Renny lod de mørkebrune øjne glide henover husvognen, hvis vinduer indikerede, at dens ejermand var hjemme. Hun kunne ikke svare på, hvor længe hun havde stået gemt i skyggerne, de tynde arme lagt over kors og med sit blik rettet stift frem foran sig, og tygget sin buttede underlæbe i stykker. Bag brystkassen bankede hendes hjerte tøvende, som var den heller ikke sikker på, om opsøgningen havde været en god idé. Han måtte efterhånden syde af had til hendes lavere skikkelse –

Det var næsten tre måneder siden, at de havde skiltes uden at sige farvel, og selvom Renny vidste, at den blonde mand havde stukket af til søs, var hun også bekendt med det faktum, at han var – forklædt som Aron Wilfred – troppet op foran Gandir-residensen, med et håb om at finde hende derinde.
Efter hendes tilbagekomst havde der været utallige spørgsmål, hun ikke havde været i stand til at besvare, og stadig hang torturen over hendes person. Selvom hun havde kæmpet for at få sin vægt tilbage, havde den endnu ikke indfundet sig som før, hun tog afsted, og under de mørkebrune, ja næsten sorte øjne, hang mørke rande. Uanset hvor meget hun sov, hvor meget hun spiste og trænede, syntes de ikke at ville gå væk.

Et lavmælt suk forlod Renny, alt imens fødderne trippede let på stedet. Omsider fik hun dog samlet tilstrækkelig med mod til sig til, at gå over til husvognens dør og banke på med fjerlette slag.

Tre måneder var der gået - tre forfærdelige lange måneder, hvor at den blonde kaptajn ikke havde kunne finde ro. Tre måneder, han havde drevet folk omkring sig til vanvid. Opsøgt personer, i håb om at de kunne hjælpe ham - men lige som altid, blev han mødt af en mur af modstand. Så uigennemtrængelig at selv ikke, hvis han havde en forhammer ville han kunne bryde den ned.
Alt den åbenlyse hemmelighedskræmmeri, havde drevet ham til vanvid - til sådan en tilstand, at han var taget afsted med hans skib, i håb om at finde hende igen. 

Men hans håb var blevet knust, og tomhændet var han kommet tilbage. Med en sort sky hængende over hoved, var han trukket sig tilbage - gemt sig i hans husvogn, lukket døren og nægtet at komme ud. Hans mor havde været prøvet at bestikke ham, men som dagene gik - og maden ude foran døren ikke blev rørt. Begyndte panikken at kunne høres i morens stemme, der altid måtte gå tomhændet fra stedet. Ikke at det betød han ikke kom ud, det var blot kalkuleret sådan - at han hverken skulle se hans søster eller mor. Hvad de ikke ville tænke, arret han havde fået ned af halsen over hans brystkasse. 
Og her sad han så, med en flaske rom i hånden - den anden hånds fingre knyttet ind i det fedtet hår mens han stirrede ned på hans bare fødder. For ud over, at han ikke havde kunne finde hende - havde han på turet mistet tre af hans bedste mænd. Hvilket var mere end han kunne bære på nuværende tidspunkt - måske i morgen, men bare ikke i dag. 
Hans blik rettet sig en anelse forvirret op, da han hørte nogle lette slag mod døren. Men, moren havde været der for i dag. Maden ville stadig stå på trappen ude foran? 
Opgivende, sukkede han, og rejste sig op - hørte hvordan at hans hofte, ryg og skuldre knækkede faretruende under presset. 
Gik hen og åbnede døren; "Jeg mener det, når jeg siger jeg helst vil være alene." sagde han hæst, og lod nogle dovne øjne ligge sig på skikkelsen foran ham - "Ah, nu kommer du også og hjemsøger mig i mine drømme? Fedt." sagde han brysk, og lod døren stå åben og gik tilbage i sengen. Det ville ikke være første gang, at han troede han var vågen men sov - og hver gang, alle gangene - så var hun der. Men - vent, han vente hurtigt tilbage og stillede sig foran skikkelsen. Aldrig, havde hun set sådan ud. "Renny?" hans hjerte slog et slag over, og hans vejrtrækning blev overfladisk. Var det virkelig hende?

Renny sank en voksende klump i halsen i det, at døren til husvognen omsider gik op. Og der stod han: mærket af noget, hun ikke vidste, hvad var, men som havde efterladt hans muskuløse bryst og hals, mærket af en knivs skarpe stål.

Og kunne han ikke længere genkende hende? Havde hun virkelig forandret sig i sådan en grad? Spørgsmålene, der øjeblikkeligt sprang frem af en panisk forvirring, lå og voksede sig større og større på hendes tunge, men de nåede aldrig ud over de fyldige læber, forinden at Neagu afviste hende med en brysk tone.

De slanke men mørkebrune øjne krøllede sig sammen i midten af hendes fregnede pande, i samme øjeblik som Neagu dernæst drejede rundt på hælen og forlod hende alene tilbage i nattens mørke. Det skulle dog ikke forblive sådan længe, og det gik først op for Renny selv, at hun havde holdt vejret i det, at Neagu pludselig syntes at genkende hende og snurrede rundt på hælen. At høre hendes navn, at høre r’et rulle over de bløde læber, havde nær sendt Renny selv udover kløften, hvorunder ingen ting lå.

Blot at se Neagu var som at komme hjem igen – ikke blot stå i døråbningen, men at vade hele vejen ind i husets hjerte, og sætte sig mageligt til rette og mærke roen vokse i sit inderste.

”Må jeg komme ind?”, spurgte hun stille, hvorefter hun tog et tøvende skridt op ad husvognens trappeindgang. ”Hvad er der sket, Neagu?”

Han kørte en hånd igennem det længere hår, der havde fået nogle mørkere tonere og en anelse mere gråsprængt end før. De tre måneder de havde været adskildt, havde været hårde end han selv ville være villig at indrømme. Hans fingre der havde rodet rundt i det længere hår, gled hen over hans skæg og kredsede i de mørke hår. 
Det var først her, at det var gået op for ham, at han ikke havde gjort andet end at stå og stirre på hende. “Oh ja - selvfølgelig, kom ind.” Sagde han en anelse tøvende, som forstod han stadig ikke at hun pludselig stod foran ham. Han flyttede sig til siden, og lænede sig frem for at hive døren lukket igen. Hans øjne lagde sig kort på maden, der stod ved trappe afsatsen. Han sukkede tungt, og lod fingrene lukke omkring tintallerkenen. Med den stadig lune mad, trådte han ind og lukkede døren. Han satte tallerken fra sig, ved det lille tekøkken, og vente derefter sit blik mod den nu nået tyndere kvinde, end han huskede. 
Hvad var der sket?
Han lod fingrene glide ned over arret, der stadig var lyserødt og trak på skuldrene. “Vi havde et uheld med nogle sirener på vej tilbage til Dianthos.” Sagde han med et lille suk. “En af dem var en dronning - så hun efterlod en souvenir.” Han trak en anelse ligegyldigt på hans skuldre. Han var ikke så interesseret i hvad der var sket med ham - mere med hende.
Han trådte et forsigtigt skridt frem, men vidste ikke helt hvordan han skulle agere nu når hun pludselig var der foran ham. Som han så tit havde drøm om.
“Jeg besøgte dine forældre et par gange - og da jeg fandt ud af .. da det gik op for mig hvem du i virkeligheden var - tog jeg op til lyset” han fnyste, og lukkede tungt øjnene i - “Jeg brækkede næsen på Bram, da han ikke ville hjælpe mig - og derefter - derefter tog jeg ud for at lede efter dig.” Sagde han endelig, og mærkede hvordan at hans skuldre gled yderligere ned og hele hans udtryk var en smule slukøret. 

Renny trådte indenfor i husvognens knappe belysning i det, at Neagu omsider accepterede det. Det havde føltes som en evighed, forinden at hans ord lød og han trådte til side. For blot et øjeblik havde Renny tænkt, om han slet ikke ville se hende – have hende i sin nærhed – og lettelsen var derfor malet med brede penselstrøg henover hendes fregnede ansigt. Den skulle dog forsvinde end ikke øjeblikket senere.

Sirener? Rennys mandelformede øjne blev store som Neagu forklarede skødesløst; som var det i virkeligheden ingen ting, som havde væsnet ikke mærket hans krop for evigt. Dernæst meldte en koldklam bekymring sin ankomst – hvad med resten af besætningen? Renny skulle dog aldrig nå at stille sit spørgsmål, og forstenet af Neagus næstfølgende indrømmelse, kunne den – nu – farveløse kvinde blot stå og betragte ham tavst.

Da Renny omsider brød tavsheden, skælvede hendes stemme. ”Du må ikke hade mig”, bad hun, velvidende det var et sølle forsvar. Hun havde løjet, og ikke blot om, hvem hun var, men om adskillelige småting, der tillod hende at krydse havene i Krystallandet og bevæge sig frit. At være en del af hans besætning havde været det ultimative dække.

”Jeg har aldrig fortalt nogle om jer – om os! Hvad vi lavede på vandet, hvad vi fragtede – aldrig, Neagu! Aldrig!”

Han sank en voldsomt klump der havde formet sig i hans hals, sådan som han stod og betragtede kvinden foran ham. Hvordan hun var falmet i hendes varme, ikke længere havde den varme sprudlende energi som hun før havde haft. Da han havde forladt hende den aften, ville han aldrig for den Renny tilbage? 
Så ganske kort, for bare et lille øjeblik stod han blot og stirrede. Fugtede sine læber, som han lod sine hænder fange hans ansigt. Gnide sig hen over de lukket øjne, som hun fortsatte. At hun intet havde sagt omkring han, og selvfølgelig havde han været vred - han havde været direkte rasende, da han fandt ud af hvordan hun havde brugt ham. Og måske kunne det havde været okay, hvis de ikke havde haft snakken - hvis ikke han havde tilbudt hende, at give hende det barn hun så voldsomt ønskede. 
Men som han igen fjernede sine hænder, og tog hendes skrøbelige skikkelse ind. Forsvandt den voldsomme vrede fra ham, hurtigere end duggen for morgensolen. Han sukkede dybt, inden han trådte et skridt tættere på, så to skridt, tre skridt ind til at han stod lige foran hende. Hans arme lagde sig omkring hende, trak hende helt ind til hans brystkasse og lagde hans næse mod hendes sorte hår.
"Jeg hader dig ikke - jeg var vred, sorget og uforstående for hvordan du kunne lyve - men jeg kunne aldrig, aldrig nogen sinde hade dig." fik han endelig mumlet frem, men han nægtede at slippe hende. Ikke igen, og i hvert fald ikke lige nu.

Renny turde ikke, modsat Neagu, at nærme sig. Hvad hun præcist frygtede, vidste hun ikke, men stadig var hendes krop forstenet af rædsel –

Indtil det øjeblik at Neagu lagde sine arme omkring hende. Det var i det øjeblik, at Renny gav slip og villigt lod, hvad end der var tilbage af hendes sjæl, træde udover kløften og slynge sig selv ned i intetheden af mørke. Der var nemlig ingen anden måde at beskrive sensationen på; den var som nyt liv, der tvang sig vej igennem hendes bare hudceller, gnistrende af Lys og fyldte hendes skal med noget, hun havde manglet, noget hun havde ledt efter i Templernes skjul, lige siden hendes tilfangetagelse.

Renny, så optaget af de vibrerende bølger, bed end ikke mærke til de salte tårer, der forlod hendes mandelformede øjne. Heller ej hvordan hendes hænder ikke kunne finde hvile mod Neagus nøgne bryst, men for omkring og afsøgte enhver krog, de fysisk kunne nærme sig.
”Undskyld. Undskyld Neagu!”, kvækkede hun åndeløst, hvorefter hun pressede sin mindre krop mod hans for endnu engang. Neagu kunne ganske enkelt ikke komme tæt nok på hende og Renny på ham. Det var en forfærdelig følelse; en der hviskede forræderisk, at han var indenfor rækkevidde, men at hun aldrig ville kunne nå ham igen – at de aldrig ville kunne finde vej tilbage, til det bånd de havde haft…

Og at det var hendes skyld. Hendes skyld det hele.

"Forfanden kvinde."  hviskede han mod hendes sorte hår, da han mærkede tårene der begyndt at væde ind i hans skjorte og mod hans bare hud. Hans greb omkring hende blev strammer, som han pressede hende om noget, endnu tættere ind på ham. Hendes duft var som det stof, han havde hungret efter. Hendes berøring, var hvad hele kroppen havde sukket efter. Alt omkring hende, kunne han slet ikke få nok af. Men han kunne hellere ikke få sig selv til at gøre andet, end bare at holde hende - han vidste ikke hvad der var sket, ikke ud over at det var noget voldsomt. Ellers ville hun jo ikke se sådan ud, ellers havde hun været så lang tid væk. Måske var det også bare et ønske om, at hun ikke ville forsvinde så lang tid væk fra ham. Det kunne han jo ikke vide, før han faktisk fik historien fortalt - før der foregik mere kommunikation mellem dem, end blot at stå og holde om hinanden.

"Der er ikke noget at undskylde længere, jeg brugte en måned på at prøve at finde dig - jeg er bare glad for at du er okay - at du er i sikkerhed, og jeg har muligheden for igen at holde dig i mine arme." hviskede han hæst, og trak sig lidt væk fra hende. Lod hans rug tommelfingre glide hen over hendes kinder og fjerne de tåre der gled ned af hendes kinder.
"Vi finder ud af det ikke? Lige som altid."

Renny skar en grimasse i sit skjul, der var Neagus skulder. At han havde ledt efter hende i en måned med alt, hvad det indebar – en besætning der ikke forstod, hvad de søgte efter, bekymringen mejslet ind i enhver af hans knogler, igennem alskens storme, der hvæsede henover Krystallandets barske hav, kampen mod sirenerne – var gruopvækkende at overveje. Erkendelsen var dog den, der fik Renny til at se op og ranke ryggen: hun skyldte ham unægtelig en forklaring og Renny var mere end villig til at give den.

Den sorthårede kvinde lod sine hænder glide ned langs Neagus stærke arme, før hun trådte et skridt tilbage og forsøgte, at danne hoved og hale i hendes tankemylder.
”Jeg var på mission i Rubinien”, begyndte hun at fortælle, hendes stemme let skælvende til trods for beslutsomheden, der fik hendes hjerte til at banke hårdt. Renny førte Neagu med sig over i sengen, hvorpå hun satte sig på sengekanten.

”Mit dække blev sprængt i småstykker. Jeg blev angivet til Mørket, så meget ved jeg nu. Jeg har haft tid til at tænke, overveje hvem der kunne stå bag og jeg ved, hvem det er”, lød det dernæst, hvorefter Renny fortrak en grimasse og så væk. Hun nægtede at skamme sig over sin egen uduelighed, men vreden over den var stadig malet med brede pensler henover hendes fregnede ansigt. ”De holdte mig i tre dage. Måske fem, jeg er ikke sikker. Jeg var ikke alene på mission, men min… kollega blev ikke opsnappet. Det var sådan, at jeg slap fri. Ved hendes hjælp.” Renny lod sit blik fæstne sig i Neagus, hvorefter hun sank en klump. Hun havde ikke i sinde at berette om, hvad hendes fangevogter havde gjort ved hende – såret var endnu for friskt men dertil var hun heller ikke sikker på, at Neagu kunne bære den viden på hans skuldre.

”Skaden var… omfattende. Jeg er endnu ikke helbredt fuldkomment, men jeg har fået lov til at… gå rundt udenfor nu.”

Han tog en dyb indånding, og pustede ud som hun trak sig væk fra ham. Da hun endelig virkede klar til at forklare hvad der helt præcist var sket. Ikke at han glædet sig til at få det at vide, men de kunne ikke længere forsætte den tilgang til tingene, som de havde haft sammen før. Nu skulle alting ud i det åbne, så de kunne finde ud af hvordan de kom videre derfra. Om hun kunne, eller, om han kunne. Selvom at han havde gjort det klart for sig selv, for en måned siden hvor han var draget af sig selv. Var det jo altid en anden følelse man blev ramt med, når man stod over for personen. Så var det pludselig ikke så nemt bare at tilsidesætte ens følelser på helt samme måde, som man havde gjort før. 
Det var bare - en rigtig dum situation de begge befandt sig i. Hvor hun selvfølgelig havde trukket det korteste strå, det kunne man jo se bare ved at betragte hende. 
Han lod hende føre ham hen til sengen kanten, og satte sig lige så forsigtig ned. Som kunne det at han satte sig ned for hurtigt, være noget der kunne ødelægge hende.

Også lyttede han, han tog informationen ind, mens han med urokkelige øjne betragtede hende. Svarede ikke, rystede hverken med hoved eller nikkede. Han kiggede kun, og sikrede sig selv at han fik alle detaljerne med. 
Det var dog svært ikke at udbryde ting, som vrede - tænk at hun ikke en gang vidste hvor længe hun havde været spærret inde. Og havde denne anden person fra lyset ikke slået alarm, fået flere fra deres patrulje til at få hende ud? 
Hans hånd gled langsomt ud og lukkede den rundt omkring hendes nu næsten skrøbelige og spinkle hånd. Det var utroligt hvordan det hun var gået igennem kunne ændre og ødelægge en person.
“Hvad så nu?” Spurgte han forsigtigt, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige? Det var forfærdeligt, helt huribelt og urimeligt hun skulle udsættes for sådan noget. Men det havde hun vel hørt tusinde gange før, så det ville ikke hjælpe at han også tilføjede en på listen.
Nej hans håb var, at se frem ad, det ville hjælpe hende mere.

Renny ventede, indtil Neagu omsider brød tavsheden mellem dem. Den havde lagt sig henover dem begge, som et fugtigt, altomsluttende og ildelugtende uldtæppe midt i en hedebølge.
Hans spørgsmål, så praktisk og nøgternt i sin karakter, kom bag på hende, men Renny brugte ikke megen tid på at sunde sig. I stedet trak hun på skuldrene. ”Jeg ved det ikke endnu. Jeg venter stadig på besked fra mine overordnede”, svarede hun stille, hvorefter hun lagde begge sine små, fregnede hænder på hvert af hendes spidse knæ.

”Jeg får højst sandsynligt et nyt dække. Det plejer at være proceduren. Mindre opgaver og primært her i Dianthos. Det er selvfølgelig for min egen sikkerhed, ligeså vel som for Lysets”, forklarede Renny videre. Selvom deres situation var så anderledes fra, hvad den plejede at være, og selvom at den dårlige samvittighed, fik Rennys bryst til at brænde, var der nu alligevel noget lettende ved, at kunne tale frit om hendes beskæftigelse.
Det var trods alt ikke noget, hun kunne tale om.

”Du må… have ting, du har brug for at… ja, sige?” Renny forsøgte sig med et opmuntrende smil.