Med et smil på læben, fik Hygiea svunget sin kappe om sig og lukket den. Den blev trukket godt ind om kroppen inden hun begav sig udenfor. Den blege spinkle hånd greb straks ud efter murvæggen ved siden af hende, så hun kunne støtte sig op af den. Mængden af alkohol var nok den samme som en hver anden aften; lidt for meget. Hun klukkede lavt for sig selv som hun langsomt begyndte at bevæge sig ned langs stenmuren og væk fra kroen. Benene føltes svage og som gele, og at skulle gå et længere stykke uden noget at støtte sig op af var besværligt, hvilket var grunden til at hun til tider måtte stå på et gadehjørne et øjeblik og samle kræfter til at komme over på den anden side. Det var også her, at en lille gruppe mænd opdagede Hygiea. Ja, for selv på lang afstand kunne man se at Hygiea var fuld og måske også lidt påvirket – dette var så af blandingen af alkohol og medicin.

Trygt forsatte Hygiea ned langs en stenmur, uvidende om at hun blev forfulgt. Hun vidste godt at der var nogen bag hende, men ikke at deres mål specifikt var hende. Målrettet om sin destination, drejede Hygiea ned af en genvej, som var hurtigere, smallere og langt mere dunkel. Dianthos var jo som hendes egen baglomme, hun vidste jo godt hvor hun gik hen. At det var lidt sløret af alkoholen var så noget andet.

Først da hun hørte den lille gruppe mænds stemmer runge ned af gyden, så hun sig over skulderen og kunne mærke et lille sug i maven. De tynde spaghettiben øgede hastigheden under den simple kjole, selvom hun på forhånd vidste at det ikke ville ende godt. Benene gav efter og hun faldt med det samme ned på jorden, og tog fra med sine hænder. I faldet, gled hætten på hendes kappe op om hendes hoved, hvilket mindskede hendes synsvinkel. Chokeret over at mændene havde fulgt efter hende, og at hun var faldet, gipsede hun efter vejret som hun prøvede at komme på benene igen, for blot at vælte igen halvvejs oppe. Hånlige grin fyldte gaden som mændene nærmede sig. Da den ene nåede tæt nok på, greb han om hendes spinkle ankler, og trak hende et lille stykke hen af jorden, tættere på sig selv.
Med besvær ved at trække vejret var det eneste hun kunne gøre var at undslippe en piven som hun kunne mærke brostenene slide mod hendes arme og hænder. Frygten for hvad der kunne ske, begyndte langsomt at stige hende til hovedet.

Hygiea hørte at der skete noget, men hun var alt for fokuseret på sin egen situation, til at kunne lægge mærke til præcis hvad der skete. Hun lagde ikke engang mærke til at en af mændene forsvandt. Som en af mændene råbte, hev hun efter vejret, hvorefter der blev kastet med en sten. Lyden af stenene fik hende til at trække hænderne op til hovedet, for at beskytte det, hvis nu der ville flyve sten henover hovedet på hende. Dette gjorde selvfølgelig også at modstandskraften under hende var mindre, og hun lettere blev trykket hen over brostenene. Det var jo heller ikke fordi hun var særlig tung. Der er en der vil lege helt rungede det i Hygieas øre. Håbløst prøvede hun at se sig rundt, for at finde ud af om hun var på spanden, eller om der var en potentiel chance for at hun faktisk ville komme nogenlunde helskindet igennem aftenen.

Samtidig med at næver blev langet ud efter hinanden, fik manden der hev hende i benene vendt hende om, således hun kunne se himlen og ikke mindst manden. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at sprælle og sparke for at løsrive sig. Intet var nok. Hun kunne på ingen måde registrere hvad der foregik rundt om hende, hendes eneste mål var at komme fri.
Da der blev hylet begyndte Hygiea at undslippe nogle få hulk. Panikken var i den grad ved at tage godt fat om hende, selvom det kun var den ene mand og den såkaldte ’helt’ der var tilbage. Hun kunne høre en ny stemme snakke om retfærdighed og om at lade hende gå, hvilket gav hende lidt håb.
Manden som stod med et greb om hvert af Hygieas ben så op mod halvdyret der havde taget hans kammerater ned, en efter en. Uden et ord slap han de tynde ben, som straks faldt til jorden. Hygiea var hurtig om at kravle ind til siden, med tårer trillende ned af kinderne. Med en hurtig bevægelse fandt manden så en kniv frem og begyndte at nærme sig halvdyret. Hygiea opfangede faren, og gjorde sit bedste for at begynde at kravle væk fra gaden, så godt hun kunne. Hun havde ikke tænkt sig at blive og se hvem der vandt, for gik det galt ville mændene blot komme efter hende igen, og jo større forspring hun kunne få, jo bedre.

I fuld gang med at kravle væk fra scenen gik der ikke længe før hun hørte tøj der blev antændt og en mand der skreg i panik. Flammerne lyste også gyden lidt op. Hygiea turde på ingen måde at se sig om skulderen, for at tjekke hvad der foregik. Hun skulle bare væk. Da hun kunne høre der var en der løb mod hende, jamrede hun lidt inden hun pludselig blev løftet op. Hun gispede og prøvede at gøre modstand. Hun var komplet i chok over situationen. Det var først da manden som bar hende, spurgte om hun var okay at hun fandt lidt ro. Hun rystede på hovedet, stadig ude af stand til at trække vejret helt ordentligt. *Nej, jeg er ikke okay, og jeg vil gerne ned* tænkte hun, selvom hun udmærket vidste han ikke kunne høre hende.

Med et bekymret blik så hun til, som han bed sig i læben, uden et ord, og observerede hvordan han sukkede. Hvis det var så besværligt at bære rundt på hende, kunne han jo bare sætte hende ned. Havde det været for besværligt for ham at hjælpe hende, kunne han jo bare have ladet hende ligge. Hun havde jo på intet tidspunkt bedt ham om hjælp – selvom hun var meget taknemmelig for at mændene ikke længere var efter hende. Hun vidste dog stadig ikke hvem denne mand var og han kunne jo sagtens være lige så slem som dem.

Så snart hun fik lov til at få benene ned på jorden, lænede hun sig op ad den nærmeste mur, så hun ikke kollapsede. Med noget besvær begyndte hun at rette på sin kjole, mens han snakkede til hende. Hygiea skulle til at takke ham for den hjælp han havde været, men da han knurrede, lod hun munden forblive lukket. Hendes store, søde og blå dådyrøjne så lettere panisk efter en måde hvorpå hun kunne komme væk og hjem, selvom hun dybt inde vidste hun nok ikke ville komme langt med sine spaghetti ben.

En utryg mine bredte sig lidt over Hygieas ansigt, som han sagde ’det var så lidt’. Hun havde jo ikke takket ham, eftersom han knurrede og hun var blevet skræmt yderligere. Da hætten blev trukket af hans hoved holdt hun vejret ved synet. Var det en varulv? Hygiea trykkede sig mere op af den murrede væg, i et håbløst forsøg på at blive i et med den. Det var jo ikke en evne hun besad – ikke lige nu i hvert fald. Hans tilbud om at følge hende hjem fik det til at føles som om hendes stemmebånd låste sig. Hun kunne ikke sige noget. Hun stod bare helt stille, med sine store øjne fastlåste på ham. Hun lignede i den grad et dådyr der så sin død i øjnene.

Den mørke pote blev rakt venligt frem, men Hygiea var blændet af episoden og tanken om at han var varulv – uvidende om at det slet ikke var hvad han var. Hun gipsede, peb, lukkede sine øjne og drejede hovedet væk, som hvis hun havde fået en lussing. Hun vidste ikke hvad der ville være værst; at blive angrebet af en varulv eller blive overfaldet af en gruppe fulde mænd, hvor hun sikkert ville overleve det. Væsnet foran hende præsenterede sig og hun åbnede øjnene og lod blikket søge mod ham. Hvorfor præsenterede han sig hvis han var varulv og nok bare ville dræbe eller bide hende? Hendes ansigt vendte sig langsomt mod ham, meget opmærksom på hans bevægelser. ”Ha-halvdyr?” gentog hun tøvende og hæst. *Hvad i al verden var et halvdyr?*
Da hvad der åbenbart var et halvdyr nærmede sig hende trak hun armene op for at stoppe ham og jamrede. Hun ville ikke dø. Ikke endnu. Og hvis hun blev en varulv eller halvdyr lige som ham var der i hvert fald aldrig nogen der ville gifte sig med hende – ikke at hun på nogen måde regnede med nogen nogensinde ville gifte sig med et sæt syge lunger, men bare en gang i mellem, var det noget hun drømte om.

jack virkede næsten fornærmet over hendes  Rekson over at hun lige var blevet redet men. han rulle bare med øjne mens han trak hætten op igen " mennesker " svaret han lidt surt og vendte sig mod hygiea han ville give henden lidt tid til at fatte sig og komme til kræfter. men da hun sagde halvdyr som om hun ikke vidste hvad han var " ja halvdyr... halvdyr halv menneske ikke varulv eller sådan noget vis jeg var det stod du ikke her nu " svaret jack  skuffet  men hun var kun et menneske og forstod sig vis ikke på den Slaks ting han rystede på hovedet af henden han  vidste ikke om han skulle blive eller bare gå sin vej der var mange ting der sagde ham at han bare skulle forsvinde. men hans ridderlighed sagde ham noget andet hun må da ha set Ander former for halvdyr ind ham selv  der gik jo flere af dem her i byen tit og ofte jack tænke sig lidt måske hun hadet brug for noget mad og varme inden de gik hjem til henden  han sukket lidt " kom vi finder et sted hvor du lige kan styrke dig på  det ikke godt sted. at stå lige nu de kunne nemt blive overfaldet af de ander jack tænke lidt over det  men Hygiea virkede mere bange for ham ind sine overfalds mænd han sukket lidt men trak så på skulderen "hvad er dit navn Menskke " svaret han så stille hun så nu køn ud men jack kunne ikke  lige nu 

jack virkede næsten fornærmet over hendes  Rekson over at hun lige var blevet redet men. han rulle bare med øjne mens han trak hætten op igen " mennesker " svaret han lidt surt og vendte sig mod hygiea han ville give henden lidt tid til at fatte sig og komme til kræfter. men da hun sagde halvdyr som om hun ikke vidste hvad han var " ja halvdyr... halvdyr halv menneske ikke varulv eller sådan noget vis jeg var det stod du ikke her nu " svaret jack  skuffet  men hun var kun et menneske og forstod sig vis ikke på den Slaks ting han rystede på hovedet af henden han  vidste ikke om han skulle blive eller bare gå sin vej der var mange ting der sagde ham at han bare skulle forsvinde. men hans ridderlighed sagde ham noget andet hun må da ha set Ander former for halvdyr ind ham selv  der gik jo flere af dem her i byen tit og ofte jack tænke sig lidt måske hun hadet brug for noget mad og varme inden de gik hjem til henden  han sukket lidt " kom vi finder et sted hvor du lige kan styrke dig på  det ikke godt sted. at stå lige nu de kunne nemt blive overfaldet af de ander jack tænke lidt over det  men Hygiea virkede mere bange for ham ind sine overfalds mænd han sukket lidt men trak så på skulderen "hvad er dit navn Menskke " svaret han så stille hun så nu køn ud men jack kunne ikke  lige nu 

Som han tog sine poter til sig, for at hive sin hætte op igen, krøb hun lidt sammen, som hvis hun prøvede at undgå et slag. Hun rettede sig dog roligt ud, som hun hørte hvordan han surt nævnte hendes race. En forvirret mine trak over hendes kønne og uskyldige ansigt. Halvt dyr og halvt menneske? Tanken om hvordan det overhovedet foregik, skræmte hende. Hvem kunne finde på sådan noget?

Hygiea havde i den grad set et par halvdyr i sin tid i Dianthos, men det ville måske være at overdrive, hvis hun sagde hun havde lagt mærke til dem. Hygiea var normalt heller ikke så skræmt, som hun var nu, og det gjorde i den grad også at hun så anderledes på tingene. Måske var væsnet foran hende også bare ekstra uheldig at være halvdyr med noget ulv i sig? Hun havde i hvert fald forvekslet ham med en varulv, uvidende om at varulve slet ikke sådan ud.
Hygiea havde ikke et eneste ord at sige, som han foreslog at de kunne gå et andet sted hen, for hun var stadig for skrækslagen til at kunne sige noget særligt og rokke sig ud af flækken. Hendes store blå øjne, fjernede sig ikke fra ham.
Et navn, ja, det burde hun godt kunne svare på, ”G-G-Gina,” fik hun sagt. Det var som sådan også rigtigt nok, for det var det navn hun gav til alle som ikke behøvede at kende til hendes adelige identitet.

Selvom den høje skikkelse gjorde alt hvad han kunne for at virke rolig, så hjalp det ikke rigtig på hende. Heller ikke da han komplimenterede på hendes navn. Hun forsøgte dog at trække lidt på et smil, for at vise hun var taknemmelig over komplimenten, men som det stod lige nu, ville hun ikke have komplimenter, men blot komme væk fra gaderne. Hun ville hjem. Hun ville hjem i sin brors favn og mindes om han stadig var i live, ligesom hende selv.
Med det mindset hun stod med, lignede det han i sine tanker tog hendes tøj af. Det var næsten lige så skræmmende som de mænd han lige havde lagt ned.
Da poten endnu engang blev rakt frem til hende lod hun blikket se fra hans ansigt og ned til hånden et par gange i træk. Hun valgte dog at rette lidt på sin kappe, så den lå tættere til hendes hals inden hun noget så tøvende lagde sin hånd i hans. Eftersom hun havde boet i Dianthos i et par år, holdt hun skarpt øje med hvor hun blev ført hen. Hun skulle ikke ende i samme situation som før, og hun havde jo egentligt været på vej hjem, helt fra starten af.

Alt i Hygiea skreg til hende om at trække sin hånd tilbage, da han gav hendes hånd et lille klem. Som han vendte sig om for at gå, kunne Hygiea mærke hendes ben ryste. Hun var på ingen måde ordentligt i stand til at gå endnu. Lungerne og medicinen havde et for godt tag i hende. Medicinen gjorde hende træt og lungerne var generelt udmattede. Det hele virkede hårdt og krævende, som var hun bundet til brostenene. Hans spørgsmål, fik hende straks til at tro hun havde brug for at flytte fødderne med det samme. Hun drejede derfor over på sin skulder, så hendes ryg ikke længere støttede op ad muren. Langsomt og tydeligt tungt, fik hun presset sig væk fra muren og med vaklende bevægelser tog hun et par skridt. Hendes knæ gav efter og var Jack ikke forberedt på dette, ville hendes knæskaller kollidere med brostenene og tåre vælde op i hendes øjne og ned af kinderne.

Hun rystede på hovedet, hun var ikke klar til at gå. Hun måtte stå… Sidde… Sove… Ja, sove lige her lød som en god ide! Om han havde grebet hende eller hun var kollapset på brostenene, lod hun sig glide ned og sidde op langs muren. ”Hjem…” hulkede hun. Hvis ikke hun var kollapset på brostenene ville det udelukkende være hjælpeløshed der bragte tårene frem.

Hun blev grebet, og slog heldigvis ikke sine knæ mod brostenene. Hun fik ikke lov at læne sig tilbage mod muren i hjælpeløshed, men det holdt ikke tårerne fra at trille frem i øjnene. Det var grænseoverskridende at blive holdt ind til sig, af en fremmed, som hun egentlig ikke følte sig helt sikker  på endnu. Trøstende, tyssede han på hende og prøvede at berolige hende. Det fik hende til at sluge sin hulken, så det blot var tårer der trillede ned ad kinderne uden lyd.
Det varede ikke længe, før han med et greb rundt om hende og begyndte at gå. Vidste han hvor hun boede, nåede hun lige at tænke, før han bad hende om at vise vej. Hun trak kortvarigt på et smil, som han forklarede der var stor forskel på Amazonitskoven og Dianthos. Hendes spinkle hånd tørrede forsigtigt hendes kinder og under hendes øjne. Kinder og øjne var begge allerede blevet røde af gråden. Hun sank en klump, som havde sat sig i halsen, og hun nikkede langsomt, til at hun nok skulle vise vej.
Et lille stykke gik de i stilhed før hun pegede dem ned ad en vej. Genveje, som altid. Stilheden var rar, og hun følte sig mere og mere tryg i hans nærhed. Han var stadig en fremmed, og hun ville ikke lade sine parader sænkes for meget, for hun kendte ham stadig ikke. Hendes blå øjne så op mod hans blik kortvarigt, før hun så væk igen, som han smilede. ”Jeg… Jeg lever på kanten,” prøvede hun at forklare, uden at komme ind på hvorfor og hvor ofte. Hun levede livet farligt, for hun ville have alle oplevelser ud af det, mens hun var der. Intet skulle ekskluderes. ”Hvad laver du her i Dianthos?” spurgte hun, med blikket frem for sig, for at holde øje med vejen, således hun ikke glemte at de skulle dreje.

Hans var undrede Hygiea. Han holdt sig fra sin far? Hun kunne ikke helt forstå hvorfor, men så alligevel. For hun holdt sig jo også helst fra sin familie i perioder. Når hun drak eller var på teatret, for så havde hun bare brug for at koble af og gøre de dumdristige ting hun nu kunne tænke sig. Da han så uddybede sit svar lidt, med at være ulvebarn, nikkede hun langsomt. Hun kunne ikke sætte sig ind i hvordan det var at være ulvevarn, men hun kunne godt sætte sig ind i at det kunne være svært at være sig selv i sin familie, når der blev sat visse rammer, for sådan havde hun det selv. Bundet til en masse regler og normer.

Hygiea trak sig lidt væk, som han rakte ind under sin trøje for at finde noget frem. Hun havde ingen ide om hvad det kunne være, og selvom han helt sikkert ville kunne nå at indhente hende, ville hun hellere have lidt afstand, hvis nu det var en kniv. Men det var et våbenskjold. Et lille skævt smil blomstrede på hendes kærlige læber, men kun for et øjeblik, indtil han fortalte hvordan han var blevet oplært til at være en rigtig ulv. Smilet falmede og hun sank en lille klump, for at pege dem ned af den næste gyde. Hun kunne nu se hendes bolig ikke var langt fra dem og vendte sig derfor mod ham. ”Jeg kan godt klare mig det sidste,” lød det lavt fra hende. Hun ville nødig blive fulgt til døren af en eller anden fremmed mand. Det ville hendes familie ikke tage godt, medmindre det var en fra byvagten.