Nyssa havde nu været ung i flere uger. Nyssa havde efterhånden haft alt det sjov og ballade, hun kunne komme i tanke om, som hun gerne ville imens hun stadig var ung. Desværre synes Nyssa, nu at morskaben var ved at dø ud, hun var derfor søgt op til Kzar Mora. Hvor hun håbede at kunne genvinde sine dæmoniske kræfter og derfor vende tilbage til sit normale jeg. 

Nyssa vandrede rundt i mørket, hvor man normalt ville tænke at en ung pige aldrig skulle vandre rundt. Hendes lange hår flagrede i vinden. Hun så nærmest helt uskyldig ud så ung som hun så ud, men det var hun langt fra. Nyssa var efterhånden en ældgammel dæmon, fanget i ung krop. Nyssa var begyndt at kede sig og sparkede derfor til et par sten der lå på stien. Hun sukkede dybt og håbede at hun snart fik sin normale krop tilbage.

Hun kunne ikke vende tilbage til de sorte dæmoner, slet ikke som hun så ud. De ville nok tænke hvem var hun selvom der egentlig var noget genkendeligt ved hende så var hun ikke ud til at være den samme. Nyssa have efterhånden haft al det sjov hun har haft med sin barndomsvenner. Om end sluttede legen også, og hun savnede derfor normaliteten mere end noget andet.

Nyssa synes at kunne høre nogen, hun vendte sig derfor hurtigt rundt for at se hvem det var. Nyssa havde set Azaic før, det hvor længe siden.

Det var i hans torturkælder og de skulle næsten til at igang med at torturerne nogen. Nysa elskede det, desværre blev deres møde relativt kort, da hun blev kaldt på en mission, hun ikke kunne afvise. Nyssa så imod med et svagt smil. Han ville garanteret ikke genkende hende, men alligevel finde noget ved hende der var genkendeligt. Nyssa vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre. Hun vidste at han var en speciel person og at røre ham eller hans slanger var en dum ide. Hun stod derfor bare stille og afventede hvad han vil gøre.

Gudskelov for den kære torturmester, at han var blevet til hans fuldevoksen mand igen, efter at have været et barn. Det var frygteligt, men som han glædeligt var tilbage i hans egen krop, og fortsat nød de grufulde, og skumle ting. Torturkælderen var altid fyldt med spændende ofrer, hjælpeløse slaver, og nogle enkle folk der mente de havde noget vigtigt at fortælle den hjerteløse mand. Siddende på den sædvanlige stol i midten af det mørke rum, med tremmer på hver side af ham, og som altid var der de to trofaste slanger med ham. Den ene rundt om halsen som den altid var - næsten hele tiden. Den anden havde slynget sig rundt om den højre arm. 

Med intet ansigtsudtryk, kiggede Azaic direkte ud i luften, som han sad med ryggen ret på stolen, med fødderne solidt plantet på jorden. Der gik ikke lang tid før hans smalle øjne faldt på en ganske ung kvinde, og han tillod sig at tænke lidt, som det kolde ansigt løftede sig en smule op. Blikket fandt hendes, og efter få minutter løftede han et øjenbryn. Der var noget ved denne kvinde, der virkede bekendt han var næsten sikker på at han havde set hende før. Men han var nød til at blive sikker, så han rejste sig op fra stolen lige i samme øjeblik som han kunne høre hans slanger væssede en smule. 

Med armene over kors gik han hen til den unge kvinde, og som han stod foran hende, bukkede han sig lidt forover, så hans ansigt kunne nærme sig hendes øre"Hvad bringer dig herned i den dyster kælder...Kan det være af egen vilje"lød det hviskende fra ham, som han bagefter smillede tilfreds og trak sig tilbage. Han løftede så pludselig den højre arm, som han greb fat rundt om hendes hals i et blidt greb. Lod hans øjne studere hendes ansigt lidt nærmere"Har jeg set dig før..."lød det undrende fra ham, som han endnu engang kunne høre hans slanger væssede. 

Imens tankerne fløj omkring torturmesterens kælder, kom hun ’uheldigvis’ til at teleportere sig selv derhen. Hun bed næsten ikke mærke i at stien hun tidligere var på var væk og derfor gik nede i hans kælder, som om det var en helt normal hverdagsting.

Nyssa nåede dog ikke helt at orientere sig ordentligt før Azaic stod foran hende. Nyssa blinkede lidt med øjne, da hun endelig opdagede hvad hun havde gjort. Nyssa lignede en lille pige der så meget uskyldig ud. Hendes øjne derimod og hendes mund begyndte at smile. Hvorpå det var tydeligt at mørkt ondt væsen besad i hende. ”Sikke en velkomst Azaic” fik lettere sammenknebet sagt. Det var ikke det nemmeste at tale, med hans pragtige hænder om hendes hals. Hun gjorde dog ikke modstand mod hans greb. Da hun sikker på, at når han opdagede at det var hende, slap han. Imellem tiden kunne hun nyde hans dystre følelser der drev ind i hende, af hans berøring. 

Hendes ord fik ham et trække på skulderen lidt, dog valgte han alligevel at placere sig i stolen igen. Lod den højre albue hvile sig på stolens armlænd, imens hans blik hvilede sig på hende. Havde han ikke godt nok set hende før, han lagde hovedet en anelse på skrå og lod sine slanger slynge sig længere op ad både arm og ben. Den ene på armen og den anden på benet.

"Jeg ser at du fortsat har charmen med dig"lød det fra ham i en ganske neutral tone, som han ikke fjernede blikket fra hende. Derimod lyttede han til sine slanger, der hvislede afsted, men Azaic kunne også godt kunne de fanger bag tremmerne. De var sjældent stille, og han lænede sig så en smule fremad på stolen. Lod begge albuer hvile sig ovenpå hans lår, imens han løftede et øjenbryn en smule"Så Nyssa, hvad bringer dig herned i fangekælderen"undrende og en smule nysgerrigt ventede han på hendes svar. Han valgte ikke at kigge væk, kun af den rene refleks at han pludselig begyndte at få muligheder til hvad han kunne bruge hende til. På den anden side, virkede hun ikke så slem, som han måske havde troet, så hvis han endelig skulle bruge hende, skulle det nok være på de gode måder.

Der gik ikke længe før grebet om hendes hals blev løsnet. Hun smilede kortfattet. Nyssa prøvede i hans øjne at se tyde hvad han tænkte, når hun direkte indikerede at de kendte hinanden. Det kunne dog være svært for nogen ved første øjekast at se hun var Nyssa med denne barnlige krop.

”Den har heldigvis ikke forladt mig” svarede hun med et lille flabet smil. Det glædede Nyssa at han alligevel kunne genkende hende. Nyssa gik hen og satte sig foran hans stol, som et eller andet barn der begyndte at tilbede ham. Hun kunne dog se det morsomme i at sætte sig på hans skød. Hun vurderede dog, at det var for tidligt. Nyssa så op mod ham ”Kom til at tænke tilbage på første møde, og kom til teleportere mig hertil” svarede hun roligt. Det var sandheden. Den evne true Nyssa godt at prale med, så om at sige.

”Hvordan står det til her – nogle interessante ofre?” spurgte hun nysgerrigt. Nyssa fandt hans erhverv yderst interessant og hun var ikke interesseret i de små torture der nærmest bare var en del af jobbet. Nej hun ville langt hellere høre saftige historie, med folk der var yderst ginstriderige eller viste deres evner for blot at slippe væk af en eller anden form.

Det var som om at jo mere han kiggede på hende, desto mere var der noget der undrede ham. Det var nok det med, at hun så virkelig ung ud. Sådan huskede han hende hvist ikke, han tænkte lidt som han lod sit blik låse sig på hendes ansigt.

Nej han var da sikker på, at han ikke huskede hende sådan. Men alligevel havde han hvist ikke haft nogle problemer med, at denne unge kvinde var her i fangekælderen. Selvom der ikke ligefrem var særlig stille i øjeblikket "Godt du fortsat kan huske mig"lød det lidt kækt fra ham, som han lod sine øjne følge hende da hun havde valgt at sætte sig ned foran ham. Som Azaic skulle til at svare hende, rettede han sig lidt op, for at læne sig tilbage i stolen. Hovedet drejede han til den ene side, hvor hans øjne mødte den ene af hans slanger.

"Jeg kan ikke andet end at byde dig velkommen i fangekælderen...Endnu engang"lød det høfligt fra hans mund som han fik et skævt smil frem på det ansigt der altid havde så meget præg af ar, og skader. Ikke at det betød så meget for ham, for det var vel en del af hans charme. Hendes spørgsmål fik ham til at tænke lidt, men han behøvede ikke tænke i alt for lang tid før han lod sit blik hvile sig ned på hende som hun sad på gulvet foran ham"Mange, specielt en ganske særlig mand der heldigvis er stlle lige nu"sagde han som han skulede hen til sin højre side, for bag de første fremmer var en mand, der var langt fra kedelig. 

Nyssa smilede og svarede ”Jeg kan umuligt glemme en mand, der udfører et så fantastisk arbejde” Det var tydeligt at hun, var fascineret af hans arbejde og hun selv nød det og nærmest kunne blive helt opstemt af at se andre lide på denne måde. Hun var i ”normale” øjne sindssyg.

Hun nikkede og var et sted beæret over at være her. Det var et privilegere ikke alle kunne prale af. Nyssa tog ikke af hans ar med videre, for hende gjorde det ham charmende og mystisk, på den måde at hun gerne ville vide hvordan de var kommet. Trods det var et spørgsmål hun ikke ville stille direkte. Nyssa smilede ”Der er næsten intet bedre at se en ildsjæl knække” svarede hun roligt, som om det var det mest naturlige at gøre mod en anden.

”Hvad siger du til at denne gang, lære vi hinanden lidt bedre at kende?” spurgte hun lettere drillende, men med en lumsk undertone, var Nyssa i sin normale krop, ville en mand som Azaic ikke gå mange gange forbi hendes seng. Nyssa tog derfor mod til sig, hun rejste sig op og satte sig let og elegant på hans skød. Hun gjorde det med ynde og uden nogen som helst skam. Hun var på ingen måde nervøs for hvad han eller hans slange ville gøre, hun ville forsat være rolig. Da hun havde en tydelig fornemmelse af at Azaic intet ondt ville hende. Hun smilede afventede på hans svar, imens hun sad der skete det utrolig. Hendes udsende ændrede sig, det hele skete på få øjeblikke, at hun blev sit normale jeg. Håret blev en anelse kortere, mørkere og mere krøllet. Kroppen blev større, en anelse tungere, den fik sine elegante kvindeligforme igen. Nyssa så smilede og var et sted utrolig glad for at hun endelig kunne få sin krop tilbage også sammen med Azaic! Hvor heldigt. Til gengæld blev den lille kjole hun havde på, næsten ødelagt. Nu lignede det, at hun havde en meget lårkort kjole på, der sad alt for stramt på hende. Så stramt at nogle af stigende i siderne af kjolen var ved at gå op. Det generede hende dog ikke, faktisk håbede hun kun på at Azaic fandt hende tiltrækkende og ville se mere af hende.

Komplimenten havde en rimelig god effekt på ham, som han fik gravet et bredt smil. Som han hørte hendes ord kunne han ikke andet end at give et nik fra sig, og han lod sit blik falde på manden han fandt interessant, manden der enlig var ganske stille. Azaic kunne ikke se ham men han vidste at manden, sikkert ikke turde larme alt for meget, eller sige nogle forkerte ord. Det var sikkert kun i frygt for at han  ville ende med at gøre noget slemt ved manden, og det var da også sandt. Azaic kunne sagtens finde på en masse grumme ting og sager, dog gjorde han det ikke lige nu.

"Det nåede vi heller ikke sidst, så det lyder som en fin idé for mig"svarede han med et træk på skulderen. Overrasket løftede han undrende øjenbrynene som denne unge kvinde havde sat sig ovenpå hans skød. Af ren refleks lagde han en hånd rundt om hendes talje, for at sørge for at hun ikke pludselig ville falde ned. I det øjeblik hun fik sat sig tilrette på hans skød, kunne han godt fornemme at begge slanger undrede sig over det, og nærmest væssede højlydt"Stille i to!"lød det bestemt og hårdt fra Azaic som han skulede til begge slanger. 

Som han skulle til at vende sit blik og opmærksomhed tilbage på Nyssa, fik han et stort chok over at udseendet, kroppen, hun var forandret. Nej hun så pludselig anderledes ud, men det fik ham kun til at smile lidt større. Nu kunne han endnu bedre genkende hende, og lagde hovedet på skrå som han fjernede hånden fra hendes talje, og lod den glide op ad hendes ryg"Se det var lidt bedre, nu kan jeg genkende dig fuldt igen"lød det lidt kækt fra ham som han holdte øjenkontakten med hende. Kjolen var for kort, men det rørte ham ikke, det var slet ikke noget han havde tænkt på. Dog kunne en mand som ham vel ikke klage, over kvindeligt selskab, specielt ikke fra en køn kvinde. Det virkede også til at hun kunne lide de samme ting som ham, specielt det som han primært lavede, og det var ikke så tit han oplevede det. 

Nyssa smilede tilfreds, over at han gerne ville lære hende bedre at kende. Hun blev kun mere tilfreds at han tilbageholdt hans slanger, hun frygtede dem ikke. Stor respekt havde hun da for dem. Hun så sidst, hvad de var i stand til og hvad de gjorde for ham en forkert bevægelse og du kunne have slange siddende fast til din krop.

Nyssa var yderst tilfreds over at være i sin egen krop igen, det var som om at tage sin yndlingskjole på igen. Den havde været utrolig savnet! Nyssa havde da nydt tiden som ung, men hun der var bare visse fordele ved sin egen krop hun savnede. Nyssa smilede varmt med en lumsk undertone i blikket ”Meget bedre” svarede hun, og bevægede kroppen lidt. Blot for at fornemme den igen, det var underligt og rart at være tilbage. Nyssa smilede som deres øjne blev forbundet, hun vovede sig og tog sin hånd roligt op mod hans kind, aede den roligt og strøg nogle enkelte hårtotter bag om hans øre. Han var i sandhed et mysterium. Nyssa spekulerede kort om han faktisk var en dæmon eller en anden race. Dette kunne hun ikke helt lure, men noget over ham, virkede ikke helt dæmonisk. En skam, næsten.

Til tider gad Azaic slet ikke at skænke slangerne en tanke, for de gjorde tit bare det som de selv havde lyst til. Hvilket var helt fint for torturmesteren, for sommetider behøvede han heller ikke udvise tak til dem for det som de gjorde, og han behøvede ikke at fortælle hvad de skulle gøre. Tit vidste de det, hvilket altid gjorde ham tiflreds.

Kjolen kvinden bar, kunne Azaic ikke undgå at lægge mærke til, som hun sad ovenpå ham. Han sad meget afslappet i stolen, som han kunne mærke slangerne havde fundet vej ned imod hans ben, hvor de begge to slyngede sig rundt om. Følelsen af de få hårstrå hun strøg bagved hans øre, og hendes blik fik et lille bredt smil frem på hans ansigt. Han holdte fast rundt om hende med den ene arm, hvorefter han lagde hovedet på skrå. Den frie hånd fandt vej op til hendes kraveben, hvor han strøg nogle fingre hen over"Hvad kan jeg gøre for dem Nyssa"lød det bestemt dog undrende som han lod fingrene glide længere op, så han til sidst endte med at blidt gribe fat rundt om hendes hals.

"De er vel ikke kommet for at lege, eller måske det er hvad du trænger til"hviskede han imod hendes ansigt, som han lod sit blik hvile sig på hendes ansigt. En mand som Azaic havde bestemt ikke noget imod kvindeligt selskab, og denne kvinde som sad ovenpå ham, havde han set før. Han kunne fortsat høre nogle af menneskene bag tremmerne larmede, og flere prøvede at komme i kontakt med ham. I stedenfor for at svare dem, knipsede han med nogle fingre, hvorefter den ene slanger fandt vej hen til den ene celle. Slyngede sig ind imellem tremmerne, og Azaic smilelde tiflreds, som han fortsat havde sin opmærksomhed rettet mod kvinden ovenpå sig.