Pax sukkede højlydt, i det endnu en køber sneg sig af sted ned langs gadebilledet. Sælgeren, der stod placeret ved næste gadehjørne, kastede ham et kedet blik – en følelse den gråhårede mand forstod sig på. Dette var anden dag i streg, at han stod placeret på en af den nedre bys brostensbelagte gader, og stadig var intet hændt. Pax var ellers blevet lovet noget af et eventyr – tilsyneladende var forretningen truet, men endnu var det uvist af hvem præcist. Der var dog intet sket i løbet af de spæde dagtimer, og eftermiddagen syntes ikke være anderledes, hvilket var til stor frustration for bandelederen, hvis fødder var ømme.

Og dog var ikke alting mørkt og gråt. Pax havde nemlig øvrige planer, og disse skulle snart vise sig, at blive ført til vejs ende – planens eneste omdrejningspunkt kom nemlig spankulerende i den lette støvregn, og ganske uden at vide – det var i hvert fald, hvad knægten gav udtryk for – hvad han var på vej ind i. Det var næsten for godt til at være sandt, tænkte Pax, hvorefter han lod sin stemme runge nogle få meter ned langs gaden:
”Hey. Hunter. Lang tid siden.”

Hunter havde ikke haft en god uge. Asad var forsvundet, kun et par måneder efter at Atlas var forsvundet, og uden deres leder var banden han var medlem i hurtigt gået i opløsning. De var stadig tre medlemmer tilbage, men ingen af dem havde nok passion for deres kriminelle arbejde til at fortsætte, når Asad ikke var der til at piske en stemning op. 

Derfor var det også i en noget nedtrykt stemning, at han spankulerede ned af de hjemvante gader i nedre Dianthos, med hænderne i lommerne og et blankt udtryk, optaget af sine egne tanker, da han hørte en velkendt stemme.

Han løftede ansigtet og så sig undrende omkring, indtil han fik øje på Pax. I stedet for at svare på hans hilsen, gav han den anden mand et anerkendende nik og slentrede op til ham, indtil de stod side om side, og kunne se de samme mennesker komme og gå forbi dem.

"Lang tid siden," medgav han, først da de var tæt nok på hinanden til at han slap for at hæve stemmen. "Du må have nok at lave, siden du står herude?" Hunters blik gled op og ned af Pax, som han ellers havde fået indtrykket af, var for god til at stå og sælge i regnen. Han vidste, at der måtte foregå mere end man lige kunne se, og han ville gerne vide hvad; men mere end noget andet, håbede han, at det var nu, Pax ville fortælle ham, at han manglede mandskab. 

Pax skævede til den yngre dreng, pludselig væsentlig mere tilfreds ved dagens forløb end tidligere. Hunter havde altid slået ham som en eftertænksom og tavs type – ja, nu hvor Pax tænkte over det, mente han aldrig, at have hørt knægten råbe.
Et lavmælt men moret fnys forlod ham, hvorefter han skævede til Hunter med et sigende blik; et blik der talte sit tydelige sprog – tror du virkelig, jeg vil lade dig vide det? Ikke desto mindre måtte Pax dog tøjle sin begejstring. Hans antagelse havde tilsyneladende været rigtigt – der sad et ganske godt hoved på den yngre mand, der i løbet af ingen ting havde opfanget, at Pax’s tilstedeværelse vidnede om, at noget ikke var, som det burde være.

”Jeg hører, at Asad og Atlas er væk”, lød det omsider fra den gråhårede mand, i det han dernæst lod sit ene øje farer udover de nærmeste omgivelser. ”Rygterne siger, at resten af jer render rundt som hovedløse kyllinger. Passer det virkelig?”

Hunter skævede nedslået væk, da Pax nævnte Hunters tidligere bande-venner, og sank en klump, inden han gav ham ret med et nik, der var så forsigtigt, at man missede det, hvis man blinkede. Det var et ømt emne. Hunter havde haft sin plads i livet, sin plads i byen, og nu havde han mistet den. Selvom man kunne kalde dem rivaliserende bander, havde Hunter aldrig haft et problem Pax, og han troede heller ikke, at Pax nogensinde havde haft et problem med ham. De havde ikke blandet sig i hinandens anliggender.

"Jeg er en hovedløs kylling," svarede Hunter med en hæs latter og hev hænderne op af sine lommer, for at imitere et par baskende kyllinge-vinger med sine arme. "Ikke at jeg har noget imod at gå og dase dagen lang, men hvis ikke jeg snart bringer krystaller på bordet igen, så smider min far mig ud hjemmefra." Hunter sænkede sine kyllinge-vinge-arme med et træk på skuldrene, inden han stak hænderne i sine lommer igen, og håbefuldt skævede til Pax. Havde han kunne kontrollere sind, var det nu, han ville have tvunget Pax til at invitere sig ind i Ulvens Flok. I stedet stod han utålmodigt og ventede, usikker på om den overhovedet ville komme eller om Pax blot havde kaldt ham over for at lege med ham. 

Pax lyttede, men tilsyneladende ikke synderlig interesseret. Det var dog ikke sandheden og ethvert af Hunters ord blev nøje gennemtygget, forinden at Pax omsider nikkede som tegn på, at knægtens udmelding – og derigennem forespørgslen, der unægtelig også var at finde – ikke var gået unoteret forbi ham. 

”Jeg har måske noget, du kan lave”, lød det drævende fra den ældre mand, hvorefter han lagde sine tynde men muskuløse arme over kors. Det ene grå øje – det eneste, der var tilbage nu – lagde sig urokkeligt på Hunters skikkelse, og midt i alt det grå dansede noget vurderende. Hunter var ikke højere end gennemsnittet og heller ej hverken større eller mindre i vægt, hvormed han var ideel til opgaver, der krævede en sådan figur. Og så var knægten ivrig, hviskede en kalkulerende stemme.

Pax – foruden at hans ene øje skred fra Hunters skikkelse – nikkede mod gadebilledet, det, han havde stået og betragtet få øjeblikke forinden. ”Hvad tror du, at jeg laver her? Du sagde, jeg havde nok at lave.”

Hunter var ikke typen, der lod sine følelser vise, og da Pax endelig tilbød ham et job, hævede han også kun spørgende sine øjenbryn, selvom han længere inde følte både håb og lettelse. Han var ikke kræsen - de beskidte jobs var, hvad han var vant til, og han var egentlig ikke interesseret i et ærligt arbejde, men hvad end Pax havde til ham måtte være godt nok, i hvert fald for nu. 
Hunter bildte sig selv ind, at han forstod sig på Pax, eller på den type mand under alle omstændigheder, og han troede også på sin egen mulighed for at stige i rang, hvis først han fik en åbning ind under hans vinger.

"Hm?" spurgte han med en brummen og skævede i samme retning som Pax nikkede. Tandhjulene kørte i hans hoved, imens han skævede fra gaden, tilbage til Pax, og ned ad gaden igen. Der gik ikke længe, før han så en anden lyssky fyr sælge noget lidt længere nede ad gaden, og Hunter lagde hovedet på skrå, imens han mentalt lagde to og to sammen.

"Kommer an på om det er din fyr dernede eller en andens." Han skævede tilbage til Pax. Det her var hans område, så det ville være farligt for andre at sælge deres varer her. "Hvis det er en andens, så er du her vel for at smadre ham. Men det har du ikke gjort endnu og desuden er du her alene, så..." Han skiftede sin vægt fra den ene fod til den anden. "Har han problemer? Nogle der stjæler fra ham?"

Pax kunne ikke undgå, at komme til at smile, i det at Hunter begyndte sit ræsonnement. Han var ikke langt fra målet og det glædede den ældre mand. Det var derfor også med et frydefuldt blik og et anerkendende nik, at Pax dernæst svarede:
”Han er min. Det er de begge”, lød det; ordene drævende og næsten kedede. ”Og nej, jeg er her ikke for at smadre nogle –” morede gnister sneg sig ind midt i alt det stålgrå, i det at Pax skævede til knægten ved hans side for endnu engang ” – men jeg er her ikke alene. Jeg står bare alene.” Pax nikkede ud mod gadebilledet og lod dernæst en lang, tynd finger glide henover de tilstødende bygninger, hvis vinduer var mørke og beskidte, som forklarede det alene hans ord.

”Men du har fat i den lange ende. Der er noget, der truer forretningen, og jeg venter egentlig bare på, at hvem end det, viser sig.” Pax skubbede sig fri af husmuren og vendte sig derefter mod Hunter – og havde der været tvivl om det spøgefulde i hans blik før, måtte den unægtelig være forsvundet: Pax’s øjne funklede nemlig af morskab.

”Men nu er du her jo. Så behøver jeg ikke være her. Skal vi sige, jeg er tilbage om en time?” 

Hunters øjenbryn trak sig undrende sammen, da Pax fortalte at de begge var hans. Instinktivt vidste han, at det var et setup, når begge fyre var hans, men det tog ham et par sekunder at indse, at de stadig ventede på deres offer.

Han fulgte endnu en gang Pax's nik imod gadebilledet og indså pludseligt, hvor lille hans tidligere bande havde været i forhold til, hvad han var ved at rode sig ind i nu. Hans skuldre havde trukket sig op mod hans ører, men da han så Pax's afslappede, nærmest glade, udtryk, slappede han også straks selv mere af. Med et rul med sine skuldre og en dyb indånding var han rolig igen, og vendte tilbage til at spejde samme vej som Pax havde, indtil han hørte at han havde tænkt sig at gå. 

Hunters blik fløj tilbage til Pax's. Han havde ikke lyst til at være alene; han havde været så lettet over Pax's tilbud, fordi han ikke ville være alene, så længe han var sammen med ham og hans bande. Et øjeblik fyldtes luften imellem dem med elektricitet, indtil Hunter fik løftet en hånd og gnubbet den over sit bryst, hvor han kunne mærke sit hjerte slå. Der gik mindre end et par sekunder før evnen lagde sig igen, men det havde føltes som en evighed, sådan som den havde forrådt hans kolde ydre. 

"Tag dig god tid," svarede han så, med et løft med hagen, og vendte blikket tilbage mod sælgeren.

Pax lod sit ene øje glide vurderende henover den unge knægt. Ubehaget var til at tage og føle på, men det var unægtelig, hvad der dernæst fulgte, der var det væsentlige. Pax kunne ikke gå rundt efter samtlige af dem, der arbejdede for ham – de måtte kunne tage varer på sig selv, foruden den beskyttelse nogle mente, at han gav dem.
Ikke, at den gråhårede unge mand var uden et hjerte, hvilket også var derfor, at han klappede Hunter kammeratligt på ryggen, i det han skridtede forbi ham. ”Det er en test, Hunter – hvis du gør det godt, skal jeg nok sørge for, du får arbejde”, lød det, forinden at Pax hev tykke og mørke stoffer op foran ansigtet.

End ikke øjeblikket efter forsvandt han. Dog, ikke fuldkommen…

Pax bevægede sig faktisk aldrig andre steder hen, end rundt omkring gyden og ned af de omkringliggende gader, hvori han forsvandt ind i en faldefærdig bygning. Det var fra dens overetage – og i selskab af en anden ung mand – at han tog gadebilledet, men også Hunter, i nærmere øjesyn. Og dernæst begyndte ventetiden. Gad vide, om han ville forblive stående, skulle Pax ikke vende tilbage?

”Gå et smut forbi ham dernede og prik lidt til ham”, bad han skikkelsen i hjørnet, der skubbede sig fri af muren i samme øjeblik. ”Lad os se, hvordan han klarer det.” 


(Du bestemmer helt selv, hvor meget han udsættes for <3)

I det sekund Pax havde klappet Hunter på skulderen, var Hunter villig til at dø for ham. Dér var det kammeratskab han hungrede efter. Det kammeratskab han havde bildt sig selv ind, at han havde haft i sin anden bande, men som var gået i opløsning lige så snart byvagterne var i hælene på bare én af dem.

"Okay," mumlede Hunter og skævede efter Pax, imens han forsvandt. Han kunne sagtens blive stående en times tid alene, det var intet problem. Han kunne også godt fixe det, hvis der var nogen der skabte problemer for Pax, så længe løsningen var at slå tænderne ud på dem, eller skræmme deres blære løs.

Med et suk lænede han sig tilbage mod muren og lagde sine arme over kors, imens han forberedte sig på en lang ventetid. Havde Asad bedt ham om det samme, ville Hunter være skredet med det samme. Men Asad havde aldrig været troværdig. Det var Pax - eller virkede til at være. Hunter kendte ham ikke så godt endnu, men han havde uden tvivl nogle høje forventninger. Blandt andet forventede han, at Pax ville holde sit ord, bare sådan nogenlunde. 

Han ventede endnu, da en fremmed fyr stillede sig op foran ham og bad ham om at skride. "Desværre, bessefar, det her er mit hjørne nu," svarede Hunter affejende. Han nåede ikke at se slaget komme, før knytnæven fandt hans kindben og tinding, og han knaldede baghovedet ind i muren bag sig. Normalt ville det være mere end nok til at få det fleste gadebørn til at tage benene på nakken, men Hunter lignede trods alt ikke et gadebarn; det kunne han godt, hvis han ændrede sit kropssprog og sin attitude en smule, men han holdt hovedet højt og ryggen rank, og bevægede sig, som om han var udødelig. Så der var ingen pause, før det næste slag var på vej. 
Men det så Hunter komme, og selvom det ramte ham i maven og slog vejret ud af ham, lykkedes det ham at få fat om armen på sin modstander og straks sendte han stød igennem ham, så kraftigt at der slog gnister ud fra dem begge.

Hunter løftede et knæ og med muren bag sig til støtte, sparkede han sin modstander væk, over på den anden side af gaden, og udnyttede afstanden imellem dem til at trække sin springkniv og klikke den åben.
Han kunne se på fyren, der nu lå på brostenene og ømmede sig, at han var gået over gevind, men han havde gjort langt værre med sine gamle venner, og lige nu var hans største bekymring, at Pax ville komme og se, hvad han havde gjort, og beslutte sig for at han havde tiltrukket sig for meget opmærksomhed i forhold til opgaven. 

Pax betragtede med stor iver, hvordan scenariet udfoldede sig. Hunter var tilsyneladende ingen svækling, og det var med en hvis færdighed, at han holdt skansen over det ubetydelige gadehjørne. Pax var, i sandhed, imponeret – en følelse der tog til i styrke, i det at knægten slog gnister og fik lakajen til at gøre det samme.

Så Hunter havde magi – og en potent en af slagsen. Under normale omstændigheder var Pax ikke synderlig interesseret i, at lade sådanne figurer optræde i Flokken. Hvis de ikke kunne styre deres evner, ville det unægtelig volde ham selv – og alle omkring dem – problemer. Problemer, man sjældent havde råd eller ressourcer til at tage sig af.
Ikke desto mindre var det dog med et tilfreds smil, at Pax forlod den øverste etage og dernæst indfandt sig i gadebilledet igen. Denne gang var han ikke gået udenom, men i stedet trukket hoveddøren op, hvormed han kunne placere sig imellem de to knægte, forinden at Hunter satte springkniven i den anden.

Pax sendte Hunter et tilfredst smil – et, der tydeligt vidnede om, at han var imponeret – forinden, at han satte sig på hug ved knægten, han havde sendt afsted. Han ømmede sig gevaldigt, men forsøgte at bide smerterne i sig, i det Pax først knælede ved hans side og dernæst – efter at have iagttaget ham – trak ham op at stå.
Dernæst slog Pax tre bank på et af vandrørene, hvis udmunding var forbundet til tagrenden på hustaget og der gik ikke mange minutter før, at flere af Flokkens medlemmer kom krybende frem alskens steder.

Efter at have sendt knægten – båret af to stærke mænd, der var væsentlig ældre end ham selv – afsted, gjorde Pax tegn til de øvrige, der dernæst vendte tilbage til arbejdet.
Pax bevægede sig derefter tilbage mod Hunter – og stadig smilede han. ”Drikker du øl?”, spurgte han, hvorefter han lagde begge sine hænder på den yngre mands skulder og tog ham i nærmere øjesyn. ”Kargos fik alligevel et godt slag ind, var?”, lød det dernæst, om end en smule moret, og i samme øjeblik at Pax’s hoved gled til den ene side.

”Vi får lige Edward til at kigge på dig. Og så skal vi have en snak.”

Hunters blik sprang op, da døren blev åbnet, og da han så, hvem der havde åbnet den, sænkede han straks sine parader. Ikke fordi han ikke var bange for Pax - for det var han i en vis grad - men fordi han overgav sig, og senere, fordi han kunne se, at det ikke var en fjende han havde ristet. I det mindste kom han op at stå, med Pax' hjælp, så helt galt var det heldigvis ikke gået.  

Hunter hverken sagde eller gjorde noget, men så blot til i tavshed, imens folk pludselig kom krybende fra steder, Hunter slet ikke havde set som en trussel. Han flyttede sig ikke, heller ikke da de nærmest pilede omkring ham, men han fulgte nøje Pax med blikket, der til tider fløj til de andre medlemmer. 

Det overraskede ham at se et smil på Pax' læber. Han vidste ikke hvad han havde regnet med, men det var ikke dét. Al tvivl han havde haft, forsvandt dog da Pax' hænder lagde sig mod hans skuldre og selvom han ikke ligefrem smilede selv, var der et optræk og et glimt i hans øjne, der ikke havde været der før. 
"Jeg drikker hvad end jeg kan få fingrene i," indrømmede han, efterfulgt af en varm og kun lettere nervøs latter, da Pax kommenterede på slaget han havde taget til hovedet. "Det er ikke noget særligt," påstod han, selv som han skar en grimasse, da han strøg et par fingre over sit kindben. Det var ømt og ville sikkert bare blive til et blåt mærke - det værste var, da han havde slået baghovedet ind i muren. Men det vigtige var, at Pax overhovedet tilbød ham at blive kigget på. Det kunne kun betyde, at han var interesseret i at beholde ham. 

"En snak om hvad?" spurgte han alligevel, med løftet hage, som om han ikke havde tænkt sig at takke ja til alle betingelser han overhovedet kunne blive givet.

Pax forsøgte, at tæmme det morede smil, der syntes, at hænge ved hans hjerteformede læber. Det lykkes ham dog knap, og hastigt nikkede han til den yngre knægt: ”Det er ikke noget særligt”, stemte Pax i, hvorefter han blinkede til Hunter.
En mild, lavmælt latter fulgte end ikke øjeblikket efter, som Pax drejede Hunter rundt og begyndte at føre ham ned af gaden. ”Og jeg tænker, vi skal have en snak om lidt af hvert. Ambitioner, tidligere erfaring – den slags man spørg om, forinden man ansætter, du ved”, spøgte den gråhårede mand dernæst. Der var dog ikke langt fra alt det morede til det gravalvorlige; Pax havde skam i sinde at udspørge om Hunters tidligere liv, men han var dertil også overbevist om, at han øjensynligt allerede vidste, at det uundgåeligt måtte komme.

Pax førte Hunter igennem de smalle, tætpakkede gader, indtil de nåede et faldefærdigt stråtagshus. Det lignede på sin vis alle andre i beboelseskvarteret, men dog med den forskel, at der stod to genkendelige skikkelser ude foran hoveddøren; mændene, der havde båret den sårede Kargos afsted.
De hilste med tavse nik og var tilsyneladende mere optaget af Hunter end af Pax, i det de to sidstnævnte trådte indenfor.

De blev mødt af en ældre, krumrygget mand der kortvarigt tog dem i nærmere øjesyn, hvorefter han syntes at beslutte, at de ikke afkrævede hans mere af hans opmærksomhed. Dernæst vendte han tilbage til arbejdet, der bestod i, at irettesætte Kargos; knægten, hvis øjne sendte giftige blikke mod Hunter, og som sad placeret på en taburet med fronten drejet mod Edward den Ældre.

Det tog Edward et øjeblik mere før, at han erklærede sig tilfreds med dagens arbejde og sendte Kargos ud af sit hus. Imens forklarede Pax: ”Edward tilser os, skulle det være nødvendigt. Hvis han ikke er i undergrunden med os andre, så kan du finde ham her. Han er en af os, så du kan trygt søge hjælp her, hvis der skulle være brug for det.” 

For Hunters skyld måtte Pax grine lige så meget af ham, som han havde lyst til - det var harmløst i forhold til, hvordan stemningen i hans tidligere bande havde været, og selvom Hunter gerne ville tages seriøst, så følte han heller ikke at Pax gjorde grin med ham lige nu. Tværtimod følte han at hans latter var venskabelig. Det var uvant for den unge dreng.

Han lod sig føre med uden at gøre indvendinger og reagerede kun på Pax's svar ved at skære en grimasse, da Pax nævnte ambitioner. Selvom Hunter hungrede efter at vise sit værd og efter at lave noget, han kunne se det sjove i, så bildte han sig selv ind, at det ikke talte som ambitioner, og når det ikke var ambitioner, så kunne han ikke se, at han overhovedet havde nogen. 
Tidligere erfaringer derimod, der kunne han lidt bedre lokkes til at snakke. 

Det var med en tvunget afslappet attitude, at han lod sig føre forbi de store mænd, der tidligere havde slæbt Hunters modstander væk, og Hunter vidste allerede, hvem der ventede på ham indenfor. Da han mødte Kargos' blik, løftede han langsomt begge hænder op i hoved-højde i overgivelse og skar en grimasse i fortrydelse over at have givet fyren så voldsomt et stød. Han kunne nok godt have sendt ham i jorden med lidt mindre, hvis ikke han var blevet så forskrækket over den pludselige vold. 
Hvis Pax var seriøs omkring at lukke ham ind i banden, så ville Hunter helst ikke starte ud med at være fjender med halvdelen af medlemmerne.

"Fornemt," svarede han med et langt blik mod Edward. "Hvorfor ikke bare tjene en masse krystaller på at hjælpe de rige svin i stedet?" Det faldt på ingen måde Hunter ind, at nogle mennesker gjorde gode ting uden at ville have betaling for det, i stedet ledte han efter en anden grund. Hvis det var fordi Dianthos havde forbudt Edward fra lovligt at heale folk, fordi hans evne sugede livsenergi fra spædbørn, eller noget, så ville Hunter ikke brokke sig, han ville bare gerne vide det.

Pax fnøs moret og placerede sig i et mørkt hjørne, hvorefter han lagde de tynde men muskuløse arme over kors. Hans ene øje slog gnister af spøgefugl energi, og de blev ikke mindre i det, at Edward sendte både ham selv og Hunter et irettesættende blik.

”Fordi de rige svin ikke gider have noget med ham at gøre”, svarede Pax omsider, hvortil det blev Edwards tur til at brumme fornøjet. Den gamle mand tilføjede:
”Og jeg gider ikke have noget med dem at gøre! Nej, unge mand, os rakkerpak må holde sammen – gider du godt sætte dig? Og drik det her, så er du sød”, lød det beordrende, som kun en ældre og erfaren helbreder kunne sige det. I samme øjeblik rakte Edward to små flasker frem mod Hunter, og mimede, hvordan knægten skulle bunde indholdet i et raskt tempo, hvorefter han tog baghovedet i nærmere øjesyn.

Efter Hunter var blevet tilset – Pax havde stået og betragtet scenariet udfolde sig – forlod Edward dem, velvidende hvad der dernæst måtte følge. Pax selv skubbede sig fri fra det faldefærdige tapet, hvorefter han ledte Hunter ud i et vakkelvornt køkken, hvori han begyndte at lave te.

”Jeg drikker ikke alkohol. Det sløver hovedet”, forklarede den ældre mand, i det han placerede to porcelænskopper og dernæst selv satte sig tilrette overfor Hunter. ”Hvad angår Edward – vi er gamle venner, kan man vist sige. Han er, til trods for sine kundskaber, ligeså meget et udskud som os”, forklarede Pax, skulle Hunter ikke selv havde konstateret det.
”Jeg er stor tilhænger af, at man holder fast i sine bekendtskaber, forstår du. Desuden er han… i hvert fald til tider ganske hyggelig.”

Hunter holdt øje med Edward, imens Pax fortalte ham, hvorfor han ikke healede de rige svin i stedet. Han var skeptisk indtil Edward bekræftede sandheden i ordene. Hunter kunne godt lide at forestille sig, at han også hellere ville hjælpe til i Nedre Dianthos end Øvre, hvis det var ham der havde samme evner, men han havde trods alt heller aldrig haft et ønske om at forlade Nedre Dianthos, ligesom der var mange der havde. Det her var hans hjem. Øvre Dianthos var bare der man tog hen for at stjæle. 

De små flasker han fik af Edward drak han som anvist, først den ene og så den anden, og lod ellers manden arbejde i stilhed.

Ude i køkkenet fandt Hunter sig med det samme på plads, lænende op af køkkenbordet, med en albue på det og det meste af sin overkrop ind over det, imens Pax gjorde alt arbejdet. "Men det er sjovt," svarede Hunter lavmælt, med et forsigtigt smil i Pax's retning. Han kunne lige så godt prøve grænserne af med at sige imod med det samme. Desuden var det virkelig sjovt at drikke sig fuld, syntes Hunter.

"Han ligner én af os nok til, at jeg stoler på ham, hvis du siger at jeg skal," svarede han med et skuldertræk. Han kunne alligevel godt se, at det ikke så ud som om at Edward kom så meget i Øvre Dianthos. 

Pax fnøs moret for endnu engang, hvorefter han lod sine ru fingerspidser gribe om porcelænskoppen. Han løftede dog ikke den varme kant op til hans læber, men nød i stedet den prikkende fornemmelse fra det skoldhedende vand. Dernæst trak han på skuldrene.

”Dem, der arbejder for mig må gøre, hvad end de vil, så længe jobbet kommer først”, svarede han, hvilket i grunden var sandheden. Nok brød Pax sig ikke om fulderikker, men alt kunne gøres med måde og som ofte var han der ikke til at se det, hvilket var sådan, at han foretrak det. Efter at have spenderet halvdelen af sin barndom i et ligegyldigt bordelhus langt fra hovedstaden, var den slags tilbøjeligheder… ja, at sige Pax ikke påskønnede det, ville være en løgn, ligeså vel som en bastant underdrivelse.

”I grunden har jeg ikke så mange forventninger. Jeg vil gerne have indspark, hvis de er velovervejede og jeg foretrækker, at mine mænd og kvinder selv bestemmer, hvori deres… ekspertise gør sig gældende”, lød det dernæst, i det Pax’s ene øje gled vurderende henover Hunter. En hurtig overvejelse senere, sagde han: ”Du kan sikkert gøre dig i lidt af hvert – såeh, hvad foretrækker du?” 

Der var noget over Pax - noget, der fik Hunter til at forstå, hvordan hans bande var blevet så stor. En slags charme, omend en ru én, eller en udstråling af en slags. Noget, Hunter ikke kunne forstå hvad var, men som gav ham lyst til at blive associeret med ham.

Han følte det også nu, hvor Pax udtalte sig om druk, og Hunter instinktivt rettede på en fold i sit tøj, som om det ville få ham til at se mere ordentlig ud og mindre ud som den vilde dreng, der elskede at drikke sig fuld, han var.

Hunters blik faldt til bordet imellem dem, da Pax spurgte ind til, hvad han havde lyst til, og han trak igen på den ene skulder, for ikke at virke for ivrig, imens han svarede; "Jeg kan godt lide at slås. Og at hænge ud. Og et par af byvagterne ved, at jeg er gavmild." En af fordelene ved at have levet af beskyttelsespenge var, at han efterhånden vidste, at selv hvis en borger udpegede ham til byvagterne, så var han altid hurtigt ude igen, fordi de vidste at det kunne betale sig at løselade ham.

Han løftede langsomt blikket til Pax's igen, hvorefter han tilføjede hvad det var han troede, at Pax gerne ville høre; "Jeg kan også godt stjæle, hvis det er." Men Hunter brød sig ikke om at blive set på som et uskyldigt barn, ikke engang af fremmede, og dét var den bedste fremgangsmåde når han stjal, så han gjorde det sjældnere og sjældnere og var ikke engang sikker på, om han kunne gøre det uden at blive taget længere.

Pax lyttede, imens Hunter fortalte. Dernæst fulgte et anerkendende nik. Så knægten kunne lide at slås? Pax havde set det utallige gange før – og også han havde været sådan en gang. Til trods for, at han ikke selv besad magiske evner, havde han haft sin gang i kamparenaen i undergrunden, og det var også derfor, at han for et øjeblik forholdt sig eftertænksomt.

Og så var der naturligvis denne gavmilde side…

”Når du siger gavmild – er det så krystaller under bordet eller på anden vis, at du får skaftet dig vej ud hurtigere?”, spurgte Pax, men dog foruden fordømmelse i hans tone. I sandhed var det heller ikke det, at han følte for den unge knægt. Mange unge fandt deres vej ind i prostitution. Det fremstod som den nemme løsning og profitten var ikke til at klage over.

I det at Hunter dernæst proklamerede, at han godt kunne stjæle, viftede Pax dog afvisende med sin ene hånd. ”Jeg tror ikke, at det er den vej, vi skal gå. Desuden er det de små, der står for det. Ja, og så tiggeriet naturligvis”, svarede han, om end ikke synderlig passioneret, for stadig hvilede hans tanker andetsteds. Af hensyn til Hunter og hans forståelse for Flokkens intern struktur, fortsatte han dog sin forklaring:
”De små består af forskellige kuld, der har sine faste positioner i den øvre bydel og ved markedspladsen, og roterer, når profitten daler, fordi – som du selv så fint beskrev – alle de rige svin begynder at genkende dem. De ældre – dem, på din alder – laver små kup hist og her, sælger Drømme, hjælper med fremstillingen eller arbejder som fragter. De fleste kvinder står for den daglige gang. Laver mad, vasker, tager sig af dem, der ikke er på gaden eller er syge. Jeg sidder kun på en brøkdel af bordellerne nemlig.” Pax tav for et øjeblik og gned sin hage, alt imens han overvejede, om der var andet, der var værd at nævne. Hvad Pax selv rendte rundt og fortog sig var dog en ganske, ganske anden sag.

”De voksne – det vil sige dem på min alder eller ældre – laver kups eller tjener penge i kamparenaen, men måske vi skulle forsøge, at kaste dig ind i den.”

Det var sjældent at noget så uskyldigt som et spørgsmål kunne få Hunter til at rødme, og alligevel sad han her, overfor en mand han gjorde sit bedste for at imponere, og mærkede så tydeligt varmen stige op i sit ansigt, at han følte sig nødt til at løfte en hånd for skjule bare noget af sit ansigt bag den. Han nidstirrede Pax imens hans egne fingre borede sig ind imod hans kindben og hans tommelfinger ind imod hans kind. Det irriterede ham, at han kunne tage sådan på vegne over et spørgsmål, der egentlig var uskyldigt nok - masser af folk gjorde sig i den slags, for at undgå lovens lange arm.

"Den slags gør jeg ikke med byvagter," svarede Hunter der i virkeligheden ikke havde gjort den slags med nogen. Han havde haft en køn pige på skødet her og der, men ikke meget mere end dét. 
Man kunne godt give Hunter selv skylden - han var ikke ligefrem den muntre, smilende type, og han var heller ikke velsignet med naturlig charme. Drukture kom også efter en lang dags arbejde, og i Hunters branche havde den slags ofte involveret blodpletter på tøjet. Og så var det først indenfor det sidste år, at han var begyndt at ligne andet end en vandrende pind.

Tilgivelsen kom dog straks, da Pax affejede muligheden for at sætte Hunter til at stjæle. Det var en lettelse. Og så føltes det som en velkomst til banden, da den ældre mand begyndte at sætte ham ind i, hvordan banden fungerede. Det gav perfekt mening når han forklarede det på dén måde. 

"Jeg kunne tage ham i en fair kamp hvilken som helst dag," påstod Hunter, pludselig kæphøj igen, med en bevægelse med hovedet mod rummet Kargos for kort tid siden havde befundet sig i. "Jeg kunne tage dig, hvis det skulle være," tilføjede han, hans læber trukket op i et skævt smil. Det sidste var delvis et gæt, delvis en løgn, men han sagde det alligevel for at understrege, at der ikke var nogen grund til at tøve med at lade ham kæmpe. For ham betød det ikke noget, at han var lavere end Pax, eller at han manglede erfaring, det eneste der betød noget var at få en chance for at bevise sit værd.