Stedet som Evlyn havde inviteret Caitlin til at besøge hende, var bestemt en opgradering siden sidst. Det at Leonora, hendes dækkenavn for at vandre rundt i blandt de adelige. Var blevet inviteret til at undervise en af Reier børnene, en sød ung kvinde ved navn Adena, som Evlyn havde set et stort potentiale i, potentiale der havde gjort at hun havde inviteret den unge kvinde til at blive en del af hendes gruppe Proteaus - trods hendes lidt uheldige magiske evner. Hvilket også var grunden til, at hun blev betalt så - storslået. Men med sådan et dække, krævede det også sin forberedelser, som at hun havde fortalt dem at hun var gift. Hvilket var ganske fantastisk, især efter hendes lille uheld med at møde Fyrsten. Hun rystede med afsky på hoved, over den forfærdelige mand. 
Nuvel! Nu var det ikke det hun skulle bruge sin tid til at spekulere over. Nej, hun skulle gøre klar til at hendes model ankom, og det hele var klart. 
Rummet de skulle male i denne aften, var en af stuerne i det store adelshus. Som Evlyn havde købt for en slik, men derefter med hjælp fra flere af ulve klanens medlemmer. - som hun selvfølgelig havde betalt ganske godt. Fået sat i stand, og således havde den ellers fattige Evlyn Crane, formået at vende hendes omdømme til noget helt andet. 
Der var desværre gået noget tid, efter at de havde lavet aftale om at Caitlin skulle stå model for Evlyn. Mange ting var kommet i vejen, for eksempel det kup som Pax havde været så stor en mund at plapre op omkring. Det var slet ikke gået som de havde håbet, for slet ikke at snakke om den omgang hun havde gået gennem med hendes tidligere leder Gregory. Som nu forhåbentlig, lå og rådnede op i Kzar Mora et sted. Helst så hun, at det måtte være i Zaladins rødne toilet. 
Hun rystede på hoved, og fugtede læberne som hun stod og betragtet rummet. Hun havde sørget for at sofaen var placeret perfekt, lagt et lamme skin frem, så den var rar og varm at ligge på. Alle de forskellige materiale hun skulle bruge var sat på plads - og hun havde iført sig tøj som der godt måtte få oliefarve på sig. Nu var det eneste hun manglede, modellen - og centeret for hele aften. 

Tiden i Dianthos virkede til at løbe afsted fremfor det magelig tempo den havde i Ulvedalene. For Caitlin var månederne svundet hen og gledet sammen, så vinteren dårligt virkede til at have sluppet sit greb, før bladene atter var begyndt at falde af træerne. Det havde så også været en tid med forandring. Hun havde fundet en plads i et værksted, hvor den indbrændte dekoration hun havde lært sig at lave solgte fint og var velkommen. Ikke nok til at hun kunne leve af det alene, men med lidt ekstra mønter fra et serveringsjob i et af de pænere spisehuse og hun havde nok til et værelse at kalde sit eget, mad og fornødenheder. Ingen rig tilværelse, men sikker og fri. Endda ganske på den lyse side af loven også.

Det samme kunne næppe siges om hendes venindes måde at skaffe sig midler på og som Caitlin stoppede ved porten ind til palæet kunne hun kun være imponeret. Det var på alle måde et helt andet sted end hvor hun sidst havde set Evlyn. Spørgsmålet var så om det kun var omgivelserne der havde forandret sig? Det prikkede naturligt i Caitlins nysgerrighed og lod hende begive sig op til fordøren og banke dørhammeren lydeligt mod det solide træ.
Som hun ventede på hvad næst ville ske, lod hun blikket glide over omgivelserne igen. Hun var så underklædt til dem i sine bukser, støvler og jakke, men i det mindste havde hun håret stadig delvist samlet i en knold. Hvis døren blev åbnet indenfor de næste minutter ville nogen ind da også nå at se det havde været der!
Lyden af døren der gled op fik hende til at dreje sig tilbage imod den med et muntert smil. "Beklager jeg kommer lidt sent." Det var minutter det drejede sig om, men lød jo meget godt, når alle vidste hun før i tiden altid havde observeret alt en rum tid før hun gav sig til kende. I aften havde mere været et spørgsmål om at få samlet de rigtige ekstra ting i en tasken, som hun troede hun kunne få brug for.

Vent! Måske de også skulle have noget te? Måske noget af den kryddervin hun havde fundet i skabene? Nu havde Caitlin ikke været den store alkoholdrikker sidst, men det kunne være man havde mere brug for det, nu når det var en lidt anderledes situation de stod i.
Hun hoppede lidt på stedet, som hun løb hen til ildstedet i køkkenet og satte noget vand over til teen. Derefter begyndte hun at rode rundt i skabene efter den kryddervin hun var kommet i tanke om. Hun var helt sikker på at den var der! Et hvin forlod hendes læber, og hun bankede hoved op i kanten. "Av for zaladin!" mumlede hun, og begyndte at gnide hoved med hendes ene hånd. Den mus havde virkelig formået at skræmme hende, hun var normalt ikke bange for dem - når man havde levet i undergrundens kloaker, var man både vandt til rotterne men så sandelig også mussende der rodet rundt i kornet og høet. Hun stak hoved ind igen, og pegede på den lille gnaver som kiggede uforstyrret på hende med dens sorte øjne. "Jeg sværger, du kan godt glemme det - jeg har ikke bedt om nogen ekstra at bo sammen med!" brummede hun, dog med et smil på læben, som hun fiskede den støvede flaske frem. Og da hørte hun hvordan at der blev banket på døren - hun rejste sig op, og igen bankede hun hoved mod skabets øvre kant. "Årh!" stønnede hun irriteret, som hun med flaske og hånd på det ømme sted, gik tilbage til døren og åbnede den.
"Caitlin! Kom ind, kom ind." sagde hun med et smil, selvom hun stadig ikke kunne gemme smerten i hendes træk og hånden gnubbede også det ømme sted ved baghoved.
"Og det skal du slet ikke tænke på! jeg havde travlt med at gøre klar, så - ja, det gjorde ikke noget du kom lidt senere." grinede hun og gik til siden, så den mørkglødende kvinde kunne træde forbi og ind i gangen. Gangen der for nogen som dem, næsten lignede en balsal. "Ja, det er lidt andre vilkår den her gang. Jeg håber ikke det var for intimiderende at komme her til." sagde hun, som hun selv kiggede på omgivelserne. Mest fordi, hun selv havde været det - da hun hadet alt de adelige stod for. Alt den sorg, som mange af de mennesker følte i skumringskvarteret, mens der var andre der sad på så mange krystaller at de ikke vidste hvad de skulle gøre med dem. 

Det var heldigvis Evlyn selv der åbnede døren og sikrede ægte varme bag det muntre smil fra Caitlin. Hun havde været ved at forberede sig på en stivstikker af en kammertjener eller en emsig stuepige, men den prøvelse så hun ud til at have til gode til en anden gang. Måske huset var nyt nok anskaffet til at den slags folk endnu ikke var tilknyttet? Mulighederne var mange, som de var for Evlyns grimasse og tagen til hovedet.

"For travlt til at dukke dig?" Et øjenbryn hævede sig let, som hun mødte den andens blik med spillende øjne på vejen ind af døren. Ind til en gang af størrelsen hal, hvor hun ikke kunne andet end stoppe op og lade blikket glide rundt. "Det må du nok sige!" Et passende imponeret blik blev leveret, før hun rystede let på hovedet. "Mere nysgerrighedspirrende. Jeg forventede du havde fundet noget bedre, men ikke helt forestillet mig... det her."

Det gav dog nogle skønne rammer for motiver. Især hvis modtagere var vant til den slags omgivelser. "Jeg har nok været i indegange større, men sjældent i så godt selskab." Hun blinkede let til Evlyn og fulgte hende så let gennem huset. Var modtagelsen noget at gå efter var det tættere på den Evlyn fra havnen hun havde her i aften end den splittede personlighed fra deres sidste møde. Forhåbentlig betød det at vinen kunne blive til dem begge!

“Hah!” Grinede hun, og var i betydeligt bedre humør end sidste de havde set hinanden. Ikke nok med at skuden var begyndt at vende for den blonde tyv. Så synes hun generelt at korthuset så mere stabilt ud, end det havde gjort i lang tid. 
Guderne måtte vide, at hvor meget fejl hun dog tog. Men det var en historie til en anden gang, til en mørkere tid. End dette lyse øjeblik hun delte med hendes veninde. 
“Jeg har åbenbart fået en ny sambo - en jeg ikke havde bedt om, som også er en del mere loden end jeg ville foretrække.” Sagde hun med et stort smil på læberne, da hun forklarede hvorfor hun tog sig til hoved. Eller, i hvert fald hvordan at det måske kunne være sket. 
“Det er godt at se dig igen Caitlin, jeg frygtede måske lidt, at vores sidste møde - havde skræmt dig væk.” Sagde hun og kunne ikke undgå at fremvise hendes den milde sorg, der lagde sig hen over hendes mimik. 
“Men dejligt at høre! Vil du se haven før vi går igang?” Spurgte hun nysgerrig, mens hun stadig stod med vinflasken i hænderne. 

Caitlin besvarede grinet. Stemningen var allerede en del bedre end ved deres sidste møde og hun slappede synligt mere af, som de bevægede sig indenfor. Sandt at sige havde hun ikke helt vidst hvem hun skulle mødes med denne aften og visheden var velkommen.
Et velformet øjenbryn skød let i vejret. "En stor loden eller lille en?" At det var et loddent væsen gav hende en rimelig god ide om hvad der kunne bo et sted i huset - og som nok havde boet der før Evlyn, hvis de skulle være ærlige. "De kan larme noget så frygteligt hvis de får lov." Ikke at de havde gjort det hvor hun boede nogensinde. Ikke ret længe det var. Vintrene i Dianthos var lange og kolde, så mad var ganske hurtigt blevet hvad end der kunne findes eller fanges.

Det blå blik forlod søjlerne i hallen og fandt Evlyns ved det næste. Morskaben var sunket en smule tilbage og erstattet med alvor. "Det var tæt på, men alle for mere end en chance og sandt at sige så var du den aften ikke det værste jeg har været udsat for. Bare sådan lidt... presset?" Evlyn havde virket som om glasset havde været mere end fyldt og baljen det stod i det samme og alligevel blev der ved med at flyde mere væske ned i begge dele. "Du hverken overfaldt mig eller truede mig på livet, så klart flere chancer værd!"
Forsikrende rakte hun ud og gav den andens hånd et klem, før hun så rundt. "Haven? Har du noget spændende gemt derude?" Nysgerrigheden steg hende op i blikket ved udsigten til noget sådan.

"En lille en, så ikke så slemt som man kunne have frygtet" lo Evlyn godhjertet, hun havde egentlig ikke så meget mod mus, hvilket blot fik hende til at se Pax der stod og hvinede som et stukken gris, hvilket blot fik hende til at fnise en anelse. Det var et minde hun ville sætte stor pris på længe!
"Det er i det hele taget heldigt, at jeg fik det hele lavet, træet var ved at rådne væk, det var kun fordi at fundamentet var lavet så godt, at det stadig stod da jeg købte det" mumlede hun og trak på skuldrene. 

Evlyn betragtede Caitlin indgående, da de næste ord blev sagt. Det sad godt hos hende, at der blev sagt sandheden, i stedet for hun prøvede at pakke det ind. Eller havde forsøgt sig med at sige, hvad hun troede Evlyn gerne ville høre. Evlyn havde altid hadet mennesker som der gjorde det.
"Det er jeg i det mindste glad for at høre" sagde hun med en blid stemme, og lagde armen omkring den anden skuldre. "Kom, denne vej til haven! Du skal da ikke have ødelagt overraskelsen, men det er bestemt noget spændende" hvis man altså brød sig om smukke jungler, mest af alt var det noget man skulle skubbe store blade væk for, at komme ind til en hule hvor et springvand stod og lod en blød lyd af vand forføre det væsen som der gik derind. Det bedste sted i hele huset, hvis man spurgte hende.

"De små er bestemt at foretrække! De bider heller ikke nogen uventet i tæerne, hvis nogle sådan skulle stikke frem om natten.." Caitlins blå øjne glimtede muntert mod den andens. Om det var en hentydning til noget hun selv havde oplevet eller kun hørt om, var et ganske åbent spørgsmål. I hvert fald for dem der ikke kendte til hendes hemmeligholdte anden natur. Rotter kom hende ikke frivilligt nær.

Ordene fik atter hendes blik til at søge ud over hall'en, før hun nikkede let. "Det skal nok blive storslået igen - hvis det da er hvad du ønsker...?" Hun vendte sig ved det sidste og så spørgende på Evlyn. Som altid var nysgerrigheden hende nær og hvem købte lige sådan et hus uden at have planer? Måske endda planer der kunne sikre en anden en smule indtægt, hvis hun spillede sine kort rigtigt. Det eller blot underholdning, hvilket næsten var endnu bedre.

Stilheden holdt kort, som den alvorlige stemning gjorde det i kølvandet på Caitlins ord. Så løsnede begge dele sig op ved de små gestusser og de delte blikke. Nok til at hvad end tiden havde puttet imellem dem virkede til at smuldre væk og lade det enkle venskab finde tilbage. "Du sælger den bedre end sand til en Rubiner..." Mumlede hun, som hun bumpede en hofte drillende ind i den andens, før hun faldt glidende i skridt.

Kun lige ude af døren stoppede hun med et betaget smil. "Wauw...!" Haven var alt hun ønskede for en sådan og hvad ingen andre tillod i det velfriserede kvarter. "Du har min drømmehave! Har du planer om at lade dig inspirere her eller?" Hun drejede sig langsomt, før hun sank henslængende ned på en stenbænk næsten helt dækket af efeu.