Det var efterhånden ved at være spisetid, som Elmira var på vej igennem Amazonitskoven og bevidst valgte at gå udenom de mange stier. Hun havde en forkærlighed for det uberørte og derfor var det langt smukkere at se skoven fra de mere naturlige områder. Hun havde lige været i den ældre del af skoven for at søge råd ved Emeriz hvilested. Memoria var en ensom art, derfor forsøgte hun så vidt muligt at holde fat i sine rødder ved at besøge sin forgænger, der nu var blevet forvandlet til et kæmpe træ i skoven. Hun bar en grønlig kjole, som kun sad til omkring brystet, da varmen ville være ulidelig, hvis kjolen havde været helt tætsiddende. Kjolen nåede hende til knæene og var uden ærmer. Over skulderen bar hun en skuldertaske med de vigtigste ting til den mindre rejse igennem skoven. På fødderne havde hun ingenting, da hun gerne ville mærke jorden, gruset og græsset under sine fødder. Det var sådan en herlig, kølig fornemmelse, så længe hun gik i skyggen af træerne.

Ikke langt fremme kunne man fornemme en meget lille lysning med en træstub og hvide liljer hele vejen rundt. Det var hendes yndlings sted, hvor hun ville kunne nyde sit brød, vandet fra åen og et stykke tørret kød, som hun havde købt på markedet. Elmira havde virkelig ikke forstand på at jage, så hun ville langt hellere støtte jægerne, så de også kunne leve og skaffe andet ned kød på bordet. Hun trådte hen over en mindre busk, som hun manglede små 100 meter før hun ville træde ind i lysningen. Det var egentlig ikke en lysning, men et sted, et træ var blevet fældet og derved havde efterladt et mindre hul iblandt trækronerne, som nok snart ville gro til, når først træerne for alvor fik vand igen.

Kyle var på rejse gennem skoven gik hen af stierne han havde sin læder jakke på selvom varmen var ulideligt i denne varme så han tog den af han havde sin bue over skuldren og sin store rygsæk med hans telt i han havde lange bukser og nogen lidt meget brugte støvler han havde været på udkig efter et godt jagt område da han ikke havde de store penge da han ikke havde jaget længe og levet på de små penge han havde han gjorde hold ved stien og kiggede rundt han tænkte lidt højt *jeg må se at finde et sted at holde hvil* han gik derfor ind i skoven væk fra stierne han gik længe rundt i skoven han havde virkeligt brug for noget vand så han rendte rundt der i skoven til han lagde mærke til en lille  så dog også der var en anden person han lage mærke til denne person sad og holdte hvil og han tænkte for sig selv *jeg har brug for at holde hvil jeg har gået i nogen dage uden mad nu* han gik hen i lysningen og stod lidt væk fra personen som tydligvis var en kvinde han gik hen mod personen "Undskyld men er det iorden jeg tager lidt vand ?" spurgte han høffeligt og lidt forsigtigt han var lidt bange for denne person kunne være en fjendtligt sinde så han holdte sig på afstand da han ikke ville ud i kamp 

Det gav et sæt i Elmira, da hun hurtigt kunne høre nogle skridt i skoven, men ikke rigtig kunne lokalisere hvor skridtene var på vej hen. Det lød næsten som om at personen gik i cirkler, derfor blev hun også straks bekymret for om hun mon kunne være i fare. Da skikkelsen så endelig kom i syne i lyset, som hun havde rejst sig fra træstuppen og klamrede hænderne omkring hendes taske for at manden ikke skulle stjæle fra hende. Så hun blot noget så forbavset op på ham, han var virkelig høj. Elmira måtte blinke et par gange, som manden meget hurtigt henvendte sig til hende og bad om noget at drikke. Hun bed tænderne sammen så kindbenene blev tydelige, imens at hun overvejede sit svar, samtidig med at hun beskuede manden for at sikre sig, at han ikke var ude på at stjæle fra hende, hvis hun var uopmærksom.

"Øhm.." lød det en smule nervøst fra hendes mund, som hun bed tænderne sammen igen, men til sidst valgte at åbne for sin taske for at finde vandposen frem. Hun rystede en smule på hånden, da hun rakte den til ham, før at hun nikkede. "Undskyld, men De forskrækkede mig, her har De noget vand" svarede hun mindst lige så høfligt, som han lige havde tiltalt hende, før at hun nikkede og gik om på den anden side af træstuppen for at føle sig sikker med en smule afstand imellem dem.

kyle kiggede lidt op og ned af denne pige han havde måske langt at nå for at få mad og vand han beskuede hun klamrede sig til sin taske han kiggede op og ned af hende hun linede ikke en kriger men der kunne jo være banditer i skoven så han forstod sagtens hende mistillid han tog vand posen og to en tår "mange tak... jeg kommer ikke for at gøre dem ondt " sagde han og rakte hende vandflasken igen han kiggede mod åen og derefter tilbage på denne pige "mit navn er Kyle" sagde han høffeligt og bukkede sig for hende som en hilsen han vidste godt at denne pige havde været lidt bange da han sådan kom afbrydende hen og forstyrrede hende han vidste ikke om han var faret vild da han ikke kunne huske hvor langt han havde rejst "Ved de hvor vi er jeg er lidt forvirret da jeg rejser meget og lever af at sælge det jeg får jaget men har ikke været i nogen byer eller markeder så er faktisk faret lidt vild" sagde han han vidste godt han snakkede meget han var nok bare glad for at se en person 

Hvis først manden havde haft et ønske om at skade hende, så havde han nok ikke opført sig så høfligt overfor hende. Det var i hvert fald ikke hvad erfaringen fortalte hende, så hun følte sagtens hun kunne slappe lidt mere af, som hun dog stadig holdt øje med ham, da han valgte at drikke af læderposen. Hun sendte ham et forsigtigt smil for ikke at virke uhøflig overfor den fremmede. Uden lyd tog hun da også imod vandet igen, som hun lagde det ned i tasken og sikrede sig at proppen var sat ordentligt på, så hendes ting ikke ville blive gennemblødte. Manden fortalte hurtigt sit navn, som hun kiggede en smule undrende på ham og lagde hovedet let på skrå. "Goddag Kyle, mit navn er Claíre" svarede hun med et nik. Ingen fik hendes egentlig navn, da det kunne blive en farlig affære senere, så var det nemmere med hendes mellemnavn og det kunne den fremmede jo ikke vide.

Elmira så en smule overrasket på ham, da det lød på ham, som om at han var faret vild i den store skov. Det bragte et stille smil frem på hendes læber, før at hun valgte at pege imod nord bagved hende. "Dianthos, vores hovedstad ligger i den retning" forklarede hun roligt, eftersom hun selv havde taget turen flere gange. "Lige nu befinder De Dem i Amazonitskovene i det område, som de lokale kalder for Skovbrynet" fortsatte hun med at forklare, før at hun vendte blikket imod manden igen. "Leder du efter en landsby i området?" spurgte hun stille, som hun ikke vidste om manden normalt solgte sine fangster ét bestemt sted eller om han bare gerne ville til et vilkårligt marked for at få noget solgt.

kyle så rundt da hun pegede mod nord og fortalte ham at hovedestaden var ikke så forfærdligt langt væk han smilede let til hende "tak jeg vidste ikke jeg var så tæt på " sagde han med et let smil og kigegde rundt i lysningen "det ville jeg da meget gerne vide hvos den nærmeste landsby er?" sagde han og så hende i øjne "jeg jager lidt for tiden men ville være meget rart at finde et sted at komme til peneg " han smilede let til hende og vidste ikke om hun var ved at tø op han var bare høffelig og venlig da han aldrig havde mødt nogen særligt på sin rejse gennem skovene men han ville dog gerne skaffe lidt penge så han måske kunne komme til en varm seng en aften så han ikke skulle ligge i sit telt han kiggede på hende "jamen hvad laver du her ude i skoven der kan da være røvere banditer" sagde han og smilede til hende han tog tasken af og fandt en lille læder pose frem og tog nogen mønter "her for vandet" sagde han og rakte hende mønterne 

Der ville stadig være noget vej til hovedstaden, men hvis han fortsatte mod nord, så skulle han nok nå frem. Elmira kunne selvfølgelig ikke vide, hvad manden var ude efter og hvad han søgte, når han nu havde brugt så lang tid på at vandre rundt i skoven. Måske hovedstaden var et nyt sted for ham, som det havde været for hende for nogle år tilbage? "Der er stadig noget vej til hovedstaden, desværre, men jeg kan vise dig den nærmeste landsby, vi kan nå det, før det bliver mørkt" forklarede hun mere uddybende, som han tydeligvis troede at de var tæt på hovedstaden. Han ville dog ikke kunne fornemme byen i horisonten medmindre han kunne flyve virkelig højt. "Der er rig mulighed for at sælge i landsbyen" lød det opmuntrende, som hun sendte ham et forsigtigt smil. Krystaller var vigtigt for mange, men ikke for hende, da hun bare levede af naturen og kun en sjældent gang investerede i et stykke tørret kød. Hun fik sjældent frisk kød. "Jeg bor her.. De skylder mig intet, vandet kommer fra åen" forsikrede hun ham, som hun rystede på hovedet og forsøgte at få ham til at beholde sine krystaller.

Kyle kiggede forvirret rundt "er hovedstaden så langt væk ?" spurgte han og kigegde forvirret rundt " hvis de vil må de meget gerne følge mig til landsbyen jeg har lidt skind tilbage at sælge så jeg muligvis kunne få noget mad jeg ikke selv har skudt" sagde og klappede sig på buen som hang på hans skulder da hun tydeligvis ikke ville havde hans krystaler lagde han dem i posen igen "de er en venlig sjæl er nok for god af mig "sagde han og grinede lidt og kiggede på hende

Hans ord undrede hende en smule, vidste han virkelig ikke hvor langt der var imellem de forskellige regioner? Elmira kunne derfor ikke helt lade vær med at rynke en smule på panden, som hun ikke ønskede at dømme mandens stedsans, men han virkede faktisk mere forvirret end hun kunne være. Lige så stille endte hun med at bide sig selv i underlæben, som hun overvejede sit svar uden at træde på mandens stolthed. Jægere var nogle stolte mænd og kvinder, så meget havde hun i hvert fald erfaret igennem årene i landet. "Det vil tage Dem nogle dage at nå hovedstaden til fods, ja" svarede hun så høfligt det overhovedet var muligt for hende. Manden lod til at indvie i at hun kunne vise ham hen til den nærmeste landsby, derfor pakkede hun hurtigt sine ting sammen og svang tasken over hovedet, så stroppen lå tværs over hendes krop.

"Følg med mig, hr" svarede hun med et venligt nik, som hun dog foretrak at manden gik ved hendes side og ikke bagved, måske fordi mænd endnu gjorde hende nervøs. Hun havde dog lært at håndtere det og ikke virke helt så skræmt. Mænd kunne lugte frygt og så ville de jo bare angribe hende.. Ikke sandt? "Det skal De ikke tænke på" svarede hun med et høfligt nik, før at hun viste vej ud igennem lysningen ud på en sti, der så ud til at blive brugt af dyrene i skoven og ikke menneskene.

kyle havde rejst meget rundt men det var lidt svært at finde ud af hvor man er når man ikke havde et kort han havde ledt efter på de andre markeder men der var ikke nogen så han havde vandret rundt i skovene for at skaffe føde og tjene nok til et kort men han havde et for et par måneder tidligere men det midstede han på grund af en lomme tyv også derfor han ikke havde de remedier som der skulle bruges til at rejse han smillede blidt til hende " undskyld jeg er så uvidende men har mistet mange krystaler og mit kort på grund af en gemen lommetyyv" 


da hun sagde han skulle fløge med gik han ved siden af hende "du en stor hjælp det skal du vide du må sige hvis jeg kan gøre noget til gengæld" sagde han og fulgte hende 


"ved du om der er en kort tegner på markedet?" spurgte han og fulgte hende roligt ved siden af hende han var normalt en meget høflig menneske og kunne intet ondt gøre kun over for det han jagede efter men nu havde han lidt kaniner og noget skind fra en hjort som han havde spist kødet fra for at få lidt føde så han ikke gik uden mad han havde dog ikke nogen vandpose så han havde ikke vand med sig men endu en ting som han kunne købe på markedet hvis han kunne sælge kaniner til lidt gode penge men han var ikke så optimistisk 

Normalt ville hun se sig selv, som underlig og forvirrende, men han lod faktisk til at være på mere bar bund end hende selv. Det var ikke fordi Elmira dømte ham, men hun kunne ikke helt lade vær med at skæve til ham, som hun dog fortsat sendte ham et smil, når hun ikke lige skulle koncentrere sig om, hvor hun placerede de bare fødder for ikke at træde på en knækket gren. "Vi kan ikke vide alt fra starten" svarede hun ganske naturligt omend ordene lød underligt for de fleste. Elmira havde intet vist om landet, da hun var blevet 'født'. Så hun forstod ham tildels godt. "Men det var da uheldigt at skæbnen ville have dig til at møde en tyv.." hun sukkede ganske let, lommetyve var ikke de værste at møde dog.

Hans ros var velkommen, som hun nikkede høfligt til ham og sendte ham et smil. "Tak" sagde hun, før at hun atter rettede blikket imod den smalle sti, de kunne lige akkurat gå side om side, men så var der heller ikke plads til mere, medmindre de skulle falde ned i en busk. Hans spørgsmål fik hende til at stoppe op, som hun smilte stort. "Jeg kan tegne et kort! Det havde jeg slet ikke tænkt på" udbrød hun næsten helt begejstret. Før at hun greb hans hånd og trak afsted med ham ud af buskadset og ud på en større sti, hvor man kunne fornemme en indgang til en landsby i horisonten.

kyle havde egentligt en godt indtryg af claire han lyttede til hendes ord men havde også det godt med hun var så venlig det gjorde ham lidt tryg "Ja de forbanede tyve" kyle gengældte hende smil med et smil hun virkede utroligt sød men dog kunne hun lige så godt tag ham i baghold men hun virkede ikke så farlig men folk kan ændre sig


han fulgte med hende da stiien var smal han han smilede sødt og skævt da hun hjalp ham iud på en større sti han smilede da hun lød så begerjstret "Du må meget gerne tegne et kort til mig men du skal da havde noget til gengæld " sagde han og var lidt usikker på om hun ikke ville tage imod hans krystaller igen....


han lagde mærke til landsbyen i horisonten og smilede til hende "mange tak men er der noget jeg kan gøre for dig hvad som helst kan nok ikke skaffe så meget men ellers må jeg skylde dig en tjeneste " sagde han tanknemmelig og håbbede der var et eller andet han kunne gøre for denne unge dame 

De virkede begge en smule skepsis overfor modparten, men Elmira forsøgte at holde et åben sind også selvom manden var af hankøn. Hun havde ikke de bedste erfaringer med disse, men samtidig kunne hun heller ikke helt sige nej til at hjælpe til, når han nu var faret vild, særligt ikke hvor hun faktisk kendte vejen til noget der kunne hjælpe ham på vej. Der var en større fare for at hun blandede sig i hans skæbne og han måske skulle være stødt på en anden skikkelse og ikke hende i fremtiden, men til tider måtte hun bare tage chancen, for måske var han bare blevet vred, hvis hun havde vendt ham ryggen tidligere. Sådan kunne enkelte mænd i hvert fald godt opføre sig, hvis en kvinde var afvisende. Hun lo ganske let af hans ord, som hun vendte blikket imod landsbyen.

Hvorfor havde hun ikke selv tænkt på at hun kunne hjælpe ham med kortet, da han først havde nævnt, at han havde mistet det? Hun måtte være gået i sine egne tanker og derved ikke haft tankerne i lige netop de baner. ”Hvis du skaffer noget jeg kan tegne på, så behøver du ikke betale for kortet, jeg nyder det faktisk” indrømmede hun med et forsigtigt smil. Måske han havde noget pergamentpapir eller et stort stykke skind, som hun ville kunne tegne på, så snart de fandt et bedre sted at slå sig ned. Det ville blive noget ustabilt at tegne på jorden i hvert fald. Han var virkelig ivrig efter at give noget igen for hendes hjælp, som de kunne se landsbyen i det fjerne. ”Hvis du virkelig gerne vil give noget igen, så kunne jeg godt bruge noget hjælp til at slæbe nogle materialer hjem til mig..” fortalte hun ganske forsigtigt, som hun ikke kunne forvente at manden ville spilde mere tid i hendes selskab, når først han var kommet frem til landsbyen, hvor han kunne sælge sine ting og komme videre på jagt. Hun bad ham jo om et større stykke arbejde.

Kyle som intet ondt kunne gøre andet for hans bytte var lidt urolig over hun måske ville føre ham i baghold han havde lagt mærke til landsbyen i det frjerne og var varmet lidt mere op han syntes hun virkede utrolig flink og hjælpsom men han var dog stadigt lidt urolig over hvad det her førte hen


kyle fulgte med hende da hun tilbød at tegne kortet på noget tænkte han sig om og kom i tanke om det hjorteskind han havde "Jeg har desværre kun dette hjorteskind som jeg skulle sælge på markedet " han var lidt skeptisk omkring at skulle bruge det men han vidste også det kunne være dyrt at miste det hjorteskind da det faktisk var det bedste han havde skindet i lang tid 


da de gik og hun tilbød at han kunne hjælpe hende med at arbejde for hende smilede han blidt til hende "Jeg vil meget gerne hjælpe skal dog bare hen på kroen og havde et varmt måltrid her når det begynder at blive sent" sagde han med et smil og glad for hun kunne bruges hans hjælp han var meget hjælpsom og tjenester skal altid betales tilbage mente han 

Det var svært at stole på en fremmed, og de var ikke andet ned fremmede lige nu, ikke engang bekendte, de forsøgte blot at hjælpe modparten, noget der skete virkelig sjældent i dette land, hvis man spurgte hende. Hun sukkede ganske let ved tanken, som hun skævede imod landsbyen, men forsøgte at beholde sit lette smil på læben, mest for hans skyld, så han ikke blev nervøs, for at hun havde skumle planer, for det var virkelig ikke noget der passede til hendes personlighed. Hvorfor skulle hun overhovedet udsætte et væsen af landet for noget negativt, egentlig burde hun holde sig langt væk og lade skæbnen gå sin gang, men han havde virket så forvirret, at det jo ville være synd at efterlade ham til den mørke skov senere.

Hun afventede hans beslutning om hun skulle tegne kortet for ham og om de ville være nødsaget til at finde noget pergament på markedet i landsbyen, men han lod faktisk til at have en løsning på problemet. ”Det kunne være perfekt, det er stort nok til at jeg ville kunne få de vigtigste byer med også, så du kan se hvor langt der er imellem markederne” forklarede hun, som hun rakte hænderne frem for at bedømme størrelsen på en hjort og vise ham, hvor stort hun forventede at skindet måtte være, så kunne han jo altid rette på hende, hvis det var en lille hjort. Det var ikke fordi hun krævede betaling for arbejdet, men hvis han virkelig mente det med, at han gerne ville give hende noget igen, så kunne hun nok godt finde noget og særligt når det handlede om at slæbe træ til hendes hytte. Det var bare en smule tungt for hende. ”Jeg giver gerne måltidet, hvis du hjælper” svarede hun til sidst, for at sige, at hun gerne hjalp til, det var også muligt for hende at tilberede et måltid i hendes hytte, men hun ville heller ikke tvinge ham ud i et længere ophold i hendes selskab, hvis han gerne ville videre.

kyle tænkte meget omkring hvor det skulle føre hen men han var nok meget godtroende på at folk altid havde et godt hjerte og ingen er født onde mente han men har han smilede til hende


han smilede da hun sagde hun ville tegne på skindet det va ikke det største skind men det var måske nok til at dække lidt af området han rakte hende skinde "jeg har lidt kaniner som skulle sælges på markedet men du velkommen til at tilberede dem" sagde han med et smil 


han gik med hende "jeg er helt frisk på at ordne nogen ting for dig hvad skal du bruge hjælp til ?" spurgte han og kiggede på landsbyen i det fjerne 

Uanset hvad så havde Kyle intet at frygte fra hende, netop fordi hun ikke havde nogen intentioner om at ødelægge landet eller forstyrre skæbnens gang, derfor vidste Elmira også godt, at hun skulle være varsom med at inddrage manden i sit eget liv. Så måske det i virkeligheden var en dum ide, at hun havde tilbudt ham hjælpen og så samtidig blev ved med at opføre til at se skulle tilbringe flere timer sammen. Hun blev derfor en smule fanget af sine egne tanker og gik i stå, som hun kiggede ud i luften. ”Emeriz ville skamme sig” mumlede hun for sig selv, som hun lod blikket dale imod jorden. Hun var fjern for en stund, noget der sikkert godt kunne forvirre Kyle.

Elmira kom først til sig selv, da Kyle valgte at række skindet til hende. Derpå blinkede hun et par gange, som hun tog imod det og nikkede høfligt til ham. ”Det.. Måske det ikke er en god ide alligevel” mumlede hun lettere fjern. Manden skulle have lov til at sælge sine kaniner, så han kunne få flere krystaller på lommen og derved ville have råd til at finde et varmt sted at sove. Havde hun måske allerede blandet sig for meget i hans skæbne? Elmira sank en klump. Landsbyen var indenfor rækkevidde, som hendes blik flakkede en smule. ”Hvis De sælger deres kaniner, finder et sted at overnatte, så kan vi mødes udenfor landsbyen efterfølgende?” foreslog hun med et roligt smil på læben. Hvis han så blev forhindret af en anden skikkelse, så måtte det jo være skæbnen, der fik deres veje til at skilles?

”Jeg skal bare have flyttet noget træ fra skoven til min hytte” forklarede hun med et oprigtigt smil på læben og trak sig lidt fraværende i håret i nakken med højre hånd.

//Er ved at rydde op i gamle tråde, men sig til hvis vi skal genoptage tråden!