Endelige var Ergin tilbage i Dianthos. Selvom der selvfølgelig ikke var noget galt med andre byer, så fandt han bare Dianthos bedst. Måske fordi den var så stor, og havde så mange indbyggere, så det var nemmere at blande sig med folket. Der var også flere folk at stjæle fra, selvfølgelig. Af og til var han bare nødt til at forsvinde lidt fra Dianthos, når folk var begyndt at snakke for meget om at skulle holde øje med en tyv uden arme. Det var alt for nemt et kendetegn, så et par uger eller måneder væk fra byen plejede at hjælpe lidt. 
 
 Ergin kom gående ned af en gade med let tunge lommer og et stort, tilfreds smil på læberne. Det var tidlig eftermiddag og han havde allerede fået samlet sig en god mængde krystaller. Han var derfor på vej en kro i den nedre del af Dianthos. Der var ingen grund til at vælge en af de lidt dyre kroer, krystallerne forsvandt altid så hurtigt der, og han lignede ikke lige frem en der hørte til der, så det ville hurtigt blive tydeligt der lå noget lusket bag. 
 Med skulderen mod døren, fik han puffet døren op og gik ind. Der var allerede godt fyldt og snakken lød højt. Det var næsten helt fristende at pille lidt i folks lommer, men han ønskede heller ikke at blive smidt ud af kroen, skulle han blive opdaget. Det var desuden og sværere at stikke af her inde fra, fordi det kun var en vej ud. 
 Ergin forsatte derfor blot op til disken hvor er spurgte ind til et værelse. Kvinden bag disken kiggede lidt på Ergin, som om hun overvejede hvad hun skulle svare. En mand uden arme virkede ikke som en specielt god kunde, men hvis Ergin kunne betale med det samme, var der vist en lille værelse fri. Ergin nikkede lidt og hænderne dukkede op ud af siden på disken så de kunne rode rundt i den ene lomme, og finde nogle krystaller frem. Lidt overrasket trådte kvinden tilbage, og et tilfreds smil bredte sig over hans læber. Da hun lænede sig frem for at se hvor hænderne kom fra, blev smilet lidt mere flirtende og drenget.
 " Du siger bare til hvis du ellers vil se hvad jeg gemmer hernede..  " han løftede sigende det ene øjenbryn, og kvinden blev rød helt op til ørene af forlegenhed, inden hun hurtigt tog de krystaller hun skulle bruge, og lagde en nøgle til ham.

Dagen før var Charlie ankommet til Dianthos. En hel uge skulle gå her, og derfor havde hun da også tænkt sig at besøge sin mor, nu hvor hun endelig havde tid. Tanken om at tage et hurtigt smut forbi Nicola havde selvfølgelig også strejfet hende, men det skulle hun vist lige samle sig mod til. Hun havde i forvejen været så forlegen ved deres første møde, det ville sikkert kun blive værre, hvis hun dukkede op hvor han arbejdede. Det skulle nok komme, hun havde trods alt ikke travlt.

Den første nat var blevet brugt på en af de lusede kroer i den nedre bydel. Et værelse her var godt nok ikke det bedste, men det var billigt og fint til en uges overnatninger. Så havde hun også et sted at lægge sin lille oppakning fra sig, når hun skulle ud og rende byen tynd. Charlie var lige kommet tilbage fra en flere timers gåtur i gaderne, og havde sat sig til rette ved et bord i det ene hjørne, hvor hun kunne spise lidt sen frokost. Hun rettede et stort smil mod kropigen der kom ned med en tallerken mad til hende og lige som pigen gik tilbage mod køkkenet, og gjorde det muligt for Charlie at se bag hende, fik hun straks øje på Ergin. Smilet forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, og uden at skænke sin mad en eneste tanke, rejste hun sig op og gik mod disken.

Charlie stoppede op lige bag Ergin, hvilede det meste af sin vægt på det ene ben og lagde armene over kors. Hun så lidt vred ud, med tænderne bidt sammen og brynene rynkede ind mod midten. Trods hun så mindre uskyldig ud end hun plejede, så hun ikke lige så truende ud, som hun gerne ville. Det kunne hun ikke med det lille, fimsede ansigt. Bag Ergin kunne hun se kvinden bag disken, der lige lænede sig lidt til siden for at sende et undrende blik mod Charlie.
”Du skal nok ikke ønske dig at se for meget. Han ender bare med at drikke dig fuld, udnytte dig og efterlade dig alene på et værelse.” Hun lød bestemt ikke helt tilfreds, selvom hun vel egentlig ikke kunne vide om det overhovedet var det, der var sket. Hun havde kun gættet sig til alt det hun ikke kunne huske, men hun var stadig helt sikker på, at hun måtte have været sammen med Ergin resten af aftenen også.

 Optaget af den yndige, og knapt så imponerede kvinde foran ham, lagde han ikke mærke til der kom en pige op bag ham. Det var jo hende han fokuserede på, så må alle andre damer vente. Det var desværre ikke sådan det skulle gå, og opmærksomheden blev fjerne fra Ergin på pigen bag ham.
 Inden Ergin fik reageret og vendt sig for at se hvad der skete, lød en skinger stemme bag ham, og han skar en grimasse. Hvad nu? Han skulle til at vende sig, sløvt og ligeglad, da hun pludselig beskyldte ham for noget han bestemt ikke var tilfreds med. Ikke at det nødvendigvis var en løgn, men det var bare ikke en god salgstale. Hurtigt fik han vendt sig, og så ned på en lyshåret pige foran ham. Hvorfor virkede hun bekendt?
 "Ho-wow-wow lille dame! Ik' okay! " erklærede han mens han lod blikket glide ned over hende. Han kunne ikke lige sætte fingeren på hvorfor hun virkede bekendt, og stod derfor med og kiggende lidt tænkende og overvejende på hende. 
 " Har du ikke lært at man skal snakke pænt om andre... " 

 Selvom Ergin stod og kiggede på hende i et godt stykke tid kom han ikke i tanke om hvem hun var, og han vendt derfor opmærksomheden tilbage mod baren, hvor nøglen til hans rum var blevet lagt og den ene arm kom ud af disken og fik stukket nøglen i hans taske. Måske hun bare havde forvekslet ham med en anden mand uden arme? Han skar lidt en grimasse ved tanken. Det var der sq nok ikke så stor chance for.
 Ergin vendte sig mod hende igen, med det ene bryn løftet og blikket gled kort igen ned over hende. Hun så ikke helt dum ud, så han kunne godt se sig tage hende en tur med i sengen. Et skævt og lidt slesk smil gled over hans læber, som hans blik fandt vej til hende, trods hans stadig ikke kunne huske hvem hun var.
 " Vi kan da godt prøve igen, hvis du er fordi du har brug for revanche.. " 

Det var da utroligt. Charlie var generelt ikke så let at irritere, hun var alt for god til at se det bedste i andre, selv når det egentlig ikke var der. Men Ergin formåede da at fremprovokere en knude af irritation i hendes mave, når han stod der og næsten belærte hende om hvordan man talte til andre. Sådan som hun var sikker på han havde behandlet hende ved deres sidste møde, så fortjente han da ikke at blive talt særlig pænt til, selvom Charlie aldrig ville kunne sige noget direkte ondt. Sådan noget kunne hun ikke finde ud af, for hendes værste fornærmelser lød stadig lidt for uskyldige. Kvinden bag disken så helt akavet ud, for hun ville helst undgå at blive blandet alt for meget ind i hvad end deres problemer var.

Det blev ikke bedre af at Ergin lige skulle se hele vejen ned over hende og derefter komme med en direkte pervers kommentar. En kommentar der alligevel kunne få den røde farve til at vise sig i Charlies kinder, for hun kunne stadig ikke helt håndtere den slags. Men nej, han skulle ikke have lov til at slippe udenom så let!
”Det er ikke revanche, når jeg ikke kan huske hvad du gjorde ved mig.” Det ville derimod være helt nyt for hende. Måske den samtale ville være bedre at tage et mindre offentligt sted, men lige nu måtte de nøjes med det bord hun havde siddet ved før.
”Kom lige med,” sagde hun, så bestemt hun kunne og uden at vente på han reagerede, tog hun fat i hans bluse og trak ham afsted. Hun slap først da de nåede bordet. Det var ikke privat, men i det mindste lidt væk fra de mange nysgerrige ører i krostuen.
”Jeg vil bare gerne vide hvorfor du efterlod mig, og hvorfor jeg havde så… ondt.. dagen efter,” sagde hun lavmælt. Han måtte da vide hvad der var sket den nat?

 Da den røde farve fandt vej til pigens kinder, kunne Ergin pludselig kende hende. Det var den dårlige tyv, hende han fik bildt alle mulige skønne ting ind og havde lidt sjovt med på et kroværelse. Et skævt og lidt underholdt smil gled over hans læber ved åbenbaringen - noget der nok slet ikke passede til stemningen mellem de to mennesker, men det var ikke noget Ergin tænkte over. Han trak lidt på skulderne som hun klagede over ikke at kunne huske noget. Det var da ikke hans problem. Hun havde helt selv drukket alt det rom. Han gentog gerne succesen, hvis det kunne hjælpe hende med at huske bedre hvad er var sket. 

 Inden Ergin nåede at reagere på hendes lidt kommanderende kommentar, blev han hevet med ned mod et bord. Han fulgte selvfølgelig med, men kunne ikke lade vær med at komme med en kommentar.
 " Hvis du er så ivrig efter at hive mit tøj af, går du den forkerte vej.. " det var tydeligt at se, at Ergin morede sig over hele situationen, hvorfor skulle han ikke? Han kunne da ikke være mere ligeglad med hvad hun følte og huskede. Han havde ikke gjort noget hun ikke ville have, tvært imod havde hun selv bedt om det hele. 
 Da de stoppede ved bordet, og hun forklarede hvorfor hun havde hevet ham med sig, løftede han begge øjenbryn lidt, inden han lænede sig mod hende, og lod hans mund være ud for hendes øre, så han kunne hviske svaret til hende. I hvert fald noget af svaret.
 " Kan du ikke huske hvordan du tiggede om at jeg blev ved med at røre ved dig? Hvordan du klynkede efter at mærke mig i dig? " Hans stemme var lav og en smule pirrende, bare for at se hvordan hun ville reagere. Langsomt trak han sig væk og trådte væk fra hende for at sætte sig ned ved bordet. Nu kunne han lige så godt blive ved hende. Det var vel lidt en udfordring og se om han kunne lokke hende med i seng igen, og hvor meget eller lidt alkohol der skulle til for at det ville lade sig gøre. Han så op på hende for at betragte hendes reaktion.

Charlie måtte lige tage en dyb indånding. Det burde ikke komme bag på hende, at Ergin kom med den slags kommentarer. Dét kunne hun nemlig godt huske fra den dag. Han havde godt nok hjulpet hende til at stjæle et par småting og en utrolig pæn kniv fra en lille butik, og hun havde muligvis haft det virkelig hyggeligt med ham af samme grund, men den dag havde uden tvivl heller ikke været uden den slags kommentarer. Intet forhindrede heller ikke den røde farve i at vise sig endnu tydeligere i det lyse ansigt, men hun forsøgte stadig at se hård ud, meget bestemt ud. Hun ville ikke lade ham slippe, bare fordi hun ikke kunne finde ud af at svare lidt igen.

Ergin lænede sig tættere ind mod hende og hun rynkede brynene lidt, men flyttede sig ikke, som han hviskede i hendes øre. Hun så mere og mere forkert ud i ansigtet og så trak hun sig straks et skridt væk fra ham.
”Nej!” Udbrød hun med det samme, helt forarget og så højt at hele kroen kunne høre det. Samtlige gæster vendte sig i chok mod Charlie, men kiggede væk igen, da intet så ud til at spille sig op.
”Det har jeg ikke gjort, det p-passer ikke.” Det forkerte udtryk i hendes ansigt blev værre, for som hun sagde ordene lød det egentlig også forkert. Som om hun inderst inde godt vidste, at han havde talt sandt. Hun trådte et skridt længere bagud og rettede sig til indtil stolen var lige bag hende, og hun kunne dumpe ned at sidde på den.
”Hvis det bare var dét…” Mumlede hun lidt overvejende. Hvis det bare var det, at de havde været sammen på dén måde.
”… hvorfor havde jeg så virkelig ondt dagen efter?” Hun stirrede stift ned i gulvet, for hun kunne ikke få sig selv til at se på Ergin, når hun spurgte om sådan noget. Den underlige følelse hun havde i maven, den der sagde at han talte sandt, var hun alligevel ikke sikker på om hun troede på endnu. Det kunne bare være nervøsiteten. Måske manglen på mad i dag.

 Et bredt smil bredte sig over Ergins læber ved hendes reaktion. Der var noget utroligt underholdende over hendes voldsomme reaktioner, og det fik ham lyst til at prikke mere til hende. Da hun sagde det ikke kunne passe, løftede han bare det ene øjenbryn og så på hende. Det virkede også til noget gik op for hende, som hun havde sagt ordene.
 " Hvorfor skulle jeg lyve? " For sjovt, fordi han havde lyst, for at skabe problemer for andre. Det kunne sagtens have været en løgn. Han var dog også lidt nysgerrig efter og høre om hun ville komme med grunde til hvorfor han skulle lyve. Det ville også fortælle lidt om hvad hun tænkte om ham. 

 Ergin lod hovedet vippe lidt på skrå, og så på hende med et afventende som hun tog sig sammen til at stille det spørgsmål der trykkede hende bag det lyse hår. Da hun endelig fik taget sig sammen, gled et stort, skævt smil over hans læber, og han flyttede sig lidt ud på kanten at stolen, så han nemmere kunne læne sig frem mod hende. Den ene arm, dukkede op fra bordpladen og hånden tog fat om Charlie hage, så den kunne vippe hendes hoved op, og Ergin kunne se hende i øjnene og se hendes reaktion. Selvfølgelig, hvis hun ikke hoppede helt væk fra armen.
 " Hvad tror du skete? " det ene øjenbryn løftede sig lidt. Hånden holdt Charlies ansigt fast, hvis ikke hun var stukket af fra hånden, og Ergin tog sig tid til at lade hende sige svare hvad hun troede der var sket. Når hun var færdig med at svare, ville han læne sig tættere på hende, hånden ville forsvinde og han ville stille sige:
 " Jeg er sikker på hele kroen vidste, hvor meget du kunne lide alt der skete..  " hviskede han med et skævt smil, og et charmende glimt i øjnene. 

Charlie rynkede brynene, som hun forsøgte at komme på en grund til hvorfor han skulle lyve. Hun var bare så frustreret og forlegen, at klappen gik ned.
”Det ved jeg da ikke! Men du havde sikkert dine luskede grunde.” Det var vist også lidt et forsøg på at lægge al skylden over på ham, når hun jo egentlig godt kunne fornemme, at det ikke helt passede. Han havde fat i et eller andet, men hun ville så gerne lade være med at tro på, at hun kunne finde på at gøre sådan noget. Det var hun slet ikke modig nok til at gøre, heller ikke efter en større mængde rom.

Armen dukkede op fra bordet og gav Charlie et mindre chok, men hun kom da langt hurtigere over det, end første gang hun havde set dem. Hun ville gerne gøre modstand, sørge for at hun ikke skulle se ham i øjnene, men alligevel lod hun hånden løfte hendes hoved.
”Jeg tror… Jeg tror du drak mig fuld, så jeg ville følge med op på værelset. Jeg tror du udnyttede mig, tvang mig til at gøre ting jeg aldrig ville gøre ædru, og så efterlod du mig, helt alene og i flere smerter end jeg nogensinde har oplevet før. Og jeg tror du er ligeglad.” Det var nemmere at bebrejde ham. Man kunne se at det alligevel ramte hende lidt, når hun var overbevist om at Ergin var ligeglad med hende, ligeglad med hvordan han havde behandlet hende, eller i hvert fald som hun troede han havde behandlet hende. Hun lænede sig langsomt helt tilbage på stolen som Ergin lænede sig tættere på, og er helt fornærmet udtryk kom frem i hendes ansigt, som han lige skulle tilføje hvordan hele kroen havde hørt hende.
”Urgh, stop!” Hun kunne slet ikke overskue at høre ham sige det, for sådan var hun ikke. Hun skævede ned mod den tallerken mad hun havde bestilt, som stadig stod på bordet, men nok ikke var helt varm længere. Hun havde mistet appetitten.
”Fortæl mig hvad der skete og lov mig, at du ikke vil lyve.” Hun fortrød sikkert den beslutning, men hun ville gerne høre hans side af den historie, som hun ikke selv kunne huske.

 En smule overvejende vippede Ergin hovedet lidt til siden, med et udtryk der lidt sagde, at hun vel havde fat i noget. Han kunne helt sikkert også haft gjort det af luskede grunde. Det var vel også det han havde gjort, hun havde bare godt kunne lide det.
 " Det ændre stadig ikke på du godt kunne lide det..  " Han trak lidt på skulderne. Han havde ikke gjort noget galt. Ikke den her gang i hvert fald, selvom han flere gange havde overvejet at gøre livet surt for hende.

 Hovedet vippede sig let på skrå, og det ene bryn løftede sig lidt som hun forklarede hvad hun tænkte var sket. Essensen af det var vel meget rigtigt, der var bare nogle småting han var uenig med hende i. Der var også nogle af tingene han ikke kunne vide noget om, som fx hendes smerter, men han var ligeglad. Hun havde nærmest skreget nydelsen ud, så hvor ondt hun havde efter, var ikke hans problem. En kort brummen forlod han som hun var færdig med at fortælle. 
 Charlies reaktion på hans kommentar omkring kroen, fik en drenget latter ud over hans læber, og han lænede sig tilbage i stolen og så hende sidde og surmule lidt. Blikket betragtede hende lidt, mens han overvejede hvad han skulle gøre. Til sidst trak han på skulderne.
 " Du ville have rom.. Masser af det. Du ville lærer at stjæle tøj, så vi gik op på et værelse, hvor vi kunne være i fred. Og så prøvede jeg at lærer dig at stjæle tøj.  " Ergin stoppede op, og så lidt overvejende på hende. Et skævt smil bredte sig på hans læber.
 " Jeg kan ikke gøre for du blev lidt for ivrig som tøjet begyndte at forsvinde..  " det var selvfølgelig ikke helt det der skete, det var lidt at pynte på sandheden, men hvis hun ikke kunne huske det, så gjorde det vel heller ikke noget.
 " Det ene første lidt til det andet, men du bad selv om at gå hele vejen. Eller.. Du tiggede om at gå hele vejen.. Du kunne jo nærmest ikke leve uden at mærke mig i dig.." Ergin løftede det ene bryn lidt. Mon hun havde brug for han fortalte mere?

Hun havde lyst til at være virkelig fornærmet. Hun var virkelig fornærmet. Tænk, at han kunne finde på at sige sådanne upassende ting om hende, også selvom han vel havde helt ret. Hun var slet ikke vant til at se sig selv på den måde, vide at hun faktisk kunne gøre alle de ting, som han uden den mindste smule tøven remsede op for hende. Det var endnu værre at hun så havde været sådan overfor én, der mere eller mindre var helt fremmed. Så godt kendte hun jo heller ikke Ergin, selvom hun sagtens kunne huske hvor sjovt hun egentlig havde haft det med ham, inden hukommelsen havde svigtet.

Det var efterhånden ikke muligt at blive rødere i hovedet, og alligevel formåede Charlie det ganske fint, jo mere han fortalte. Hun ville så gerne blive sur, vrisse af ham og fortælle ham hvor forfærdelig han var, sådan at sige alle de ting om en uskyldig pige. Hovedpinen var begyndt at lægge sig hen over hele hovedet og lige så stille skubbede hun tallerkenen fyldt med mad væk fra sig.
”Hrmm, jeg har brug for et glas rom,” mumlede hun brokkende, som hun lænede sig forover og lagde panden mod bordet. Hun ville glemme det hele igen, det var meget bedre at tro, at det var hans skyld det hele. Der gik ikke mere end et øjeblik, før hun hurtigt løftede hovedet igen og rettede et ondt blik mod ham, eller så ondt det nu kunne være, når det kom fra Charlie.
”Lige meget om jeg ville have det eller ej, så ændre det vel ikke på at du stadig udnyttede mig. Så hvorfor sagde du ikke nej? Du synes måske det er helt i orden at udnytte fulde unge damer?” Hun sørgede for at tale lidt højere end hun egentlig burde, bare så et par folk i krostuen ville rette nogle underlige blikke mod Ergin, som Charlie sad der og beskyldte ham for at gøre uanstændige ting med én, som ikke havde givet ham lov.

 Ergin frydede sig tydeligt over Charlie ubehag ved fortælling, og hvis det var muligt, blev han smil blot bredere og bredre. Det noget så brede smil fik ham til at se lidt ekstra lusket ud, og det var nok også sådan han følte sig. Hun havde jo fat i noget, han havde jo et eller andet sted nok udnyttet hende, men hun havde bedt ham om det, så han havde ikke gjort noget hun ikke ville have.
 Charlies ønske om rom, fik Ergin til at løfte det ene bryn, i et lidt mere slesk udtryk og han lænede sig lidt frem mod Charlie igen, dog ikke så han var helt tæt på hende. Hun virkede ikke til at være helt for hans små perverse kommentere denne gang, så han holdt lidt afstand.
 " Jeg har sagt, du bare siger til, hvis du vil have revanche..  " Da hun rettede sig op igen, lænede han sig tilbage igen. 

 Ordene der lidt ekstra højt forlod hendes læber fik Ergin til at knibe øjnene lidt sammen. Om han havde udnyttet hende eller ej, behøvede hun ikke sidde der og råbe op om det. Han havde ikke planer om at ryge i brummen, fordi følte for at råbe lidt op. 
 " Så holdt vi lige igen..!" Bed Ergin lidt irriteret af hende. Han løftede sig lidt for stolen for at få armene til at trække den lidt tættere på Charlie. 
 " Jeg gjorde ikke noget du ikke ville have. Alt jeg gjorde var noget du bad mig gøre, så du skal ikke sige jeg udnyttet lille dame! " det blev sagt en smule sammenbidt. Ikke fordi det var vanvittigt og surrealistisk det hun sagde, for det hele kunne meget vel være sandt, men det ville han jo aldrig indrømme.
 " Havde du sagt jeg skulle stoppe, havde du ikke tigget om mere, skulle jeg nok være stoppet..  " Det var selvfølgelig en løgn. Han tog hvad han ville have, og Charlie havde givet ham lov til at starte med, så hvorfor skulle han ikke forsætte, bare fordi hun havde ombestemt sig?