Pax stod placeret i en mørklagt gyde, dovent lænet op af de våde mursten. Hans ansigt var pakket ind i mørke stoffer, så kun hans ene øje – hans eneste øje, vel og mærke – lod sig afsløre. Det grå hår, det man forbandt med en gammel mands, strittede dog uregerligt under den optrukne kutte, for over den grå skikkelse hamrede regnen ned.
Det havde været et Zaladins vejr hele dagen. Regnen ville ingen ende tage. Alligevel havde Pax dog ikke forladt sin udkigspost. Der var trods alt forretninger, der skulle gøres, og hvorfra han stod, havde han et glimrende overblik over sine sælgere. Ikke, at et utrænet øje ville kunne spotte dem. Det havde vist sig, tidligt selv samme morgen, at dagen i dag skulle være anderledes; under normale omstændigheder gjorde han sig ikke i, at holde øje med, hvem der kom men det havde været… ja. En udfordring, der havde præsenteret sig selv troligt, og som nu tvang Pax til, at stå, drivvåd og iskold, og se på.

Indtil videre var intet spændende hændt. Det havde været ganske begivenhedsfrit.

Efter at have vandret rundt i de mørke, våde omgivelser i alt for lang tid var Amy stoppet op. Lagde armene afslappet over kors, som hun betragtede nogle af de folk der kom forbi hende. Absolut ingen, hun kendte eller havde set før - betød heller ikke så meget for hende. Som det undrende udtryk bredte sig over det våde ansigt, gik der få minutter før hun sukkede opgivende. Hvor skulle hun begive sig hen, der var mange muligheder, og dog så havde hun bestemt ikke glemt, hvorfor hun havde valgt at vandre rundt i regnen. Der var en helt særlig grund, til hvorfor hun en smule utilfreds havde valgt at vandre rundt i den styrtende regn. Påklædningen var slet ikke passende, men det var ikke noget som bekymrede hende særlig meget.

Blikket gled lidt mere rundt, og efter få minutter vendte hun hovedet i retningen af en gyde. Vidste ikke, om hun skulle undersøge den nærmere, for det kunne vel ikke skade at tjekke den ud. Et bredt smil bredte sig på hendes ansigt, og hun løftede den højre hånd op til det våde ansigt, strøg hånden hen over i håb om, at kunne tørre det bare lidt. Men det hjalp sikkert ikke, for regnen væltede fortsat ned, så Amy endte med at opgive, og lod hånden falde livløst ned igen. Som hun stod og kiggede længe på gyden, besluttede hun sig for at sætte kursen imod den for hvad kunne der ske? Efter få minutter stod hun lidt væk fra en person, der i hendes øjne havde en meget mere passende påklædning på, end hende. Den højre hånd løftede hun op til hendes ansigt, strøg nogle af de våde hårtotter væk"Gid jeg havde været ligeså fornuftig i forhold til påklædning..."dybt opgivende, sukkede hun som hendes blik gled ned over hende, men øjnene fandt hurtigt vej hen til personen foran sig. 

Pax skævede mod lyden af hastige skridt; en tynd skikkelse, noget lavere end ham selv, og til trods for sin magerhed, en kvinde. I grunden var det i sig selv ikke synderligt interessant; folk kom og gik trods alt i den nedre bydel, og hendes person skilte sig ikke synderlig ud. Dertil genkendte Pax hende ikke, og et sted længere nede af gadebilledet, var endnu en køber, trådt frem i det spinkle dagslys…

Det var derfor med en hvis forundring – en, Pax dog ikke lod sig vise – at han lod sit ene øje flygte fra sit foretagende og i stedet, tage skikkelsen i nærmere øjesyn. Sådan stod han for blot et øjeblik og betragtede hende vurderende, hvorefter han tavst lod sit blik farer for endnu engang. Han var ikke interesseret i, at snakke om beklædning og instinktet i ham sagde, at det var kvinden heller ikke.
”Hvad vil du?”, lød det hæst fra den drivvåde mand, hvorefter han samlede sine tynde arme henover brystkassen.

”Og lad være med at spild med tid.” 

Beklædningen betød overhovedet ingenting for hende, og hvorfor skulle den også det. Det var ikke noget hun følte krævede længere, og dybere samtaler omkring. Hendes blik hvilede sig en smule på personen foran sig, og løftede undrende et øjenbryn. Kort tid efter gik hun hen ved siden af ham, lænede sig op ad muren med armene hvilende over kors. Selvom regndråberne dryppede fra hårspidserne, kunne hun fortsat se omgivelserne, samt personen ved siden af sig. 

"Hvordan kan du være sikker på, at jeg vil spilde din tid"spurgte hun undrende, som hun lod hendes blik hvile sig på hans ansigt lidt. Hovedet på skrå, og med et undrende udtryk på ansigtet var hun et kort øjeblik nød til at sikre sig selv, at denne person var ham som hun ledte efter. Beskrivelsen passede meget godt, af hvad Jason havde beskrevet. 

Blikket faldt hurtigt væk fra ham, som hun lagde mærke til nogle af vandrende folk som kom forbi. Ingen hun kendte, eller havde set før. Dog havde det overhovedet heller ikke en interesse. Et suk forlod hendes mund, som hovedet blev tippet en smule bagover, så det rørte muren"Du er Pax, har jeg ret...Eller gemmer du dig bagved det navn"Lidt flabet, og kækt sagt, men der lå alligevel noget nysgerrigt over ordene, for hu var nød til at være sikker på, at han var ham, som hun ledte efter. 

Der var noget genkendeligt over den unge piges træk, og Pax forstod snart, hvad det var; hun mindede – og lignede til forveksling – hans halvsøster Edna. Havde denne fremmede i stedet været rødhåret og haft fregner, ville de to kvinder, have været en tro kopi af hinanden.
Ikke, at det var en tanke, der fik lov til at ligge og sumpe for længe, for ikke i mange sekunder lod pigen, tavsheden sænke sig over dem. Pax var, i sit stille sind, taknemmelig, for det betød unægtelig, at hun forstod, hvordan kutymen som oftest udspillede sig. Det var ikke sådan at kimse af.

Et lavmælt fnys forlod ham, i det pigen henvendte sig til ham. ”Jeg var ikke sikker. Jeg bad dig om, at lade være med at spilde min tid, hvilket jo indikerer, at jeg frygtede det, men at det endnu ikke var sket”, svarede bandelederen prompte, men foruden at hans ene øje forsvandt fra det, der udspillede sig i hans nærme horisont.
”Og jeg er Pax. Der er ingen, der gemmer sig bag ved det navn, medmindre de gerne vil hænges eller piskes af rotterne længere oppe i byen. Ikke, at det er interessant – hvem er du og hvad vil du? Søger du arbejder?”, lød det dernæst, forinden at pigen kunne nå, at svare ham på hans først undslupne ord.

Som blikket hvilede sig lidt på de våde omgivelser, kunne hun ikke undgå at vende opmærksomheden hen på ham igen. Lagde hovedet en smule på skrå, som hun trådte væk fra muren. Valgte at stille sig foran ham, dog med lidt afstand og den højre hånd i siden. Svaret fik hende til at kigge væk fra ham, som øjnene scannede de mørke omgivelser, og hun drejede lidt rundt, så hun stod med kroppen halvt vendt imod ham”Er du vant til at folk spilder din tid…For det er ikke derfor jeg er kommet”svarede hun efterfulgt af et bredt smil.

Der gik ikke lang tid, før hendes blik fandt vej hen til  hans ansigt igen, og hun løftede en hånd op foran sig, og pegede imod hans ene øje, der syntes at forsvinde. Var det høfligt at spørge nærmere ind til det? Måske ikke – men hvorfor skulle hun også bekymre sig om høflighed”Dit øje…Er det selvforskyldt, eller har du bare været uheldig”spurgte hun undrende, som hun trådte væk fra hans syn. Gik hen ved siden af ham igen, dog lænede hun sig ikke op ad muren, men derimod løftede den højre fod en smule, bare for at lade den hvile lidt imod den nederste del af muren.

Da navnet Pax forlod hans læber, vendte hun hovedet en smule, så hun kiggede på ham. Det brede smil voksede lidt, som hun et kort øjeblik lukkede øjnene og efter få minutter lagde hun hovedet bagover. Nød regnen der skyllede ned over hele det mørke kvarter. Lyden af hans ord fik hende til at stå, og nyde regnen lidt mere, før hun åbnede øjnene, og vendte sit fokus hen på ham igen”Jeg er Amy…Kendt som A.x, og som svar på dit spørgsmål…”hun holdte en pause efter at have fortalt ham sit navn. Lod foden forlade muren et kort øjeblik, og løftede den højre hånd op til ansigtet, bare for at fjerne lidt af de våde totter”Så søgte jeg dig netop, for arbejde, for Jason nævnte du sikkert havde noget at kunne tilbyde”sagde hun med en selvsikker stemme, at hun selv havde arbejde var ikke noget han behøvede at vide. Ikke lige nu, for det ville kun være spændende, at se hvordan han arbejdede. Hvordan en anden bande, var for hun kendte kun til Jason’s bande.

Pax skævede til den petit kvinde, der tilsyneladende ikke evnede at stå stille. Et spædt skuldertræk fulgte, men for et langt øjeblik var han tavs. Rygterne om, hvordan Ulven havde mistet sit ene øje, var mange og ganske farverige, men ingen havde endnu haft den række mængde fantasi til, at gætte sig til, hvad der i grunden kunne være sket. Måske at denne A.X var anderledes?
”Hvad tror du, at der er sket?”, spurgte han, tydeligvis i en udfordring; en udfordring der også spillede i hans ene stålgrå øje, der for blot et kort øjeblik lagde sig på hendes skikkelse.

Da den gamle barndomsvens navn dernæst lød, måtte Pax kæmpe med ikke at lade overraskelsen afsløre sig i hans ansigt. Det lykkes dog knap, og snart efter opgav han med et fnys. ”Og hvorfor er det lige, at Jason ikke sætter dig til noget arbejde selv? Nok er vi ikke uvenner – ja, så skulle jeg da have misset noget – men ligefrem, at styrke Flokken… det virker ikke særlig gennemtænkt.”
Pax trak sit ene øje til sig og lod det dernæst fæstne sig på køberen, der var på vej væk med hastige skridt. Endnu havde ingen byvagter vist sig, og sælgeren lod, med få, spjættende fingre Pax vide, at alting var roligt også i hans ende.

… hvilket var begyndt at irritere Pax. Noget var ikke, som det burde.

Tydeligt for hende at se, at denne person ved hendes side, havde haft øjnene på noget bestemt. Undrende løftede hun det højre øjenbryn, men valgte ikke at sige noget. Dog stod hun afslappet og drejede hovedet en smule, tillod sig også at følge hans blik. For der var da en lille nysgerrighed der voksede inde i hende, nysgerrig på hvad der måtte virke vigtigt, i forhold til den fremmede person længere væk fra dem. Burde hun spørge ind til det? Eller måske bare vente lidt, for de havde vel masser af tid, medmindre der pludselig skete noget uventet. Som spørgsmålet forlod hans læber, spredte der sig et bredt smil på hendes ansigt, som hun lagde armene hvilende over kors, og et kort øjeblik nød den kolde regn der fortsat styrtede ned over hele det skumle, samt mørke kvarter"Enten har du været god til at havne i ulykker..Eller også er det selvforskyldt"svarede hun en smule undrende, som hun et kort øjeblik lod øjnene falde hen på ham. Det var ikke til at vide, hvad der var sket. Jason havde ikke nævnt det, men så igen hvor mange informationer havde den mand ikke undladet, at fortælle hende. 

Tankerne kredsede lidt om det, før hun undslap et dybt suk. Et kort øjeblik lod hun begge hænder glide op og ned af sine arme, i håb om at kunne varme sig selv en smule. Men efter ganske få minutter, stoppede hun som hun pludselig kunne den fremmede mand, som Pax hvist havde haft øje på. Undrende lagde hun hovedet på skrå, og lod blot øjnene hvile sig på den fremmede mand. Det var ikke en hun selv kendte, eller havde set før. Men jo mere hun stod, og kiggede på manden desto mere virkede han en smule bekendt, hvorfra var hun ikke helt sikker på endnu.

"Han sendte mig, det er vel en glimrende start på denne mørke, og regnfulde aften...Synes du ikke"lød det en smule kækt fra hende, med et matchende smil på det halvt våde ansigt. Øjnene havde fundet vej hen til ham igen, og hun drejede kroppen en smule så hun stod med fronten til ham. Der var noget afstand imellem dem, selvom hun nu ikke tænkte over hvor meget afstand der var. Men det var ikke til at vide, hvor hans grænse gik, og desuden var det nok også bedst at holde lidt afstand. Som hun lagde mærke til, at hans udtryk pludselig skiftede, sukkede hun lidt før hun hev den ene kniv op fra ben hylsteret. Sendte ham et lille skævt smil, før hun prikkede ham ind let på brystet med spidsen af kniven"Den mand som efterhånden har stået og gloet på os, i snart alt for lang tid...Kender du ham"spurgte hun med hovedet på skrå, som hun gav ham endnu et let prik med spidsen af kniven, før hun trak sig tilbage. Puttede kniven ned i ben hylsteret og lagde en hånd i siden, som hun afventende holdte blikket på ham. Hun havde ikke prikket ham særlig hårdt, med vilje for hun ønskede ikke at skade ham, måske hvis der var tale om sjov og ballade.

Pax fnøs moret men syntes ikke at ville uddybe. Hvad der var sket var vel hans egen sag, og et sted i hans indre måtte han tilmed indrømme, at han nød folks uendelige sladder. Det var ganske enkelt umådelig underholdende, for ingen forstod rigtig at fange essensen af, hvad der var sket. Ikke, at han bebrejdede dem; hvordan skulle deres fantasi nogensinde kunne etablere eller begribe, hvad han havde gennemgået? Hvor mange tænkte på Ypperstepræstinden eller vidste, at hun eksisterede?

Han forblev stående i tavshed og så først hen imod den fremmede, i det at hun fremdrog en kniv og prikkede legende til ham. Skulle hun have prikket hårdere havde Pax ikke modtaget det, som han gjorde, men udover at skæve formanende til hende, foretog han sig intet.

Denne A.X kunne tydeligvis ikke læse ham. Det var morsomt.

Pax nikkede. ”Han er min – men forklar mig, hvorfor Jason har sendt dig. Det er ikke hver dag, at det sker.” Pax skævede atter til hende, hvorefter han løftede sit ene øjenbryn. Hun havde vel ikke tænkt, at han ikke ville prikke til hende også?

Hvad der var sket med hans øje, behøvede hun heller ingen dybere grund omkring. For det var ikke årsagen til, at hun var dukket op her i det mørke og dyster kvarter. Som de begge to stod og indimellem kiggede på hinanden, kastede hun et blik væk fra ham. Stilheden blev pludselig for kvælende, og desuden virkede kvarteret til at indeholder en masse spændende sager - samt oplevelser. 

Kniven betragtede hun lidt, før hun sikrede sig at den var blevet puttet tilbage ned i ben hylsteret, for der var ingen grund til at bruge våben lige nu. Om der ville komme en grund til det, kunne hun ikke vide. Umiddelbart ud fra første indtryk af denne person ved hende, så virkede det ikke som om at hun havde en vældig grund til at angribe ham"Du behøver ikke bekymre dig om, at jeg angriber dig... Hvorfor skulle jeg også have en grund til det"lød det ganske neutralt fra hende, som hun valgte at gå lidt væk fra hendes placering i gyden. 

Gik lidt rundt ved indgangen til gyden, og lod blikket betragte de forbigående folk. Der var bestemt ingen af dem, som sagde hende noget. Ingen af dem havde en form for interesse for hende, og som hun hørte hans stemme drejede hun sig halvt om imod ham. Placerede en hånd i siden, for at stå lidt mere afslappet"Hvorfor har han ikke sendt mig, skulle man næsten spørge om...."Fløj det ud ad hendes mund med et lille bredt smil, som hun stod med fronten imod ham. Så lod hun blikket finde det raske øje, som hun fortsat stod med en hånd i siden, men efter få minutter blev begge arme lagt over kors"Han sendte mig, efter at have fortalt mig noget om en opgave, nogle missioner som du kunne hjælpe med"svarede hun uden at fjerne blikket fra ham.

Pax trak på skulderen og kastede et sigende blik i hendes retning: ja, det ved jeg ikke – hvorfor skulle du dog have af grund til det? Dernæst skubbede han sig selv fri af væggen og skridtede længere ud i den regnfulde eftermiddagssol.

”Og hvilke missioner er det så?”, spurgte han, tydeligvis ikke synderlig interesseret. ”Desuden – hvis Jason har sendt dig, så ville du vel ikke have noget imod, at jeg kontaktede ham, vel?” Pax drejede rundt på hælen, således at han atter stod med fronten til hende, hvorefter han også selv lagde sine arme over kors.

”Jeg kaster ikke mine folk i kløerne på fremmede. Hvis du vil have min hjælp, må du arbejde for at opnå min tillid. Det er heldigvis ganske simpelt –”, tilføjede Pax straks derefter, uden at give den anden mulighed for at svare. ”Du står her, indtil jeg kommer tilbage. Der kan gå en time, der kan gå et døgn – ingen af os ved det! Lad os se, hvor meget du vil det her.” Pax blinkede kækt til hende med sit raske øje, hvorefter han begyndte at skridte ned langs gaden.

//Lukker tråden. Der er sket så vanvittig meget for Pax, men hvis du vil have en tråd på et andet tidspunkt, så skriv endelig <3//