Shrade havde kun set Pax én gang, siden han selv kom tilbage til hovedstaden. Han havde ikke opsøgt sin gamle ven, ikke før nu, og det var svært at sige hvorfor. Han kunne ikke sige med sikkerhed at Pax havde ændret sig, for selvom de nu begge var voksne, og del af deres respektive bander, ville der altid findes et usagt bånd mellem de, der måtte samarbejde for at overleve. Nej, det var ikke Pax, der havde ændret sig. Det var Shrade.
Minderne fra dengang falmede – gråtoner bag det slør, som havde ændret hans liv for altid. Den Shrade var væk, og ville aldrig mere se dagens lys.

Det halve svin var neutralt territorium for den nedre bydels bander, og det betød ingen slagsmål og ingen våben. Arrangementet tjente dem godt, for Svinet var bydelens mest lukrative jord. For mange ressourcer og for mange liv, var blevet spildt i forsøget på at få herskab over den lille kro, indtil det blev helligt under Shrades barndom, da banderne indgik forlig. Han havde sendt en besked til Pax, gennem fælles bekendte, om at møde ham der for at snakke.

Det ville være umuligt at undse Shrade, for selvom Svinets gæster gjorde deres bedste for at lade som om han ikke var der, var det svært at ignorere den to meter pladerustningsklædte kæmpe, der måtte sidde på e forstærket stol. Hans torso, ben, fødder og hoved var dækket af en rustning, tyndere end hans normale, og armene var efterladt blottet. Et væv af blege ar strakte sig fra skuldrene til albuerne, hvor en blanding af læder og stål sluttede i de massive stålproteser, der blev holdt fast af et kompliceret netværk af spænder og bånd. I hans hånd fandtes et massivt krus øl med et rør af stål, som han med stort besvær manøvrerede ind under visiret for at drikke. Blikket, skjult i skyggerne af den tynde øjenspalte, var fæstnet på døren. Pax var sent på den.

En kutteklædt skikkelse rev sig fri af skyggernes mørke og fortsatte sin målrettede gang ned langs den brostensbelagte gade; som var skyggerne dens fødested og som var den opstået i øjeblikket forinden, at den havde forladt det sorte gadehjørne.
Over den piskede regnen nådesløst ned, og de slidte, grå klæder var gennemblødt. Askegrå og våde hårtotter stak frem fra under kuttens dække, og de lagde sig klæbende til en hvid pande, hvorunder nu kun et enkelt øje var at finde; et øje der stadig var stålgråt og ulæselig i sin tomhed, i det at dens ejermand lod det flugte med gadebilledet, til det omsider fæstnede sig på den oplyste og varme krostue. 

I det at Pax trådte indenfor, vendte alskens kalkulerende blikke sig mod ham. Nogle kunne kalde sig hans ven, mens andre instinktivt krympede sig og nedstirrede deres bedøvende drikke, som kunne de alene finde svaret på en meningsløs eksistens deri.
Den unge mand syntes dog ikke at lade sin opmærksomhed centrere sig omkring andet end det, han søgte. Noget, han dog hurtigt fandt og dernæst skridtede nærmere; den høje og bredskuldrede mand, klædt fra top til tå i poleret rustning, var trods alt ikke nem at overse.

”Beklager ventetiden”, lød det i en hæs brummen i det, at Pax omsider nåede frem til Shrades imponerende skikkelse. Han satte sig overfor sin gamle ven og hev koftens hætte tilbage, så det arrede ansigt blev afsløret i det sparsomme lys fra olielamperne. ”Jeg blev forhindret i at tage af sted tidligere”, forklarede Pax dernæst, men dog foruden at uddybe yderligere, og der gik end ikke et øjeblik før, at den gråhårede unge mand tog Shrade i nærmere øjesyn.

”Jeg går ikke ud fra, at du har savnet mig og at det er derfor, at jeg sidder her nu. Så hvad kan jeg hjælpe med?”

//Inaktiv. Skriv PM hvis du vil spille den :-)