Rygterne om Prins Alexander af Isenwalds endeligt, havde været stærkt overvurderet.

Efter angrebet på Vinddalen i Medanien i foråret, havde prinsen været forsvundet netop længe nok til, at rygterne havde taget fart. Prinsen var død. Prinsen var taget som gidsel af mørket. Prinsen var flygtet i kampens hede, og var for stor en kujon til at vende hjem.

Prinsens endeligt var dog blevet afkræftet allerede ugen efter, hvor det forlød at han var vendt tilbage til Isenborg, hårdt medtaget, men i live. Siden da var foråret gået på held, og sommeren stod i fuld flor, som Alexander vendte tilbage til Dianthos, i selvskab med sine søstre.

Prinsen lignede sig selv, og havde det ikke været for de markante render under hans øjne, kunne man være forledet til at tro, at intet var hent overhoved.
I festelighedens anledning, var Alexander klædt i en lys grøn skjorte, hvor ærmerne åbnede op ved albuerne. Den var skræddersyet til hans form, men uden anden pynt, end en gylden hjort, broderet på brystet. Bukserne til var mørkebrune, det meste af dem skjult under knælange støvler.


Alexander havde næppe haft meget at gøre til festen, udover at undgå snagende folks forsøg på at få den -ægte- historie, eller blot få deres egen idé om hvad der var sket bekræftet. Han havde dog taget sig tiden til at betragte parrene blive velsignet, og et bredt smil havde fyldt hans trætte ansigt, som Aldemar og Adena havde modtaget dronningens velsignelse. De var gode mennesker, begge to. Han var sikker på de nok skulle blive lykkelige.

Efterfølgende var han trukket ud i haven, for at trække lidt luft, og få et øjebliks fred fra folkemængderne. 

De lange ærmer var varme i midsommeraftenen, og Adena bekymrede sig alt for meget om, hvorvidt der drev lange mørke svedplamager ned over hendes sider. Det burde hun ikke, men når det nu var et så stort bal, og hun gik ved siden af aldamar af Arys - sin kommende mand! - skulle hun se så præsentabel ud som muligt. Og anstændig. Åh hvor havde Hecate understreget dén del meget. Det var imidlertid ikke  længe efter den første dans med prinsen, at Adena fik øje på en anden prins ud af øjenkrogen.

Alexander af Isenwald  havde været ugernes mest brandvarme emne, og Adena havde været ved at gå ud af sit gode skind, fordi ingen  havde villet fortælle hende noget. Efter hans afgang til kysterne for at beskytte dem mod Mørkets indtog, havde Adena troligt undladt at tegne ham. Han havde frabedt sig det under påskud af, at det ville være for hendes eget bedste, og det var ikke at hun troede ham, men hun havde også følt hans modvilje mod det. Han ønskede ikke at være grunden til, at noget satte sig fast på hendes nethinde for evigt. Han skulle bare vide, hvad der allerede sad derinde. 
Et tabt Isenwald-skjold var hvad der havde fået hende til at bryde sit løfte. Det var dukket op under en helt almindelig tegnesession hos Evlyn, og hun havde straks efter brugt sin evne til at tegne Alexander. 
Et horribelt motiv havde udformet sig. Med den nedgående sol i baggrunden hang han henover en mørkelvers skulder, slået og forsvarsløs. Med sved i lokkerne og en blodig og mudret slagmark omkring dem. 
Evlyn havde hjulpet hende med at få tegningen kopieret og sendt til de rette, men Adena havde alligevel brugt det meste af den uge på at vandre rastløst frem og tilbage gnidende sig i efterhånden ømme hænder. Hun havde ikke været i stand til at tegne ham efter den dag - for selvfølgelig skulle det være netop der, grænsen på hendes evner gik. Heldigvis var der kommet bud om, at prinsen var vendt hjem - medtaget, men i live. 

Nu var han på vej udenfor, og Adena fik undskyldt sig og skyndt sig efter ham. Hun slap sit tag i kjolens blå skørt, da hun nåede ud til ham, og lagde en blid hånd på hans overarm. 
"Alexander - jeg mener, Deres Højhed," skyndte hun at rette sig selv. "Jeg var så bekymret for Dem."
Hendes blik sagde mere, end ordene havde gjort. Ægtheden i hendes bekymring var ikke til at tage fejl af.

Udenfor var luften varm, og solen skinnede ned mellem sporadiske lammeskyer. En mild brise dansede gennem paladshaven, og fik de farverige blomsteranretninger til at veje.
Alligevel gav det et sæt i Alexander som Adena rørte ham, om end hendes berøring var nænsom. Han vendte sig hurtigt mod hende, men et smil brød frem på hans læber, som hans blik faldt på hendes væsen. Det stivnede dog hurtigt igen, som han så blikket i hendes øjne.

"Komtesse! Adena, jeg.." han sank en klump. Han havde budt hende ikke et tegne sig. Havde hun gjort det alligevel? Var det kommet ubudt, som med fuglen? Hendes blik fik ham hvertfald til at tro at det ikke blot var bekymring over rygterne der havde løbet, hun havde slået ham som alt for fornuftig til at lade den slags løber af med sig. Han tog hendes hånd i sine, i en beroligende og nær, men ikke uhøflig gestus.
"Jeg beklager" han sænkede stemmen "For hvad end De har måtte se". Det tog ham ikke længe at regne sig frem til, at der næppe havde været nogen lykkelig slutning i hvad hun havde set, ud fra de tidsbegrænsninger hun havde beskrevet ved deres møde i templehaverne.
"Jeg nåde hjem, og Prinsesse Thalia, min lillesøster, helbredte mine skader, så det er det er alt sammen gået i orden igen" forsikrede han hende, selvom de mørke rander under hans øjne, fortalte en anden historie.

Hendes hænder i hans gav hende en tryghedsfølelse, ord ikke kunne give. Hun klemte sammen om hans, selvom hendes var varmere og mere svedige, end hun egentlig ville have udsat ham for - både på grund af vejret, men også med alle de blikke, der konstant lå på hende, nu hvor giftermålet var blevet offentligt kendt.
Heldigvis lignede det her ikke noget romantisk - så ville de ikke have været så nære i så offentlig en scene. Adena kendte nok spilleregler til at vide, at de fleste ville se på Alexander og hende som lidt tættere venner, end de egentlig var lige nu - men det gjorde ikke noget. Om noget ville det nok bare cementere hendes indtog i de højere sociale klasser endnu mere, at hun allerede havde prinsevenner.

"Det var ikke min mening," undskyldte hun straks, men så også meget mere lettet ud efter forsikringen om, at alle hans sår var healet. "Deres skjold brød ind i en tegning, og jeg kunne ikke lade være med at tjekke, om der var sket Dem noget. Jeg så Dem..." Hun sænkede stemmen - andre gæster i nærheden kunne måske høre dem, selvom de stod rimeligt isoleret, og hun tænkte Alexander nok ikke ønskede at skilte med, hvad han havde været igennem. Måske ønskede han ikke engang, at Adena kendte detaljerne, men hun følte, hun skyldte ham at fortælle, hvad hun havde set. Uvidenhed kunne skade mere i hendes erfaring. "Over skulderen på en mørkelver."

Alexander havde næppe megen tanke for hvad rygter der sværmede om ham, men hans generelle væsen var ofte så platonisk, at det var svært selv for de mest begrundede rygter, at få rigtig fat. Det blev sjældent til mere end løse, og i nogle tilfælde håbefulde, spekulationer.

For nu var den unge Isenwald prins opmærksomhed kun på Adena, på hendes velbefindende, og hvor meget hun viste. Der var få ting fra de dage han ønskede at gengive, og endnu færre når det var en ung frøken som Adena, der havde så rigeligt forfærdelse i sit liv allerede.
Hans hænder holdt hendes med roligt fasthed. Solide og tilstedeværende som hendes stemme blev mere lavmælt.
Hans ansigt var stramt, hans kæbe synligt spændt som Adena fortalt hvad hun havde set. Han nikkede langsomt. "Hvad De så er sandt.. Hun forsøgte at slæbe mig med sig, med hvad formål ved jeg ikke. Men jeg slap fri, og væk, tilbage til Isenborg, om end det tog mig et par dage" forklarede han tyst, men ærligt. Det var den pæneste udgave af hvad der var sket han kunne komme med, men han ville ikke holde det fra hende. Før eller siden ville historien nå ud i den ene eller anden form alligevel, og han ville hellere at hun hørte det fra ham.

Et svagt, men optimistisk smil fandt efterfølgende vej til hans læber. "Men deres bekymring for mit helbred varmer, om end jeg stadig ønsker De kunne have været foruden" tilføjede han, i håb om at dreje samtalen væk fra detaljerne om hvad der var sket. Hvis hun havde set ham med Ikaris, voldsom og farlig som det havde været, så var han stadig taknemmelig for, at hun ikke havde set ham senere, kæmpende for hvert skridt, eller halv-dø i en grøft. Han gav hendes hænder et klem, om end det var mere for hans egen skyld denne gang, end for hendes.

Adena gengældte klemmet om sine hænder og holdt fast i det, så længe hun kunne mærke, at Alexander havde brug for det. Hans ord var ikke afvisende, men det var ikke svært for hende at gætte, at han ikke ønskede at fortælle hende noget, der kunne skade hendes psyke. Hun ville heller ikke kræve det af ham - ligeledes ville hun heller ikke holde sandheden fra ham. Nogle tegner skulle folk aldrig vide, hun havde tegnet, andre var det bedst kom frem i lyset, før hun fik givet et forkert indtryk af enten tilbageholdenhed eller misforstået bekymring. 

"Jeg havde været mere bekymret, havde jeg gået i uvidenhed, og kun set skjoldet," svarede hun og gjorde et forsøgende kast med hovedet mod haven. De kunne gå en tur rundt herude, hvis Alexander foretrak.
"Tingene sniger sig altid ind på underlige tidspunkter - jeg mistænker næsten, det må handle om sindstilstanden hos den anden part også," fortsatte hun med et forsigtigt smil. "Det var blot heldigt jeg kunne nå den ene tegning, før båndet mellem os brød. De andre tegninger var fantastiske, i øvrigt. De skal have tusinde tak for at gå med til at lade Dem male alle de aftener."
Det var bestemt ikke nu, Adena skulle bringe på banen, at der havde været et par underlige tegninger i blandt - herunder et, hvor Alexander havde siddet lammet af frygt i en stol. Næste aftens billede havde slet ikke været lige så voldsomt, og derfor havde hun selv slået det hen som at der ikke var et stort monster tæt på at æde ham. Men noget havde han da set, og det kunne næppe have været rart.

Alexander holdt Adenas hænder, stadig overbevist om, at det var for hendes skyld. Helt bestemt.
Hendes kast med hoved gik dog ikke den unge prins forbi, og han slap, en smule mere tøvende end tiltænkt, hendes hænder, for i stedet at tilbyde sin arm, og spankulere i den angivene retning. En hvilket som helst retning ville nok kunne gøre det, da de blot skulle lidt væk fra de lurende blikke, og snagende ører. 
Alexander nikkede langsomt til hendes ord. "På den måde viste De i det mindste at jeg var i live". Over skulderen på en sortelver, men da i live. Det var bestemt mere betrykkende end blot et tabt skjold, og mere vished end hans egen familie havde haft den første uge.
Den tanke blev dog ikke hos ham længe, for som Adena fortsatte, fik Alexander en tænksom rynke mellem brynene. "De tænker min bevidstløse tilstand åbnede op for noget? Eller at Deres magi reagere, som en slags nødkald?" spurgte han ind, teoretiserende. Det var en ganske interessant observation at gøre sig, hvis der var noget hold i det.

Som emnet faldt på de mindre markabre af hendes værker, sank Alexanders skuldre en smule. Han havde knap opdaget hvor opspændt de havde været, før nu. Selvom han næppe forventede det ville være sidste gang det drabelige emne blev vendt, var skiftet stadig kærkomment.
"Det glæder mig at hører! Og det var næppe megen ulejlighed for mig" svarede han med en varm latter, men også en let undring, som et par brikker faldt på plads. Hun havde tegnet ham og ikke blot hans omgivelser, som han ellers havde antaget.... ups?
Alexander rømmede sig en smule "Ville det være muligt for mig at få lov at se dem, ved lejlighed? Deres talent var tydelig den dag i Templehaverne, men det ville være en fornøjelse at se nogle af Deres andre værker" sagde han, og var de samme ord kommet fra en anden mund, kunne man være forledt til at tro, at han i virkeligheden fiskede efter noget andet. Men Alexanders ord var varme, og beundringen af hendes talent oprigtig. Han ønskede ganske simpelt at se hendes kunst.

"Det kunne faktisk godt være, det fungerer lidt nødkalds-agtigt," sagde hun for at runde alle spørgsmålene af. "Det er sket et par gange. Men jeg er heldig at kunne genkende Deres skjold - tænk hvor mange jeg har overset ved ikke at vide, hvis ske det lige er, jeg har tegnet. Og selvfølgelig må De se tegningerne." 
Den ene arm lå under hans som det så sig til, og med den anden også henover armen, følte hun, hun gav ham lidt mere tryghed. Han lod til at være blevet noget stærkt mærket af sine oplevelser, og kunne hun afhjælpe noget af den stivhed, han havde i kroppen, ville hun prøve. 
"Selvom jeg nok må indrømme, at én af dem nu florerer blandt de unge, ugifte komtesser," indrømmede hun med et lille grin, hun håbede, han ville tage godt imod. "Jeg prøvede at gemme dem, men netop den aften var det ikke helt godt nok, og de fik fat i tegningen af Dem på træningspladsen en aften."

De unge piger havde hvinet, da de havde set den og straks tigget om flere, men Adena havde holdt hårdt på ikke at udlevere dem alle. De havde fået én til at se, men hun havde formået at vriste den ud af deres fingre, inden de var gået. Den med ham på træningspladsen var på mystsisk vis forsvundet, og der havde ikke været noget, der kunne få ud af de unge piger, hvor de sidst havde set den. Det kunne Adena lige så godt opgive på, men forhåbentlig ville Alexander ikke blive alt for sur på hende over en simpel tegning.

Alexander lyttede opmærksomt som Adena kom omkring hans spekulationer, og han nikkede bekræftende da hun priste sig lykkelig for at have genkendt hans skjold. Lykkeligvis var Isenwalds hjort genkendelig, og efter Alexander var blevet prins, havde det også tilladt ham at bærer det ren skjold der tilhørte fyrstefamilien. Desuden, med to ikke-kæmpende søstre, så var der næppe andre end Alexander det skjold kunne tilhøre. Ham, eller hans moder.

Som Adena fortalte om tegningerne, og om den ene der var bortkommen, blev hans kinder unægtelig røde. "Ah. Jaså. Det, ehm, sker vel" fumlede han lidt med ordrene efter. Han huskede kun den aften alt for godt. Nogen i delingen havde ikke hentet vand til hestene som de burde, og så havde resten af delingen fået lov at lave armstrækkere, mens han færdiggjorde sin opgave. Alexander havde ikke tænkt videre over det, men nu...

Han rømmede sig en anelse, for at genvinde magten over sine ord. "Jeg må erkende.. jeg havde troet De tegnede omgivelserne mere end.. ja.." farven krøb fra hans kinder op over hans øre "Havde jeg været mere.. forudsigende der, havde jeg beholdt skjorten på" undskyldte han en smule forfjamsket. Alexander var ganske vist komfortable i sin krop, men han ville aldrig drømme om at smide skjorten på sådan en måde, og da bestemt ikke foran en gruppe unge komtesser!
En lille, let styltet latter forlod den unge prins "Og så lige tegningen fra den aften, af alle!" fik han tilføjet, og det var svært at sige om han var så naiv at tro det var tilfældigt, eller om han bare virkelig håbede på det.

Adena blev rød om ørerne ved Alexanders ord. Hun havde da på ingen måde forberedt ham på, hvad han gik ind til, hvis han havde forstået det på den måde. Men nu var hendes evne jo også ret kompliceret...
"Åh, det må De virkelig undskylde, Deres Højhed!" sagde hun forfjamsket og en anelse brødebetynget. "Jeg skulle vist have været mere tydelig, da jeg fortalte Dem om det hele."

Et nervøst grin kom fra hende som de gik, og hun tænkte på alle de aftener, hun havde tegnet. Alexander havde troet, hun tegnede hvad han så, eller hvad der var omkring ham, og virkeligheden havde været en ganske anden. 
"Jeg må dog sige, at De formåede at bringe mig mange smukke steder hen!" skyndte hun sig at sige, som for at råde bod på den utiltænkte indtrængen i hans privatliv. "Blomsterengen var et særdeles smukt syn - ligeledes med den regnfulde aften på bænken. Det er tegninger, der er et større portræt værdig alle sammen, om De får lyst til at få dem tegnet fuldt op."
Hun håbede det ikke slog skår i det endnu spæde venskab, at hun ikke havde fået fortalt ham tydeligt nok, hvordan hendes magi fungerede. Det var sårbart, både magien og det nye venskab, og hun ønskede at Alexander forblev en ven og ikke ville blive skubbet væk af hendes magiske evner. Det var sket lidt for mange gange, at folk lagde distance til hende, fordi magien gjorde dem utilpas. Denne gang havde hun endda troet, det hele var på alles præmisser, men havde ikke fået tjekket det godt nok igennem.

Som Adena bekyndte at undskylde, og tydeligt var tynget af det, holdt Alexander hurtigt en hånd op med en affejende gestus. "Alt forladt, jeg burde selv havde spurgt ind! Og jeg er sikker på De fik nogle noget mere naturlige billeder på den her måde, om end utilsigtet! Og jeg havde næppe gjort meget andetledes" svarede han med et lille grin, om end forlegenheden ikke helt havde forladt ham endnu. "Desuden.. så var jeg ret taknemmelig for ikke at have skjorten på den aften" afslørede han, som grinet blev en anelse større. Det havde været ulideligt varmt, selv solnedgangen og med skjorten på var det kun blevet værre.

Da Adena hurtigt skiftede over til at snakke om de andre billeder og lokationer, lyste Alexander mere op igen. "Ah, det glæder mig at de synes om dem! Jeg prøvede at tage dem med til de smukkeste lokationer jeg kunne komme i tanke om her i området, så De kunne få noget mere behageligt under penslen. Jeg er glad for at det lykkedes" sagde han, glæden tydelig med også farvet an lettelse "Og det kunne bestemt være en mulighed. Om ikke andet skal jeg glædeligt vise Dem lokationerne ved lejlighed" tilbød han, tænkende de nok var et maleri værdige uden ham også. Måske mere så.
"Og.. kald mig Teo, om de ønsker. Det gør alle mine venner" bød han så mildt. Det var hendes at afslå om hun ønskede, men Alexander nød unægtelig komtessens selskab, og ville gladeligt kalde hende ven, om hun tillod.

Adena åndede lettet op, da Alexander godtog undskyldningen og heldigvis ikke havde haft alt for meget imod det. Nu vidste han selvfølgelig heller ikke, hvordan de andre tegninger så ud, og måske ombestemme han sig når han så dem - den tid den sorg. Om ikke andet måtte det gøre lidt, at Adena havde holdt dem fra andres hænder, I hvert fald de mere følsomme af dem.

"Det glæder mig at være Deres ven, Teo," svarede hun som bekræftelse på hans indbydelse til en mere afslappet tiltaleform. "Jeg vil mægtig gerne se alle stederne. Med efterårets komme kan jeg kun forestille mig, at mange af dem vil se helt fortryllende ud i de brændende farver."
At hun nu selv var lovet væk til ægteskab gjorde også kun sådanne arrangementer nemmere. De kunne måske endda blive fri for de ellers ti obligatoriske anstandsdamer og -mænd, der altid rendte i ryggen på de unge og ugifte og holdt dem fra at begå for mange fejl inden et ægteskab var planlagt. 

Alexanders smil blev en anelse varmere som Adena gengældte hans tilbud om venskab, og med det, bekræftelsen af en mere afslappet holdning omkring hinanden. "Det glæder mig".

Det var klart for Alexander at fortrække, især siden de helt stive former kun var blevet påtvunget ham for ganske nyligt, da hans moder blev fyrstinde. Ikke at Alexander nogensinde havde haft et dårligt rygte, eller ry for at være upassende, ganske tværtimod.

"Engen er bestemt best til foråret eller sommeren. Men træet fra regnvejrsdagen især tænker jeg ville være smuk i efteråret!" han smil trak op til den ene side, og blev skævt "Og biblioteket er skønt på alle årstider" tilføjede han med lille grin. Alexander var nok en del af lysets hær, men han var en akademiker i hjertet stadig.

"Hvad er de mest spændende bøger, synes De?" spurgte Adena, mens hun strøg sin hånd over en busk og fik farverne fra bladene til at trække lange striber hvor, hendes fingre havde rørt dem. "Jeg har selv mest læst om kunstens historie, teknikker og mest prominente figurer - altså foruden eventyr - mens min trolovede er velbevandret i især filosofien. Noget siger mig, De måske kunne hjælpe mig med at lave den distance om til noget fælles."

En subtil bøn om hjælp. Adena var alment dannet og lærd, men hun ville ikke kalde sig selv belæst. Det var hendes sind for flyvsk til og kreativiteten krævede for meget af hendes tid. Men hun skulle have sat sig mere ind i Aldamars glæde for bøger og filosofi, skulle hun kunne støtte hans samtaler til selskaber og være en spændende partner til middagsbordet. Hun vidste om Alexander, at han yndede at dykke ned i bøger, og ikke kun var en soldat i hjertet. Måske havde han endda haft samtaler med Aldamar om bøgerne - det ville være perfekt at kunne uddanne sig i den retning og samtidig bruge tid med Alexander. Og undgå at være en unødig byrde for Aldamar. 

Alexander nikkede roligt. "Det er bestemt ikke utænkeligt. Statskundskabs, historie og filosofi er unægtelig de emner der oftest trækker mig til, og vi lever i.. spændende tider for mange tænkere indenfor feltet" var han ved at starte ud, men stoppede sig selv, inden han kom alt for godt i gang. Det var kanten til et meget dybt, meget tørt hul som han næppe ville udsætte Adena for på en festdag.
"Men det er emner jeg ofte har diskuteret med Prins Aldamar, så jeg er sikker på vi kan åbne den dør for Dem" bekræftede han med et bestemt nik. Alexander var ikke i tvivl om at han kunne åbne døren, men det ville være op til Adena selv at passere igennem den. En grundlæggende viden kunne lade hende følge med når Aldamar talte, men det krævede en gnist at deltage aktivt, at indgå i ophedet debat. Om den gnist gemte sig i Adena, det var ikke til at sige. Men Alexander havde i sinde at hjælpe hende med at finde ud af det!
"De skal dog være forberedt på at det er emner der kan lede til.. konklusioner der ikke nødvendigvis er passende i de flestes øre. Også derfor den slags debat bliver holdt til mere private selskaber" advarede han en anelse mere lavmælt. Diskussioner om hvordan monarkiet i virkeligheden var en hindring for landets fremgang, var næppe velhørt til Dronnings sommerbal.

Upassende konklusioner? Det kunne Adena nok lige klare. Hendes nuværende fritidsinteresser hos Proteaus var alligevel ikke synderligt passende, så at udskifte det med noget andet upassende, men som Aldamar også gjorde, virkede ikke som en helt skidt plan.

"En god grund til at jeg må lære at begå mig både inden for de store selskabers samtaler om emnet og også de private. Jeg ville være meget taknemmelig, hvis De ville hjælpe mig ned ad den vej," svarede hun. "Den slags er ikke det, jeg selv ved mest om, og jeg skulle nødig bringe prinsen i forlegenhed med min uvidenhed."

Hun lo lidt nervøst. Der var så meget hun endnu ikke vidste om Aldamar. Hun kendte til hans person, men meget af det var hans ry udadtil, og det var jo altid poleret til at ligne sit bedste. Bare det at Alexander ofte diskuterede med ham, tydede på, at han kendte Aldamar bedre end hun selv gjorde - men hvem gjorde ikke det? De havde ikke brugt enorme mængder tid sammen. Trolovelse øn var blevet sat fast, og prinsen havde travlt. Det med at lære hinanden at kende, havde man jo hele livet sammen til bagefter. Adena følte sig trukket op af sin trygge, lille lavadelige sø og kastet ud i højadelens hav uden at kunne svømme. 

Alexanders trætte øjne blev milde, og hans smil en smule skævt. "Jeg skal hjertenes gerne hjælpe Dem, men.. jeg tror hvad der måske vil hjælpe dem mere end det, er at huske, at Aldamar bag sin titel og stand, stadig bare er et menneske, en mand, og han har hjertet på rette sted" fortalte han. Det havde nok været utænkeligt før, men Alexander havde ment det da han bød Adena sit venskab, og dette var den slags ting man kunne tale mellem venner om.

"Og hvad angår resten af familien.. Fyrstinden er ikke så skræmmende som hun fremstår. Hende og min moder er nærer, så vores familier har mødtes, selv før fyrstdømmet faldt til min moder. Og Arya vil De bestemt synes om, hvis De ikke allerede har gjort hendes bekendtskab. Jeg har dog ikke snakket meget med den yngste, men jeg er sikker på hun også er fin nok" forklarede han, i et forsøg på at beroligere Adena en smule, og måske få hende til at slå koldt vand i blodet. Hun lød til at have overtænkt det hele en del, men han kunne næppe bebrejde hende.
Det havde været et stormfyldt hav for ham selv også, og han skulle ikke samtiddig tænkte over at blive gift! Hvert fald ikke endnu..

Adena skænkede blikket til gruset under dem, der blev erstattet af græs, som de gik rundt i haven. Bare et menneske... Det lød så ligetil, så almindeligt. Som om det bare var en helt normal familie hun blev giftet ind i, og ikke som om hun pludselig skulle leve op til hele verdens forventninger, som hun selv følte. Måske hun burde slå lidt koldt vand i blodet og slappe lidt af over det. Det hele var bare så nyt.
"De kender Aldamar godt, gør de ikke?" tillod hun sig at spørge, nu med lidt mere afmålt stemmeføring. "Jeg havde aldrig troet, jeg skulle giftes til en så højtstående, og jeg må nok erkende, det skræmmer mig."

Alexander havde sådan en ro omkring sig. Selv efter hvad han havde oplevet ved kysten, formåede han at holde sig afslappet til sådan en fest. Hvilede i sig selv og sin stand  som prins. Måske kunne noget af det smitte lidt af, hvis Adena lod sig selv slappe af og lytte efter hvad han sagde. Deres mødre var tætte, og han kendte Aldamars lillesøster. Adena havde kun lige hilst på dem til festen, men Aldamar havde også kun talt kærligt om sine søskende.
"Det hele er på grund af min søster," fløj det ud af munden på hende. Den del af sagen var ikke noget, hun havde delt med særligt mange, men netop Alexander, i kraft af sin rang i hæren måtte om nogen forstå. "Hun gav sit liv for fystindens søster. Jeg kan ikke lade være end at tænke... Tænke på mig selv som en ting, der bliver givet i forsoning. Som om det gør op for, at vi mistede hende, at jeg bliver godt gift." 

En lille grimasse krydsede Alexanders ansigt ved Adenas første spørgsmål. "Det kan jeg ikke påstå desværre" svarede han med et beklagende blik. Han ville gerne have givet hende mere vished. "Han er en meget privat person" uddybede han så en anelse, med et lille suk. "De har næppe noget at frygte fra ham, men.. jeg forstå deres følelser. Det er som en anden verden man bliver trukket ind i, andre forventninger som man næppe føler man har nogen kvalifikationer til at leve op til. Men ligeledes tænker jeg også der må være en frihed i det? Når de bliver Fyrstinde, mener jeg." spurgte han en anelse mere forsigtigt. Alexander havde aldrig ønsket sig en plads som fyrste, og nu hvor hans søster stod til at overtage Isenwald, misundte han hende ikke. Han havde aldrig ønsket sig magt.. eller måske fygtede han blot at faktisk at have magten til at ændre ting.

Som Adena fortalte om hvordan hun var endte hvor hun var, lyttede han opmærksomt. Hans bryn rynkede sig en smule i tænksomhed, som han vendte hendes ord.
"Nogen ville mene det er prisen vi betaler for vores stand. At vi er født til gode liv i rigdom, men at vores liv heller aldrig tilhører os, ikke helt i hvert fald" han sukkede og rystede en smule på hoved "Jeg ville ønske jeg havde nogle mere opmuntrende ord at dele med dem. Jeg.. håbede også engang at ægte af kærlighed, men nu, som Prins, er det endnu mindre en mulighed end før. At vide det er dog næppe det samme som at kunne acceptere det" sluttede han med et lille skuldertræk. Hans eget blik var vandret væk fra Adena, til den modsatte side af ham selv. 

"Det føles nu ikke som mere frihed, må jeg indrømme," svarede hun og trak på skuldrene som for at løfte det tunge emne lidt op. "Som De selv er inde på, har vi ikke friheden til at ægte os af kærlighed. Det troede jeg nok også, jeg kunne, nu når min stand ikke var højere. Det er med at tage de positive ting med fra det også, ikke? Vi havde nok næppe kunne få et længerevarende venskab, var jeg ikke blevet giftet højere op. Nu vil ingen se skævt til det - eller mistænke uanstændige affærer."
Der var ingen tvivl om, hvem de var, for Adena udførte en rimelig præcis imitation af Hecates stemme. Den havde hun hørt et par gange tale om netop det emne. Hun sendte Alexander et smil og besluttede sig for at dreje emnet tilbage til noget, der drejede sig mindre om frihedsberøvelse. Det var næppe dér hun ønskede, hans tanker skulle ledes hen - igen. 

"Men bare det, at De har haft diskussioner med prins Aldamar, er vel at kende ham, ikke sandt?" sagde hun og lagde hovedet på skrå. "Måske har De ikke hørt hans sorger og bekymringer, men selv at have haft dybe samtaler om de emner, I har, vil jeg da kalde en form for venskab - og at kende hinanden."
Adena selv havde flere veninder, hvis selskab hun holdt af, men som hun aldrig ville betro sine dybeste hemmeligheder og frygte til. Eller de overfladiske for den sags skyld. Der skulle meget tillid til, før den slags var muligt - en tillid hun havde fundet var sværere at hive frem blandt adelen, end blandt laverestående folk.