Sted: Jagos værelse på Obsidianslottet/træningspladsen
Tid: Efter aftensmad i den store sal, inden solnedgang
Vejr: Som altid blæsende, kun få skyder, der hastigt bevæger sig over den stadig lyse himmel

Et par knoer bankede på den åbne dør ind til Jagos private værelse. Jago selv sad ved sit skrivebord og var ved at skrive en rapport færdig i skæret var fra en olielampe. Døren var åben for at indikere, at han tog i mod gæster og rekrutter. Det skete, at de gerne ville snakke med ham og en åben dør var ofte nemmere for dem at håndtere. 
Rummet var rimeligt spartansk indrettet, selvom der var plads nok. Der stod en seng for enden, et skab til tøj, en bogreol med nogle få bøger - han havde mistet sin samling, da Kzar Dûn var blevet overtaget - en enkelt god stol ved den lille kamin, der lige nu var kold, og det store skrivebord ikke mange skridt fra døren. Vinduet var stort nok til, at man kunne nyde udsigten, men ikke så stort at man ville kunne klemme sig igennem. Medmindre man ikke var større end en ørn.

"Åh Jago, har du tid et øjeblik?" En kvindestemme fulgte efter det lille bank, og Jago så ikke op fra fjerpennens bevægelser hen over pergamentet. Han genkendte stemmen med det samme.
"Hvad er der, Louvi?" Han satte et punktum og så endeligt op. I døren stod en kvindelig dæmon med et lille smil om læberne. Hendes lyse hår var sat op i en knold og de blå øjne hvilede på ham. De fleste lagde ikke så meget mærke til hende, før hun begyndte at koste rundt med dem. Man var ikke i tvivl om, at hun var vant til at bestemme, så snart hun begyndte at kommandere.

Da hun havde hans opmærksomhed, gik hun ind i rummet og hen til bogreolen for at se lidt på de få bøger, Jago havde fået skaffet hjem.
"Det er en skam med dine bøger. Jeg ved, du kunne lide din lille samling." Hun tog en ud og lod en finger glide over siderne. Jago sukkede og satte fjerpennen fra sig i blækhuset.
"De kan erstattes."
"Det er sandt." Hun satte bogen på plads og vendte sig i mod ham. "Jeg har en ny rekrut til dig." Hun så næsten ud som en kat, der slikkede sig om munden i forventning om fisk. Det kunne kun være en specielt rekrut, når hun selv ulejligede sig med at komme og fortælle ham det. Normalt fik de bare besked på at møde op ved ham i stedet for hende, og et stykke pergament endte på hans skrivebord. Ikke at han og Louvirina var uvenner, faktisk var det det modsatte, men tiden var ofte lidt knap for de to træningsmestre for Mørket.
"Jaså?" Han drejede sig i stolen og så på hende med et løftet øjenbryn for at få hende til at fortælle mere. Hun trak på skuldrene.
"Jeg tror, at du nok skal få noget sjov med ham."
"Du mener, at han bliver en torn i røven af mig?"
Hun grinede af hans ord, og han sukkede igen. 
"Jeg tænkte det nok. Hvad er han? Ikke en minotaur mere, vel?"
"Nej nej, bare et lille menneske. Men jeg regnede med, at du havde lyst til at møde ham, så jeg har sendt Jacobi ud for at tage ham med til træningspladsen." Hun gik over til ham og strøg fingrene over hans korte hår, efter at have sendt et blik mod den åbne dør. "Måske vi skulle lade dem vente lidt?"
Jago rejste sig fra stolen og strejfede hendes side med fingrene. 
"Skal du noget bagefter? Jeg er færdig for i dag." 
Hun så ud til at overveje det lidt, og trak så på den ene skulder.
"Søvn er overvurderet, ikke?" Hun lo lidt, og han kunne ikke lade være med at smile, som han tog sin jakke og fulgte hende ud af døren.

Lidt efter ankom de til træningspladsen, en stor åben udendørs plads, der spredte sig ved en af udgangene for slottet. Der stod stativer langs kanterne med våben og andre brugbare ting. Den kvindelige træningsmester brugte det meste af pladsen, men hun havde også en del flere rekrutter end Jago, der var henvist til det ene hjørne med sine elever.
Himlen var stadig lys, selvom solen var kravlet ned under bjergenes takkede toppe, og nogle vagter var kun lige begyndt at tænde for de store udendørs fakler.
Ikke så langt fra trappen ned fra porten ind, stod to unge mænd. Jacobi og en, Jago ikke havde set før. Som de kom hen til dem, lod han vurderende sit blik glide over ham. Han havde forlængst lært ikke at vurdere folk på udseende, men som hans øjne ramte hans ansigt, fik han en fornemmelse af, at der var nok at tage fat på.

"Dette er korporal Priamus, han vil stå for din træning fremover." Den kvindelige dæmon så stadig ud til at more sig lidt, men Jago var tavs og så bare på Asad med et neutralt udtryk, mens han afventede menneskets reaktion på det hele.

Der var ikke andre steder i verden, Asad havde lyst til at være, men det var heller ikke fordi han synderligt havde lyst til at være hos Mørket eller på Obsidianøerne helt generelt. Og han havde da slet ikke lyst til, at en eller anden dame skulle hundse rundt med ham. Han havde ikke brug for at træne, han var udmærket stærk nok som han var. 

Hvilket han også havde sørget for at vise damen, ved at tage synet fra hende, lige så snart hun var kommet tæt nok på ham, til at de havde kunne få fysisk kontakt. Fordi han kun havde kunne røre hende i et sekund, var der ikke gået mere end fem sekunder, før hun fik synet tilbage, men da hun gjorde, havde hun set ud som om, at hun var ved at slå ham ihjel. Og så havde hun sendt ham over til Jacobi, for at vente på hende.

Det var ikke første gang, han havde været modvillig i hendes træning, men det så ud som om det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. 

Asad forventede egentlig at blive straffet, men han var efterhånden så ligeglad med, hvad der skete med ham, at han blot stod, hvor Jacobi havde ført ham hen i hjørnet af træningspladsen, og ventede pænt, med hænderne samlet på ryggen, i sin nye uniform, der strammede lidt om halsen, men ellers var behagelig nok. Asad havde åbnet de to øverste knapper i skjorten, for at gøre op for det.

Asad havde ikke sagt et eneste ord til Jacobi imens de ventede, men stod med front mod ham, fordi han af princip nægtede at vende ryggen til en fremmed. Da han så Jacobi reagere på noget bag ham, skævede han om bag sig og fulgte damen fra tidligere, og en mand, der så lidt ældre ud, komme imod dem. 
Asad vendte sig mod dem - han ville trods alt hellere have Jacobi i ryggen, end to højtrangerende af Mørkets krigere.

Helt uden følelse, gav han de to trænere et smil, og rakte sin hånd frem mod manden. Han kunne lige så godt tage synet fra ham med det samme, hvis han fik chancen. "Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg skal tvinges til at træne." Det var implicit i hans ord, at han ikke forstod det, fordi han allerede var så god, at han ikke behøvede det, og han havde tænkt sig at bevise det, snarest muligt. 

Jago ignorerede fuldkommen hånden, der blev rakt mod ham. Både fordi et håndtryk ville angive dem som ligeværdige, hvilket var langt fra tilfældet, Jago var drengens overordnede, og det kunne han lige så godt lære fra starten. Og så tog han heller ikke den andens hånd, fordi han vidste ikke, hvilke evner knægten havde. Han havde af erfaring lært, at evner kom til udtryk på mange måder, og noget som et uskyldigt håndtryk kunne være dødeligt. Så han blev bare stående et par skridt væk fra ham og så fast på hans ansigt.
"Alle i Mørkets hær træner for at udvikle deres evner med våben og magi og for at kunne presse deres kroppe til det yderste. Den dag du står foran fjenden, ønsker du at være stærkere end dem. Lyset viser ingen nåde." Svaret havde han brugt utallige gange før, men det blev det ikke mindre rigtigt eller oprigtigt af. Hvis man en dag stod foran Lyset, skulle man være klar til at slås for livet.

Det var tydeligt at se og høre på mennesket, at han anså sig selv for at være bedre end alle andre. Arrogancen strålede ud af ham som varmen fra en olielampe. Det gjorde Jago en smule træt, for han var allerede ved at have fundet ud af, hvorfor den anden træningsmester havde valgt at sende mennesket videre til ham. Men det viste han selvfølgelig ikke, som han stadig lod sine ansigtstræk være lagt i neutrale folder.
"Hvad er dit navn, rekrut? Og hvor gammel er du?" Han lod drengen svare, inden en byge af spørgsmål fløj i mod ham.

"Kan du bruge et sværd? Bue og pil? Økser, spyd eller andre våben? Har du nogen kamperfaring? Har du nogen brugbare magiske evner? Til kamp, spionage eller tortur?" Han lod ham knapt nok svare mellem hvert spørgsmål, som han med skarp stemme spurgte til, hvad han kunne. Der var ikke tid til forklaringer eller uddybninger, bare ja og nej. Louvi stod bare og smilede ved siden af Jago, som om det morede hende.

Asad trak sin hånd til sig med et fnys og et rul med øjnene, da det blev tydeligt at manden foran ham, korporal Priamus, ikke ville tage den.
"Jeg viser ingen nåde," svarede han frustreret. Hjemme i Dianthos havde dem, der skulle frygte ham, frygtet ham. Her vidste ingen hvem han var, eller hvad han kunne. Hele det omdømme, han havde brugt tid på at skabe sig, var væk. Korporalen kunne jo se musklerne på hans krop - kunne formentlig også se på ham, at han ikke var bange for nogen eller noget. 

"Asad Matagi. 19." Svarede han koldt for hovedet, og, allerede inde i rytmen af at svare spørgsmål, svarede han automatisk også på de næste, selvom han egentlig ikke havde lyst til at besvare dem; "Nej. Nej. Nej, men-" nåede han, men blev afbrudt af det næste spørgsmål, som han til gengæld gerne ville svare på: "Masser. Begge mine evner er brugbare. Ja, ja, og ja." Asad skulede til korporalen, og sendte den kvindelig træner et lige så vredt blik. 

Korporalen lød til at være færdig med sine spørgsmål og Asad greb chancen til selv at få et ord ind. "Jeg kan klatre op ad alt, balancere på alt, jeg kan løbe hurtigt og slå hårdt, mine evner lader mig tage synet fra mine fjender, brænde dem eller forfryse dem, jeg har slået ihjel før og kan gøre det igen." Han havde forsøgt at holde sine evner hemmelige indtil nu, men han kunne ikke stå for en mulighed for at blære sig. "Hvad så, hvis jeg ikke kan bruge et sværd? Til Zaladin med dét. Giv mig ét og jeg lærer det på en uge."

Jago svarede ikke på menneskets påstand om, at han ikke viste nogen nåde. En god egenskab til en hvis grad, hvis det var sandt, men ordene var en understregning af, at han ikke vidste, hvem han havde med at gøre. Lyset. Og i og for sig Mørket, der kunne tygge én i stykker og spytte én ud uden at blinke.
Han tog sig ikke af, at den unge mand blev fornærmet over, at han ikke ville hilse, han havde ikke regnet med andet, med den opførsel der blev lagt for dagen. Det ville tydeligvis blive en hård opgave at lære ham noget respekt, men sådan var det med de fleste rekrutter, han fik ind.

Asad Matagi. Jago noterede det sig mentalt. Han ville nok få et stykke papir fra Louvi senere med navnet, men det var altid rart at høre fra rekrutten selv, også i forhold til udtale. Alderen fik Jago til at komme med et lille brum. Ikke nedsættende, men hvad man nu kunne forvente fra en dæmon på over 800, der stod over for et lille kortlivet menneske, der næsten stadig var et barn i hans øjne.
Der var intet i svarene, der overraskede Jago. Nok virkede knægten muskuløs nok under tøjet, men han manglede et eller i sin fremtoning, der angav, at han var trænet til nogen former for kamp. 

Da han begyndte at snakke, lod han ham. Hans ansigtsudtryk ændredes ikke. Han var hverken imponeret eller det modsatte over hans ord, det lød til, at mennesket var vant til at bruge sin krop, det var en god start. Og han havde haft ret i ikke at tage hans hånd, med de evner. Mon han havde brugt nogle af dem på hundæmonen ved siden af Jago? Så havde han sikkert fortrudt det. Selvom det ikke virkede til, at han ville have lært noget af det.

Uden at anerkende noget af det, der var blevet sagt, så Jago på den kvindelige ridder.
"Ingen våbentræning. Et arrogant barn, der ikke vil følge ordre. Hvorfor sender du ham videre til mig og ikke ned i køkkenet? At skrælle kartofler kræver ikke det store. Han hører ikke til i en hær, han kan umuligt have, hvad der skal til. Der er ikke noget for mig at arbejde med, jeg kan få mere ud af et æsel." Han sagde fornærmelserne i et roligt, men afvisende tonefald, der tydeligt sagde, hvor lidt han tænkte om mennesket foran sig. Det var med vilje, han ville se, hvordan han reagerede. Og han var klar til, hvis han mistede besindelsen.

Det var ikke ligefrem dén reaktion han havde forventet at få fra korporalen. Her stod han, og åbnede op om sine evner og talenter, og den skiderik vovede at afvise ham på den måde? Asad blod gik i kog, men selvom han var kendt for at være aggressiv, var han det sjældent imod dén, der fortjente det, medmindre de var mindre end ham, eller allerede bange for ham.

Af samme grund gik han derfor ikke mod korporalen nu, men imod Jacobi. Selv den kvindelige træner var han ikke dum nok til at lægge sig ud mod - hun stod for tæt på korporalen, og havde allerede noget imod ham. Asad var ikke i tvivl om, at hun ville gribe chancen til at give ham røvfuld, hvis han kastede den til hende. 

Men Jacobi stod lige ved siden af ham. Alt det tog, var at lægge sin hånd mod Jacobi og se til, som han enten gik i panik eller forsøgte at hævne sig, over at få taget synet fra sig - under alle omstændigheder, havde Asad allerede regnet ud, at manden ville svinge ud efter ham, og alt Asad, der var vant til kontaktnære slåskampe, behøvede at gøre, var at træde ud af rækkevidde og tilbage igen, denne gang med et ben foran Jacobis og en hånd mod hans ryg, så han faldt fremad mod de to trænere. 

Asad vendte blikket mod korporalen og nidstirrede ham. Det kunne ses på ham, at hans raseri lå lige under overfladen, på vej til at boble ud. Men han holdt det i sig endnu. "Jeg er spildt i et køkken og du ved det," snerrede han. Han regnede kun med, at han havde et halvt minuts tid endnu, før Jacobi fik synet tilbage, og han regnede ikke med at kunne føre en normal samtale med andre, når han  gjorde - de fleste, der fik taget synet fra dem, havde lyst til at gøre gengæld på så brutal en måde som muligt. 
Men Asad så kun frem til, at Jacobi forsøgte at hævne sig. Når han gjorde, ville Asad bruge det som undskyldning til at slå på ham, indtil hans ansigt lignede grød. 

At mennesket blev vred, det var tydeligt at se, men det var også meningen. Det var nemmere at læse folk, når de mistede kontrollen. Men han reagerede ikke som Jago havde regnet med, for i stedet at gå til angreb på ham eller stille sig til at råbe og skrige. Nej, han rakte i stedet ud og lagde sin hånd mod Jacobis, der straks reagerede med et forskrækket råb og med lige dele vrede og forskrækkelse slog ud efter Asad. Et klodset angreb, der normalt ikke lignede ham, og Asad fik alt for let skubbet ham omkuld. Den kvindelige dæmon trådte frem og greb sin elev, der straks skreg op i panik om, at han ikke kunne se noget.

Jago flyttede kun blikket fra Asad for et splitsekund og mødte hans blik, da han så på ham igen. Raseriet skinnede ud af ham. Modsat var Jagos udtryk stadig neutralt, ud over en svag rynke i panden. At skjule sine følelser og sine tanker var noget, der kunne redde end liv, og det havde altid faldet Jago let at gøre sine træk neutrale. Hans blik var dog stadig fast og gennemborende, som han stirrede ind i Asads vrede, brune øjne.

Ganske roligt trådte han op til ham, så der ikke var mere end en underarms længde mellem dem. Han var en smule højere end mennesket, men selvom han havde været mindre, ville de fleste have følt det som om, at han stod over dem, som han ikke slap hans blik med sit.
"Alt hvad jeg ved er, at nogen har lukket en kujonagtig hund ind i Mørkets hær, en tøsedreng, der ikke tør angribe den mand, der sviner ham til, men i stedet tager den mindst truende i selskabet og overrasker ham, i stedet for at tage en ordentlig kamp som en mand." Trods de beklagende lyde fra Jacobi, hævede Jago ikke stemmen. Nej, han talte ganske roligt til Asad, men lagde ikke skjul på sine meget små tanker om ham. 
Selvom han stod der, rank, men rolig, var han ganske klar til at tage i mod hvad end mennesket sendte i mod ham.

Asad stod fast hvor han var, selv da korporalen trådte tættere på ham. Det eneste han gjorde, var at knytte sine hænder, klar til at forsvare sig. På de fleste af hans fingre, sad hans ringe stadig. Hverken turen til Rubinien eller Mørkets Hær havde kunne tage dem fra ham, selvom han nu stærkt overvejede at skifte dem ud med et knojern. 

Asad lod Priamus tale ud, selvom hver eneste ord kun pustede til ilden i ham. Mod enden vendte Asad rundt på hælen og gik i en halvcirkel, væk fra korporalen og tilbage mod ham, med en hånende latter, indtil de stod lige foran hinanden igen. "Jeg er ikke din gennemsnitlige elev," påstod han med et smil, der ikke nåede hans øjne. "Jeg ved udmærket, hvad det er du prøver på, gamle mand." Han så væk og rystede på hovedet, indtil han kom frem til, at der ikke var nogen anden vej ud, og han slog ud med armene, i synlig overgivelse. "Så gør vi det på din måde."

Han knyttede sine hænder igen, og da korporalen stadig ikke startede slagsmålet, slog Asad ud efter hans solar plexus, klar over at han sandsynligvis var oppe imod sin overmand, hvor han ellers normalt kun valgte kampe, han vidste han kunne vinde. 

Jago blev stående, da drengen vendte rundt og gik rundt. Havde Jago været mere fantasifuld, kunne han sikkert have forestillet sig dampen stå ud af ørene på ham, men han var i stedet fuldt ud koncentreret om Asads bevægelser, klar til et ustyrligt angreb. Men knægten kom tilbage for at stå foran ham. Latteren skjulte ikke hans vrede. Der kom ingen reaktion fra Jago, da Asad påstod, at han ikke var hans gennemsnitslige elev. Ind til videre havde han ikke vist Jago noget, der ikke var gennemsnitligt for hans elever. Arrogance, temperament, middelmådige evner. Han var endda et menneske. Jago anså ham ikke for værende noget, før han havde vist sit værd. Og det gjorde han ikke lige nu, snarere tværtimod.

Som Asad gav op og sagde, at de gjorde det på Jagos måde, løftede Jago afventende et øjenbryn, men sagde ikke noget. Der var et svagt skift i hans kropsholdning, som han gjorde klar til det første slag, og det kom da også øjeblikke senere.

Det var let for ham at læse, hvor det sigtede i mod, nu Asad havde været så sød at advare ham om slaget på forhånd. Jagos krop reagerede nærmest af sig selv, om han drejede kroppen til siden, så slaget ville gå forbi ham. Hans ene hånd lukkede sig om Asads underarm, helt nede ved håndledet, men på tøjet så han ikke rørte hans hud. Den anden hånd fandt vej til menneskets skulder lige over armhulen. Med Asads egen fremdrift som hjælp, skubbede han ham fremad, mens han hev hans arm udstrakt ud til siden. Hårdt placerede han et knæ i Asads knæhase for at sende ham i knæ.
Trækket, der nu flyttede sig mere bagud, i Asads arm, ville naturligt få ham til at bukke sig forover, og som Jago fortsatte med at presse på hans skulder med sin egen vægt, ville Asad ret tungt lande på maven på træningspladsens vulkanklippe. Straks satte Jago et knæ i lænden af ham og hev endnu mere op i hans arm i en unaturlig vinkel. Hånden flyttede sig fra hans skulder til lige under hans nakke, stadig forsigtigt med ikke at ramme hud.

Det hele skete på mindre et to hjerteslag, og Jagos tanker fulgte først med, som han nu sad godt placeret på sin nye elev. Stadig meget rolig lænede han sig frem for at tale dæmpet til siden af Asads ansigt.
"Du kan ikke slås med våben og nægter at træne. Du kan ikke følge ordrer. Du taler om dig selv, som om du allerede er den bedste mand i hæren, men angriber som en kujon. Hvad kan du overhovedet ud over at klynke som en lille pige?" Han trak lidt hårdere i hans arm. I denne stilling kunne han trække den af led, men han nøjedes med at true med det.
"Hvad kan jeg overhovedet brug dig til?" Spørgsmålet blev sagt med en tone, der for nogle kunne lyde som en svag faderlig skuffelse.

Han fortsatte med at snakke, ganske roligt, med sin faste autoritære stemme.
"Du har et valg, hr. Matagi. Du er ankommet til Mørkets hær. Du har sikkert dine private grunde til at være her, og måske du tror, at vi kun handler om at slås mod Lyset. Men Mørket er meget mere end det, vi er et fællesskab og for mange af os er Mørket en familie. Du kan vælge at opføre dig som en soldat, gøre som der bliver sagt og hjælpe hverdagen med at fungere flydende. Og blive en del af fællesskabet. Eller du kan vælge at blive ved med at opføre dig som et arrogant røvhul og pisse på alle, du møder, og uden tvivl ende din tid her i fangekælderen til nogen finder et brugbart formål med dig."

Han betragtede hans ansigt lidt.
"Hvis du bruger din vrede fornuftigt, vil du kunne nå langt i hæren. Jeg kan hjælpe dig, men ikke hvis du ikke lader mig træne dig. Vis mig, at du har noget at have arrogancen i. Eller lad være, og du vil sikkert dø for hænderne af den første fra Lyset du støder på." Der var ingen tvivl om, at Jago mente det, han sagde. Alt sammen. Han løj ikke, det kunne ikke betale sig i længden.
"Jeg slipper dig nu. Det ville være dumt at angribe en korporal og en ridder midt i Mørkets tilholdssted." Langsomt slap han ham og rejste sig for at bakke et par skridt væk, klar til at pande ham ned, skulle han ikke lytte til advarslen.

Asad havde vidst, at det ville komme. Han havde ikke så meget undervurderet korporalen, som han slet ikke havde kunne forstå, hvor hurtigt den ældre mand bevægede sig. Det var ikke den slags trænede soldater, Asad normalt sloges imod, og før han vidste af det, lå han på knæ, og derefter helt ned på maven.

Vreden lagde sig ikke, men selv som han lå dér, på jorden, voksede den heller ikke. På trods af, at han kunne høre latter fra nogle af de andre soldater længere nede af træningspladsen. Han havde vidst, at han gik et nederlag i møde, han havde bare ikke forventet, at det ville være så hurtigt overstået. Eller at korporalen ville nedgøre ham sådan, når han allerede lå ned. Havde han måske ikke gjort, hvad han havde forventet af ham? I Asads øjne kunne korporalen lige så godt have bedt ham om at angribe ham. 
Det første skud af vrede, kom først da det blev påstået, at han kæmpede som en kujon. Havde han ikke lige advaret ham inden? Hvilken kujon ville gøre den slags? Og siden hvornår havde Mørkets Hær gået op i, om man kæmpede beskidt eller ej? Først nu havde Asad virkelig lyst til at banke sin nye træner. 

Han havde ikke lyst til at lytte til resten af, hvad der blev sagt til ham, men han havde intet valg, som han lå dér, holdt fast, med korporalens vægt på sig.
Han tav, da han fik lov til at rejse sig, og brugte et øjeblik på sine knæ på at rulle med sin skulder, til den føltes som om den sad, som den skulle. Han kunne føle, at han havde et publikum på, ikke kun fra korporalen, riddere og Jacobi, men fra dele af resten af træningspladsen også, og han gjorde et nummer ud af at børste støvet af sine knæ, på sin nye uniform, inden han rettede sig op og så korporalen an i et nyt lys. 

Det eneste, der stoppede ham fra at hoppe på ham igen, var løftet om, at han kunne nå langt i hæren.
"Jeg er blevet trænet af en gammel nar hele mit liv," svarede han endelig, hans stemme anstrengt for ikke at komme til at råbe. "Hvis du tror at du kan lære mig noget nyt, så skal du være velkommen." Hans tone talte sit eget tydelige sprog om, at han ikke regnede med at kunne lære noget nyttigt, men under det, lå der også et håb om, at han tog fejl. Han manglede noget at bruge sit liv på - han havde mistet alt andet. Hvis korporalen foran ham, kunne pege ham i en retning der føltes rigtig, havde Asad tænkt sig at sprinte ned ad den så hurtigt som muligt, bare for at kunne føle et eller andet. 

Hvis han skulle være ærlig, havde Jago ingen anelse om, hvordan den unge mand ville reagere på den behandling, han lige havde modtaget. Det kunne falde ud til mange sider, han havde før måtte have hjælp til at styre en rasende elev. Fysisk kunne han klare de fleste, men evner kunne være svære at håndtere alene. Men som han slap mennesket og trådte væk fra ham, virkede han heldigvis rolig, som han kom op fra jorden.
Ved siden af Jago var Jacobi ved at mumle om, at synet var ved at komme tilbage, mens han skar ansigt og forsøgte at fokusere. Louvi havde ikke vist han den store moderlige omsorg, men havde da en hånd på hans skulder. Hendes blik gled dog fra Asad til Jago og tilbage, klar til at bistå sin kollega, hvis der var behov for det.

Men det så ikke sådan ud, som mennesket kom op at stå. Vreden dryppede fra hans stemme og Jago kunne se den i hans øjne, men i det mindste tøjlede han den. Det var en start. En god start. At Jago indirekte blev kaldt for en gammel nar lod han fare for denne gang. Han var blevet kaldt så meget værre og helt forkert var det jo ikke. Han var gammel i et menneskes øjne, og han kunne til tider være en nar, ganske med vilje. Nej, der skulle mere til at gøre ham vred.
"Jeg kan lære dig at blive en soldat. En mand." I stedet for en arrig baby, men det sagde han ikke højt, der var ingen grund til at piske stemningen mere op. Han lod blikket glide over ham og sukkede så umærkeligt. Han vidste, at det var bedst at smede mens jernet var varmt og lige nu var det gloende. 

Han drejede blikket og mødte Louvis blik. Hun fangede med det samme, hvad han tænkte, og hendes blik blev lidt skuffet, men hun smilede lidt skævt.
"Arbejdet kalder. En anden gang?" 
Jago nikkede lidt ærgerligt. Nu de lige begge havde haft tid.
"En anden gang." Han rakte ud og stoppede Jacobi, som Louvi skulle til at tage ham med sig. Den unge mand havde sendt dræberblikke til Asad, men havde været for fornuftig til at gøre noget, mens begge træningsmestre stod der.
"Lad være med at slå ham ihjel," sagde Jago meget lavt til ham, så Asad ikke kunne høre det, som han lænede sig ind for at tale mod hans øre. Han vidste, at en hævn ville komme, og han havde ikke tænkt sig at forhindre den, men han ville lige understrege, at hans elev skulle komme levende ud på den anden side. Jacobi så overrasket på ham, men sagde ikke noget.

Jago lod dem gå, inden han vendte sig mod Asad igen.
"Kom med." Han lavede en håndbevægelse og førte Asad hen til stativerne med våben. Der var ingen sværd, da de ikke havde godt af at stå ude, men der stod en masse træningsvåben af træ. Jago tog en lang stav og rakte den til Asad.
"Hvad trænede den første gamle nar dig i?" Han tog en stav til sig selv. Et eller andet sted regnede han med, at manden Asad snakkede om, var hans far, der var noget over den måde, han havde sagt det på.

Asad så allerede sig selv som en mand og lagde kun udfordrende hovedet på skrå og så korporalen irriteret an, da han tilbød at lære ham at blive en mand. Soldater-delen var dog som sådan fristende nok. Asad havde brug for at blive stærkere, så en episode som den sidste han havde haft i Dianthos aldrig kunne gentage sig. 

Imens de to trænere talte, skævede Asad til Jacobi, der sendte ham et dræberblik, og som Asad gengældte med et kækt smil. Han håbede stadig på, at Jacobi ville springe på ham. Han ville være klar, når han gjorde, og han gik oven i købet så langt som et løfte hagen i hans retning, som en invitation imens deres to trænere alligevel var optaget.
Men så vendte korporalens opmærksomhed tilbage til dem, og Asad gengældte gerne opmærksomheden. Det var her, der skulle til virkelig at ske noget, kunne han mærke. Ganske rigtigt, blev han ledt hen til våbenstativerne, hvor Asad med fast hånd tog imod den stav, han blev rakt. 

"Akrobatik," svarede han afslappet. "Men også hvordan man tager en omgang tæsk uden at tude," tilføjede han, imens han snurrede staven rundt i hånden, som var han blevet født med den i hånden. Staven var det mest oplagte man kunne give en akrobat. Asad havde ikke rørt én i årevis, men han havde trænet med én på linerne ofte nok til, at det stadig sad instinktivt i ham, hvordan man håndterede den, og især, hvordan man blærede sig med den. Harkan var kommet efter dem, hvis de havde vovet at slå efter hinanden med dem, for 'det er et vigtigt værktøj, ikke et våben', og selvfølgelig havde Asad og Atlas slået ud efter hinanden ofte nok med dem alligevel, men de havde trods alt oftere blæret sig med deres blanding af akrobatik og stav-bevægelser. 
Vigtigere endnu, så havde Harkan lært Asad at træne. Han kunne træne dagen lang uden brok og nægtede at give op, før han kunne sine bevægelser til perfektion. Det var de færreste, der havde Asads arbejdsmoral, også selvom han havde brugt de sidste par år på at finde en anden vej. 

Det gik absolut ikke Jagos næse forbi, hvor naturligt Asad holdt på staven, ej heller hans lille blær med at snurre den i hænderne. Det var ikke første gang, at han holdt på sådan en, hvilket var en god ting.
”Det lyder som en fornuftig mand,” svarede han og gik ud mod et tomt område, hvor der var plads til at folde sig ud med to stave. Akrobatik ville sikkert få nogle af krigerne til at grine lidt, det var jo ikke kamptræning. Men Jago så altid muligheder i andre evner også, og akrobatik var absolut ikke en dårlig evne at besidde. Det gjorde en smidig, stærk og udholdende. Og det lagde en god bund for nærkamp. Nej, der var noget at arbejde med. Men først ville han se, hvor god Asad var til at lære, når han blev undervist.

Selvom mørket var ved at lægge sig, var der ikke helt mørkt på pladsen, som der var tændt for fakler og bålfade. Om dagen var størstedelen af pladsen reserveret til de elever, der skulle undervises. Om aftenen var pladsen for de krigere og riddere, der havde lyst til at vedligeholde deres træning. Det svingede med mængden af soldater på pladsen, alt efter, hvor mange var sendt ud i Krystallandet. Denne aften var ikke så slem og der var god plads.

Han vendte sig mod Asad og lod blikket glide over ham. Det virkede til, at Jago havde fået ham lidt væk fra vreden allerede, hvilket var meget godt. Så var der større sandsynlighed for, at han ville høre efter.
”Staven er det første våben I lærer at bruge. Det styrker øje-hånd-koordination og ingen kommer alvorligt til skade med skarpe eller spidse ting. Og står man en dag i en situation, hvor man har mistet sit sværd, kan man stadig vinde over sin modstander med noget så simpelt som en stav.” Han ændrede sit hold på staven for at vise Asad, hvordan han skulle gøre. ”Det er vigtigt, at du finder balancepunktet, så du har et mere jævnt greb om staven.” Og så begyndte træningen. Jago fortsatte med at vise ham, hvordan han skulle stå for at bevare balancen, han skubbede endda til ham uden advarsel for at se, om han gjorde det rigtigt. Og trin for trin viste han ham de første sving og slag, han skulle lære.

Asad rullede med øjnene med et fnys, da Jago kaldte hans far for en 'fornuftig mand'. Det havde han på ingen måde været. Han havde været unaturligt emotionel, straffet begge sine sønner og Atlas for ting, de ikke kunne kontrollere, ladet sine egne problemer gå ud over dem, ladet dem opfylde hans egne ambitioner og forsøgt at tage al selvkontrol fra dem. Fornuftig var det sidste ord, Asad ville beskrive ham med. Manipulerende passede bedre.

"Aaw, er du bange for at jeg kommer til skade?" spurgte han med tung sarkasme, da staven blev introduceret for ham. Han kunne ikke lade være. Det meste af hans vrede havde lagt sig, men den ulmede stadig i ham og fik ham til at provokere til unødvendige slagsmål. Det var også sådan han var endt i Mørkets hær til at starte med. 

Ikke desto mindre fulgte han med, og ændrede sit greb om staven, som han fik vist. Hans behov for at vinde enhver kamp, vandt over hans trang til at provokere, og da det først lykkedes hans træner at få skubbet ham ud af balance, tog Asad det pludseligt tusinde gange mere alvorligt, hans opmærksomhed uigennemtrængelig. 

Jago var ikke langsom til at sende et svar tilbage i retning mod Asad og hans sarkasme.
"Nej, der er bare ingen grund til at give healerne mere arbejde end nødvendigt." Hvis Asad troede, at han var den eneste komiker i Mørket, så tog han grundigt fejl, Jago var mere end vant til at håndtere væsner, der havde dumsmarte bemærkninger og mente, de var verdens navle. Denne unge mand var ikke anderledes, og lige nu var han blot en i en lang række af væsner, der skulle lære sin plads i Mørket at kende. Men for nu gav Jago ham al sin opmærksomhed, som han viste ham det mest grundliggende i at have en stav i hånden og bruge den som våben.

Det gjorde han i en times tid. Aftenens mørke lagde sig over pladsen, de trænene omkring dem blev skiftet ud løbende og vagterne ved døren blev afløst. Jago lagde mærke til det meste i kanten af sin bevidsthed, men han var koncentreret om at lære Asad at kende. Se hans bevægelser og reaktioner, betragte hans ansigt og hans temperament. Vreden virkede til at være forsvundet nogenlunde igen, og i stedet virkede han meget koncentreret. Drengen var uden tvivl vant til at træne. Godt. Det ville gøre det hele meget nemmere.

Endeligt satte Jago enden af sin stav i jorden.
"Det er ved at blive sent. Det må være godt for i aften. I morgen træner du med Ishmark, det er ikke ofte, at vi får rekrutter ind uden nogen form for træning overhovedet, så det varer lidt, inden du kan træne med de andre." Han rakte ud for at tage Asads stav, inden han gik tilbage mod stativet for at stille de to stave på plads. Ishmark var Jagos nummer to, en bistert udseende mørkelver, der grundet en magisk skade, healerne ikke kunne rette op på, var end hos Jago. Han var dygtig og ikke så sadistisk som mørkelvere ellers kunne være, men han var hård og Asad skulle ikke regne med at kunne løbe om hjørner med ham. Jago kunne lide ham, de havde lidt samme syn på verden.

Da stavene var sat på plads, vendte Jago sig mod Asad.
"Vi bruger i øvrigt ikke evner under træningen normalt, det er vigtigt at kunne kæmpe uafhængigt af sine evner." Han havde en fornemmelse af, at Asad var typen, der ville bruge sine evner, så snart han så snittet til det, men det gik ikke på træningspladsen. Det var ikke fordi, at de slet ikke brugt evnerne, for det var vigtigt at kunne arbejde dem ind i sin kampteknik, men der kunne ske meget, der kunne forhindre en i at bruge dem.
Jago så lidt undersøgende på ham.
"Jeg er nysgerrig. Vil du vise mig lidt af, hvad du kan lave af akrobatik?" Det var rart at vide, hvad det egentligt var, han kunne.

Asad tog det som en personlig fornærmelse, da Jago nærmest sagde, at han var dårlig til at træne med de andre rekrutter, men han var også blevet trænet så hårdt i denne omgang, at han valgte at ignorere det. Han var klog nok til at vide, at han ikke ville kunne vinde over Jago i en kamp, og han gad ikke kæmpe kampe, han ikke kunne vinde. Lige nu gad han slet ikke kæmpe, punktum. 

"Okay," svarede Asad, i en flad tone, da han fik at vide at han ikke kunne bruge sine evner under træning. For ham virkede det åndssvagt - hans ene evne trættede ham ikke ud overhovedet, og den kunne hjælpe ham med at vinde de fleste kampe. Men hvis hans træner lagde dén regel, så måtte han bare vinde sine kampe uden. Han havde trods alt heller ikke fået et hysterisk anfald, da Harkan havde besluttet at de fra den dag af ville træne uden sikkerhedsnet.

"Det er ikke ligefrem det optimale sted til det," svarede Asad og så sig omkring efter en måde at demonstrere sin akrobatik. Han kunne vende og dreje og løfte sin krop på alle mulige måder, men han tvivlede på at det var noget, der ville imponere nogen fra Mørkets Hær. 
I stedet tog han tilløb og i ganske få bevægelser, ikke meget andet end en korrekt placeret fod og et greb her og et andet greb dér, var han oppe af væggen på den nærmeste bygning, siddende i vindueskammen af et vindue på første etage. Med den slags sten, bygningen var lavet af, var han slet ikke i tvivl om, at han også kunne komme klatre hele vejen op på taget, hvis han ville, men han følte ikke at det var nødvendigt. 
For at komme ned igen, lod han sig hænge i sin arm et øjeblik, inden han faldt helt ned på jorden, uden at miste balancen. Han børstede sine hænder af i sine bukser, imens han gik tilbage til Jago.
"Jeg kan klatre op af hvad som helst, balancere på alt, og lave nogle fornemme cirkus-trick." Havde han ikke lige fået at vide, at han var dårligere end de andre rekrutter, ville han have holdt kortene lidt tættere til kroppen, men han brød sig ikke om at nogen troede han var inkompetent. 

Havde Jago vidst, at Asad så det som en fornærmelse, havde han nok brugt et øjeblik på at forklare ham, at det var det ikke. Alle skulle starte et sted, og lige nu startede Asad på nul, hvilket ikke betød, at han var dårlig, bare utrænet. Men siden Asad ikke sagde noget, tænkte Jago ikke nærmere over det. Hvis noget skulle komme op senere, ville han selvfølgelig stadig snakke med ham om det. Jago var en fair mand, overraskende nok, og for ham var det vigtigt, at alle forstod sammenhængen i deres træning og at de kunne arbejde med det.
Han reagerede heller ikke på den flade tone, Asad accepterede reglen om evner med, men han sendte ham alligevel et lidt mere nærgående blik for at vurdere, om han faktisk ville efterleve den. Det var ikke lige til at sige, men det ville han jo få at se de næste dage.

Jago blev en smule overrasket, da Asad sagde, at det ikke var det optimale sted. Der var masser af fri plads omkring dem, men det gik op for ham, at han havde haft det forkerte indtryk af, hvad Asad mente, da han snakkede akrobatik. Hans tanke havde været smidighed, men her satte Asad af og i nogle få hurtige træk var han oppe at sidde i et vindue en etage oppe i borgen. En smule imponerende, det måtte dæmonen da indrømme, men ikke noget, han ikke havde set før. Der var heller ikke rigtigt noget i hans udtryk, der angav, at han anså det for værende vildt og voldsomt. Han ville ikke selv kunne gøre det, ikke på den måde, men han havde da et par andre rekrutter, der nok ville kunne gøre det på samme tid.

"Hmm. Jaså." Han hævede et øjenbryn og slog så ud med en hånd. "Nu skal du endeligt ikke være genert. Jeg har aldrig været i cirkus, så dem vil jeg da gerne se." Det var sandt, han havde aldrig været i cirkus. Han havde set akrobater optræde på torve landet rundt, men lige nu var han i tvivl, om det var den slags tricks Asad snakkede om.

"Jeg er ikke genert," svarede Asad med et fnys, selvom det ikke var helt sandt. På et eller andet niveau var han nervøs for at gøre sig selv til grin. Ikke fordi han ikke kunne sine ting, men fordi han ikke regnede med, at han kunne give Jago noget, han ville kunne bruge til noget. Han havde ikke selv overblikket til at se, hvordan hans smidighed og tricks ville kunne være til nytte i en hær.

Men han var opsat på ikke at virke genert, og han ville heller ikke give Jago tid til at gentage sig selv, så han tog en dyb indånding og bøjede sig fremover, indtil hans hænder nåede jorden for ham, og herfra hejste han sig i langsomme, kontrollerede bevægelser op at stå på hænder. Det var ikke dét, at stå på hænder, der var svært, men dét, at komme det i en kontrolleret bevægelse, hvor man kunne se hver eneste trin af at rejustere sin balance, der var svært.
Asad tog et par skridt på sine hænder, inden han lige så langsomt lod sig falde bagover, indtil han stod i bro og derfra kom op at stå igen. 

Han sendte Jago et blik, der tydeligt sagde 'er det nok for dig endnu?' inden han selv besluttede, at nej, det var det ikke, og lavede en saltomortale, stort set uden tilløb. Han kunne have puttet et spin eller to mere på, hvis han havde fået mere fart på, men han havde ikke lyst til at give det helt store show. 
Så da han var landet, vendte han sig også bare og så på Jago. "Hvis du vil se et rigtigt nummer, må du skaffe mig en line eller en trapez. Eller en partner." En line var det sidste han forventede fra manden, men det var de ting, hans store numre havde bestået af, så, især uden en partner, var der ikke meget andet han kunne give ham.
Med Atlas kunne de have gjort alt muligt; kastet hinanden, klatret op af hinanden, balanceret på hinanden. Et enkelt nummer, hvor Atlas kastede Asad op i luften, som vejede han ikke mere end en bold, og Asad, der var nødt til at holde sin krop stiv som et bræt, for at blive grebet lige så elegant. Selv Mahir ville han have kunnet finde på et par numre med.

Lige nu savnede ham dem begge mere, end han nogensinde havde gjort før, men han nægtede at lade sig selv føle savnet fuldt ud.

Jago svarede ikke Asad, som han påstod, at han ikke var genert. Om han var det eller ej, det var Jago ligeglad med, han ville se, hvad mennesket kunne. Lige meget hvad, så valgte drengen at tage sig sammen og vise noget mere af, hvad han kunne. Smidig var han, det var tydeligt, som han lagde håndfladerne mod jorden, stadig med strakte ben. Jago fulgte hans bevægelser med øjnene, som han langsomt og kontrolleret løftede benene op over kroppen. Se dét var noget, han kunne arbejde med. At stå på hænder var der mange, der kunne, man skulle trods alt have en vis mængde styrke for at være soldat, men her var mange andre ting på spil. Kontrol, smidighed, balance. Viden om sin egen krop.

Blikket Asad sendte ham, fik ham til at tro, at han var færdig, men pludseligt sprang han frem og lavede en saltomortale i luften. Endeligt reagerede Jago udadtil på det, han så, som han skubbede øjenbrynene en smule op i panden i et udtryk af mild imponerethed. Han vidste efterhånden godt, hvad han skulle lære Asad, ud over det mest basale som sværdkamp og den slags. Han havde evner nok, de skulle bare formes.
”Nej, jeg har set rigeligt. Jeg tænker, at du har noget, der kan bruges.” Han sagde ikke højt, at det var imponerende, det han lige havde set, men var man ikke helt dum, kunne man nok høre det på den måde, hans stemme lød. Han havde en fornemmelse af, at det var bedre ikke at fodre den unge mands høje tanker om sig selv mere end nødvendigt, han skulle lære at være ydmyg nok til, at han var til at træne.

”Det er sent, jeg tænker vi stopper for i aften. Jeg forventer selvfølgelig, at du står her i morgen tidlig med de andre.” Han gjorde tegn til at vende sig for at gå, men stoppede op og så på Asad igen. ”Min dør er i øvrigt altid åben, hvis der er spørgsmål eller andet. Godnat.” Han gav ham et nik og gik så mod indgangen til borgen. Han regnede med, at Asad selv kunne finde tilbage til barakkerne.
Det var sent, så det varede ikke længe, inden Jago lå i sin seng. Som altid gennemgik han dagen i sine tanker og tænkte over næste dags opgaver. Den nye rekrut fyldte ikke meget, andet end at Jago skulle have en kort snak med Ishmark i forhold til, at han skulle træne ham alene.


Da morgenmaden var overstået, hvor Jago og Ishmark havde snakket lidt om dagens træning og den nye rekrut, stod Jago klar på pladsen, rank og med hænderne bag ryggen, mens han betragtede sine elever komme ovre fra barakken. Ved hans side stod Ishmark med armene over kors. Han var en høj mørkelver med sorte og røde øjne, og man kunne hurtigt tage ham for at være spinkel, som han stod ved siden af sin overordnede, men man skulle ikke tage fejl. Elveren var rene muskler og hurtigere end de fleste på pladsen. Hans hvide hår var klippet kort i begge sider med et mønster klippet ind. Det lange resterende hår var i dag flettet bag over hans isse og hang i en fletning ned ad ryggen på ham.

Så snart Jago kunne se, at alle var der, lod han sin bestemte stemme lyde over gruppen.
”Godmorgen. I dag skal vi…” Han fortsatte med at give instruktioner til, hvordan træningen skulle foregå den dag. Imens pegede Ishmark på Asad og gjorde tegn til, at han skulle komme med ham.
Lidt væk fra de andre stoppede elveren op og lod blikket glide over Asad med et uimponeret, vurderende blik.
”Korporalen siger, at du ikke er trænet i våben. Jeg skal sørge for, at du får noget grundtræning, så du kan træne med de andre hen ad vejen. I startede ud med stavene i går?” Mørkelverens stemme var hæs og overraskende dyb. Bekræftede Asad, hvad Jago havde sagt, sendte Ishmark han hen efter to stave, så de kunne begynde. Elveren var kort og kontant i sin træning, og selvom han tydeligvis holdt igen, slog han stadig hårdt, da de begyndte at svinge stavene mod hinanden og Asad lavede fejl.

Jago var optaget af resten af eleverne, men sendte af og til et blik mod de to. Han stolede på Ishmark, det var mere Asads reaktioner, han var interesseret i. Ishmark var ikke en barnepige, han var en soldat, der skulle lære fra sig.

Denne var det Asad, der så tilfreds ud. Noget, der kan bruges. Det var ikke ligefrem et kompliment, men det var det nærmeste han var kommet hele dagen. Det nærmeste, han var kommet på noget, der ikke var en fornærmelse, faktisk. Det betød noget.
Asad var dog hverken typen der smilede eller rødmede, eller udtrykte sine følelser på anden måde end et hævet øjenbryn og en skæven i retningen af de andre på træningspladsen, for at se, om der var andre der havde opfanget det. Ikke at andres mening betød noget, men det gav ham en undskyldning for at se væk fra korporalen, der lod til at opfange lidt for meget af alting, hvis man lod ham. 

Asad svarede hverken på at få sin sengetid meddelt, eller andre ordre, eller at korporalens dør var åben. Det sidste reagerede han lige på, ved at tjekke korporalen ud, da han gik, men Asad længtes trods alt ikke nok efter bekræftelse til, at han var desperat nok til at udnytte den åbne dør hos korporalen på dén måde. Og spørgsmål havde, i hans opdragelse, altid været bevis på, at man ikke havde hørt godt nok efter første gang. Så Asad regnede ikke med, nogensinde at få set korporalens værelse indefra.

Asads krop og sind var begge udmattede og han sov tungt og dybt hele natten. Alligevel var han ikke udhvilet, da de blev vækket næste morgen, men Asad var ikke typen der brokkede sig. Han var typen, der havde fulgt eller givet ordre hele sit liv. Typen, der havde trænet hver dag, det meste af sit liv. Typen, der havde arbejdet og boet sammen med en stor gruppe det meste af sit liv. Mørkets Hær føltes ikke så anderledes fra et cirkus, selvom han tænkte, at dét nok ikke var en god ide at sige højt. 

Han brokkede sig heller ikke, da han, som korporalen havde advaret ham om, blev trukket til side og undervist af en elver. "Ja," svarede Asad, med et ligegyldigt blik. Den passion han havde haft dagen inden, hvor der ligefrem havde været øjeblikke, hvor han havde haft det sjovt med træningen, var forsvundet, når han stod foran Ishmark, men han hentede trods alt de to stave og tog imod den træning han fik.

Først da Ishmark ramte det samme sted på Asads ben for femte gang, i hvad Asad så som et direkte angreb på ham fremfor træning, slog det klik for den unge fyr, der kastede sig med al sin vægt over Ishmark, helt uden hæmninger.