Det var sket igen. Eller, Volucris vidste ikke at det var igen. Da han havde slået øjnene op den morgen, var det med et utroligt forvirret udtryk, at han havde ladet blikket glide rundt på de ukendte omgivelser. Han var i et rum, med en seng, som han lå i og et bord med en tilhørende stol. Mere var der ikke. Intet af det virkede bekendt for ham. Han kunne intet huske, hverken hvor han var, hvorfor han var der eller hvem han egentlig selv var. Noget sagde ham dog, at han var i sikkerhed, hvilket var den eneste grund til han ikke var begyndt at fare forvirret og panisk rundt.
 Da han havde samlet sig lidt, og fået et overblik over sig selv var han gået ud af værelset og endt i et stort rum, med en masse borde og stole, hvor der hist og her sad folk og snakkede og spiste, og ved der hvor Volucris kom ud, var der nogle høje borde hvor en mand rendte rundt inde på den ene side af bordene, og nogle høje stole stod på den anden side. Volucris var på vej mod døren, da en stemme havde afbrudt ham.
 " Volucris! Skal jeg tage nøglen som sædvanligt? " Volucris stoppede op, og så ned på sin arm, hvor en armbånd sad. Volucris stod der på det, og han vendte sig derfor mod manden bag det høje, lange bord, og sendte han et smil, trods blikket så noget forvirret ud.
 " Jo tak! " Volucris tog nøglen op af lommen og rakte dem manden. Var det mon hans hjem, det her? 

 Efter at have rendt rundt i gaderne, forvirret og nysgerrig i et par timer, var han begyndt at blive sulten. Volucris vidste bare ikke hvor han skulle finde noget mad, og han havde også se folk bytte ting med hinanden. Den ene part gav altid nogle lidt skinnende, krystal lignende noget til hinanden, så han tænkte at han måske skulle finde sig sådan nogle før han kunne finde mad. 
 Usikker over han skulle gøre og hvor han skulle gå hen, lod han sig styre af noget musik og stemmer der kom inde fra en stor bygning. Blikket gled lidt rundt på bygningen, inden han gik i gang med at lede efter en åben dør. Da han endelig fandt en dør der var åben, gik han ind af den, og forsatte hans søgen efter hvor musikken og stemmerne kom fra. 

”En, to, tre, fire! Fem, seks, syv og… Ej stop, stop, stop!” lød det fra Hygiea der overværede en generalprøve. ”Jess, tag dig en pause og stræk lidt ud i dine ben. Det der går ikke,” forklarede Hygiea, eftersom hun havde stoppet alle seks dansere, grundet en af tøserne var lidt for stiv i kroppen. ”En gang til uden mig,” kommanderede hun, inden hun tog danseren ved sin side, og fulgte hende ned af scenen, før hun lod deres veje splittes. Danseren kunne således finde frem til sit private rum alene, og Hygiea stoppede op ved et lille bord med lidt vådt, tørt og nogle frugter. Lidt ubeslutsom fandt Hygiea både nogle druer, jordbær og et æble.

Rengøringen havde været der tidligere på dagen og havde skuret og skrubbet alt, hvilket Hygiea, med favnen fyldt med frugter, vendte sig om for at betragte. Det var altid imponerende hvor pænt der blev efter en åben aften, for der var oftest olie, cremer, vand og masser af små glimmersten var altid at finde alle vegne. Man kunne snildt sige at danserne havde forstand på at rode.  Men nu, dagen efter, var det slet ikke til at se. Det var næsten som helt nye lokaler, bort set fra det allerede var fuldt møbleret…

Hygiea bar sit sædvanelige arbejdstøj, sorte løse bukser, en skjorte med flæser og et sort korset om livet. Med tankerne på hvor godt et arbejdet rengøringspersonalet havde lavet, begyndte hun at spise af sit æble mens hun lyttede til skjalden der spillede endnu en gang. Hun var simpelthen så glad for at have fundet en skjald der med glæde ville spille i teatret og en betaling med at have udsyn til de kønne dansere havde han været mere end tilfreds med. Det var vel rart at der var en mindre at betale, selvom Hygiea alligevel nærmest stod med røven fyldt med penge.

 Volucris forsatte med at bevæge sig mod lyden, og hver gang han nåede et dørhåndtag trykkede han det ned, for at se om døren var åben. Hver gang han ramte en åben dør, stak han hovedet ind, for at se om der var nogen der måske kunne fortælle ham et eller andet. Det var dog uden held, og da han ikke fandt nogen vendte han om, og gik en anden retning. Denne gang blev lyden også tydeliger for hver gang han kom igennem en dør. 
 Og pludselig fandt han sig selv i et noget større og mere åbent rumt. Der var stadig ikke nogle folk at se nogen steder, men nu kunne han tydeligt hører at lyden kom inde fra den dør midt i rummet, og uden nogen kvaler begav han sig hen til døren og gik ind i rummet.

 Volucris' blik blev rundt i rummet han blev mødt af. Ned langs midten af rummet stod en masse bænke, der var vendt op mod noget der kunne ligne en scene. På scenen stod der nogle piger i meget lidt tøj. Noget der fik Volucris til at løfte øjenbrynene og tippe hovedet på skrå. Det så da.. Interessant ud! Volucris lod blikket glide ned over sig selv. Han havde heller ikke særlig meget tøj på. På benene havde han løse, pose bukser der gik til lige omkring midten af underbenene. På overkroppen havde han en vest af en art, så han havde bare arme og bart bryst. 
 Der var ikke andet for. Dette var hvor han arbejdede. Opmærksom flyttede han blikket hen på pigerne der gik i gang med at danse. Han studerede hvad de lavede og begyndte lige så stille at bevæge kroppen som de gjorde. Da han mente han var ved at have styr på det, skyndte han sig op til pigerne så han kunne begynde at danse sammen med dem. 

Med et suk tog Hygiea endnu en bid af sit æble, som hun beundrede sit teater. Det varede dog ikke længe før en af pigerne der var blevet bedt om at tage en dans mere kom luntende.
”Gina!” kaldte hun, og de blå dådyrsøjne så op på sin ansatte med et undrende blik. Hvad var der mon galt? ”En eller anden fremmed har deltaget på scenen,” fortalte hun som hun nærmede sig. Hygiea fik en lille rynke mellem brynene. Ahva? Hun lagde æblet fra sig, ned på bordet, som hun stod lænet op af, rejste sig og gik efter sin danser tilbage til scenen.

Som Hygiea nåede scenen så hun undrende op på den fremmed blandt hendes dansere. Han virkede ikke til at være adelig, så hendes families ry ville ikke gå i vasken, hvis han så hende. Nu hvor han virkede til at være koncentreret, tog hun muligheden for at beundre hans bevægelser hele melodien ud. Han var jo ikke helt ringe!
Så snart skjalden spillede de sidste toner, klappede Hygiea i sine hænder et par gange. ”Godt gået!” komplimenterede hun, som hun bevægede sig op på scenen med et bredt smil. Hendes øjne var kun på den fremmede mand. ”Og hvad er dit navn?” spurgte hun og stoppede bagefter med en meters afstand til ham. Man kunne aldrig være helt sikker på hvem ’de fremmede’ var, og det var derfor ret bevidst hun valgte at holde lidt afstand til ham, lidt endnu.

 Der var intet smukt eller elegant over Volucris' dans eller bevægelser til at starte med. Det var klodset og akavet, men som han stod på scenen med de andre, og fik mere og mere fat i det, blev det mere flydende. Det blev på intet tidspunkt virkelig kønt, eller lige så elegant som de andre, men han var sikker på han bare var ude af træning. Volucris måtte helt sikkert arbejde der, for hans tøj mindede jo en smule om pigernes! 
 Noget der dog gjorde Volucris' dans mere interessant, var fuglebenet af guld, guld fuglenæbet der lå hen over næseryggen, og de forskellige guldsmykker spredt ud over hans krop. De eneste ting på ham, der så bare en smule fint ud. 

 Da musikken stoppede, gjorde dansen også og Volucris så sig en smule forvirret omkring, uvidende om hvad der var grunden til musikken og dansen nu var stoppet. En kvinde kom hen til scenen, og i et øjeblik stod Volucris bare og så ned på hende som hun klappede og kom nærmere. Hun havde noget helt andet tøj på end de andre. Mon hun var lederen?
 " Volucris, selvfølgelig!" lød det selvsikkert fra halvfulgen, selvom det ikke var mere end en time eller to siden han selv var komme frem til, at dét måtte være hans navn. Roligt gik han hen til kanten, så han kunne komme ned til kvinden. 
 " Jeg arbejder her! " lød det så konstaterende fra ham. Et eller andet sted vidste han godt, hun måtte vide hans navn, hvis han arbejdede der, og hun var lederen, men han kunne ikke få tingene til at give mening eller, han lignede jo så ganske tydeligt en der var ansat sammen med de fine, letpåklædte kvinder! Og han kunne det samme som dem! Næsten da. Han skulle bare lige øve sig lidt mere!

Det var tydeligt at manden der dansede mellem danserne, ikke hørte til, for Hygieas øjne. Ikke kun fordi hun kendte danserne, men han fulgte slet ikke takten, som de andre, men han havde da nogle bevægelser der fungerede en gang i mellem. Han fangede i den grad blikke, sådan som han havde et fugleben og et fuglenæb af guld, som gjorde han ikke lignede nogen anden – og så var hans krop jo i en meget fin stand generelt – han var i hvert fald muskuløs.

Han præsenterede sig selvsikkert over for hende, og hun kunne ikke lade være med at beundre den selvsikkerhed. Hvis han nu blev slebet lidt, kunne han sikkert godt blive en af Hygieas fine diamanter på teatert. ”Volucris,” mumlede hun bekræftende og nikkede lidt. Hun havde i den grad aldrig hørt det navn. Da han meget pludseligt konstaterede at han arbejdede på teatret, blinkede hun lidt overrasket med øjnene. Det var løgn. Hvordan kunne han tro han arbejdede der, når hun aldrig havde ansat ham. Hun så en gang op og ned ad ham. ”Ja så… Hvad er du så ansat til at lave?” spurgte hun, og placerede en krøllet pegefinger på sin hage, og en tommelfinger under den. Den frie arm støttede hendes albue, som hun lagde vægten lidt over på et ben, for at se ham yderligere an. Kunne han faktisk blive ansat så let? Uanset hvad ville han ikke få lov til at danse i aften – det var han for rusten til lige nu, men hun ville helt sikkert godt kunne give ham nogle øvelser og færdigheder med på vejen, således at han ville kunne komme hurtigere til scenen og tjene de store penge.

 Hænderne blev sat i siderne, og Volucris nikkede som hun gentog hans navn. Havde hun kommenteret at at han da hed noget andet, havde han givet hende ret. For alt han vidste lige nu, kunne hun vide mere om ham end han selv gjorde, og begyndte hun at give udtryk for det, så ville han være hurtig til at gribe bolden og spille videre med den.
 Kvinden virkede dog ikke til at havde noget at sige imod hvad Volucris fortalte, så det måtte jo være sandt. Et mere bredt og selvsikker smil gled over hans læber, med et lille heh som hun spurgte ind til hvad han var ansat som. Roligt, men med store bevægelser, vendte Volucris sig rundt så han stod med armene ud til hver sin side som præsenterede han scenen for hende.

 " Jeg er danser, selvfølgelig! " lød det munteret, inden han så sig over skulderen, mod kvinden.
 " Så du mig ikke lige? " Et kækt, skævt smil spillede nu på læberne, og han blinkede til hende med det ene øje, bare for at sælge det lidt bedre. Han var jo trods alt godt klar over det nok ikke havde set helt godt ud. Derfor vendte han sig også rundt igen, mens han nikkede lidt.
 " Jeg har været på ferie, " forklarede han. Det måtte være derfor han virkede lidt rusten og ikke så godt kunne huske hvordan og hvorledes. Måske han havde nydt ferien lidt for godt, med lidt for mange krobesøg. 
 " Så jeg skal bare lige igang igen!  " Han nikkede lidt, inden han gav sig til at gå lidt rundt med slentrende skridt. Lod blikket suge detaljerne af stedet til sig. Et eller andet måtte han da vel kunne huske.

Det var helt betagende, sådan som Volucris drejede rundt og præsenterede scenen, som ejede han den. Og det måtte man sige, han vidste nærmest hvordan man skulle udstråle energi, som man stod på en scene. Det var rart at se, og brugbart. Hu nikkede lidt, og trak lidt på en grimmase, som han forklarede han var danser og fulgte det op med om hun ikke lige havde set ham, som havde det været overbevisende. Måden han blinkede på, gjorde dog at det hele bare dryppede lidt af ironi. Han kunne måske godt selv se at han ikke var helt så god som de andre dansere? ”Jo, jo. Jeg så skam dine bevægelser,” fortalte hun roligt og fugtede sine læber en enkelt gang.

Spøgen kørte dog videre i at han havde været på ferie og bare lige skulle i gang igen, som om han blot havde været lidt stiv i det, efter en længere pause. ”Jaså,” sagde hun og nikkede lidt tænkende. Hun satte begge hænder på hofterne. ”Du er ikke lige kommet tilbage fra ferie. Du er ikke en danser og du er heller ikke ansat her.” forklarede hun, og knækkede måske filmen lidt for herren foran hende. ”Jeg kan sagtens ansætte dig, hvis du ønsker det,” tilføjede hun dog med et lille smil, ”Men det vil kræve at du får noget undervisning,” forklarede hun med et lille glimt i øjet. Han kunne nok godt blive en god danser, hvis han ønskede for det.

 Det var med en bestemt nikken, at Volucris nikkede sig enig. Hun gav jo ham ret i at hun havde set hans bevægelser, og han mente jo selv de havde været fantastiske, så han kunne ikke andet end at forvente hun var enig. Især når hun ikke sagde ham imod. 
 Volucris forsatte med at gå rundt og betragte omgivelserne, men stoppede op ved kvindens afslørende ord. Blikket forsatte med at glide rundt, men han skar en grimasse. Han var ellers sikker på at det her var sandheden! At det var hans liv. Han brummede kort.
 
 " Hm.. Gik den, så gik den.. " Volucris vendte endeligt blikket mod kvinden igen, men smilet hans sendte hende var stadig selvsikkert. Ikke om han vil indrømme at han havde glemt hvem han var. I stedet spillede ham på at han da godt vidste det ikke var sandt. Hvis det var gået, så havde det, og han havde scoret sig et nemt job.
 Noget der alligevel virkede til at være en mulighed, og Volucris lod det ene bryn skyde i panden. Da hun sagde han skulle have lidt undervisning, hvis det skulle kunne lade sig gøre, kunne han ikke lade hver med at slå en let latter op. Hænderne kom ned i lommerne på de løse haremsbukser, og han trådte hen til kvinden. 
 " Sådan et tilbud kan jeg da ikke sige nej til, " sagde han smilende og rakte den ene hånd mod hende. Nu hvor de havde lagt kortene på bordet, og han ikke hørte til der, kunne han vel godt indrømme han ikke havde den ringeste anelse om hvem hun var.
 " Som sagt, så er jeg Volucris. Men hvem er jeg så heldig at snakke med? " hovedet blev vippet lidt på skrå, og med det lille guldsmykke på næsen, der mest af alt lignede et næb, fik ham til endnu mere at minde om en fugl.

Hygieas blik fulgte den kulørte mand rundt, som han studerede teatret. Måden han gik på var nærmest forrygende. Hun var overbevist om at manden her enten spillede et godt skuespil og nu havde opgivet det, eller at han faktisk ikke vidste, at han ikke var ansat – endnu.

Et lille skævt smil blomstrede på hendes læber som han vendte sig mod hende og roligt begav sig hen til hende med en lille latter. Han virkede bare så selvsikker, og det kunne de i hvert fald godt bruge på teatret. Smilet bredte sig, som han fortalte han ikke kunne sige nej til sådan et tilbud. Fantastisk. Det ville klart kunne give Hygiea noget ekstra indtjening at få ham på holdet, særligt når han havde fået noget træning af hende.
”Fantastisk,” Hånden som blev rakt mod hende, gav hun et kort blik, før hun gav ham sin hånd. ”Gina. Jeg ejer teatret her,” lød det selvsikkert fra hende. Hendes store øjne hvilede sig kortvarigt på den gyldne næse, og tanken om en Rubinsk fugl fløj nærmest ind i hovedet på hende.
”Verden udenfor må ikke kende til mig,” hun lænede sig en anelse ind mod Volucris, som hun forklarede situationen. ”Min identitet skal forholdes hemmelig. Jeg eksistere ikke,” lød det fra den lave kvinde med det krøllede hår. ”Hvis du skal være til god nytte for teatret, så skal du nok øve på din smidighed,” foreslog hun og skævede i retningen af hvor hun var kommet fra, for et øjeblik siden. ”Vi kan lade danserne øve herinde i fred og påbegynde noget smidighedstræning i nogle andre lokaler?” foreslog hun og satte sine hænder kortvarigt over kors.

 Halvfuglen tog fat i den kvindelige hånd, og førte håndryggen op til læberne, men inden de nåede at ramme fik hun præsenteret sig. Et underholdt smil bredte sig over Volucris' læber, og brynene løftede sig lidt overrasket.
 " Så er det ikke et under, jeg ikke kunne sælge at jeg arbejdede her.. " sagde han munteret og underholdt inden han blidt kyssede hånden, og slap den derefter blidt. 

 Opmærksomt lyttede Volucris til hvad Gina sagde. Han forstod ikke hvorfor hun ville holdes hemmeligt, men det var også lige godt. Han kendte alligevel ikke nogen, så vidt han vidste. En kort latter fandt vej over hans læber.
 " Jeg lover at glemme dig.. " der var noget drilsk og legende over hans tone. Alligevel havde han en underlig fornemmelse i kroppen som om det faktisk var sandt, hvad han sagde. At han ville glemme hende en gang. Ganske kort rystede han på hovedet over tanken - det gav jo ingen mening - inden han så i retningen hun skævede. Ganske kort nikkede ham, og sætte selv hænderne i siderne, men brystkassen skød sig frem. 
 " Jeg er klar, du føre an, chef! " sagde han med et nik. Selvsikkerheden fejlede virkelig intet i den lille fugle mand - har var sikker på han kunne klare hvad som helst! 

// Lukket på grund af inaktivitet