Solen stod som altid højt på himlen i Balzera, og selvom efteråret lige havde budt sig var det stadig varmt som hver anden dag. Det var og derfor at fyrstindeprinsessen Jamillah havde iklædt sig i et turkis todelt sæt tøj, således hendes mave kunne gå lidt fri for varmen. Toppens ærmer dækkede skuldrene og halsudskæringen var cirkulær. Nederdelen var lang og dækkede hendes snørede sko. Begge dele var pyntet med guldbroderinger, hvilket gjorde det ekstra tydeligt at Jamillah ikke bare en hver anden pige i Balzera. Hun havde trodsalt ikke levet længere end syv år, og det var da først inden for de sidste to år hun rigtig begyndte at kunne sætte sine egne præg og blive set. Derfor var det jo klart at ikke alle var helt sikre på hvem hun var, og endnu en grund til at hun var pyntet lidt fint. Hendes tofarvet hår var som nyklippet og rørte lige akkurat ikke hendes skuldre.
Turen var i dag gået til markedspladsen i Balzera, ikke fordi der var noget bestemt hun var på udkig efter, men det var jo altid rart at se hvad der var at byde på, for hver dag var jo anderledes. Hendes sølvfarvede øjne fangede dog hurtigt nogle smykker. Det varede da heller ikke længe før hun rakte nogle krystaller over til bodejeren i et køb. Dybt betaget af sit køb, så hun på smykket i sin ene hånd. Et lille, blidt og blødt puf skubbede dog til hendes underarm. Det var ikke engang nok til at hun ville kunne tabe smykket.
Som altid var Jamillahs hjerne to skridt foran hende i konklusioner. Den frie hånd greb hurtigt om underarmen som hun nærmest kastede sig selv væk fra hvad der havde skubbet lidt til hende. ”Ah! Hvad har du gang i?” peb hun og så i retningen af hvad der havde skubbet hende.

Der var ikke uendelige steder at ende ved. Det vidste Bart godt. Hvis man havde sagt det til ham for nogle år siden, at han ville rejse rundt og møde flere steder, ville han næppe have troet på det. Men dengang vidste han heller ikke, hvad der ville ske med hans familie og ikke mindst sig selv. Men han ville heller ikke vide, at han ikke ville være alene for altid. Selvfølgelig havde han dengang håbet, at familien ville være der, men skæbnen havde andre tanker. Og det samme havde den gruppe af mørkelvere også. Ilaria var blevet hans fællesskab, hans rejsepartner, hans redder. Uden hende ville Bart uden tvivl have vandret nærområderne af sit gamle hjem forevigt. Men under Ilarias vinger fik Bart muligheden for at se mere end bare, hvad han kendte. 
Dog var det også ofte ved disse endestationer og mellemlandinger, at Bart ville være for sig selv i nogen tid. Nogen gange var det i et par timer, andre gange i dage. I dag var det kun et par timer, måske en halv dag, hvis det trak ud. Men første gang, hvor han havde været i handelsbyen Balzera, havde Bart gået rundt i blinde. Nu, efter at have været her en gang før, vidste han, hvorhenne de store steder var. Han følte sig lidt mere tryg i byen. Ja, den var stadig fremmed for ham mange steder, men der var også en del genkendeligt for ham.

Boderne havde ændret sig en del siden sidste besøg. Vejret var meget det samme. Måske lidt køligere, men drengen, hvis udseende var af en lille, elleveårig dreng, havde stadig en løs trøje med korte ærmer på. Ryggen havde to lange snit i for at gøre plads til vingerne. Ilaria havde lært ham lidt. At bruge og bevæge vingerne, men at trække dem ind kunne Bart endnu ikke. Det krævede meget mere.
Og selvom han kunne kontrollere dem og holde dem nede, var vingerne stadig større end drengens krop. Skikkelsen var til tider større, end han normalt tænkte på. Derfor, efter han havde kigget på en bod, hvis goder var alt for dyre for drengens stort set tomme skindpose, vendte han sig rundt og selvfølgelig skrabede vingerne mod noget. Eller nogen, som Bart hurtigt ville finde ud af, da en piges stemme lød og var tydeligt rettet mod hans. "Undskyld, jeg, undskyld." Drengen var ikke sikker på, hvad han skulle sige, så han undskyldte bare. Hvad kunne han sige? 'Undskyld, jeg har ikke vænnet mig til mine englevinger efter år at have dem siddende på min ryg'.

Jamillas tofarvede ansigt var nærmest malet med afsky, som hun så hvem der havde ramt hende. Hendes hoved havde på få sekunder udtænkt sig hvordan hun kunne sno drengen om sin finger. ”Hvor vover du at lægge hænder på en fyrstelig prinsesse! Ved du overhovedet hvem jeg er?” Hendes stemme var i den grad ynkelig. Spørgsmålet svarede hun også næsten sig selv; en fyrstelig prinsesse. Men det var jo ikke dét svar hun ledte efter! Hun ledte efter Jamillah Miniya Saura af Kazimi.
Mens hun snakkede, lod hun sin evne øge temperaturen i hendes ’skadet’ arm, således den blev lidt rød, som hvis nogen havde slået hende hårdt. Forhåbentlig var hendes lille udbrud nok som distrahering. Hun så kortvarigt ned på sin ene arm og gned hånden lidt op og ned ad den, som hvis hun ømmede sig. ”Det gjorde rigtig ondt,” forsatte hun som krokodilletårer begyndte at samle sig i hendes øjne. Den arm hun havde slået, var hendes blege arm (højre) og derved var rødmen i armen langt mere tydelig.
Hun vendte sig endelig helt mod drengen med vinger og ruskede lidt i luften med smykket hun lige havde købt. ”Og jeg havde nær tabt den her!” skyndte hun sig at tilføje. Hendes sølv øjne så skiftevis fra hans ene øje til det andet. Ikke fordi hun var særligt interesseret i dem, men fordi hun vidste at det på nogen havde en effekt af at hvad der blev sagt til dem blev modtaget tydeligere. Hun havde allerede i smug under sin klynken beundret vingerne som hun allerede ønsket at få lidt del af.

Måske hun kunne få nogle engle fjer som ’betaling’ for at have skadet hendes arm? Hun kunne vel godt bruge det til en fremtidig kjole… hårudsmykning… Eller et smykke? Tankerne var uendelige og stoppede næppe, ja, for tankerne gik jo helt ud til at han skulle efterlyses død eller levende, men så langt ville hun vel ikke gå. Det var vel bare fantasi tanker, ikke?

Bart blev mødt af en pige, der var noget højere end ham, men meget ældre end hans udseendes alder virkede hun ikke. Måske et par år. Men det var ikke det, der fangede ham først. Det var det tvedelte ansigt, der fangede ham. Det var måske lignende hende som med hans vinger. De fleste lagde først mærke til de store, råhvide vinger og først drengen bagefter. 
Hvad var oddsene for, at lige den person, han skulle støde ind i, var af adelig slægt? Men selvom hun erklærede sig som fyrstelig prinsesse, rystede Bart alligevel på hovedet for nej, han vidste ikke, hvem hun var. Han var ikke fra området og kom her sjældent, så at være bekendt med den fyrstelige familie var ikke en viden, drengen var i besiddelse af.

Normalt gjorde vingerne ikke ondt. Jo, Ilaria havde lært ham at svirpe med gevæksterne, så de kunne virke som en lussing, men det havde han næppe gjort lige nu. Han havde bevæget sig og dermed var vingerne flyttet. At denne pige havde stået i linjen af kontakt var uheldigt. Men da Bart kiggede ned på hendes arm, hvor vingerne eftersigende havde mødt hende, blev drengen mødt af en rødlig hud. En irritation. Straks fik drengen dårlig samvittighed. Det gjorde heller ikke bedre, at pigens øjne var begyndt at væske. Havde han virkelig ramt hende så hårdt?
"Undskyld, det var ikke med vilje. Jeg tænkte mig ikke om," småmumlede Bart skamfuldt samtidig med, at han kiggede ned på sit slidte fodtøj. Dog kunne hans blik ikke forblive nede, for pigen viftede med noget foran ham, som tiltrak de blå øjne igen. Et smykke, der så dyrt ud. Dyrere end noget, Bart ejede. Det krævede nu heller ikke det meste. Hendes sølvfarvet øjne kiggede direkte ind i hans, hvilket gav en form for ubehag. I det mindste havde hun ikke tabt smykket, så slemt kunne det ikke være der, kunne det? "Undskyld, igen."

Det rystende hoved  fik de grå øjne til at spile mere op, og den ’skade’ hånd blev ført op til brystkassen, som tog hun det meget personligt at han ikke kendte hendes navn. De mørke læber blev endda splittet lidt, som hvis hun havde gipset lydløst. ”Jeg er Jamillah Miniya Saura af Kazimi,” fortalte hun, en anelse belærende, og med et blik der kørte op og ned ad drengen. Han var i den grad ikke en af samme rang som hende selv med den påklædning. Udover den rødmen hun påførte sig selv, kunne hun mærke hendes arm begyndte at klø og hun fik straks trangen til at skulle skure og skrubbe sin arm. Hvem vidste om der gemte sig mitter i de vinger? De var jo ikke ligefrem kridhvide.

Jeg tænkte mig ikke om. Den havde hun godt regnet ud, for ellers havde han jo ikke ramt hende. Havde han vidst at han skulle mødes med Jamillah i dag, var hun overbevist om at han ville have gjort noget ud af sig selv. Pyntet vingerne, anskaffet pænt tøj og taget et bad inden de skulle mødes. Selvfølgelig var der ingen måde i verdenen, at han kunne vide han ville støde på hende, jah, for hvordan skulle han vide det, når han ikke engang kendte hendes navn? Selv hvis han havde vidst det, havde han nok ikke kunne gøre noget særligt for at være forberedt. Jamillah selv var jo altid parat til at støde ind i nogen, uanset hvem de var, for hun var jo pyntet fra top til tå, for intet derunder ville være acceptabelt.
”Det kunne jeg godt fornemme,” lød det lettere skingert fra pigen, som kort efter viftede med sit smykke. Endnu en gang blev der sagt undskyld til hende. Hun sukkede højlydt og frustreret mens hun lod blikket studere hans vinger lidt. Med den rette behandling kunne de sikkert blive rene nok til et brug af et smykke.
”Giv mig nogle af dine fjer,” beordrede hun, mens hun lod sine øjne se efter hans blik, endnu en gang skiftevis fra det ene til det andet.

Kazimi? Vent, var hun mon beslægtet med Dain af Kazimi? Drengen, som Bart havde mødt sidste gang, han havde gået blandt disse boder i denne by. Det ville være lidt et tilfælde, hvis han stødte på to fra samme familie på begge ture her til, men igen. Bart havde set langt sære tilfælde, så det ville ikke være det mærkeligste.
"Jeg hedder Bart." sagde han. Ikke, fordi Jamillah havde spurgt og ud fra hendes attitude over for ham, ville hun måske endda være ligeglad med, hvem Bart var. Han var drengen, der var stødt ind i hende og havde formået at skabe skade og irritation i hendes arm. 

I modsætning til hende mindede han nok mere om en gadedreng end noget andet. Og i store træk var han også bare det. De store gevandter, der sad posende på ham. Ansigtet og håret, der trængte til bad og vaskning - Ilaria og han var fløjet over en sø en lille uge siden, så det var seneste vaskning. 
Han kunne ikke lade være med at trække tilbage, da Jamillah beordrede fjer. Hun spurgte ikke efter dem, hun beordrede. Bart trak sig derfor et skridt tilbage - dog uden at vælte ind i noget med sig selv eller vingerne - imens han rystede svagt på hovedet med forvirring i de blå øjne. Ville hun have hans fjer, hvorfor? "Nej. Hvorfor?"

Hun rynkede lidt på sine mørke bryn, som han fortalte hvad han hed. Alt i hende skreg efter at fortælle ham hvor ligegyldigt det var, hvad han hed, når han ikke var nogen. I en lille afsky trak hun kortvarigt mundvigene nedad, ”Jeg er da ligeglad med hvad du hedder,” fik hun alligevel sagt. Selvom hans navn gav hende en kæmpe fordel hvis hun skulle ende med at eftersøge ham.

Jamillah lagde med det samme mærke til hvordan han trak et skridt væk, som hun bad om en fjer. Han afvisning, gjorde at hun trådte et skridt nærmere, således afstanden mellem dem ikke blev mindre. ”Jeg tilgiver dig hvis du giver mig nogle,” lød det fra hende ret så insisterende. Hun rakte den skadet blege hånd mod ham, klar til at modtage nogle fjer. Det kunne vel ikke være så svært, kunne det? En, to, tre, og hiv, så var det overstået og de kunne gå hvert til sit. Han skulle jo bare tage sig sammen og hive dem ud. Hun skulle nok sørge for at nogle af slaverne i Kazimipaladset fik fjerene vasket og plejet. Det trængte de jo til. Chancen for at hun selv ville tage dem var lille, for det ville betyde hun skulle høre ham. Hvis han til gengældt villigt gav dem til hende, skulle hun kun røre fjerene.

Barts første tanke efter at have fortalt sit navn blev bekræftet. Jamillah var typen, der var ligeglad med, hvem andre var. Eller i hvert fald hvem dem, der stødte ind i hende, var. Det var også fair, tænkte Bart. Han var nok bare opdraget til at være høflig. Selvfølgelig havde høflighed ikke hjulpet familien meget i sin tid, men det var alligevel et træk, Bart prøvede at opretholde, selvom det ikke just var det nemmeste i hans situation.

Selvom Bart forstørrede afstanden mellem dem, udlignede Jamillah dette ved også at tage et skridt, bare frem. Hun var tydeligt ikke klar til at lade det lægge. Men hvorfor skulle Bart absolut give nogle af sine vinger, bare fordi han kom til at støde ind i hende. Han sagde undskyld, var det ikke nok? Folk spurgte heller ikke andre efter hårstrå i forgivelse. Og sådan var vingefjer. Det gjorde ondt at rive dem ud ved magt, men selvfølgelig var nogen fjer tæt på at falde ud og blive udskiftet genetisk, og dem kunne man knap nok mærke. Derfor rystede Bart bare på hovedet. Det var ikke rigtigt, han skulle rive noget af sig selv af bare for at gøre en fyrstelig prinsesse glad. "Jeg vil ikke."

Det rystende hoved afslørede de ord der et splitsekund efter lød fra englens mund. Jeg vil ikke. Den udstrakte og ’skadet’ hånd blev lukket hård og slynget ned langs siden af sin krop. Hun blinkede et par gange med sine grå øjne, mens hun lagde hovedet let til siden. ”Hvad sagde du?” spurgte hun og trådte et lille skridt nærmere.

”Vil du ikke have min tilgivelse?” spurgte hun og lagde hovedet til den anden side. Hun lod ham ikke rigtig have tid til at kunne svare på det første spørgsmål, for hun vidste udmærket godt hvad han havde sagt. Hun så kortvarigt mod hans vinger, før hun så op mod hans øjne igen. Bag den blege pande blev der udtænkt en plan om, hvor vidt hun kunne gribe fjerene selv. Hun spekulerede på om hun kunne gemme fjerene i sin underdel mens hun stak af. Hvis han ville løbe efter hende, kunne hun jo bare kalde efter hjælp. Men fjerene…. Ville de kunne holde til det? Nok ikke… Tankerne kørte afsted på hvordan hun kunne få fjerene fra ham, om han ville det eller ej.

Hendes respons til hans ord fik Bart til at spjætte en smule. Hendes såkaldte skadet hånd blev låst sammen og kastet ned langs hendes side. Den ser ikke skadet ud mere, tænkte Bart kort, men han kunne ikke tænke længere, før Jamillah igen åbnede sin mund. Bart skulle lige til at gentage, på en nok pænere måde, hvad han havde sagt, men hun gav ham ikke tiden, før hun igen stillede et spørgsmål. Og et, hun virkede til at ville have mere svar til end det andet. 
"Din hånd ser ikke skadet ud mere. Og, og mine fjer er en del af mig." sagde Bart med tydelig usikkerhed og skælven i stemmen. Han frygtede lidt, at Jamillah ville lange ud og bare rive en håndfuld fjer ud. Det ville gøre mere ondt, end hvis han selv gjorde. Men han ville ikke. Hvis dette var sket for år siden og lige, da han var blevet transformeret til en engel, havde han nok gjort, hvad denne fyrstedatter krævede. Men efter at have rejst under Ilarias vinger, var Bart begyndte at stille mere op for sig selv. Sige fra, når han gerne ville. Som nu.

Det frydede næsten Jamillah, at englen foran hende spjættede lidt, som hun slyngede sin arm ned og trådte truende tættere på ham. Han var måske ved at blive intimideret? Det ville være rart, så hun ikke skulle unødigt kæmpe om at få nogle fjer.
Kommentaren om hendes hånd rungede næsten i hendes hoved. Hun havde måske slynget den ned for hurtigt så den virkede til ikke at være skadet mere. De tofarvede kinder fik mere farve, som han fortalte hans fjer var en del af ham. Hun rynkede lidt på næsen og mellem sine bryn i foragt. Hun trådte et truende skridt nærmere og opbyggede en spænding mellem dem. Hun blev nød til det. Der var ingen vej udenom.
I en eksplosiv bevægelse, langede hendes hånd ud efter hans vinger i et forsøg på at få fat på nogle fjer. Lykkedes det hende, ville hun stikke af, forsætte forbi ham. Lykkedes det ikke ville hun prøve igen.

Endnu en gang trådte pigen et skridt tættere og endnu en gang prøvede Bart ihærdigt at lade afstanden mellem dem blive ved selv at tage et skridt tilbage. Hvordan kunne han være en smule intimideret af en pige, der ikke så mange år ældre ud end hans mentale alder? Kropsmæssigt var hun større end ham og sikkert også stærkere.
Hvad der skete bagefter virkede både til at foregå i fordoblet tempo og halveret tempo. Pigen langede frem direkte imod Bart, som var hun et rovdyr og han var det arme bytte. Men fordi han havde valgt at trække et skridt tilbage som svar til hendes, nåede drengen at trække til siden og ud af hendes mulige greb. At han endte på jorden var en anden sag, men han lavede en halv krølbøtte på den småbeskidte underflade. Det havde været tydeligt, at pigen havde været efter fjerene. Hvis ikke Bart ville give nogen frivilligt, ville hun tage dem med magt. Men hun havde ikke fået fat om dem. Måske hun havde snittet dem med fingerspidserne, men ikke nok til at trække dem ud. Alligevel lå der to små fjer på jorden - de var enten røget ud i faldet eller i tumulten på jorden. De var dog ikke just råhvide mere. De var mere brune af mudder. Skiftesvist kiggede Bart på pigen og på fjerene for at kigge på hende igen. "Værsgo, tag dem." sagde Bart træt og halvprustende, imens han pegede på de beskidte fjer. Fordi de ikke var revet ud ved et greb, havde det ikke gjort synderligt ondt og fordi der havde sket noget andet, havde engledrengen ikke mærket, at de røg ud. Men nu var de ude. Lige nok til hver af pigens ører, hvis hun endnu ville have et andet væsens fjerpagt på sin krop.

Fejl, på fejl, på fejl.
Hun fik ikke fat i fjerene på hans vinger, men snittede dem kun lige, da han valgte at undvige hendes ellers eksplosive bevægelse. Dertil væltede han omkuld og nærmest rullede baglæns; gjorde sig selv og fjerene yderligere beskidte. Det kunne hun jo ikke bruge til noget! Det var jo alt for beskidt!
Efter hans lille rullen rundt på jorden, som den gris han var, var der to fjer der havde løsrevet sig, og lå nu på jorden. Beskidte. Hendes øjne var fastlåst på fjerene, indtil Bart nærmest beordrede hende om at tage dem. Hun så på ham i foragt. Hvordan kunne han sige sådan noget til hende! Hendes mund stod lidt åben. Hun var fyrstinde datter, og skulle i den grad ikke følge nogen ordre. Derudover var fjerene jo beskidte og hvis hun skulle samle dem op var der jo en chance for at hun ville falde ved at bukke sig forover… Eller… Noget i den stil!
Hendes blik blev hårdt, som munden lukkede sig i og strammede tænderne sammen. ”Dem kan jeg ikke bruge jo! De er jo beskidte af jord og hvad ved jeg!” hun pegede på fjerene og så kortvarigt på dem før hun så på ham. ”Vask dem for mig!” snerrede hun og bukkede lidt sammen for at virke mere truende og alvorlig, som hun ’bad’ ham om at gøre dem i stand til hende.

Som pigen snakkede, rejste Bart sig op. Han prøvede at børste det værste jord af sig, men hvis han kunne se sine vinger bedre end bare spidserne, ville han finde samtlige af de yderste lag af fjer beskidte. Hvis pigen atter ville prøve at gribe fat og om nogle rene, skulle hun helt ind og tæt på vingernes rødder for at finde passende for hendes smag. Hvis nogle af Barts vinger skulle være rene nok for hende, skulle han finde et bad først. Måske det var heldigt nok, for det gjorde ikke drengen synderligt meget at være beskidt - så længe det ikke var fra hans egen krop.
Ikke nok med at pigen var utaknemmelig for at kunne få noget, hun havde fået nej til, beordrede hun ham til at vaske dem. Drengen havde måske fået samlet lidt mere mod i sig - før vingernes ankomst ville han kunne tale imod en byvagt, hvis muligheden var der. Lige nu skinnede menneske-Bart igennem, skønt englevingerne endnu var på ryggen. Derfor kiggede han blot op uden den mindste skygge af frygt - afstanden i mellem dem styrkede ham nok. "Nej. Vil jeg ej." Ordene blev sagt med samme toneleje, som hvis Barts mor lige nu havde beordret sin søn om at tage et bad og drengens stædighed lyste frem. Men kun en mor kunne fjerne barnlig stædighed. Et andet barn ville få problemer. Især en, der beordrede Bart, som var han tjenestefolk. Det var han ikke.

Jamillah lænede sig lidt væk, som englebarnet børstede det værste skidt af sig. Hun skulle ikke nyde noget af det møg han bar rundt på. Han var yderst beskidt nu hvor han havde været nede og rulle på jorden, fra den lille undvigelse han havde lavet. At få fat i nogle rene fjer på egen hånd virkede næsten umuligt nu. Det ville kræve utrolig præcision fra hende, hvilket ikke helt var muligt, når det var tydeligt at han sikkert endnu engang ville prøve at undvige, og hun ville ikke risikere at røre resten af ham. Det ville jo være ulækkert!
Han modsagde hende. Han ville ikke gøre som hun bad om. Hvor vovede han! ”Hva’ siger du!” lød det lettere højt fra hende før hun trådte nærmere ham. En arm piskede, med en stiv pegefinger, i retningen af fjerene. ”Vask dem, sagde jeg!” hendes øjne flakkede lidt mellem hans som hun efterhånden kun stod med et ansigts’ afstand mellem dem. Hendes egen stædighed overskyggede frygten for at han ville høre hende, med sine beskidte, beskidte hænder. ”Gør det!” kom det fra hende, for at understrege at hun ikke ville tage imod endnu et nej.
Men præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre, hvis han sagde nej igen, vidste hun ikke… Ville hun bede en fremmed om at vaske dem? Ville hun forlade ham i vrede og klage til sin mor? Uanset hvad ville hun ikke blive glad for endnu et nej.

Imens Bart børstede skidt væk fra sig uden den største bedrift, havde den fyrstelige prinsesse trukket sig væk fra ham igen. Men hun var alt andet end færdig med engledrengen. Det kunne han høre, som hun ikke gav op på at få ham til at rengøre vingefjerne, der lår på jorden i mellem dem. Kort kiggede Bart med sine blå øjne på dem, imens tankerne florerede rundt. Lige nu kunne drengen virkelig ikke lide denne pige. Hun beordrede ham, som om hun ejede ham. Og alt sammen bare fordi han ved et uheld havde gået ind i hende? 
Alligevel valgte Bart at tage de få skridt, der var til fjerene. Drengen valgte at bukke sig for at lade de småbeskidte fingre lukke om de to. Uden at børste noget skidt af dem kiggede engledrengen kort på de fjer, der engang havde siddet fast på vingerne på ryggen, før blikket blev vendt mod Jamillah. "Her!" Sammen med det ene ord valgte Bart at trække sin arm tilbage, men den blev hurtigt svunget frem igen, som grebet om fjerene slappede. De fløj ud af hans hænder, som om de havde bedre forstand på at flyve end Bart. Men de havde retning i luften. Om de ville ramme Jamillah som en lille hævn eller ej, vidste han ikke. Det var jo fjer, så de bevægede sig kun uforudsigeligt i luften.

Jamillah ejede alle og en hver, udover hendes forældre, men dem vidste hun også hvordan hun skulle snakke til, for at få sin vilje. Hele verdenen drejede sig om Jamillah, og ikke omvendt. Hos Jamillah var der ingen spørgsmålstegn, når det kom til hvad hun ville have og ikke have. Derfor blomstrede der sig et stort tandsmil på det tofarvede ansigt, som engledrengen gik hen til fjerene og samlede dem op. Han var begyndt at kende sin plads, og begyndte at indse at alt i hele livet ville være meget lettere, hvis man blot lyttede til hende. Så ville han ikke komme til skade.

Han virkede til at tage sig god tid, sådan som han kiggede på dem, og hun ventede bare på at han ville række dem til hende, men ud af det blå, slyngede han sin arm en gang ind mod kroppen, inden fjerene blev skudt afsted imod hende. Lidt skidt og støv blev også sendt i hendes retning, hvilket fin hende til at trække armene op, for at beskytte sit ansigt. Hun kunne mærke hvordan småsten ramte hende, og trillede ned af hende. Hvert et sted der havde været ramt af det mindste sted på kroppen, begyndte nu at klø. Ikke at hun var allergisk; hun var bare hysterisk. Hun trak så hænderne ned fra hovedet, så snart det virkede sikkert. Straks så hun da, at fjerene havde lavet et lille loop og nu var på vej til at svæve ned mod jorden igen. De var stadig beskidte, og hun ville ikke røre dem endnu. Hendes sølvfarvede øjne fløj så op mod engledrengen med et hårdt blik. ”HVOR VOVER DU AT KASTE MØG EFTER MIG!” skreg hun hysterisk op. Hun så sig så hen over skulderen i sin søgen på en vagt eller lignende. ”VAGTER! HJÆLP!” peb hun mens hun begyndte at klø på sine arme.

Barts smilende ansigt forblev længe på hans ansigt. Hvordan Jamillah inden kastet havde virket tilfreds med sig selv. Som om hun havde sejret og fået ham til at bukke under som en hvalp. Og efterspillet af det havde været en ren leg at se. Hvordan hun havde trukket armene op, som om hun var allergisk og frygtede at fange e sygdom havde fået en barnlig fnisen ud af Bart. Selv hendes verbale udbrud gjorde det kun sjovere. Det var ikke møg. Eller, måske havde et dyr møget på jorden og fjerene var endt deri. Det havde engeldrengen hverken tænkt over eller vidst. 
Dog var morskaben kortlevet, for da Jamillah sagde sine to sidste ord, imens hun kløede sig på sine arme, forsvandt Barts smil hurtigere end noget andet. Vagter. En fyrstelig prinsesse kaldte på hjælp. Om så hun havde brug for det eller ej, ville vagterne tro på hende. "Nej, vent." prøvede Bart at sige med en bekymrende og knækkende stemme. Kort kiggede han over skulderen. Ingen vagter bag ham. Skulle han gøre det? Skulle han tage flugten og løbe? Efterlade pigen og ikke se sig tilbage. Ilaria kunne finde ham andet sted. Hun ville ikke kunne finde ham, hvis han var spærret inde for at fornærme en fyrstelig prinsesse. Hans sjovheder kunne lige nu ende lige så nemt med en alvorlig straf. Og alligevel forblev han stående, blot for et kort øjeblik. Hvis nu Jamillah kunne være barmhjertig og kalde de mulige vagter tilbage - det kunne også være bluf. Ingen vagter kunne være realiteten, men lige nu tog drengen ikke chancen. Og dette ville uden tvivl kunne høres i stemmen og åndedraget samt kropssproget. Hvordan han trippede i ønske om at slippe væk, men forblev stående som en forskræmt, lille dreng.

Det var tydeligt at engledrengen havde moret sig ved at se Jamillahs reaktion på at få kastet ting efter sig, og hvordan hun havde råbt ad ham. Det var kun indtil hun kaldte på hjælp og hun kunne høre han brokkede sig bag hende, at hun fornemmede han ikke syntes det var sjovt længere. Mon han frygtede hvad hun var i stand til, med den titel hun bar så stolt, som nogen kunne være? Det burde han.

De tofarvede øjne fangede blik på to vagter, som var kommet til syne og så i deres retning. En frydende glæde spredte sig i hendes krop. Hun vendte sin krop mod vagterne, med ryggen til Bart. Hun skævede dog over sin skulder, for at holde øje med om han var ude på noget usselt og klamt. Hendes øjne var fyldt med krokodilletårer og underlæben bævrede lidt. ”Det skal være nu,” hviskede hun næsten og skævede ned mod fjerene, som hun ville have vasket og lagt i hånden. Greb han ikke sin ’chance’, ville hun vende blikket mod vagterne, kaste en arm i vejret og kalde deres titel igen, med en stemme som lød grædefærdig og hjælpeløs. Greb han den chance hun havde givet ham, ville hun lade som om, at det ikke var hende der havde kaldt på vagterne, og vende sig væk fra dem og se mod Bart.
Jamillah havde det helt klart alt for godt, med den titel hun bar. Hun kendte sine kneb og hvordan man fik hvad man ville have – før eller siden i hvert fald. Hun var i hvert fald målrettet og stædig. Hun ville altid gøre sit bedste for at opnå hvad hun havde sat sig for.

Panikken slog til i Bart, som Jamillah vendte ryggen til ham. Skønt hun stod foran ham, kunne drengen endnu stadig se de to vagter, der var på vej i deres retning. Okay, det var nu. Flugt eller tilbedelse. Og Jamillah gav endda muligheden for at rette op på drengens fejl. Over skulderen låste han sine panikslående øjne sammen med hendes. De var våde af tårer - sikkert en krokodilles tårer. Men drengen vidste, at hvis hun gjorde, ville hun kunne fremstille sig selv som offer. En fyrstelig prinsesse, der blev overfaldet af en ussel engledreng. Dommen var nem. Derfor var der heller ingen anden mulighed for Bart. 
Drengen trådte et skridt nærmere Jamillah. "Okay, fint. Bare, få dem væk, be' om?" Han var ikke på flugt fra autoriteter. Ingen ulovligheder havde Bart gjort, medmindre man regnede det, han havde lavet, før Ilaria havde fundet ham, men det var år siden nu. 
Kort kiggede Bart ned på fjerene. De var kun blevet mere beskidte efter hans stunt. Og han havde intet vand på sig. Hvordan skulle han vaske dem? Det var enkelt. Det kunne han ikke. Så selvom det irriterede ham, sank en lille klump, før han med en lav og rystende stemme sagde: "Du får nye. Rene. Er det fair?"