendes grænse, inden hun ville drive hen i ubevidsthed forsaget af iltmangel. Derfor fra Sedna’s blik fastlåst på Zirra’s ansigt. Lige på grænsen lod hun sin hånd fjerne sig fra næse og mund, afventende svar på spørgsmålet. Lod Zirra ikke til at svare hende, ville hånden lægge sig tilbage som en kvælende maske.

Zirra anede ikke, hvor lang tid der var gået. Smerten havde fået hende til at overdøve det, de ellers kunne høre af flammer og råb, med sine egne skrig. Hun tabte sig selv i smerten, der buldrede op gennem hende, men ingen ord kom over hendes læber. Hun kunne klare det her, om hun så skulle dø i den kolde skovbund. Hun kendte risikoen af sit arbejde, og det eneste, hun fortrød, var at hun stadig var enormt meget uvenner med Treston. 

Sedna slap hendes fod og kulden fra jorden sendte jag op igennem hendes ben fra hælen. Nålene føltes om muligt endnu koldere under huden, og hun bed tænderne sammen mens et par smertetårer løb fra hendes øjenkroge. Hun nåede ikke engang at ånde lettet op og vende en smule tilbage til verden, før Sednas hånd lagde sig over hendes næse og mund. Der var intet at gøre. Hun kunne ikke stritte imod, og selvom brystkassen føltes som om den skulle til at eksplodere, var der ingen reaktion fra den paralyserede krop. 
De gyldne øjne var det eneste, hun kunne skelne fra mørke, idet synet blev sløret og alt faldt i ét. En høj hyletone dukkede op for hendes indre øre og hun syntes at høre intense skrig ind over den. Det hele stoppede brat, da Sedna fjernede hånden, og Zirras lunger tvang luft ned så hurtigt, at det brændte i struben.

Hun rystede på hovedet og nikkede sløvt af svimmelhed. Det var bedre ikke at sige noget. Hvis hun blev sindssyg først, ville de ikke kunne bruge hende mod andre. Et par lange åndedrag nåede at blive taget, inden luftvejene blev lukket til igen. I en ufrivillig krampetrækning krummede et par af hendes tær sig sammen.
Mens Sedna fortsatte sin intervalkvælning, fik Zirra mere og mere føling tilbage. Det startede i tær og fingerspidser og kravlede langsomt op langs arme. Det blev sværere og sværere for hende ikke at begynde at kæmpe imod under Sednas hånd, men på den måde mørkelveren blev ved på, fik Zirra fornemmelsen af, at hun ikke vidste, magien var ved at høre op. Hun forblev lam så længe hun overhovedet kunne, og lige inden Sedna igen skulle til at blokere hendes lufttilførsel, kastede Zirra sig mod hende. Det var hendes hånd, der drev handlingen. Blikket var fastlåst på inderlommen, hvor hun havde set Sedna lægge stenen ind, og hendes hånd borede sig ind mellem stoflag, og hun aktiverede magien til at slippe al lys fri, så snart hun berørte den. 
Idet hendes ryg rev sig fri af træet og hun kom opad - hun prøvede at bide efter Sednas hånd, nu hun var i gang - kom svimmelheden fra iltmanglen dog også skyllende ind over hende, og udover den meget målrettede hånd, ville hendes lemmer ikke rigtig gøre, som hun ville.

Mund og næse fik ikke lov til at være fri længe ad gangen. Sedna lod hende kun lige få luft nok til at kunne besvare spørgsmålet der hver gang luftvejene blev lukket blokeret, blev stillet igen. Irritationen over at mennesket hold stædigt fast i intet at sige, end ikke spydige fraser blev spyttet ud som hån for stadig ikke at have knækket hende. Den sidste del var hvad der fik irritationen til at fylde mere og mere. De der holdt lige så tæt som en dybtshavs østers, var også dem der krævede mest arbejde, de der udholdt mest og var mere end villige til dø, hvis det betød de kunne tages deres hemmeligheder med sig.
I sin irritation havde Sedna fejlagtigt mistet følelsen for, hvor længe Zirra have været paralyseret og at denne var ved at aftage.
Hun ville have været oprigtigt imponeret over hvor længe Zirra havde formået at lægge bånd på sig selv, var det ikke lige fordi Zirra’s pludseligt fik kroppen eller en del af den til at lystre. Sekunder var alt det tog hende for at finde vej til inderlommen og stenen. Sikker på stenen ville sprænges i brystkasse på hende, klemte de gyldne øjne sig hårdt sammen, forberedende på smerten, hvis den overhovedet ville komme? Ligesom eksplorationen kom smerten i brystkassen aldrig.
Forvirringen var total og tegnede sig tydelige spor i det mørke ansigt. Bidet ud efter hånden fik Sedna til at trække den uden for rækkevidde, kun for at lade den knyttes og kollidere med kindbenet. Ikke hårdt nok til at det ville brækkes, men kraftfuldt nok til det ville efterlade et pænt midlertidigt minde om mørkelveren. ”Hvad gjorde du?!” for første gang var Sedna’s stemme ikke fattet, som den havde været hidtil, en snert af panik dæmrede i den.
Hvornår havde hun sidst mistet overblikket, kontrollen på denne måde, huskede hun næsten ikke længere. Kun fordi det var sket i Septa’s nærvær, kunne Sedna stadig erindre det svagt. Kontrollen skulle tilbage hurtigst muligt og for alt i verden ikke forsvinde igen, end ikke for et øjebliks blink med øjet.

Zirra væltede bagover i græsset, da Sednas knytnæve ramte hendes ansigt. Ryggen skrabede mod træets bark på vej ned og mens smertens varme bredte sig over den ene kind, blev den anden dyppet i dugvådt græs. Armen var stadig udstrakt efter at have grebet efter stenen, så hun nåede ikke at tage fra i faldet. 
Men Sednas spørgsmål bekræftede hende i, at hun havde gjort det. Lyset var forsvundet fra stenen, og de ville vide, det var på tide at sende nogen ud efter hende. Om de ville gøre det...
Med et anstrengt støn satte hun hånden i jorden ved siden af sig og prøvede at hive sig op. Svimmelheden fik hende til at hive vejret ind gennem sammenbidte tænder. Hun kunne prøve at komme på benene og løbe nu, men hun ville ikke nå op på begge fødder, før Sedna ville være over hende. I hovedet var hun stadig halvvejs i smerten og kunne ikke rigtig fokusere på andet end den faretruende, paniske tone i mørkelverens stemme. Det plejede ikke at love godt, når en modstander blev panisk. Det ville helt sikkert være bedre, hvis Zirras sten havde kunnet eksplodere. Havde hun i det mindste Trestons evne til at beholde varmen i lyset, ville hun kunne have skadet Sedna en smule. 
"Hæh..." stønnede hun hæst. "Jeg sendte bud efter hjælp, kælling."
For en gangs skyld virkede sandheden som den bedste vej frem. Sedna havde stadig venner tilbage i den brændende lejr - hvorfor blev de brande, Zirra startede, egentlig altid meget større end hun forudså? - og hun vidste stadig ikke, hvem Zirra arbejdede for. Lyset. Dæmonerne. Pirater. Fanatisk troende. At bruge lang tid på at torturere én lille infiltrator modsat redde nogle af sine venner? Zirra håbede hun ville vælge det sidste, omend hun ikke engang var sikker på, hun kunne kravle væk herfra lige foreløbigt.
"Du skal ikke... spøge med en... Reynlest," tilføjede hun og sendte Sedna et trodsigt blik. 
Det næste hendes svimle hjerne opfangede, var knytnæven, der kom susende imod hende, før mørket overtog alting.

Panikken satte sig i samtlige muskler, spænde dem op som en flitsbue klar til at skyde en pil afsted efter et bytte. Pilen var den forsat knyttede hånd og byttet menneske kvinden foran Sedna. For en der levede evigt var tid en finurlig størrelse, timer kunne føles som minutter og måneder som dage. Sjældent føltes sekunder som timer eller minutter som dage og alligevel var det den følelse mørkelveren blev efterladt med.
Zirra var ikke bare evigheder om at få kæmpet sig fri fra jorden. Hun var om muligt endnu længere tid om at svare hvad hun havde gjort, hvor lyset i stenen var blevet af.
Hæh’et blev mødt af en faretruende knurren. Til Sedna’s store overraskelse fik hun rent faktisk et svar, om end det ikke gav hende meget viden så var det rigeligt. Det kunne have været en løgn, men som Zirra intet havde at miste, snarer alt at vinde, så tvivlede elveren ikke eneste gang at hun fortalte sandheden.
Pis, lort, krøllede røvhår af Zaladin også!
Havde det ikke været fordi at den møgfinke til en kødmær af en forræder, havde sat ild til lejren og gjort delingen særdeles sårbar, så ville det ikke på samme måde haft betydningen ikke at vide hvad eller hvem, Zirra havde sendt bud efter for hjælp. Mulighederne var trods alt mange og kun få bedre end andre.
Slaget fik det til at dunke i hånden og knoerne til at brænde efter endnu et møde med Zirra’s hoved. Reynlest, det virkede så bekendt et navn, men i det tankemylder der havde indtaget hendes hoved, var det umuligt at finde roden til det bekendte.

Det var ikke med den største forsigtighed at Sedna lod en kniv skære gennem stoffet på Zirra’s tøj. Enkelte gange fangede kniven huden på arme og maven da jakke og trøje blev skåret op langs begge arme og fronten. Heller ikke da bukserne fik samme behandling og benene flere gange stod for skud til at møde med det kolde metal.
Afklædningen havde flere formål, først og fremmest at lade kulden bide sig vej helt ind til knoglerne, men også at forhindre at hun gemte på noget. Noget i dette tilfælde værende dirkesæt fastspændt til låret. ”Almindelig borger...” fnøs hun bittert.
Et stykke af den ødelagte trøje blev stoppet i munden før en stofstrimmel fra samme trøje blev bundet om hovedet til at forhindre Zirra i at spytte stoffet ud. Armene blev ført bag ryggen og bundet sammen lige over albuerne på overarmene, inden hun med alt sin egen vægt til hjælp fik hejst den blonde kvinde i et træ, så fødderne akkurat ikke kunne få fæste på jorden under.
Velvidende at Zirra hverken ville kunne skrige efter hjælp eller komme fri selv, satte Sedna i løb tilbage mod den brændende lejer for at advare de der måtte være tilbage.
Synet der mødte var forfærdelig, men lugten var den værste. En grufuld stank af brændt kød og hår fyldte næse og lunger. Den ville sidde i flere uger i næsen som et minde…

Tiden før Sedna vendte tilbage var lang. Tøjet var blevet tilsværtet af sod, lugten af røg, brændt hud og hår fulgte hende som en kvalm parfume, men hun var tilbage endnu mere fokuseret. Hævngerrig efter at have set hvad der var hent delingen.
Hun ville vide hvem Zirra var sendt af, sandheden skulle ud, koste hvad det ville! Modsat da panikken havde raset, var hun tilbage til de rolige afmålte bevægelser, men de gyldne øjne havde en helt anden kulde i sig ”Sidste gang… Hvem har sendt dig?” spørgsmålet blev stillet uden at tjekke op på hvor vågen Zirra i var. Hvis ikke spørgsmålet ville vække hende så ville den syl, som Sedna havde samlet op på vejen. Spidsen blev presset ind ved taljen nær hoften, til den kom ud på modsatte side ved ryggen. Ingen vigtige organer ville blive ramt, men det var heller aldrig elvers formål. Formålet var at lade den penetrerer huden og give smerte, men ikke at slå hende ihjel, endnu..
"Hvem?" spurgte hun insisterende igen, mens stoffet om nederste del af ansigtet og det i munden blev fjernet, så hun kunne svare. Den blodige issyl hvilede mod modsatte side af taljen til på ny at trænge gennem den lyse hud.


Link til bindings metoden
Link til hvor issylen trykkes ind første gang

Zirra vågnede med mere ondt, end hun var besvimet med, men de anstrengte støn kom ikke ud bag stoffet, der fyldte hendes mund. En mund, der smagte sødligt af blod og en kæbe, der dunkede som om nogen stod og prikkede hende i kinden med et fast interval. Hvad hun ikke selv kunne se var de blålilla plamager, der indtog mere og mere af venstre side af hendes ansigt, men hun kunne dog mærke hævelsen, som efterhånden havde nået øjenregionen og gjorde det svært at se ud af det venstre. 
Det var morgen, lagde hun mærke til, som hun sled lidt i sine reb, hvilket kun fik hende til at svinge i træet og sprælle med benene. Den ene skulder gjorde især ondt, og hun overvejede ikke engang om den var gået af led - antog det bare. Kulderystelser spredte sig henover kroppen ved hver kølig morgenbrise, og et par tårer var det eneste, der varmede hendes kinder bare en smule. Der var ikke meget mulighed for at se ned ad sig selv på den måde, hun hang, men hun kunne se resterne af sit tøj ligge spredt ud over græsset. Flere af stofstykkerne havde mørke blodpletter, og det gav mening til, hvorfor hun havde sviende, stikkende smerter flere steder på den blottede hud. 

Solen steg, mens hun ventede. Et dådyr kom forbi og nippede til hendes tøjrester, og hun sparkede frustreret ud efter det, hvilket ikke hjalp overhovedet på, hvor ondt hun havde. Noget klikkede ubehageligt i skulderen. 
Da Sedna kom tilbage, var lugten af røg det, der fik Zirra til at hæve hovedet. Om hun var blundet hen, var hun ikke sikker på, men hun havde i hvert fald været lidt længere væk fra lysningen end hun var nu. Der var ikke meget betænkningstid, før sylen brød igennem hendes hud, og Zirras skrig blev slugt af stofstykket. Så heldig var skovens ro ikke anden gang, og en flok fugle flygtede fra trækronerne, da den ellers rolige formiddag blev flænset i stykker sammen med hendes hud. 
Men hun svarede ikke. Selvom hendes krop var kold, blodige og gennemhullet, nægtede hun at give efter. Mellem skrigene tvang hun åndedrætsøvelserne ind, selvom deres effekt var ved at høre op. Sednas syl skar igennem hende igen og igen, og hun følte sig som en si i mørkelverens greb. 
"Hvor mange af jer... døde?" hviskede hun hæst, mens Sedna holdt en pause. Det havde ikke været Zirras mening at skabe så meget ravage i lejren - hun ville bare gerne slippe væk - men lugten af brændt kød hang i Sednas hår og prikkede til Zirras samvittighed.

    Det havde passet Treston rigtig udmærket, at hans deling var blevet sat til at holde øjne med passet ind til minen fra skoven af. Det betød, at de brugte timer på at ligge i skjul i blød skovbund og ikke på hård, kold klippe, og det betød, at stilheden blev brudt - bare en gang imellem - af lidt fuglefløjt og brusen fra trækronerne. Lysets spejdere havde fundet et godt udsigtspunkt ud til kanten af dén slugt, der ledte ind til minepasset, og Treston havde spredt sine mænd ud, så de kunne observere et stort areal, men samtidig ikke befandt sig så langt fra hinanden, at han ikke med relativ fart ville kunne få styr på tropperne og organisere et angreb.
    Planen var, at lade Mørket komme vel ind i minepasset, før den anden - større - gruppering fra Lysets hær, som blandt andet Ersten var en del af, gjorde deres tilstedeværelse kendt og forhåbentlig tog Mørkets soldater med bukserne så eftertrykkeligt nede om anklerne, at kampen ville være ovre, før den rigtig var begyndt.
    Men Trestons erfaring var, at kampstrategier altid så rigtig fine ud på papiret, men sjældent kunne eksekveres helt så gnidningsfrit i den virkelige verden, og derfor havde han tilbudt at lede denne lille ekstra-enhed, som kunne falde Mørket i ryggen og forhåbentlig være med til at knuse fjenden som en lus imellem to negle, hvis overraskelsesangrebet nede i minen af én eller anden grund ikke løb af stablen, som deres overordnede havde regnet med.
    Og mørket havde såmænd også kun lige akkurat sænket sig ordentligt over skoven, da Treston fik besked fra én af yderposterne om ’ildskær i skoven’.
    ”Ildskær?” gentog han lavmælt og rynkede panden af løberen. ”Mener du, at I kan se lyset fra fjendens madbål, eller hvad?”
    ”Nej, herre,” gispede manden og måtte tage et par dybe indåndinger, før han kunne fortsætte: ”Der er ild i selve skoven! Fjendens lejr brænder, og det har bredt sig til de omkringstående nåletræer - flammerne spreder sig hurtigere end pest!”
    Dét satte noget af et postyr i gang. Treston fik samlet sine folk og kommanderet grupper ud til brændpunktet - ledt af løberen og med ordre om som udgangspunkt at holde sig ude af syne og forhindre sammenstød med Mørket, samtidig med at de måtte sørge for, at ilden ikke bredte sig uhæmmet igennem skoven.
    ”Hvor kommer vinden fra?” spurgte Treston én af sine spejdere, mens de småløb igennem underskoven med resten af delingen i hælene. De kunne alle se det truende, rødlige skær over skoven, når de fra tid til anden fangede et glimt af nattehimlen imellem de enorme trækroner, og folkene var sammenbidte og koncentrerede sig om at bevæge sig så hurtigt og lydløst frem som muligt.
    ”Fra nordøst, herre - branden bevæger sig ud imod havet.”
    ”Pis…” mumlede Treston for sig selv og gjorde tegn til, at mændene skulle sætte farten endnu mere i vejret. Han vidste fra sine forberedelser til denne tur - fra de mange timer med planlægning og kiggen-på-kort - at der lå en mellemstor landsby ved navn Birkelunde i dén retning. En landsby, der var hjem til størstedelen af de minearbejdere, hvis levebrød de forsøgte at beskytte med hele denne operation - men som ville være endnu værre stillede, hvis flammerne åd deres hjem.
    ”Jeg skal have en løber til Birkelunde hurtigst muligt!” kommanderede Treston og nikkede sammenbidt til manden, der meldte sig. ”Bank folk op af sengene og få etableret brandkæder og gennemvædning af stråtagene. Vi andre - ” Nu henvendte han sig til resten. ”- forsøger at komme udenom fjendens lejr og afskære ilden så godt som muligt uden at afsløre vores tilstedeværelse. Jeg vil tro, at Mørket koncentrerer sig om at redde egen lejr og ikke giver det store for, hvorvidt ilden breder sig til resten af skoven, så det bliver vores opgave at forsøge at begrænse ødelæggelserne! Men,” understregede han. ”…hvis Mørkets soldater forvilder sig for tæt på Birkelunde, bliver det også vores opgave at sørge for, at landsbyboerne kan koncentrere sig om at redde deres hjem uden samtidig at skulle frygte for angreb fra Mørket - forstået?”
    Mændene omkring ham nikkede bekræftende, og Treston vinkede løberen af, bed tænderne sammen og ledte sine folk ind imellem træerne.