”Oh nej, Mollie!”
Ordenen var kommet opgivende og hårdt fra den trætte kvinde som altid havde fungeret mere som mor end en plejer for alle børnene. Skålen havde givet et ordentligt klir fra sig da den havnede på flisegulvet, da den alt for store minotaur pige, havde forsøgt forgæves at gribe de kartofler der faldte ned fra bordet. Hvilket havde resulteret i at hendes hofte havde ramt bordet, fået det til at ryste og nu var skålen historie. En trist historie. Mollie stod med et par kartofler i favnen, omgivet af skår og andre kartofler. Hun så ulykkelig ud. ”Undskyld, frue. Jeg gjorde det ikke med vilje”
Det hårde blik som børnehjemmets bestyrer havde mildnede sig som hun så ind i de store brune øjne der snart var i direkte øjenhøjde. Hun lod løget hun var i gang med at skære ud ligge på skærebrættet, tørte hænderne af i forklædet og gik hen til den atypiske pige, hvis hale hang nedslået bag sig. ”Det ved jeg godt, ven. Men du skal passe mere på med dine bevægelser. Her er ikke så meget plads” hun ruskede pigen i det blonde hår og tog hende blidt i kinderne for at få hende til at grine. Og Mollie grinede, som hun snøftede tårene væk.
Forsigtigt samlede hun kartoflerne op og hjalp til så godt hun kunne, før hun ville gå ud til brønden og hente vand.

En opgave der før var tilfaldt de større drenge, som havde styrken til at bære spandene, men Mollie var efterhånden lige så stor som drengene der stadig gad være på børnehjemmet, og i hvert fald stærkere. Som hun gik ned af slumringskvarteret så Mollie ud til både at høre til, men også skille sig voldsomt ud. Hendes kjole var lidt beskidt, og ikke af det pæneste eller blødeste stof, men stadig pænt broderet og sad som det skulle på barnekroppen. Hendes hår var fint og en af de andre piger havde lavet et par fletninger bag de bløde koører, og man kunne let se de små horn stikke op. Hun var ikke beskidt eller underernæret som sådan, men selvom hun var i fin stand og hendes pels ikke var infestet med lopper, virkede det ikke underligt at hun gik ned ad gaderne, men hun var trods alt en mere sjælden race af finde i byen.
Nynnende for sig selv, hoppede hun ned af de stråliggende brosten som gav genlyd fra hendes små klove, før hun nåede brønden. Hun hjalp en ældre herre med at pumpe vandet op, da hans muskler efterhånden ikke rigtig stod til det fysisk hårde arbejde det krævede at pumpe vandet op. Han takkede høfligt og gik afsted i tvivlsom gang med sin fyldte spand, som skvulpede let fra side til side, før Mollie selv gik i gang med sine to.

Hun var i færd med at fylde den sidste spand, der urolighederne brød ud.
Det var ikke unormalt på disse kanter, og Mollie havde efterhånden set flere mænd slås med hinanden igennem tiden. Men det gjorde hende stadig utilpas og de bløde øre lagde sig ned over hovedet som hun nervøst kiggede efter lyden. De var tydeligvis uvenner, og væltede rundt i deres fuldskab. Den ene fik sparket til hendes spand der var halvt fyldt med vand, og Mollie sprang tilbage med et forskrækket hvin, greb fat med begge hænder i kjolestoffet og bakkede så langt hun kunne. Normalvis gik der ikke lang tid før byvagterne kom, men det var altid det mest skræmmende når man skulle vente. Hun kunne ikke komme væk, og valgte i stedet at forsøge gemme sig bag brønden.

Skumringskvarteret var aldrig et hyggeligt sted, til trods for at der var masser af børnefamilier der faktisk boede hernede. Det var heller ikke unormalt at byvagterne forsøgte at vædde deres poster væk hernede, hvis de kunne slippe afsted med det, og det var sådan Hedwig havde fundet sig endnu engang på patrulje hernede. Det gjorde hende ikke så meget, og da hun ikke havde noget at passe derhjemme, så var det nemt for hende at tage den ekstra vagt, for ikke at nævne at hun stadig blev betalt.

Hvis det ikke havde været for byvagtsrustningen, så ville Hedwig også være faldet helt ind i kvarteret. Arrene, tatoveringerne og det korte hår gav hende et hård udtryk, mens den efterhånden lidt slidte uniform lidt mere fortalte om at hun nok havde stoppet mere end et par slagsmål i sin tid, og at hun måtte have arbejdet for byvagten i et stykke tid.

Hun var ved at være på den sidste runde, da hun hørte lidt råb, og hun var hurtigt på vej. Hun løb ikke, men skridtene var lange, og hun drejede snart rundt om hjørnet, hvor der stod et par mænd, som allerede var godt beruset. Et ganske normalt slagsmål, men Hedwig var hurtig til at råbe an. ”Stop I to!” Hendes fødder bar hende også over for at stoppe dem. Kortvarigt så hun en lille skikkelse, der så ud til at forsøge at gemme sig fra slagsmålet.
Hedwig fik dog møvet sig ind mellem de to mænd, for at fjerne dem fra hinanden. Dog ikke uden at solidt slag nåede at ramme hende mod kæben.

Det skete ikke ofte at Mollie følte sig lille. Specielt ikke når hun normalvis var omkring andre børn yngre eller på hendes egen alder. Blandt voksne var hun også et højt barn, men der var det trods alt normalt at de var godt større. I hvert fald i højden. Noget der også gjorde at de to mænd som sloges med hinanden var så skræmmende for hende. Hun kravlede let til den ene side som mændene væltede tættere på hende og hun forsøgte at forholde sig i ro.
En hård trampen og et anråb fik den forskræmte pige til at kigge op, med ørene løftet i alarmberedskab og frygt malet i de brune øjne. Uniformen var slidt, men trods alt en uniform. Det var gået hurtigt den her gang, og mændene blev skubbet fra hinanden, med en god mængde besvær da de tydeligt ikke mente at de var færdige med at slås med hinanden.

Der kom en forskrækket lyd fra bag brøndens sten da en af mændene ramte den meget høje kvindes kæbe. Noget hun troede ville gøre afsindig ondt. Men væk fra hinanden blev de skubbet og stod og svajede med et olmt blik mod hinanden og den som havde afbrudt. Mollie håbede inderligt at de gik hver til sit og ikke genoptog kampen. At de var kloge nok til ikke at prøve igen.
Men mænd var utilregnelige. Fulde mennesker generelt var utilregnelige, og Mollie kiggede på hen over stenene som hendes fingre holdte solidt fast i, til de besluttede sig for, efter nogle råb til hinanden at vralte i hver deres retning. Den ene ind i en gyde Mollie vidste var blind, formentligt for at sove rosen ud der.
Mollie løftede hovedet og der kom et let løft i de bløde øre igen, uden de nåede helt op som før. Stadig påpasselig. ”Gjorde det ikke ondt?” den barnlige nysgerrighed var tilbage, trods hendes stemme var frygtsom og hun ikke helt var kommet frem fra brøndens beskyttelse.

Hedwig havde heldigvis nok styrke til to fulde mænd. ”Så styrer I jer. I kan nøjes med en advarsel, men så så stopper det også!” sagde hun strengt, og med den kraft hun holdt fast i dem, virkede de alligevel klare nok over at Hedwig nok godt kunne hive dem tilbage. Desuden var hun ikke et uvant ansigt at se på disse kanter. Kæmpekvinden var trods alt kun et af mange navne der blev brugt om hende.

Hendes øjne fulgte dem også, som de begyndte at vralte væk, før at hun tog en hånd op til kæben. Den gjorde ikke særlig ondt, og som hun bevægede den lidt, så virkede den da også til at virke, selvom den allerede var ved at blive lidt varm. Måske ville den også hæve op, men det virkede ikke så slemt... ifølge Hedwig standarder.

Hun blev dog hurtig distraheret, da et hoved endelig stak frem, med de sødeste brune øjne. Det var et stort barn, men hun var vidst ikke andet end et barn, hvis man skulle bedømme ud fra talen og udtrykket for hende. ”En smule, men jeg er vant til det,” sagde Hedwig med et blidt smil. ”Er du okay?” spurgte hun, som hendes øjne gled over den store barneskikkelse. Hvis en af mændene havde rørt hende, ja, så ville Hedwig nok gå tilbage for at hive fat i dem, men hun virkede blot lidt skræmt.

Den kraftige udveksling af høje ord var ikke noget Mollie var uvant om. Hun havde trods alt hørt det hele efterhånden når hun var kommet ud på de forkerte tidspunkter. Ikke at det hindrede hende i at være bange. Hun ville helst undgå ballade, nu hun ikke kunne gøre særlig meget for at beskytte sig selv. Men mændene havde ignoreret hende. Hun var ikke engang sikker på at de havde opdaget hende i deres tumult, ligesom hun aldrig havde opfanget hvad de egentlig havde været uvenner omkring.

Mollie rejste sig bedre op og trådte mere frem. Mændene virkede til at være langt væk nu, og den store kvindes stemme havde ændret sig markant fra den autoritære stærke kvinde der satte dem på plads, til en blidhed hun bedre kunne forholde sig til. Ørene vrikkede lidt, et smil kom frem og Mollie samlede sine hænder bag ryggen som hun med en generthed bevægede sin ene klov hen over jorden. ”Ja. De væltede min spand, men jeg blev ikke våd” De store brune øjne løftede sig betaget op til kæmpekvindens ansigt. Hun så anderledes ud end plejemoren, med sit korte hår, mange ar og tatoveringer, og det nok mere bryske udseende, men Mollie kunne stadig godt se det var en kvinde. Hun havde altid haft det nemmere med kvinder. De var mere overbærende overfor hendes klodsethed. ”Men jeg tror ikke rigtig de så mig”

Hedwigs øjne faldt ned på spanden som rigtig nok lå væltet, stadig med en smule vand i sig selv, men den havde fået sin egen vandpyt. Hendes skuldre sank sig lidt i lettelse over at det ikke var værre, end en spand. Hendes øjne fandt tilbage på det lille minotaurbarn. Der var ikke mange af hendes type i byen, og det var til trods for at de lige havde fået en minotaur i byvagten. Hun havde vel ikke haft et barn med sig? Nej, så ville hun nok have hørt det. Desuden virkede denne her minotaur langt mere blid end Frejdis nogensinde havde.

”Det var godt. Du gjorde det rigtige i at gemme dig fra dem,” sagde hun, og trådte lidt frem, så hun kunne nå pigen, og rodde lidt i hendes hår i en venlig gestus. ”Skal jeg hjælpe dig hjem med alt vandet?” Der var et barn, og Hedwig kunne åbenbart ikke have det på sit hjerte bare at overlade det til sig selv, især efter alt det hun lige måtte have set. Desuden virkede det også som om at det var et af de børn med et hjem, siden hun hentede vand. Det var dog endnu ikke slået Hedwig ind, at pigen måske var fra et børnehjem, i stedet for en familie.

Den anden spand stod tilbage, fyldt med vand fra første omgang, men den som hun havde hentydet til lå ganske rigtigt der på jorden i sin egen vandpyt og så en smule sølle ud. Mollie fortsatte med at smile genert, men trak sig ikke væk som den anden kvinde kom tættere på og rodede i hendes hår. Faktisk frembragte det et hjerteligt grin fra den unge pige som lyste op i de store brune øjne. ”Meget gerne! Jeg skal lige havde fyldt den op igen” Nok var hun genert, men hendes munterhed overskyggede det meget, som hun fik samlet spanden op, sat den under tilbage på plads, hvorefter hun trak til i det let våde reb, til hun fik spanden for enden af snoren op og hældte vandet over.

”Jeg bor ikke så langt henne” hun pegede ned ad gaden, mens hun samlede den ene spand op og rakte til kvinden, inden hun tog sin egen og gik med den i favnen i et forsøg på at undgå at skvulpe alt for meget med den. ”Tak fordi du vil hjælpe. Og tak fordi du kom så hurtigt. Det er ikke så rart når de fulde folk kommer op at slås. Jeg kan bedst lide når de bare lyder til at have det sjovt.” talte hun, givende et kendskab om at det i hvert fald ikke var første gang hun så folk vælte rundt på gaderne. Og næppe blev den sidste. ”Jeg hedder Mollie” Hun kiggede op med ørerne løftet glad op, et stort smil og halen der bevægede sig let fra side til side. Hun kunne godt lide at snakke med flinke folk. Det var altid dejligt.

Det var lige så det gik i hjertet på Hedwig. Et barn var et barn, og selvom minotauren virkede stor, så var hun bare fyldt med den barnlige glæde noget der bare strålede i hende. Hun håbede så inderligt at hun havde en god familie der kunne passe på hende, især når hun boede i denne del af byen. Hun fortjente i hvert fald ikke alt det skidte der foregik her, og hvad Hedwig ikke ville gøre for at sørge for at ingen led en barndom som hendes egen.

Hedwig tog imod spanden, som om at den ikke vejede noget, selvom hun også var omhyggelig med ikke at skvulpe for meget med den. ”Jeg var heldigvis allerede i gang med at patruljere. Desværre kan vi ikke være alle steder på en gang,” et undskyldende blik blev sendt i Mollies retning, for det var ikke rart at en lille pige som hende, skulle høre på det.
”Mit navn er Hedwig, hvis du får nogle problemer, så er du altid velkommen til at komme forbi byvagtskvarteret og spørge efter mig,” tilbød hun. Det var ikke fordi hun forventede at Mollie ville gøre brug af det, men det var en mulighed, for hvis hun trængte til det. Nogle gange hjalp det også at vide, at der var specifikke byvagter der var lidt mere venligstemt overfor børn..

Mollie kendte ikke til så meget andet, så hun tænkte ikke særlig meget over at det var en mindre lykkelig barndom hun havde sig. Hun var trods alt optimistisk af et efterladt barn at være. ”Men i kommer når det gælder!” kom der glad fra pigen som kiggede lige så glad op på den anden. Hun havde aldrig set byvagterne som noget ubehageligt. De kom for at beskytte dem, når det begyndte at gå galt. Hun havde så heller ikke prøvet at nogen ville røve børnehjemmet. Der var ingenting at røve, og det vidste alle godt. Der var knap mad til at fodre de mange sultne munde.

Mollie krammede spanden og fik en lille lyserød streg hen over mulen. ”Virkelig? Mange tak!” hun havde aldrig været der før. Det var vel heller ikke et sted man forventede at børn kom og gik ind til. Specielt ikke når de egentlig ikke havde noget formål. Men det gav hende en dejlig tryg fornemmelse i maven at vide at hun altid kunne komme til byvagterne kom hun i problemer. Plejemoren havde forsøgt at lærer alle børnene at byvagterne var deres venner, ikke fjender, men det var ikke alle der lyttede. ”Det er herinde”
Mollie gik forbi den tunge hoveddør hvor der hang et slidt skilt der fortalte hvad det præcis var for et hus. Børnehjemmet. Der var også et par nysgerrige øjne som kiggede ud ad ruden som de gik forbi, ned af den lille sidegyde og ind i baggården.
Så snart plejemoren så dem, kom hun forskrækket ud fra køkkenet, tørte hænderne af på ny i forklædet, mere nervøst end for at rengøre dem. Det var aldrig godt når nogen af børnene blev fuldt hjem af ordensmagten. ”Undskyld forsinkelsen. Hedwig hjalp med at bære” Mollie talte muntert omkring situationen, som hun satte spanden på trappestenen, uden at opfange at den anden var mere nervøs end normalt.

Det var ikke alle der delte Mollies følelser omkring byvagterne, men det varmede Hedwig, at der stadig var nogen der så op til dem, og regnede med dem. I det her kvarter var der næsten mere had mod byvagterne, men man måtte bare tage det med en rank ryg og se positivt på tingene. I sidste ende hjalp de så godt de kunne.

De nåede endelig til huset, som Mollie kaldte hjem, og selvom Hedwig ikke ligefrem var god til at læse, så kendte hun steder som disse, og kendte hvordan ordene normalvis var formet. Det var trods alt ikke det eneste børnehjem i byen, men ingen af dem virkede specielt rare. De gjorde hvad de kunne, men da hun selv havde været på gaden? Der ville hun gøre alt for ikke at ende på et af disse.
Hedwigs øjne gled ned på Mollie, og så på hvem der måtte plejemoren som styrtede ud af huset. Modsat Mollie, kunne hun godt se hvor nervøs den anden kvinde var for at se en af ordensmagten.

Hedwig trak op i et lidt forsigtig smil, og satte spanden ned på jorden. ”Jeg fandt hende ovre ved brønden, da et slagsmål brød ud, så jeg tænkte jeg hellere måtte sørge for at hun kom sikkert hjem,” sagde hun, for at prøve at dæmpe nervøsiteten. Mollie havde trods alt gjort intet galt, og hun skulle næppe skældes ud for det. "Mit navn er Hedwig Moore," tilføjede hun så også og tilbød hånden til plejemoren.

Nervøsiteten gik ikke helt af plejemoren trods Hedwigs forsikrende ord. Men nervøsiteten skiftede over til ikke længere at være omkring at Mollie var blevet fulgt hjem, men at hun havde overværet et slagsmål. Når alt kom til stykket, var det en god plejemor de havde sig her, selvom hun var streng og ikke nervøs for at skælde ud når det virkelig galt. ”Åh, tak for at bringe hende hjem igen.” kvinden var kun et halvt hoved højere end Mollie og dermed meget mindre end den store byvagtskvinde. Men hun rakte troligt hånden frem, kun let skælvende og tog den andens for at byde hende velkommen.

”Der skete ikke noget. Jeg gemte mig som du altid har sagt jeg skulle” Hun smilede og havde igen fået hænderne om bag på ryggen. Hun var ikke sikker på om hun skulle havde skæld ud, men det virkede ikke til det. ”Må jeg invitere Hedwig ind til en kop te?” De havde ikke så meget at give af, og derfor spurgte Mollie også altid om lov.
Plejemoren gned hænderne mod hinanden og kiggede lidt fra den ene til den anden. ”Ja, men det er ikke sikkert frøkenen har tid” et forsigtigt forsøg på at påpege at Hedwig jo var på arbejde.
Mollie vendte rundt med sine store øjne og tog det mere som at hun skulle være sikker. ”Har du lyst og tid til en kop te?” Plejemoren kunne ikke lade være med at smile lidt, om end hun så træt ud. Træt var efterhånden normalt. Hun havde meget at se til. Takkede Hedwig ja, ville hun gå ind og hælde noget varm vand fra til de to kunne snakke lidt, og Mollie kunne få lov at tage den store kvinde med ind i det meget lille hjem. Plejemoren frygtede lidt for sit sparsomme antal af vaser.

Hedwigs håndtryk var fast og varmt. ”Det var så lidt,” sagde Hedwig hurtigt. Hun havde gjort det af egen fri vilje, så plejemoren skulle i den grad ikke føle at Hedwig havde gjort noget hun skulle betale tilbage for. Forhåbentlig var der ingen grund til nogensinde at være nervøs for at der var byvagter i nærheden.

Hurtig kom opmærksomheden tilbage på Mollie, som åbenbart ikke havde ment at det var det sidste de ville se af hinanden nu, selvom Hedwig havde haft halvt et sind til at forlade børnehjemmet, så hun ikke pludselig fik lyst til at adoptere samtlige børn. Det var lidt blevet et mere og mere aktuelt problem, som hun var blevet ældre.
Og hun burde virkelig også have gjort det, men da de store øjne stirrede op på hende, så smeltede hendes hjerte lidt. ”Jeg vil ikke trænge mig på, men jeg kan jo næppe sige nej til en som dig,” sagde hun, et blidt og kærligt smil på læberne. En lille kop te ville ikke skade, og Hedwig kunne jo bare gøre op for det ved at tage en ekstra runde efterfølgende. Det var også hvad, max en halv time Mollie højst sandsynlig ville opholde hende. Undskyldningerne for hvorfor hun ikke liiige var på sin plads, dem skulle hun nok finde ud af.

Mollie tænkte ikke over det, som andet end en invitation til en ven. Og hun blev glad som Hedwig tog imod tilbuddet. Smilet nåede de varme brune øjne, og hun var hurtigt henne for at tage Hedwigs hånd og trække hende med ind i det lille med varme hus der udgjorde et af de mange børnehjem i byen. Nogle af de andre børn gik frem og tilbage, larmede lidt som de legede, og sendte nysgerrige blikke, før de vendte tilbage til deres eget. Det var trods alt ikke helt uvant for dem at se voksne, trods der sjældent blev adopteret nogen i de mere hårde tider som stod for i øjeblikket.

”Her” hun pegede på en stol som stod ved et groft bord der par bræg af mange års brug. Det var revnet i den ene side, men det var stadig holdbart. Mollie selv skyndte sig de få skridt der var ud til køkkenet for at hente et par let skårede kopper, før plejemor kom med en kande varmt vand med nogle tørrede teurter der ikke smagte helt forfærdeligt. Mollie havde naturligvis aldrig prøvet bedre.
Hun satte forsigtigt en kop foran Hedwig med et meget koncentreret udtryk for ikke at gøre skade på den i forvejen slidte kop, før hun satte sin egen, satte sig på stolen og dinglede let med halen. ”Jeg kan ikke helt huske hvad den bliver kaldt, men det smager meget godt!” forsøgte hun, som hun venligt men bestemt og tungen lige i munden, skubbede kanden hen imod Hedwig så hun kunne tage først. Som gæster skulle!

Hedwig lod Mollie hive hende med ind, og sendte plejemoren et sympatisk smil, for hun var godt klar over at hun selv fyldte meget ud, selv i store lokaler. Det var også derfor hun havde sørget for at få noget der kunne holde en skikkelse som en hende, også selvom hun boede alene.
Hjemmet var dog mindre end hun havde forudset, og hun var ved at banke hovedet op i loftet flere gange, og måtte gå lidt foroverbøjet, for ikke at risikere at banke hovedet op.

Stolen der så ud til at være temmelig slidt, knagede lidt ubekvemt, da Hedwig forsigtig satte sig ned. Hendes vægt var høj, og hun var lidt bekymret for at fuldstændig smadre stolen, hvis hun bevægede sig for meget.
”Jeg ville nok alligevel aldrig havde hørt om det alligevel,” sagde hun muntert, men tog fat i tekanden, og hældte op til sig selv, før at hun rakte sig lidt frem og også hældte op til Mollie. Nu havde hun jo fat i tekanden. ”Men det er også meget lang tid at jeg sidst har været til et teselskab, så du bliver nok også nødt til at irettesætte mig, hvis jeg gør noget forkert,” sagde hun så. Nok nærmere at hun aldrig rigtig drak te og da slet ikke med nogen. Det var vand med smag, ikke noget der var super interessant for hende, men det var okay.

Mollie overvejede ikke at husets struktur var en dårlig kombination med Hedwigs størrelse. Mollie vidste at hun en dag også ville være meget større end hun allerede var. Hun blev bare ved med at vokse og vokse, men det måtte da stoppe på et tidspunkt!
”De hedder også sådan noget mærkeligt noget. Troede en blomst var en blomst” Mollie smilede og trak lidt på skulderne. Hun havde aldrig været udenfor bymurene. Jo, dengang hun var helt lille, men det huskede hun ikke meget af. Så en blomst var oftest bare en blomst.

Hedwigs ord fik den unge pige til at grine glad og tage sin egen kop til sig. ”De andre piger siger at man skal løfte koppen” hun løftede sin forsigtigt op med et koncentreret og glad udtryk. ”Stritte med lillefingeren” Hun havde holdt koppen med begge hænder, slap nu med den ene og begyndte kejtet at stritte med lillefingeren.
Stolt holdte hun koppen frem med det største smil på sine læber ”Og så klinker man” hendes lillefinger skælvede let som hun holdte den frem så Hedwig kunne slå sin kop mod hendes. Forhåbentlig forsigtigt. ”Ikke at jeg helt forstår hvorfor man gør det” grinede hun, hvilket fik koppen til at skælve lidt med bevægelsen.

Hedwig grinte. ”Jeg tror også bare det er for at forvirre resten af os,” påpegede hun, selvom det nok ikke var helt sandt. Hedwig kunne ca. kende forskel på en tulipan og en rose, men hvis man bad hende om at udpege hvad blomsterne generelt hed, ja, så var hun nok ikke så behjælpelig. Desuden var hun ikke engang sikker på hvad te var lavet af, andet end at det var tørrede planter af en art.

Det var lidt forsigtigt at Hedwig tog en lille kop, men hun gjorde ellers som Mollie sagde, med et næsten lidt koncentreret udtryk i hovedet. Hvis hun havde været for sig selv med en kop te, så havde hun nok bare drukket den i en slurk, men en del af charmen ved børn, var at der var så mange vigtige, lidt dumme, detaljer som de ville have med.
Det så derfor også komisk ud som Hedwig strittede med lillefingeren, mens hun forsøgte at holde på koppen, med resten af sin store fingre. Forsigtigt, så godt som hun kunne, klinkede hun også koppen med Mollies. ”Det vigtige er vel også bare at man gør det rigtigt,” sagde hun, næsten seriøst, men med et glimt i øjet, som hun tog koppen op og tog et lille sip af teen. Den var ikke specielt imponerende, men Hedwig havde haft hvad der var værre.

Mollie var ovenud stolt af sig selv over at hun for det første ikke spildte noget af væsken, men også at det lykkedes hende at gøre det sådan som det var meningen det skulle gøres. Hun strålede som en lille sol da kopperne blev klinket let mod hinanden og de kunne tage dem til sig og smage på teen.
For Mollie smagte den naturligvis som den plejede. De havde ikke forskellige slags te, og hun var ret sikker på at det var samme slags hver gang og det var bedre end vand. Vandet var desværre ikke altid helt ren og havde en træls bismag.
”Og det gjorde vi!” grinede hun glad da hun havde drukket et sip af den varme væske uden at brænde næsen. Hun følte det var ret ubehageligt at få damp ind i næsen, men hun havde efterhånden vendet sig til det.
”Drikker i meget te ved byvagterne?” hun vidste at de måtte havde meget arbejde at se til, men de havde vel også tid til at hygge sig? Sidde og snakke og grine? Mollie havde en naiv forventning om at de alle var venner med hinanden.

Hedwig boede heldigvis i de lidt bedre dele af byen, så hun plejede ikke at have problemer med vandet, men ellers kunne man altid koge det først. Det hjalp i hvert fald på den værste bismag af hvad der end kunne være gået i deres drikkevand. Drikkevandet var dog en af de ting som man ikke rigtig kunne gøre noget ved som byvagt.

”Nogen gør, men vi er ret forskellige hvad det angår,” indrømmede Hedwig. ”Desuden går vi ofte lidt mere op i hvad der bliver spist. Det er ret ofte at nogen kommer ind med nogle godter.” De havde hårdt fysisk arbejde, så det var nok ikke så underligt at flere af byvagterne havde udviklet lidt af en sød tand. Især når man kunne regne med at der aldrig var så mange på kontoret, så man skulle ikke dele alt for meget ud. Det var dog altid alle de billige ting, selvom Hedwig ikke havde noget imod det. Da hun var ung ville hun havde elsket at spise så mange godter som hun nogle gange gjorde hos byvagterne... og okay, nogle gange tog hun også bare noget med fordi hun følte at de andre trængte til det.

Mollie valgte at flytte koppen over så hun havde begge hænder om den igen. Hun kunne godt lide varmen fra koppen, og hun ville ikke nær så nemt tabe koppen hvis hun pludselig begyndte at hoppe, hvis hun fik en begejstret tanke.
”Godter? Som rosiner?” de var søde og de smagte godt. Desværre også noget hun ikke fik særlig ofte. De var dyre, og dem fra Rubinien var bedst. Hvilket gjorde dem endnu dyre. Der var engang en rejsende der havde givet dem alle to hver. Det havde været en god dag!
”Jeg kan også godt lide kage” begyndte hun så at forklare mens hun vrikkede let med hovedet og halen svejede lidt mere omkring, afslørende at hun var glad. ”Vi får det ikke så tit, men nogen gange er vi heldige og vi har mulighed for at få æblekage! Jeg har set man kan få nogen med sukker på! Er det rigtigt?” hendes øre løftede sig op og hun så spændt på Hedwig. Håbende at hun ville forklare om disse spændende æbler de havde på markedspladsen! Bageren havde også velduftende ting, men Mollie fik kun hjemmebag. Det smagte også godt, men der var ikke penge til søde sager.
Nogen gange fik man lidt ekstra til ens fødselsdag.

Rosiner. Der var intet galt i dem, og Hedwig synes også de var gode, men det var næppe hvad hun havde ment. Det var virkelig noget andet at bo på disse kanter, det var næsten så Hedwig næsten var ved at glemme det, men samtidig så ønskede hun blot at vise Mollie hvordan livet rigtig kunne være. Det ville dog være ondt hvis hun så bare skulle tilbage til sit gamle liv efterfølgende.
Hun nikkede smilende. ”Det er der, og bageren har alt mulig slags kage,” sagde hun, også andet end æblekage, selvom det også var godt. Selvom hendes hjerne sagde en ting, så sagde hendes hjerte og hendes mund dog en lidt anden, viste det sig. ”Måske jeg en dag kan tage lidt med fordi dig og de andre der bor her,” tilbød hun. Hun burde ikke knytte sig til børnehjemsbørnene. Det var slemt nok at hun allerede synes Mollie var bedårende, men hvis hun kom rendende i tide og utide, så ville det kun blive værre. Mollie var den slag lille pige, som Hedwig altid havde ønsket sig at hun ville have. Sød, venlig og så fuld af liv.