Efterhånden havde han vænnet sig til at bo hos sin uanstændige familiemedlemmer, men han havde først rigtig fundet sig til, som han var flygtet ned i de støvede arkiver i Dianthos bibliotek. I lang tid holdte bibliotekaren irriterende meget øje med ham, som var han en lømmel der bare ville ødelægge den imponerende bogsamling. Bare tanken fik ham til at fnyse fornærmet og sænke papiret der blafrede let i den sparsomme vind. Nej, han ville aldrig skade en bog. Bøger var til læsning. Til viden. Til at finde frem til de hemmeligheder, som ikke var nemt tilgængelige. Hvis folk vidste hvor meget indelukket luft, og tung støv han havde været nødt til at indånde for denne lille simple tegning, ville de formentlig tro han var gal.
Den spinkle knægt, med hår sort som kuld, lod benet elegant glide over hestens ryg, til han landede på jorden. Det var en simpel bondeby nogle stenkast fra Dianthos, og trods hans forsøg på at fremstå diskret, var hans blege hud, rene tøj og ikke mindst det fine stof en tydelig forandring fra de jordnære farver alle andre bar. For ikke at nævne hvor beskidte de var. Noah rynkede næsen. Tænk at et hul som dette kunne havde potentiale for et større fund!
Med en irriteret ordre til vagten, der ikke helt brød sig om den unge herres opførsel, begyndte Noah at gå rundt på den travle jordgade. Hans sko var allerede beskidte. Øv! Da han nåede tilstrækkeligt ud af vagtens synsfelt, til han kunne gå imellem nogle bønder for et øjeblik, gled skyggerne over ham. Et veltilfreds hoverende smil gled over ham, som han bevægede sig langs væggen i skyggernes kolde mørke, fredeligt og for sig selv. Der var alligevel ikke nogen der turde gøre ham noget! Ikke hvis de havde deres liv kært.
At knægten fulmede i blinde fik man ham aldrig til at indrømme, men det var langt mere held end forstand, da han på murens væg fandt en grov tegning ridset ind, som passede perfekt på hans egen skitse. Nysgerrigheden boblede i den unge dreng, som han fulgte vejen videre, til den næste viser. Han kunne smage triumfen, som han gik ned af kældertrappen, uden tanke for hvor dumt og potentielt farligt denne handling kunne være. Dette var hans eventyr, og helten overlevede alt på sit eventyr!
I kælderrummet, som blev afsløret bag den let mugne trædør, ramte stanken af fugt ham. Og lokalet var tomt. Det var næsten nok til at han var vendt på stedet, kastet forbandelser over stedet og fået sine mænd til at brænde det ned, fordi det havde vovet at gøre ham nysgerrig og givet ham en falsk forhåbning af success.
Havde hans øje ikke ramt noget underligt stof på væggen. Noah gik ind i mørket, lod sin skyggemagi falde og gik på opdagelse. Måske der var hemmelige rum? Var det ikke noget som Nalish'ra ville sætte pris på hos sine tilhængere?
