Sted: En velbesøgt gade ikke så langt fra markedspladsen
Tid: Omkring middag
Vejr: Sommervarmt, blå himmel og kun en svag brise igennem gaderne

Det var kun vejret, der fortalte Mahir, at det var sommer. Han havde forlængst mistet al tidsfornemmelsen og det sidste af vinteren, foråret og sommeren var rodet sammen i hans hoved. Der var ikke noget, der stak ud i hans hukommelse. Det var som om, at han ikke havde lavet andet end at være i bageriet under sin fars vrede blik og hårdtslående hænder, eller havde løbet gaderne tynde med pakker og breve, til han kunne tage hjem og vælte om i sin seng, til hans far bankede på hans dør for at få ham op og ud i bageriet igen.

Det var skænderiet med Asad, den viden om, hvad han havde gjort, der havde skubbet Mahir ud over kanten. Han havde lukket helt ned. Selv ikke hans fars råberier eller hans mor blide omfavnelser trængte igennem mere, og han havde ikke sagt mange ord det sidste halve år. Ud over, når han løb som bud, lagde han ikke rigtigt mærke til noget omkring sig, og han spiste næsten ikke mere, hvilket tydeligt kunne ses på, havde han været godt slank forhen, var han decideret tynd nu. Han øvede ikke sin akrobatik mere, hvad var formålet alligevel? Han var fanget i en sort verden af arbejde, hvor han ikke engang havde sin storebror mere.

I dag var bare endnu en dag i en lang række af intetsigende, forfærdelige dage, der holdt ham fanget i et hårdt greb af depression. Tanker om døden havde fyldt meget på det seneste, som både hans sind og hans krop kørte på de sidste rester af livsvilje og energi. Men selvom han ikke kunne mere, fortsatte han. Bager, budløb, sove. Ud i en lang uendelighed.

Han havde lige været ude med en pakke, og var på vej tilbage mod bygningen, hvor firmaet holdt til, i løb, da en brosten stak lidt højere op end de andre, og han stødte til den med spidsen af sin sko, han knapt havde kræfter til at løfte. Smerten skød op igennem hans håndflader, underarme, albuer og knæ, som han landede hårdt midt på gaden. Gispende af forskrækkelse og smerte så han ned i brostenene under sig. Et eller anden knækkede inden i ham. Han havde ikke grædt siden aftenen hjemme ved Asad, men pludseligt kunne han ikke mere. Dæmningen brast sammen, og han krøllede sig sammen med knæene mod brystet, panden mod jorden og de smertende hænder og arme hvilende på jorden foran sig.

At han lå krøllet sammen midt i det hele, hvor alle kunne se ham, var lige meget, hans hjerne var slukket og han kunne ikke andet end at græde. De folk, der var på gaden, sendte ham blikke, men ingen gik over for at spørge den unge mand, om han var okay. En enkelt kvinde gjorde tegn til at ville gå over til ham, men hendes mand trak hende videre med ord om, at det ikke kom dem ved.

Mahir hørte intet. Han ønskede bare at dø.

En forretningsaftale var gået skævt, da den unge mand som Agarés altid mødtes med, ikke dukkede op i Fristavn. Det betød at dæmonen nu manglede en god sum krystaller, og selvom han sagtens kunne undvære dem, ville han ikke finde sig i at blive snydt. Oveni at han havde mistet sin kusk til bankens hestevogn, og var nødsaget til at finde en ny, var denne fyrs flugt irriterende planlagt. Det gav ham så meget unødvendigt arbejde, som han alligevel var nødt til at tage sig af.
Han havde fået praj om at den unge mand skulle have sat kursen mod Dianthos, så Agarés var fulgt efter. Forhåbentligt ville det ikke tage alt for lang tid at snuse sig frem til svindleren, han havde trods alt en forretning at tage sig af tilbage i Kzar Mora.
For ikke at skille sig for meget ud, var de store vinger gjort usynlige og han havde klædt sig i mere neutrale klæder, end han plejede. Han var på vej ned mod markedspladsen, hvor han gættede på at kunne finde skyldneren. Hvis ikke nu, så senere.

Man kunne ikke undgå at lægge mærke til de mange blikke, der blev rettet mod jorden lidt længere fremme. De fleste blikke dømmende, og resten bekymrende. Agarés passerede et par små, buttede kvinder og fik dermed udsyn til den lille, spinkle knægt på jorden, lige som en dame blev trukket væk af sin mand. Nu var han ikke ligefrem kendt for at blande sig, men hans nysgerrighed tog over, som han ikke kunne lade være med at undre sig over hvorfor ingen rakte en hånd ud til den grædende fyr. En hjælpende hånd var heller ikke hans egen første tanke, som han satte sig på hug ved fyrens hoved.
”Det var da et dumt sted at bryde sammen. Du vil måske gerne trampes ned?” Blev folkemængden større, hvilket den nok ville blive lidt senere, kunne den unge mand ende med at blive trampet halv ihjel. Taget folks manglende hjælp i betragtning nu, ville de næppe hjælpe hvis det gik så vidt heller.

Verden var langt væk, som dæmningen endeligt brød sammen i Mahir. Han kunne ikke mere, hverken fysisk eller psykisk, de sidste mentale snore, der havde holdt sammen på ham, sprang i det øjeblik, han ramte jorden og slog sig. Hans krop var udhungret af mangel på næring, som han bevægede sig mere end han spiste, og hele hans krop rystede af udmattelse, som han lå der og græd så tårerne dryppede ned på brostenene under ham. Han var ikke bevidst om andet end smerten indeni, opgivelsen og den manglende lyst til at fortsætte. Han kunne ikke mere. Han ville ikke mere. 

Hvor længe han lå der, kunne han ikke sige, som der ikke var andet end gråden og smerten. Han lagde ikke mærke til dem, der var omkring ham, selvom han ville skamme sig frygteligt, hvis han havde samling til det.
Nej, det var først, da en stemme trængte igennem hans lille skal af mental ødelæggelse, at det gik op for ham, hvor han var. På gaden. Hvor alle kunne se ham. Den næste paniske tanke, ulogisk som den var, tænk hvis hans far eller Asad så ham sådan. De ville slå ham for at være så ynkelig.

Men der var ikke rigtigt noget, han kunne gøre for at stoppe. Og hvem end der havde snakket til ham, havde ikke ligefrem lydt venlig. Mahir havde ikke helt fået fat i, hvad det egentligt var, manden havde sagt til ham, men var det ikke også lige meget? Så han trak armene ind til sig, så han kunne gemme sit ansigt i sine ærmer i et underbevidst håb om at dæmpe sin gråd lidt.
"L-lad m-mig v-være," fik han klemt ud mellem sine hulk, inden han krøllede endnu mere sammen i et forsøg på bare at forsvinde.

Der var godt nok ikke megen kampgejst tilbage i den lille fyr. Måske det ville være lettere for alle, hvis han bare lod ham blive trampet ned af eftermiddagens mylder, når han nu ikke lod til at ville flytte på sig foreløbig. Han krøllede sig kun mere sammen og hulkede videre, bad om at blive ladt være og Agarés burde vel bare rejse og gå. Overlade drengen til sin ynkelige skæbne, hvad end den så måtte bringe. Det ville da være lettere for dæmonen bare at blande sig udenom, og alligevel kunne han ikke få sig selv til at rejse sig. Ikke af medlidenhed for den unge, ødelagte dreng, men fordi han ikke kunne lade være med at tænke over mulighederne for at udnytte situationen. Var det ondt? Måske. Men at lade drengen rådne ville heller ikke gavne nogen.

Så Agarés fandt den tykke facade af falsk venlighed frem. En facade han sjældent brugte, men var blevet perfektioneret hen over mange år. De følelseskolde ansigtstræk blev næsten helt bløde at se på, et lille, skævt smil lagde sig om de fyldige læber og helt blidt lagde han en bekymrende hånd mod drengens skulder, hvis han da fik lov.
”Det ville da ikke være pænt af mig, hvis jeg lod dig være nu. Tør dine tårer, min dreng. Lad mig hjælpe dig op.” Selv hans stemme var blevet næsten sukkersød, helt klart et spil for galleriet, men man kunne narres til at tro, at drengens hulkende ord havde vækket den bredskuldrede mands medlidenhed.

Mahir var ikke helt sikker på, om manden gik, efter han havde bedt ham lade sig være, der var ikke rigtigt noget uden for hans lille boble, selvom mandens stemme havde mindet ham om, at han lå midt på gaden og folk sikkert stirrede. Han orkede bare ikke at håndtere den tanke og den druknede da også hurtigt i mørket, der fyldte hans hoved.

Det gav et ryk i ham, da en hånd blev lagt på hans skulder, men han havde ikke kræfter til at flytte sig væk. Berøringen og forskrækkelsen, den fremkaldte, hev ham en smule ud af den mentale ødelæggelse, nok til at hans gråd tog en smule af, og han pludseligt var lidt mere klar over, at manden ville ham noget. Men helt stoppe med at græde kunne han ikke sådan lige fra det ene øjeblik til det andet, selvom der kom længere mellem hans hulk, der blev dybere, som han forsøgte at få mere luft ned i lungerne.

Op at stå. Han vidste slet ikke, om han kunne, hele hans krop føltes slatten og træt. Efter lidt tøven, begyndte Mahir at røre på sig. På en eller anden måde, lidt for tungt støttet til manden, kom han på fødderne. Det var nu til at se, hvor hård hans tur i jorden havde været - hans bukseknæ var flået og hans knæ skrabede nok til at trække blod. Det samme gjaldt hans håndflader. Ærmerne var heller ikke i hel stand mere og han kunne mærke hudafskrabningerne på albuerne svide.

Som han havde koncentreret sig om at komme op, var hans gråd næsten helt forsvundet, og han hiksede kun med mellemrum. Hans ansigt var vådt og hævet af gråden, der dog fik hans blå øjne til at virke endnu klarere end normalt. 
Som han kom op, havde han nær mistet balancen, da hans ben ikke helt ville bære ham, og han var svimmel og udmattet. Det lykkedes ham at tørre et ærme over sit ansigt, men han så ikke på manden, der ville hjælpe ham. Skammen begyndte at fylde ham, og pludseligt ville han bare gerne væk. Finde et trygt sted og gemme sig.
"Tak," fik han presset frem, inden han trådte et skridt frem for at gå, men benene gav efter under ham igen, og hvis ingen greb ham, ville han falde op på jorden igen.

Lige så snart drengen gjorde an til at ville rejse sig, tog Agarés ved omkring ham og trak ham op. Så skulle den noget slatne fyr ikke bruge alt for mange kræfter. Først der fik han lov til at se grunden til, at han havde ligget på jorden. Det flåede stof ved knæene, de blødende knæ under og heller ikke håndflader og ærmer var sluppet. Han var faldet, og han havde ramt hårdere end det lige var til at se før. Det var utroligt så skrøbelige de små mennesker var, der skulle virkelig ikke meget til at slå dem ud. Selvom det ikke var nyt for Agarés, kom det alligevel lidt bag på ham hver gang. Det var jo ikke mennesker han handlede mest med.

Inden han vidste af det, var den anden allerede på vej til at gå derfra, men han kom ikke langt før benene gav efter under ham. Agarés nåede lige at træde et skridt frem og gribe ham ved at lægge en arm omkring ham.
”Åh, pas nu på. Jeg kan ikke med god samvittighed lade dig gå, når du dårligt kan stå på benene.” Han holdt en kort pause, som skulle han lige bruge et øjeblik på at overveje sit næste træk for at hjælpe ham. Det skulle jo nødigt lyde som om han havde bagtanker, når han åbnede munden næste gang;
”Der ligger en kro ikke så langt herfra. Lad mig byde dig på et ordentligt måltid mad, du kan styrke dig på.” Han var jo ikke andet end skind og ben, så han gættede på at et godt måltid ville lokke lidt.

Mahir nåede lige at forberede sig på at ramme jorden igen, da en arm blev lagt om ham og holdt ham oppe. En eller anden fraværende tanke om, at manden ved siden af ham var meget høj, gled igennem hans hoved, men det var også det. Egentligt havde han ikke lyst til, at manden rørte ham, han kendte ham ikke, og han ville bare gerne væk. Og det kunne han ikke, så længe manden havde fat i ham.
Samtidigt var han ikke sikker på, at han havde styr til at stå og gå, men var det ikke også lige meget? Han ville ikke mere. Kunne ikke mere. Hvorfor havde han ikke bare ladet ham ligge?

Egentligt ville han sige et eller andet høfligt afvisende, som manden snakkede om ikke at kunne lade ham gå, men han havde ikke kræfter til at åbne munden og forme nogle fornuftige ord, så han rystede bare på hovedet, mens han forsøgte at finde balancen for at kunne trække sig fri af den fremmede, der havde armen om ham.

Først troede han, at han havde hørt forkert, at manden tilbød at tage ham med på kro for at spise. For første gang rettede Mahir kort blikket mod mandens ansigt for at se, om han mente det, men også for at se, hvem han var. Blikket var forvirret og uden liv, og han sænkede hurtigt blikket igen, stadig med skam over at have grædt sådan, men også bare fordi, at han vidste, at han ikke kunne skjule, hvor forfærdeligt han havde det.
Men han kunne ikke tage i mod den fremmedes tilbud. Han havde ikke lyst til andet end at gemme sig. Og aldrig komme frem igen.
Samtidigt skreg hele hans krop efter næring, og selvom han mentalt ikke var sulten, var han det i høj grad fysisk, og faktisk kunne mand, hvis man lyttede efter, høre hans mave rumle en smule.
"Jeg kan ikke ... jeg kan ikke betale for det." Hans stemme var hæs og hakkende, og han måtte rømme sig halvvejs igennem ordene. Forhåbentligt var det nok til at få manden til at give op på den idé.

Grebet om den anden blev lige så forsigtigt løsnet, som han gjorde tegn til at ville trække sig fri. Det blev dog ikke sluppet helt, da armen i stedet blev mere af en støtte, i tilfælde af at han skulle til at falde igen. Chancen var vel stor, når han først havde fundet ham liggende på jorden og han straks efter var ved at vælte igen. Måske han var for insisterende, og havde Agarés ikke fået indtrykket af at det ville blive så dejlig let at trække drengen med over på sin side, ville han nok bare have efterladt ham. Men når man nu alligevel stod og manglede et par ekstra hænder til alle de lette opgaver i hverdagen, kunne man vel lige så godt gå efter en der allerede var så ødelagt, at han ikke selv behøvede at sørge for den del. Den lille fyr var jo blevet serveret så fint for ham.

Et lille forsikrende smil blev rettet mod ham, som han for første gang rettede et noget livløst blik mod ham. Selvfølgelig mente han det. Nok kunne den fremmede ikke vide det, men Agarés sagde sjældent noget han ikke mente, heller ikke selvom det betød at han skulle spilde et par krystaller på at få et slattent menneske på benene igen. Det var ikke krystaller han ikke kunne undvære, men den anden var tydeligvis ikke vant til at blive tilbudt ret meget, for han fik hurtigt gjort ham opmærksom på, at han ikke selv kunne betale. En let latter gled over hans læber, ikke den sædvanlige kolde, næsten hånlige latter som der ellers ofte lød fra ham, men en helt blød og venlig.
”Det skal du da ikke tænke på. Det er mig der byder, så jeg betaler selvfølgelig.” Han nåede kun lige at færdiggøre sin sætning, da han hørte den svage rumlen fra den andens mave. Han løftede let det ene øjenbryn, som han lige kort skævede mod lyden og så rettede blikket tilbage mod det triste ansigt.
”Du må gerne sige nej, men din krop vil tydeligvis gerne have, at du tager imod mit tilbud. Jeg ønsker kun at hjælpe dig.” Han forsøgte virkelig at lokke, men hans skuespil var ufejlbarligt, så intet andet end medlidenhed og venlighed kunne ses i de klare, blå øjne.

Den fremmede mand virkede flink, venlig, som han lige nåede at smile til ham, inden Mahir sænkede blikket igen. Hans stemme var også venlig, og Mahir kunne mærke sine indre barrierer blive brudt ned. Han kunne godt bruge en venlig person lige nu, selvom han stadig helst bare ville være alene. Men som sekunderne gik, kom nedbruddet længere og længere væk og trætheden krøb ind over ham. Han orkede ikke mere.

Som den fremmede fortsatte med at tale og understrege, at han ville betale og at han kun ønskede at hjælpe, gav Mahir op. Han havde ikke noget energi at kæmpe i mod med, så til sidst nikkede han svagt og forsøgte at tage sig sammen. Hele hans hoved sejlede, og hans krop var stadig ikke samarbejdsvillig, så først blev han bare stående, inden han lagde armene om sig selv, så godt han kunne med mandens arm om sig. Egentligt burde han sige ja tak, men der kom ikke mere fra ham end det lille nik.

Forsigtigt flyttede han lidt på sig, for at se, om benene ville bære ham. Alting gjorde ondt, mest af alt hans knæ, hænder og albuer, der burde skylles rene for skidt, men selv manden greb om ham var lettere ubehageligt, som hans ribben i den ene side var blå efter farens sidste slag. Det var et stykke tid siden, men han kunne stadig mærke det. Han sagde dog ikke noget, i stedet lod han manden vise vej til den kro, han havde i tankerne. Mahir gik ikke så hurtigt, og han var ved at snuble lidt ind i mellem, det var svært at forestille sig, at han lige havde løbet igennem byen. Lige nu gik han mere som en gammel mand. Det var heller ikke fordi, at han løftede blikket fra jorden, han var ligeglad med, hvor de var på vej hen. Han var ligeglad med det hele. Ingenting virkede vigtigt, og han orkede ikke mere.

Agarés var allerede klar til at skulle droppe det sukkersøde skuespil. Det var direkte kvalmende, så sød han kunne være. Men det var enten sådan her, gøre hvad han kunne for at vinde drengens tillid, hvilket han ikke gik ud fra ville blive et større problem, eller også skulle han tage chancen og stole på en tilfældig. Om det så betød at han måtte gøre en ekstra indsats, så ville han hellere satse på at kunne vinde en ødelagt dreng over på sin side, end risikere at blive stukket i ryggen senere.

Et utålmodigt suk blev holdt inde, som drengen begyndte at bevæge sig. Kroen lå godt nok kun lige om hjørnet i den anden ende af gaden, men i den her fart ville det tage dem en evighed at nå dertil. Hvis han ikke forsøgte at gøre sig venner med ham, hvis det var hvad man kunne kalde det, ville han ikke have tøvet med at samle ham op og bære ham. Men hvor begejstret han lige ville være for det, kunne han ikke vide, så han tøffede med i det alt for langsomme tempo.
”Lad mig vide, hvis du ikke orker at gå længere.” Nu var det ikke andet end en venlig hentydning til at han kunne hjælpe, i stedet for den irriterende utålmodighed som egentlig havde fået ham til at tilbyde. Han håbede virkelig at han ville give op på at gå selv.

Selvom stemmen var venlig, var der alligevel et eller andet, der fik Mahir til at reagere på ordene. Man skulle ellers næsten tro, at han ville være følelsesløs, men han bed sig i læben og følte, at han var til besvær. Koncentreret pressede han sig selv til at sætte farten op, sætte den ene fod foran den anden og ignorere den sviende smerte som hans bukser gned sig mod sårene på hans knæ. Hudafskrabninger var ingenting, han havde prøvet meget værre. Det var værre at falde ned af linen og slå sig, eller få tæv af sin voldelige storebror, men i dag kunne han ikke holde til ret meget.

Smerten fik ham dog til at være lidt mere til stede i virkeligheden og nuet, og han løftede hovedet lidt for at se sig omkring. Hvor var han egentligt? Små ting gav ham hints om, hvilken gade, de var i, hvilket et eller andet sted beroligede ham lidt. 
Han kastede endnu et blik på den fremmede mand, der stadig havde et tag i ham for at han ikke skulle vælte. Det var ikke naturligt for Mahir at blive rørt sådan ved, slet ikke af fremmede, men han sagde ikke noget til det, for han var ikke sikker på, at han kunne gribe sig selv, hvis han snublede.

På en eller anden måde lykkedes det ham dog at gå lidt hurtigere, næsten i et lidt mere normalt tempo, dog stadig usikker på benene, hele vejen hen til kroen, manden førte ham hen til. Mahir stoppede op lidt fra døren og rystede svagt på hovedet for sig selv. Manden ville betale for mad her? Det var ikke et af de billige steder, så meget vidste han da. Selvom det heller ikke var som i den øvre bydel.
Stadig sagde han ikke noget, og der ville ikke skulle meget overtalelse for at få ham til at følge med ind. Han trængte til at sidde ned. Og manden ved hans side var en voksen, og selvom Mahir selv havde nået sine voksne år, havde hans far lært ham at respektere dem, der var ældre end ham, så hvis manden ville have ham med ind, fulgte Mahir med ind, ude af stand til at sige nej.

Det var næsten en imponerende fart der kom over drengen. Ikke at det gik direkte stærkt, men i forhold til det irriterende langsomme tempo før, var det her et behageligt fremskridt. Måske han alligevel ikke havde fået sagt ordene så venligt, som han troede? Måske drengen havde taget det som en lidt muggen kommentar om at han altså var forfærdelig langsom, og at det egentlig var lidt irriterende. Ikke at Agarés lod sig dvæle i den tanke, for lige meget hvad gik det lidt hurtigere og utålmodigheden kunne skubbes lidt længere på afstand. I længden kunne det være at det havde reddet den unge fyr fra et mindre udbrud fra Agarés, der aldrig havde været helt god til at håndtere sin vrede.

Drengen stoppede op ikke langt fra døren, så det gjorde Agarés også. Han gik ud fra at det var fordi han lige skulle finde ud af hvor han egentlig var på vej til at tage ham hen, men han fik ikke rigtig gang i fødderne igen.
”Jeg har aldrig selv været her, men jeg har kun hørt godt om stedet. Kommer du?” Han var klar over at det ikke var et af de billigere steder, det kunne ses på de gæster som kom og gik, og han gik bestemt ikke ud fra at han var stoppet op, fordi han betvivlede kvaliteten. Alligevel forsøgte Agarés at lokke lidt med sine ord, som han lige så forsigtigt puffede ham videre ind i kroen.

På vej hen til en ledig bås i udkanten af krostuen, fangede Agarés en af tjenestepigerne. Han bad specifikt om en kande vand og to glas, lidt brød og derudover et par tilfældige retter. Hun nikkede, men lige inden hun nåede at vende om, bad han også om at få en skål vand og en klud med det samme.
Han holdt ved drengen helt indtil han kunne sætte ham fra sig mod det bløde sæde i båsen.
”Du kan forresten kalde mig hr. Vitalis,” præsenterede han sig endelig, men spurgte med vilje ikke efter den andens navn. Det måtte han selv fortælle, hvis han ville. Allerede kom pigen tilbage med rent vand og en klud, som blev stillet på bordet. Han satte sig på hug foran drengen og gjorde tegn til at ville trække det ene bukseben op, så han bedre kunne komme til ét af de blødende knæ.
”Må jeg?” Han havde ikke glemt sin tidligere tanke. Mennesker var så skrøbelige og selv et simpelt sår som dette, kunne ende i en større infektion, hvis det ikke blev renset. Så han måtte hellere opretholde sit uhyggeligt venlige skuespil og hjælpe.

Mahir åbnede munden for at sige, at han ikke kunne taget i mod at få betalt et måltid et sted som dette, men der kom ikke rigtigt noget lyd ud, så han lukkede den igen og lod sig skubbe ind i bygningen. Pludseligt gik det op for ham, hvordan han så ud i sit ødelagte, slidt tøj, der tydeligvis hørte til i den nedre del af byen og ikke et sted som her, hvor folks sko kostede mere end han hvad tjente på en måned. Han trak skuldrene op og holdt blikket i gulvet, som manden snakkede med en tjenestepige. Så meget mad. Mahirs greb om sig selv blev lidt hårdere. Det fik hans knude i maven til at vokse, at manden ville købe så meget. Forhåbentligt var manden sulten og havde planer om at spise det meste selv.

Det var ligefør, at Mahirs ben gav efter af sig selv i det øjeblik, at han blev skubbet hen til bænken, og han satte sig lidt hårdt på det bløde sæde. Armene havde stadig et godt fast greb om ham, det var lige før, at han følte, at hvis han slap sig selv, ville han falde fra hinanden.
Hr. Vitalis. Det var ikke et navn, der sagde Mahir noget, men han tog det til sig. Dog sagde han ikke sit eget navn, det med at snakke virkede stadig som en større opgave end han kunne overskue.

Tjenestepigen var hurtigt ved dem, men han så ikke op, og han så derfor ikke hendes lidt bekymrede blik, hvilket måske også var meget godt. Han kunne ikke helt overskue at være ude i det fri, hvor folk kunne se ham. Han ville virkeligt gerne finde et sted, hvor han ville kunne gemme sig og være alene for en stund. Men der var ikke mange steder, han kunne det, selv ikke det lille værelse derhjemme var sikkert.

Hans tanker blev afbrudt, som manden satte sig på hug og tog ved hans bukseben. Det fik Mahir kort til at se på ham, inden han nikkede. Det var nok bedst at få det renset, selvom han lige nu bare følte sig fyldt med en grim følelse af ligegyldighed.
Det gjorde ondt at få renset, og det fik tårerne frem i hans øjne igen, der snart dryppede ned i skødet på ham, men han sagde ikke noget eller gjorde noget for at få ham til at stoppe. Det var ikke bare den fysiske smerte i sig selv, men den forstærkede bare, hvor ondt han havde indeni.
Selvom tårerne faldt, kom der ikke en lyd fra ham, ud over et par små snøft, som han sad lidt krøllet sammen over sig selv og så ned på den fremmede mands hænder, der arbejdede med kluden.

Det var vel efterhånden også på tide for Agarés at få en bid mad, men at bestille den store mængde, var bestemt ikke for hans egen skyld. Han havde lovet at sørge for mad til drengen, og så skulle han da heller ikke gå herfra uden at være mæt. Desuden brugte han sjældent krystaller, selvom han uden tvivl ikke manglede dem, så at bruge hvad han anså som et småbeløb for at mætte et lille menneske, ville ikke betyde meget.

Agarés forsøgte at være blid, så det ikke skulle gøre alt for ondt, men samtidig presse nok mod, så det stadig ville rense ordentligt igennem. Som han blev færdig med det ene knæ, trak han buksebenet på plads og fortsatte så med det næste. Når han hørte et snøft, skævede han op mod drengen, bare for at være sikker på, at det nu ikke var værre.
Tjenestepigen kom tilbage igen, denne gang med et fad hvorpå der stod en kande med vand, to glas og en lille kurv med brød skåret i skiver. Det hele blev stillet på midten af bordet, og Agarés gav hende ikke hverken et blik eller en tak, før hun tog fadet med sig og forsvandt igen.
”Jeg går ikke ud fra, at det kun er slaget fra jorden, der har gjort dig så trist. Må jeg spørge hvad der er sket?” Lige så forsigtigt som første gang, hev han buksebenet ned igen. Kluden blev vredet op i vandet en gang mere, og så rakte han ud efter drengens ene hånd. Nu hvor han havde renset knæene, kunne han vel lige så godt fortsætte med hænderne, der heller ikke så alt for kønne ud.

Selvom han var så træt, at han knapt nok kunne holde øjnene åben, blev han ved med at stirre tomt på mandens hænder og kluden, der blev blodig af at vaske skidt ud af sårene. Det var ikke helt uvant for ham at vælte, han løb trods alt i mange timer om dagen, men normalt var det hans mor, der, med sine blide hænder, sørgede for at vaske hans skrammer. Eller også klarede han det selv, han var trods alt ikke et barn mere. Denne gang var bare ... anderledes.

Han så ikke op, da der blev sat ting på bordet, han skammede sig stadig over sin sølle tilstand, men han havde ikke rigtigt overskud til at gøre andet end at sidde der om holde om sig selv. Verden var et forfærdeligt sted, og han vidste slet ikke, hvad han lavede her med en fremmed mand, der rensede hans sår og købte mad til ham. Hvorfor var han så venlig?

Inden han nåede at bevæge sig dybere ind i den tanke, blev han afbrudt, som manden spurgte ind til, hvad der var sket. Først svarede Mahir ikke, faktisk reagerede han ikke rigtigt på, at der blev snakket til ham. Men han havde hørt spørgsmålet, han vidste bare ikke, hvad han skulle svare.
Uden at tænke nærmere over det, fik han sluppet sig selv og rakt hånden frem så manden kunne se på den. Bevægelsen virkede til at sætte lidt gang i ham, for han sank en klump.
"Det er..." Hans stemme knækkede, så han måtte rømme sig. "Det er en lang historie." Som han uden tvivl ikke havde lyst til at fortælle, men han følte alligevel, at han skyldte manden det. Men han kunne ikke bare fortælle ham, at hans far krævede for meget af ham og var begyndt at slå i frustration over sit eget liv, eller at hans storebror havde sat ild til en bygning med børn, hvor nogle var døde.

"Min ... min familie er alt, hvad jeg har. Men min storebror og min far har hver deres forventninger til mig." Han snøftede ind og løftede den frie hånd for at tørre tårer af ansigtet med bagsiden. "Min storebror har gjort noget utilgiveligt og vi skændtes og nu er han væk." Han mumlede, som han fortalte. Det gjorde ondt at snakke om, og han måtte holde en kort pause, inden han fortsatte.
"Mine forældre forsøger at klare sig, men hvis jeg ikke arbejder hele tiden, i bageren eller som bud, så har vi ikke råd til at leve her." Uden at tænke over det, rørte han kort ved lappen, der var sat fast på hans trøje med en nål, der viste, hvilket budfirma han løb for.
"Jeg er bare så træt, og jeg kan ikke..." hans stemme knækkede og et uvilligt hulk forlod ham, som han rystede på hovedet. Han kunne ikke fortælle mere lige nu, han havde lyst til at trække benene om til sig for at beskytte sig mod verden, men med manden siddende foran sig, var det ikke muligt.

Agarés forventede helt sikkert ikke et svar med det samme. Han var ikke i tvivl om at den unge dreng måtte have brug for et øjeblik til at samle sig. Så ødelagt han lod til at være, ikke bare grundet de blødende knæ og håndflader, men mentalt, var det vel ikke så underligt. Det ville heller ikke være kommet bag på ham, hvis drengen valgte at ignorere spørgsmålet. Eller, som han med knækket stemme, lod til at gøre i stedet. Komme med et vagt svar, der indikerede at han helst ikke ville ind på emnet. Det var bare så fristende at reagere som han plejede, bruge den lidt hårdere stemme og sige, at han da lige måtte tage sig sammen. Agarés hadede at blive ignoreret eller fejet væk.

Men drengen fik samlet sig nok til at uddybe sit svar. I stilhed lyttede Agarés til hvad han selv ville kalde ligegyldig brok. Han måtte endda lige holde et smil tilbage, som han sad og rensede videre, først den ene hånd og så den anden hånd, indtil der ikke var mere blod at se på drengen, måske lige bortset fra det, der havde sat sig fast i tøjet. Da han rettede ryggen lidt og lagde kluden op i skålen med vand, gled hans blik lige kort over lappen, der viste hvem drengen arbejdede som bud for. Det kunne han næppe tjene noget betydeligt på.
”Det er aldrig gået op for dig, at du ikke behøver at leve op til hverken din fars eller storebrors forventninger?” Spurgte han, idet han rejste sig igen. Han vidste at det ikke var så let, som han fik det til at lyde. Han havde trods alt selv gjort sit for at leve op til sine forældres forventninger, hvilket var derfor han havde overtaget banken efter dem, men det var slet ikke så lige til, da han var helt ung. Han ville bare lige plante tanken i drengens hoved, bare lige for at høre hvad han ville sige til det. Var det virkelig dét, han gerne ville med sit liv?
Agarés åbnede den lange jakke, og afslørede den fine silkeskjorte under, hvor bankens symbol var broderet hen over den ene side af brystet. Den tunge jakke blev foldet lidt dovent sammen og lagt på sædet ind mod væggen, før han selv tog plads ved bordet overfor drengen. Det første stykke brød han tog blev rakt over bordet, hen mod drengen.