Det var med en helt ny følelse i kroppen, at Ingrid satte den alternative bod op ved lidt ved siden af Markedspladsen. Det var et par dage siden mødet med Pax, og selvom Ingrid hverken havde fået nogle nye ingredienser eller var begyndt rigtig på at hjælpe denne Edward, var det alligevel som om alt var anderledes. Som om hun så på det hele med ny energi. 
 De slidte og faldefærdige kasser blev igen sat op som ben, og den vejrbidte planke blev lagt ovenpå, som en bordplade. Det var ikke kønt, men uden at have brugt krystaller på det, var Ingrid godt tilfreds. Hun måtte starte et sted, og arbejde sig op derfra. Hun var allerede overrasket over hvordan det var gået ind til videre, selvom hun ikke havde solgt alverdens havde hun alligevel blandt andet solgt til en tjener til en fyrstesøn og en ung pige der i hvert fald ikke så ud til at kommen fra Den Nedre Bydel. 

 Den fine trækasse, der var omkring 30x30cm, blev sat op på planke-bordpladen. Det var deri alle hendes små reagensglas med de forskellige blandinger lå i, beskyttet med mos og pil så magien ikke forduftede før folk købte dem. Derfor stod der heller ikke nogle reagensglas på planken, noget Ingrid inderst inde godt vidste ikke var den bedste taktik, men hun havde endnu ikke nået frem til en bedre løsning, end at tegne det, og var hun altså ikke lige nået til endnu. 
 I stedet for at give sig til at råbe og reklamere, som hun ellers var begyndt med, stod hun og forsvandt lidt hen i hendes tanker. Der var ingen tvivl om hun gerne ville være på god jord med Pax, men et eller andet sted følte hun også et lidt underligt behov for at skulle gøre han stolt, eller se hendes som en der virkelig kunne noget. Noget der var lidt underligt, taget i betragtning af, at de kun lige havde mødt hinanden, og bare havde aftalt en eller anden form for samarbejde. 
 Ingrids ene hånd lå lidt ovenpå kassen, for det var i dette øjeblik hendes kæreste og dyreste eje. Uden den ville hun være nødt til at finde et ordenligt arbejde, som hendes forældre kaldte det. De havde brug for hun hjalp til med at tjene krystaller, selvom hun selv mente deres salg af hende, til en fremmed mand, måtte være mere end rigeligt. Tankerne fik det lidt vredt udtryk til at sætte sig på det ellers så unge og kønne ansigt.

De slidte handsker fik endnu et lille hul som hånden gled op af flasken en sidste gang, ført til de ødelagte læber og en større tår blev taget, flasken ramte bordet nu tom. Det var nogle dage siden hun havde hørt om pigen der solgte både flasker og drikke, sidste gang var ganske vis, hvor pigen selv råbte og skreg på markedet. Hun sukkede dybt, som hun rejste sig fra sin kro stol, hånden gled i tasken og en lille klang af flasker som ramte hinanden spillede som hun søgte efter lomme med juveler, så snart en blev fundet blev den lagt ved siden af den tomme flaske, ikke at hun kunne vide hvilken slags hun lå, svært at se om den var rød, gul, eller blå. Tænkte hun kort som hun lod sin stok føre vejen ud af kroen. "Du kvinde!" råbte kofatter bag hende, et kort suk. Igen en forkert farve, tænkte hun og i sit eget mørke lod hun blikket falde imod skuldre tasken. "Du skal have noget igen." tilførte han, et lettet suk forlod hende som hun gik tilbage, fik to små, -sten- i hånden. Det var alt de var for hende, sten, af forskellige farve, og form, men alle med værdi hun ikke forstod. "Tak." Lyd det så venligt hun kunne, og i et gik hun retur imod udgangen i god hast før han spurgte om noget, forventede noget, bare lad mig være næste gang. tænkte hun koldt. Som hun kunne mærke solen lys ramme hendes hud, et afslappet suk forlod hende som den sorte kjole med det samme blev varmere og varmere ved hver skidt hun tog.

Det fedtet hår, gled stille i vinden som hun kom nær markedspladsen, stokken dansede let over jorden, nu blot til at høre hendes stemme igen. tænkte hun kort, som hun begyndte sin vandring. Igen, en sang af klangen flasker som ramte hinanden, i reaktion lod London sin hånd finde sin taske."Ingen?" Spurgte hun sig selv lavt forvirret. Hun lyttede og lod sit front møde markedspladsen, altid et træls syn, alle de flammer som sprang og hoppede rundt om hinanden. Alt det liv, alt den glæde. Hun træk vejret dybt, og ønskede sig tilbage til sit mørke, men flaskerne, skulle findes! Tænkte hun som hun fokuseret på sin hørelse. Der! lyd det en enkelt klang, og stokke langsomt hoppede langs jorden som hun bevæget sig i deres retning. En enkelt flamme, mon man var heldig første gang - mere nåede hun ikke at tænke før stokke ramte træ og et lille bang lyd igennem luften. Et lille hop forlod London, og som altid ramte hun jorden skævt ved den ene fod. I samme sekund ramte stokken jorden, og hoppede nogle gange, som Londons ene knæ ramte jorden. "Av." mumlede hun irreteret..Flamme var lige der! Var der en væg i vejen? Den var eller så tæt? Hendes slidte handsker mødte hendes knæ, og nussede det blidt som smerte fra faldet begyndte at forsvinde.

 Det var først da en lille barn hev hendes mor væk fra de store boder og over mod Ingrid lille alternative bod, og pigens nysgerrig stemme lød igennem tankerne at Ingrid fik hevet sig tilbage til Markedspladsen og hvad hun egentlig var der for. Ingrid foldede hænderne foran sig, og sendte moren og datter et venligt smil. Moren virkede noget skeptisk over for Ingrid bod, og det forstod hun godt. Datter fandt det i stedet spændende. 
 " Hvad har du? " Spurgte pigen nysgerrigt. Ingrid løftede den ene hånd op til de tre reagensgals der hang om hendes hals, for at vise pigen det. 
 " Jeg sælger magi, man kan have rundt om halsen. " Ingrid prøvede at få det til at lyde så spændende som muligt for pigen, inden hun så hen på moren i stedet.
 " Fx har jeg Isaris Velsignelse, der gør at man ikke bliver så nemt syg, og små sår healer lidt hurtigere og sådan. Man skal bare have det om halsen, eller i lommen. " Moren så forsat lidt skeptisk ud, men datteren fandt det utroligt spændende og sejt og hev i morens ærme.

 Efter lidt samtale frem og tilbage mellem mor og datter, og moren havde spurgt lidt ind til det hele hos Ingrid, endte de med at købe en Isaris Velsignelse til datteren. Ingrid smilede stolt mens hun puttede ravstykkerne i læderposen om livet. 
 Ingrid skulle til at give sig i forsøg på at råbe salgstaler op, men inden hun nåede så langt faldt hendes blik på en lyshåret ung kvinde med bind for øjnene og stok, gå mod hendes bod. Ingrid sendte hende et venligt smil, selvom hun nok ikke kunne se det, og åbnede munden for at gøre opmærksom på sig selv. 
 "He..  " mere nåede hun ikke at sige, før den unge kvinde vadede direkte ind i Ingrids bod og faldt over den. Et forskrækket hvin forlod Ingrids læber, og hun fik hurtigt grebet ud efter hendes kasse, så den ikke nåede at falde til jorden, og gå i stykker. Hurtigt fik hun trådt et skridt tilbage, og så til hvordan hendes bod lå knækket og kollapset på jorden. 

 Kassen blev holdt ind mod brystet som Ingrid trådte lidt tættere på kvinden. Det virkede til hun havde slået sig lidt, og Ingrid tænkte ikke at hun var gået ind i boden med vilje. Hun havde jo bind for øjnene, så det var slet ikke sikkert hun havde set den.
 " Er De okay? " Spurgte Ingrid høfligt, som hun satte sig lidt på hug ved siden af kvinden og den ødelagte bod.

Forbandet øjne. tænkte hun kort men blev hurtigt revet ud af sine tanker af den stemme hun søgte, hun havde endelig håbet at høre hende råbe for salg, men at høre hende så tæt på, venlig, medliden. London træk mildt på smilebåndet langsomt lod hun hånden stoppe med at være om hendes fod, og nogle hop frem og tilbage på jorden i søgning efter hendes stok. "Ja...ja..jeg har det fint...hvad ramte jeg?" Lyd det neutralt, var ikke en væg så. Stille forsøgte at ligne hun dannede øjenkontakt med pigen, hvor høj var hun, hun lyd det på jorden? Hun havde en dejlig blid stemme, nok ikke så gamle, stadig barn? Lidt undrende kigget hun i pigens retning.

"Det er dig ikke?" Spurgte hun lidt koldt, så om dette ville give mening til andre. Sikke et første møde, som altid klodset, og på jorden når hun møder dem, hun gerne vil høre. Hun sukkede let, og lod en hånd bevæge sig til hendes flaske, og en lettet vejrtrækning forlod hende som klangen af glas lyd fra tasken. Bedre end den føltes våd..de lyder hele. "Det er dig der sælger glas og "magi om halsen" ikke?" Tilførte hun endelig som det gik op for hende at spørgsmålet måske ikke var helt klart hvad hun søgte, stemmen her var mere glad, mere venlig en før, men stadig tilbage holdt.

 Ingrid betragtede hende som hun gned foden lidt, inden hun flyttede blikket op, som hvis hun skulle se hende i øjnene. Det var svært at være utilfreds over hvad der var sket, når hun ikke kunne se. Det var jo også bare slidt træ. Ingrid rejste sig op igen kort efter, så hun ikke sad på hug ved hende mere.
 " Ehm... " mumlede hun lidt, inden blikket gled hen på den kollapsede og ødelagte bod. Hun skulle huske at finde nye kasser og planke.
 " Bare min bod.. " sagde hun så, inden blikket fandt den unge kvinde igen. 

 Ingrid åbnende munden og skulle til at spørge om hun kunne hjælpe med noget, men hun blev afbrudt af en meget uformel sætning af kvinden. Ledte hun efter en hun kendte? Ingrid forstod ikke helt hvad hun mente, og det kunne ses på det forvirrede udtryk. 
 " Deeet.. " nåede hun at sige, inden hun blev afbrudt. Og så nikkede hun, for så gav det pludselig mening. Hun kom dog frem til kvinden nok ikke kunne se hendes nikken, og hun rømmede sig derefter. 
 " Jo det.. Altså jo det gør jeg. " Ingrid strammede grebet lidt om kassen, så indholdet raslede og klirrede lidt mod hinanden. Hun havde hørt om hende? Ingrid lod hovedet tippe lidt tænkende og overvejende på skrå.
 " Kan jeg hjælpe Dem med noget? " spurgte hun høfligt.

Endelig! tænkte hun som hånden prikke til stokken, hurtigt blev det taget til sig, og holdt tæt på hende. "Beklager.." lyd det en smule skuffet som hun flyttede sin næse til at pege på den kære bod. "Ødelagde jeg noget?" Tilførte hun hurtigt i den samme, monotone tone fald. Hvis jeg har ødelagt de glas, jeg ville købe..så er dette lige mit held. tænkte hun opgivende. "Skal..nok.." hun rystede stille på hovedet. "Beklager." gentog hun, som hun stille begyndte at rette sig op, en rynken på næsten som fodden fik vægt på sig. "ah.." lyd det lettet som hun kom op, en lille klang som de få flasker der var tilbage i tasken ramte hinanden.

En smil spredte sig på de ødelagte forbidte læber. "Fantastisk!" udbryd hun og rettede ryggen, for engang skyld med glæde i stemmen. hjælpe dem med noget? "I guderne ja, du kan hjælpe. Og endelig, London, det sidste jeg er, er en de." Endelig..en løsning til det problem. Tænkte hun lige så glad som hendes stemme lyd, først nu vendte hun fronten imod den unge kvinde igen. "Ja! Nu skal du høre!" Begyndte hun og glæden faldt i en lille smule og neutraliteten kom tilbage. "Jeg..er alkymist! og sælger magi forbedrende drikke." lyd det stolt og fuld af energi, "Har et lille problem, takket mine øjne du kan hjælpe med!" Og i et som disse ord blev sagt, lyd der en klang som hun lod en negl slå ind i en af hendes flakser i tasken. "Glas!" lyd det som glæden kom tilbage i stemmen. "Lad mig købe det af dig, fast handle, lover ikke at købe af andre." og med det, var sælgerne væk, og hendes krop blev rolig, og energien virkede hurtigt til at forsvinde som det sidste ord blev sagt, hun bidt sig mildt i læben som hendes fod igen gjorde ondt. Ikke at hun anså at love noget, være særligt vigtigt..men alle andre virkede til at sætte stor lid til det ord.

 Læberne foldede sig lidt sammen, da kvinden spurgte om hun havde ødelagt noget. Det helt ærlige svar var jo ja, men Ingrid ønskede ikke at give kvinden dårlig samvittighed over noget hun ikke rigtig var herre over. Og hvem vidste hvor mange gange hun var kommet til at ødelægge noget, fordi hun ikke kunne se? Ingrid ville i hvert fald selv, begynde at have det lidt stramt med det til sidst, hvis det var hende.
 " Nej det.. Det skal du tænke på.. Det var ikke noget vigtigt.. " Blikket gled endnu en gang over den ødelagte bod, inden hun trak på skulderne. Det var lidt en løgn, den var et eller andet sted ret vigtig for at hun kunne stå og sælge, men mon ikke hun kunne finde nogle nye kasser og en planke? Nu havde hun jo gjort det en gang?

 Ingrid nikkede da hun fik at vide, hun skulle kalde hende London. Det var altid meget nemmere når det ikke behøvede at være så formelt, Ingrid synes det var så svært at huske, så når hun ikke skulle tænke over det, blev hun også lidt mere afslappet. 
 " Jeg er Ingrid.. " præsenterede hun sig selv. Da kvinden begyndte at forklare hvorfor hun søgte Ingrid, blev en yngre, lyshåret pige ikke ligefrem mindre forvirret. Men også nysgerrig og spændt. Det var altid interessant at møde andre der lavede alkymi. Ingrid håbede altid at kunne lærer noget nyt, og hun kunne også sagtens forstå at det var besværligt når man ikke kunne se. Det ændrede dog ikke, at hun ikke helt forstod hvad kvinden ønskede fra hende. 
 Hovedet vippede let på skrå, og panden rynkede sig en smule, mens hun overvejede hvad hun skulle svare. Skulle hun bare sige ja, selvom hun ikke helt vidste hvad hun vil købe af hende? Det ville nok ikke være det bedste. Det lød som om kvinden bare ville have glas af hende, og det synes Ingrid også bare lød lidt underligt.
 " Du vil gerne.. Bare købe glas af mig? Helt almindelige, tomme reagensglas?" Ingrids ord var en smule tøvende. Hvis det var det hun ville have, kunne de nok godt finde ud af noget.