Sikke en aften! Så mange mennesker. Mad. Drama. Sorg. Skænderier. Kærlighed. Dans…. Og ikke mindst alkohol! Ja sidst nævnte havde hun faktisk prøvet at undgå det meste af aftenen, men ved maskefald var der bare noget der sagde hende, at hun havde hun oplevet det som bare skulle huskes. Efter en sprøjte medicin i armen, som en fantastisk påmindelse om at man var syg, var Hygiea gået til vinen. Mere end et par gange.

Ja den petit Pompadour komtesse var nemlig syg med sine lunger og krævede medicin for at kunne holde sig i live. Var der noget som hun ville føle sig, var det levende! Det var dog sjældent hun rigtig kunne få lov til dette, eftersom medicinen gjorde hende træt, og i kombination af alkohol fik hun en euforiserende effekt. Denne effekt søgte hun desværre når hun følte hun ikke levede eller manglede noget power.
Et lille stykke vat var bundet fast til Hygieas arm med et lyst silkebånd af hendes butler, som var taget med til ballet for at kunne holde øje med hende. Vattet og båndet skulle stoppe det blod der kunne komme ud af hendes arm efter at være stukket med en nål i en blodåre. Båndet var dog skjult under et hvidt, strikket sjal, som også hang hen over hendes skuldre så det kunne varme hende. Hun måtte jo ikke blive kold! Under sjalet gemte sig en sart lyserød kjole med broderinger af en lyserød blomst. Samme blomster var at finde i det opsatte mørke hår. Masken var smidt for noget tid siden – en time eller to måske? Masken havde haft de samme lyserøde blomster i hver side og hun vidste hendes butler slæbte på den et eller andet sted. Hurtigst muligt efter hun havde fået bundet sin arm, havde hun nemlig givet ham den på lidt kluntet, så han ikke kunne se og derved var hun smuttet i al hast ind til vinen.

Venstre hånd holdt om det forreste af kjolen, så hun ikke snublede i den når hun gik, og højre hånd havde et pænt greb om et vinglas. Den 25årige komtesse, som kunne ligne et barn på højden, slingrede sig ud på en af de halvtomme balkoner i sin søgen på udsigten. Så snart kulden nåede hende, trak hun per automatik sjalet op om halsen og ned foran brystet, så det kunne varme. Med få stop undervejs, for at få balancen, nåede hun da frem til kanten af balkonen, hvor hun placerede sit glas, på den brede kant. Armene blev placeret på tværs af den brede kant og et højt suk undslap hende. Hun lænede sig forsigtigt ud over, mens hun så ned på alle de flotte adelige. Hun løftede det ene ben, lidt for at kunne se lidt længere ind under balkonen. Havde man set hvordan hun havde slingret hele vejen ud på balkonen ville man nok tro hun faktisk havde til ’mål’ at ryge ud over balkonen.

At sige at Aldamar havde været travl til festen, se det ville ikke være helt løgn. Udover hans egne personlige forpligtelser hvad angik hans familie og nærmeste, havde den unge fyrstesøn også haft øje for gæstens andre gæster, og havde efterhånden bevæget sig igennem mange forskellige. Fra sin fordrukne lillesøster, til den reserverede Astrid, til den mystiske mand på balkonen. Nu, godt 1.5 time senere... jah der var festen stadigvæk ikke helt færdig. Men Aldamar var derimod godt kørende, efterhånden. 
Han ville næppe tillade sig selv at blive fuld til sådan et arrangement, alt for mange ubehagelige øjne kunne spotte ham fra afstand, og selvom han ville mene at han var ret så fern hvad angik at styre sig - også fuld - så var det ikke en risiko man tog hvis det kunne undgåes. Men godt beruset? Jah så sandelig. 

I takt med at natten var gået på hæld, maskerne var faldet og musikken blevet mere energisk, kunne man næsten fornemme hvordan 'ungdommen' havde indtaget festen en anelse mere. Måske var det fordi at familiernes overhoveder tøffede imod deres senge på dette tidspunkt, måske var det blot en naturlig konsekvens af alt den vin Arys familien havde serveret for sine gæster. Ikke desto mindre betød det at Arys prinsen med et lidt fjollet, småfornøjet smil betragtede festen på afstand, og lod den behagelige summen af vin bruse igennem hans krop. 
Tankerne havde siden balkonens lille møde kredset om den mystiske gæst, som enkekvinden i Reier familien havde taget med sig. Den blonde mand, som der - i hvert fald i Aldamar's øjne - havde gjort sig en anelse til foran ham, hvilket han... ikke helt vidste hvor han havde skulle placere. Eller hvad han havde skulle lægge i det. Navnet Fabian ringede ingen klokker i de adelige kredse han kendte. 
Endnu en slurk blev taget af vinen, og dens bitre smag fik Aldamar til at prøve at ryste tanken om ham, af sig. 

Hvilket nok ikke helt lykkedes. Med tanke på at få noget frisk luft - og den lille chance for at han ikke var taget hjem med enken - var det at Arys prinsen bevægede sig imod balkonen...
... og fandt en kvinde. Aldamar havde næppe haft øjnene på noget specifikt derinde, og havde dertil heller ikke set den slingrende gang hun havde præsenteret. Men bagfra lignede det en ung kvinde, hvis nysgerrighed fik et lille smil frem på Aldamar's læber, da han med et klik af døren trådte ud på balkonen. 
"Noget spændende dernede?" kom det undersøgende fra ham, og han bevægede sig selv med klikkende skridt nærmere. Manerer var måske en anelse glemt, eller måske en anelse ignoreret, sådan som rødvinen kælede for hans ellers strenge opdragelse. 

Hygiea var dybt koncentreret omkring de adelige der vandrede rundt under balkonen, som hun nærmest hang henover. Hver en udsmykning, fra hårpynt til sjaler, blev dovent observeret og glemt næsten med det samme, som blikket vandrede videre til den næste. Der blev i baggrunden registeret, at nogen kom ud til hende på balkonen. Hun lod det ikke påvirke hendes observerende blik. Hun hørte noget der lød lidt som en brummen bag sig. Hun skulle lige bruge et øjeblik, hvor hun kædede ordene og deres betydning sammen. Kort og en anelse fraværende, så hun sig kortvarigt over skulderen. Hun så kun skikkelse, eftersom lyset fra salen fik hendes øjne til ikke at kunne se ham nøje. Hun så derfor ned igen mod de adelige under hende. ”Adelige…” forklarede hun kort og mumlende, med et lille fnys. Det var morsomt at se hvordan de reagerede overfor hinanden, og smålytte til nogle samtaler, alt imens hun kunne stå i sikkerhed på balkonen. Hun satte den ene fod ned på gulvet igen, og lod sit tynde hoved hvile i en oprejst hånd.

”Trængte til frisk luft?” spurgte hun lidt tydeligere. De blå dådyrøjne skævede om mod skikkelsen bag sig uvidende om hvem det egentligt var hun snakkede med. Hun valgte, ligesom ham, ikke at bruge nogen tiltale form overhoved. Tænk hvis nu det var en bekendt? Så ville det måske være uforskammet og snakke dis til dem, og hvis hun snakkede dus til en hun ikke kendte… Ja altså, Hygiea havde ikke noget i mod at snakke dus med andre, men i det specifikke ’liv’, som hun var i lige nu, kunne det blive set forkert på og nedladende, hvis man ikke brugte den rigtige tiltale form. Blikket så så dovent henover haven, som hun allerede glædede sig til at gå en tur i senere… Hvis hun da kunne holde sig væk fra Albert så længe…

Da hovedet blev drejet en anelse, genkendte den unge fyrstesøn den mørkhårede kvinde, foruden de store problemer. Han havde altid gjort en dyd ud af at kende de fleste navne, og selvom komtessen ikke nødvendigvis en person han burde kende af navn, ud af pligt, jah så sad det alligevel fast i den unge mands hjerne. 
Ved hendes korte svar adelige kom en lille fornøjet lyd fra Aldamar, der uden de store kvaler stillede sig ved siden af den jævnaldrende, albuerne godt placeret imod det kolde galænder under dem. De blå øjne søgte ned over udsigten af haven - og bagved den de enkelte små lysglimt der fortalte hvor byen Zircon lå, forinden at det fandt vej tilbage til hende, ved den lyse stemme. 
Aldamar smilede en anelse skævt. "Ikke just, jeg ledte efter nogen" gled det over fyrstesønnens tunge, og Aldamar smilede en anelse bredere ved tanken. "Men, jeg tror denne 'nogen' er taget hjem fra festlighederne" fulgte han op med, og følte sig en anelse fjollet over at tænke på ham. Når alt kom til alt, så havde de ikke stået sammen i meget mere end en time, men den time i så nær kontakt, havde alligevel fået vækket bare noget i ham. Det var i hvert fald uvant at skulle ignorere den varme der af og til skød igennem hans krop, da det så forfærdelig sjældent skete. 

Aldamar kunne ikke se om hun genkendte ham. Hvis ikke, havde han ikke tænkt sig at præsentere sig medmindre hun spurgte, der var noget rart at snakke med folk, når man kunne undgå titlerne. "Hvad med dem?" tiltaleformer var dog til for at blive brugt, og Aldamar skulle ikke træde nogen fin frøken over tæerne, ved ikke at respektere lige den del. For nogle betød det tydeligvis mere end andre. 

For halvdøve øre, kunne Hygiea hører skikkelsen nærmede sig yderligere og stillede sig ved siden af hende. Som altid var personen hun snakkede med højere end hende selv – men han virkede lavere end de fleste mænd hun snakkede med.
Da selskabet svarede på hendes spørgsmål søgte hendes blik tilbage til ham, som stod ved hendes side og det var da også der hendes hjerte lige sprang op i halsen et øjeblik. Aldamar Baldric Leosin af Arys. Det var lige før overraskelsen overdøvede hans svar. Hygiea havde godt nok studeret på Krystalpaladset i nogle år, og set mange adelige ansigter og snakket med mange af dem. Det at det var en jævnaldrende kommende fyrste gjorde dog et eller andet ved hende. Ædru ville hun nok have stammet, faldet og have brug for sine piller, blot i et forsøg på at snakke med ham. Lige for nu rømmede hun dog bare nervøsiteten fra sig og så ned mod haven.
”Det var da tidligt. Der har jo næsten kun været maskefald… Er ’nogen’ gammel?” spurgte hun nysgerrigt som hun lod sit blik følge et par adelige gå lidt for sig selv. Kvinden delte tydeligvis noget hun ikke var glad for at snakke om. Hygiea ønskede sig straks en bedre hørelse, så hun kunne lytte med til dramaen der simrede mellem de to adelige i haven.

Spørgsmålet blev selvfølgelig vendt tilbage til hende selv. Hun smågrinte lidt og lod blikket følge det adelige par lidt før hun vendte blikket op mod prinsen. ”Jeg prøver at undgå min butler,” lød det fra hende med et skævt tandsmil. Hun trak sit sjal tættere op om halsen. ”Han vil ikke have jeg er uden hans opsyn,” lød det næsten opgivende som hun lod blikket glide søgende efter parret hun havde lurret på. Hun greb om gelænderet og lænede sig lidt bagover med et lille suk.

De mørkeblå øjne gled ligesom hendes over de folk der bevægede sig frem og tilbage, og han måtte indrømme at man sagtens kunne falde i staver herude. De mange forskellige kjoler og skjorter, de fine masker, de glimtende smykker... alle så utroligt forskellige ud, omend der var flere ting der bandt menneskerne her sammen end man skulle tro. Sladder, rygter, aftaler og alliancer - hele det politiske spil trak usynlige tråde over folkene. 
Stående heroppe, følte man sig næsten hævet over det. En fjollet tanke, da Aldamar vidste at han i hvert fald selv var en ligeså stor del af det som folkene dernede. 

Øjnene fandt tilbage på den jævnaldrende komtesse, og Aldamar's smil voksede en anelse ved de nysgerrige ord. Teknisk set, vidste han ikke hvor gammel den Fabian han var. Men ældre end ham selv, ville han gætte på, trods Aldamar's trætte udtryk af og til gjorde at folk skød ham højere end hvad godt var. "Han havde en person at følge hjem, desværre" gled det over hans tunge, og fyrstesønnen lagde ikke engang mærke til at tungen hang lidt løsere idet at en kønsbetegnelse kom på. 
Hænderne flettedes ind imellem hinanden, men rastløse fingre manglede alligevel noget at tage sig til, og Aldamar strakte sig idet at han begyndte at rode i nogle af de lommer han havde - pibe og andet, nu hvor at han var herude. 
Imens måtte et skævt smil trække over hans læber. Endnu en kvinde der ikke brød sig om de restrektioner der nogle gange fulgte med ungdom, han forstod hende godt. Det kunne være en anelse træls at have nogen hængende over sig, selv til fester. Om det så var en butler eller konstante vurderende øjne, det gik vel ud på et. "Heh" Arys prinsen kastede et kort blik bagud imod den lukkede dør. "Og har han så god grund, til ikke at ville det?" som oftest var det ikke helt uretfærdigt, men... det var selvfølgelig meget forskelligt, om man kunne se den fra deres vinkel. Og nogle gange var det en uretfærdighed overvågenhed man blev udsat for af sine tildelte tjenestefolk. 

”Sikke en skam,” lød det fra Hygiea, eftersom hun kunne fornemme på Aldamar at han egentligt godt kunne tænke sig at mødes med denne mand… Dreng… Hvad en han var. ”Bor han så i nærheden, så I kan mødes i morgen?” spurgte hun så i et håb om at det kunne løfte lidt på humøret.
Ud af øjenkrogen kunne hun godt se prinsen bevægede sin arme lidt, men da der blev rodet i en lomme og duften af tobak strejfede hendes næse, fløj de lyseblå øjne straks i retningen af hans lomme og kunne se der blev fundet en pibe og tobak frem. Det begyndte straks at krible i hendes fingre, hvilket kom til udtryk i at fingrene, i et mislykket forsøg på at distrahere sig selv, bankede neglene ned i gelænderet i en trillende lyd. Hun trak dog hurtigt blikket væk igen i håb om at det ville holde hende fra at spørge om et sug… Eller flere…

Hygiea lagde tydeligt mærke til den lille grinende lyd. Det virkede til at han kunne nikke genkende til det med at ville kunne undgå folk og deres blikke. Hun ville slet ikke kunne forstille sig hvor hårdt det måtte være med arving titlen hen over sig. Godt det ikke var hende… Selvom den titel ville nok være revet væk fra hende alligevel med de lunger hun havde. Hun lagde tydeligt mærke til hvordan Aldamar så mod døren, blot et øjeblik. Eftersom hans spørgsmål godt kunne kræve et svar hvor man kun var to, formodede hun at de stadig var alene.
”Ja…” sukkede hun, ”Han skal holde øje med at jeg ikke får det dårligt,” fortalte hun. En hånd pegede på midten af hendes brystkasse. ”Mine lunger er ikke helt fantastiske,” uddybede hun og trak lidt på skuldrene, før hun så i retningen af Aldamar. ’Ikke helt fantastiske’ var nok en generel underdrivelse men det gav vel et indblik i at hun ikke var helt rask?

Sikke en skam. Aldamar nikkede en anelse fraværende i tankerne om ham, fordi på sin vis, jah så var det virkelig en skam. Men på den mere lyse side af sagen, så havde der været tale om et gensyn. Og selvom Aldamar ikke nødvendigvis ofte gjorde sig i gensyn - slet ikke med folk der var interesserede i ham, på samme måde som han var interesseret i dem, jah så havde den lille samtale om hvor lidt han havde med de adelige lag at gøre... gjort ham en anelse mere vovet. 
Han kunne i hvert fald godt se det sjove i det, da denne person umuligt kunne kende særlig mange i de øvre samfundsgrupper. Altså, var der en hvis sikkerhed i hans dumme fascination af manden. 

Men det var ikke hvad de skulle snakke om nu. En samtale om lunger, og Aldamar - der havde en lillesøster der også havde lidt af en sygdom de havde tænkt var kronisk, jah han fik et lettere alvorligt blik i øjnene, omend han ikke kommenterede på det. Hun tog det på samme måde som Arya; erkendelsen af at det bare var sådan livet var. 
"Du kan ikke selv mærke, hvornår du er ved at få det dårligt?" kom det i stedet en anelse udspørgende fra ham, da det velsagtens måtte være... frustrerende, hvis tilfældet var, at hun ikke kunne. 
Hændernes arbejde med piben var gået en anelse i stå, og Aldamar ventede en anelse med at tænde den. Nok mest fordi at det ikke virkede som det mest hensigtsmæssige at gøre, hvis hendes lunger var så sarte at de kollapsede under hende - eller hvad det nu end var som de fejlede. 

Hygiea smilede blidt, som Aladamar nikkede. Om det var til hendes svar eller ej, kunne hun fornemme der måske ikke skulle lægges mere vægt i den samtale. Hun lod den derfor hænge, måske havde han lyst til at snakke mere om det senere?

De øjne. Hun brød sig ikke helt om dem lige nu. Der var for meget alvor, og det skinnede nærmest ud af dem. Spørgsmålet som forlod hans læber, fik hende til at trække på skuldrene. ”Ja og nej,” var det korte svar. Eftersom han var stoppet med at klargøre sin pibe, skævede hendes øjne til hans pibe. ”Du skal endelig ikke holde dig tilbage,” lød det fra hende, og hun lavede en lille bevægelse med hænderne, som indikerede hun virkelig ikke havde noget i mod hverken piben eller røgen.
”Jeg skal bare have medicin regelmæssigt, så klarer jeg mig. Hvis jeg føler jeg har brug for mere har jeg piller,” eller dem har min butler, egenligt. Hun skulle nok klare sig.
Hun rettede sig lidt op fra sin stilling ved gelænderet. Hendes blik kørte kort over skulderen, blot for at sikre sig at hendes butler ikke havde fundet hende. Hun strakte så sin arm som var blevet stukket, inden hun stak af fra sin butler. Silkebåndet, som holdt vattet på plads, blev forsigtigt løsnet så hun kunne fjerne begge dele fra hendes arm. Vattet var blevet lidt rødt, men stikket i armen var lukket til. Det hele blev gemt væk i en lille lomme i kjolen. Hun skævede så mod Arys arving, for at se om han havde forsat med sin pibe.

Det var lidt tvivlende at Aldamar hørte hendes ord, og derefter valgte at forsætte sit arbejde med piben alligevel - nu var han jo blevet bedt om ikke at holde tilbage. Hendes ord kunne dog alligevel ikke andet end at vække bekymring hos ham, og selvom han dog godt kunne se at hun nok ikke ville have hans bekymring, lurede den stadigvæk i kanten af hans stemme, da han trak øjnene til sig. 
Små silkebånd og bløde sårdækkere blev pakket væk, og Aldamar rystede en anelse på hovedet over hvor nonchalant det hele foregik. Men var man vant til det, så var man vel vant til det. 

"Det lyder... besværligt. Der er ingen helbreder der har kunne ordne det for Dem?" et eller andet sted bed han mærke til at hendes tiltaleform havde ændret sig, men han havde hverken humøret eller behovet for at ændre det lige nu. Så vigtigt forekom det ham ikke, når det alligevel bare var de to der stod herude. 
Han kunne dog ikke lade værd med lige at tjekke vindretningen inden at han antændte den udskårede pibe, bare lige for at være sikker på at han - i hvert fald ikke unødvendigt, kom til at blæse alt muligt røg i hendes retning. Det var virkelig ikke nødvendigt, trods hun virkede næsten opfordrende i sine blikke

Hun trak et lille smil, som han forsatte med at klargøre sin pibe. Bare det at han pillede ved det, gav en lille duft af tobak fra sig, hvilket hun nød.
Hygiea klukkede lidt, som han nævnte det lød besværligt og trak let på skulderen. Hendes blik vandrede så over på arvingen, som han spurgte om der ikke var noget der kunne helbrede hende. ”Vi har prøvet så mange ting. Jeg tror faktisk vi har givet op og forsætter derfor bare med medicinen, eftersom det holder mig i live,” svarede hun lettere kynisk. Hun havde jo vænnet sig til det, og det gjorde hende som sådan ikke noget at hun var afhængig af medicin, det var jo blevet en del af hendes hverdag. Hun turde næsten ikke tænke på hvad der ville ske hvis hun en dag fik lunger som fungerede som helt almindelige lunger skulle. Så ville hun sikkert blive sat til mange flere opgaver, ja tilmed giftes. Selv tanken gav hende kuldegysninger. Lungerne havde jo ’befriet’ hende fra at være et passende match, uanset hvem det var. Der var jo ingen der turde satse på om hendes lunger kunne holde til en fødsel, og et ægteskab uden børn… Ja, var det overhovedet et ægteskab?
Hun ville helt klart vælge hvordan hun levede som nu.

Hygiea lagde godt mærke til hvordan han tjekkede vinden, inden han antændte sin pibe, hvilket fik hende til at knibe øjnene minimalt sammen. Hun gjorde dog sit bedste for at stå inde for rækkevidde af duften af røgen. Forhåbentlig var det nok… Nok ikke.

At blive holdt i live, og at være i live var to vidt forskellige ting, og Aldamar havde desværre ikke en chance for at vide hvorledes kometessen foretrak det medicinfyldte fremfor det 'fredfyldte', skulle man være hurtig i en kort vending. Han kunne ikke forestille sig et liv hvor at  han skulle være afhængig af medicin for at have en hverdag, men så igen, så kunne andre ikke forestille sig et liv hvor at dagligdagen var så stærkt præget af obligatoriske rutiner som hans egen var. 
Så umiddelbart.... lødt det ikke fantastisk. 

Aldamar var dog ikke videre snagende som person, og bappede et par gange på piben imens han overvejede sine ord. Kynissk eller ej, så var komtessen ret så... afklaret, virkede det til. Og det kunne man kun respektere. "Hmmm...." 
Hun var også afvisende overfor at han spurgte ind til det, så med et prøvende smil, lod Aldamar bekymringen glide af sig. Det var ikke hans bord. I stedet babbede han lige en ekstra gang på piben, inden at han rømmede sig. "Og på den... stemningsløftende note, vil jeg spørge spørge Dem, Komtesse de Pompadour..." formele ord, men med et strejf af prøvende latter i sig. "Om De ikke har et andet emne der ligger Dem mere behageligt i munden, end snakken om deres sygdom" han var... en anelse påvirket. Og snakkede de ikke om noget andet, ville han enten investere sig for meget i det, eller være fuldstændig ligeglad - to ekstremer der ikke klædte ham i soberhedens lys. 
Men han ville ikke affeje det, siden hun havde bragt det op. Nogle gange gjorde man det... og selvom man ikke nødvendigvis ønskede at tale om det, havde sindet sine egne idéer. 

Og andre gange var det bare svært at komme ud af en samtale, slog man ikke hovedet direkte på sømmet. 

Det var meget nemt at sige at Hygiea blev holdt i live af sin medicin, og hun gjorde alt hvad hun kunne for at leve det liv som den gav hende. Hun dansede, når lungerne tillod det, havde i hemmelighed sit eget erotiske teater og kunne til tider drikke lidt for meget alkohol. Hun gjorde sit for at hendes liv var en fest, og at hun ikke en dag ville dø uden at have opnået noget.
At stå ved siden af Aldamar, tæt på røgen fra hans pibe, førte hende næsten i en slags ekstase. Det var beroligende og fristede hende til dels at snuppe piben fra Aldamars hænder, blot for at få nogle bap selv. Spørgsmålet om lige netop det, sitrede stadig på hendes tunge. I et forsøg på at aflede sig selv lænede hun sig atter lidt henover gelænderet og så ned på de adelige.

Hans stemme var som en summen i baggrunden, men kom dog klart igennem som han nævnte både titel og familienavn. Hun havde godt opfanget der var en slags latter i hans stemme og hun havde derfor et bredt smil på læberne, som hun afventede et eller andet spændende. Måden han formulerede sig på fik hende til at trække lidt på smilebåndet inden hun med et smil, rettede sig op og vendte ryggen til gelænderet. Han bad nærmest selv om det. Hun rakte hånden frem til ham i en tavs anmodning om at prøve piben ”Jeg kan prøve at tænke over noget,” sagde hun, med lidt den samme gemte latter bag sig. Hun havde intet imod at snakke mere om sin sygdom, så længe han ikke gik og fik ondt af hende eller ville ’hjælpe’ hende på en eller anden måde. Dét var ikke noget hun havde brug for.

En eller anden dag, skulle de nok stå en sjov situation hvor at deres øjne mødtes over gulvet, i en anden sammenhæng end den de stod i lige nu. Begge levede lidt... forskellige dobbeltliv, og selvom Aldamar ingen idé kunne have om hvilken slags ting komtessen gjorde i sit private - og dermed blive overrasket, ville hun nok også blive blot en anelse overrasket, om hun kendte Aldamar mere i privaten. 
En lille rest af det hemmelighedsfulde men fantastiske liv blev dog reflekteret i hendes øjne idet at hun vendte sig, og Aldamar's smil blev en anelse opgivende i sin munterhed, da han med et skuldertræk rakte den til hende. Når hun sådan gik og hungrede, ville det jo være uhøfligt at sige nej. 

Fyrstesønnen vendte sig ikke om, men holdt albuerne over gelænderet og betragtede hende og de røgskyer hun ville skabe, der dovent forsvandt i natteluften. "Det er alt hvad jeg kan kræve, Komtesse" 
Aldamar tog imod piben igen da hun var færdig, og lænede hovedet tilbage mod himlen da han skulle puste røgskyen ud, en kaskade af natsorte krøller der ramte nakken i bevægelsen og et mageligt suk i slutningen da læberne lukkede munden igen. "De bor i Dianthos, gør De ikke? Hvordan er hovedstaden - jeg har selv overvejet at flytte derhen i nogle måneder nu" øjnene var halvt lukkede, men åbnedes da han rettede op og vendte blikket tilbage mod kvinden i hans selskab, en nysgerrig glød i de mørkeblå øjne. Det var så fjernt fra Zircon, at han nogle gange havde svært ved at tro på de ting folk sagde - nogle gange kunne man mistænke lidt for ivrige eventyrere og byfolk om at pynte på sandheden, da det  virkelig formåede at lyde som byernes by, byen over alle byerne. 
Og Aldamar ville bestemt mene det var svært at hamle op med Zircon.

Hygiea tog imod piben med et glædeligt smil. Havde hun været 15 år yngre havde hun nok hoppet på stedet som et lille barn for at måtte prøve noget så… Farligt. Men ikke nu. Hun stod roligt og tog imod piben. Det var ikke tit at hun fik lov at babbe på en pibe, men nu hvor muligheden var der, var det blot at tage den. Med omhug og forsigtighed fik hun placeret mundstykket mellem de søde læber og tog sit første sug som han svarede. Røgen var tyk og lagde sig næsten som en tyk hinde i hele hendes mund, ned i hendes luftrør og ned i de skrøbelige lunger. Et kvalt host kom fra hende, som en reaktion fra lungerne der havde fået et chok af den urene luft. Røgen gled ud langs siderne på hendes mundvige i hostet og kunne næsten minde om en drages mund. Det varede dog kun et øjeblik før hun fik det under kontrol og fik det pustet røgen ud, hen over sig, så den ikke skulle hvile længere end nødvendigt hos hende.

Hun tog nu nogle nye sug fra piben før hun rakte den tilbage til fyrstearvingen. Hun var overbevist om at hendes butler ville syntes det var mere end rigeligt med røg for hendes lunger lige nu, og det var nok også rigtigt nok. Men måske et sug mere om lidt tid? Hun holdt lidt på røgen, og pustede den ned af, som han selv fik pustet ud og op i himlen. Hun så over mod ham, som han spurgte ind til Dianthos. Hun nikkede og trak på et skævt smil som hun tænkte lidt over et svar, selvom der ikke gik længe før ord blev formuleret, ”Det kan anbefales hvis De vil nyde lidt af byens… Goder,” forklarede hun og så tænkende mellem dem, før øjnene så op mod hende igen. ”Det er en spændende by, og der sker altid noget nyt,” hun tænkte lidt over sine ord, inden hun begyndte at anbefale at han tog afsted hurtigst muligt, ”Tag endelig afsted mens De kan. Inden De ser Dem om er De bundet til Zircon,” forklarede hun og krydsede armene over kors. Som adelig gik der ofte ikke længe før man var gift eller bundet til et sted grundet en titel – eller det hver i hvert fald den opfattelse Hygiea havde fået, selvom hun aldrig helt kunne bide sig sikker på det, eftersom kortene lå lidt anderledes når de var i hendes hænder.