Hunter havde aldrig været god til at få venner. 

Han havde været god til at adlyde ordrer. Han havde været god til samarbejde. Men lige så snart en opgave var slut, vidste han ikke rigtigt hvordan han skulle snakke med sine jævnaldrende. 
Som regel betød det, at han forholdt sig i stilhed imens andre snakkede. I hans nye liv i Undergrunden betød det, at han knap ingen tid brugte sammen med andre, medmindre det var i ringen, og udover Pax, var der ingen, der havde fået et ord ud af den unge dreng, med undtagelse af et sejrsbrøl fra tid til anden.

Det var ikke normalt for ham at være helt så stille. Men han havde gjort nogle ting, han aldrig kunne tilgive sig selv for, og hans møde med Ulven havde sat nogle tanker i gang hos ham, der resulterede i, at han sad og muggede over sin egen dårlige samvittighed og frygten for, at andre skulle finde ud af hvad han havde gjort, og det eneste tidspunkt han ikke var i sin egen lille sump af negative tanker var, når han befandt sig i ringen. 
Hvor han derfor befandt sig det meste af tiden. 

Denne dag var det kun til træning, men Hunter havde taget det fuldstændig seriøst. Kampen havde trukket sig ud imellem de to fyre, indtil Hunter havde brækket den andens næse og kampen blev kaldt af.
Det var ikke usædvanligt at de tiltrak et mindre publikum, selvom det kun var en træningskamp, og Hunter skævede omkring sig, for at se om han genkendte nogle af dem, imens han trådte ud af ringen og hen til et hjørne, hvor han havde efterladt sin trøje, der blev hevet på med et smertesstøn og et irriteret blik ned på sit håndled, som havde det forrådt ham ved pludselig at gøre ondt. 

Endnu en dag var gået med bueaukrati, kedelig ugideligt - og ganske enkelt utåleligt. Hvorfor hun havde troet, det ville være bedre når hun overtog pladsen som leder for hele hendes organisation. Det var hun faktisk ikke helt klar over længere, det havde ellers været så tiltrukket en tanke, at hun ikke havde set nogle ulemper i situationen. 
Så normalvis var det ikke her noget hun befandt sig, i træningsområdet, hvor mænd og kvinder kunne udfordre hinanden til en venskabelig kamp. For det hun betragtede, var alt andet end det.
Hun så hvordan at sveden gled ned over deres pander, hvordan pulsåren pulserede voldsomt i begge mænds halse, som støn og vredes råb gav genlyd mod de vide klippe sten, der udgjorde hulen som de befandt sig i. 

Det var også en anden grund, at det var svært at fjerne sine øjne fra scenen som udfoldede sig foran de nysgerrige tilskuere. Den ene af drengene, hun ville skyde ham til måske at være en atten år, måske ældre - måske yngre? Nogen gange var det svært at se folks aldre, især når man var i en kreds som dem. Folk der var levet på randen til at dø flere gange. Altid dag fra dag, hvor man ikke vidste om man var levende eller død når man igen ville vågne op. 
Det var bestemt noget der kunne få folk til at ældres hurtigere, både i sind men bestemt også i udseende. En ting var dog sikkert, hun kunne se hans ild. Hans passion, men også hans fejltrin. Han var for ivrig efter at bevise sit værd. Det var ganske tydeligt, når det gik fra at være en træningskamp, til ikke længere at være det. Hvem der havde startet, det var selvfølgelig uvis. Men han kunne have bedt kampen om at stoppe - da den anden havde hamret hans knyttet næve ind i hans ribben. 
Var dette den nye hun havde hørt om? Alex, som fik brækket næsen til sidst, kendte hun trods alt. Men den mørkhudet - han var hun ret sikker på hun ikke vidste hvem var. 

Da kampen blev afsluttet af en af de ældre, stod hun stille, som folket begyndte at vende tilbage til deres pligter. Nu var der jo ikke mere at se, intet spændende. Men de koral blå øjne forlod ikke skikkelsen, som med et smertestøn tog hans trøje på igen.
Da gik hun mod ham.
“Det klart din hånd gør ondt, når du rammer hans næse den måde du ramte den på -“ hun nikkede mod hånden, som hun lagde armene over kors, og et lille smil formede sig på de buttede læber. “Må jeg kigge?” Spurgte hun, som armene foldede sig fra hinanden og rakte sig frem mod hånden.

Hunter vendte sig mod et sæt, da han blev talt til. Stemmen skulle have advaret ham om, hvem han ville se, men han var alligevel overrasket da hans blik landede på en smuk, ung kvinde. Og dog ikke helt ung nok til, at det var én af de piger, der sædvanligvis kom for at se ham træne, men som var for generte til at snakke med ham.

Hunter skævede omkring sig, inden han svarede hende, men der var ingen han kendte i nærheden og han vidste ikke, hvordan han skulle forholde sig til den fremmede, så endelig løftede han mavestykket på sin trøje og tørrede sit svedige ansigt af i det, inden han rakte sin dårlige hånd frem mod hende og lagde den forsigtigt i hendes greb.
"Jeg ved det godt," mumlede han lavmælt. "Jeg er ikke vant til at skulle tænke så hurtigt. Jeg laver fejl nu, som jeg aldrig har lavet før." Hunter var vant til at skulle kæmpe i gruppe, med andre; han var vant til at holde sin modstander nede for en anden, eller at en anden holdt dem nede for ham, eller at de var mindst to mod én. Han var vant til at kunne true og tage sig sin tid med slag, og ramme præcist hvor han ville. Ikke det her kaotiske rod af en kamp.
Han var tydeligvis irriteret på sig selv, frustreret over at opdage, at han ikke var nær så god, som han selv havde troet at han var. 

Hun gav ham et blændende smil, som han rakte sin hånd frem mod hende og nikkede. “Du minder mig om mig, da jeg var yngre - altid villig til at imponere.. glemte bare at der også var noget som hed teknik på vejen.” Lo hun, som hun lod fingrene glide hen over hans allerede hævet knoer. “Det er de lige linjer.” Mumlede hun, som hun vente hånden og lod hendes fingre glide fra håndfladen hen over hans håndled. Hendes blik lagde sig på hans ansigt, for at se om han forstod hvad hun mente med lige linjer. “Når du slår - og du ikke holder din knyttet næve korrekt, er det ikke kun dit håndled der kan komme til skade - men du kan også brække din tommelfinger. Og hvis der er noget du ikke ønsker, så er det at komme mere til skade mens du prøver at fælde din modstander. Så snart du husker stramme lige linjer - kan du bevæge dig mere flydende.”
Fingrene klemte omkring den hævede del. “Undskyld - hvor ondt gør det, mellem 1-10?” Spurgte hun, og lod de klare koral blå øjne kigge op mod ham igen. 
Det var næsten behageligt, bare det at stå og oplære en person. Han vidste ikke hvem hun var, hvad hun var i stand til. Bare to mennesker, der førte en venlig samtale med hinanden. 
Befriende. 

Kvindens smil var blændende, nærmest fortryllende, og som hun snakkede om at ville imponere, blev det kun endnu mere sandt; indtil nu havde Hunter trænet i et forsøg på at imponere Pax, men nu ønskede han pludselig også at imponere hende. Hendes fingre fik hans blod til at brænde, hvor hun rørte hans hud, 

Han nikkede, som hun belærte ham, for at kommunikere at han forstod hvad hun sagde, men vidste ikke hvordan han ellers skulle svare på det, og da slet ikke med ord.

Ti, havde han lyst til at svare, da hun klemte om hans håndled. Havde hun ikke set på ham, som kunne hun se direkte igennem hans løgne, ville han måske have løjet det bedre end det var. Havde hun ikke været den første siden Pax, der havde ladet til at være oprigtigt interesseret i hvordan han havde det, ville han have trukket hånden til sig i smerte.
Men hun var smuk og sød, og hendes øjne havde ham fæstnet fast til stedet han stod. 
"Ondt," svarede han endelig, tøvende. "Syv, måske." Skamfuldt slog han blikket væk. "Det er ikke første gang jeg begår den fejl. Det går væk efter et par dage." 

Hvad der gik igennem tankerne omkring hvad han tænkte om hende. Det så hun ikke, nej i Evlyns egne øjne var hun ikke en smuk kvinde. Nej hun var en spinkle kvinde, ganske få former, et kantet ansigt med piercende øjne. Så det at Pax havde sagt hun var smuk, var det eneste tidspunkt hun faktisk havde troet på det. 
Hun kunne se smerten i hans ansigt, og hun kunne godt forstå det, for hvad hun mærkede - så føltes det som om at den var røget ud af led. Hun nikkede og gav hende smil. “Godt, altid vær ærlig, i denne verden hjælper det ingen at du underspiller din smerte - tænkt det på denne måde. Hvis du ikke fortæller på en mission at du er for skadet til at fortsætte, så er du en hindring for de andre. Men hvis de ved du har problemer - så kan det være det, som kan gøre udfaldet om man lykkes eller fejler.” 
Hun greb omkring hans hånd således at hun havde hans tommelfinger i godt greb, og fæstnede hendes øjne fast i hans - “Stoler du på mig?” Spurgte hun, og ventede på hans accept. Hvis han sagde ja, ville hun slippe hans led sammen igen, hvis ikke - ventede hun selvfølgelig. Der var jo ingen grund til at tvinge ham til noget, som han ikke var parat til. Han kendte hende jo knap nok, så det var også et stort spørgsmål hun stillede, men han havde allerede svaret ærligt på hendes spørgsmål. Eller så ærligt han kunne som han nu kunne tillade sig selv.

Hunter vidste ikke, hvor denne fremmede kvinde havde al den viden fra, som hun så frit delte med ham, men han tvivlede ikke et øjeblik på at hun talte sandt eller på at det var vigtige lektioner hun lærte ham.
Hunter var sjældent ærlig, under alle omstændigheder ikke med fremmede - han talte knap nok med fremmede, meget mindre delte han personlige informationer med dem. Men med sin fortid i en rivaliserende bande følte han kun endnu stærkere for, at der var dele af sig selv, han var nødt til at skjule. Også for hende her. Måske særligt for hende her. Men den ærlighed hun bad om, var heldigvis nem at give. 

"Kan jeg stole på dig?" spurgte han hende tilbage, selvom hun allerede stod med hans hånd i sine. "Jeg kender ikke engang dit navn," mindede han hende om, og ønskede for første gang, at han ikke var helt så svedig, som han var. Der var uden tvivl bedre tidspunkter de kunne være løbet ind i hinanden på. 

“Hmm, godt spørgsmål.” Sagde hun og nikkede, som hendes ene mundvige gled op i et skævt smil. Kunne han stole på hende? “Det selvfølgelig rigtig nok, men jeg kender hellere ikke dit, og alligevel er jeg villig til at sætte din hånd tilbage på plads i det rigtige led.” Hun fugtede læberne, og kiggede ned på hans hånd som stadig lå trygt i hendes. Hun valgte at tage det som et godt tegn, at han ikke havde revet den til sig - måske også af lige grunde at det gjorde ondt. 
Men under alle omstændigheder, havde han ret - han kendte ikke hendes navn. 
“Hvis jeg fortæller dig mit navn, ville du så stole på mig?” Spurgte hun og lagde hoved på skrå, det var egentlig en mærkelig ide. Faktisk, kunne hun godt se det dumme i hun havde spurgt. Aldrig stol på nogen, var det ikke det man tit udførte når man arbejde som kriminel? Selv dem som man betegnede for at være ens nærmeste. Dem skulle man passe på, ikke var klar til at stikke en kniv mellem ens skuldre blade. 
“Underordnet - Mit navn er Evlyn.” Svarede hun endelig - “Og du er?” Det var vel kun retfærdigt, at hun kendte hans navn, når hun nu så venligt havde givet hendes. 

"Villig til," gentog Hunter med et fnys. "Men har du lært den slags, eller prøver du det bare af på mig, fordi jeg er en eller anden dum knægt, der tror på alt du siger, fordi du er den første her, der er sød ved mig?" Det var ikke helt hans hensigt at være så ærlig, selvom hun jo lige havde opfordret ham til ærlighed, men nu var det for sent at trække det i sig.

Han ville stole mere på hende, hvis han kendte hendes navn. Om ikke andet kunne han, med et navn, sladre til Pax. 
Navnet han fik, indgød til gengæld ikke tillid. Evlyn. Pax havde nævnt hende, hvorend kort. Havde han sagt forlovede eller kæreste om hende? Betegnelsen var ligegyldig, alt der betød noget var jalousien, hvorend kort Hunter havde følt den, før han havde tvunget den væk. 

"Mit er Hunter," fortalte han, uden at tage blikket fra hende. "Og jeg stoler på dig." Fordi Pax gør. Jeg stoler på dig, fordi jeg ved, at Pax må stole på dig, hvis han elsker dig. Det kunne han selvfølgelig ikke sige højt, men det var sådan han havde det. 

Hun begyndte at le, en klokken klar latter, som han en anelse brysk satte hende på plads. Og det morede hende, mere end hun nok ville indrømme med ord. “Du har bid, jeg kan godt lide folk som der siger tingene som de er - og ikke er bange for, hvad folk så tænker.” Ikke at det nødvendigvis betød at det var noget han gjort tit, men hvis han blev ved med at gøre det over for hende - så ville hun aldrig klage over ærligheden. 
Hun fugtede læberne og trak på skuldrene, dog uden at slippe hans hånd. “Du skulle følge dig heldig - jeg er ikke særlig sød mod mange.. Men jeg kan lide din stil, og du minder meget om mig selv da jeg startede ud med at kæmpe.” Grinede hun og, gav ham det mest oprigtige smil hun havde smilet længe. 

Hunter? “Ah, en af de nye Pax har taget under sin vinge ikke?” Dog kom hans svar bag på hende, bare ved at sige hendes navn, så stolede han på hende? Hendes bryn knyttede sig mod hinanden, som hun undrede sig - “Det var hurtigt...” mumlede hun, og kiggede ned på hans hånd. Tanken om at Pax havde snakket om hende - det fik det til at dreje sig rundt i hendes mave på en ubehagelig måde. Mest af alt, på grund af de ikke var på særlig god jord. Så havde han valgt at stole på hende, fordi at han endnu ikke vidste til den del? 
Hun sukkede, nuvel - så kunne hun jo sætte hånden på plads.
Og det gjorde hun, med et hurtigt og præcist træk og vrid. Ganske tydeligt at det var noget hun havde gjort før. 

Bid, var det sidste Hunter følte han havde, især som hendes ros fik varmen til at blusse op i hans kinder og hans blik til at søge væk fra hendes.

"Jeg har svært ved at forestille mig at du nogensinde har været et klods, der skøjtede rundt i en ring, der var våd af dit eget blod, og kom til at brække næsen på din modstander i et udbrud af vrede," sagde han og skar straks derefter en grimasse. Næsten to uger uden at sige et ord og nu væltede de pludselig alle sammen ud af ham, bare fordi hun holdt hans hånd og sagde hun kunne relatere til ham.

"Jo, det kan man sikkert godt sige," svarede han, om at være under Pax's vinge. Han ville gerne sige mere om det, og måske også noget om, hvorfor han stolede på hende, men før han kunne nå det, vred hun hans håndled på plads. Smerten slog ned i ham som et lyn, og et øjeblik troede han, at han skulle besvime. Instinktivt lagde han en hånd om hendes overarm for at holde sig stående, og da han kom til sig selv igen, kunne han regne ud, at han nok bare havde svajet lidt på benene. Han følte sig dog stadig svag og han sendte hende et undskyldende blik, inden han trak begge hænder til sig.
Når han bevægede den hun havde fikset, gjorde den ikke længere ondt, så den korte, intense smerte havde alligevel været dét værd. 

"Der var ingen grund til at betvivle dine evner, hva?" mumlede han. "Tak." Det kom som en eftertanke, men det kom ikke desto mindre.

"Pax.. Pax sagde, at I er sammen. Og at han ville introducere dig en dag. Han forsøgte også at lære mig lidt om at slås, men måske han i virkeligheden bare skulle have sat dig til at træne mig." Hunter havde igen på fornemmelsen, at han havde sagt for meget, og bed sig i underlæben, i et forsøg på at stoppe sig selv, selvom han virkelig havde lyst til at tydeliggøre, at han mente det som et kompliment til hendes viden om kampteknik. 

Hun havde allerede forventet at han ville gribe fat i hende. Det var nok en kort smerte, før at den overvældende frihed begyndte at bølge igennem armen - men det var stadig en voldsom smerte, en smerte der kunne mærkes helt ned til ens tær. 
Et skævt smil blev sendt hans vej, som han trak sine arme til sig. Hendes egen lagde sig slap ned af hendes sider, som han mumlede at der ingen grund havde været til at betvivle hendes evner. En latter blev slået op og hun nikkede - “Det var så lidt. Og nej, den sidste der betvivlede mine evner, blev sendt tilbage til det Kzar mora hul han var kravlet op af.” Hun skulle lige til at svare på det han havde sagt, før at hun havde fået hans led tilbage på plads, men da fortalte han at Pax havde sagt de var sammen. En skygge lagde sig hen over hendes ansigt, sammen - ja, det var de vel stadig? Selvom deres forhold var lidt i det uvisse, hvilket også gjorde det endnu mere usædvanligt at hun befandt sig i hans territorium. Vane, kunne man kalde det det? 

Men fnøs som han kommenterede på, at hun skulle have trænet ham. Den mørke skygge der kort havde lagt sig hen over hendes ansigt, forsvandt og hun nikkede. “Pax er umådelig dygtig til hvad han gør, men han er en leder for en stor gruppe, og ønsker at være der for alle. Det gør at han bliver trukket tyndt - især grundet hans umådelig talent for at ville alting selv. Jeg derimod, har folk der tager sig af mine ting, så jeg kan rende rundt og gøre som jeg har lyst - som at sætte folks led på plads igen.” Grinede hun og blinkede - “Og nej, jeg brækkede ikke en modstanders næse i ren vrede, jeg fik så mange tæsk, at jeg lå og kastede blod op med brækket ribben og en brækket arm. Næste gang jeg mødte hende, formåede jeg at gøre sådan, at hun stadig den dag i dag, ikke kan høre ordenligt på venstre øre.” Hun åndede tungt ud - “Vrede er en god ting, hvis man kan formå at forme det til noget konstruktivt, frem for noget negativt.” Hun nikkede mod hans krop - “Men før jeg viser dig min måde at kæmpe på - det er ikke kun håndleddet der gør ondt, er det?” Hun var ret sikker på, at hun allerede havde kunne skimte store blå plamager brede sig hen over hans overkrop, inden han havde trukket hans trøje på. Om det havde været fra denne kamp, eller andre - det var jo ikke til at vide. Men noget sagde hende, at Hunter ikke var en knægt der var god til at passe på sig selv. 

Hunter blev både lidt bange for hende og lidt forelsket i hende, da Evlyn fortalte om den sidste, der havde betvivlet hendes evner. Simultant havde han lyst til at se hende give nogen bank og til selv at få bank af hende, og han havde aldrig følt noget lignende. Han vidste ikke, hvad følelsen betød eller hvad han skulle stille op med den. 

Hunter havde heller aldrig hørt nogen sige andet end pæne ting om Pax og det var en overraskelse at høre noget ærligt for en gangs skyld, også selvom han ikke selv så sin leder på dén måde. 
Det næste hun fortalte, om sin egen vrede og erfaringer i ringen, kunne han levende se sig selv i. Det var faktisk virkelig tæt på hans egen oplevelse i ringen indtil videre. Alex skulle føle sig heldig, at Hunter kun havde brækket hans næse, for han havde fortjent langt værre. 

"Jeg... Øh.. Nej," indrømmede han lavmælt, og løftede en hånd for nervøst at stryge den ned over sin nakke. "Jeg er kommet ret meget til skade, de sidste par gange i ringen, men det er.. Det er ikke noget særligt. Jeg kan godt lære. Jeg kan godt tage imod de tæv, du vil lære af mig af," lovede han. Han havde ikke lyst til at misse noget, bare fordi hun havde ondt af ham. Det var alligevel alt sammen hans egne fejl, der var skyld i de knubs han havde fået. 

Hun løftede sit ene øjenbryn, som en lærerinde der ikke helt var imponeret over hendes elevs måde at anse sig selv på. Mest af alt, fordi det aldrig var en god ting at mene man ikke skulle passe på sig selv. Han ville jo ikke være noget værd, for nogen, hvis man blev ved med at blive tæsket på den måde. 
“Får du så i det mindste set på af nogen som er lidt mere urtekyndig end jeg? En som Edward i det mindste?” Spurgte hun, som den ene hånd lagde sig på hendes hofte. For det kunne da godt være han kunne lære af de slag han fik, eller tæv som han selv beskrev det. Men det betød ikke at det var en sund, eller den bedste måde at gøre det på. 
“Og jeg er slet ikke i tvivl om at du kan lære, jeg kan allerede se nu, at du har den ild under dine fødder som gør at chance smiler til dig. Men derfor skal man da stadig passe på sig selv.” Hendes blik gled ned af hans skikkelse inde de fandt hans mørke øjne igen. 
Der var et eller andet over ham, noget som der havde summet i hendes tatovering da hun havde rørt ved ham. Men hvad - det måtte hun jo finde ud af ved at lære ham bedre at kende. 
“Men jeg vil gerne lære dig hvad jeg ved - men ikke før, jeg er sikker på at du ikke kommer mere til skade. Kom.” Sagde hun, som hun greb hans håndled - drejede rundt på hælen og gik mod udgangen af den udhulning de var i.

"Ikke.. Øh.. Ikke endnu," svarede han, med et skamfuldt blik, der skiftede fra Evlyns blå øjne til gulvet og tilbage igen, som det var passende for en elev at tage imod en lærerindes irettesættelse. Han havde endnu ikke følt, at han havde gjort sig fortjent til Edwards hjælp. Ikke før han havde vundet en officiel kamp i ringen. Ikke før han havde tjent nogle krystaller til banden. Først da ville han kunne føle sig som én af dem. Først da ville han måske kunne begynde at finde venner i flokken. 

Hunter ville aldrig have beskrevet Evlyn som moderlig, mest af alt fordi han ikke vidste hvilke kvaliteter moderlig indebar, fordi han ikke selv kunne huske sin mor, men hun rørte bestemt noget i ham, der gav ham lyst til at bevise sig selv for ham. 

"Hvor skal vi hen?" spurgte han, uden at kunne skjule sin overraskelse, da hun trak afsted med ham. Med et par hurtige skridt kom han op på hendes side, men tog ikke blikket fra hendes ansigt, der havde et beslutsomt udtryk. 

“Ja hvad tror du karlsmart?” Kom der med et lavtmeld grin, som hun gik afsted med ham. “Vi skal have nogen til at kigge på dig, om du så vil det eller ej. - ellers kan banden ikke bruge dig, hvis du til sidst kiler over, grundet smerterne i din krop.” Hun stoppede op, som de kom i midten af undergrunden som var Pax’s domæne. Hendes blik spejdede gennem flokken, og nåede lige at se den brune kugle af rå energi der kom flyvende mod hende og klamrede sig omkring hendes ben. “Hey Ronja” grinede hun, og kiggede ned mod de store brune øjne der kiggede op med en glæde, der var sjælden og se her bland disse børn. Pax’s øjesten. 
“Har du det med?” Spurgte hun, som hun rakte sin hånd frem. Ud fra en af de mange lommer, kom en lille dukke, som var finere end noget mange havde set her nede. “Nu passer du godt på den ikke? Det tog lang tid og lave.” Ronja nikkede ivrigt som hun rakte hænderne ud, og greb omkring dukken før hun spændede med hendes små fødder mod de andre børn, for at vise hvad hun havde fået. 
“Børn i disse kredse, har brug for alt den kærlighed man kan give dem.. ingen burde vokse op for hurtigt..” mumlede hun og rystede på hoved af hendes korte sentimentale udbrud. 
“Nå.. jeg kan ikke se Edward nogen steder. Har du noget mod vi tager hen til min side af undergrunden? jeg ved min helbreder er til stede.” Spurgte hun, som hun vente sig mod Hunter med et spørgerne udtryk. 

Hunter grinede forlegent, som han blev kaldt Karlsmart og besluttede sig i dét øjeblik for at spille med på Evlyns drilleri. "De kunne bruge mig som.. Gulvtæppe. Ligesom sådan en bjørnepels, du ved. Som rige svin har foran pejsen." På trods af sit kække svar, smilede han kun forsigtigt til hende, som vidste han, at han var på ujævn grund med hende. Han havde også allerede haft en længere samtale med hende, end han indtil videre havde haft med nogen anden i Undergrunden.

Hunter genkendte Ronja, da han så hende, men hilste ikke med andet end en hånd løftet i et halvhjertet vink. Hun var tydeligvis også langt mere optaget af Evlyn og dukken, end af noget som helst andet. 
"Jeg har aldrig været særlig god til børn. De er søde, men jeg ved bare ikke.." Han slog opgivende ud med armene, uden at se på hende. Måske det var fordi han ikke havde nogen søskende, eller måske fordi hans forældre ikke havde vist ham, hvordan børn skulle håndteres, men mest bare ignoreret ham.

"Nej, jeg.. Har ikke nogen præferencer," svarede han, med hensyn til healer. Han havde alligevel ikke haft nogen chance for at lære Edward at kende, så hvorfor skulle han? 

Vent, hun stoppede op, inden hun skulle til at fortsætte mod hendes eget territorium. Havde han sagt hun kunne bruge ham som et gulvtæppe? Hun havde grint af det, som de var gået - men det var først nu, som de skulle til at gå videre. At det faktisk gik op for hende, hvad han havde sagt. 
“Vent.. bjørnetæppe foran pejsen.. er det ikke sådan noget folk har sex på?” Sagde hun med løftede øjenbryn og stirrede på ham, med let åben mund, inden hun næsten begyndte at skrige af grin. “Ved Zaladin du har humor!” Lo hun, som hun begyndte at spankulere ud af hulen, mens at folk ganske tydeligt stirrede en anelse overrasket på de to par. Theobald stod over i hjørnet med forundret øjne, inden han drejede rundt og løb den modsatte retning, kunne være han havde en aftale med Pax. Lige nu, var hun desværre lidt ligeglad med hendes - hvad andre ville mene var hendes bedre halvdel. 

“Og måske kommer det - det med børn du ved, jeg havde også i en meget lang periode svært ved dem, de skræmmer mig stadig fra vid og sans, det må du ikke gøre tvivl om. Men Ronja” hun smilede og rystede på hoved - “Hende, Isaac og Baldrian. De er mine øjesten.” Mumlede hun, de to drenge, havde hun for ganske nyligt sammen med Pax reddet. Og Isaac, som stadig var en lille baby. Det var blevet hendes et og alt, en person hun med glæde ville dø for uden tvivl. 

Rødme blussede op i Hunters mørke kinder, da Evlyn begyndte at grine af hans joke, og han brød også selv ud i et forsigtigt smil. Det føltes godt at kunne få en anden til at grine. 

"Tre styks," kommenterede han, på antallet af børn hun holdt af. "Det er noget af en svaghed at have, frøken." Den pludselig høflighed kom af, at han var bange for at hans ord ellers var uhøflige, når han sådan påpegede en svaghed hos hende. Han turde heller ikke møde hendes blik, imens de gik videre.
"Hvis dine modstandere opdager, at du har ét barn kært, vil de forsøge at bruge ethvert barn mod dig. Det.. Det ville jeg selv have gjort." Hunter stak begge hænder i sine bukselommer og skævede til kvinden ved hans side. Havde han stadig været en del af Asads bande, på jagt efter en svaghed i en anden bande, ville han have snippet ethvert barn fra gaden og truet med at gøre det ondt. De var nemme at fange, og medmindre bandelederen så dem som andet en endnu en sulten mund at føde, måske en fremtidig investering.. Hvis de så dem som et barn, som deres eget barn og fulde ansvar.. Så ville der ikke være nogen grænse for, hvad man kunne klemme ud af dem, i bytte for barnets sikkerhed.
Hunter tænkte stadig på dén måde, selv efter at været blevet del af en bande, der føltes mindre.. Ond.

Hun trak på skuldrene og nikkede så til ham; "Du har ret, det er en svaghed - men når man kender mig, vil man også vide, jeg er en meget dum person at ligge mig ud af. Du kan bare høre med Pax, det første år af vores møde - der var jeg en torn i hans øje, såvel han var en i min" hun trak en lille lanterne ud fra hendes klæder som der tænde da hun skruede op for en lille ventil. Svana havde gjort det igen, med hendes små finurlige påfund. 
"Og man har forskellige måder at true sine modstander på. Den gamle leder for min organisation ville have gjort det samme. Hele hans møde at styre hans folk på, var også at udnytte deres svagheder og bruge dem mod en." det lå lige på tungespidsen at fortælle ham, hvordan at han havde sørget for at hun selv havde haft svært ved at forlade ham. Ud over alt det følelsesmæssige og fysiske tortur, havde han jo også dræbt hendes krop - således at hun altid ville være i hans magt. Men der var jo altid en vej uden om, når man ledte efter den - hvilket fik hendes fingre til at glide om bag hendes hår og røre nakkehuden. Her var aftegningerne af den voldsomme tatovering der prydet hele hendes ryg, som holde besætter dæmonen fast i hendes kødelige krop. 

De fortsatte et godt stykke tid ned ad nogle snorklede gange. Det var måske ikke så lang tid, små kvarter - før at de kom til hvad der umiddelbart lignede en hvilken som helst tunnelgang. Hun lod fingrene glide hen over den ru klippevæg og pressede en lille afbillede af deres tegn som gjorde at en dør skubbede sig til side.
"Kodeord"
"Midnatsblå" 
døren blev åbnet helt og Hunter og hende blev lukket ind i et kæmpe stor drybstens hule, hvor der var en sø midt i det hele, en bar over i hjørnet hvor mennesker sad og hyggesnakkede og drak krus  mjød. "Velkommen til Proteaus" sagde og kiggede sig over skulderen med et smil.