"Te, Adena?"
"Hva'? Åh, undskyld, ja, eh..." 
Adena rev sig tilbage til virkeligheden og tog imod tekoppen fra sin moder, der så på hende med et bekymret udtryk. 
"Er det magien, kære?" spurgte hun. "Eller er du dårlig?"
En halvhjertet undskyldning, som hun ikke engang selv rigtig hørte efter på, blev givet, og Adena slap for yderligere forhør. Hun hilste på nogle gæster og fandt så et sted langs væggen, hvor hun kunne stå lidt for sig selv. Aftenselskab med familien plejede at være hyggelige, men netop denne aften blev for den unge rødhårede komtesse overskygget af en tegning, hun aftenen forinden havde lavet. 
Det havde været i god, gammeldags spøgefuldhed, at de unge adelspiger havde bedt Adena om at tegne den muskuløse, lyshårede Reier, og Adena havde heldigvis været alene med tegneriet, da pigerne vidste det tog tid og havde brugt den på at liste ned og hente flere småkager fra køkkenskabet. 
Det havde efterladt Adena til at vågne fra sin magiske trance med en tegning i hænderne... af en pelset varulv med snerrende tænder og lysende øjne. Kun lige akkurat havde hun holdt sig fra at skrige, og i stedet foldet tegningen sammen og fortalt tøserne, at hun ikke havde kunnet få nok chakra frem til at tegne den aften. 

Han er død, tænkte hun nu som hun stod i stuen og ikke kunne holde sine hænder fra at ryste. Hvornår mon vi får beskeden?
Det var ikke meningen, at hun skulle bruge sin evne på sin familie, og hun turde ikke vise tegningen til nogen - den lå stadig ovenpå på hendes værelse. De måtte da snart få det at vide, ikke? Talon var blevet til en varulv, og rendte nu for evigt rundt som et pelset bæst i skoven. Det var forfærdeligt. Hvordan kunne dem, han øjensynligt havde været på jagt sammen med, ikke have informeret familien?
Langsomt hævede Adena sin krus til munden og tog en slurk, der med det samme blev spruttet ud ad næsen igen, da døren gik op og Talon vandrede ind i egen høje person.

"Adena!" lød det straks fra hendes mor, og der gik et sådan gip igennem hende, at hun spildte halvdelen af teen udover sin kjole.
Mens hun blev overdænget med uforståelige, belærende ord fra sin mor, og hendes far et sted i rummet begyndte at trampe mod hende, lå hendes blik fastlåst på Talons meget levende skikkelse i døråbningen.

Nej, det var absolut aldrig en fornøjelse at vågne efter fuldmånen. Talon havde åbnet øjnene og stirret direkte ind i et træ, som han var kommet til sig selv. Lugten og smagen af jern havde hængt i hans mund og næse, som han var kommet rystende på benene, med solid støtte fra træets ru bark. Den nøgne krop havde været sølet ind i blod, muld og visne blade, til han skævede omkring og fandt sin retning. Den spæde morgensol havde altid været et redskab for Talon, da han allerede inden forvandling, forlod familien for at trave dybt ind i Amazonitskovene, og heldigvis, havde det altid på mirakuløs vis lykkeds ham at holde jagtområdet begrænset dertil.
Allerede ingen han nåede skovens bryn, kunne han dufte moderens parfume, det var efterhånden et fast ritual, at hun stod klar med et tæppe, som ham kom hjem til Herrehården, udmattet og desorienteret.
Madeleine opdagede altid Talon langt senere, end han opdagede hende, men denne dag gispede hun ved synet af sin nøgne søn der kom traskende hjem. "Åh Talon, det har da været en skrækkelig omgang denne gang!" De blå øjne havde vendt sig mod ham, som hun pakkede ham ind i tæppet og fulgtes med ham hjem. En skrækkelig omgang? Det var vel et målestok moderen brugte ud fra mængden af blod han var badet i, når han vendte hjem, men ærligt kunne Talon ikke sige om det var det ene, eller det andet, kan kunne nemlig ikke huske andet end smerten forvandlingen medførte. Trofast ledte hun Talon op til hans kammer hvor han fik vaklet de sidste skridt, til han dejsede om i sengen. "Husk, at vi har selskab i aften hos Lucienna og Etan, jeg vækker dig et par timer inden vi tager afsted, og får stillet et bad klar!" Ahja, det var den trofaste rolle, som Madeleine nu var på jagt efter at finde en kommende erstatning til, en hustru.

--- 

Talon trak troligt jakken på, som han kiggede sig selv i spejlet. Ansigtet var nærstuderet for skræmmer og der var ingen at se, så længe han beholdt tøjet på. Det var nu engang heldigvis et familiearrangement der kaldte, og ikke hvilken som helst anden fest. Her var det dog muligt, ikke at smide kludene. Med en stor bjørnelap strøg han hånden gennem det halvlange hår, det var endnu fugtigt efter badet, men det ændrede ikke på at de skulle afsted, derfor blev en lædersnøre bundet omkring, fangende de fleste af lokkerne. Han kastede et sidste blik på sig selv, inden han gik mod døren, de mørke rander under øjnene talte vist for sig selv.
Ikke længe efter trådte familien ind i det palæ-lignende residens. Det var prangende og fint, og af en sær årsag havde Talon altid holdt af at komme på besøg. Han fik hilst pænt på en håndfuld af de mange familiemedlemmer, inden øjnene gled over på Adena. For første gang denne dag åbnede det kantede ansigt sig i et varmt smil. "Adena!" Talon trådte nogle lange skridt hen imod hans kusine, de to havde altid haft et specielt bånd, at være i hendes selskab havde altid bragt glæde med sig. Hendes forældre kom dog først, som han hurtigt fik rakt faderen hånden "Altid en fornøjelse!" Han gav Etan et anderkendende klap på skulderen, inden han bukkede let for Lucienna "Skøn som altid, frue!" Talon havde på lang afstand opfanget et optrin på vej, det krævede ikke meget af hans fine ører, og dette var en af de bedste måder af afværge en sådan situation, charmeoffensiven.
Til sidst vendte han mod Adena, inden han brød ud i så stort et ulvegrin han i sin tilstand kunne præstere, øjnene gled ned på te-pletten på hendes kjole, men smilet var uændret. "Ups, var koppen ved at stikke af?" Der var et tydeligt glimt af drilleri i den dybe bløde stemme

Ikke et ord kom frem på Adenas læber. Hun stirrede med åben mund og i vantro på sin fætter, der var... levende? Ikke fyldt med pels? Ingen hugtænder?
Det smil dog... pludselig rovdyrsagtigt, og...
"Adena, smut op og klæd om," brød Lucienna den akavede stilhed, der var begyndt at opstå foran Adenas stirrende øjne. 
Hun klappede sin datter et par gange for meget på ryggen, før der kom gang i de unge fødder, og hun meget stiv i sine bevægelser bevægede sig mod trappen. Lucienna stod tilbage med tekoppen, som Adena ikke engang kunne huske, var blevet taget ud af hånden på hende. Hele vejen holdt hun blikket på Talon, men nu havde hun i det mindste fået lukket den måbende mund. 

"Jeg ved ikke, hvad der går af hende i aften," sagde Lucienna undskyldende og lagde en hånd på Talons skulder. 
"Er det nu den magi igen?" vrissede Etan. "Burde vi ikke få dem lukket ned, bare-"
"Så, ingen grund til den snak. Vi skal hilse på de andre gæster, kære," afbrød Lucienna og flyttede hånden til sin mands ryg. Hun fortsatte i et lavere toneleje til Talon. "Talon, vil du ikke være sød at se til at Adena kommer ned igen? Jeg ved I snakker godt sammen. Hvis det er magien, der presser hende til at tegne, ved jeg hun kan tale med dig omkring det."
Derpå trak hun væk med sin næsten rødglødende mand, der på ingen måde havde lyst til at lade det passere, at hans datter havde lavet sådan en scene - også selvom det kun var familie, der var til stede. 

Oppe ovenpå stod Adena med tegningen af den skrækkelige varulv i hånden. Hun var ikke kommet ud af den plettede kjole, og hun havde svært ved at tænke på at gå nedenunder igen. Talon var lige her... Lige her i huset. Men hun havde tegnet ham dagen før som... som... Det her. De lysende øjne og de skarpe tænder snerrede ud imod hende fra den utroligt detaljerede tegning. Kunne han virkelig være...?

Talons smil falmede en kende, som Adena ikke kom imod ham til et kram, det var ellers meget normalt for de to og det vidste hele familien godt. Talon kunne huske dengang Adena var kommet til verdenen, det var året inden han var faldet i kløerne på den varulv, som i sin tid havde haget sig fast i hans venstre skulder, med kæberne i et vildt gab. Han kunne huske, hvordan skulderknoglen havde givet en faretruende knasen fra sig, som tænderne sank ind, mens den eneste grund til, at han muligvis var kommet fra skoven i live, havde været hans trofaste hest, som havde fået en forskrækkelse så voldsom, at den var løbet direkte hjem. Heldigvis for Talon, havde han formået at holde sig fast i sadlen hele vejen. Adena havde derfor været en kærkommen tilføjelse til familien, det sprudlende barn der pludrede løs havde medført en lettende livsbekræftelse. Den bredbringede adelsherre lagde en varm hånd på Luciennas, osm han klappede den et par gange, inden den lå stille for at lade hans varme lune den kølige hånd. Han lod blikket slippe Adena for at vende det mod hendes moder. Selvom hjertet var sunket en kende i livet på ham, formåede han et skævt smil til den sydligt udseende kvinde, et smil som dog ikke nåede helt op i øjnene. "Åh, Lucienna. Mon ikke der er en vis trolovelse der fylder hendes hoved, hm?" Talon hævede brynene en kende, opmuntrende, som faderen brød ind med sin vressen om hendes evne. Den høje mand fugtede kort læberne, ganske tænksomt. Jo, hendes evne havde ganske rigtigt drillet gennem årene, måske hun havde set noget grimt? "Tillykke i øvrigt, det er et fantastisk parti..." Det blonde hår væltede en kende fremad som han nikkede i anderkendelse, selvom trolovelser i sig selv kunne være noget skrækkeligt juks, skulle han i det mindste ikke bekymre sig om Adena nu ville få det godt nok. Hun skulle giftes med en fyrstesøn, hun ville ikke komme til at mangle noget som helst. "Bare rolig Frue, jeg skal nok tilse den unge dame!" Talon smilede forsikrende, men en uro var begyndt at gro i hans mave, som snakken om Adenas evner føltes til at blive hængende i hans hoved. Han blev tænksomt stående et par langstrakte øjeblikke, inden han satte kursen mod trappen. Det tog ham ikke mange øjeblikke før han var oppe ved Adenas dør, han bankede på, ganske forsigtigt. "Er den unge adelsfrøken monstro anstændig? Eller skal hun have hjælp til at kringle sig ud af et korset?" Han åbnede ikke døren, i tilfælde af at hun faktisk ikke havde tøj på, selvom de to altid havde været utroligt tæt, ville det være upassende. Adena var voksen nu, børnelegene var fortid, desværre.

Talons stemme rev Adena ud af sin skræktrance. Hun så over mod døren. Så ned på papiret. Over mod døren. Papiret.
Her efter trolovelsen var hun blevet bedre til at holde sig selv tilbage. Ikke sige noget, før hun havde tænkt lidt længere over det, og undertrygge trangen til at komme med kække kommentarer. Det var ikke hvad der ville blive forventet af hende, og hendes far var så opsat på at se trolovelsen ske fyldest, at hun var begyndt at stivne op, når hun havde noget på hjerte frem for at få det ud. Presset, der lå på at få et ægteskab med en fyrstesøn - en arving endda - var så meget mere, end den unge adelskvinde havde troet, hun nogensinde skulle opnå, og hvis hun endte med at ødelægge et eller andet... Åh hvor ville hun ikke mærke konsekvenserne af sin faders vrede så. 
Men det her var anderledes. Det var Talon, og hun var hjemme, og lige nu var der ikke nogen fyrstesøn, hun skulle imponere.

I fire lange skridt var Adena ved døren, som hun rev op, hvorefter hun vendte tegningen mod Talon, og - lidt for højt - udbrød: "Hvorfor er du... i live?!"
Og så kunne hun heller ikke være mere sur på Talon for at eksistere, så lige efter, ordene havde forladt hende, tog hun endnu et skridt frem og trykkede sig ind mod ham i et kram. 
"Jeg troede den havde spist dig," hviskede hun med tårer i øjenkrogene.

Det tog ikke Talon længe at fornemme der var noget galt på den anden side af dørem, Adenas bevægelsesmønster var atypisk, han kunne høre hvordan hjertet hamrede i brystet på hende, selvom der var en dør imellem. "Adena?" Mere nåede han ikke inden døren blev flået op foran ham og ikke søde Adena kom ud, men en sprudlende drage. Først så han komplet forvirret ud, hvad var der dog forgået? Hvorfor var hun vred? Hvorfor er du... i live?! De stormfarvede øjne, gled ned på hendes ansigt, rynkede sig sammen i en undrende mine, til de faldt på tagningen hun knugede i hånden. Det var som at få et næveslag i maven, når man var allermest uforberedt på det. Han betragtede tegningen i nogle åndedrætsløse øjeblikke, han havde aldrig set hvor frygtindgydende hans anden form i sandhed var. Blikket vibrerede kortvarigt, som hans øjne gled op på hende, søgende efter en anden reaktion, hvor meget vidste hun? 
Selvom Talon og Adena altid havde haft en tæt bånd, havde han bevidst ikke fortalt hende sandheden, han havde ikke løjet, men heldigvis var scenariet at han blev til en kæmpe blodhungrende uld ikke noget man tilfældigvis kom ind på.
Øjeblikket efter sprang skikkelsen ind i det kram han havde ventet på fra starten af, næsten for forsigtigt, lagde han de store arme omkring hende og trykkede hende ind til den solide brystkasse. "Åh Adena, der skal da mere en en ulv til at tage livet af mig!" Han bed tænderne tæt sammen, det var i og for sig heller ikke løgn, ulven havde i sin tid ikke fået taget livet af ham, men konsekvenserne havde været enorme. Han gav hende et sidste klem inden han lod taget i hende slippe. De grå øjne betragtede hende med et lille skævt smil. Det lod ikke til, at det egentlig var gået op for Adena, at det var ham på billedet. 

En anden ting Adena også var blevet god til, var benægtelse. Hun havde brugt hele sin ungdom på at benægte, at hun nok var tiltrukket af kvinder frem for mænd, og selv nu hvor hun havde indrømmet det - i hvert fald over for Fabian - prøvede hun at finde på undskyldninger for at det ikke var sådan, samt løsninger på  hvordan hun kunne lave sig selv om, inden hun endte i bryllupssengen med sin husbond.
Så det første Adena gjorde var selvfølgelig at benægte, hvad hun havde tegnet. Talons ord sank næsten ind som sandheden. Selvfølgelig havde hun bare tegnet, hvad han havde kæmpet mod natten forinden, et ulveuhyre i skoven. 
Han er ikke på tegningen. 
Hun havde måske tegnet ham, men ulven var kommet ind foran ham og havde dækket for udsynet. 
Det er aldrig sket før. 
Måske havde hun tegnet det ud fra Talons perspektiv. 
Vær nu realistisk, Adena.

Hun drog et suk, og lod sig modvilligt trække ud af omfavnelsen. Hun gik ind i rummet og satte sig på sin redte seng stadig med tegningen i hånden. Hun så ikke på den mere, men så op på Talon. Hun kunne ikke bruge fem år på at lyve for sig selv den her gang. Hun blev nødt til at konfrontere ham med det, selvom hun virkelig, virkelig ikke havde lyst. 
"Talon," sagde hun med spag stemme og tørrede sine øjne i ærmet - en af de få ting, lange ærmer kunne bruges til. Hun havde stadig ikke vænnet sig til at være i langærmet tøj uden uskyldssløjfer alle vegne. "Jeg tegnede dig i går aftes..."

Varulven tog et par dybe indåndinger, for at holde sindet i ro. Dette var præcis, hvad der ikke måtte ske. Kun meget få folk kendte hans hemmelighed, og det var bestemt bedst sådan, især med mentalister der med lethed kunne dirke folks viden op. Var hans hemmelighed først ude i det åbne, ville det brænde gennem alle adelsfamilierne som en steppebrand.
Nogle langstrakte øjeblikke nåede han faktisk at håbe på, at Adena ikke rigtigt selv vidste hvad det var hun så på, indtil den triste tone krøb ind på hende. Så kom udbruddet, i et hurtigt men velovervejet skridt trådte han ind på kammeret, som han lukkede døren efter sig med en hastighed, der nok i virkeligheden sagde det hele. HUn behøvede ikke ligefrem brøle det ud til familien. Der var ét skud i bøssen for Talon, og han brød sig ikke om at tage det, især når det involverede at lyve.
"Åh helt ærligt altså..." I nogle henslængte bevægelser gik han hen mod sengen, så klukkede han grinende, næsten underholdt, men indeni var noget ved at fryse helt til is, en klump i maven voksede sig til en hård knude han måtte kæmpe en brag kamp for at ignorere. "Adena, virkelig? Se lige på den!" Talon pegede resolut ned på tegningen hun endnu holdt fast i, men hans egne øjne veg fra den, det var ikke den virkelighed han havde brug for at blive konfronteret med. "Tror du virkelig at jeg kunne have rendt sådan der rundt i nat, for bare nogle timer siden?" Denne gang lo han, en latter som ingenlunde nåede op i øjnene, men som lød ganske oprigtig. "Din evne må have været et andet sted henne. Det der er jo... Absurd!" Talon trak en stol ud længere væk fra lokalet, inden han i en magelig bevægelse lod sig dumpe ned på den, han havde i sandhed aldrig været den store løgner, men han kunne godt, hvis situationen virkelig var nødvendig nok, og dette måtte betegnes at være i yderste nødstilfælde 

"Absurd..." mumlede Adena og papiret krøllede under hendes fingre. "Ja, selvfølgelig er det absurd. Det er altid absurd. Ved du, hvor mange gange jeg har hørt det om mine evner, Talon? Jeg troede... Jeg troede virkelig ikke, jeg skulle høre det fra dig." 
Adenas blik, der ellers havde ligget på papiret, løftede sig til Talon og skuffelsen stod ud af dem. Her havde hun troet, hun kunne være ærlig nær Talon, og han kunne være det samme over for hende. At han havde været den eneste, hun virkelig havde noget til fælles med her i familien. Og så løj han for hende.  Hun var ikke engang særligt bange for ham. Hun havde troet ham død eller værre, men her sad han fuldt ud i live og affejende enhver af hendes bekymringer. Det her havde været en hemmelighed længere end hun først havde antaget.
Hendes far havde ret: Hendes evne bragte det værste ud i folk, og hun ville ende alene og forhadt, hvis hun ikke fik den under kontrol eller holdt op med at bruge den. 

Magien havde bragt hende i den forfærdelige situation med Athelstan og tvunget ham til at overfalde hende, fordi hun ikke havde kunnet holde sin mund. Nu tvang hun Talon til at lyve for ikke at lade hende få bekræftet den hemmelighed, hun tydeligvis var faldet over. For det kunne ikke være en nyligt opstået ting med den lethed, han spyttede afledende ord ud imod hende. 
Selvhad krøb nærmere påvirkningen fra tankerne og hendes fars stemme, der sank lidt længere ind som en forræderisk stemme, der kunne ligge på lur, næste gang hun skulle til at male noget. 
Med et rejste hun sig op. Hendes blik blev hårdt og aflukket, og hun lagde varulvetegningen fra sig på natbordet, hvor hendes åbne tegneblok i forvejen viste ubehagelige tegninger. Primært lemlæstede, døde eller lidende dyr, der sneg sig ind mellem hendes små krudseduller, hun altid tegnede, inden hun skulle sove. 
"Gider du hjælpe mig med snøren?" spurgte hun i et hårdt tonefald, men med en smule grådkvalt stemme, idet hun vendte ryggen til Talon. 

Talon mærkede det, den bitre smag af løgnen der endnu lå på hans tunge. Han hadede det, lige så meget som hun hadede at blive løjet for, men hvis hun vitterligt ikke kunne se hans motiv til at gøre det, var hun tilsyneladende lige så blind for hans positions som han var for hendes. Hun så det omgående, han så, at hun så det. Hun kiggede lige gennem ham som var han glas, og hun beskyldte ham for det. Det tændte en vrede i ham, en vrede som var så letantændelig efter hans forvandling. Der skulle endnu ikke meget til at puste til ulven. Han betragtede hendes optrin, hvordan hun blev såret og hærdede sig selv fra en hun kendte til benet, han bevægede sig ikke en milimeter, men øjnene slap hende ikke et sekund. Fra et øjeblik til et andet kom han på benene, uden at flytte blikket fra hende et øjeblik. "Jaså!" En dyb knurren helt fra struben pressede sig vej op gennem hans hals. "Hvad havde du så regnet med Adena?" Han gik ikke tættere på, han vidste at han var intimiderende i sin fulde højde og drøjde, især når vreden spillede under huden på ham. "For jeg havde bestemt regnet med, at du i det mindste ville holde din magi fra mig!" Nej, det var en gammel aftale om, at den ikke skulle bruges på familien, og Talon havde åndet lettet op for mange år siden da aftalen var indgået, det var netop for at undgå lige præcis dette. Skrækscenariet.
Om vreden egentligt stammede fra hendes magi, eller den kom fra et mørkt sted han frygtede, et sted der fortalte ham, at Adena ville afstøde ham for hans forbandelse, enten det, eller endnu værre: Frygte ham, for hvad han var, hvad han blev til.
Talon trådte et skridt bagud, han havde hørt gråden i hendes stemme, men hvad kunne han gøre for hende nu? Hun havde gravet dybt i ham, dybt nok til at finde hans farligste og bedst velbevarede hemmelighed og hun havde regnet ham ud. 

Adena trak sig tilbage. Hendes hænder trak sig op til brystet i instinktiv beskyttelse af hjertet. Den knurrende undertone var ikke til at tage fejl af, og skrækken buldrede op i hende igen. Bevægelsen til at vende ryggen til ham endte i en hel omgang, så hun igen stod med fronten til ham. Efter et par skridt tilbage ramte hun sengekanten, og hun dumpede ned i den igen og trak sig ind til væggen, mens han trak sig tilbage igen. 
Hans store, muskuløse krop fyldte næsten hele rummet op, når han stod sådan, men hun havde aldrig før tænkt på det sådan. Talon havde altid været et tryghedsskabende element i hendes liv, men nu glødede hans øjne som... Som... Hun kunne ikke lade være med at skæve til tegningen. Frygten trykkede ubehageligt i hendes bryst. 

"Undskyld, " kvækkede hun spagt og trak knæene op til hagen. "Undskyld, Talon. De andre piger pressede mig," det var ingen undskyldning. "Jeg lover ikke at sige noget. Jeg skal nok. De så ikke noget, jeg sagde bare det ikke duede, da jeg så den. Ingen ved noget. Tag tegningen. Tag den, jeg skal nok holde mund. Jeg skal nok glemme det." 
Sidste gang hun var endt i problemer over sin evne, havde været med Athelstan, og oplevelsen sad stadig i hende. Hans lynende øjne og den vrede snerren. Hans kropsbygning var ingenting i forhold til Talons, men et øjeblik var det hans udtryk i fætterens ellers altid blide ansigt, og hun forventede næsten at blive slået igen. Tårer begyndte at trille ned ad hendes kinder, idet hun gav efter for gråden. En gråd, der ikke kun handlede om Talon, men som blev blandet sammen med alle de andre hændelser, der var ved at rive hendes liv midt over.
"Undskyld," gentog hun og gemte ansigtet mellem knæene. Som hendes tårer faldt, græd hendes kjole også sin lyseblå farve ned i det mørke sengetæppe under hende. Lyseblå plamager bredte sig på det mørke stof, og bag hende begyndte en af hendes ophængte tegningers farve også at glide ned ad væggen under påvirkning fra hendes ukontrollerede følelser. "Jeg vidste det ikke. Jeg vidste det ikke." 

Talon stod stille som en stenstøtte, intet på ham flyttede sig, som han betragtede Adena der i en skræmmende hurtig fart begyndte at falde fra hinanden. Det første der faldt havde været hendes påtagede offerrolle, det i sig selv havde været vigtigt for Talon, hun skulle ikke have lov at bygge en stenmur mellem dem, han ville ikke tillade det, derfor var det vigtigt at få fjernet grundstenene til den begynde splittelse. Alt der kom efterfølgende tog vejret fra ham, som tårende begyndte at trille i en ustoppelig strøm ned af de fregnede sensommerkinder. På trods af dette, ulmede frustrationen stadig i ham, frustrationen over at Adena nu så ham for hvad han i sandhed var. "Ah, ja, dér var den Adena!" Talon nikkede bekræftende, den triste følelse som trængte sig på afspejlede sig i hans blik som ikke flyttede sig meget fra hans rødhårede kusine. "Dét der er frygten, jeg har holdt fra dig. Forstå mig når jeg ikke har løjet for dig, jeg har beskyttet det bånd jeg ikke vil se briste." Han trådte forsigtigt fremad, langsomt, så der ikke kom nogle grimme overraskelser. I en bevægelse, som han bøjede sig fremad rakte han ud mod tegningen i hendes hånd, inden hans store lap lukkede sig om papiret og trak det til sig. "Men hvis du lader det her billede overskygge hvordan du ser mig, vil det briste ret så hurtigt!" Igen trådte han tilbage, inden han skævede en sidste gang ned på papiret, som han foldede det sammen og lagde det i inderlommen på hans jakke, der endnu sad stramt over den fine specialsyede skjorte. Tegningen måtte han skaffe sig af med når han havde adgang til åben ild, det var ikke nok at krølle det sammen og smide det tilfældigt, der var for stor risiko for at det blev fundet og nogen med en magisk kraft ville kunne regne sig frem til resultatet. "Du må ikke være bange for mig Adena, men den viden du har nu, kan jeg ikke tage fra dig!" Han blinkede, som han slog blikket ned i gulvet under de fine lædersko han bar. Blikket hun sendte ham nu, mindede om det blik hans mor havde betragtet ham med i årevis efter hans første forvandling, hvor han havde efterlade hendes ryg skamferet i sin første blodrus. Et ar der idag gik under historien, at hun havde gledet på nogle klipper under en badetur og healeren bare ikke var hurtig nok

Adena følte sig faktisk ikke særligt bange for hans ulveskikkelse. Hun havde været rædselslagen for, at Talon var død, og opdagelsen af, at han var i live, havde lettet hendes hjerte for den vægt. Det var hemmeligheden, hun var bange for. Hun havde set, hvordan folk reagerede, når deres hemmeligheder blev blotlagt, og den aggression Talon lige havde udvist, skræmte hende næsten mere end billedet af ham som frådende monster. Ulven lignede heller ikke ham, så i hendes hoved havde hun svært ved helt at blive bange for den blide, omsorgsfulde Talon, der optog mest plads i hendes minder. Og forvandling skete kun ved fuldmåne... ikke?

Men hun kunne ikke få ord over sine læber. Tungen var svulmet op i hendes mund, og gråden rystede stadig hendes skuldre og slørede hendes syn. Hun formåede at løfte blikket til ham og se hans triste udtryk, men hendes tanker kørte for hurtigt rundt til at noget sammenhængende blev dannet. Hun havde lyst til at fortælle ham, at hun ikke var bange for ham, og at hun ikke ønskede at han skulle være sur på hende. Hun ville sige undskyld titusind gange, slette sin hukommelse og bare gerne have et kram af ham. 

"Hvor... Hvor længe?" var det eneste hun fik frem, og hun vidste med det samme, det ikke ville hjælpe samtalen. 
Men hun måtte vide det. Hvor længe havde han været en varulv? Hvor mange af hendes invasive tegninger havde været hans dyreofre i fuldmånenatten? 
Mange af de døde dyr, hun havde været tvunget til at tegne gennem tiden... Det gav pludselig mening, når hun vidste, hvad Talon var. Ofte havde hendes mor slået det hen som jagtdyr, men mærkerne og blodet havde altid været meget mere voldsomt, end Adena havde troet om jagt. Men det havde været så sporadisk, de opstod, at hun aldrig havde lavet sammenhængen til Talons besøg. 
Selv med de små, ødelagte dyr, der kom frem for hende, når hun havde været i nærheden af Athelstan... Adena skævede til tegneblokken, der viste et par af dem, blodige, lemlæstede, forvredne små killinger... Det havde taget månedsvis at regne ud, hvem der stod bag de tegninger. 

Talon brummede i et væld af blandede følelser. Det lod til at Adena var ved at få samlet sig selv en smule, selvom ordene havde svært ved at komme over hendes tunge. Hans hænder hang langs siden, men var knyttede så han kunne mærke neglene i håndfladerne. Det værst tænkelige scenaie, at Adena ville løbe nedenunder og skrappe op til familien, var heldigvis ved at være ikke-eksisterende. I et par skridt satte han sig tilbage på stolen, det lod ikke til at være en snak man tog stående. Hvor længe? Ja, hvor længe var det egentligt? Han gned sig over panden med et per gange, inden han lænede sig tilbahe og rettede blikket mod den unge kvinde foran ham.
"Siden du var spæd..."Startede han, han havde aldrig skulle fortælle nogle andre om forbandelsen, udover healeren der ubehjælpeligt havde prøvet at hjælpe ham gennem årene. Forældrene havde stået for at skulle fortælle til dem der burde vide det, Talon havde ikke haft meget at skulle have sagt i den sag "...Jeg blev bidt som sekstenårig, på en jagt om natten!" Mindet var hverken sjovt eller rart, det havde ikke været hans evner som jæger, eller hans talenter der havde sørget for hans overlevelse, det havde været det pure held, at hesten havde fået sit livs chok og havde løbet panisk hjem Talon blødende udover dens flanke. "Jeg får nogle urter, de forhindre ikke forbandelsen, men... Ofte sløver de mig nok til ikke at forvolde fatal skade!" Nej, muligvis ikke fatal, men det krævede ikke meget mere end et bid at give forbandelsen videre. Sprede den gennem landet som pesten, måske til folk der var mindre heldige end ham selv, der ikke havde den økonomiske mulighed for at betale sig fra en mikstur, som kunne holde ulven en kende hen.
"Det er en uvelkommen del af mit liv, men der er intet jeg kan gøre Adena. Ingen må gøre om dette, det ville kunne ødelægge hele slægten" Han satte en hånd på låret og lænede sig en smule fremad "Det ville kunne ødelægge dit kommende ægteskab!" 

"Det klarer jeg fint selv, tak!" udbrød Adena til Talons sidste ord. 
Hendes stemme bævede stadig af gråd, og den havde været lidt højere, end tiltænkt, så hendes ene hånd fløj op til munden og dækkede over den - som om det ville dæmpe ordene, der lige var fløjet ud. Hun sænkede sit blik fra hans og møffede sig over i hjørnet af sin seng, stadig med benene oppe ved hagen. 
Der gik lidt tid, hvor hun bare hulkede og snøftede og prøvede at få styr på sig selv og finde modet til at se på Talon. Han var den sidste, hun havde lyst til at være bange for. Deres bånd var så stærkt, og hun ønskede ikke at det skulle briste lige inden hun blev givet væk i ægteskab.

"Selvfølgelig siger jeg det ikke til nogen," fik hun endelig frem i en halv hvisken, mens hun tørrede øjnene i sit ærme. 
Hun rystede stadig lidt i skuldrene, men i det mindste var den værste, ustyrlige gråd holdt op, og hun håbede at det ville medvirke til at Talon også sænkede sit aggressionsniveau bare en smule. Det sad i hende, hvordan han havde næsten råbt ad hende, og hvor hårdt ordene havde ramt. Selvfølgelig skulle hun ikke have tegnet ham. 
"Jeg kan være bange for dig, Talon," tilføjede hun stille, men kunne stadig ikke få blikket op på ham. 
Jeg har nok uhyggelige mænd i mit liv, tænkte hun for sig selv. Hvor hun dog ønskede at fortælle Talon om Athelstan - og hvor hun dog på ingen måde turde gøre det. 

Talon rynkede brynene sammen, undrende, det var muligvis kommet ud ved et uheld, men den blonde mand kunne ikke lade den kommentar ligge, hvad mente hun dog? Hun ville blive en fantastisk hustru, og heldigvis for hende, slap hun for at blive gift efter hun var rundet 18. Talon var personligt selv sluppet for ægteskab grundet hans forbandelse, en ting der havde skabt en masse sludder gennem tiden, og med hans stakkels forældre der havde måtte komme med alverdens undskyldninger.
"Hvad mener du dog Dena?" Dena havde været et kaldenavn han næsten altid havde brugt, siden hu var ganske lille, men kun i privat brug. "Aldamar er en yderst repræsentabel mand, g du bliver en fantastisk hustru!" Det var rart at få snakken lidt væk fra hans eget problem, det var ikke noget han havde brug for at vade i, han snakkede dårlgt med hans forældre om sagen, da emnet gav en påtrængende kvalm fornemmelse. Han var vant til at jage dyr i skoven, han kunne skyde dem og flå dem uden problemer, men tanken om, at hans anden form lod det gå udover andre mennesker var alt alt for meget at kapere. Heldigvis, kunne han ikke huske, at det nogensinde var sket, men det kunne bestemt ikke udelukkes. Der var jævnligt udmeldinger om overfald af grov karakter, eller forsvindelser i Amazonitskovene, også omkring fuldmånen.
"Hey..." Talon rejste sig endnu engang, men han rettede sig ikke op, han gik den korte distange til hendes seng, hvor han vendte rundt og lod sig dumpe ned ved siden af Adena, inden han lagde en af de store kraftige arme omkring hendes skikkelse, og gav hende et kærligt klem. Ha s største frygt lige nu, var, at hun ville trække sig under hans bevægelse. "Jeg er den samme du altid har kendt, ikke? Nu kender du bare bagsiden af medaljen. Det er straffen for en dum fejltagelse jeg lavede, da jeg var yngre end nu er nu!"  Han lod blikket glide ned på hende, inden han sendte et skævt opmuntrende smil. Der var heldigvis en måned til næste besøg i skoven, en tanke der altid varmede hans trætte ømme krop, dagen efter.

Adena lod sig trække ind til Talon og vælte ned mod hans skulder. Hendes hoved hvilede på ham som det havde gjort så mange gange før, og hun prøvede at holde sig fra at snøfte alt for meget på hans skjorte. Hun rystede stadig, men den stærke, trygge arm om skulderen hjalp hende med at finde en smule ro. Hun nikkede til hans sidste ord. Hun kunne ikke være bange for ham, for han var, hvad han altid havde været. Hans nogle gange udfarende adfærd gav en smule mere mening - og især fordi den kun dukkede op nogle gange. Med rimeligt faste intervaller, ville hun nok lægge mærke til fra nu af.
Hun kunne ikke få det over sine læber, men hvor var hun dog glad for, at han ikke var død, som hun først fejlagtigt havde troet. 

Lidt tid sad hun bare og snøftede og nød omfavnelsen. Stilheden imellem dem fortalte hende, at han stadig forventede svar på sit spørgsmål. Hvorfor skulle hun også have talt over sig?
Ordene trykkede mod indersiden af hendes lunger, og hun hev vejret skarpt ind efter at have holdt det underbevidst. Talon kunne hun godt fortælle det til, kunne hun ikke? Han havde ingen personlig investering i netop hendes giftermål, og han var ikke hendes far eller mor, der ville blive forfærdede over det, hun gerne ville fortælle. Han stolede på hende til at holde hans hemmelighed sikker - så kunne hun også stole på ham.
"Jeg... Jeg har opdaget, jeg ikke kan lide mænd, altså... På den måde," sagde hun med grødet stemme. Det var en sand befrielse endelig at sige det til nogen, der kendte hende. "Så hellere kvinder. Jeg prøver at fikse det, men jeg tror ikke jeg når det inden brylluppet. Åh Talon, du må ikke fortælle far det, vel?"
Pludselig blev hun bange for, at hun burde være startet med en lovning om ikke at sige det videre. Hvordan ville far ikke reagere, hvis han vidste at alliancen stod på spil, fordi Adena ikke kunne finde ud af at være en ordentlig kvinde og kommende hustru?

Talon knugede hende ind til sig, som hun tillod hans omfavnelse, det var rart, det var netop dette han havde ventet på, lige siden han først havde fået øjne på Adena. Det var længe siden de havde set hinanden, ja, det var nok i virkeligheden allerede inden hun var blevet trolovet. Det var på et eller andet punkt sært, at hun var blevet så voksen. Det syntes ikke længe siden han havde leget fangeleg med hendes lille barneskikkelse. Nu skulle hun giftes. Det var i sandhed i hendes voksne skikkelse, at han nu kunne se, at han ikke selv længere var purung. 
Han kunne godt mærke Adenas tænketid, hendes pause i talestrømmen som hun tænksomt knugede sig ind til hans store skikkelse afslørede allerede det hele, der måtte være noget helt galt siden hun ikke bare fortalte hvad det drejede sig om, der havde ellers ikke været nogen form for hemmeligheder mellem dem... Måske udover varulvedelen, men det havde været en sand nødvendighed. Det krævede at hun fik tiden, og selvom det måske i mange andre sammenhænge havde været akavet stilhed, var det en rolig stemning fra Talon, som han ventede på svar.
Svaret han da fik, kom som en komplet overraskelse, var det fordi hun ikke brød sig om Aldamar? Han rynkede brynene sammen en kende, jo, han havde dog hørt om erotik mellem kvinder imellem, og mænd fro den sags skyld, men det var jo bare historier. "Men, tror du ikke bare at det er fordi du ikke er vant til den slags samvær?" Han rettede blikket ned mod hende, opmuntrende, det var ikke underligt at tanken afskrækkede en når det var så nyt og anderledes. "Det er jo nyt, ikke? Og du ved, nøgenhed og elskov, kan for mange være underligt først, det er ikke sært hvis du har underlige følelser omkring det!" Han rakte en stor bjørnelap ned mod hende og ganske forsigtigt tørrede en af tårene væk fra hendes kinder, med hans bizart bløde hænder. Selvom han lavede en hel del håndværk, sørgede han for rigeligt personlig pleje. Især med varulveforbandelsen var han nødt til at være ekstra omhyggelig, for ikke at vække mistanke, for ikke at snakke om hans yderst fintfølende sanser, der let blev overbebyrdet.
"Selvfølgelig siger jeg ikke noget til din far! Hvad regner du mig for?" Han lo en kende, gribende hende om hagen og givende denne et let klem. "Slet ikke nu, hvor du kender til mine pelsede vaner!" Det havde absolut intet at sige, at hun vidste at han var varulv, men det kunne være at det ville sætte en kærkommen beroligende tanke i hendes bekymrede hoved. 

Adena så ned på gulvet og væk fra Talons ansigt efter han havde klemt hendes hage. Hun troede på, at han ikke ville afsløre noget for hendes familie - selvom hun havde noget at true med, var det ikke noget hun havde lyst til at gøre. Hun ønskede, at han ikke sagde noget, fordi han kunne lide hende - ikke fordi hun måske kunne ødelægge hans liv med sin viden.
Hun holdt blikket på gulvbrædderne, men blev ved med at læne sig ind mod ham. Omfavnelsen var mere kontakt, end hun havde haft et stykke tid, og det føltes mere ægte end de kram, hun fik fra sine forældre i øjeblikket. 
"Talon," tog hun mod til sig og startede op igen. "Hvordan får du det indeni, når du ser på en smuk kvinde - og forestiller dig at kysse hende?"

Det var så ofte, Adena havde stået ved siden af Talon til en fest, hvor der var masser af smukke kvinder. Han ville have dem alle sammen som oftest, og Adena havde indimellem hjulpet ham med at få opmærksomheden fra en af de pæneste - eller udvalgt en pæn en for ham, når han ikke kunne bestemme sig. Og det blik han fik i øjnene... Den måde han stod på, den spænding, der sitrede i ham i de situationer.
"Og hvis du nu tænker på en mand - for eksempel Aldamar af Arys, der er en yderst pæn mand," Adena løj ikke - Aldamar var en virkelig flot mand. Det var Athelstan også, kendte man ikke hans personlighed, men ham ville hun helst ikke bringe ind i det her. "Hvad sker der, hvis du forestiller dig at kysse ham?"
Adena var jo ikke helt tabt bag en vogn, når det kom til kærlighed. Hun vidste da godt, hvordan det  i teorien fungerede. Hun havde brugt nok tid med pludrende veninder og hørt dem snakke om, hvordan deres hjerte sad helt oppe i halsen og de fik koldsvedige håndflader, når de så en ekstra nydelig ung mand til midsommerballet.

Talon løsnede grebet en lille smule omkring Adenas skuldre, men slap hende ikke. Det skulle ikke være for ubehageligt for hende at blive trykket helt flad mod hans bryst. Han studsede kort over hendes ord, som han voppede let med fødderne mod gulvbrædderne. Hun vidste godt hvordan han blev omringet af smukke damer, der var da i sandhed intet bedre i denne verden end at kunne omgive sig med skønne kvinder. Åhjo, hun havde selv været med på legen. Som et lyn ramte det ham, at hun faktisk havde sagt, at hun hellere ville have en kvinde, det forklarede da en hel del når de sammen havde hjulpes ad med at jage skørter i byen. Hen bed sig tænksomt i underlæben, kunne det virkelig være? Men det ville jo blive et kæmpe problem. Tanken hun præsenterede ham for, fik ham alligevel til at le en kende, han styrede sig for ikke at bryde ud i latter, det var jo en helt absurd tanke. Jo, han ville gerne medgive at Aldamar af Arys var en flot mand, smuk endda kunne man medgive, han besad nogle fine træk som Talon selv ikke kunne blamere sig med. Den brede mand havde dog altid trøstet sig med sine muskler og hans brede hageparti. Heldigvis lod det også til at Aldamar altid havde holdt sig væsentligt mere i skindet end Talon når det kom til damerne, ellers ville han nok få kamp til stregen om at vinde deres gunst.
"Åh Adena altså. Jeg kan jo slet ikke kysse på ham, han er jo en mand!" Udbrød han stadig med den lette humor dirrende i stemmen som han endnu engang skævede til hende, han ville ikke neglegere hendes situation der i sandhed var til hundene, hvis hun var sikker i sin sag, men kan kunne slet ikke se sig selv i scenariet med en anden mand. Aldrig i livet.
"Men, tror du ikke man kan finde en løsning?" Mumlede han kort efter tænksomt, hans tanker gled over på alkymisten som Reier nærmest havde tilknyttet til familien, hende som havde været meget inde over hans forbandelse og forsøgt gennem mangt og meget at helbrede ham, mendog uden held. "Der findes jo mange magiske evner derude, vi må da kunne gøre noget!" En let panik greb Talon som alvoren gradvist gik op for ham, hvis Adena i sandhed var i bekneb, så måtte han jo gøre hvad han kunne for at hjælpe hende