En kutteklædt skikkelse vandrede alene ned af en af hovedstadens mange gyder med stedkendt sikkerhed. Skønt han var et ensomt mål i de skumle egne af byen, holdt tyvene og banderne deres afstand. De små kriminelle havde en naturlig sans for at finde dårlige kunder, og denne mand var klart en sådan. Død fulgte i mandens fodspor, og byens tyve fortrak at leve.

Spike stoppede ved hjørnet, og følte på murstenen efter mærket, der fortalte ham hvilken vej han skulle videre. Han havde aldrig lagt meget værdi i legender, han havde hørt som ung mand om Alkymisten. Mysteriske forsvindelser var almindelige i den tid, og hvad gadens børn manglede i fakta, gjorde de glædeligt op for med fantasi. Alkymisten, der stjal din magi, var en af dem. Først som Lektor, med sin mission om at finde afvigere ved alle midler, lærte han mere om manden – hvis man da overhovedet kunne kalde ham sådan. En mystisk handelsmand, der handlede i og med magi. Han havde haft planer om at opsøge denne mand, for enten at rekruttere eller fængsle ham, men borgeroprøret havde stoppet alle planer. Heldigt, egentligt. Hvis Spike havde opsøgt Alkymisten tidligere, ville hans forretning næppe være åben længere.

Hans søgen stoppede ved en dør, hvis eneste udstående karaktertræk var mærket, der havde ledt ham hertil. Den kutteklædte skikkelse tog i dørhåndtaget, og som forventet gik dem op på smurte hængsler. Som han trådte indenfor, trak han kutten tilbage og afslørede hans seneste forklædning – en mand med kort lyst hår, tætsiddende skægstubbe og et ar på venstre kind. Hans tøj var plettet af mudder og skidt, og selvom han havde renset det værste blod ud af stoffet, hang lugten ved. Med sine isblå øjne, kiggede den forhenværende Lektor sig omkring i hvad, der måtte være Alkymistens butik.

En enkelt olielampe brændte i den lille forretning, Urter, Alkymi og Magiske Remedier, som oftest kun var besøgt af dem, som kendte den ved navn. Vinduesskodderne var som altid helt lukket til, og lugten var en blanding af sæbe og forskellige krydderier, hvoraf sidstnævnte hang til tørre omhyggeligt på række nær rummets loft.

Butikkens ejer var ikke en køn herre. Det skarpt markerede ansigt var arret, huden var bleg på en måde, der fik den til at virke ganske død i stærk kontrast til de mørke, glitrende øjne, der lå dybt i øjenhulerne. 
Han havde haft stedet i halvfems år, og den lille forretning var gået ubemærket forbi skiftende regeringsmagter og voldsomme hændelser i Dianthos. Ud over sit arbejde for organisationen Verbatim, der primært bestod i at være opmærksom, lytte og videregive informationer, passede Sacharias Faust mest af alt sig selv.

En ringlen ved døren og lyden af hængslerne, der gav sig, da den svingede op, alarmerede Faust om, at forretningen havde en kunde, og han trådte ud af baglokalet, de lange fingre foldet bag ryggen og et behageligt smil, der ikke helt nåede de mørke øjne. 

"Godaften min herre og velkommen til min ydmyge forretning. Jeg tror ikke vi har mødtes før..?" 

Der var en vis interesse i stemmen, der stillede spørgsmålet, for kunder faldt yderst sjældent over Fausts lille forretning ved en tilfældighed, og med vampyrforbandelsen hvilende over sig, var Faust altid en smule på vagt over for nye kunder.