Årstid: Sensommeren/ tidligt efterår.
Tid: 2 år siden
Sted: Fyrstens palads & Balzera’s havn
Tøj inspo: Kjole sæt



Det var noget nært umuligt at samle hele Kazimi slægten til middag, alt efter hvor mange eller rettere hvor langt ud på slægten man ville invitere folk. For en sjælden gangs skyld var det dog lykkes. Både mad og drikke havde flydt i lange baner, sammen med latter og samtaler på tværs af de forskellige deltagende personer. Noget snak mere formelt end andet, men alt i alt var det en ganske behagelig aften for alle.
Der var naturligvis en forventning om at man tog sig ud fra sin bedste side, selvom det var en middag med den nærmeste familie.
Meena var derfor iført et todelt scarlet rødt sæt, med guldbroderier i bunden af de lange ærmer, som forsatte ca. 1/3 del op ad ærmet. Langs kanten af toppens bund hang små guld perler og dinglede mod det solbrun maveskind. Den matchende højtaljede nederdel var fyldt med samme guldbroderi langs bundens kant, som var på toppens ærmer. Et pyntende sjal lå hen over højre skulder, dækkende for guldsmede tatoveringen under.
En passende mængde smykker foruden de sædvanlige, pyntede både fingrene, hals og ørene. Det mørke hår var trukket tilbage i en halvt opsat frisure.

Som selve middagen var overstået, trak de fleste med ud i den overdådige have, hvor der her blev serveret alverdens frugter, nødder og en passende vin til, som en lille let dessert. Alt mens den orangerøde ildkugle sænkede sig ude i horisonten og indhyllede alt i et varmt skær.
Dét betød dog også en anden ting, at det nu var helt legitimt at trække sig tilbage, hvis man ønskede det. Nok var det ikke tiltænkt til at trække sig tilbage for at snige sig ud, men det var lige netop sådan en aften som i aften, hvor Fyrsten var godt optaget, at man skulle udnytte muligheden.
Med lange, hurtige og målrettede skridt nærmede Meena sig Malika’s skikkelse, greb hende omkring det ene håndled, før hun smilende trak hende med sig ”Fader er stærkt optaget, så det er nu, kom”. Tidligere på dagen, var det lykkes den lidt ældre Kazimi prinsesse at snige en seddel ind under døren hos hendes lillesøster.
På sedlen stod der at hun gerne ville tage Malika med til Balzera’s havn, så de kunne få udsmykket deres kroppe. En strøtanke, der havde mulighed for at blive en virkelighed, hvis Malika da faktisk turde? Om ikke andet var der lagt en plan for resten af aften.
En plan der både var nøje lagt og udspillede sig bag den solbrune pande, men ikke mere fast end at der var plads til at følge aften, som den naturligt udspillede sig.

Kazimi-middag var for Malika havde altid været noget hun stressede en del over. Hun havde efterhånden fået inkorporeret en rutine hver morgen, som bestod af næsten det samme som hun gjorde inden hun skulle til middage. På denne måde stressede hun ikke nær så meget lige op til, eftersom hun havde gjort det hele tidligt om morgenen og ikke skulle ændre noget betydeligt. Hun var nemlig om morgenen stået op, blevet vasket, smurt i olier, cremer duftevand og påført okker. Eftersom hun bevidst vidste der var middag om aftenen, havde hende og hendes slavepige påført okker på alle tænkelige steder. Fingerled, albuer, skulder, kraveben, knæ og ankler. Mange af de nævnte steder var ikke synlige for gæsterne, men i tilfælde af der skulle ske noget uventet, lignede hun ikke et lig. I hovedet var der påført på kinderne, lidt på næsen, læberne, brynene og vipperne. Som Malika var på vej ned i en typisk kjole, blev der sendt en seddel ind mellem hendes dørsprække som slavepigen hentede til Malika. Sedlen var genkendelig og hun vidste lige præcis hvem det var fra: Meena. Sedlen anmodede om at tage til Balzera’s havn for at få udsmykket deres kroppe. Det lød selvfølgelig som en fin nok ide. Det var vel ikke noget permanent? Men grundet Meenas lille seddel valgte hun at hun til middagen skulle bære et andet sæt tøj, end det hun var ved at sno sig ned i. Til middagen ville hun nemlig have en et todelt lyserødt sæt på med guld detaljer spredt over det hele. Bunden af hendes højtaljede nederdelen havde blandt andet en tyk kant af guld. Et tyndt, gennemsigtigt sjal skulle ligge over den blegeste Kazimi’s skuldre. For at komplimentere hele outfittet havde hun en guldhalskæde på, som bestod af mange små gyldne kugler. Hertil var der matchende øreringe, ankelkæder, armbånd både om overarmen og håndleddene. Håret skulle heller ikke overses, og det var derfor blevet pyntet med små gyldne perler og bundet sammen i flere store kugler i hvad der mindede om en lav hestehale.

Efter middagen, hvor Malika havde nydt selskabet med sin snaksaglige familie, var hun roligt gået udenfor for at nyde noget vin og beundre solnedgangen. Det var i hvert fald en af de ting hun elskede ved Balzera. Dét var en af de ting hun en eller anden dag ville dele med Spencer som hun havde mødt for omtrent et år siden. Hun blev dog afbrudt af sine tanker om udflugter af sin storesøster som pludselig greb hendes håndled og trak hende væk. Malika fulgte tøvende med. Hun tømte hurtigt sit halvfulde glas og stillede det ved siden af en statue de passerede. Hun luntede så glad op ved siden af sin søster, med et smil så hun over på hende, ”Var det noget bestemt du havde i tankerne?” spurgte hun for efterfølgende at rette lidt på sjalet der hang om hendes skuldre.


//Hår og påklædning

Farten blev kun lige sænket, som de to unge Kazimi’er passerede to vagter, bare lige nok til at de ikke kom susende forbi dem, men heller ikke langsomt nok til at det svarede til et helt almindeligt gå tempo. Det skulle jo heller ikke virke alt for åbenlyst at Meena, næsten var ved at ’kidnappe’ den yngre søster. Som vanligt fik begge vagter et høfligt smil og et ”Godaften.” Med i forbifarten af den ældste af søstrene.
Meget kunne man sige om Meena, men hun havde aldrig behandlet hverken vagter eller tjenestefolk med en mangel på respekt, hvis altså det ikke var med god grund, for hendes norm kunne i et andet univers havde været deres, det handlede bare om hvor meget Chance havde tilsmilet en.
Ude af synsvinkel fra vagterne blev farten sat op igen, hun vidste jo at Malika ikke burde have problemer med at følge trop.
Den slanke brune hånd slap det lyse håndled, mens hun skævede til Malika, næsten helt gådefuldt. Det var da også ret fristende at holde hende lidt længere i ’mørket’ og bare svare småflabet, at hun måtte vente og se.
Malika kendte den ene del af planen, de skulle pierces, hvis hun da ikke nåede at trække i land ingen, men Meena selv havde så bestemt ikke tænkt sig at bakke ud.
”Jeg tror. - Nej jeg ved at jeg vil have en dernede.” De brune øjne sænkede sig sigende ned ad i et lille nik mod stedet hun hentydet til. Hun havde jo i forvejen fået udsmykket hvert bryst, for den gang havde hun ikke truet gå hele vejen. Blikket løftede sig op igen, hvilende mod Malika. Den ældre søster ville for alt i verden, ikke misse den mindste del af lillesøsterens reaktion på placeringen. ”Jeg tror det ville være pænt med en i navlen på dig.” Lød det lidt eftertænksomt, for selvom Malika ikke var nogen kedelig person, så vare hun mere.. Ordentlig, i hvert fald udad til, så en navle piercing hun selv kunne vælge om skulle skjules eller vises frem ville være perfekt. "Bagefter så skal jeg vise dig mit ynglingssted i Balzera! - Eller et af dem, men du skal love ikke at sige noget til vores fader, okay?" Tonen i den melodiske stemme var alvorlig, men på ingen måde hård.

Et oprigtigt, stort, glad smil blev sendt til begge vagter, som de passerede dem. ”Godaften,” lød det i med hendes sædvanlige søde og charmerende stemme. Der var ingen tvivl om at Malika var en af dem der var mest flink mod tjenestefolkene og slaverne, for der skulle utrolig meget til før hun bare løftede en finger. De vidste jo godt hvad der var rigtigt og forkert og ville jo altid gøre det rigtige eller prøve at rette op på den fejl de nu måtte begå. Da det var måske endda så lidt at hun rettede på dem, at hendes familie til tider skældte ud på Malikas vegne. Det kunne være svært en gang i mellem at behandle folkene under sig med den respekt man mente de burde have, når ens søskende, stedmor og fader trådte ind for en selv. Meenah og Malika var umiddelbart på samme side om dette, men Malika udstrålede i den grad en større venlighed og venskabelighed end andre i familien.
Malika havde det som sådan fint med at blive trukket væk fra festlighederne af sin storesøster, også selvom hvad hun havde i tankerne sikkert ville bringe dem i problemer – men hvem kunne vide?

Spørgsmålet blev ikke besvaret endnu – typisk. Spændingen måtte blive hængende lidt endnu. Meena røbede dog hvor hun ville pierces og Malikas øjne spærrede lidt op overrasket. ”Virkelig?” hun lød overrasket, men ikke dømmende. Malika virkede tvært imod glædeligt spændt på Meenas vegne. Malika frygtede i den grad smerten i det følsomme område og om Meena havde tænkt det helt igennem. Et forslag til hvor Malika skulle pierces blev hurtigt smidt i Malikas retning. I ren reaktion faldt Malikas blik ned over sin overkrop, for at se mod sin navle. Hendes egen hånd havde selv fundet vej frem til maven. ”Tror du virkelig det vil klæde mig?“ spurgte hun lidt mumlende. Hun blev selv hurtigt vild med ideen om et smykke hængende ved navlen. Kun blikket så op mod Meena som hun røbede de skulle se et af hendes yndlingsteder. Det var tydeligt at et smil bredte sig på hendes læber. "Jeg siger ingenting," Lød det kærligt fra hende, før hun lagde en pegefinger foran hendes flotte fyldige læber. Hun glædede sig allerede meget til at se hvad søsteren havde at byde på og om de begge virkelig turde lade sig pierce. Det eneste der var blevet piercet på Malika var jo hendes øre! 

Med et halvt lyttende øre, lyttede Meena efter om tunge støvler ville følge trop efter de to Kazimi søstre, hen over det prægtige marmorgulv, men til deres held havde ingen af vagterne valgt at følge efter dem. Der var jo altid en risiko for at trods den sænkede fart forbi vagterne, at de have fået nys om, hvilket planer Meena havde lagt for den resterende aften, og potentielt en god bid af natten.

Moret vendte den ældre søster blikket på Malika’s ansigt, der med de opspærrede øjne have overraskelsen malet henover det kønne blege ansigt ”Mmh, helt sikker.. Altså den skal bare pynte, så den skal ikke igennem noget vigtigt.” Det sidste blev hurtigt, men forsikrende tilføjet, som gjorde det den valgte placering mere legitim. Det var jo ikke bare et yderst privat område af kroppen, et område kun forbeholdt en ægtemand at se, men vigtigst var det trods alt at risikoen for at blive steril ikke var til stede.
De brune øjne sænkede sig sammen med Malika’s grå, mod hånden der lagde sig over maven ”Ja, det vil være så pænt til dig. Du bliver nødt til at drage lidt mere opmærksomhed på din krop, hvis du altså vælger at klæde dig så andre kan se den.” Svarede hun Malika uden den mindste tøven.
Det var jo ingen hemmelighed at Malika, ligesom Meena var ganske fornuftigt skruet sammen, men det gjorde bestemt heller ikke noget dårligt for de to Kazimi døtre, at de fra en ganske ung alder var blevet trænet og begge havde valgt at holde den træning ved lige. Betød det at Malika nødvendigvis var interesseret i at drage mere opmærksomhed til sin krop, nej. Hvilket også var grunden til Meena’s drillende glimt i de mørke øjne.
”Godt.” Lød med et voksende smil, mens hun førte Malika mod en af de ind- og udgange der normalt var forbeholdt for tjenestestablen. En dør den ældre søster allerede havde benyttet sig af mere end en gang, og derfor havde erfaret var en af de nemmeste måder at snige sig ud på.
Herfra gik turen mod havnen, der trods det sene tidspunkt stadig summede af liv. Et lille hus der ikke så ud af meget ude fra, som lå nær kajen blev aftens første destination ”Skal jeg lade mig pierce først? Så kan du tænke over om du stadig gerne vil?” spørgsmålet var fuld af omsorg, ikke fordi Meena anså Malika om fin og sart, men hun ønskede ganske enkelt ikke at presse sin søster til noget, som hun i virkeligheden ikke ønskede.

Ubevidst lyttede Malika også efter vagterne, men eftersom hun ikke hørte noget liste efter dem, var det ikke noget hun bed synderligt mærke i. Hun havde i hvert fald en ide til hvordan de kunne slippe af med dem, skulle det være at de blev forfulgt af vagter.

Det var tydeligt at Malika blev lidt mere rolig omkring den piercing hendes søster ville have, da hun fortalte den ikke skulle igennem noget vigtigt. ”Ah, okay, det virker nok også klogest,” lød det lidt roligere fra Malika. Hun stod et øjeblik og overvejede et ekstra spørgsmål, ”Hvad tror du papi vil sige hvis han ser den?” spurgte hun lavt. Hun var overbevist om at chancen for at han ville se den, var meget lille – men chancen var der.
Malika smilte bredt, som Meena fortalte at en navlepiercing ville klæde hende. ”Jeg kan jo altid få tøj der passer til piercingen,” lød det fra hende, tænkende. Det meste af Malikas tøj dækkede det meste af hendes krop, eftersom huden var sart, men det kunne sikkert godt arrangeres at anskaffe noget tøj der kunne fremvise det flotte smykke, uden at hendes hud blev alt for udsat for solens stride stråler. Malika var tænkte ikke over at det med ’bare’ at få tøj der passede til piercingen for nogen ville lyde dyrt – penge havde trodsalt aldrig rigtig været et problem for Malika. Chancen for at Malika faktisk ville gå til Kazimi’s skrædder for at få tøj specielt til smykket, var nok lille, men når Malika alligevel skulle have nyt tøj, ville hun i hvert fald have det i tankerne, at der kunne tages hensyn til noget udsmykning.
Uden et eneste spørgsmål, fulgte Malika med sin storesøster ud gennem tjenestestablens døre. Mentalt noterede Malika sig de ruter de gik på, således hun selv kunne optimere hvordan hun sneg sig ud. Hvem kunne vide, måske Spencer og Malika ville snige sig ud om natten og drikke sammen? Eller måske bare se solnedgangen, som hun så gerne ville dele med ham.
Malikas øjne kunne hurtigt genkende ruten de gik på. Destinationen var havnen. Lettere nervøs for smerten af at blive piercet hev Malika en enkelt gang efter vejret, som hun overvejede sit svar til Meena. Den gyldne skønhed virkede så selvsikker på sin piercing og på at blive piercet, ”Ja, gå du først. Må jeg gå med? Holde dig i hånden måske?” spurgte hun omsorgsfuldt. Malika ville både gerne se med og være der for sin storesøster, hvis nu der skulle ske noget, eller hvis hun havde brug for noget.

Det var efterhånden nogle år siden, at Meena havde valgt at lade skillevæggen i næsten pierce. Det havde været et dybt spontant valg dengang, taget af en dengang 16-årig prinsesse; under en af hendes første rigtige udflugter på egen hånd til Balzera’s havn. Der havde dengang ikke skullet mange glas vin til, før den spæde tanke der var spiret år forinden bag den fregnede pande, var blevet en realitet.
Dengang havde guldringen i næsen ikke affødt mange kommentarer fra deres fader, hverken negative eller positive. Hvorfor Meena da heller ikke havde skænket det mange tanker, da en stav af guld prydet hvert sit bryst og heller ikke som nu, hvor det var udsmykning af hendes mest private.
Malika skulle naturlig være yderst fornuftig tænkende, som hendes tanker kredsede sig omkring deres faders reaktion på sådan en piercing.
Det var ikke fordi den ældre søster var ufornuftig eller fremadtænkende, men som en snart voksen kvinde, var det tydeligvis ikke bekymring om at deres fader nogensinde skulle se hende så afklædt, som plagede den mørklødet prinsesse. ”Det gør han heller ikke.” svarede hun selvsikker sin lillesøster, uden meget betænkelighed ”Jeg er ikke en lille pige længere, der er ingen grund for at vores fader skal se mig nøgen... Vores fader eller ej, så vil jeg nægte det.” skulle det nogensinde komme dertil, ville det nok være en af de få gange, hvor Meena ville sige deres fader imod og nægte at give sig. Han ville næppe slå hånden af hende, fordi hun nægtede at stå afklædt for hans blik?
Det var lige før at snakken om at få syet tøj passende til en udsmykket navle, virkede vanvittig absurd, men taget i betragtning af de to pigers status på livets rangstige, så var det langt fra så absurd igen. Medgivende nikkede Meena til Malika’s ord, hun kunne få syet lige det tøj hun ønskede sig og hvorfor ikke tøj der viste hendes smykke?

Et blidt beroligende klem af den lyse hånd, som et usagt ’det skal nok gå’ blev givet. Skulle søsteren havde bare den mindste smule af nervøsitet i sig. Det var jo ikke utænkeligt, når det ud fra Meena’s viden om sin søster, ville være Malika’s første piercing.
”Ja naturligvis må du det Malika.” at Malika nok ville få mere at se af den brune krop betød ikke det store, i hvert fald ikke nok til at storesøsteren ville være generet af tanken; de var trods alt søskende og begge af hunkøn.
Nært døren til huset, bankede den brune hånd mod det hårde træ, og ikke længe efter åbnede døren sig for de to prinsesser. Indenfor befandt der sig en kvinde, hvis vejrbidte ansigt og de tæt tatoverede arme fik hende til at fremstå ganske uvenlig, hvis ikke det havde været for den varme de grøn brune øjne strålede ”Noor, hvor er det godt at se dig igen!” hilsen var ret så uformel, ingen titler blev brugt her. Selv Meena’s sande navn var kendt for den ældre kvinde, som hun ikke ved sit andet besøg var end at råbe overfor Noor hvem hun faktisk var; ikke at det havde fået kvinden til at skælve det mindste.
”Meena.” hilste Noor hjertevarmt igen, med udfoldede arme strakt ud fra hver side ”Og dette må være Malika af Kazimi?” Noor vendte hun opmærksomhed på den lyse skikkelse nær Meena, og afslørede hun på forhånd var forberedt på den yngre søster ville blive trukket her til.

Malikas bekymring om hvad deres fader ville sige til piercingen, som Meena kunne tænke sig, blev pænt skubbet til side. Selvfølgelig ville han ikke se den, det kunne Malika godt fornemme på Meena, men der var jo alligevel en chance for det ville ske, og det var simpelt hen det der nagede Malika. Desuden var Malika ikke et sekund i tvivl om at deres fader selvfølgelig også spionerede på dem, når han følte for det. Lige nu var hans selvfølgelig for fuld og for beskæftiget af gæster til at kunne tage sig tid til at spionere på dem.

Det blide klem om Malikas hånd gav i den grad en tryghedsfølelse. Meena var der også for Malika, hvilket var rart at blive påmindet så diskret, eftersom det var første gang Malika selv skulle pierces og frygten for hvordan det føltes at få en bred hul nål igennem sin hud var lettere intimiderende. Det var selvfølgelig også betryggende at Meena havde prøvet det før, og det at hun stadig ville have lavet flere huller, måtte vel betyde at smykkets betydning var højere end smerten.
Det at Meena også havde det fint med at Malika gerne ville holde hende i hånden, som en støtte når Meena skulle pierces, var også ret betryggende, for på den måde havde Malika en eller anden ide om, alt efter hvor hårdt Meena klemte om hånden, hvor smertefuldt hun måske skulle regne med det ville være på hende selv. Det at de to områder nok ikke kunne sammenlignes var så noget andet.

Døren til pierceren blev åbnet og synet af pierceren gav Malika kuldegysninger. Var det nu en god ide? Kvinden virkede næsten for hårdfør til at kunne være ansvarlig for at stikke nåle igennem deres hud. Meenas glade, uformelle hilsen og kvindens varme grønbrune øjne gav dog en eller anden overbevisning om at det nok skulle gå.
Kvindes stemme virkede varm og velkommende, og da den blev henvendt til Malika, kunne hun mærkede hun rankede sig lidt op. Den lyse, lettere panikslagen skikkelse nikkede, for efterfølgende at synke en klump i halsen. ”Det er det. Malika er fint,” kom det lidt lavt og lyst fra hende. Hun stoppede sig selv tidligt i at ville neje lidt, adlen havde alligevel at sine dybe spor i hende, men hun nåede ikke længere end at det bare mindede lidt om et nik. Hun hev så blikket kortvarigt væk fra pierceren, over på Meena, for at sikre sig at hun ikke selv fik kolde fødder. Med et smil vendte Malika blikket tilbage på Noor.

Pierceren nikkede til Malika, da hun høfligt blev korrigeret i sin tiltale af prinsessen. En korrektion der passede den ældre kvinde ganske fint. Her var alle lige, der blev ikke skelnet mellem prinsesser eller sømænd, for det var ikke titler der skulle dekoreres.
”Nå jamen hvad skal I så have lavet? Rettere hvad skal du have lavet Malika? Din søster ved jeg jo på forhånd hvad ønsker.” et skævende, men sigende blik blev kastet imod Meena’s lille skikkelse. Som blev der udvekslet nogle usagte ord.
Et alvorligt udtryk fulgte straks efter. Denne gang flyttede de grønbrune øjne sig skiftevis mellem de to fyrstedødtre ”Og vi er indforstået med at hvis jeres fader finder ud af jeres piercinger, så tager i selv ansvaret for dem? Jeg fører bare nålen.” Det var ikke fordi Noor lignede en kvinde som let lod sig skræmme, men at komme på den forkerte side af en fyrste var nok de færreste så frem til. Skulle fyrsten opdage hvad hans døtre havde haft gang i.
”Det lover vi Noor. Vi fortæller ikke hvem eller hvor de er lavet henne.. Som sædvanligt” forsikrede Meena hurtigt, tydeligt afslørede, at det ikke var første gang snakket var blevet taget. Den ældre søster flyttede afventende blikket over på sin lillesøster "Noor kan dæmpe smerte i et område, så du vil ikke mærke nålen gå gennem huden. Bare lad være med at kigge med, hvis tanken gør dig utilpas.".

Malika tøvede et øjeblik med at fortælle hvilken piercing hun nok ville få lavet. Malika havde ikke haft længe til at tænke over det, og bare tanken om at få en nål stukket igennem sin hud, virkede surrealistisk. Hun så ned af sig selv og pegede mod sin navle. ”En i navlen,” lød det så, uden så meget som at skælve ved ordene. Hun kunne vel altid bakke ud i sidste øjeblik, ikke?

Noors ord om selv at tage ansvar vakte kuldegysninger langs hele ryggen. Endnu en gang blev tanken om deres fader, der nok ville opdage smykket og måske ikke være tilfreds med arbejdet, en bekymring for hende. Malika nikkede bare, en anelse skræmt af hele seancen. Så snart hun kunne mærke sin storesøsters blik rettet mod hende, åbnede Malika selvfølgelig munden, ”Ja – ja, selvfølgelig fortæller vi ikke hvor det er lavet henne,” flød det nærmest ud af de fyldige læber. Hun så så mod sin søster, som hun gav information om Noors evne. ”Okay, det vil jeg prøve,” lød det fra hende med et bestemt nik. Malika så sig kort over skulderen, som hun efterhånden følte at det at stå ude foran piercerens lokation kunne være ret så risikabelt. Papi havde jo spioner overalt, så måske skulle de bare komme indenfor? Eftersom Malika ikke kendte til proceduren, valgte hun dog ikke at forhaste sig.

Den ældre kvindes blik faldt ned mod navlens placering, før hun nikkede kort og afmålt ”Nuvel, det bør godt kunne lade sig gøre.” det rynkede ansigt krøllede sig en anelse mere sammen, ved det smil hun sendte begge prinsesser. Flyttende sig til siden i døren, gav hun plads til de kunne træde indenfor ”Stå da ikke bare derude, kom ind med jer.”.
Meena spankulerede ind som havde hun aldrig bestilt andet, kun kort lod hun blikket falde tilbage på Malika ”Bare rolig Noor har en forbandelse lagt over huset, så vores fader kan ikke spionere på os her, kun fysisk, men de har sikkert ikke opdaget endnu at vi er ude af paladset.” det sidste var i hvert fald hvad den ældre søster bildte sig ind. Hun endnu ikke havde skullet stå skoleret overfor deres far, da hun havde fået prydet hvert bryst med et guldsmykke.

Indenfor var det hele lidt sparsomt indrettet, kun det mest nødvendige var at finde i huset. Hvilket gjorde det ganske tydeligt at huset ikke var Noor’s hjem. ”Og hvem skal så først?” brød piercerens stemme igennem til de to unge piger, med blikket der flyttede sig skiftevis mellem de to prinsesser. ”Mig, Malika vil gerne se det ikke er noget farligt først.” blidt lukkede Meena sin hånd om Malika’s der var tættest på hende ”Du kan altid bakke ud, husk det. – Vi er ikke bundet før nålen er stukket. Hvis du bliver dårlig af at se på, så skal du kigge væk og sige det, okay?” de mørke øjnes blik blev alvorligt, da de søgte søsterens lysere.
Det var vigtigt Malika forstod og bekendte at hun forstod hvert ord.

Malika smilede blidt, som pierceren fortalte det godt kunne lade sig gøre. Det var da altid noget at hun virkede til at være tryg ved placeringen af smykket. På den måde beroligede det Malika lidt, at hun virkede erfaren. Ikke at Malika tvivlede på det, eftersom Meena havde været der tidligere, men der var jo en chance for det.
Malika gik straks efter Meena, med lidt hastige skridt, således hun ikke stod ude, længere tid end nødvendigt. Det lyse hoved nikkede bekræftende til sin storesøster, som hun fortalte deres fader ikke kunne spionere på dem. Et lag af sikkerhed blev derfor omhyggeligt tilføjet til Malikas beslutning om sit smykke. Nu måtte hun bare se om hun kunne holde tanken om nålen igennem huden ud.

Den smule selvsikkerhed Malika havde opbygget, blev nærmest pulveriseret, så snart Noor spurgte hvem der skulle pierces først. Åh nej, det er jo lige nu det sker! At høre Meena meldte sig selv, lettede dog en tung sten fra hjertet og gav selvsikkerheden mulighed for at opbygge sig selv igen. Malikas blik flyttede sig fra hjemmet og Noor til sin søster, da hun klemte om Malikas hånd. Hun nikkede opmærksomt og forstående. Beskeden om at hun kunne kigge væk, hvis hun følte ubehag var efterhånden feset ind i det lyse hoved. Malika ville dog gerne se Meena blive piercet, hvis hun kunne, eftersom hun mente det ville give en ro i sit hoved. Det kunne selvfølgelig godt være at Meena ikke fandt det rart at Malika så hende blive piercet, nu hvor det var mellem benene. ”Må jeg se dig blive piercet?” spurgte hun så sin søster, blot for at være sikker på det ikke var over grænsen. De var trodsalt begge kvinder.

Blufærdighed var for den ældre søster en lidt skør størrelse. Det var ikke fordi hun ikke besad den, for det gjorde hun, men på mange punkter var den bare noget mindre og ind imellem grænsende til ikke eksisterende.
Hvor mange nok ville have sagt de ikke ønskede nysgerrige øjne, andet end dem tilhørende den arbejdende. De nysgerrige øjne tilhørte ikke hvem som helst, men Malika. ”Ja naturligvis, hvis det kan give dig en ro. Jeg ved jo du ikke kigger unødvendigt og vi er jo begge kvinder” svarede hun med et varmt smil, uden tøven.

Efter Noor havde gjort alt klar til at den første af prinsesserne kunne tage plads på, hvad der mest af alt mindede om en blanding mellem en briks og en stol. Med en gestikulerende hånd fra den ældre kvinde, tog Meena plads med kjolens skørt trukket op, efter at have taget under klæderne af.
En brun slank hånd blev rakt ud mod den lyse søsters skikkelse, mens den erfarende piercer flyttede sig nærmere den mørklødet unge kvinde. ”Jeg har slet ikke fået spurgt dig om hvordan du syntes middagen gik?” de chokoladebrune øjne søgte op mod Malika’s lyse.
De havde ikke siddet langt fra hinanden under middagen, kun lige akkurat uden for rækkevidde til at kunne snakke sammen under maden. Ikke at Malika fra afstand havde set ud som om hun havde haft en dårlig aften, men det var ikke altid til at vurdere for selv blandt familie kunne man være nødsaget til at forgive.

Malika trak på et blidt smil, som hun fik tilladelse til at se på. Forhåbentlig gav det hende mere ro om at hun selv skulle have en nål magen til igennem sin navle om lidt. Malika så roligt på, som Meena og Noor gjorde sig klar. Noor med forskellige instrumenter og udstyr til at udføre jobbet, og Meena ved at tage sine underklæder af og trække sit skørt op. Så snart søsterens slanke gyldne hånd blev rakt i hendes retning, var hun hurtig om at træde nærmere og tage hende i hånden, for forsigtigt at lade sine fingre stryge hendes hånd. Det kunne udefra ligne at det var Malika der ’beroligede’ Meena, men det var nok lige omvendt.

Spørgsmålet om middagen, fik Malikas øjne til at søge op mod Meenas. ”Den… Den var vel okay?” Malika var god til at skabe diskussioner, selvom hun hade at have dem. Hun elskede at forsvare sine tanker, men hade at skulle overveje om hendes egne tanker var forkerte. Alt efter hvem hun diskuterede med, ændrede jo også det hele. ”Hvad med dig selv? Nød du middagen?” spurgte hun og skævede kortvarigt ned til Noors hænder, for at se hvor langt hun var nået, for efterfølgende at se op mod Meena. 

Meena ville lyve både for sig selv og andre, hvis hun påstod at der ikke var en lille flamme af nervøsitet der flækkede i hendes indre. Heldigvis var denne nervøsitet ikke af den dårlige slags, nærmere var det en spændt nervøsitet. Spændt på om smerten ville være sammenlignelig med de forrige piercinger, men også om den ville gøre mere ondt nu eller først senere. Noget i den ældre prinsesse sagde at tiden efter ville være den værste del, af denne piercing.
Med en lille vippen fra den ene side til anden, uden at slippe Malika’s hånd, fik Meena justeret sin stilling til at sidde bare en anelse bedre, så hun bedre kunne slappe helt af i kroppen når Noor bad hende om det.
Spørgsmålet var ikke stillet fordi Malika ikke måtte kigge ned mod Noor. Det var blevet stillet for at Malika kunne få lidt andet at tænke på, skulle tanken om nålen og den smerte som unægtelig ville komme fylde lidt for meget i det kønne hoved. En lille latter, ikke på nogen måde spottende, slap over de små buttede læber, da det lod til at komme bag på den yngste af prinsesserne ”Den var..-” en teatralsk pause blev taget ”- så kedelig..! Helt ærligt hvordan kan vi være i familie med en så kedelig som Jirani?” det næste blev sagt med rullende øjne. Deres fætter var desværre kendt for at være lidt af en tør ung mand, altid alvorlig og havde mere end svært ved at grine med på vittighederne. ”Det er heldigt, at han i det mindste er vokset fra de store fortænder. Hvis ikke havde han da aldrig haft en chance hos damerne, men jeg vil altså gerne være foruden at have ham som bordherre.” sukkede hun lettere modløs ved tanken om, at det næppe var sidste familiemiddag, hvor Meena blev sat til at skulle underholde en der havde cirka lige så meget gejst, som en på 86 år og tæt på skindød.

Fortællingen fik den ældre kvinde placeret ved Meena’s fødder til at slippe et moret fnys, men uden at kommenterer på prinsessernes indbyrdes samtale. ”Du kender proceduren, intet er ændret siden sidst. En dyb indånding helt ned i maven, gennem næsen og så puste helt ud når jeg siger til. Det er vigtigt du ligger helt stille, selv hvis det skulle nive.” selvom Noor tale på rutinen, virkede hun ikke på nogen måde distanceret i sin professionalisme.
Meena besvarede med et klart nik, inden Malika fik et tydeligt spændt smil. Som aftalt på Noor’s kommando sugede hun luft ind, helt ned i spidsen af lungerne så brystkassen hævede sig. Langsomt og kontrolleret blev luften tømt igen, mens Noor lod nålen gå gennem den brune hud. Den ene side af overlæben trak op mod øjet, så kinden blev presset op mod det og gjorde øjet en smule smaller, blev reaktionen på smerten der trods den var dæmpet stadig var til stede.

Malika observerede hvordan Meena satte sig til rette i stolen, således hun kunne slappe helt af. Den lille latter der undslap søsterens læber fik Malika til at smile en anelse og se afventende som der blev holdt en lille pause. Da hun endelig afslørede hvad hun syntes om middagen, kunne hun ikke lade være med at grine, ”Åh, du var da også uheldig at blive sat så tæt på ham,” klukkede hun. Familien var trodsalt så stor, at Malika havde siddet længere væk fra deres ret så tørre fætter. Heldigvis, for ellers havde hun da i hvert fald kedet sig under middagen, ligesom sin søster tydeligvis havde. ”Havde du ingen til at underholde dig?” spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå så de lyse krøller lagde sig mere til den ene side.

Hun så kort ned mod pierceren, som gav et fnys fra sig over Meenas fortælling om deres kedelige fætter. Kort efter kom der instrukser fra kvinden, nogle instrukser Malika ville prøve at huske til når det blev hendes tur, selvom det måske ville være svært når hun skulle pierces i navlen. Hun undrede sig kortvarigt over hvordan det ville foregå, men det fandt hun nok ud af.
Det lettere anspændte smil der blev sendt til Malika, blev svaret med et roligt smil og et lille klem om hånden om at hun var der for hende. Meena gjorde som hun fik besked på, og Malika så roligt på, uden at trække på en mine. Det så ganske harmløst ud, når det blev gjort så kontrolleret som Noor gjorde det. Malika lod sit blik glide tilbage til sin søster øjne med et blidt smil. ”Hvordan var det?” spurgte hun og lagde sin frie hånd oven på hendes hånd, så begge hendes blege hænder holdt om den brune hånd.

”Jeg begynder at mistænke der er indgået en pagt i familien, som jeg ikke er en del af.” tilføjede hun lattermildt, ikke den mindste smule tvær over at være endt med den kedsomlige fætter ved mere end en lejlighed. I bund og grund handlede det nok om, at den ældre Kazimi søster altid formåede at virke oprigtig interesseret og deltagende i samtalerne. Selv når hun var ved at dratte ned af stolen af kedsomhed. Så det var vel bare en indforstået bjørnetjeneste mod Jirani, at få ham til at tro alt hans snak om sandkorn, var hvad alle unge kvinder fandt sindsoprivende spændende. Men hvis det var hvad der internet var aftalt imellem de resterende familiemedlemmer, så kunne hun da godt spille med i de få timer det drejede sig om. Det gav trods en fremragende undskyldning at fedte ham af på de andre, så snart middagen var overstået.

”... Jeg vil hellere have pierceret begge mine bryster på ny.” indrømmede hun ærligt overfor søsterens udspørge. Det var ikke fordi det var den værste smerte hun havde prøvet, det sørgede Noors smertedæmpende evne for. Dog kunne det stadig mærkes som en insisterende niven der ikke lige sådan lod til at ville slippe ”Men jeg er sikker på navlen er meget mildere end begge de to steder, så du har intet at frygte.” skyndte hun at forsikre, oprigtig i sine ord.
Noor gjorde sit arbejde færdigt, mens de to prinsesser konverserede, inden hun trak lidt ned i Meena skørt for at indikere det hele var veloverstået ”Husk at rense godt dagligt med salt vand, gik det gerne så meget luft som muligt og hvis du skulle være sammen med en partner, så rens efter og ingen kropsvæsker der på.” med de instrukser slap Meena Malikas hånd, efter at have givet den et lille blidt klem. Med begge hænder placeret mod briksen fik hun sat sig op, justeret yderligere på kjolen inden hun forsigtigt rejste sig med et forstående nik. Intet hun ikke havde hørt før.
Henne foran et spejl der skulle have væghængt, men som i stedet stod lænet op mod væggen, løftede Meena kjolen for at se på det nyeste smykke ”Jeg elsker den Noor, den er så fin.” lød det storsmilende, tydeligt tilfreds over sit valg. Med kjolen på plads drejede hun sig mod lillesøsteren ”Tør du stadig?”.

Malika klukkede glad over sin storesøsters ord, om at der var noget hun ikke var en del af. ”Jeg tror du har ret,” klukkede Malika glad, blot for at gå videre med ’ideen’. Malika kendte dog ikke noget til at Meena specifikt skulle sidde ved siden af Jirani, men når hun tænkte over det, havde hun da godt lagt mærke til at Meena havde været uheldig mere end en gang. Malika havde ’nydt’ selskabet en gang, og det var mere end rigeligt for hendes blege pande.

Malika spærrede øjnene let op, som Meena forklarede hun hellere ville have piercet sine bryster på ny, frem for at gå igennem den piercing hun lige havde fået igen. Skulle hun så frygte at få piercet sin navle? Dog var Meena hurtig til at aflede Malikas specifikke tanker om smerten, ved at fortælle hun var overbevist om at smerten var meget mildere i navlen. Blidt, bed hun i sin underlæbe, mens hun nikkede fast. Selvfølgelig var der intet at frygte. Noor havde jo prøvet dette massere af gange og hun havde en evne til at gøre det til en mindre smertefuld oplevelse.

Malika prøvede at følge med i instrukserne, som blev givet, for det var nok de samme instrukser som hun selv skulle følge. Selvfølgelig, hvis hun glemte noget, ville hun spørge sin søster til råds, eftersom hun havde en jhvis erfaring. De lyse øjne fulgte søsteren som hun kom op fra stolen og til sidst begav sig hen til et spejl for at se smykket an. Malika kunne ikke lade være med at trække på et smil, som søsteren tydeligvis var blevet glad for sit smykke. Så snart søsteren henvendte sig til Malika var det som om Malika vågnede lidt. ”Ja, klart,” lød det forholdsvis selvsikkert, selvom hun følte hun ikke helt var sikker på sin beslutning, men hun var dog fast besluttet om at smykket i navlen ville pynte og gøre Malika tilfreds. Så det var vel det rigtige at gøre. Malika med sine ord klar til at sætte sig i stolen, når Noor ville bede hende om det.

De mørke øjne smallede sig kortvarigt, mens munden blev trukket stramt i en lige linje i det solkyssede ansigt. Uimponeret stod Meena og betragtede sin lille søster. Kun længden minen holdt ved og det efterfølgende tunge suk, der formåede at trække lidt på smilebåndet afslørede, at den ældre søster ikke var nært så utilfreds som det kunne fremstå.
”Det var jo ikke meningen du skulle give mig ret, Malika.” lo hun ud under de himmelvendte øjne. Det var sikkert primært tilfældigheder, som skyldtes Jiranis bordplacering, det var i hvert fald hvad Meena i sidste ende håbede på.

Noor rettede blikket imod den lyse af prinsesserne, med et venligt smil og beroligende øjne ”Du kan nå at sige fra indtil nålen er gået gennem huden. Det ville ikke være den første gang det er sket.” forsikrede hun, inden der blev gjort tegn til at hun gerne måtte tage plads op stolen. I et øjeblik rettede den vejrbidte piercer blikket mod Meena ”Og din søster her, har ikke lige frem valgt de mest begyndervenlige steder.” opmærksomheden gled tilbage på Malika, hvor hun gav sig til at gøre klar til at udsmykke den lyse hud.
Noors ord fik Meena til at slippe en latter ”Jeg valgte da næsen først, gjorde jeg ikke? Den var slet ikke slem, knapt nok mærket.” svarede Meena tilbage, da hun trådte hen ved siden af stolen med et sigende blik til sin søster ”Smerte er individuelt, men vi er jo Kazimi’er, så naturligvis skal du nok klare at få pyntet navlen. Det er jeg sikker på.” hånden blev rakt frem til Malika, med et varmt søsterligt smil. Nu har Kazimi prinsesserne ikke ligefrem kendt for at være synderligt pjevsede.
Så snart alt var klart og Malika havde givet sin sidste accept til at blive piercet, udførte Noor sit arbejde uden større besvær. Mindede Malika om at trække vejret dybt ned i maven og puste langsomt ud, mens nålen blev trykket igennem huden og smykket, en stav, blev sat i hullet.
Meena holdt hånden gennem det hele, hvis Malika havde valgt at tage den, og som en musende høg forlod hendes blik ikke lillesøsterens ansigt, så meget som et sekund. Ikke før det hele var vel overstået og søsteren måtte rejse sig ”Var det slemt?”.


// Lukket efter aftale