Hun betragtede hvordan ulven løb, løb gennem skoven uden at kigge sig tilbage. Han havde forladt hende, selvom han havde sagt at han ville blive. At han ville finde tid, til at de kunne lære hinanden at kende. Tiden til at finde lyset mellem dem, det lys og den glæde han sagde han havde haft med Juno. Det han nu valgte at vende tilbage til. Alt den blonde kvinde ønskede, var at lade tårerne glide ned ad hendes kinder. Råbe ad ham, og håbe at det betød at han kom tilbage. Men hun vidste at det ikke ville nytte noget, vidste det så instinktivt, som var det hende selv hun bad det om. For de sidste tre dage havde hun tigget og forklaret sig. De sidste tre dage, havde hun kommet med pointer om hvorfor han ikke bare kunne tage af sted. Og hvis det ikke var for hendes skyld, at han måske skulle begynde at tænke mere som den leder han påstod han var. Hvordan han kunne tro at én person, var mere værd end resten af de folk som der afhang af ham. Men lige meget hvor meget hun havde råbt, tryglet og tigget ham om at forstå. Så havde det været som at tale for døve øre, for så snart at det blev gav ord tilbage at Juno var at finde ved Zircon havde han intet andet kunne tænke på, end at få knægten hjem.
Og nu forsvandt han, den grå ulv mellem træerne og hun kunne ikke længere se ham. Og selvom han havde lovet så meget, var det pludselig som om hun vidste at han ikke længere var hendes. Han havde taget et valg, det øjeblik han havde grebet hendes skuldre og bedt hende om at forstå at intet hun sagde, intet hun gjorde ville få ham til at blive. Også, måtte man jo lade ham gå, lige meget hvor meget det havde ødelagt hendes hjerte. Men hun svor også for sig selv, at hans klan ikke skulle lide under en leder, der satte sine egne selviske drømme over dem. Især ikke efter, at han havde ligget døden nær, med feber der haglede ned af ham. Et øje der manglede, og en ung knægt der var i færd med at overtage hele ulvens territorium. Intet ved hvad Pax foretog sig, gav mening for hende.

Dagene gik, og blev til en uge. Nu ville han være ankommet til Zircon efter hendes beregninger. Hun var træt, sorte rende under øjnene som hun havde ligget i den seng som de havde delt, og ikke følt andet end kulde. Hun havde brugt tiden på at male Ronia færdig, brugt tiden på at komme med mad og sikre sig at alle i grotten havde hvad de skulle bruge. Folk kommenterede på hendes statur, hvordan hun virkede til at svinde bort på så kort tid, og om hun var okay. Det var med smil og hovedrysten, at den blonde kvinde havde trukket sig – trods Edward der havde trukket hende tilbage, og insisteret på at han idet mindste skulle kigge på hende, inden hun gik igen.
”Husker du og spise ordentlig Evlyn?” kom den ældre stemme, som de rynkede alvorlige øjne kiggede strengt på hende. ”Sådan da.” hviskede hun, og vred de kolde fingre mellem hinanden. ”Det er bare, svært, at være alene igen.” fik hun endelig frem, efter grøden i stemmen havde prøvet at overmande de ord som ville frem. ”Selvfølgelig, men han er snart hjemme – du ved hvordan han er.” men blikket i hans øjne, fortalte hende også – at han vidste mere omkring det der foregik end hun havde regnet med. Hun bed sig hårdt i læben, som hun trak sig væk og rejste sig op. ”I ved hvor I kan finde mig, hvis I mangler andet. Jeg sørger for at der kommer nogen fra Proteaus og hjælper med de svære ruter – vi har oplevet nogle af vores drenge er begyndt at forsvinde. Og jeg er lidt bange for, at det monster Pax og jeg stødte på for nogle uger siden.” han nikkede, og prøvede igen at stoppe hende. Men denne gang lyttede hun ikke, som hun med rank ryg gik med faste skridt ud af grotten og tilbage til hende selv.

”Hm, og hvordan synes du selv det går, har du flere tidspunkter hvor du ikke kan huske hvor du har været henne?” hun rystede langsomt på hoved, og åndede lettet op. Et smil prydet læberne, for første gang siden han var taget afsted. Lige så stille, var hun begyndt at få styr på hendes mentale helbred. Så ville Pax i det mindste se, at hun havde holdt hendes løfte – løftet om at finde hjælp, løftet om hun igen kunne finde det lys som han havde efterspurgt. Også selvom han havde sagt de skulle finde det sammen. Men nu var der jo kun hende, uden ham til at hjælpe hende i den rigtige retning.
Det var derfor også med lettere skuldre, og en let hop i hendes fødder hun vente hen til huset som hendes andet dækkenavn Eleonora Grey boede – en aftale med Adena hvor de skulle male sammen, var præcis det som hun havde brug for.
Guderne måtte vide, at det først var her det rigtige mareridt startede. Selvfølgelig havde hun ikke kunne stoppe sig selv, selvfølgelig var Evy begyndt at snakke om hvordan hun savnede Pax, som hun ganske instinktivt var begyndt at male ham.
Og med et smil havde hun vent sig mod Adena, der var gået i hendes trance. Hun så hvordan penslen bevægede sig og en scene udfoldede sig. En meget intim scene mellem to mænd. Og selvom hun vidste at det sagtens kunne være fra før, at det ikke behøvede at være noget som var sket inde for de sidste par dage. Så, faldt hendes hjerte – for instinktivt vidste hun, at hendes værste frygt var sket. Han havde valgt Juno, glemt hende – og valgt ham.
Hurtigt skred hun til værks, og fik kastet et lagen hen over maleriet som Adena havde været i færd med at male. ”Undskyld – vent, Evlyn hvad malede jeg?” forvirringen var stor, som den yngre kvinde betragtede lærred der nu var gemt væk bag hvidt stof. ”Det er okay Adena, det var endnu et af Athelstans forbrydelser, det begynder at gøre mig meget bekymret, at det sker så ofte, er der noget som du ikke har fortalt mig? Går han stadig efter dig?”
Tiden gik, hvor den ældre kvinde snakkede med Adena – i et håb om at få hendes egen galoperende angst til at dulme, måske endda til at forsvinde helt. Og det hjalp for en stund, at hjælpe en anden i hendes nød. Men selv om stemmerne prøvede at overbevise hende om, at det ikke var hvad hun troede det var. Ville hun alligevel ikke tro på dem. Og endelig måtte hun sende den rødhåret kvinde hjem, mens hun rev lagnet af og betragtede maleriet. Maleriet der blev hendes undergang.

Hun bankede på rørene, bankede og bankede som han havde lært hende. Hendes vejrtrækning var ru og febrilsk og den gamle dame havde ikke været hjemme. De var efter hende, nogen havde truet hende med en kniv, sagde at hvis hun ikke gjorde som hun sagde, ville de skære hendes bløde hvide hals op. Og Carl, Carl havde lovet at han ville være der, være der til at hjælpe hende.
En mand stak hoved ud ”Hvad!?” en nøgen kvinde kunne skimtes bag hans skulder, som irriteret blå øjne betragtede hende. ”Jeg, Jeg leder efter C- jeg mener Pax, jeg leder efter Pax?” hviskede hun hæst, og med tårerne ned af øjnene. Manden trak på skuldrene ”Pax er ikke tilstede i øjeblikket, jeg kan hente en af de andre som er der i hans sted?” en af de andre, nej, nej hun havde brug for Pax! Hendes ben begyndte at skælve, som frygten greb omkring hendes liv. ”Nej, jeg skal bruge Pax, Pax lovede han ville være der når jeg havde brug for ham – jeg skulle bare slå på rørene, også ville de, du tage mig til ham!” – manden lo, og trak på skuldrene ”Beklager musling, men jeg er lidt for optaget til at tage hele vejen til Zircon bare for at hente Pax, kom tilbage om en uge, så skulle han være der. Skal nok fortælle ham du ledte efter ham” døren blev lukket i hendes ansigt, og der stod hun, med tårer der gled ned af hendes kinder uden hun vidste et levende råd. Han havde været den eneste, den eneste hun kendte her ud over Ælde, og hun var hellere ikke hjemme! Og hun var så bange, så bange.

”Slip mig!” skreg hun, og kæmpede mod de store næver der slog hende op mod murbrokkerne. ”Se drenge, jeg sagde at ulvens dame havde lige så meget bid i sig, som jeg havde troet!” ulvens dame, hun var ikke nogens dame. Disse brød skulle slippe hende! ”Hjælp!!” skreg hun ulykkeligt, som hun mærkede hænder der bevægede sig op af hendes bløde hud ved lårene. Men den person som gik forbi gyden kiggede med store øjne, men i stedet for at hjælpe stak han bare i den anden retning.
Hun formåede at rive ham hen over kinden – et skrig, og et brøl og så blev alt sort.

Evlyn vågnede op igen til den velkendte duft af oliemaling og blod. Det var med et anstrengende støn, at hun rejste sig op fra den liggende stilling. Og så at gulvet omkring hende, og hele hendes skikkelse var dækket i blod – meget blod, mere blod end det kunne stamme fra hende selv eller et andet menneske. Men fra flere mennesker. Hvad var der sket? Det eneste hun huskede var – blikket rettet sig op mod maleriet af de to skikkelser i en intim omfavnelse, og hun kiggede ned mod hendes blodige hænder. ”Hvad har du gjort Evlyn?” hviskede hun for sig selv, inden hun rejste sig op og gik i gang med hendes egen plan. Hun kunne ikke blive ved, der måtte ske noget.
Hun vaskede sine hænder i baljen med vand, og satte sig ned med et pergament og fjerpen i hånden. Pax kunne ikke læse, det vidste hun – men hvad kunne hun så gøre? Hun skubbede pergamentet væk, og fandt i stedet hendes kul og begyndte at male. Male et maleri omkring hvordan hun følte for ham, hendes kærlighed – det lys han havde givet hende. Som hun var ked af, hun ikke havde kunne give til ham. Rullede det sammen, og begyndte så at skrive. Måske Edward ville læse det op for ham?

Tak, tak for den tid du gav.
Tak for den kærlighed du tilbød mig.
Tak for tiden du elskede mig,
Tak for den tid hvor jeg troede nogen ville give dem til mig
helt og holdent gennem løfter i øjne af Isari.
Tak fordi du gav mig en tid hvor jeg stadig kunne håbe.
Jeg håber du kan tilgive mig, for hvad jeg har gjort.

Hun listede sig ind i hans rum, det var det sidste hun manglede efter at hun havde sagt farvel til de to børn som de havde fundet sammen, godt nok på afstand. Efter hun havde sikret sig, at de var set efter og ville være i gode hænder. Hun ville have sagt farvel til Ronia ved at synge som så mange gange før, eller læse historie for børnene som de var ved at falde i søvn. Men stadig indsmurt i blod, havde hun ikke set det kunne være en god ting. Hun var nødt til at forsvinde, inde at ligene blev fundet.
To malerier blev placeret, det ene – det af Pax og Juno blev pakket ind i hårdt brunt papir. Mens det andet var det færdige maleri af Ronia som hun havde været med til fra starten af. Det som hun havde startet, da de havde fundet sammen.
Og det sidste var det første maleri hun havde malet af Pax. På hans halm seng, lagde hun hans ring, hun lagde det tøj han havde givet hende da hun var kommet til ham, fuldstændig forslået og fortabt. Alt han nogen sinde havde givet hende, lå der – sammen med brevet og tegningen. Hun tog en dyb indånding, som hun trådte ud af hulen, og gik over i et hjørne. Hun hørte fodtrin, der var to mennesker på vej ned af gangen. Og i hendes panik, mærkede hun hvordan at hele kroppen eksploderede og efterlod det blod ind sølede tøj.


Solen var ved at gå ned, vinden rev i hendes blonde lokker som hun kiggede ud over vandet der slog voldsomt mod de spidse klipper for enden af kløften de nøgne fødder stod ved. Lukkede øjne, en dyb indånding – var dette slutningen for Evlyn Crane? Var det sådan hun skulle forsvinde, i dybet af vandet?
Hun gispede og trådte et skridt tilbage, som det gik op for hende hvad hun havde gang i. Hun ville ikke dø, men hvad kunne hun så gøre!? Og så græd hun. Hendes hulk gav den hylende vind kamp til strengen. Hendes hals brændte, som tåre væltede ned ad hendes kinder. Hun skreg af sorg, skreg for hendes hjerte, skreg for det liv hun aldrig ville få. Hele den nøgne krop skælvede i efterårets kulde, som hun lagde sig ned i græsset rystende, fuldstændig fortabt og alene.
Da mærkede hun varmen, der lagde sig omkring hende som et tæppe. Hun rejste sig langsomt op, og vente sig mod den gyldne skikkelse.
”Mor?” kom der hæst, som hun betragtede den smilende skikkelse. Skikkelsen der omfavnede hende, og hviskede alt nok skulle blive okay. At hun skulle tage springet og stole på, at alt nok skulle blive godt igen.
Også væltede hun, hendes ben snublede og kanten var pludselig meget tættere på end hun havde regnet med. Hun skreg dog ikke, som hendes nøgne krop fløj gennem luften. Det var som om tiden var gået i stå, som blonde kornfarvet lokker piskede omkring hendes forgrædte ansigt.
”Tak for alt” nåede hun at hviske, som bølgerne slugte den spinkle krop.