Den noget sølle lås på døren, gik op med et lille klik og Fabian åbnede døren, for blot at smække den efter sig og låse den igen, så snart han kom indenfor. Rummet han var i var lille, sølle, og lidt regn dryppede ned fra revnen i taget over ham. Heldigvis stod der er en potte solidt plantet på stedet, som opsamlede dryppene fra over ham. Det her var hans hjem. Et værelse, med en seng og kommode, men ikke engang et ildsted. Når han ville have varmen, så måtte han bare håbe at underboen tændte op, og ellers så havde han nok tæpper. Hans løn kunne ikke række til mere.

Det var kun et par dage siden han havde set Aldamar, men han havde ikke rigtig fået mulighed for at tænke over hvad han havde lovet ham, måske ikke rigtig givet sig selv muligheden, men det var svært at tage sig sammen, sådan rigtig tage sig sammen. Dog havde han dårligt kunne koncentrere sig om arbejdet i dag, og da an afviste tredje kunde, så måtte han se sig selv i øjnene og bare tage hjem og endelig overgive sig til tankemylderet.

Han tog den halvvåde jakke af, og hang den op, inden han gik de få skridt der var over til sengen, og smed sig ned på ryggen, og kiggede op i loftet. Hans arme lagde sig krydset henover maven, og et suk undslap hans læber. Et suk der blev overdøvet af resten af lydene omkring ham. Den stille regn hamrede mod taget og væggene, mens han kunne høre skrig, støn og råben rundt omkring i de omkringliggende huse, eller gader. Skumringskvarteret på dets fineste.

Det var Aldamar han kom fra ikke?

Det var kommet lidt ud af det blå for Fabian, at Aldamar faktisk havde ønsket at udforske hvad de var for hinanden, og derfor han ikke været parat på hvad end det var der ville ske. Derfor var Fabian heller ikke rigtig klar over hvad han helst ville.
Der var visse ting han var klar over. Han foretrak at være fri. Han havde ikke været bundet til nogen i årevis, og ønskede det ikke. Monogamt var ikke livet for ham, og det var vidst heller ikke hvad Aldamar bad om. Han havde følelser for Aldamar, mere end som blot en kunde. Han havde ændret sig fordi Aldamar var kommet ind i hans liv, Sif havde lagt mærke til så meget og det havde blot været efter et par gange. Han ønskede inderligt bare at bruge tid med den anden mand, uanset hvor lidt seksuelt det måtte være, så hvad var problemet?

Han lagde sig om på den ene side, med den ene arm under hovedet og kiggede ind væggen ved hans side. Der var et lille hul ud, som han ikke havde opdaget før nu, og han kunne lige knap se regnen sile ned derude.

Aldamar var nok i sikkerhed fra regnen fra hans palæ.

Var problemet virkelig blot at han aldrig rigtig havde haft et rigtig forhold? Eller lå problemet i at de var så langt fra hinanden standsmæssigt? Det plejede han da ikke bekymre sig om, gjorde han? Han havde heller ikke rigtig følt så meget da han hørte at Aldamar skulle giftes, jalousi lå stadig ikke til ham, men han var bare... ærgerlig på Aldamars vegne, at han ikke selv kunne vælge, hvem det skulle være. Det føltes ikke som et rigtigt liv at være gift med en, blot for at få nogle arvinger, som Adena havde sagt.

Han vendte sig om på den anden side igen, så han kunne kigge ud i rummet i stedet for. Det var blot mørkt, kedeligt, og han var ret sikker på at han hørte en kat vræle udenfor døren. Det måtte være naboens.

Det her var virkelig ikke et sted Aldamar nogensinde ville komme.

Han var en idiot var han ikke? Han var bange for at give den magt over ham, så han lod vær med at sige noget. Bare fordi at han snart nærmede sig de tredive år, og han stadig ikke havde udrettet noget stort og voldsomt, og oven på det, så var han begyndt at bekymre sig for en han ikke skulle. Kunde og fyrstesøn, hvem ville ikke have en fest over at vide at skøgen Fabian til sidst var faldet for en kunde. Alligevel var det dog ikke de tanker der virkelig gjorde ondt, og som påvirkede ham. Det var tanken om at Aldamar kunne knuse hans hjerte og kaste ham til side der virkelig gjorde udfaldet. Han havde ikke lyst til at overgive den magt til en anden, men var alternativet virkelig bedre?

Et suk undslap hans læber endnu engang, som han lagde sig om på ryggen, og han øjne fandt loftet igen. Og så var hans tanker stille for en stund, mest fordi det hele virkede så fjollet, som om at han havde bygget op et eller andet problem der var i at finde sammen med Aldamar, eller i hvert fald bare nyde hans selskab.

Hvad var det værste der kunne ske, hvis han selv ønskede bare at nyde Aldamars selskab?

Han kunne næsten mærke Aldamars fingre som han lå her, høre hans grin, og se hans smil. Hans hjerte hamrede blidt bag brystkassen, og fik ham til at føle sig lidt i live. Han behøvede ikke at give mere af sig selv end han ønskede, men han kunne ikke altid leve det selviske liv han havde gjort, og skubbe alle væk. Hvis Sif havde været her, så havde hun i hvert fald slået ham og sagt at han måtte tage sig sammen.
Han kunne altid trække sig. Han bandt sig ikke til Aldamar forevig, og han kunne gå når han ville, men han ville aldrig rigtig vide hvad han kunne få ud af det, udover krystaller, hvis han aldrig rigtig åbnede sig op for samtalen.

Alligevel lå han det meste af natten og vendte og drejede sig, men alligevel da morgenen kom, og han endelig rejste sig fra sengen igen, var det med en fornyet tilgang. Han var skræmt, helt ind i knoglerne, men han kunne ikke give slip på den lille strejf af lykke han havde fundet i Aldamars selskab.

Forhåbentlig havde Aldamar ikke travlt den kommende torsdag.