Et frodigt land, så langt øjet rækker.. Det var ikke ligefrem et område, som Yotul var van til at befærde sig i. Men bare fordi hun ikke brød sig om naturen og langt hellere ville tilbringe timerne på Obsidian borgen, så var samtlige dele af mørket hær nød til at gøre en indsats for at vende det hele til noget positivt. En færd, der kunne være svær at løse på ukendt grund. Normalt havde hun ikke problemer med at vandre fra ét sted til ét andet, men denne dag havde hun ’lånt’ en hest fra byen mod syd. Ejeren ville uden tvivl melde hende for tyveri, men hun var forsvundet før at denne kunne nå at skaffe en ordentlig beskrivelse af hende. Hesteryg var ikke fremmed, selvom hun var van til et langt større væsen. Viserion ville dog vække for meget opsigt, så nu sad hun til hest med kurs imod det store vandfald og håbet om en dukkert i den ulidelige hede, der normalt ikke var at finde på Obsidianøen.

Et lysglimt fra vejkanten, imellem træerne, fangede hendes opmærksomhed, som hun ellers lige havde fået hesten op i galop. En lille skikkelse strøg igennem væksten af træer og buske og lige for næsen af hende, som hun hev i tøjlerne og bragte hesten til hold. Glimtet forvandt på den anden side af vejen, som Yotul ikke lagde mere i det, før at hun hørte løb og udråb fra den vej skikkelsen var kommet fra. ”Kom så tilbage!” råbte en barnlig og lys stemme. Måden den barnlige skikkelse bevægede sig på, fik Yotul til at rynke på brynene. Det var næsten som at se et barn forsøge at gå tungt og som en voksen. ”Faret vild, lille dreng?” spurgte hun med en tydelig morskab i stemmen, som drengen brummede, før at Yotul pegede i retningen af der hvor lysglimtet var forsvundet hen. Så satte hun hesten i trav, men kunne ikke helt lade vær med at se sig over skulderen, som stemmerne forsvandt.

Endelig kom vandfaldet til syne og den mindre sø foran. Hun sukkede lettere tilfreds, som hun dog ikke nåede hen til bredden, før at lysglimtet dukkede op igen. Denne gang gjorde den dog holdt et stykke fra hende, som hun kunne fornemme skikkelsen af en alf. Den havde noget i hånden, som den så sig over skulderen og virkede lettere panisk efter at skjule krystallen i hånden. Alfen kiggede imod hende, som denne overvejede sine muligheder før at krystallen blev kastet i hendes retning. ”Grib! Gem den! Hurtigt!” råbte alfen, der muligvis forventede en venligsindet skovelver på udflugt og med lyst til at hjælpe.. Sådan var Yotul dog langt fra, derfor faldt krystallen også til jorden, som hun fik hesten til at gå hen til vandkanten, før at hun hoppede af og vendte blikket imod den babyblå krystal i det høje græs. Alfen bandede indvendigt, så meget kunne Yotul da fornemme, som alfen straks valgte at samle krystallen op.

Bagved alfen dukkede drengen op fra tidligere igen.. ”Hey!” råbte han, som han løb, eller forsøgte at løbe i tøjet, der var alt for stort til ham. Der gik ikke længe før at han faldt på næsen og fik Yotul til at udbryde i et kæmpe grin. Alfen opdagede det og smed krystallen lige ind i munden på hende, som hun dog hurtigt spyttede det ud og greb ud efter alfen. Men der gik ikke længe, før at den fuldvoksne kvindekrop skrumpede ind til ingenting. Der var lige pludselig rigtig langt op til sadlen, som hun strakte sig efter stigbøjlen, men slet ikke kunne nå. Hun skævede imod krystallen i græsset og lagde hurtigt to og to sammen. ”Meget morsomt..” vrissede hun utilfreds, som hun vendte sig imod den leende alf og drengen, der atter var kommet på benene. Hurtigt forvandlede han sig dog til en alf med et stort smil på læben. De havde snydt hende! Og snart forsvandt de, som Yotul udbrød noget utydeligt, før at hun stampede lettere barnligt i jorden og bare stirrede imod himlen. Hvad nu?

Stille bevægede hun sig hen til vandkanten, som det dog var en smule besværligt at holde balancen på det korte ustabile ben. Spejlbilledet fik hende til at ryge på røven, som hun gispede efter vejret. Yotul kunne faktisk ikke huske, hvornår hun havde været så lille.. Den korte top hun havde haft på, dækkede fra under armene til ned over røven, som hun dog var tvunget til at holde fat på stoffet, da det hang løst. Yotul trak snorene omkring livet tættere sammen , så toppen blev forvandlet til en mini kjole. Bukserne var al for store, så dem endte hun med at træde ud af og smide hen til hesten, før at hun satte sig ved vandkanten og stak fødderne ned i vandet. Det var jo stadig varmt. Sværdet hang stadig på sadlen, men hun kunne ikke rigtig nå det. ”Magi aftager..” mindede hun sig selv om, før at hun rejste sig i en sådan fart, at hun faldt forover ned i vandet. Hurtigt fik hun drejet rundt og skubbet hovedet over vandet.

//Yotul, "2" år Billede

Det havde ikke været helt med vilje, men det var sket alligevel. 
På vej tilbage til Rubinien, havde den unge fyrstinde haft et ærinde at løbe i en af de mindre byer i Medanien; en sølle lille flække til sammenligning med de områder hun normalt bevægede sig i. Et ærinde, en løs ende, et mål - der havde været mange gode beskrivelser til hvad det var hun helt præcis havde skulle, og med et mindre følge var hun ankommet, måske endda i et lille, halvhjertet forsøg på ikke at tiltrække sig mere opmærksomhed end hvad godt var. De var trods alt ikke i Rubinien. 
Og så snart hendes... æreinde var blevet ordnet, havde planen også været at bevæge sig videre selvsamme aften.

At det så ikke var sket, var blot en ud af mange ting der var 'gået galt' i planlægningen, men det spillede helt sikkert en rolle i hvilken vrede der havde grebet Florence næste dag. Helt fra morgenstunden, jah der havde intet spillet som det skulle spille, og slavernes - eller, tjenernes uduelighed havde været til at undskylde, hvis det ikke havde været for den ene lille detalje, at offergaven til Leander var blevet spildt; knust imod den frodige jord uden bare en enkelt tanke for at fyrstinden ikke havde medbragt en ekstra. 
Med gaven knust, forsinkelser i vente og en mumlende, ubehøvlet kommentar opfanget af hendes skarpe hørelse, havde hun jo måtte... improvisere - ikke kun for hendes eget bedste, men for alles bedste! Improvisationen havde taget en rød drejning, og det var dén røde farve som hun roligt bevægede sig imod vandfaldet, for nu at vaske af sig. Strømmen ville tage de værste af kvindens forskruede synder med sig. 

De slanke ben bar hende igennem det fugtige græs, og snart blev den brusende lyd af vandfaldet en mere fast del af områdets baggrundsstøj, en lyd der ledte hende godt på vej. De sorte, flagrende klæder havde nogle enkelte lidt stiftsiddened områder - som om at der var blevet spildt noget klistret over dem, og tog man et kig på kvindens mørke hud, ville man kunne ane enkelte pletter af mørkerødt blod omkring overarmene og brystet, da hun ikke havde nået (eller tænkt over) at bevæge sig helt uden for rækkevidde da... lige meget. 
Endelig kom lysningen til syne, og et smil - nok det første i flere timer - trak det feminine ansigt op. Det var til gengæld først her overvejelsen om at hun ikke nødvendigvis var eller burde være alene trængte sig på, da hun spottede en hest uden ganger, stå midt i det hele. Hvilket var spøjst. Det stoppede dog ikke fyrstinden i at træde ud - målbevidst i sin beslutning om at komme videre inden alt for længe, arrogant overfor det uvisse i hele situationen og uhyrer målrettet i at få de barbariske stænk af sin delikate krop. 
Hvad end der lurede, havde efterladt sværd og ganger. Det i sig selv tydede ikke på den helt store intelligens til at starte med, Florence søgte ned imod vandkanten, dog et stykke fra hesten. 

Lyden fra vandfaldet ville nok virke beroligende på de fleste, men som Yotul var endt i vandet og nu var gennemblødt fra top til tå, var hun ikke særlig interesseret i det smukke vandfald. Krystallen lå endnu i græsset et stykke fra hende, som hun dog blot stirrede i vandet, på sin egen refleksion af den lille spinkle krop. De spidse ører var slet ikke til at tage fejl af, håret var særdeles pjusket efter hendes tur i vandet og klaskede til hendes ansigt. Det var bare noget rigtig møg! Hvad for Zaladin bildte de alfer sig også ind, kunne de ikke bare holde sig til Amazonitskoven i deres lille alfelund.. Yotul vrissede ganske utilfreds, som hun dog vendte blikket imod hesten, da den lige pludselig trampede i jorden, som forsøgte den at advare hende om noget. Hun forsøgte at rejse sig i sin fulde højde for at se forbi hesten, men blev hurtigt mindet om, at hun faktisk allerede stod op. Derpå valgte hun at smide en flad hånd imod vandet, så et sprøjt af vand blev sendt imod bredden. ”Ih altså!” mumlede hun utilfreds, før at hun greb fat om det lyse stof og forsøgte at trække sig selv op imod bredden. Ikke at det gav hende meget ekstra højde. Dog gik hun roligt imod hesten, for at bruge dens ben til skjul, imens at hun undersøgte, hvad der havde fanget hestens opmærksomhed.

Yotul greb forsigtigt ud efter hestens ene ben, som hun skubbede hovedet fordi og lod blikket vandre fra skovkanten imod vandet. Der fik hun øje på en høj og slank skikkelse med hvad der lignede blod hist og her? Mon hun var såret? Forsigtigt bed hun sig i underlæben, som hesten dog bukkede hovedet ned for at spise græsset lige foran hende. Hun brummede lettere utilfreds over at hendes udsyn blev blokeret og valgte derfor at gå væk fra hesten og nærmere kvinden. Hvordan skulle hun håndtere situationen i hendes nuværende skikkelse? Hun måtte tænke hurtigt for hesten blev ved med at tiltrække opmærksomhed, som den vrinskede og slog en hov i jorden. ”Hold nu op” vrissede hun en smule højere end forventet, som hesten smed jord i hovedet på hende og hun måtte bakke tilbage, som hun straks faldt på røven, lige ved siden af krystallen.. Den lyse stemme havde nemt ved at skære igennem baggrundsstøjen. Yotul var dog travlt optaget af at få jorden ud af sine øjne, som hun gned øjnene med begge hænder. Hun gjorde det så voldsomt at jorden blev tværet ud i hovedet på hende, samtidig med at hun fik røde øjne og kinder.

”Jeg vil hjem!” hulkede hun, som hun forsøgte at komme på benene igen og i samme omgang greb krystallen for at kaste den. ”Dumme sten!” fortsatte hun, som hun smed krystallen ud i vandet, så det gav et mindre plask og krystallen sank til bunds. Mørket burde have nogle, der ville kunne annullere alfe magi, det var hun i hvert fald overbevist om. Derfra lod hun som om, at hun først fik øje på ’damen’ ved vandkanten.. Yotul spærrede de store øjne helt op, og stod lidt og måbede for en stund. ”De er smuk” udbrød hun uden at tænke, eller hun havde tænkt først.. dog valgte hun at dække sin mund til, som havde hun sagt noget ubehøvlet. Blodet gjorde hende jo bestemt ikke noget. Hun ville langt hellere have et eksemplar til at tage med hjem.

I kraft af fyrstindens målrettede bevægelser (og hendes ligegyldighed overfor den larmende hest), var det først da hun stod nede ved vandkanten at et plask lød ud af det blå, og opmærksomhed blev vendt imod det sted i vandet, hvor at ringe nu spredte sig flittigt. Hovedet drejedes misvisende langsomt i forhold til hvis det havde været fare. Hvad var det? Ingen frygt var at spore i det fine ansigt, og sølvøjne omgivet af blodig rød søgte nu over græsset og de hemmeligheder det gemte på. Fordi nu bemærkede hun også en stemme, en stemme der nok havde været gemt bagved vandfaldets brusen indtil nu. Og med stemmen, så den mørkhudede kvinde nu også endelig den skikkelse det tilhørte.
Oh? 
De slanke fingre gled dog mere uforstyrret end hendes opmærksomhed henover hendes bælte, hvori at diverse genstande hang i sølv og guldglimtende kæder. Fingre der ledte efter noget bestemt, og som ikke havde tænkt sig at stoppe bare fordi den pudselige lille skabning trak øjne til sig. Bæltet rummede enkelte knive, noget der lignede skåle, en taske og diverse andre praktiske små ting, og ud af dem, blev skålen nu spændt fri, førhen at den med et plask faldt i vandet foran hende. 

Selvom man ikke skulle tro det, ud fra den næsten uforstående mine som Florence fremviste, jah så var det faktisk overvejelser der gled igennem fyrstindens kønne, pyntede hoved, sådan som hun målte og så den lille barneskabning an. Fordi der var mange underlige ting ved hele sitationen der havde udfoldet sig på få sekunder... hvem ville efterlade et barn herude, var det så forældrene der ejede hesten? Florence bevægede fraværende den ene finger, og fik skålen til at dykke under overfladen og hæve sig igen. Den lignede en elver, selvom hun næppe havde set en så... ung før. Skålen svævede op til hendes frie hånd. Den så... beskidt ud. 
Endelig brød et smil dog den lukkede mine Florence havde præsenteret, og fra et sekund til det næste så hun jo næsten ligefrem mild ud, idet at hun åbnede munden. "Jah, er jeg ikke..." gled det over hendes bløde læber. En overlegen bevægelse fik kvinden til at løfte hagen en anelse, da komplimenten trods alt faldt i god jord, og det var selvsamme dovne magelighed der havde strukket tiden imellem ord og svar så langt ud. Igennem lange øjenvipper så Florence ned på barnet. 
"Og du er meget lille" konstaterede hun, og lod blikket glide op efter en større version af det lille elverbarn. Og meget alene, lå det næsten i kølvandet på hendes ord. 

Kvinden var voldsomt pyntet med smykker, guld og krystaller, det var sjældent at en sådan skikkelse bevægede sig rundt alene i landet, derfor var Yotul overbevist om, at hun måtte have et følge et sted. Men blodpletterne og kursen imod vandet gjorde det klart for hende, at hun måtte have et inderligt ønske om at vaske blodet af sig. Noget der i hendes øjne virkede som lidt af en skam, derfor slikkede hun sig også en smule ubevist om munden, men vendte hurtigt blikket ned, da kvinden kiggede hendes vej. Hun var blevet opdaget, derfor kunne hun heller ikke rigtig træde tilbage, derpå var hun måske også en smule nervøs for at snuble over sine egne ben, da kroppen var langt fra så smidig, som den hun var van til.

Yotul forsøgte så vidt mulig at skjule sin frustration over sin egen krop, som hun betragtede kvinden i vandet og den skål, der bevægede sig uden snor eller andet til hendes hånd. Telekinese? Det virkede som en noget så praktisk evne at have, når man var af høj status, som kvinden bestemt gav udtryk for med sin udstråling. Uden at vente på en invitation trådte hun tættere på med et klart nysgerrigt blik i øjnene, som hun studerede skålen, der bevægede sig uden at kvinden skulle røre den. Kvinden tog hurtigt komplimentet til sig, som Yotul lagde hovedet på skrå og stille nikkede til den bekræftelse, som kvinden måske var ude efter. Eller sådan opfangede den unge skikkelse det i hvert fald. Kvinden var virkelig ikke selv i tvivl. Hun rynkede let på næsen, som kvinden kommenterede hendes højde. ”Jeg er faktisk høj for min alder” kommenterede hun flabet, som hun lagde armene over kors og vendte blikket væk fra kvinden. Hun var nu kommet helt hen til vandkanten og stod ikke langt fra Florence. ”De må da ikke vaske det af..” bønfaldt hun næsten, som hun rakte ud efter kvinden, men ikke rigtig kunne nå hende, da hun blev stående på bredden.

De hvide øjne betragtede barnet med en kats magelige dovenhed, da hun hverken følte sig truet eller decideret frastødt over at den kom hende nærmere. Hun observerede den en anelse overvejende, og trods de runde ører registrerede en overraskende flabet tone med det samme - en tone hun ikke havde forventet af så ungt et væsen - jah så virkede det ikke til at stryge den velklædte kvinde imod hårene. Nej, dens opførsel alene var ikke ikke nok til at afgive mange reaktioner fra Florence, der knap og nap betragtede den som værende et 'rigtigt' væsen... hvilket ikke var overraskende, givet hendes syn på elvere helt generelt - den var blot en tilføjelse til området omkring hende, og velsagtens noget... eller, nogen der også ville være her når hun forlod området igen. Den havde samme værdi som et dådyrkid, syntes hendes halve smil at mene.
Skålen vippedes imod hendes arm og den kølige væske gled over solbrun hud for at vaske stænk og pletter af, ikke synderlig fokuseret på den unge, flabede skabning mere.
Eller det var kun sådan, indtil at der endelig kom ord af større interesse fra dens tunge, og et enkelt buet øjenbryn løftedes som reaktion - faktisk en anelse overrasket over dens ord.  

... måtte ikke vaske det af? 

Hvide øjne omgivet af blodrød sklera glimtede forundret over hvad den sagde, og fyrstinden stoppede med at vaske huden ren idet at hun faktisk lyttede. Hun kunne nemlig ikke helt lade værd med at spørge, "Og hvorfor så ikke det?" 
Hun vidste ikke hvordan elverbørn på disse kanter ældedes mentalt, og havde ikke den store interesse i at vide det heller - hun kunne ikke bruge den information til noget. Men alligevel kunne hun ikke benægte den nysgerrige gnist der fulgte med den underlige bøn. Og nysgerrigheden var nok til at stoppe hende; måske var det nemlig ikke blot et tabt lille elverbarn, lig dem hun havde mødt før i tiden.
Og det gjorde den værd at give en grad af opmærksomhed. 

Kvinden var langt højere end Yotul selv, men det forhindrede hende ikke i at træde nærmere for at se hende an. Det var sjældent at hun måtte nogen af kvindens stand, for med de mange udsmykninger, så måtte hun enten tilhøre en vigtig højt stående familie, eller have en forretning, der gav godt igen. Men at dømme ud fra hendes holdning og den måde hun bar sig selv på, så kunne det næsten kun være det første. Hvem mon hun tilhørte? Hvilken familie? Var de tilhængere af mørket eller lyset? Opslugt af egen interesse bed hun sig let i underlæben, dybt fokuseret på kvindens attitude. Hun stoppede dog brat, da hun nåede bredden og lige akkurat kunne mærke fugten i jorden. Sko havde hun jo ingen af, eller ingen hun kunne passe, så de bare fødder var ekstra udsat for naturen under hende.

Kvinden gjorde holdt i sine bevægelser, som Yotul allerede havde set hende vaske enkelte skænk af blod af, men hun havde hørt hende. Der bredte sig et lystent og legende smil på hendes læber, som fyrstinden krævede et svar på hendes pludselige udbrud og ønske om ikke at se hende fjerne kunsten yderligere. ”Det er kunst” svarede hun ganske naturligt, som blod egentlig også var for hende. Men det kunne kvinden ikke vide. ”Blodet bevidner et kapitel i Deres liv, ikke sandt?” spurgte hun lettere nysgerrigt, før at hun bed sig hårdt nok i læben til at prikke hul. Blodet flød kun naturligt for en stund, før at det ændrede retning og tegnede et overskæg, hvortil Yotul brød ud i en latter. Latteren var mild, barnlig og lys, som hun løftede en hånd imod sin overlæben og trak blodet over på håndryggen, som fjernede hun alle spor af det glimt fyrstinden havde bevidnet af hendes evne. ”Desuden, så.. kan jeg godt lide det til Dem” indrømmede hun lettere genert, selvom det mere var spil for galleriet.

At have fundet en anden blodbetvinger herude, se det var noget Florence ikke havde forestillet sig kunne ske. Men ikke desto mindre var det en evne der lynhurtigt trak hendes opmærksomhed til sig, idet at elverbarnet med legende lethed syntes at forme sit eget blod omkring sin mundvig, inden at det blev tørret væk igen. Hun havde godt vidst at det ikke kun var hendes familie der dyrkede denne evne... men noget så ungt? Jah det var alligevel uventet. 
Men det var også hvad der fik hende til at smile en anelse - både i kraft af de ord der fulgte med, men også i et foruroligende skift af sindelag og opmærksomhed. "Det er kunst" nikkede hun i enighed, og kunne næsten fysisk mærke hvordan tilfredshed over hendes komplimenterende ord, bredte sig som ringe i vandet. 

Hvilket fik fyrstinden til at kaste sin mission om at vaske det væk fra sig, og i stedet fokusere på elverbarnet. Sorte og hvide krøller gled ned over hendes skulder idet at hun satte sig en anelse på hug, og med solen glimtende i de rød/hvide øjne, løftede Florence hånden. "Det er du ikke den første til at sige" mumlede hun, og aktiverede sin magi... 
... for at løfte barnet hen til hende, træt af afstanden imellem dem. Nu måtte hun jo se nærmere, måtte hun ikke? Også selvom at hun... måske glemte, måske nægtede at spørge. 
"Hvor kommer du fra, lille barn?" fulgte hun dertil i stedet op med, og smilede en anelse mere.. imødekommende ved studiet af hvem denne var. Hvis målet havde været at komme tættere på hende, var det mål i hvert fald lykkedes nu hvor at fyrstindens næsten tvang afstanden imellem dem, væk. 

Blodet var en så stor en del af Yotul, at det var det mest naturlige i verden for hende at lege med det. Som barn havde hun ikke gjort meget i det, eller i hvert fald ikke denne unge alder, som hun syntes at have lige nu. Men evnen var der stadig og hun holdt sig bestemt ikke tilbage med at lege med det. Hun var blot et simpelt barn, der gerne ville vise den fremmede høje kvinde, hvorfor hun værdsatte blod så meget. For hende var det en hjalp at kunne arbejde med sit blod på denne måde. Skader blev healet og blodet kunne samtidig formes til våben, hvis det blev nødvendigt, ikke at den unge Yotul følte sig truet af kvinden foran hende. Bestemt ikke. Den sygelige tankegang, så ikke ud til at skræmme kvinden heller, som de hurtigt blev enige om at blodet var kunst, hvad enten det beklædte kvinden foran hende eller formede sig som et overskæg på hende selv. En let latter undslap læberne, som Yotul straks valgte at klappe i hænderne af ren og skær begejstring over at have fundet én, der med al sandsynlighed havde samme interesse som hende. Omend kvinden foran hende var meget fin på den..

Kvinden satte sig på hug.. Hvilket fik Yotul til at rynke en smule på næsen. Havde hun planer om at stikke armene i vandet og vaske det af på den måde. Nysgerrigt fulgte hendes blik, dog hånden der løftede sig og ordene, der dansede over kvindens læber. Den første til at sige? Der var andre, som kunne lege med blod på samme måde, som hende selv? Yotul fik dog ikke tid til at overveje, hvad der blev ment, som hun mærkede noget løfte hende. Uden at gå i fuldkommen panik, begyndte hun at kigge sig omkring, som fødder forlod det kolde græs. Der var ingen som havde fat i hende.. "Wow" udbrød hun overrasket, men tydeligvis også imponeret, som hun svævede hende til kvinden med de mange smykker.
Uden de helt store hindringer lagde Yotul armene over kors, som kvinden kaldte hende lille igen, skulle hun virkelig prikke i det? "Høj" rettede hun lettere flabet, som hun vendte blikket væk fra kvinden, som var hun fornærmet over hendes kælenavn. Efterfølgende forsøgte hun at strække sig, selvom hun var en smule usikker på kvindens magiske greb omkring hende. Skulle hun ned i vandet nu? Hvad skulle hun egentlig besvare til hendes spørgsmål? Nordlandet, hvor hun var vokset op, Elverly hvor hun var født eller Obsidianslottet, hvor hun levede? "Nordlandet, Frue" svarede hun med et høfligt nik og et barnligt smil.

Florence selv havde aldrig kunne manipulere med sit blod, omend hun havde kunne indtage og manipulere med en god del af det hun fik fat i. Så hvorledes det lille barn bar sig ad med det, var for hende et fantastisk mysterium. Det forholdt sig jo således, at hun ofte prøvede at efterligne lige præcis den evne hun så udfoldet nu, hun higede efter kontrollen over sit eget blod. Men hun vidste ikke hvordan hun  skulle gribe den magi an, og havde de sidste 10 år været... langt væk fra familien, og dets træningsmetoder. Så når nu en lille, tykkindet unge af et elvisk barn dukkede op foran hende, viftende med blod og blinkende smaragdgrønne øjne, hvordan kunne hun så lade hende forsvinde helt væk? 

Den ene slanke finger vippede et lille hak, og barnet gled det sidste stykke nærmere, hvis komplimenterende 'wow' og rettende 'høj' gik lige ind i en selektiv hørelse; hun valgte i sin arrogance at ignorere det. I stedet skiltes de røde læber i et lill, bifaldende smil da hun svarede på spørgsmålet, og trods Florence selv hadede Nordlandet - primært for dets klima - jah så blev det med de ord bare en anelse mere attraktivt at besøge. Fyrstindens slap sit magiske greb omkring hende, for at lade hende dumpe de små 30 cm. der var fra hvor hun svævede til jorden. 
"Nordlandet..." smilede hun imens det skete, tydeligt upåvirket af at det måske kunne gøre ondt, var man lidt sart. Og tydeligt også upåvirket af at det var et barn der var foran hende, af hvad hun kunne se.

En hånd blev strakt ud, håndfladen vendt imod himlen og en enkelt slank finger kommanderede hende nærmere i en hentydende bevægelse, en tavs kommando hun tydeligvis også forventede den lille skabning at følge, bare sådan uden videre; en kvinde der var vant til at kommandere folk omkring. "Er der flere af din slags i det område? Har i alle den evne?" interessen gjorde dog hendes stemme mild. Meget mildere og meget bizar i forhold til det næsten klinisk, studerende blik der ellers vågede over 'elverbarnet.'

At manipulere med sit eget blod var lige så naturligt, som at trække vejret for Yotul, derfor lagde hun heller ikke helt så mange kræfter i at skjule det. Nok kunne kvinden vise sig at være en trussel overfor hende, men som situationen var lige nu, så lokkede den potentielle fare hende blot tættere på. Hvad kvinden ikke vidste var, at hun tilhørte mørket, oprindeligt var ridder i hæren og havde sin egen drage, men en sådan historie ville sikkert for den høje kvinde til at le og ryste på hovedet. Yotul havde bestemt heller ikke planer om at fortælle hele sandheden, når hun nu havde set chancen for at opleve noget helt nyt. Hvis det krævede, at hun brugte sin evne for at tilfredsstille kvindens nysgerrighed, så ville hun næppe være svær at overtale. Blod var jo blot en leg for hende, så længe at hun kunne holde sin egen krop på benene, så var der ikke meget hun faktisk rigtig bekymrede sig for eller frygtede, om end kvindens øjne var ganske finurlige og næsten skræmmende. Men ikke for den lille pige.

Det var en ganske besynderlige følelse at svæve på denne måde. Yotul forstod ikke helt konceptet, som hun dog havde bemærket at kvinden brugte sine fingre til at guide hende tættere på. Mon ikke hun også sagtens kunne smide hende langt væk med den samme evne? Det var uanset hvad en evne man skulle være varsom overfor, selv med det legende smil, der hvilede over hendes smalle læber. Dog havde hun ikke forventet at kvinden ville slippe hende uden en varsel, alligevel landede hun uden problemer på fødderne og forsøgte atter at strække sig op i sin fulde højde. Blikket havde ikke forladt kvinden. Selvom det lille fald havde sendt et jag op igennem hendes krop, så virkede Yotul mere eller mindre upåvirket af det mindre sammenstød med jorden. Hun nikkede blot, som kvinden gentog. Kendte hun området?

Afstanden var blevet betydelig mindre, men kvinden ønskede tydeligvis at hun kom tættere på. Den kommanderende bevægelse, bragte et trodsigt blik frem i hendes øjne, som hun bed sig let i læben og samtidig lukkede såret i underlæben fra tidligere. Med kvinden evne, kunne hun jo bare trække hende tættere på. Yotul stod et stykke tid uden at flytte sig, før at hun gik de få skridt nærmere kvinden og lagde hovedet helt tilbage for at kigge op på hende. Hun hadede at være den mindste.. normalt ville hun have været højere end menneske kvinden. ”Flere af min slags?” gentog hun lettere eftertænksomt. ”Nej, jeg var den eneste elver i klanen…” svarede hun med et nik, før at hun indså at kvinden ledte efter flere med hendes evne. ”Ikke så vidt jeg ved, Frue” hun trak lettere fraværende på skuldrene, som hun lod blikket dale mod jorden. Yotul var slet ikke van til at kigge opad, det kunne mærkes i nakken..

Tilfredshed glimtede i de blodige øjne, da barnet  - til trods for underliggende trodsighed - heldigvis besluttede sig for at komme nærmere. Hun kunne altid tvinge det, det var bestemt ikke over fyrstinden at tvinge sin vilje igennem når det var relevant og vigtigt, to ting det som oftest var når det handlede om hendes egne agendaer og de ting hun ville. Og lige nu, ville hun se om hun kunne finde flere af den her slags elvere, måske nogle der var en anelse... ældre end dette barn. 
Derfor kunne (og ville) hun ikke skjule den skuffelse ordende 'nej' og 'ikke så vidt jeg ved' fik frem i hende, da hun så måtte nøjes med hvad hun havde til stede. At hun allerede nu havde besluttet at trække barnet med sig tilbage, blev dog ikke sagt eller vist ligeså tydeligt som skuffelsen. 

En gulddekoreret hånd gled under barnets runde hage, og løftede det op så hun kunne møde dens blik igen. "Det gør velsagtens dig til et unikum" en næsten rosende tone fulgte med, som ville fyrstinden rose hende for at være født som hun var, hvilket ikke ville være helt forkert heller - hun brød sig vældig godt om ting der havde en nyttig eller praktisk værdi i sig. Og tilhørte den lille elverpige ingen andre, kunne hun godt trækkes under fyrstindens svanevinge; hun havde altid plads til et ekstra projekt. 
"Hvad kalder man dig?" 

For lethedens skyld, måtte alle væsner have et navn at præsentere sig for andre med. Og selvom Florence's hjerne oftere gjorde sig i tal eller numre, når det gjaldt hendes stab, måtte de først slå fast hvor i husholdnignen den her lille, magiske skikkelse hørte til. Det påvirkede trods alt hvilket tal hun ville få. 

Normalt ville Yotul aldrig følge en lignende ordre, hun var trodsalt sin egen, men hendes barnlige nysgerrighed fik alligevel benene til at bevæge sig, så hun endte et godt stykke indenfor fyrstindens rækkevidde. Derved kunne hun også nemt dufte blodet, der endnu pyntede på kvindens krop, som hun dog lod blikket glide nedad. Elvere var typisk umulige at komme ind på livet af, de var aldrig åbne for fremmede og så sig altid som noget langt vigtigere end andre væsner. Det var dog ikke sådan hun var opvokset, i stedet var hun nysgerrig efter at vide, hvorfor fyrstinden havde valgt lige netop de spørgsmål og ikke nogle andre.. mere indirekte. For fyrstinden var tydeligvis interesseret, men var det ikke farligt at informere et barn om sådan en interesse? Måske barnet ville blive langt mere trodsigt at netop det.
Skuffelsen stod som malet i kvindens perfekt skårne ansigt, som hun besvarede spørgsmålet, hvilket tydeligvis ikke faldt i kvindens smag. Men hun havde blot været ærlig for en gangs skyld. Yotul havde ikke meget at skjule og de barnlige kinder var svære at styre, når det kom til ansigtstræk.

Det glippede let i Yotul, da fyrstinden førte en hånd under hendes hage og derved helt automatisk løftede hendes blik imod hendes. Et glimt var at spore i hendes legende øjne, som hun blev komplimenteret for at være en éner. Derpå nikkede hun forsigtigt hun at flytte hovedet ud af kvindens hånd. Måske der var en mening bagved kontakten? Hendes navn? Hun rynkede ganske let på næsen, som lignede hun én der tænkte helt vildt. ”Mit fødenavn er Jolantha,” forklarede hun med et nik, som hun dog nærmest snublede over navnet, som var der knude på hendes tunge. ”men orkerne kaldte mig, Yotul” fortsatte hun, som hun egentlig ikke lagde det store i hendes navn. Det var blot en label, der gjorde det muligt at kalde på folk og hundse med dem.

”Hvad med Deres, Frue?” hviskede hun stille, som hun greb fat i det løse tøj og nulrede det imellem fingrene.

Fyrstindens kalkulerende omend stadigvæk nærværende øjne betragtede barnets runde skikkelse foran sig, og de legende øjne der mødte hendes trak hende for en kort stund helt ind. Smaragdgrønne, som den frodige skov Florence aldrig selv færdedes i, eller de skønne og smukke sten der af og til blev givet hende i gave. Det var lang tid siden, at grøn decideret havde klædt hende; den beroligende farve stemte ikke overens med det helhedsudtryk der blev præsenteret nu om dage. For år tilbage, en tid hvor at hendes øjne var sølv og håret mørkt... så måske. Men med den gennemtrængende gnist af rød, var det udelukket. 
Men det klædte elverbarnet, og hun lod hende trække ansigtet tilbage til sig selv, imens to navne blev præsenteret. Jolantha og Yotul. Detaljen med orker gik ikke kvinden forbi, men var en detalje til en anden dag. 

Florence nikkede en enkelt gang, og de bemalede læber åbnedes da hun med rullende r'er og et overraskende varmt smil, fik svaret hende. "Florence Fleur la Mira, min kære" begge kvindens hænder gled ud imod elverens mindre, og greb dem i sine egne, stadigvæk imens de nulrede tøjet imellem sine egne hænder. Forsigtigt blev de forsøgt vendt opad, og tommelfingeren - hvilket nok nærmere var fyrstindens skarpe, dekorerede negle - fulgte nogle af de linjer der tegnede, strakte og bugtede sig over hendes bløde hånd. 
Og stadigvæk uden at slippe øjenkontakten hun var faldet i tidligere; de smukke, smaragdgrønne og fremmede øjne. Hun ville have dem - hun ville have det hele. 
"Jolantha... jeg vil gerne prøve noget. Forsøge noget..." slangekrøllerne dansede over kvindens skulder da hendes hoved gled på sned, stadigvæk på hug og den ene negl pressede en anelse prøvende hårdere ind imod barnets bløde håndflade, så huden omkring den blev hvidlig. Ikke nok til at bryde skindet, men... i den grad prøvende. 
Ligeså fascineret som elverbarnet måske var - eller havde været - af Florence, ligeså fascineret var hun blevet af den blonde skikkelse. Og den fascination kunne gå mange veje; lige nu, gik den primært på at få en smag. Et forslag der ville overraske mange, men den solbrune kvinde havde en anelse om... at det ikke ville vække den store afsky her. Hvilket i sig selv også var uvirkeligt, men fantastisk.